Der var noget over Handarks smil der gav Vanessa sommerfugle i maven, specielt når smilet lagde sig over hans læber imens han så på hende. Igen måtte hun minde sig selv om, at hun intet kunne forvente af ham, og at risikoen var at han ville rejse sig op og gå indenfor de næste ti-tyve minutter og aldrig vende tilbage. Men han virkede ikke rigtig som typen der gjorde sådan noget – omvendt virkede han jo heller ikke som typen der kastede sig over en tilfældig pige, der samlede ham op fra gaden. Hun havde altid troet at hun var så klog på mennesker, men når hun ikke snød ved at bruge sin evne, så var hendes kundskab vel ærligt talt begrænset. Hun havde levet alene alt for længe.
Hun hørte godt ordene, der faldt fra de smalle læber, og hun bemærkede udmærket hans uvillighed til selv at tage stilling til hvad han egentlig selv ønskede. Hun havde ikke lyst til at bede ham om at blive, og hun havde heller ikke lyst til at bede ham om at gå, fordi begge dele kunne virke forkert på ham.
”Du skal ikke blive, nej.. Men du må gerne,” endte hun med at svare ham, i håb om at virke hverken for needy eller for afvisende. Efter at have sagt det kravlede hun af hans skød og lagde sig på siden i sengen med ryggen op ad hans ene ben. Den ene hånd blev lagt på hendes hofte, og det var tydeligt på hendes ryg at hun åndede dybt ud. Hånden flyttede sig så om bag hende, hvor den ledte efter, og fandt hans, nærmest som for at illustrere, at hendes tilbagetrækning ikke var en handling af afvisning.

Ganske sandt. Han var ikke typen der tillod sig at være sammen med den en kvinde, første gang han netop havde mødt hende. Han var heller ikke typen der efterlod hende efterfølgende, eller erklærede hans kærlighed til netop som deres intime scenarie var færdigt. For der var ingen. Ikke hvad han vidste af. Hvilken type var han egentlig? Han var ikke unik, det var ganske sikkert. Som størstedelen af personerne i landet, havde han set og oplevet døden. Han havde selv dræbt – men dette gjorde ham ikke til en koldblodig morder. Så igen – hvilken type var han egentlig?
De hav blå øjne studerede ansigtet foran ham; granskede hende, imens hun var fanget i hendes egen tvivl. Smilet på de smalle læber falmede, i takt med at stilheden åd dem råt. Det samlede sig heller ikke, da hun til sidst talte. De rynkede bryn glattede sig ud, udtrak hver en fold der havde dannet sig. Alvoren var der stadig.
Han nikkede ganske let, forstående hendes ord. Trods man kunne det, anså han ikke dette som en afvisning. Uden de mindste protester lod han hende kravle ned af sig. Hans øjne forlod hende, seende imod sengelagnet foran ham. Han skuede ikke efter noget bestemt. Dette kom han da til, da en bevægelse foran ham fandt sted. Han så imod den kvindelige hånd der rakte imod ham, og mærkede hvordan en behaget fornemmelse dannede sig i hans maveparti. Ganske let, omfavnede han hendes hånd med sin. Han satte sig på knæ, og fik sig trukket hen imod hende. Ganske let, lagde han sig på siden, bag ved hende. Hans hoved lå bag hende, liggende imod puden med kinden nedad vendt imod stoffet. ,,Så bliver jeg,” mumlede han ganske let, lukkende sine øjne.

Uden at ville indrømme det, var hun egentlig næsten lettet over at han ikke rejste sig op for at gå. Endnu gladere blev hun da han lagde sig ned bagved hende. Hun kunne ikke lade være med at smile svagt igen, og stemningen der før havde været anspændt og akavet, blev nu igen behagelig og næsten søvnig. Selvom det kun var midt på aftenen kunne Vanessa ikke holde et gab tilbage; det havde været en lang dag på arbejdet, og nu hvor de havde lagt sig ned, kunne hun mærke ømheden i sine ben og trætheden i sit hoved. I en doven bevægelse lagde hun sig tilbage op imod ham så hun endte med at ligge klinet op imod ham. Dynen så hun ingen brug for endnu, idet varmen fra deres kroppe var gledet ud i rummet, og ærlig talt var hun nok også for doven til at række ud efter den og få hevet dynen over dem.
”Jeg falder i søvn hvis vi ligger sådan her meget længere..” sagde hun, med en stemme der allerede var døsig at høre på. Hun lød dog ikke som om hun havde tænkt sig at flytte på sig; tvært imod trak hun Handarks arm rundt omkring sin skulder og pressede blidt sine læber imod hans underarm. Dagen var gået i en retning, hun overhovedet ikke havde regnet med, men hun var nu alligevel ganske taknemmelig for den tilfredsstillede følelse hun kunne mærke helt ud i fingerspidserne, og for, at hun ikke ville falde i søvn alene for første gang i flere år.

Et svagt smil formede sig på hans læber, da han hørte hende gabe. Trods tiden på dagen, var han selv en anelse døsig. Faktisk, kunne han selv finde på at falde i søvn. Faktisk, ville han lade sig selv det. ,,Så gør det,” mumlede han, med en blidhed liggende i stemmen. Han knugede blidt hendes hånd, da han mærkede de fugtige læber imod sin underarm. Det at han blev rykket nærmere imod hende, gjorde ham ingenting. Det faktum at han var nærmere hende, var en lille fornøjelse i sig selv. Det var beroligende.
Han selv havde heller ikke ligefrem regnet med at dagen ville gå sådan. Ikke det mindste, faktisk. Det havde ikke skænket ham den mindste tanke, at han nu skulle lægge nøgen sammen med en anden kvinde. Sådan tanke, havde ikke strejfet ham i mange, mange år. Heller ikke at de faktisk ville falde i søvn sammen, ubekymret om hvad der ville hænde den næste dag. For det gjorde de. De tilbragte blot ikke natten sammen.

Mørket omringede dem, vækkede den mandlige krystallianer. Han spærrede øjnene op med et sæt, stirrede imod et ansigt der havde vendt sig i løbet af de timer de havde sovet. Hendes ansigt var roligt, nedlagt i folder der fortalte hun sov dybt. Han løftede ganske let sin hånd, lod fingrene strejfe de få totter hår der hang over hendes pande. Han strøg den fra hendes ansigt, seende imod de dirrende øjne. Hun drømte.
Langsomt bevægede han sig ud af sengen, sneg sig som en kat omkring for at samle tøjet han havde smidt fra sig undervejs det scenarie der havde foregået i den lille lejlighed, for timer siden. Efter at have klædt sig på, standsede han i dørkarmen. Han kunne ikke forlade hende på den måde – ikke sådan. Trods han ikke nærede specielle følelser for hende, var der noget der fortalte ham det ville være forkert. Det ville lede ham til voldsom fortrydelse senere hen. Det var derfor, uden megen tvivl han efterlod sig en lille del af sig selv hos hende. Efter det, forsvandt han. Forsvandt ud i aftenens mørke, og væk derfra.
Nu var der blot sølvringen, med den mosgrønne sten, tilbage på natbordet.

Morgenen efter lå Vanessa halvt i drømme, halvt vågen, og vred sig. Den drøm hun havde var ikke særlig behagelig; der var ikke nogen billeder, ingen mennesker og ingen farver, bare en følelse der gennemtrængte verden og gjorde den grå og sørgelig. Ensomheden prægede drømmen og gjorde hendes søvn urolig. Hun vågnede ved at der gik et ryk igennem hendes ben, som om hun nærmest faldt ud af sit mareridt. Desorienteret satte hun sig op i sengen og så sig omkring. Noget sagde hende, at et eller andet burde være anderledes, og først da gik det op for hende, at hun jo ikke var gået alene i seng aftenen før, men umiddelbart var der ikke spor af manden, der var fulgt med hende hjem eftermiddagen forinden. Hun kunne ikke påstå at hun var overrasket, men ikke desto mindre var hun skuffet over, at han bare var gået. Fred være med, at han ikke havde tænkt sig at flytte ind, eller så meget som at se hende igen, men han kunne da i det mindste sige farvel i stedet for at være en kujon og bare stikke af. Stædigt fortalte hun sig selv, at det ikke betød noget, at han blot var gået, men det var kun fordi hun ikke ville indrømme overfor sig selv at hun var blevet såret over det. Der var noget helt forkert over at vågne nøgen op alene i sin egen seng, når man troede der ville være nogen til at holde om én.
Et suk forlod hendes læber da hun rejste sig op fra sengen og samlede gårsdagens tøj op fra gulvet, der føltes koldt og ubarmhjertigt imod de nøgne fødder. Da hun kun havde haft tøjet på i knap en halv time før det var blevet hevet af hende af nænsomme hænder, tog hun den mørkegrønne, let højtaljede nederdel på, sammen med den løse, hvide skjorte. Hun havde fri fra arbejde, men egentlig ville hun ønske at det ikke var sådan; for en gangs skyld manglede hun noget at beskæftige sig med. Der var et billede af en blåøjet mand på hendes nethinde, og det blev der imens hun flettede sit hår i en fransk fletning, som hendes plejemor havde lært hende da hun var lille, imens hun lavede sin morgenthe, imens hun forsøgte at få læst i den bog, hun var i gang med (en antologi af digte og noveller skrevet før mørket tog over, fordi hun for tiden trængte til noget lidt mere lovende end historier om mænd, der begik selvmord, eller kvinder, der blev voldtagede af nådesløse soldater), og hver gang hun smilede kunne hun ikke beslutte sig for om det var bogens ord, eller erindringen om aftenen før, der fik hende til det. Handark var også i hendes tanker da hun igen gik ind på soveværelset for at rede sengen – og så var det, at hun så ringen. Den lå på hendes natbord og selv på det dunkle værelse udstrålede den et blødt, grønt skær, som trak hendes opmærksomhed imod den. Hun glemte straks hvad det var, hun var gået derind for, og gik hen for at tage fat i den. Med et svagt smil på læben vejede hun ringen i sin hånd og forsøgte at huske, hvilken af Handarks fingre den havde siddet på, og hvordan farven havde stået til hans hud.
Efter at have siddet et stykke tid lagde hun igen ringen på natbordet hvor hun fandt den, fik redt sengen og gik ud i entréen, hvor hun tog sine sko og sin kappe på, for så at gå udenfor. Der var markedsdag, og hun havde lyst til at spise noget ordentlig mad på sin fridag, frem for den stuvning hun normalt fik efter de lange aftener på værtshuset.

Lejligheden lå stille hen. En enkelt stol stod klodset placeret i forhold til bordet, og en natkjole i bomuld hang henover den, afslørende, at Vanessa havde haft travlt da hun i løbet af morgenen havde skullet gøre sig klar til arbejde. Den var uvidende, lejligheden altså. Uvidende om, hvad den skulle være baggrund for. Det lille marked nedenfor bygningen var så småt ved at pakke sammen for den dag, og alt åndede fred og ro; intet tydede på at en blodindsmurt mand- og kvinde ville træde ind ad døren, eller at der ville komme pletter af fornævnte blod på det sarte trægulv, som aldrig ville kunne fjernes. Men det var det, der skete.

Turen fra Kathedralens græsareal havde været både hæsblæsende, kaotisk og ufatteligt hjerteskærende, men uroen blev ikke afløst af lettelse, blot fordi døren blev åbnet og Vanessa, atter i menneskeskikkelse, kunne træde ind ad døren, efterfulgt af Handark. Det var tydeligt at hun havde svært ved at gå. I lang tid havde hun ventet med at finde tilbage til sin menneskelige skikkelse, men til sidst havde det ikke nyttet, og smerten havde ramt hende som en hammer til baghovedet. Tempoet var blevet sat ned på vejen igennem byen, en chance de havde vovet at tage, delvist fordi efterlysninger ikke kunne spredes i byen med så høj hastighed, dels fordi Handark havde udvist modvilje til at efterlade den pludselig meget langsomme Vanessa, selvom hans eget tempo ikke havde fejlet noget. Selv da de havde fået pusten, kunne ingen af dem tale. Det var for Vanessa som var hendes ordforråd blevet passivt; hun fangede stumper af andres tanker som de gik der, forstod hvert et ord, men var ikke helt i stand til selv at sætte en sætning sammen, og selvom hun kunne dø for at finde ud af, hvad der gik igennem den andens hoved, havde hun ikke frækheden til at tillade sig selv at lytte til hans tanker. Så de havde blot gået der, den sidste kilometer igennem byen og ind til Vanessas lejlighed, side om side, godt en halv meter imellem dem. I stilhed. Lidt forpustede dog, Vanessa svagt stønnende hver gang hun satte sit højre ben til jorden. Blodet løb i en lind strøm over låret kunne hun mærke; det klistrede i en plamage imod skørtet hun bar. Svimmel var hun, en smule, men hun var ganske sikker på at ingen vigtige blodårer var blevet ramte. I det tilfælde ville hun hverken kunne gå nu, eller trække vejret for den sags skyld.

Gå kunne hun dog, og det gjorde hun også, hen og satte sig på stolen ved køkkenbordet, ligeglad med at hun slæbte jord med på sine støvler ind. Der var intet overskud til at byde Handark pænt velkommen, ligesom sidst, men hun registrerede svagt hvor underligt det var, at hans anden gang i den lille lejlighed, var så meget anderledes end den første. På stolen tog hun støvlerne af, utålmodig med snørerne var hun, og til sidst flåede hun dem af. Det var stressende for hende at der var så meget blod på skørtet, og det gjorde det på en måde lettere for hende at abstrahere fra, at Handark havde slået to mænd ihjel. Stadig uden ord rejste hun sig fra stolen igen, denne gang på bare fødder, og gik hen til den store gryde på komfuret, som meget behændigt var fyldt med vand. Hvorfor huskede hun ikke; det var også lige meget. I hvert fald tændte hun for komfuret for at varme det, og fandt samtidig et par gamle klude i skuffen ved siden af komfuret. Nål og tråd, havde hun det et sted? Det forekom hende næsten umuligt at holde sig selv i gang, og hun var næsten askegrå i hovedet, da hun vendte sig imod Handark og så på ham med et opgivende blik. Med den ene hånd holdt hun fast ved køkkenbordet bag sig af frygt for at miste fodfæste, hvis hun ikke holdt ved noget. Det var svært for hende at se på Handark med de samme øjne som før. På en måde kunne hun ikke rigtig betragte ham som en morder, selvom det vel var det han var. Og så omvendt kunne hun ikke lade være; hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på det. Det havde været for hendes skyld. Det var hendes skyld. Måske havde det været Handark, der førte sværdet, men det var ene og alene hendes skyld, at to mænd havde måttet lade livet den dag.

Tårer pressede sig på, og Vanessa gjorde hvad hun kunne for at bevæge sig ind i soveværelset, hvor sygrejet stod på en af de laverehængende hylder. De salte tårer blev hastigt tørrede væk, før hun begav sig tilbage i køkkenet med sykassen i hånden, satte den Endelig talte hun, uden at se på ham. Hun kunne ikke få sig selv til det igen, af frygt for at hun ville miste kontrollen over sig selv igen. I stedet havde hun ryggen imod ham, som hun var i færd med at tage gryden af komfuret, nu indholdet var på grænsen til at være kogende. ”Du bliver nødt til at lade mig se på din arm. Jeg ved ikke hvor dybt såret er. Og.. du bliver nok nødt til at sy noget for mig.” Nok havde Vanessa ikke engang set på sin egen skade endnu, men hun havde set det ske; mærket kniven gå dybt ind i kødet på hende. Det ville være dumt ikke at sy det, om end Vanessa ikke brød sig om tanken. Gryden blev stillet på træbordet, og endelig rettedes de mosgrønne øjne mod Handarks havblå. Afventende, var de. Imens begyndte hun så småt at åbne de øverste knapper i sit skørt, for at kunne komme ind til såret, men ind til videre blev kjolen på. Noget af blodet var størknet vidste hun, men der var hele tiden friskt blod på stoffet. Det skræmte hende. Gjorde hende endnu mere svimmel. Hvor meget blod havde hun egentlig mistet?

Tvivl var der ikke om, at Vanessa forsøgte at vise mere overskud, end hun i øjeblikket besad. Men det nyttede ikke noget at være svag. Slet ikke overfor Handark, der måtte have det meget værre end hende.

Blodet var størknet. Omkring hans hænder, hans næse, hans kind. Hans øjenlåg. Såret omkring hans overarm blødte fortsat, men knap så meget som det havde gjort i starten. Begge hænder var smurt ind i blod; både af hans eget, og af de andres. Men ikke hendes. Ikke endnu.
Da døren lukkede sig i bag dem, og udformede lejlighedens fire vægge omkring dem, løftede han blikket fra den grund som hans sko havde betrådt. Hans øjne havde ikke berørt andet siden de havde forladt græsarealet omkring katedralen. Måske enkelte gange for at beskue området omkring dem, og for at se til Vanessas haltende tigerskikkelse, der senere havde forvandlet sig tilbage til hendes oprindelige, menneskelige form. Han havde frygtet for at møde andres blikke, og at møde tilfældiges fordømmende øjne. De ville kunne uddanne historier ud fra ham – historier, der gjorde ham til den onde og den hensynsløse. Blodet på hans tøj gjorde ham til dette, klart gjorde det det. Ud fra enhvers synsvinkel, som ikke havde oplevet scenariet han og Vanessa havde stået i, ville det være ham der havde været nådesløs og brutal. Det var ham der var morderen. Men det var han nu usanset hvordan man vendte og drejede det. Det var ham der havde ført sværdet; de havde faldet for hans hånd, og ingen andens. Det var ham der havde slået dem ihjel.

Hvis han ikke vidste at det var en umulighed for ham, svor han at han kunne have hørt blodet ramme gulvet under ham.
Trægulvet var malet rødt af deres blod. Malet med pletter der aldrig ville kunne rengøres fra de skidt, de havde påført det. Menneskesønnen knyttede sin hånd i en jernnævne. Han lod øjnene følge pletterne, der førte til kvinden der sad på stolen midt i hendes ydmyge hjem. Hendes bevægelser var aggressive og rastløse. Hun var i smerte og i dyb frustration. Hendes øjne flygtede fra hans, og det gjorde ham desperat. Han ønskede kontakten, og det at han vidste hun turde se ham i øjnene. At hun turde se på ham, uden frygt og foragt i blikket. Men hendes øjne vendte sig slet ikke imod ham. De så ikke på ham, imens han stod der med blod indsmurt både på krop og sjæl. Han havde pludselig lyst til at rive tøjet af sig selv, og kaste rundt med de blodindsmurte klæder. Hvad det ville nytte nogen af dem, vidste han ikke. Han vidste bare han var rastløs, og allerhelst havde lyst til at forlade det hele. Stikke af endnu engang, og lade det forbandede lands mennesker slå hinanden ihjel, og til sidst æde hinanden.
Han endte op med at trække kappen af sine skuldre. Han lod den dumpe på gulvet med et bump, imens han nu undlod at se til hendes side. Han bandt lædervesten op, og lod den falde sammen vej som det tunge stof ved hans fødder. Ringbrynjen havde han ikke båret den dag, da han ikke havde regnet med at skulle stille sig selv i forsvar for skarpe klinger og hårdtslående køller. Det havde han, hvilket havde resulteret i såret på undersiden af hans overarm. Det var ikke særlig langt, men dybt. Så forbandet dybt. Da såret endelig fik lov til at suge luft til sig, mærkede han pludselig hvordan smerten langsomt greb omkring hans overarm. Det begyndte at dunke voldsomt, og som han bevægede armen begyndte det langsomt at bløde igen. Han kneb øjnene sammen og løftede den anden hånd for let at stryge fingeren over flængen. Blodet vådgjorde hans rødmalede hånd, og tilføjede yderligere blod til hans fingre. Han ville ønske de bare havde dræbt hinanden; han ville ønske de aldrig havde levet.

Med et talte hun til ham. Han vendte opmærksomt blikket frem imod hende, men mødte ikke et gengældende blik. Han rynkede brynene sammen, imens han mærkede hvordan hans hjerte sank ham ned i maven. Hendes ord var ham i få sekunder uforstående, men han fandt den til sidst - forståelsen. Han vippede nikkende med hovedet, for at bekræfte hans forståelse. Små dele af hans hår flyttede sig ikke fra hans pande. Dette sad klistret fast til det indtørrede blod. Han måtte indrømme overfor sig selv at det ikke havde betydet noget, at han havde vist hans forståelse. Hun så alligevel ikke på ham.
,,Jo,” svarede han med en svag stemme. Han vendte blikket imod hendes øjne, der i et tabt håb søgte efter kontakten igen. Denne prøvelse var kortvarig, da han til sidst fandt sig selv i at vandre imod hende. Han standsede ved hendes side, overfor balgen. Han lagde hænderne deri og så blot til imens det størknede blot forlod hans flader, og farvede det varme vand. Han virrede febrilsk med blikket ved synet. Han havde virkelig slået ihjel – havde han ikke?
,,Lad mig hellere se på dit sår først,” sagde han endelig, med en svagt rystende stemme. Hans blik forblev ved vandet, imens han begyndte at gnubbe de ellers rengjorte hænder. ,,-Dit er dybere,” Han løftede hænderne fra vandet, lod dem dryppe vandet fra sig, for så at gribe om kassen med sygrejet. Han fandt en passende nål, hvis hoved så nogenlunde rendt ud og en tråd der havde en passende tykkelse. Herefter vente han blikket imod hende; imod hendes skadede ben, rettere.
Det ville blive et grimt ar.

Det, at Vanessa sad ned, gjorde kun smerten værre; mere virkelig på en måde, mere håndgribelig. Sværere at abstrahere fra, end det havde været før, og den voldsomme, dunkende fornemmelse der lod til at fylde hele benet, gik den mørkhårede kvinde på nerverne. Blegt nikkede hun, da Handark insisterede på først at se hendes sår. Nervøst betragtede hun hans hænder, da de ledte i sykassen efter den nål, der til sidst skulle igennem hendes hud et utal af gange. Tanken gjorde hende utilpas, og hvis hun ikke havde kvalme i forvejen, fik hun det i hvert fald nu. Det var ikke til at forstå, at hun for få timer siden havde brokket sig indvendigt over, at skulle på arbejde. Det var en bagatel i forhold til den smerte hun følte, og den hun ville komme til at føle. Og den der var indeni hende, den, der gjorde det svært for hende at se på andet end Handarks hænder. Skørtet skulle helt af, vidste hun, ellers ville han ikke kunne komme til, men den øverste knap var svær at få op, fordi hun rystede sådan på hænderne. Efter en rum tids fumleri fik hun den op, svagt gispende da hun rev den store plamage af halvstørknet blod op med stoffet, dette inkluderende halvdelen af hårene på det blodindsmurte lår. Såret var godt og vel en tomme bredt. Hvor dybt det var, turde hun slet ikke gætte på, idet tanken forekom hende uoverskuelig. Ville det overhovedet være nok at sy det? I hvert fald var det noget, hun var nødt til at håbe på. Nogen healere kendte hun ikke, og Helbredshusene ville sikkert også have fået besked på at holde øje med sorthårede kvinder, der havde knivstik i låret. Medskyldig, var hun sikkert, rent juridisk. Ikke at der var meget jura over den måde, landet fungerede på; det ville være synd at sige.

”Vil du ikke godt rense nålen også?” lød det lavmælt fra de blodforladte læber. Vanessa tvang sig selv til at møde Handarks blik. ”Der står noget vodka i skabet over komfuret.” Stemmen var bedende og ynkelig at høre på, og det var tydeligt at kvinden var rædselsslagen for at skulle sys. Det var skam ikke fordi hun ikke stolede på Handark eller hans færdigheder, det var mere fordi hun huskede, at det gjorde ondt. Ikke at det kunne gøre meget mere ondt end såret gjorde. Sved, gjorde det også, som havde nogen kastet salt i det. Nej, Vodka var ikke nogen dårlig idé.

Nu hvor manden var kommet tættere på, blev det sværere at blokere for hans tanker, der forekom hende mere dystre, end hun kunne bære. Blikket blev sænket til bordpladen, da kvinden blev nødt til at give slip på en håndfuld tårer.

Lyden af hendes stemme fik mennesket til at rykke uroligt på sig. Langsomt vendte han blikket fra hendes ben til hendes øjne, med brynene rynket imod hinanden. Hendes stemme var i sandhed plaget – plaget af det hendes øjne havde set, og den smerte hendes krop havde, måtte føle på grund af ham. Han forbandede sig selv. Han ønskede i en kort tid han aldrig havde tilkende gjort sig den dag; han ønskede han aldrig havde taget imod hendes tilbud om husly, eller han nogensinde havde ladet sig friste af hendes sensuelle mund. Men det var hvad han havde. Han havde været tættere på hende end nogen anden kvinde han nogensinde havde kendt. Han havde været i hendes seng sammen med hende, tilbragt natten med hende der. Han havde allerede fra starten han bragt hende smerte. Senere tilføjet yderligere, end før. Han havde skabt problemer for hende – store problemer. Han havde stiftet hende med en titel, der ikke lød godt på folkets mund. Han havde givet sig selv en også. En anderledes, i særdeleshed. Morder.

Han lukkede øjnene, imens han lod svaret falde fra hans læber. ”Jo,” den grove hånd der omfavnede nålen og tråden fralagde sig dem, lagde dem på bordpladen der hvilede imod hans side. ”- Selvfølgelig,” han forlod da hende – for en tid. Som han placerede sig i køkkenet, med hænderne hævet over sig, med hænderne rækkende imod en gennemsigtig flaske indeholdende den euforiserende væske, hørte han tårerne komme. Mennesket besad ikke sig nogle overnaturlige krafter, nej dette var en umulighed. Stilheden var blot ikke så overdøvende som de fleste ville tro. Gråden var højre; den skar ham i hjertet, og skar blot endnu dybere, da han vendte blikket over skulderen for at se på hende. Hun var bange. Om det var for ham eller nålen, vidste han blot ikke.
Med flasken og et krus i hånden, bevægede han sig tilbage imod hende. Begge objekter blev placeret på bordpladen foran dem, hvorefter den ildelugtende væske blev hældt i kruset. Her blev nålen smidt i. Han lod den liggende i få sekunder. I de få sekunder overvejede han om hvorvidt han måtte røre ved hende. Klemme hendes hånd, kysse hendes kind, og fortælle hende at han hverken ønskede, eller ville påføre hende smerte. Desværre nåede tvivlen ham atter engang. Ville hun tro på ham? Han havde, trods alt, myrdet et andet menneske koldblodigt.
,,Det kommer til at tage sekunder – det lover jeg,” for første gang var blødheden atter fundet tilbage til hans stemme. Det var chokerende, selv for ham. Trods hans hænders grovhed placerede den enkelte af hans hænder sig mindst lige så blidt imod hendes skadede ben. Han selv sad ved hendes side, ydmygt, med nål og tråd i den frie hånd. Han vendte koncentreret blikket imod såret – det åbne sår. Han prikkede hul med nålen, og begyndte straks at sy. Trods hans forsigtighed, og forsøgen på at gøre det så pænt som muligt, vidste han godt hvor arret hun egentlig ville blive. Selve sårets år ville ikke være slemt – det var nærmere hende, som person.

Det gjorde ondt helt inde i knoglerne at fornemme de tanker, der forekom Vanessa så svære at blokere. Fortrydelsen, Handark følte, var ubærlig, selv for Vanessa, der ingenlunde selv følge den. Hun havde lyst til at trøste ham, rejse sig op og lægge armene omkring ham bagfra, som han stod der ved køkkenbordet med ryggen til hende og ledte efter vodkaen, men blot tanken om at rejse sig fik et jag af smerte til at manifestere sig i det medtagne lår. Bare idéen om, at hun skulle være bange for ham. Jo, der var frygt til stede, og jo, selvfølgelig havde det været en voldsom oplevelse for hende at se Handark i rollen som den (næsten) koldblodige morder, men det var jo ikke ham hun frygtede per se. Det var heller ikke blot den nål, han om lidt ville føre. Måske frygtede hun i virkeligheden ligeså meget for tabet af sin egen menneskelighed. ”Få det nu bare overstået”, havde hun sagt til Handark, således opfordret ham, nærmest heppet på ham, fordi det var for ubærligt at holde det længere hen. Vladimirs blod var bestemt ikke kun på Handarks hænder, men i særdeleshed også på Vanessas. Det var jo hendes skyld, mindede hun sig selv om igen. Det var hende, der havde sagt for meget, hende, Handark ville beskytte med sin ugudelige handling, og for det var hun dybt taknemmelig – men for det hadede hun også sig selv.

Tårerne løb fortsat ned ad de ligblege kinder da Handark klargjorde nålen, da han satte sig til rette på gulvet ved siden ad hendes stol, og mere intens blev gråden da mandens betænksomhed blev registreret. Fastlåst til hans ansigt, var hendes blik. Dels fordi hun ikke ville se på nålen, dels fordi hun søgte at minde sig selv om noget mere behageligt, men fokus var bortledt fra de blå øjne, der nu bar et alvorligt blik, som fik Handark til at se forfærdeligt gammelsjælet ud. Det var alt blodet, der var i vejen, blodet, der var størknet i den mørkhårede mands ansigt og fik de små hår i hans pande til at klistre imod huden. Hvis blod var det? Vanessa kunne ikke huske det. Scenariet virkede uendeligt langt borte, som havde det fundet sted i et andet liv. Hvordan var blodet endt i Handarks ansigt, og hvorfor var det ikke blevet fjernet? Hvorfor havde hun ikke fjernet det? Tankerækken blev afbrudt af det første stik igennem den uspolerede hud omkring såret, der distraherede en smule. Kvinden gispede, men måtte lade sig overraske af faktum, at det faktisk ikke gjorde så ondt, som hun huskede. Måske var det blodtabet, der havde gjort hende følelsesløs, måske var det fordi smerten fra såret overdøvede den fra nålen, og måske var det fordi den indre smerte fyldte meget mere. Alligevel var panikken der, og den fik hende til at trække vejret hurtigt og ujævnt og ubehageligt, og det sortnede for hendes øjne et øjeblik. Det var stadig lyst udenfor, og en svag solstråle gled igennem vinduet og faldt på det støvede trægulv. Lyset trængte igennem mørket, og pludselig var smerten væk.

Da det sidste sting var komplet tillod Vanessa sig selv at se ned på Handarks hænder, da han med forsigtige bevægelser bandt en knude. ”Tak,” lød det fra hende, gråden stadig begravet et sted i hendes hals. De grønne øjne søgte hans, og for første gang siden de trådte ind i lejligheden, følte kvinden trang til at række ud og røre ved den andens kind. Og hun gjorde det, mærkende hvordan blodet klistrede til hendes finge. ”Du bliver nødt til at lade mig vaske det her af, før jeg gør noget andet, Handark, jeg..” Måske burde det være den sårede arm, der kom først, ja, men Vanessa kunne ikke bære at blive konfronteret så voldsomt med realiteterne, og uden at afvente svar fra Handark rejste hun sig vaklende op og hentede en klud i et køkkenskab. Meget langsomt, mærkende hvordan stingene strammede hver gang hun satte sin fod i gulvet, gik hun hen for at dyppe kluden i det varme vand, som var farvet meget svagt lyserødt af blodet fra Handarks hænder. Atter satte hun sig på stolen med kluden i hånden, og med den ypperste ømhed hun overhovedet besad, vaskede hun langsomt og grundigt det størknede blod fra Handarks ansigt. Atter faldt tårerne. De faldt for ham.

Da kluden ramte hans ansigt, lukkede han beskyttende øjnene i. Åndedrættet var tungt, men for første gang siden de havde betrådt lejlighedens areal, roligt. Hænderne, hvis fingrespidser var smurt ind i blod fra Vanessas sår, hvilede pænt imod gulvet under ham. De blide strøg fra det våde stof, ført af Vanessas hånd, fik hans krop til at give slip. De anspændte muskler løsnede sig op, og de hævede skuldre sank. Han havde glemt alt om det størknede blod; han havde ikke tænkt tanken. Blodet på hans hænder, blodet i hans hår – blodet på hans ansigt og på hans krop. Han havde kun tænkt på hende; at hun var skadet, at hun var såret og hun kunne have været blevet såret yderligere. Tanken gjorde ham dårlig og urolig. Hun havde gjort ham sårbar, i så sandelighed. Hun var blevet til hans svaghed, og netop den tanke gjorde ham frustreret. Aldrig havde han besiddet sådan en svaghed. Det var en pinsel, men også en fryd. Han var for første gang ikke ligeglad – han ønskede hende alt godt, og han ønskede at være sammen med hende; at være tæt ved hende, og føle hende imod sig. Han sukkede, hvor romantisk. Han kunne næsten smage ironien på sin tunge.
Men så huskede han, og åbnede øjnene op da kluden fjernede sig fra punktet omkring hans øjne. De havblå så imod hendes grønne, og blinkede ikke en eneste gang. Han stirrede ikke, men så opad imod hende, imens han granskede hendes ansigt. Hendes øjne var rødsprængte på grund af tårerne, og hendes stemme var rystende af gråden. Han havde lyst til at tørre tårerne af hendes kind, og kysse gråden fra hendes læber. Men hverken kunne han det ene eller det andet. Hans hænder var fyldt med blod, hendes blod, og han havde ikke modet til at nærme sig hende sådan. Om han så ønskede det så inderligt, gjorde han det ikke. Ikke nu.
Da kluden fjernede sig fra hans ansigt, vendte han blikket nedad. Kortvarigt seende imod den kvindelige hånd der havde ført kluden, besluttede han sig for at beslutte at hendes arbejde var færdigt. Stederne der før havde følt stift i hans ansigt, på grund af den størknede blod, var ikke til at mærke mere. Han rejste sig derfor, imens han vendte øjnene imod såret på hans overarm hvis sår fortsat blødte. Uforsigtig begyndte han at folde hans trøjes ærme op, indtil det tykke sammenfoldede stof lagde sig hårdt imod starten af hans skuldre. Han bøjede armen, forsøgende på at stoppe blødningen. Foreløbigt så det ikke ud til at gøre dette, men det var en start. ,,Så,” han placerede sig foran hende, med den sårede arm vænnende sig imod hende. Han sad på knæ.
,,Du skal ikke være bange for at føre nålen,” et fladt smil bredte sig på hans læber, beroligende, ja næsten varmt.
,,Jeg tror det her bliver pænt,” sagde han henkastet, ,,Det plejer at være mig selv der gør det og – ja, lad os sige jeg ikke er god til at gøre det på mig selv,”

Tankelæseren fandt sig selv dybt rørt over de tanker, Handark gjorde sig. Tanker er ikke altid udtrykt i klare ord og præcise vendinger, somme tider er de mere principper, koncepter, flyvske konnotationer af noget vigtigt, som man må gribe fat om i forbifarten, og Vanessa var et af de mennesker der var mere end klar over dette faktum, specielt i det øjeblik hvor Handarks åbenbaring flød fra hans sind til hendes i en blid, ustoppelig strøm. Den mørkhårede kvinde forstod ikke rigtig betydningen først. Der var ikke mange, klare ord. Der var billeder. En følelse, der langsomt indprentedes i også Vanessas sind. Forståelsen ramte hende, i modsætning til mange andre tilfælde, ikke som et hårdt slag i ansigtet. Nærmere som en mild brise, der kærtegnede hendes kinder.
Måske tog det i virkeligheden så lang tid at tyde Handarks tankeaktivitet fordi det var svært at lade det trænge ind ovenpå alt det forfærdelige, der netop var sket. Allerede fra det øjeblik hvor det skete, havde hun haft lyst til at pakke det langt væk og aldrig mere tænke på det, men hun var udmærket klar over at hun ikke ville kunne glemme, så længe Handark var i nærheden til at minde hende om det. Forskellen var måske at der med ham var der en chance for at hun kunne bearbejde det uden at blive sindssyg. Det ville være ubærligt at have en udsigt til at skulle gå med den slags selv, men Vanessa nærede endelig et håb om, at hun ikke behøvede at klare sig alene, og håbet blev kun større da hun endelig forstod den fulde betydning af dét, Handark tænkte.

Det, der var blevet til et øjebliks ekstremt indre fokus skiftede og forsvandt, da Handark rejste sig op. Med et utrolig hengivent udtryk betragtede hun ham, kort overvejende, om det i virkeligheden var en god idé at rulle et beskidt skjorteærme op over et åbent sår på den måde, men det var jo sådan, det var, og sådan det blev. Omvendt ville det uden tvivl være fordelagtigt at.. Da Handark satte sig ned lagde Vanessa en meget let hånd over den andens skulder ved kanten af hans skjorte. ”Jeg skal nok gøre hvad jeg kan. Jeg kan ikke ligefrem prale af at have syet i specielt mange før, så det er ikke fordi jeg er ekspert på området.. men.. Først skal jeg lige..” der blev taget en dyb indånding. Et øjeblik virkede det som om det var en utrolig stor ting at ville tage hans skjorte af, men det var jo virkelig af praktiske årsager. Meget forsigtigt lænede hun sig frem og skubbede skjorten ned over den skulder, der var hende længst væk, og hun puffede blidt Handarks arm lidt tilbage således at skjorteærmet på den raske arm gled ubesværet ned over menneskesønnens hænder. Fuldstændig ubevidst lod Vanessa sine fingre glide hen over Handarks nu nøgne overarm. Hun lod fingerspidserne registrere muskelvævet der lå lige under huden, før hånden gled hurtigt videre til den anden arm. Der var ikke tid til at lade sig fortabe i den slags. Det var ikke tidspunktet til det. Med en rolig, fast føring af sine hænder, sneg hun sine fingre ind under hver side af det sammenfoldede ærme, således at hun nænsomt og skånsomt kunne hive skjorteærmet ned over såret, uden at sprede flere bakterier.

Da det var gjort, tog Vanessa en dyb indånding, lagde nænsomt Handarks sårede arm ind over sit ene ben og startede med at rense såret – først med kluden og det opvarmede vand, dernæst med vodkaen, der stadig stod på bordet. Det var ikke et kønt sår, og på mange måder virkede det mere ujævnt, mere upræcist end det, hun selv havde fået. Det var ikke et clean cut. Overhovedet. Et kort øjeblik overvejede Vanessa hvorvidt klingen, der havde såret Handark, havde været rusten eller blot mindre skarp, end det, der havde såret hende. Infektion. Bakterier. Skidt. Infektion. Vanessa havde engang kendt én, der blev nødt til at få fjernet sin arm, på grund af en infektion. Det blødte stadig fra såret, det blødte hele tiden, imens hun rensede det, men hun fortalte sig selv, at det var godt; for så kunne alle bakterierne blive renset ud. Til et vist punkt. For så meget tryk var der heller ikke på blodstrømmene i overarmen, og det var også tydeligt at mængden af blod der flød fra såret gradvist blev mindre, men ikke helt stoppede. Til sidst kunne det ikke udskydes mere. De blege hænder rystede, da hun trådede den nyrensede nål, og der var noget nærmest bedende over det blik, hun sendte ham før hun lod den ramme huden lige ved siden af såret. Noget der sagde: ”Få mig ikke til at gøre det her”. Og alligevel gjorde hun det; tvang hånden til at blive rolig igen, og efter et kort: ”Klar?” begyndte hun at sy, bemærkende hvordan næsten intet blod sprang op fra de steder, hun prikkede nålen i. Det var værre at sy, end det var at blive syet. Den mørkhårede kvinde bed sig selv hårdt i læben imens.

Hendes fingre der rendte over hans hud. Minderne tog fat, fik ham kortvarigt til at forlade den grusomme verden de begge befandt dem i. Hendes fingre der rendte over hans følsomme, let pirrende hud. Hendes fingre var blege, utrolig blege i forhold til hans. Hun havde yndefulde fingre; kvindelige hænder, der bar en enorm ynde. Hendes negle var ikke lange, hvilket om muligt skyldtes hendes (tidligere) arbejde på kroen. Eller bed hun mon negle? Det var ikke utænkeligt, også alligevel.
Minderne, åh minderne. Natten han havde tilbragt med hende – de bumpende hjerter, og de svedende kroppe. Hvis ikke det var fordi det altid havde været en umulighed for mennesket, ville han have rødmet. Hvis det ikke havde været for tidspunktet, situationen de begge befandt dem i, ville han have kysset hende. Blot for at få fornemmelsen af hun virkelig elskede ham, lige så meget som han elskede hende.
Han ville ikke indrømme han følte sådan for hende. Han tænkte ikke tanken, når han befandt sig i nærheden af hende. Ikke når han vidste hvad hun var i stand til. Enkelte gange glemte han, at hun besad denne form for evne. Han tænkte tanker, der ikke var forbeholdt hende. Men så på den anden side, var det vel også ligegyldigt for han stolte på hende. Han stolte på at hun ikke ubehersket, fra tid til anden, tillod sig at læse hans tanker og minder. For han stolte på hende. Han stolte på hende.
”Bare rolig,”
Han ignorerede hendes nervøsitet, prøvede at overbevise hende med hans egen rolighed om, at det alt sammen nok skulle gå. Hvad så vis han fik et grimt ar? Det var ikke hvad der betød noget. For hun betød endnu mere.
”Jeg stoler på at du gør hvad du kan,”
Et svageligt smil formede sig på hans læber, blottede kort hans tænder i en varme, der sjældent var set hos den mandlige krystallianer. Hun fortjente hans varme, i så sandelighed. Hun fortjente den mere end nogen anden, lige nu.
Han var ikke til stede da hun rensede hans arm. Han fornemmede ikke det varme vand der tørrede blodet fra hans arm, eller den svigende fornemmelse da hun dyppede kluden med vodka imod det åbne sår. Det var de rystende hænder, den stadig overvindende nervøsitet, der denne gang vandt hans opmærksomhed. Han rynkede brynene og vendte blikket tilbage imod hendes øjne, som stirrede ned imod hans arm. Det bedende blik der efterfølgende ramte hans ansigt, fik ham til at knibe øjnene sammen. Han svarede hende ikke, trods det klare blik i hendes øjne. Han nikkede blot, og svarede kortfattet der hun spurgte om han var klar.
”Ja,” hans stemme var lav. Øjnene viede sig ikke fra hendes. Han vendte ikke blikket ned en eneste gang, imens hun lappede ham sammen. For han var ligeglad – han var fuldkommen ligeglad. Men han var ikke ligeglad med hende.
Når hun var færdig, vidste han godt hvad han ville gøre.

Der var faldet en sær form for ro over situationen i det lille køkken, der på ingen måde svarede til følelsen af panik, der på sin vis fortsat havde sit tag i Vanessas krop. Det hele føltes stadig uvirkeligt for kvinden, der med nålen gennemtrængte mandens hud, som om en tåge lå omkring dem, pressede ubehageligt imod hendes blege hud. Hun svedte; hendes puls var uden tvivl langt højere, end den burde være, og det var som om en klump i hendes hals gjorde det svært at trække vejret på en måde, der kunne kompensere for de hyppige hjerteslag.
I et forsøg på at distrahere sig selv fra ubehaget, koncentrerede hun sig voldsomt om syarbejdet, selvom synet af nålen, der penetrerede Handarks hud, hver gang gav hende lyst til at vende blikket væk. Det var ikke voldsomt mange sting, der var brug for. Hver gang nålen blev sat i, messedes det inde i den mørkhåredes hoved, nu er der ikke mange tilbage, nu er der ikke mange tilbage, og tiden blev en størrelse, Vanessa ikke længere havde begreb om. Da hun til sidst bandt en knude på tråden var hun ikke klar over, om der var gået fem minutter eller om der i virkeligheden kun var gået et par sekunder. Resultatet var pænt, hendes usikkerhed taget i betragtning; stingene sad så tæt imod kanten af såret, som hun havde haft mulighed for at placere dem, og de var kun en anelse skæve nogle steder.

Uden at sige noget pakkede Vanessa de anvendte ting væk. Skridtene rundt i køkkenet var korte, meget beherskede, som var hun bange for pludseligt at dejse om. Stingene i låret føltes stramme og ubehagelige – var hun nogensinde blevet syet før? Hun kunne ikke huske det. Det sidste der stod tilbage på bordet var vodkaen. Den stod ganske godt der, mente hun, og som hun havde det lige nu ville der ikke gå lang tid før hun ville række ud efter den. Endelig satte hun sig atter på stolen ved siden af hans, så op på hans ansigt og åndede tungt ud.
Der var en million ting hun gerne ville sige, og de eskalerede i en bevægelse. Hendes hånd, før akavet placeret i skødet, søgte hans kind og lagde håndfladen fladt derpå. Med stor nænsomhed lod hun tommelfingeren stryge i en svag halvcirkel. Hun kunne mærke kanten af hans skæg, og hun tillod sig selv at lade sig berolige af fornemmelsen af de ru hår imod sin fingerspids, åndede dybt ud, søgte atter hans blik. ”Jeg er virkelig ked af at dagen blev til..det her,” endte hun med at få sagt. Hun blinkede et par gange, som for at holde tårer tilbage.

Knuden på tråden blev slået. Det havde kun taget få minutter, knap et tre, at sy såret på menneskets arm. Trådet var blevet ført med nervøsitet, men resultatet var blevet ganske udmærket. Han selv kunne om muligt have ført nålen med en langt roligere hånd, men havde det fået et bedre resultat end det Vanessa havde præsteret? Langt fra. Taget omstændighederne i betragtning, og derfor hendes urolige sindstilstand, og hendes knap så øvede hånd, havde hun klaret det ganske udmærket.
Lyden af tankelæserens ubeherskede åndedræt havde lyt ganske tydeligt i menneskets ører. Han havde lukket øjnene, prøvet at fokusere på den stikkende, ja næsten irriterende smerte, når nålen pressede sig igennem hans hud. Han havde prøvet at holde roen i kroppen, som et forsøg på at afdæmpe den yderst upassende stemning der fandtes i lejligheden. Men hverken hjalp det ham, for hans tanker syntes alligevel at vende tilbage til dagens scenarie. Billederne var som malet på hans nethinde, og var ikke i stand til at fjerne. For kort tid siden havde han glemt dette; for kort tid siden havde han syet såret på Vanessas ben; for kort tid siden, havde han vasket sine blodige hænder.
Han hørte udmærket Vanessa rejse sig, men vendte ikke øjnene efter hende. Disse var fæstnet imod hans egne hænder. Pænt placeret i hans skød, åbnede han og lukkede han dem. Han granskede dem, gennemså hver eneste rynke der faldt for hans øje. Studerede de arrede knoer, og de nedbidte negle. Han havde grimme hænder; arbejdshænder, ville man pænt kalde dem. Naturen havde påført dem meget godt, men blodet. Blodet havde lagt sig under hans negle.

Han trak hænderne til sig, da den kvindelige skikkelse placerede sig på stolen ved hans side. Gned dem op og ned af hans bukseben, til han til sidst nænsomt begyndte at trække trøjen op omkring hans blottede hud. Hånden der pludselig hvilede imod hans kind, fik ham til at stoppe hans bevægelse. Hånden der arbejdede roligt med tøjet, standsede og den rynkede pande glattede sig atter ud. Han sukkede ukontrolleret, imens han ganske forsigtigt vægtede han hovedet imod den silkebløde hånd. Hans øjne mødte hendes. Han holdte vejret da hans hånd omfavnede hendes, men åndede da forsigtigt ud idet hans læber kyssede hendes håndryg.
”Det er jeg også,”
Hans stemme var hviskende, en anelse mumlende, på grund af hans læber der fortsat hvilede imod hendes hånd. Forsigtigt fjernede han hændes hånd, gav slip på den efter at have givet den et afsluttende tryk. Da han så tårerne bane sig på vej op i hendes øjne, ønskede han at han aldrig havde sluppet den.
,,Hør her,” Han rejste sig fra hans siddende stilling, og bevægede sig imod køkkenet. Her greb han to kopper, som var placeret i nærheden af komfuret. Disse slæbte han med sig på vej ind stuen igen, som han så placerede på bordet de sad ved. Vodkaen var pludselig veltrængt, og det var han – hvilket han ikke tvivlede det mindste på – ikke den eneste der havde tænkt på.
,,Jeg foreslår du holder dig indenfor så længe som overhovedet muligt,” Pludselig slog en tanke ham - var det virkelig det han ønskede at sige? ,,- I hvert fald ind til dit sår er helet. Jeg tror næppe vagterne overser to døde mænd,” hvorfor nu dette? Var det ikke nu han skulle berolige hende, trøste hende imens han fortalte hende at det hele nok skulle gå?
Han kunne ikke. Han kunne simpelthen ikke. Han var ikke en løgner.
,,Hvis vi kommer i mangel af mad, skal jeg nok finde en løsning,”

Vanessa åndede tungt ud, da Handarks læber forlod hendes hånd. Hun løftede kort et øjenbryn da den anden rejste sig, men hun undlod at følge hans gang hen til køkkenet med øjnene. I stedet så hun lidt tomt frem for sig, seende, men ikke registrerende, hvad det var hun så. Pulsslagene gav fortsat genlyd i hendes hoved; det tynde lag af sved, der havde lagt sig ned ad hendes ryg, var ved at blive koldt, og gradvist begyndte hun at fryse. En følelse af at være ufatteligt beskidt og uhumsk bredte sig i øvrigt i hende, men hun kunne næsten ikke overskue at rejse sig for at skifte tøj, eller for at vaske sig. Alt hun kunne finde energi til var at sidde dér på stolen, blikket stift rettet imod gulvet, lige indtil Handark vendte tilbage til sin plads og begyndte at tale til hende. Ved lyden af hans stemme vendte hun ansigtet imod ham og nikkede, først uden at høre hvad han sagde, og derefter i forståelse af hans ord.

”Jeg bliver her, så længe du gør,” sagde hun efter et stykke tid, en antydning af grødethed i hendes stemme. I enhver anden situation ville mandens forslag uden tvivl have fremprovokeret en eller anden form for irriteret reaktion hos hende; hun brød sig ikke om at blive formanet, rådet ting, fordi det gav hende en følelse af, at den formanende ikke regnede med, at hun kunne klare sig selv. Men lige nu var det okay. Når Handark gjorde det, mindede det hende om, at han bekymrede sig om hende, som hun bekymrede sig om ham, og så længe der var et vi inkluderet, som betød, at han også havde tænkt sig at holde sig indendørs, hos hende, så var der ingen grund til protest. ”Jeg har nogle jordskokker her, og noget tørret oksekød, og lidt gryn at lave grød af, så der bliver ikke problemer med mad før om et par dage..”

Igen var det som om nærværet forsvandt, som om gulvet stjal opmærksomheden. Hun greb sig selv i det, rakte ud efter flasken og hældte noget at indholdet ud i glassene. Det ene tog hun, og hældte den første slurk ned i halsen. Hun var nødt til at have varmen på en eller anden måde, uanset hvor rædsomt drikken smagte. For en stund så Vanessa ned i den klare væske, der var tilbage i glasset, vel omtrent en fire mundfulde mere, indtil hun følte at den andens tanker optog den plads, som hendes hørte til på. Adrenalinrusen havde lagt sig, panikken var endelig ved at fortage sig, og begge dele samt et betydeligt blodtab efterlod hende drænet af energi i så stort omfang at hun ikke længere kunne opretholde det filter, hun ellers havde i forhold til omverdenen. Der gik øjeblikke før det ikke længere kun var Handarks tanker der fyldte hende, men også overboens, underboens, og naboer til begge siders tanker, samtlige seks beboere i huset på den anden side af gaden, og strejferen der sov i gården. En hånd blev løftet til hovedet; sidste gang filteret var glippet for hende, havde det været i et omfang så overvældende at hun havde måttet søge til skoven i flere uger, for at finde sine egne tanker i alt kaosset. Vodkaen var uden tvivl taget frem på det rigtige tidspunkt; med den kunne hun i det mindste sætte en stopper for sin hypersensitivitet.

Én tankestrøm lød højere i hendes hoved end de andre, den der var tættest på, og essensen af den fik hende til at smile. Smilet forsvandt imidlertid kort efter, da hun rakte ud og tog den andens hånd, imens hun fandt hans blik med sit. ”Hør, nu sker der det at jeg er alt for træt til at kunne ..holde folk ude af mit hoved.. så hvis du pludselig tænker et eller andet, og jeg svarer på det ud af det blå, så er det altså derfor. Og hvis jeg pludselig plaprer om regnskaber, så er det altså fordi at Thatcher inde ved siden af er ved at skrive ét. Det er virkelig rædselsfuldt lige nu, og det er ikke ligefrem fordi jeg kan stikke af til et sted hvor der ikke er nogen mennesker,” jappede Vanessa hurtigt af, hvorefter hun trak vejret hurtigt og fortsatte: ”..Og jeg ved godt, at det ikke er særlig charmerende eller ..dannet.. men hvis jeg skal have et håb om ikke at blive fuldstændig sindssyg, og om at få sovet i nat for den sags skyld, så er jeg nødt til at have bedøvet min hjerne .. Så..” Med et næsten undskyldende udtryk i ansigtet løftede Vanessa glasset til læberne igen og tømte hele dets indhold. Ansigtsudtrykket hun lavede bagefter, var et af dem, der ikke bør beskrives.

Selvfølgelig ville hun aldrig tillade ham at forlade lejligheden alene. Selvfølgelig ville hun ikke tillade ham at lade hende være alene. Det var dumt spurgt, i så sandelighed. Det var dumt tænkt, måtte han desværre også erkende. Han nikkede forstående, imens hans øjne fortsat så imod hendes. Hun var ikke nærværende; hendes tanker fandtes et helt andet sted, end verden, denne virkelighed som de begge levede i. Tænkte hun mon på ham? Eller dagens kaotiske, blodige scenarier? Tænkte hun på fremtiden, og hvordan den om muligt kunne komme til at se ud?
Tænkte hun på ham?
Han vidste udmærket hvad der var ved at ske. Ikke med hende, men med ham. Han havde set det komme, men alligevel synes han blive en anelse klam i håndfladerne. Hvorfor denne form for svage, tilbageholde panik? Fordi han var bange for at miste, for at tabe? Fordi han var bange for, hvor jomfrueligt det så end lød, at blive såret?
Han var ved at forelske sig i hende, var han ikke? På den rigtige måde. Ikke den forkerte.

Han så blot til imens den kvindelige tankelæser fylde hendes eget glas. Han stoppede hende ikke, og havde heller ikke hensigt i at gøre dette. Det var trods alt ham der havde stillet flasken på bordet; det var ham der havde opfordret til at skulle begynde. Men det var hende der startede, i så sandelighed. Ganske langsomt hævede han ansigtet, imens han rynkede brynene. Han granskede hendes ansigt, vurderede hvert eneste træk der måtte markere sig i det. Han havde ikke andet at læse. Han besad desværre ikke gaven, som Vanessa havde.
,,Åh,” udbrød han, med en forståelse i hans tonefald. Han vendte kortvarigt øjnene fra hendes, da han begyndte at hælde den klare væske op i hans egen kop. Dette tømte han efter tre slurke, og hælde yderligere op. ,,Så lad os være ucharmerende sammen,” mumlede han med munden imod kanten af glasset, inden han atter lod noget af den usmagelige væske glide ned i halsen. Om muligt besad han ikke evnen til at læse andres tanker; en evne som på nuværende tidspunkt ude af kontrol. Men han selv havde tanker, billeder, som han ikke ønskede at se for sig nu. Han ønskede for den sags skyld heller ikke, at Vanessa skulle se dem eller hører dem. Hun havde sine egne, sammen med andres som det så ud nu, at tænke på.

En time senere, og lidt over en halv flaske mindre, slog en tanke sig hårdt i den mandlige krystallianers hoved. Og de var der desværre ikke så mange af, på grund af hans lettere omtågede tilstand.
,,- Jeg kunne godt trænge til et bad?” svagt rødsprængte øjne vendte sig imod den kvindelige skikkelse, som var placeret ganske fint imellem hans ben. De havde sat sig på gulvet, hende foran ham, vodkaflasken foran hende. Sikke et kønt par, de tre.

Handark sad på gulvet. Hun sad på gulvet op ad Handark. De sad på gulvet sammen. Som Vanessa mærkede sit sind blive mere og mere tåget og sine tanker – og andres, heldigvis – mere usammenhængende, blev det nødvendigt for hende at gentage sådanne sætninger inden i sit hoved engang i mellem, for at sørge for at hun ikke gled for langt væk. I høj grad var det måske for sent: hun var så sandelig allerede langt væk, og det var med svømmende øjne hun så op på Handark, da han talte til hende, således at toppen af hendes hoved hvilede imod hans brystkasse, og hendes ansigt var vendt direkte op imod ham. Hun registrerede svagt stubbene på hans hages kradsen imod hendes pande, lukkede øjnene for et kort øjeblik for at forstå, hvad han havde sagt, og smilede så en anelse. ”Tror du ikke vi drukner, hvis vi begynder at plaske med vand nu, Handark?” spurgte hun ham, ganske snøvlende. Det føltes trygt at sidde så tæt på ham, og uden at tænke over det, rakte hun ud efter hans hånd på gulvet og trak hans arm ind over sig, på den måde nærmest tvingende ham til at holde om sig.

”…Men vi kunne selvfølgelig godt bare tage baljen frem og..” – hun hikkede – ”finde nogle klude, og noget sæbe? Jeg skal også ud af det her tøj, jeg skal ud af det her tøj..” Ordene blev hængende på hendes læber. Der var blod på kjolesømmen. Hun kunne ikke længere føle stingene stramme, men hun huskede stadig, at de var her, og det gav hende jernsmag i munden. Med sin frie arm rakte hun ud efter vodkaflasken, som hun næsten væltede i sit forsøg på at finde den, uden at se bort fra Handark, men nåede at redde før det blev for sent. Hun tog en slurk, stillede den på gulvet igen. Dernæst lod hun umærkeligt læberne strejfe stubbene under Handarks hage, før hun rejste sig op. Dette foregik langt fra på elegant vis, men ikke desto mindre kom hun op at stå. ”..Jeg kan sgu da ikke finde tændstikkerne,” mumlede hun indædt efter at have ledt efter dem i et godt stykke tid. Hvordan skulle hun lave varmt vand uden tændstikkerne, hvordan skulle de kunne få et bad uden tændstikkerne? I et øjebliks klarhed slog det hende, at nu nok ikke var det rette tidspunkt at lege med ild.

Hans øjne virrede ukontrolleret, da han prøvede at fokusere på tankelæserens ansigt. Han blinkede et par gange, også tre gange til, før hun stod skarpt for hans øjne. Han mærkede hvordan hun greb omkring hans arm, og tvang den omkring sig. Han gjorde ikke modstand, tværtimod. Han lagde fingrene omkring hendes underarm; omfavnede den så meget som det nu var umuligt, imens han klemte den kærligt. Han nikkede med ansigtet, da hun til sidst talte til ham. Han forstod udmærket hendes ord, prøvede at tage dem til sig med en eller anden form for seriøsitet, da det trods alt var en mulighed. De kunne godt drukne; de kunne i værste fald drukne, hvis de ikke passede på hinanden. Men hvis de bare passede på hinanden, så skete dem der vel ikke noget? Han passede på hende, lovede han pludselig sig selv. Uanset hvad.

Det var som om en lille del af hans kropsvarme forsvandt fra ham, da Vanessa rejste sig fra gulvet. Vurderende hendes klodsede bevægelser, hørte han sig selv grine lavt. Latteren var hverken hånlig eller nedgørende; den var mild og præget af varme. Fornemmelsen af hendes læber strejfe hans hage, føltes stadig svagt på hans hage. Alkoholen havde skærpet hans følesans, havde den ikke?
Knap så elegant heller, kom han selv på benene. Undervejs havde han trukket vodkaflasken med sig, som han pænt havde placeret på bordet tæt ved dem. Øjnene havde ikke viet et eneste sekund fra kvinden foran ham, som nu havde kastet sig ud i kamp om at finde tændstikkerne. Måske var det ikke det rette tidspunkt at skulle kunne håndtere ild? Med andre ord, måske var det ikke lige hende, som skulle stå for den opgave.

Dampene steg som en blid tåge op fra vandet. Det var tilpas varmt konstaterede krystallianeren, da han forsigtigt dyppede pege- og langefingeren ned i vandet. Han rynkede brynene svagt, da han stirrede tilbage i et blåt par øjne. Hans spejlbillede stirrede ham direkte tilbage i ansigtet, med selv samme rynken mellem øjenbrynene. Han rystede svagt på hovedet af sin egen tåbelighed, men måtte vende ansigtet da han anede et andet ansigt i vandet. Ganske let rettede han sig op fra sin foroverbøjede skikkelse, og vendte fronten imod Vanessas skikkelse der pænt havde placeret sig bag ham. ,,Så,” mumlede han, da han lod en våde fingre trække en tot hår fra hendes ansigt. Badet var klar til dem.

Det var ikke bevidst, det der med at stille sig hen bag Handark. Det var det virkelig ikke. Vanessa havde holdt sig på afstand imens han uden at tale havde forberedt badet, betragtet hvordan musklerne i den andens skuldre kunne ses igennem det tynde hvide skjortestof når han hældte vandet fra gryderne over i den mørke træbalje. Hun havde betragtet ham, vidende at der ikke behøvede være andre i verden end dem lige nu, men uden helt at kunne lukke de sidste fragmenter af naboernes mareridt ude. Uden helt at kunne lukke sit eget mareridt ude. Og så var det at hun var begyndt at gå, tættere på ham, med visualiseringen i sin berusede hjerne af, at ethvert skridt tættere på ham, var et skridt bort fra alt det forfærdelige der blev ved med at dukke op foran hendes indre øje. Det havde været lidt ligesom en trance. Eller også føltes det bare sådan, fordi hun var så forbandet påvirket. Påvirket af de massive mængder alkohol, påvirket af eftermiddagens begivenheder, påvirket af ham. Det var meningen at sprutten skulle få hende til at få det bedre, ikke til at tænke over ting, der ikke skulle tænkes over.

Det havde sådan set været ved at blive for meget for hende, da hun mærkede hans blik finde hendes i vandspejlet, og således sad hendes hjerte et sted i nærheden af hendes mandler da Handark vendte sig og med (næsten, han var vel ligeså langt væk som hende på det tidspunkt) rolig hånd strøg en hårlok bort fra hendes ansigt. Hun forsøgte at synke det, hjertet. Forsøgte at tvinge det tilbage til det sted, hvor det hørte til. I et kort øjeblik følte hun sig som et dådyr i skoven der stod ansigt til ansigt med den jæger, der ville slå hende ihjel, og øjenkontakten var ulidelig – indtil hjertet sank tilbage på plads, og Vanessa rakte armene op for at trække Handarks læber ned til sine, uden at svare på hans ord. Et langt kys udformedes, mere intenst og overvældende end hun troede, kys kunne være, og da hun slap hans læber var det med et meget lille smil på læben. Forsigtigt, men med klodsetheden lysende ud af sig åbnede hun knapperne i hans skjorte, og hjælpende den over såret på Handarks arm, lod hun den falde til gulvet. Hun lagde sine hænder på den andens bryst og så atter op på ham. Det var underligt, at han var her igen. Hun havde ikke regnet med at han ville være i hendes lejlighed under omstændigheder af denne art, og slet ikke med at hun ville finde sig selv på vej til at være nøgen med ham igen efter sådan en oplevelse, men i virkeligheden var det alt, hun havde lyst til, alt, hun havde brug for. Hånden blev løftet fra Handarks bryst, da hun vendte ryggen til ham. ”Åben snørrerne, Handark,” sagde hun med en stemmeføring der kunne tydes på mange måder, men mest af alt afslørede den – mere end Vanessa brød sig om – at hun var utålmodig.