han ser på Hotaru.
".. Ser det ud som om jeg går rundt med vand på mig?" spørger han med en undren.
"Nok er jeg rig, men jeg bærer ikke vand med over alt.." han vifter lift med den ene hånd.. Da Venus så dukker op og hilser, gør han et ganske svagt buk.
"Godaften" hilser han tilbage..
Så tilsidst går opmærksomheden til den blinde knægt.
"Var på vej hjem? Jamen hvad er det så De står der og slår rod for?" han hæver undrende et øjnbryn - han ved jo ikke noget om Thetaros blinde tilstand..
Ud af øjnkrogen skæver han til Horatu igen.
.. Forbandet.. jeg må lære at være mere omhyggelig med mine forbandelser.. tænker han ærget

"nej.. sandt.." han smilte svagt.
Hmmn.. aargh.. jeg vil bare.. være et sted alene med Eyes ~
"Hejsa.." sagde han til pigen og rynkede næsen.. han så overvejende på drengen der før rodede rundt på jorden..

"Hnn.. " han skjulte et gab bag hånden..
"Hvor bor du henne, Eyes?" spurgte han med et lille smil.

Hun smiler venligt tilbage på Thetaro og ser ind ide tomt stirrende øjne. Er han blind? Stakkels fyr... Hendes msil falmer lidt, men det kommer hurtigt tilbage da hun fornemmer lidt irritation fra Eyes over Hotarus tilnærmelser. Hun får lidt medlidenhed med den stakkels knækt, men hun har også lidt svært ved at få kontrol over sit ikke særligt høflige, næsten grinende smil. Det lykkes dog til sidst, da eyes kommer med kommentaren om, hvorfor Thetaro så bliver. Hun siger dog ikke noget, men se forundret på ham.

"jamen jeg kan ikke se hvilken vej jeg skal gå og jeg tror jeg for vild men jeg er sikker på at der ikke er så langt hen til der hvor jeg bor. Mine forældre er sikkert meget urolige. ligesom dengang jeg..." han standser i setningen. han kigger rundt og prøver at gætte sig den vej han skal gå. "nå men godnat" siger han til de tre og går den rigtige vej hjem ad

//out (skal gå... skolen siger at vi skal i seng nu =.=)

Eyes mærker en indre uro da han får spørgsmålet hvor han bor.
"Det kan jeg ikke fortælle dig." siger han med et hemmelighedsfuldt blik som han retter mod Hotaru.
"Et sted langt herfra.. hmm.. tror man ville kunne kalde det for et slot.." han ser lidt eftertænksom ud.. Det er slet ikke til at spore på ham, at dette er løgn.
"Jeg er kun lige kommet hertil, så jeg planlægger at slå mig ned på kroen i nat." han nikker let... ja, et eller andet skal han jo diske op med.. en form for forklaring på hvorfor han ikke har et stort fint sted, bare sådan uden videre..
Hans blik flyttes så ned på den blinde knægt, som pludselig starter en talestrøm.
"Ja.. de er sikkert dødbekymrede.. Skynd Dem hjem inden de starter et hel kompani af eftersøgere.." umiddelbart lyder Eyes ord som en venlig tale fra en hjælpsom fremmed.. sandhedne ligger dog skjult.. en sandhed om hvor ligeglad han er...
Så går opmærksomheden til sluts mod Venus.. hun hilste, men har videre intet sagt.
"... Noge særligt eirne De forholder Dem?" spørger han så, lader den hånd som Hotaru ikke holder fast i ærmet ved, rette lidt på den høje hestehale..

"Lyder spændende.." sagde han interesseret.. alt sammen pga. af forbandelsen.. hvis den ikke havde været der.. var han skredet for længst..
"Uhm.. på kroen? må jeg gå med dig?" spurgte han med et smil..

Da Eyes talte til pigen, kiggede han undrende over på hende..
ja, hun stod bare.. og sagde ingenting.

Hun fniser en smule nervøst. Hun har jo ikke sagt noget, hvilket vel måtte virke endnu mærkligere, end hvis hun ikke havde pressenteret sig. Hun tager sig sammen. "Nej, egentlig ikke... Og hvis De undrer Dem over, jeg ikke sagde noget; jeg tænke bare over om De ikke hade lagt mærke til, at han var blind." Hun ved godt, det kunne virke fornærmende, så hun forsøger at sige det så høfligt og venligt, som hun kan. Fyren så ud til at være adelig - ikke at normalt er noget hun tager sig af - men den slags mennesker havde jo mulighed for at give hende problemer, hvis hun ikke opførte sig passende.
"Men hvad lave I selv her?" spørger hun så for at bryde tavsheden. Hun synes det virker lidt besynderligt, at to adelsfolk befinder sig på en markedsplads sendt på aftenen. Ikke ligefrem sikkert...

Eyes troede lige at han havde sluppet af med Hotaru.. men nej.. knægten var stædig.
"Hmm.. Jeg kunne mistænke Dem for at være ude efter mig.." siger han med en overvejende tone..
"Men på den anden side.." siger han med en nikken.
"Forbandelsen over Dem forhindre Dem vist i at bare så meget som tænke på at have en ond tanke om mig..." han overvejer..
Han nikker så igen.
"Tjo.. hvorfor ikke..?" han trækker sit ærme ud af Hotarus greb, nusser ham hen over håret, ganske kort.
"så.. ja.." -det endelige svar..

Så rettes blikket mod Venus igen.
"Var han blind?" spørger han og misser med øjnene, lettere overrasket.. et lidt forsigtigt smil, og en forlegen latter lyder så fra ham.
"Oh milde.. der kan man bare se.." han retter blikket efter den blinde,. den retning han forsvandt i. - alt dette rager ham dog en papfis.. men han lades bare som om..
Så rettes blikket på Venus igen.
"Jeg var på vej mod Kroen.. men jeg syntes at være farret vild. Så stødte jeg på den unge Hotaru her.." forklarer han med en rolig stemme, og et netralt udtryk malet i det rolige ansigt

Hotaru lyste op i et smil.
"YAY!" han hoppede nærmest i armene på Eyes.. men holdt inde med bevægelsen og tog imod den rare nussen på hans hoved..
han smilte sødt..
"Tak Eyes.." han nikkede let til ham med et smil.


Hotaru kiggede hen på Venus..
han sagde ikke så meget.. sukkede så bare kort..
da hånden rørte hans skulder, kiggede han op mod Eyes.. smilte svagt.

Hun nikker bare. Det lød jo rimeligt nok for så vidt. Det afslappede ansigtudtryk ændres dog lidt, da hun hører ordet Forbandelse? Hun kan mærke nysgærrigheden komme listende igen, men den får ikke overtaget denne gang. Hun hæver et øjenbryn, da Hotaru får lov at komme med. Så smiler hun lidt usikkert. Hun er føler sig naturligvis lidt tilovers, så hun besluter sig for at forlade stedet og vandre videre. Hun nikker til dem begge.
"Nå, jeg vil gå videre. Jeg håber vi ses igen," siger hun kort og forsvinder hurtigt i menneskemængden.

//out

"Farvel da.." siger han med et let nik efter Venus..
.. Nå... hende ser jeg nok næppe igen. tænker han ligegyldigt.. ser ned på knægten.
"Skal vi se at begive os afsted?" spørger han og ser på det fine ansigt, indsvøbt i det bløde, lyse hår som knægten nu engang har på hovedet.

Hotaru pillede ved en perle der sad i håret..
"Uhm.. lad os.." han nikkede let..
han sagde ikke farvel til pigen.. han var egentlig også lidt ligeglad..

"Der er vidst ikke så langt.." fastholdte han.. han strak armene i vejret..
-"Jeg glæder mig til at.. ligge mig tæt op af dig i den seng vi skal dele.. og hvor vi bare kan kramme.. og nusse!" han havde nærmest hjerter i øjnene.

Eyes nikker let.
"Så må De jo føre an.." siger han let bydende..
Da Hotaru så begynder at snakke om at ligge tæt og den slags, ser Eyes lidt skeptisk på ham.
"Jeg tror ikke på at De er homoseksuel.. Så forsøg nu at smide den slags tanker væk.." han ryster stilfærdigt på hovedet.
"Det er alt sammen forbandelsens skyld"

Hotaru begyndte at føre an..
Han går sådan så han kan se på Eyes..
"Men.. jeg vil jo gerne ligge tæt med dig!" han nikkede hurtigt, og vendte om på hælen igen.
"fordi jeg æælsker dig!"

Eyes ryster opgivende på hovedet.
"Sikke ligefrem De er.." mumler han bare lavmeldt, men gør ikke yderligere noget ud af det.
"Men prøv nu ikke at vække for megen opmærksomhed.. tak.."

De går sådan lidt diskuterende og snakkende afsted.. hen af gaden og ud i mørket mellem de mange mennesker mod kroen.

//slut

"Stop, for satan!"
"Djævletyngel!"
"Tyvetøs!"

Brostenenes kondukturer glider ud i en flydende strøm af grå og brune farver, mens Renatikas hullede støvler højlydt dunker ned i gaden i en vild flugt igennem menneskemængden.
"Flyt jer, for helvede!"kommer det desperat fra pigen, som brutalt skubbende forsøger at slippe af med sine forfølgere. Folk nær hende vender overrasket hovedet mod den 15-årige vagabond, da hun ikke ligefrem bevæger sig i stilhed; en højlydt raslen kommer fra pengepungen i den gode hånd, og en hostende gispen tyder på at smerten i det brækkede kraveben ikke er klinget af endnu.
"Fang tyven!"
Forfølgernes vrede råb bag hende får Renatika til panisk at sætte farten op, sikker på at det ikke er kys og kærtegn, der venter hende, hvis de rent faktisk får fat på hende. Benene værker under den monotome rytme af hendes løb, og i et kort øjeblik er pigen overbevidst om at de skal falde af. Dog ikke så overbevidst, som hun er om at den venstre arm skal lide samme skæbne. For satan da, hvor gør det ondt, løber det flygtigt igennem hendes oprørte sind, og mærker hvordan den højre hånd uvilkårigt spænder hårdere omkring pengepungen. Lucifer burde brænde op i helvede, tænker hun, som så mange gange før, men hun er efterhånden begyndt at mene det mindre og mindre. Tiden læger alle sår, siger man, men måske er det kun på ydersiden. Man ved aldrig, hvad der gemmer sig af indre blødninger under huden. Armen burde være helet for uger siden, men pigens hektiske tilværelse har gang på gang revet op i gamle sår. Nå ja. Hun er jo nød til at spise.

Kun kanten af det sorte slips er synligt, da enden er klemt ned i den støvgrå overfrakke. Frakken er lukket, i håb om at holde oprevet skidt fra brostenen, væk fra den hvide skjorte, der krøllet skjuler sig under stoffet. Et rødtoppet hoved skuer ud over menneskemængden, og lader sig bemærke, med en sort klap for det ene af fyrens øjne. Nogle få genkender hans ansigt, eller gætter bare ud fra hans triste udseende, og drejer næsen væk fra ham. Lucifers grå øje skuer ud over menneskermængden, og trækker ærmet på sin venstre arm til side. Et gyldent urværk, klyngende til hans arm med en læderrem, lader sig spejle i solen. Men uret er gået i stå. Det bevæger sig kun med påvirkelse fra hans arm, med påvirkelse fra omgivelserne. Ligesom resten af ham. Bevæger sig kun, når masende og puffende folk omkring ham klemmer sig forbi ham. Måske ser han ingenting, men lader bare som om. Prøver at ligne én der leder efter noget, og faktisk har en vigtig grund til at dukke op midt på hovedgaden, en travl, tidlig aften.

Lucifers næse har en blå bane over ryggen, og ser en anelse skæv ud. Uharmonisk og asymmetrisk, i modsætning til resten af ham. Men selvom han er klædt på i fint stads, og velfriseret, ser han mere elendig ud end nogensinde.

Renatika bevæger sig i en ganske anden rytme end den unge mand få meter væk, og skubber sig fortsat fremad, trækker i gaden som et tandhjul der er løbet løbsk.
Bam.
Tandhjulets værk går drastisk i stå, da den unge pige kolliderer med den vedklædte dreng, og himlen over hende bevæger sig et stykke længere væk i et mylder af menneskehoveder og -kroppe. Med brostenenes velkendte skidt under neglene og tusinder af smerte værkende i armen, vandrer det sygelige blik op af forhindringen det stødte på.
"Lucifer." Pigens konstantering drukner i forfølgernes ophidsede råb og menneskemassens spjættende mumlen, og Renatika husker sin flugt. Med pengepungen beskyttet som en dyrebar skat vil hun rejse sig, men stoppes af en smertende flodbølge i armen og tvinges til at blive hvor Gud og hvermand ser ud til at synes, at hun hører til. Bag den bevægelige masse skimtes skyernes flugt over den forårsblå himmel, til trods for at de intet har at flygte fra. Men heller intet at flygte til.
"Lucifer," gentager hun med en spruken stemme, der desperat kæmper for at blive i halsen, mens budskabet med samme vilje kæmper for at komme ud "Lucifer, de slår mig ihjel."

Lucifer fører venstre hånd op foran sig, for at knipse til det med fingrene. Dødt. Intet liv tilbage -ikke i urværket. Først derefter finder han sig det besvær, at dreje hovedet imod jorden, hvor han ventende finder den unge gadetøs. Han har ikke set hende, siden han brækkede hendes kraveben, og hun brækkede hans næse. Men lige nu ser brækkede knogler ud til at være nederst på prioriteringslisten, og Lucifer spreder læberne.
"Gu gør de ej, Renatika."
Siger han lettere opmuntrende, og kigger omkring sig. Solens aftenlys gør husvæggene orange, sammen med oplyste ansigter og en enkel grå kat. Lucifer lader, upåvirket af omgivelserne, det grå øje studere gadetøsen, og han opdager den fyldte pung, som tøsen klamrer sig til. Nu synes det helere pludselig at give mere mening.

Solen kæmper sig ned bag hustagene, og en pludselige, tavs kulde renser pladsen og de mange menneskers bevægelser. Lucifer rækker hånden ned imod Renatika, afventende at hun griber den.
"Du brækkede min næse"

Dunk-dunk-dunk. Blodets pulsslag dundrer i tindingerne, hvor hendes hektiske virkelighed virker så ude af takt med Lucifer, der står over for hende. Det grå lys i hans orange farve virker rødt og ildevarslende for pigen. Det er ikke uret, der er gået i stykker. Det er blot et tandhjul, som ikke helt kunne følge med.
"Måske ikke, men de slår mig ihjel," runger hendes fremmede stemme som et ekko imellem de to, og den gode hånds knoer farves hvide af stress, "De tæsker mig og slår mig ihjel."
Dunkdunkdunk, pulsen hæves blot yderligere ved lyden af forfølgerne, der hurtigt skærer sig igennem den stive mængde af handlende, der langsomt tynges ud i, i takt med solens nedgang. Det sker altid når han er der, Lucifer, slår det hende. De flygter ved synet af ham, men kulden er ikke så tavs som den plejer at være for hende. Heksejagt piercer hendes ører, men ikke hans.
Med læderet som et beskyttende værn i mellem hendes koldsvedige hånd og hans, tager hun imod hans hjælp og trækkes op, til trods for at smerten hiver den gale retning, og visne planter dækker brostenenes uhumskhed.
"Løb," er hendes svar blot, hverken tak eller undskyld finder en passende lejlighed, og de værkende ben presser Renatika og Lucifer fremad. Væk fra forfølgernes stigende råb.