hun går bare tættere på ham
hun siger intet men hun har et djævelsk udtryk i øjnene

Han vender sig om , " Men så må jeg vel ogs' bare gå , " siger han og begnder at traske væk ffra stedet .

// Out ,

hun himler kort med øjnene før hun også forsvinder derfra

Ethelihn kommer gående fra den modsatte ende, men hun stopper op i samme øjeblik, hun får øje på Taylor. Hun lægger hovedet på skrå. Hvem er det? Ikke at det egentlig interesserer hende, men nu har hun pludseligt ikke rigtigt lyst til at flytte sig, så fyren kan komme forbi. Hun gør det ikke i en ond mening. Det kunne da bare være meget sjovt.

Hun smågriner og trækker sin bordauxfarvede kappe tættere om sig for at holde varmen. "Skarp obervasion..." siger hun lettere hånligt, "Ganske udemærket." Ikke at hun flytter. Hun ser afvendtende på ham, mens hende heste hale svinger legesygt fra side til side. "Ville du have noget imod at holde mig lidt med selvskab, nu du alligevel ikke kan komme nogen vejne?" Hun smiler næsten venligt, men også kun næsten.

(brb - skal spise)

der kan ikke længere være tvivl om, at det her morer hende. "Du må da gerne prøve, hvis du synes. Personligt keder jeg mig bare..." svarer hun og ser med en ubehagelig munterhed tilbage i hans lysegrønne øjne. Hun lægger hovedet på skrå. "Næh, nogle kønne øjne du har," siger hun et halv sekund efter ud af det blå - og så gidder hun ikke se ind i dem mere. I stedet ser hun lid rundt for at få et overbliv over omgivelserne. Der er ikke meget at set for tågen, som en let brise for til at danse og virvle, så alting for mærkelige de særeste former. Det hjælper ikke meget på, at broen ikke virker for sikker i forvejen. Nok om det... Hun ser tilbage ind i 'de kønne øjne' og afventer taylors næste reaktion.

(Det kalder jeg timing x3 )

Hun er rigtigt nok ikke så stærk, men det mener hun i hvert fald heller ikke selv er nødvendigt. Taget om armen gjorde ondt, men hun er ikke tyben, der piber. I stedet slynger hun kappen til side så hende to sværd og to korte knive kommer til syne, trækker det ene sværd og retter det mod Taylor. "Pas nu på..." siger hun lettere truende. Hun lader til at tage det pænt, men hendes øjne slår gnister.

Hun ser vurderende på ham. "Nææh... det var nu nærmere dig, der ikke skulle have taget fat i min arm," svarer hun roligt, men med en undertone af irritation. Med en hurtig bevægelse i håndledet parerer hun og af værger, så hun nu står med sit sværd mod Taylors strube. Med den anden hånd holder hun let om skaftet på en af sine knive. Det var jo ikke fordi, han lod til at være dårlig.
Hun selv spegulerede ikke over, hvem han troede, han var, sådan at lægge sig ud med en af Mørkets Lords krigere. for første: Hvor i alverden skulle han vide det fra? For det andet: Alle mænd tror de er noget, så det gjorde ham her vel også.

Sværdet slynges flere meter hen ad jorden, og hun skærer en grimasse,da hendes bliver vredet om. Hendes hår vrider og vender sig, for ligger klem sammen mellem Ethelihn og Taylor. Han ved ikke, hvor heldig han er lige nu... Hun ville med glæde have kvalt ham, men det kunne hun jo ikke så godt komme til. Da grebet bliver hårde, stønner hun af smerte. "Grrnh!" Hun knibe øjnene sammen og sender en bølge af energi gennem Taylors arm i håb om, at han vil give slip. "Du ved ikke, hvad du er oppe imod, min skat."

(damn x) nå, det ville også være urealistiskt, hvis hun fuldstændigt havde undgåe den evne x3 )

Hun gnider sin arm, der var han har holdt fast, mens hendes hår svinger faretruende som en kats hale fra side til side. Åh, nej du gør ej... tænker hun rasende. Hun trække været tungt og forsøger at genvinde kontrollen over sit eget eksplosive temperement. Hun ved ikke, at han ikke bare han læse hende evne, men også kopiere dem.
"Jeg takker for komplimenten, selvom du ikke havde behøvet at nævne det," svarer hun som om, hun ikke har hørt hånen i hans stemme. Lige nu står hun bare stille og venter. I kamp skal man være tålmodig og specielt, hvis man har valgt at lade sin rustning blive hjemme. Hun bærer bare en let grøn kjole med sorte broderier i kanterne. Praktisk at bevæge sig i, men ikke noget effektivt vern mod eventuelle spidse genstande eller andet i den dur.

Hendes fingrer leger med skaftet på hendes knive. Hvorfor dog ikk når nu han så fint havde vendt ryggen til? I et snuptag var den ene kniv ude af bæltet og på vej med skræmmende præcision i retning af Taylors hjerte. Den ville for så vidt være nem nok at undvige; han skulle jo sådan set bare vende sig en halv omgang, men hvis han ikke gjorde det, ville han være på den. Endnu engang lægger hun hovedet på skrå, og igen smiler hun legesygt, mens hun venter. Det rager hende, om det var en kompliment, for hun tager det, som hun har lys til, og lige nu har hun ikke lyst til at hidse sig op over petitesser.

Hun griner hånene og går hen mod ham. "Sådan ser jeg nu ikke på det... enhver idiot kan da regne ud, at det ikke er smart at vende ryggen til en, der kunne finde på at angribe. Det vidste du åbenbart udemærket. Men nu gidder jeg ikke lege mere." Med et fast blib på Taylor samler hun det sværd op, som han tidligere havde sparket ud ad hånden på hende. Hun forsætter mod træet og trækker sin kniv ud. Så kommer hun tilbage. "Men det var underholdende så længe, det varede." Hun giver ham et kys bare for at være så irriterende som muligt og så forlader hun stedet.

(smutter ses^^)

Ethelihn slændrede hen til den gamle træbro. Hun stod lidt og stirrede, gik så ud på midten og så ned. Broen virkede ikke ligefrem sikker under hendes fødder, meget lig hendes sind. Det var blevet noget vakkelvorent, og hvor hun dog hadede det. Hun hadede sin 'nye frisure', hun hadede Cazador for at have givet hende den, hun hadede det chock, Morgoth havde givet hende, og mest af alt hadede hun sit vulkanske temperament for ikke at lade hendes sind hvile. Man kunne nemt beskrive hendes sindstlstand som et landskab efte et vulkanudbrud: et landskab med ulmende lavastrømme der skabte kaos og ødelæggelse. Hun forsøgte at fokusere og se tingene lidt klarere. Så gik det op for hende, at det her nok ikke var det smarteste sted at få ro i sindet. Hun gik ned fra broen igen, denne gang med målrettede, faste, hurtige skridt. Hun standsede, drejede om på hælen og så på broen. Ethelihn huskede udemærket Taylor, Den slapsvans var alt for barnlig til at indrømme et nederlag, og deres lile sammenstød. Hun huskede også, at sammenstødet her havde været en leg... det kunne man ikke sige om kampene i arenaen. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, ligesom hendes blodrøde mørkets kriger-kappe virvlede rund om hendes krop og af og tl afslørede hendes beklædnin: et par løse sorte bukser stoppet ned i et par støvler med smaragdgrønne kandter og halvhje støvleskafter, en æmeløs, sort top, der gik til knæene med slidser hele vejen på til det store, blodrøde bælte, hun havde viklet om livet, hvor hendes elskede sværd plejede at sidde - det gjorde de bare ikke i dag.

Ehelihn blev afbrudt i sin storm af tanker, du hun pludselig hørte galloperende hestehove. Hvad i alverden...? Det lød som om hesten var ved at løbe løbsk. Ethelihn spejdede efter hesteni mørket. Hun kunne de føre par sekunder ikke få øje på den på grund af det tætte mørke på den anden side af broen, men så kunne hun se den ... og den rytter, der red den som en sindssyg. Nu var hun ikke selv nogen stor hestebetvinger, men hun vidste nok til at kunne se, at rytteren om muligt var endnu mere elendig end hun var - selvom hun nok ikke var i stand til at ride en hest lige så hurtigt. Så brød hun ud i latter og en ret hånlig en af slagsen. Han kan åbenbart heller ikke ride så stærkt., ha! Måske var det ikke helt dumt at komme herhen alligevel.
Hun holdt inde, for at studere rytteren lidt. Hun mente ikke at have set ham før og så alligevel. Jo, det han hun. Det var sørme Taylor, dr åbenbart var kommet til penge. Godt for ham... Hun var temmeligt ligeglad og smilte hånligt. Hun var ikke af den mening, at dyre vaner og kosteligt tøj gjorde en til et bedre menneske - snarere tvært imod. Han egyndte at komme nærmere tydeligvis ikke klar over, hvme han var på vej hen til. Hun krydsede armene under den blafrende kappe og besluttede at vente til at han selv kom tæt nok på til at finde ud af det.

Tågen var tyk og irriterende uigennemsigtig, men til alt held for Ethelihn var den ikke så tyk som sædvanligt. Hun havde to handikap i dag: hendes lange hår var reduceret til en etageklipning, hvoraf de længste totte kun lige kunenå hendes kraveben, hvilket var fuldstændigt ubrugeligt i kamp; hun havde ladt sine sværd og knive blive derhjemme, noget hun fortrød mere og mere. Det betød nemlig, at hun nu måtte støtte sig til sin ganske vidst kraftfulde evne til at bruge sin egen energi til elektriske uladninger. Hun brød sig ikke om at være afhængig af dén. I det mindste kan jeg få trænet min mørkets kriger-kraft... Hendes bedrevidende smil forandrede sig ikke det mindste, men hun var ikke så tilfreds med allerede nu at planlægge flugtveje.
Hun rystede på hovedet, da Taylor buggede. Et enkelt smølfespark ud i luften senere og en lille energignist fløj mod Taylor. Den kun ses som noget, der lignede et glitrende snefnug i luften og den var da også lige så ufarlig. Hvis den ramte, ville den føles, som når man får stød nå man rørte ved eller andet, ingenting. Så hvorfor sende den afsted? For bare at understrege en pointe. "De der såkaldt gode manere ændrer ikke på, at du lever i en rendesten." Hun lød ikke særligt aggresiv, faktisk forsøgte hun at være alt ndet end provokrende for at undgå et slagsmål. Hun ville altid kunne vinde med enorm brug af sin egen energi, men det måtte forblive en nødløsning. Det ville efterlade hende alt for svækket. Et glimt følelse af voldsom kvalme, smerter og besvær med at trække vejret, lugten af sand, sved og blod, og lyden af tusinder af hujende tilskuere kom tilbage til hende. Nej, det havde hun ingen planer om at prøve igen inden for den nærmeste fremtid.

"Så du ved godt hvor jeg bor," svarede hun med det samme irriterende smil. "Og hva angår viden, så er du da den største klump på en hesteryg, jeg nogen sinde har set." Hun fnes kort og lagde overlegent armene over kors. Det var sådan set helt bevidst hun ikke nævnte, hun selv ikke var for god på en hesteryg, men hun kunne da finde ud af at holde sig på hesten. I øvrigt var det ikke det eneste, hun var bedre til end Taylor, Jeg skulle havde taget mine sværd med! Pludslig blev hun grebet om håndledet og trukket helt ind til Taylor. Hun ser lidt overrasket og meget mistæksomt på ham, mens hendes muskler spændes. Så lader han hende gå igen. Hun træder et enkelt skridt tilbage og vender øjne. "Oh jeg har lagt mærke til, du har forandret dig.... du er blevet meget mere højrøvet. Og i øvrigt ved du udemærket, hvem der ha de bedste forbindelser af os to..." Hun holdt en lille kunstpause, hvorefter hun svinger en flad gnistrerne hånd mod Taylors kind. Den ville svare til en almindelig meget hår lussing... og så ville den nok svide lidt med de gnister. "Så pas på med at prøve på at skræmme mig." Ethelihns stemmeføring havde ellers vært lys, hånende og legesyg, men her skiftede den til at være en del mere truende. Så smilede hun igen sukkersødt.

"Ved du ikke det?" Igen var hun ved at knække sammen af grin. Alle vidste da, hvor mørkets nærmeste tilhængere holdt til. Det boede alle sammen på tusmørkeborgen - måske netop derfor, var der meget få der ture vandre den vej uden nærmere tilladelse. Et kort øjeblik kneb hun øjnene en smule sammen i undren over, hvad i alverden det var, Taylor kiggede på. Noget, der var bag hende... eller burde have været der. Det måtte være hendes hår... men hun havde da regnet med, at han ville komme med en eller anden spydig kommentar om hendes nye frisure. Hvorfor gør han ikke det? Har han ikke lagt mærke til, at alt mit hår er blevet kappet? Det var egentlig lidt en overdrivelse, for hun var trods alt ikke blevet kroraget, men når man var vandt til hendes hårlængde, var der ikke den store forskel. Hun dog ville ikke sige noget, selvm det var en god mulighed for at tryne ham for manglende evne til at observere. Hun lod være for at beholde så meget fordel som muligt. Desuden havde hun en fornemmelse af, at Taylor var knapt så tilfreds med kommentaren om hans rideevner - og hun kunne helder ikke dy sig for at smile frydefuldt, da hendes tordende lussing gav bonus. Det ansigtudtryk var fuldstændigt uvurderligt.

Jeg har ikke glemt mine våben! tænkte hun irriteret, men stadig uden at fortrække en mine. Jeg havde bare ikke regnet med at løbe ind i dig... eller Cazador. Nej, jeg burde havde taget dem med... lige meget. Der er jo ikke ngoet at gøre ved det! Hvad angik forbindelser, så var der efter Ethelihns mening ikke så meget at diskutere. Taylor ville bare ikke være ved, at han havde tabt den kamp på forhånd.
Ved 'ynkelig' slog hendes venstre øje - det over hendes ar på kinden - en gnist, og hendes må totter begyndte at bevæge sig. Det ville man bare ikke kunne se, da vinden her omkring fik det til at virke fuldkommen naturligt. Ynkelig... du kan bare vente dig! Hun manglede sine sværd og sit hår, og hun følte sig som et dyr trængt op i en krog. Det betød at hun muligvis var tvunget til at give ham en ordentlig salve af energi, hvor lidt hun end brød sig om det. Hun var ligeglad med Taylor, selvom han var en god legekammerat, men hun selv ville i den situation ende i en ret sølde tilstand. Hun håbede bare, at hvis det kom så vidt, ville Taylors healende evner ikke række til at han kunne sætte efter hende. Og nårh ja, hvis han nu valgte at angribe hende med fuld kraft, ville hun bare undvige i sidste øjeblik. Det var så dejligt simpelt, når hun ikke bar en tung rustning eller våben, og når hendes reflekser som regel var i stand til at håndtere sådan en manøvre med en hvis lethed.

Hendes håbefulde smil falmede for hvert øjeblik, Taylor ventede med at angribe. Til sidst blev hun utålmodig og med armene over kors, en fod tappende mod jorden og et hævet øjenbryn sagde hun: "Sjovt... Jeg havde forventet et angreb for en halv time siden." Ikke spor sjovt efter hendes mening. Det var såmænd nok, at hun havde efterladt sine våben derhjemme, men at Taylor ikke engang gad lege pænt, nu de alligevel var her, var prikken over i'et. Et dybt suk, der nærmest lød til at tømme hendes lunger og understregede hendes irritation, undslap hende.
"Men jeg vil give dig ret i, du ikke er den eneste, der har forandret sig.. Hvorfor tror du, jeg tør lade mine våben ligge derhjemme?" Det var egentlig ikke nødvendigt at svare, men i tankerne gjorde hun det alligevel. Den slags gav altid mere selvtillid. Fordi jeg i modsætning til så mange andre kan klare mig ude! Men trods hendes uudtalte anfald af selvtillid, var hun ikke dumdristig nok til at starte slåskampen. Den var uundgåelig, men i situationer som denne, var det bedst at lade modstanderen slå først. Ethelihn var holdt op med at tappe mod foden, men hendes arme var stadigt utålmodigt krydset under brystet.

Der var intet i hendes kropssprog, der kunne afsløre den stigende spænding i hendes krop. Ikke så meget som en lille rynke mellem øjenbrynene, intet. Hun brød sig ikke meget om situationen i forvejen. Hun var ikke bange... det var ikke hendes stil, hvis man da kan have kontrol over den slags. Hun kunne til enhver tid slå et andet menneske ihjel, hvis hendes vilje tillod det. det skule forstås sådan, at hun ikke brød sig om at gøre det, for som hun sagde til sig selv hver eneste gang, hun så meget som overvejede den mulighed: Nærdødsoplevelser er ikke rare, hvis du ikke kan hjælpes ud af den. Lige nu var der ingen hjælp at hente i miles omkreds. Nej, hun var ikke bange.
Det, der til gengæld generede hende var, at hun ikke havde sine våben, og at Taylor var blevet - ubehageligt anderledes. Hun foretrak at lege med ham, men det var åbenbart ikke hans plan at følge hende. Han angreb hende ikke, og han burde vide bedre end at komme så tæt på. Hvis hun havde haft sine sværd, kunne hun have kappet hovedet af ham nu. Men det var selvfølgelig rigtigt. Hun havde ikke sine våben, og det vidste Taylor udmærket - og han måtte vel også have lagt mærke til hendes mangel på hår nu. Det betød en ting mindre at bekymre sig om. Hun havde ikke noget andet valg end at give ham en ordentlig dosis energi, men ikke endnu...
"Du er mere dumdristig, end jeg troede...." begynder Ethelihn og bliver stædigt stående. Det skulle fungere som en advarsel om ikke at komme nærmere, et advarselsskud om man vil. Hun var bare mere end i tvivl om, om han nu ville høre efter.

Hvad fanden har han gang i?! Hun fortrak ikke en mine, men stirrede bar olmt på sin 'legekammerat'. Det var han knapt længere. Han var gået over stregen, og det skulle han komme til at betale for. I det øjeblik han rørte hende, og det gjaldt også med våben, ville hun give ham et stød. Hun skulle såmænd nok slippe fra ham. Og hun var også begyndt at planlægge et tyderi af nogle sværd - når hun fik chancen. Et par ekstra til samlingen skader vel ikke Hun smilede lusket indvendigt. Måske ville det bliver sjovt alligevel, men han skulle stadig have en lærestreg - i hvert fald en lille syg en x)
Men lige nu - hvor lidt hun end måtte bryde sig om det - kunne hun ikke gøre andet end at vente, som hun hele tiden havde gjort, på Taylors næste træk. Han ulideligt længe om at gøre noget interessant. Hun kunne jo stadig løbe, men det nægtede hendes indre æsel hende. Der skulle ikke blive noget af at stikke halen mellem benene. i hvert fald ikke fra min side