Theodore nikkede og var allerede i færd med at udse sig et passende sted, hvor de kunne tage et hvil, da Selmy pludselig — og med overraskende stor energi — begyndte at protestere imod at få massage af ham.

Han nåede næsten at begynde at tælle, hvor mange nej'er der kom ud af Selmys mund, men mistede tråden halvvejs. I stedet lagde Theodore armene over kors, både forbavset og en smule fornærmet over, at lægesønnen var så meget imod, at han bare forsøgte at hjælpe.

"Jeg gjorde det altså tit på min mor. Hun fik altid ømme skuldre, når hun havde siddet for længe ved spinderokken." Så bare fordi Selmy var næsten uddannet læge, behøvede han altså ikke se ned på Theodores evner. Armene forblev demonstrativt over kors, mens blikket målte Selmy, da han pludselig rankede sig og holdt op med at ømme ryggen. Nåh ja. Nu var han selvfølgelig helt rask igen.

"Noget stærkere?" gentog Theodore og lod blikket søge hen over festivalpladsen. Længere fremme fik han øje på en interessant bod bemandet af en satyr med små bjælder flettet ind i skægget. "Måske har ham dér noget?" Han pegede, og i samme øjeblik fik han øje på en lille plads med lave træbænke dækket af tykke tæpper og puder, samlet omkring et par lave borde. "Vi kan også sætte os der." Han satte allerede tempoet en anelse op for at nå derhen, inden andre fik samme idé, men nåede ikke mange skridt, før blikket gled tilbage til Selmy.
"Og lad nu mig betale for en gangs skyld, okay?"
Da de nåede boden, var Theodore allerede begyndt at rode efter rav og jader.

Som Theodore protesterede, gjorde han det jo til en diskussion. Havde Selmy ikke sagt nej både med ord og krop? Han gned hånden igennem den noble fortælling om, hvor god og dygtig Theodore måtte være, fordi han altid masserede sin mors skuldre. Om så Theodore havde velsignende hænder, kysset af Isaris hellige mund, ville han ikke røres af ham.

”Jeg er ikke din mor. Jeg er ikke din far. Jeg er en fremmed mand,” Insisterede Selmy stædigt, som de nærmede sig forskellige udvalg af mad- og drikkeboder. Måske ham der? hørte han knægten sige, og Selmy løftede blikket, og blev ramt af en lille smule forudindtaget skepsis. Men hvordan skulle han mon kunne forklare Theodore, at han helst ville betjenes af et menneske? ”Ehh...” Han tænkte så det knagede, men kunne ikke komme på noget at sige, der ikke ville få ham til at lyde som en racistisk idiot. Og han ville meget nødigt fremstå sådan, men han havde hørt... historier... om væsnerne i amazonitskovene, som han helst ville have været foruden, og lige siden han havde fået den viden, havde han så vidt muligt undgået dem. ”Så lad gå da...” Han tog plads på bænkepladserne, der var gjort så indbydende og behagelige. Han lød i hvert fald 30 år ældre, som han satte sig med en træt klagelyd og valgte at hænge lidt hen over bordet, mens blikket fulgte Theodore vagtsomt derhen.

De kunne nok ikke nå at prøve så meget mere, hvis de også skulle nå at se de unge danse til musikken, som var en tradition ved alle månehøstfestivallerne omkring midnatstid. Og under sidste dans ville de skyde af med den flotteste fyrværkeri importeret fra Lazurien i øst. Dansen ville være en oplagt mulighed at møde en pige... tænkte han lidt opgivende på forhånd. Han skulle ikke danse. Han var alt for akavet og genert omkring andre jævnaldrende.

De var ikke færdige med den diskussion, tænkte Theodore med mindst lige så stor stædighed, som Selmy selv udstrålede. Han himlede let med øjnene ved argumentet om, at Selmy var en fremmed mand og fnøs. Af en fremmed mand at være brugte han da rigeligt med tid sammen med Theodore og betalte sågar glædeligt for ham. Men fint. Selmy kunne få lov til at være en fremmed mand, hvis han absolut insisterede.

Theodores pande krusede let, mens han så fra Selmy til boden og tilbage igen, lidt i tvivl om hvorfor han tøvede. Var det ikke noget med, at satyrer lavede de bedste drikke, når det kom til alkohol? Det havde han i hvert fald hørt de ældre væbnere påstå. Og hvis Selmy ville have noget stærkere, ville Theodore også gerne have, at det i det mindste smagte godt. Ikke at han skulle have noget. Han ville bare have sin sædvanlige varme æblecider, der altid smagte lidt bedre til Månehøst under alle de pæne lys.
"Okay. Ses om lidt." Han smuttede afsted og lod Selmy sætte sig.

"Goddag," hilste han ved boden og kiggede en ekstra gang på satyren, da denne hilste tilbage. Selvom manden så gammel ud, var han ikke højere end Theo selv. "Kan jeg få noget, som smager godt, men også er stærkere?" Han skævede rundt på udvalget af vine og mjød, der hang mellem slyngplanterne. De blev sikkert holdt oppe af magi.
"Så gern' — hvor mang' unge mand?"
"To, tak." Theodore holdt automatisk to fingre op på grund af accenten. "Og bare varm æblecider til mig, tak," tilføjede han, mens satyrmanden allerede havde vendt sig og var gået i gang med at gøre to kopper klar.
Theodore stak hænderne i lommerne og vippede frem og tilbage på hælene, mens han ventede. Blikket søgte tilbage mod Selmy, der sad henslængt ved bordet som en mand mindst tredive år ældre, og et lille smil trak i Theodores mundvig.

Så fangede noget hans blik i periferien. Maskeboden.
Og dér var den. Uglemasken. Fjer i brune og sorte nuancer lå omkring øjnene, brudt af enkelte stærkere farver, der gjorde den festlig nok til Månehøst. Theodore blev ved med at stirre på den. Den ville altså virkelig klæde ham.

"Et øjeblik, så er jeg tilbage," meddelte han satyrmanden og smuttede afsted.

~

Theodore traskede tilbage med to varme kopper i hænderne. De duftede begge sødt af æble og andre efterårskrydderier, og han havde ikke tænkt videre over, hvilken af dem der var hans på vejen tilbage.
"Her, tag dem lige," sagde han til Selmy og rakte begge kopper frem mod ham. "Og luk lige øjnene." Der lå en lille, næsten umulig at skjule, spænding i stemmen.

Selmys tanker havde vandret i ventetiden. Hans blik kiggede døsigt over mod de unge dansende mennesker, uden nødvendigvis at kigge på nogen eller noget bestemt, skønt han havde det med at dvæle lidt længere ved de galante, unge mænd noget længere end ved kvinderne, som han burde finde lige så nydelige. Kinden var trykket afslappet mod knoerne på sin hånd, afventende på at Theodore skulle komme tilbage med nogle drikkevarer til dem.

”Du er tilbage,” Han løftede straks hovedet fra sin lettere nedsunkne, hvilende siddestilling, da kopperne blev stillet frem på bordet. Han havde ikke set hvad Theodore ellers havde i gemmerne til ham. Hans blik var nemlig lidt mistænksomt rettet mod satyrens drikkevarer. Han nåede at placere sine hænder om den ene kop og varmede dem lidt, da han hørte, at han nu også skulle lukke øjnene. ”Hvad- eh..?” Kom det langsomt opfattende fra ham. Årh hvad nu?

Lidt længe om det, og lidt modvilligt lukkede Selmy øjenlågene i. Kroppen holdt sig helt stille, næsten som om han afventede, at nogen ville placere en edderkop på ham. ”Hvis du prøver på noget nu, ik’..?” Kom det lidt advarende fra ham, men han færdiggjorde aldrig truslen. Han brød sig meget lidt om at blive pillet eller kildet ved.

Theodore ventede bare med en opfordrende mine og betragtede Selmy, mens smilet lige så stille listede sig frem. Endnu mere, da lægesønnen endelig gav sig og lukkede øjnene.

Den advarende kommentar fik bare smilet til at blive en smule mere smørret, selvom det lille grin, der fulgte med, gerne skulle lyde beroligende. "Det er ikke noget dårligt." Han fiskede masken frem fra under kappen, hvor han havde gemt den, men nu hvor han stod med den i hænderne, blev han pludselig i tvivl om, hvordan han egentlig skulle overraske Selmy med den. Han kunne sætte den på ham, men så kunne Selmy jo ikke selv se, hvad Theodore havde fundet. Og hele pointen var vel lidt, at han skulle se den.

Så Theodore valgte den simple løsning.

"Ta-daaah," sagde han med en næsten højtidelig, men lavmælt blødhed og holdt masken stolt frem mellem hænderne. "Nu kan du kigge." Det var først dér, mens han ventede på at de grå øjne skulle åbne sig, at Theodore mærkede en lille smule nervøsitet snige sig ind under spændingen. Han havde jo været helt sikker på masken, da han så den.

Den lignede bare Selmy.

Ikke noget dårligt, sagde han? Var han nu også sikker på det? Flere gange havde de to vist sig at være så forskellige som dag og nat, så det var ikke usandsynligt, at noget der ikke var dårligt kunne opfattes negativt af ham. Han forventede ikke det store, så derfor var han mere afslappet end spændt.

Men så snart han fik lov, åbnede han øjnene og stirrede direkte ind i en uglemaske. ”Åh?” Øjenbrynene sprang op. ”Du har købt en maske?” En uglemaske, kunne han se. Det var besynderligt. Han havde forestillet sig, at Theodore ville have valgt et af de sjovere masker. En ugle passede jo lidt mere til sådan en bogorm eller- ”Vent, er den til mig?” Det gik først op for ham nu, og det bliv ret sikkert, som han så på Theodore, der lignede en, der afventede en reaktion på modtageren af en gave.

Åh... knægten synes allerede jeg er en nørd, nåede han akkurat at tænke. Han følte sig lidt varm i kinderne af forlegenhed. Det var sødt. Hans forfinede hænder rakte ud efter den og tog den på. Det hjalp også på at skjule den pokkers tendens til rødmen. Da han havde bundet den om sit hoved, og masken sad som skræddersyet til hans ansigt, følte han op langs de farvedyppede fjer, op langs kanterne og mærkede lidt på totterne, der strittede opad ligesom hos en hornugle.

”Jeg forstår symbolikken. Mange tak.” Han smilte nu ganske smigret ”Men uglen er faktisk et ret dumt dyr, sammenlignet med andre fugle.” Han havde ikke travlt med at tage den af. Theodore havde set på ham med forventning i de der øjne. Han havde ikke lyst til at såre ham. Hænderne fandt kruset igen, hvor han varmede hænderne igen. Først når Theodore havde taget plads, ville han skåle med ham. ”Så hvor meget måtte du af med?” Spurgte han. Han var nødt til at vide, hvor meget han stod i gæld til ham.

Theodore nikkede. "Aye." Smilede blev bredere, da Selmy tog imod masken, og en lille lettelse slog gennem brystet. Faktisk overraskede det ham lidt, at lægesønnen gjorde det uden videre. Der var jo såååå mange ting, Selmy protesterede over — men det glædede ham, at dette ikke var endnu en. Han fulgte masken med øjnene, da Selmy løftede den op foran ansigtet og bandt båndene bag det lyse hår.

Og så blev Theodore mærkeligt stille.

Han havde jo vidst, at den ville klæde Selmy. Det var hele grunden til, at han var løbet tilbage efter den. Men han havde ikke forestillet sig, at den ville ændre ham så meget.
Det sorte og gyldne tøj, der før bare havde fået ham til at ligne en meget fint klædt bedemand, syntes pludselig at høre sammen med de mørke fjer omkring øjnene. De farvede spidser fangede lyset fra lanternerne, og de små totter over tindingerne rejste sig næsten som horn eller en krone. Kun den nederste del af Selmys ansigt var stadig fri; det smigrede lille smil, Theodore kendte, lå synligt under masken og var næsten det eneste ved synet, der stadig var helt Selmy.

Resten af ham så næsten ikke menneskelig ud længere.

Mere som en konge fra en af de fabelfortællinger, hans mor plejede at fortælle. En af dem, der boede dybt inde i skovene og kun viste sig for mennesker, når de havde allermest brug for det. Sådan en skikkelse, man ikke helt vidste, om man skulle tale til eller bukke for. "Den klæder dig," konstaterede Theodore tilfreds.

Han satte sig igen og lyttede med løftede bryn, da denne nykronede skovkonge straks begyndte at fortælle ham, at ugler faktisk var dumme. "Nå?" Forundret, og en smule skeptisk. "Virkelig? De bliver ellers altid brugt i den slags symbolik." Theodore tog om sin egen kop og førte den op under næsen. Den duftede stadig sødt og krydret, mest af æble, og han tog en forsigtig slurk. Smagen var sød nok, men havde et stærkere bid, da den nåede bagerst i svælget. Han rynkede kort på næsen. Hm. Ellers smagte den nu meget godt. Han kunne vel heller ikke forvente, at en satyrs æblecider smagte præcis som den fra de andre boder.

Theodore lod koppen hvile i skødet og sendte Selmy et tørt blik ved spørgsmålet. Han måtte dog holde et lille grin tilbage. Der sad Selmy, klædt som en eller anden sagnkonge med fjerkrone og gyldne detaljer, og ville vide, hvor mange rav Theodore havde brugt på ham. "Spar dig!" På bedste Selmy-manér løftede han hånden i en prompte afvisning. "Du har givet mig så meget..."

Tanken fik ham pludselig til at standse. Kompasset. Hånden fór ned mod lommen, og han klappede hurtigt hen over stoffet, indtil den lille hårde runding kunne mærkes nedenunder. Skuldrene sank igen. Pyha. Den var der endnu. Det kunne ligne ham at tabe den. Og dét kompas skulle han altså ikke miste.