Der kunne være utallige årsager til arrene. Nogle mere uskyldige end andre. Og selvom Robin kunne opspore og gætte sig til det meste, strejfede en flygtig ah, jeg vidste det ham, da Dorian desværre gav hans antagelser ret.

Slavehandlere.

Han havde håbet på noget andet.

Fingrene bevægede sig mere nænsomt nu. Som om han kunne læse oprindelsen i huden; forstå hvorfor netop disse mærker havde fået lov til at male den mørke hud med noget så trist. Kroppen var en historie i sig selv. Ritualerne, rivemærkerne, piskenes hede slag — og mellem dem et livs fortællinger, han endnu ikke kendte.
"Hmm…" brummede han og betragtede ærbødigt armen, der blev strakt frem for ham. Blikket fulgte de mange ar, mens han lyttede til Dorians forklaring og lagde mærke til de små forskelle, han pegede ud. Fingerspidserne fulgte efter. Mærkede. Sammenlignede. Han havde måske ikke bemærket det så tydeligt, hvis Dorian ikke havde lært ham, hvad han skulle se efter.

"Jeg ser." Blikket gjorde et kort vurderende ryk mod Dorians ansigt, før det vendte tilbage til armen. De rituelle ar var omhyggelige. Rene. Der lå intention i dem; noget valgt, næsten hengivent, i måden de havde fået lov til at hele.
De andre var noget andet. Takkede linjer snirklede sig hen over huden som skødesløse pennestrøg fra en hånd, der ikke havde bekymret sig om det lærred, den tegnede på.

Robins bryn løftede sig en anelse. "Hvor længe siden er dét?" For det måtte vel være før hans tid som diplomat. Ellers var der noget langt mere forstyrret ved Mørkets politiske kredse, end Robin hidtil havde antaget.

På godt og ondt, kunne man nok ikke komme udenom at halvdæmonen faktisk havde følelser om sit hjemland. Nogle nætter så kaldte det på ham, andre gange, knap så meget. Han havde også brugt mange år på at undgå ørkenen, efter Mørket havde budt ham ind i deres rækker. Budt ham hjem, havde det dengang lydt, og Dorian havde troet på det. Var ikke blevet modbevidst, ikke endnu i hvert fald. 
Sorte øjne fulgte Robin. Måske ledte han efter et tegn på hvad han tænkte, selvom han næsten kunne ane blot lidt af de tanker, i hans nænsomme berøringer. Dorians mundviger trak op i et.. jah egentlig beroligende smil. Det gjorde ikke ondt længere. Hans hænder føltes velkomne. 

Desuden. Så havde han nok også fortjent langt de fleste af de pisk han var endt med - men så skulle han have set de andre. 

En overvejende brummen kunne høres, da han talte årene sammen. "De helt slemme? Nok omkring.. 100 år? Nok lidt mere" selvom det ikke var stoppet fuldkommen efter han var indtrådt i mørkere rækker, havde der den her gang, været nogle til at få ham hjem igen. Og det gjorde alverdens til forskel, at nogle havde ens ryg. 
Dorian drejede sig lidt prøvende omkring, så han nu lå på ryggen og kunne se hans ansigt, omend fra en lidt akavet vinkel. Jah, tænk at den fandtes, tænkt med et skæft smil. Han havde været lidt tøvende med at indrømme det, men Dorian nød den trygge fornemmelse, der hvilede over deres lille bobbel. Det var med at nyde dem, imens de var, og han foldede hænderne mageligt over maven. 

"Hundrede år?" Busede det nok en kende forundret ud af halvorken. For så måtte den mørke diplomat der så mageligt lå i hans skød, være betydeligt ældre end dét. Men ikke elver, vel? Måske. Det ville være alt for let givet væk bare på grund af formen på hans ører. Nej nej. Intet var så lige til. Præcis som Robin elskede det. Hjernen måtte helst have noget at arbejde med. Noget at slå knuder på sig selv over, indtil andre for længst havde opgivet at følge med.

Topalis og noget... andet. 

Det kildede i ham at finde ud af hvad. 

"Du holder dig sørme godt." tilføjede han eftertænksomt, men med den lune glød, der aldrig tog hverdagen alt for alvorligt.
Han tiltede hovedet en anelse. Flere lokker svajede med. Robin mødte de dybe øjne, der kiggede tilbage på ham, og et langsomt smil trak i mundvigen ved synet af Dorian så afslappet.

Hænderne fortsatte deres udforskning. Nussede det bare maveskind, fandt endnu et ar, fulgte kanten og noterede sig næsten automatisk, hvilken slags det var. Pænt. Gammelt. Så videre. Med flad hånd gled Robin op over brystet og blev dér, distræt legende.

"Sig mig…" og han kneb øjnene vurderende sammen. Den anden hånd forlod de lyse lokker og fandt Dorians ansigt. Tommelfingeren gled over underlæben og trak den nænsomt ned. Blottede et par af tænderne. Ah. Noget faldt på plads. Aha. Det lille sus kom øjeblikkeligt. Den velkendte fornemmelse af en teori, der pludselig fandt en manglende brik.
"Er der noget dæmon i dig, hm?" Tommelfingeren blev ved underlæben, strøg dovent frem og tilbage, mens det vinrøde blik søgte efter svaret i Dorians ansigt.

Et fornøjet lille glimt tændtes i det sorte blik, og han klukkede dæmpet. Hundrede år, eller skulle han hellere have sagt ti årtier? Alt ville nok lyde voldsomt for de runde ører, og halvdæmonens latter svandt ind i en tilfreds brummen. Svandt ind i de behagelige kærtegn, altid god for en kompliment eller to. Han havde måske arvet heldige gener. De lange lokker faldt som et slør af rød og orange, mindede ham lidt om flammer og blod. 
Robins fingerspidser trak varme, usynlige streger over det mørke skind, en stærk parallel til den mere hårdhændede behandling fra før. Men noget ændrede sig. Noget faldt på plads i Robin. Hans tonefald fik den kant, den fra før, som fik en behagelig gysen til at sitre henover det mørke skind, og - sig mig - halvmennesket havde hans fokus. 

Et godt spørgsmål. Følelsen af hans granskende blik, ville nok for mere sky eksistenser været for meget. Men for ham, var der  noget fedt, i at blive set, fordi halvmennesket virkede... måske upåvirket af den mulige sandhed.
Hvad var det han havde sagt før; mærkværdige eksistenser? 
"Noget' kan man vidst godt sige" og hænderne løsnede sig lidt. Flettede fingrene ind imellem det kraftige hår, men uden at trække i det, og han tilføjede. "Vi har alle en mor? Min foretrak blot de dødeliges selskab. Jeres foranderlighed, jeres passion.." og han kunne ikke helt lade være med at føle en insisterende, krævende fornemmelse af, at han forstod. Begyndte at se hvorfor hun blev træt af evige skumle planer, og konstant krigsførsel for sjæle. ".. måske er det fordi i lige præcis lever i så kort tid.." kunne han ikke lade være med at tænke højt, dog uden at slippe de vinrøde øjne foran ham. 

Den blide erkendelse tændte et fornøjet glimt i Robins øjne. En selvtilfredshed der gjorde at han med god samvittighed kunne læne sig bedre tilbage i chaiselongen. Den gav et sagte knirk. Han lukkede øjnene imens Dorian fortalte. Trætheden spillede allerede tungt bag øjnene. Kroppen kendte timen, selv hvis hans nysgerrighed nægtede at anerkende den. Men han ville blive lidt endnu. Nyde samtalen, og nyde hvordan Dorians fingre legede med hans hår. 

Jeres passion. Jeres foranderlighed. "Mh-Hm!" nynnede han til ordene, og brynene løftede sig fornøjet, mens han drejede argumenterne i hovedet. Et lille smil hang ved læberne.
Og så kom den ekstra sandhed. Måske den vigtigste - måske er det fordi i lige præcis lever i så kort tid. 
"Åh ja." Han skævede til halvdæmonen igen. De sorte øjne havde endnu ikke sluppet ham, og Robin funderede på, om Dorian mon delte sin moders fascination. "Der er ikke noget som en udløbsdato at se frem til." Kragetæerne trådte tydeligere frem omkring øjnene. Det var sagt med den lune morbiditet, Robin fandt langt mere underholdende end de fleste.

Men der var vel noget om det. Et liv med en afslutning måtte nødvendigvis bevæge sig anderledes end ét, der strakte sig over århundreder. Hurtigere, måske. Mere desperat. Brænde stærkere, fordi der ganske enkelt var mindre tid at brænde i. Man havde trods alt kun så mange år til at forelske sig, skifte mening, ødelægge noget og forsøge at bygge det op igen.

"Det gør os vel lidt mere tilbøjelige til at skynde os." tilføjede han eftertænksomt. "Spilde tiden mere effektivt."

En udløbsdato? At høre ordet fra Robin, så ublufærdigt og ærligt, fik et kort bjæf af latter fra Dorian. Der dog ikke var uenig. 
Langt de fleste frygtede ellers dødens kolde evoghed, halvdæmonen inkluderet i det regnestykke. Det var nogle gange en frygt, og andre gange en velsignelse, at vide der var en udløbsdato -  også selvom hans var en del længere. Men frygten havde dog aldrig stoppet ham fra at leve livet. Det var joh næsten deres pligt, kunne Dorian ikke lade være med at resonere indvendigt.
Og nogle gange kunne hans utålmodighed heller ikke holde til de ældgamle væsner, som ellers sad højt i hierarkiet derhjemme. Ældgamle skabninger, væsner af mørke og en tid for tiden, som nok alligevel aldrig ville forstå hvorfor de alle blev ved med at traske rundt i det samme hjul - og aldrig ville være åben for andet end dét hjul. 

Så Robin havde nok ret, de spildte tiden mere effektivt, imens latter gled over i et enigt brum. "Hmm" og han viklede de røde hår lidt eftertænksomt en enkelt gang om håndleddet. "Jeg kan vidst godt li, at spilde tiden effektivt" 

I hvert fald når man blev behandlet så godt. Jah til stadighed her bagefter, hvor hans krop endnu summede behageligt efter de undersøgende hænder.  Havde Dorian forventet at han ville pakke sammen og gå, bagefter de begge havde fået hvad de ville? Måske lidt. Men det var nok bare de sidste par års intense krig, som havde drænet mange af hans bekendtskaber, fra mere end deres basale behov. I hvert fald i Mørket. 
Lyset havde måske klaret den del af krigen bedre, og deres soldater, måske lidt mindre forskruede.