Det følte elendigt at mærke Eskilds hænder forsvinde fra hans liv, men han måtte hele tiden minde sig selv om hvorfor det måtte være sådan. Det gik slet ikke op for Stian at når alt kom til alt, var det hans stålfaste stædighed der saboterede dem. Ligesåvel som usikkerheden der boede i ham. 

 Endnu et undskyld blev ytret, og Stian pressede læberne skuffet sammen. Skuffet over Eskild, sig selv og hvor abrupt Eskild trak sig fra ham ved den spæde afvisning. Men i sidste ende var det jo kun godt at den anden byvagt respekterede hans ønsker, omend hvor selvmodsigende de nu engang var. 

 Det blev så i dag at Stian skulle pakke sine ting. Han kunne godt høre at han intet valg havde. Det var ikke et ønske fra Stians side af at skulle pakke på en nær tømmermandsramt morgen, men han ville respektere dét hvis det var sådan Eskild ville have det. Det var vel også bedst, ikke at trække det ud. 
 "Okay," brummede han tørt, og blikket gled væk fra Eskild - allerede i sin søgen for hvor han skulle starte henne. Beskæftiget med at kigge rundt i stuen, kunne han kun høre Eskild gå mod hoveddøren, for så tilsidst at forlade ham i det stille hjem.