Kødet var så tæt på, og selvom gabet lå om armen for at trække det til sig, forekom ingen ændringer og den sulte varulv måtte nøjes med at mærke armen der forsvandt ud af dens gab. Salven dryppede fra underkæben i sådan en grad, at det lavede en lille pøl. Det kunne næppe undes, dens hjerne kapacitet rakte ikke til mere end blot at få sat sin sult og kun duften af det ferske kød kunne mætte ham. Havde han ikke været så bedøvet, havde armen nok været et festmåltid. Et festmåltid end ikke guderne havde set i flere hundrede år. 

Øjnede sortnede fuldkommen som kødet kom til syne fra sækken. Som en haj der fik færten af blod, den var solgt. Den kastede sig over det rå lød, slugte det næsten råt. Men tænderne bed i og rev det fra hinanden. Den fortsatte til det var sunket og svundet ned i maven på den. 

Men i den tid det var blevet fordøjet og den havde været alene, var den begyndte bide arrige fra sig og kæmpe i mod kæderne på ny. Den bed mod hjørnet af væggen hvor skyggen var mørkest. Den så det som en skikkelse der hånede den. Dens glubske lyde og kæderne der var kommet i et spænd som aldrig før, for denne nat, havde været udsat for. Den ville bide skyggen i stykker, det den så skulle rives fra hinanden - skønt det eneste som kom til skade for nu, var den selv. Blodet dryppede fra halsen og maven af den. 

Det var måske ikke en decideret 'smart' beslutning, og et eller andet sted, kunne det ende ganske galt. Effekten af at blande forskellige stoffer var ikke en han kendte så godt, at han kunne garantere eller forudsige hvad der ville ske. Ellers ville de trods alt ikke være nødt til det, på en aften som i aften. 
Men bare fordi man ikke kendte eftereffekten, betød det ikke, at den ville være forgæves. De kunne nok lære meget om både varulve, plantekombinationerne og dets effekter - selv hvis det fejlede. 
Dorian fejlede dog sjældent. Dæmonisk arrogance når det var bedst og værst; men at fejle var ikke en mulighed han ville acceptere. Så hellere skubbe healeren i gabet på varulven, med ordren 'fix ham eller tag konsekvenserne'... og håbe de kunne holde bæstet nede uden at miste mandskab på dæmonens 'hyggelige' påfund. 

Da han endelig trådte tilbage i rummet, var det dog med et undersøgende blik. Forud for tanken om at det kunne gå galt, og egentlig ganske nysgerrig på hvor voldsomt babybælg kunne være, til væsner han ellers anså som noget af det stærkeste de kunne finde på Krystallandet. Stakkels forbandede... tænkt med et skævt smil om læberne, da blikket landede på den sorte skikkelse i hjørnet. Stakkels...
Ethian. Med mørke plamager af blod dryppende omkring en frådende mund... det virkede vidst. Og det skar sig igennem bæstets virkelighed, som en helt ny lænke, han ikke helt havde forestillet sig de kunne bruge - ikke før nu. 

Hvor lang tid ville der gå, for at morgenlyset ville smelte varulveformen væk? Nok ikke alt for lang tid. Og Dorian klukkede stilfærdigt, lidt henkastet i sin væremåde, til trods for lugten af jern og urter der som et tungt tæppe hang i luften. "Så er det ved at være tid, Ethian. Tid til at komme tilbage, ikke?" ord der lød ganske milde. 
Havde det altså ikke været for glimtet i de sorte øjne. 

Morgen faldt som en ambolt på hans brystkasse og han fór op fra sin liggende position som morgensolens stråler kom igennem sprækkerne til rummet. Forvirret og frygtsom, pupillerne udvidet som bare fanden, end ikke hans lyst og begær for Dorians kærlige hånd kunne sammenligne med størrelsen af dem for nu. 

Hovedet kørte omkring på ham, go han så på sine dirrende hænder, revet op i huden som han havde været oppe og slås med sig selv i varulve tilstand, størknet blod der så langt voldsommere ud end hvad det i virkeligheden var, det var blot indikationen for at varulven i ham havde strittet en anelse i mod, men som han ville rejse sig, fik hans sortnede øjen set ned ad sig selv og han faldt tilbage mod væggen, som han så et hul i sig selv der ikke var der. Gipsende og panisk for hvad der var sket med ham, så han den blodskudte mave der havde synlige skader for kæderne selv efter varulvenformen var smeltet af ham. Hele kroppen reageret i en større rysten som han sad på en vaksemaskine der centrifugeret. Først da han fik set til siden og så en af de mere eller mindre ukendte håndlagere for mørket, at han trådte til siden og faldt over sine egne fødder, som de ikke lystret ham. "Hvad ske der" spurgte han stakåndet og forvirret og prøvede at finde hoved og hale i alt. 

Havde han da ikke været varulv, havde det ikke været fuldmåne - eller var han bare blevet lullet i en søvn han ikke kunne erindre eller genkende. Det sidste han husker var blot Dorians afstand fra ham, og det var alt han ikke kunne finde for nu. Halvdæmonen, var han væk eller havde han solgt ham på ny. Ethian tog hænderne til hovedet og prøvede at samle en tanke, men den blev ved med at ændre sig, han kunne ikke stå oprejst, uden at falde ned igen, hvis ikke væggen var bag ham, ville han synke han ned i gulvet, hvor var han?

Det var ikke fordi Ethian så alt for godt ud, da han endelig begyndte at blive sig selv igen. Men helt skidt ville Dorian ikke påstå at det var. 
Alle fik nogle knubs en gang imellem, og Ethian havde nok oplevet det der var værre, sagde han i selvretfærdigheden omkring mennesket der langsomt kom mere og mere tilbage. På trods af at det langsomt lysnede udenfor, var rummet de sad i stadigvæk mørklagt, og i dets tunge stemning kunne spæde gisp høres. 

Halvdæmonens blik smalledes en anelse, og han tiltede hovedet på skrå, hagen støttende på den knyttede hånd der hvilede over armlænet på stolen. Med derinde var en enkelt vagt og healer, der med rutinemæssig letfærdighed nærmede sig den forhutlede skikkelse. "Ufrivillig rysten igennem arme og krop" summede mørkelveren, hvis skarpe blik hurtigt gled over den nøgne krop. Studerende og køligt i sine kalkuleringer. 
"Forgiftet?" Dorians stemme brød med stilheden, men slog sproget over i mørkelvisk, for at Ethian ikke lyttede for meget med. "Det er for tidligt at sige. Men manglende balance og udvidede pupiller - jeg tror stadigvæk han er under effekt - kan du lugte panikken?" og næsten som var det aftalt snusede både mørkelveren og Dorian ind (i hver sin side af rummet), for at lugte den angstsved der perlede over kroppen, og udenom de værste af sårene. 
Hun greb fat i de blodige hænder, og fjernede dem i et ryk fra hans ansigt, en koncentreret rynke over den mørke pande når hun nærstuderede de månestore, men blæksorte, pupiller.  
"Kan du mærke det her-" og hun borede den ene finger en anelse ned i hudsårene, men talte den her gang til ham, på almindelige krystallisk. 

Og Dorian lænede sig en smule mere interesseret frem i stolen. 

Hvordan han ikke kunne se Dorian, var så meget sagt. Sorte pletter for øjnene og det at han intet helt kunne danne sig af billede for rummet. Han følte trangen til at flygte, men følte sig indelukket og fængslet fast til de fire vægge, men ingen kæde hang om han. Så fri som noget kunne være, følt han sig synkende i brædderne under sig. Knirkende fornemmelse for hver millimeter der trak i hans tanker. Stemmer lød, men intet han forstod.  

Forstod han ikke Dorians stemme på andet sprog, eller var det bare ham som ikke kunne genkende noget. Det kunne umuligt være sådan. Men som der blev grebet om hans hænder, så han med store opslået øjne på hende, men uden at tænke over det, vendte blikket mod skikkelsen i stolen. Hjerteslaget steg, men han genkendte ikke skikkelsen på stolen. "Dør jeg ved at flygte" spurgte han den siddende skikkelsen igennem sin telepati. Det var et spørgsmål som kun havde et udfald, og kun en i dette rum kunne gætte sig til det mulige udfald. 

Ethian var ingen kriger, så at kæmpe for sin overlevelse kunne kun ske ved at forsvinde. Men han kneb endelige øjet sammen og skar en grimasse som han mærkede hvordan hun pressede til. "Mhmh" han var spildet for at fortælle sandheden og bare ville væk derfra. Det krævede blot en lokation han kendte og nok koncentration. En koncentration han alle dage, alle steder, kunne samle sig - selv i denne tilstand, da det betød overlevelse. 

Lidt frem og tilbage blev der konverseret imellem mørkelveren og Dorian, og det kunne sikkert være forsat sådan, selv hvis Ethian havde henvendt sig til en af dem mere direkte. Mennesker var lette at overhører, og endnu lettere at tale over. Så svage stemmer. Men noget uventet fik trukket dæmonens opmærksomhed bagom kvinden han talte med, da han pludselig følte en genkendelig stemme trænge sig på, og lulle sig ind i hans tanker. 
Oh? 

Udadtil kunne mørkelveren ikke se nogen forskel - den eneste reaktion på at Ethian havde nået ham, var til at starte med kun en lille næserynken. Hvad var det for et spørgsmål? Og lidt... ansporet af spørgsmålet, jah uforstående med hvad han mente, når han udemærket godt vidste at flugt aldrig havde været en mulighed... lænede han sig tilbage i stolen, sorte øjne som en spejling af menneskets, på den anden side af rummet. "Ikke til at starte med" svarede han ordløst. Og næsten beroligende, som en trøst. Eller en forsikring. 
"Men når vi finder dig igen; jah" og han satte med et lille smæld fodsålerne imod gulvet, og rejste sig. 

Mørkelveren havde i mellemtiden sluppet hånden, og lod de bløde fingerspidser lidt mere nænsomt glide over de sølvbrændte mærker over hans mave, som tjekkede hun sårets type, og hvor hutigt det helede. Hun begyndte at sige noget mere, men den her gang lyttede Dorian ikke rigtig efter, da én ting var begyndt at gå op for ham, men den gav ikke mening. 
Hvorfor kiggede han sådan på ham? Eller rettere - hvad manglede der i de pupilssorte øjne - der mødte Dorians blik? 
Helt sikkert noget hengivenhed, som han var blevet så vant til at se, og hurtigt indså... manglede? Huh...

Igennem årene var det blevet lettere og lettere for Dorian at aflæse mennesket.
Det var sikkert et produkt af omstændighederne, og et eller andet sted havde han joh på mange måder opdraget ham. Men der var noget andet ved situationen, som på sin egen måde prikkede ham insisterende i nakken... hvorfor var han svær at aflæse lige nu? 
Rationalet hos dæmonen sagd at det selvfølgelig var en af de bivirkninger han ikke havde forventet, og han kunne ikke greje om det virkelig var hukommelsestab, eller bare pludselig paranoia over situationen. Var det den fjerne virkelighedsfornemmelse, manifisteret som hukommelsestab over hele aftenen? Han plejede ikke at huske meget, men havde altid en bevidsthed om hvor tæt på fuldmånenætterne havde været. 

Men var det et problem? Han skulle stadigvæk lige vurdere det. 
Noget nysgerrigt lå bagved tanken, og han gled med rolige skridt nærmere. 
Spørgsmålet der kom tilbage, ekkoede sagte og tavst igennem hans tanker, som et lille testamente til hvad der var sket. Noget der stadigvæk var i gang med at ske, i og for sig. Halvdæmonen stoppede op, øjnene kortvarigt på vej nedad hans krop for at studere de skader der stadigvæk lå tilbage. Og så tilbage igen til de tomme øjne, der virkede uendeligt trætte efter natten, men stadigvæk ikke vred - sin situation til trods. Det var på sin egen måde, fascinerende.
Hvad var djævlen i hans nuværende verdensbillede? "Jah, det kan man sige" og han lagde en hånd på mørkelverens skulder, for at få hende til at trække sig væk fra den tynde skikkelse. 
Ethians forbandelse var en djævel i sig selv. Men der var mange djævle i spionens liv, og han var lidt nysgerrig på, hvad der skete når han sagde jah. 
At Ethian samlede kræfter til at teleportere sig, gik dog forbi det sorte blik, der ellers granskede ham nøje, en lille meter fra hvor han stadigvæk sad, og rakte hånden lidt spørgende ud. Skulle han ikke op?

Kroppen ville sove, hjernen ville flygte, blikket ville vide hvem han var - intet og alt kunne få sin vilje, men en ting var på sin plads, det var at halvdæmonen skulle med ham. Han sad med alle svarene, men hvilke svar der skulle findes vidste han ikke. Men han var nøglen for en frihed og sikkerhed for at overleve. Var det ikke dét de havde kunne stedfaste, ved at han ikke døde til at starte med, men at de ville finde ham. Var det ikke svar nok på, at han var den som bestemte hvad der skete her. 

Forbindelsen kunne ikke brydes så nemt for ham lige nu, selvom det tog lidt hårdere på ham at have deres tanker forbundet som de var, var bifrost ikke til at hak over, så de skulle væk snart før han ikke kunne teleportere dem uden at rive en af dem i stykker. "Du er djævlen i alle mine liv. Ham jeg hader at elske. Mit levebrød" brød stemmen som den knækkede hen. Den var ikke bange, men den emmede af en grusom frygt for hvad det betød. Det var som hjernen ikke kunne skelne mellem de for pinsler han havde været udsat for som varulv og hans dagligdag. 

Mørkelveren som skulle træk sig, fik sin hånd igen. Ethian prøvede at rejse sig let op, men greb ud om hånden som kom i hans retning. Et tæt greb om håndledet som fingrene snoede sig om ham. Øjnene gled i og afbrød den forbindelse han ikke kunne huske hvordan skulle afsluttes. De skulle hjem. Det lukkede blik dannede billedet for sig af Dorians mest vante og hjemlige sted hvor han havde været med. Så snart han åbnede øjnene igen, medmindre noget forhindret ham i det, ville de teleportere uden videre. "Hjem" mumlet han dog stille for sig selv, i den søde tro om tanken ikke forlod ham. 

Op kom han, tankerne rungende i hovedet som et nyt ekko - den her gang på vej væk. Udadtil lignede det stadigvæk ikke meget, Dorians mundvige gled en anelse opad, og han stemte hælene i for at trække den spinkle skikkelse op. Så poetisk. Men han havde ikke forudset det næste der skete, da rummet pludselig svandt væk omkring dem, og alt blev mørkt. Og dernæst lyst, varmt og sandtørt, da Ethians teleportering trak dem væk fra det udstationerede hus, og tilbage til hvad der stille og roligt var blevet mumlet. Hjem.