Mhmh, kom som et bekræftelse på en god idé, som Hyun valgte at holde sin afstand. Chuwon prøvede så i ihærdigt at dæmpe sin frustration og vrede, men samtidig blussede det ham kun mere og mere op. En ond spiral af følelser og logik gik bare ikke hånd i hånd for en som ham. Men han måtte prøve og høre hvad han sagde, selvom hans tanker fløj så vildt omkring i hovedet. "Men du er villig til at forhindre al form af mulighed for at fremme en følelse af at man er værdi eller sørge for andre føler det" sørge for at Mingyu kunne gøre sig navnet værdig i sådan en grad, at han kunne genoprette dens værdi og status. 

Det var lidt som en lussing henover de blege kinder. Chuwons ord virkede både fortjente, men også ufortjente. For Hyun havde intet gjort. Hvordan kunne han forhindre al form af mulighed for at fremme en følelse af værdi ved at have slægtens navn? Men det var nok problemet. Hyun havde intet gjort. Vampyren havde ikke prøvet at rette op på den skændsel og nedværdighed, han selv havde været skyld i alle de år tilbage.

"Det har jeg ikke. Jeg har ikke aktivt prøvet at gøre det. Jeg har intet gjort." Som Hyun sagde det, kunne han mærke skylden i ikke at gøre noget. Selv vidner, der ikke trådte frem ved et mord, ville også være medskyldige. Meget vel stak de ikke med kniven, men ved at være passiv kunne ens hånds ligeså godt have været rundt om skaftet.

Lyden af ild der fik fat, tog virkelig fat i sådan et omfang, som Chuwon aldrig selv før havde oplevet. Han vendte sig halvt rundt og så på forfaderen, selv om Chuwon var i flammer, men intet af ham brændte, han var bare i flammen selv. "Er jeg her ikke? Har jeg ikke udtrykte mig tydeligt over for dig? Har jeg talt med et følelsesløst dødt dyr som intet andet end har kunne frynse små grin ad mig fra graven?" vreden stod næsten ud i råben. 

Ilden i ham spredte sig ned ad ham og tog fat i jorden omkring ham. Chuwon så omkring sig og mærkede langsomt panikken i det kaos han stod og havde omkring sig. Han måtte glemme alt om Hyun for en stund og prøve at sluk det. Hænderne blev rakt lidt frem og han lukkede øjnene i, spændt i og skar en grimasse af frustration og koncentration. Jeg går med dig, vi går sammen. Igennem ild og is. Gå med mig. Mingyu. Den mentale meditation af Mingyu var hans holdepunkt. 

Et par skridt blev taget bagud. Hyun kiggede ned. Skovbunden om Chuwon stod i gnister. Røg og små flammer dansede. De skulle nødigt fange de halvløse benklæder. Meget vel var Hyun udødelig, men han var ikke brandbar. Han kunne mærke varmen fra sin efterkommer. Havde han været tættere på, ville ansigt være skinnende af svedperler. Men med denne afstand kunne han blot mærke den. Som solen på en vindstille og varm sommerdag.
"Undskyld, hvis jeg har såret dine følelser. Det har ikke været mine intentioner. Slet ikke." erkendte Hyun hudærligt. Han kunne ikke sige direkte hvorfor dog.
Undskyld, hvis jeg har været ond. Jeg får ikke just gæster tit, så mine sociale færdigheder er alt andet end trænet.
Nej, Hyun kunne kun ryste sit hoved. Ikke af Chuwon. Af sig selv. Skammen var nok at se meget i ansigtet på ham. "Men se det fra min side. Jeg havde ikke forventet, at min dag ville blive brugt i selskab med en fra min slægt. Med dybe dialoger om slægten, min fortid og nutiden." Måske kunne Hyun sympatisere på den måde. Bringe hans overraskelse over det hele ind som en form for begrundelse. 

Den indre meditation havde en langsom, men virkende, effekt. Det ville dog tage sin tid før han kunne nå helt ned til et punkt, hvor han kunne lukke dampen inden og til sidst kvæle den for sig selv. Men han arbejde på det. Selvfølgelig lyttet han til hver eneste ord der blev sagt, men han ville bare gerne have sin mulighed for at gå og summe for sig selv. 
Det var ikke problemet, at følelser var blevet såret, for det var de ikke. Det var ord som ikke var blevet mødt som de skulle, intentioner som blev fejet væk og underkuet.
Uanset hvordan Hyun vendte og drejet det, bad til at blive mødt fra hans side af sagen, hjalp det ikke. Chuwon rynkede let på næsen over det. Han skulle selvfølgelig ikke gøre som Hyun havde gjort mod ham og fratage ham hans følelser og forståelse af ting, nej. Måske var der noget i det, manden sad alene og havde intet at gøre omkring her eller andre steder. Chuwon sank en klump og fortsatte blot sin meditation med Mingyu som holdepunkt. 

Dampen og varmen fra Chuwon var der endnu, men virkede den til at blive mildere? Begyndte Chuwon at blive mere beroliget? Man kunne håbe, tænkte Hyun. Men vampyren fik dog ingen verbale svar. Chuwon forblev stående som en brandvarm statue. Måske Hyun bare skulle lade sin efterkomme forsvinde. Men på en måde ønskede han det ikke. Det havde været underligt rart at snakke med nogen. Med et familiemedlem. Meget vel havde Hyun tænkt meget på Seungkwan igennem Chuwon. Hvis han skulle vælge, havde Seungkwan været hans yndlingsbroder. Derfor var det på en måde poetisk, at det var Seungkwans gren, der rakte hånden først. Hyun frygtede blot, at han havde slået hånden væk med det samme.
"Men Chuwon," startede Hyun, langsomt tagende et skridt nærmere. "Jeg håber, du vil finde din vej tilbage til mig igen. Måske tage din bror med. Jeg vil gerne møde ham. Og dig igen." Hvor mange år siden havde Hyun sidst givet en invitation? Det var århundreder siden og her gav ikke blot en, men to sågar. 

Koldt som toppen af bjerget, Mingyu er vinterens svar på transparate veje, issens levevis og konge ramsede han i hovedet om og om igen, det havde en form af klang til sig og det hjalp ham med at få lidt ro i sindet. Issen var ren og kontrolleret. Ligesom Mingyu. Det var det bedste han havde at gøre godt med. Hvorfor han kun hørte det halve af hvad Hyun sagde, men han lod øjnene mødes Hyun. Det var en invitation til at komme igen. Måske han skulle have sagt noget, gjort noget - noget som helst. Men han lod blikket vende sig væk og han fortsatte sin gang som før havde været stoppet og forstenet til jorden.

Han kunne bringe Mingyu med næste gang, men næste gang var måske en risiko han ikke kunne tage, uden at have delt sin oplevelse med Mingyu, eller dele af sin oplevelse. Smådele. Men Chuwon forlod stedet og kunne tage det hele med sig i graven eller gøre noget ved det. Uanset hvad, vidste han ikke helt hvad han skulle gøre for nu, foruden at slå koldt vand i blodet. 

Om Chuwon ville give en verbal respons eller ej på Hyuns invitation, vidste vampyren. Måske han forventede bare en eller anden form for respons. Et nik med hovedet. Rysten med hovedet. Træk på skuldrene. Men Chuwon gav ham intet. Den menneskelige Jeungdo kiggede blot væk, før han forsvandt fra skoven, tagende varmen med sig.

Hyun forblev stående i bjergenes kommende kulde med sine tanker som selskab. Igen var det poetisk at tænke, at Hyun nu var atter alene i kulden. Med Chuwon havde der været varme. Ikke blot fra den menneskelige tilstedeværelse, men bogstavelig talt varme. Nu var der ingen varmekilde. Intet menneske. Ingen selskab. Hyun var, som han havde været største delen af det sidste halve årtusind, alene og i kulden. Ensomhedens frosne tilstand. 
Men som Hyun tog tilbage indenfor, kunne han ikke lade være med at smile. At møde Chuwon havde været grænseoverskridende, men han fortrød det ikke. Tværtimod.