
Jamie Softcreek
Livvagt | Snigmorder | Dusørjæger
Jamie ventede tålmodigt på, at koblet omsider skulle vise sig. Bag brystkassen bankede hjertet taktfast, som vidste Jamies krop at det var den, der ultimativt skulle blive hans undergang, nåede den ikke at tæmme sin instinktive angst forinden. Det var nemlig en så umiddelbar følelse, som langt de fleste aldrig formåede at sætte i bur og som Jamie, sammen med de øvrige børn i landsbyen, var blevet trænet i at håndtere allerede fra barnsben af. Det var kommet let til den sorthårede dreng – for let for nogles smag…
Da silhuetten af den første ulv trådte ind i Jamies synsfelt, hævede han buen i et effektivt ryk og affyrede pilen. Dens jernspids gennemborede det abnorme dyrs hjerneskal og ulven sank sammen sekundet inden, at den nåede at hyle af smerte.
Dernæst skete der ikke noget for et langt øjeblik, for… det var ikke kun Jamie der observerede og afventede, hvad der da ville ske.
Minutterne slæbte sig afsted, men endelig gled skyggerne af den næste frem. Denne krøb afsted, dens børster rejst og dens øjne vagtsomme og vendt i Jamies generelle retning. Han havde ikke vinden på sin side, men Jamie brugte ikke tid på at bekymre sig, for alt han kunne tænke på, var hvorfor ulven ikke vendte rundt. De havde fået deres advarsel. De vidste, hvad der ventede dem.
Endnu en pil forlød buestrengen, tæt efterfulgt af lyden af den pludseligt opstående trykbølge. Atter gennemborerede den endnu et ulvekranie og også denne gang faldt den til jorden, lammet og død øjeblikkeligt.
Jamie sad, i hvad han formåede måtte være en time før, at han krøb ned fra træet. Den øvrige flok var stukket af, velvidende de havde mødt en modstander, de ikke kunne overvinde og uden at være hverken synderlig tilfreds eller ikke, begyndte Jamie at bevæge sig afsted. Forinden han gik, greb han om den første ulv og smed dens kæmpe skikkelse hen over skuldrene. Skinnet var nemlig flot og kødet nødvendigt for den øvrige rejse.