Renny måtte le for endnu engang – der var ganske enkelt ikke anden vej udenom! Det blev dog i nogen grad forstummet af Eadgars insisterende hånd, der lagde sig henover hendes fyldige mund. De solbrune fingre faldt fra tindingerne, i samme øjeblik at Renny slog sine øjne op, og lod sit blik fæstne sig i den unge mands eget febrilske.
Hastigt greb hun ud efter hans ene arm – den, hvis hånd lå over hendes mund – og i det, at hun kunne låse sine fingre fast omkring den, greb hun hånden, den tilhørte, med sin anden. Det drillesyge var stadig at finde i hendes blik, men denne gang var der også en snert af noget udfordrende. Troede han virkelig, at hun ikke så hans sultne øjne? Og hvorfor måtte hun ikke gengælde netop det af alle?

”Hvis jeg ikke må fantasere om dig i sengen, så må du heller ikke kigge på mine bryster”, svarede hun, velvidende at hele affæren var dybt barnlig. Det var også derfor, at hendes smil forblev på hendes læber – det morede hende kosteligt. Også tanken om, hvad hun dernæst måtte gøre ved ham.
Renny hævede, for et kort øjeblik, sine mørke øjenbryn i en sigende grimasse, hvorefter hun tvang Eadgars pegefinger frem fra den knyttede hånd, og –

Stak fingerspidsen ind mellem de bløde, varme læber. Hendes mørkebrune blik – udfordrende, moret og kælent – lå nådesløst fæstnet i Eadgars eget, som hun lod sin mund tage hans pegefinger i en kærlig behandling.

Forkynderens røde advarselsklud viftede hektisk, da Eadgar bemærkede det udfordrende blik i Rennys øjne. Hun havde grebet hans arm, og holdt nu hånden i sin egen næve.
Eadgar den Andægtige så stumt til. Først da Renny røbede, at hun var mere end aldeles klar over, hvor de grønne øjne kort forinden havde befundet sig (Noget der forresten kom virkelig bag på den unge mand), åbnede han munden for at protestere:

”Jeg har – åh!” ordene blev til et halvkvalt støn, da Rennys læber pludselig omsluttede hans finger. Nerverne skreg af den pirrende berøring, og den unge mand havde svært ved at synke. Og trække vejret.
Åndeløst stirrede han - med udbulende øjne - på det bizarre foretagne. Blodet pulserede i ørerne, kroppen blev spændt og følsom.
Velvidende hvad det snart ville udvikle sig til, reagerede Eadgar tankeløst og prompte –

Med sin frie hånd stak Eadgar den Andægtige Renny en lussing.

Med sin frie hånd forsøgte Eadgar den Andægtige at stikke Renny en lussing…

Og det havde nær lykkes ham, hvis ikke det var fordi, at Renny, siden hun var ganske lille, havde undergået utallige undervisningstimer i kampteknik – hvis ikke det var fordi, at Renny havde kæmpet på slagmarkerne og overlevet ved hendes instinkt alene – hvis ikke det var fordi, at Renny, hvis arbejde bestod af, at aflæse de ulæselige, havde set håndens sitren, set den hæve sig forhastet ud af øjenkrogen.
Renny havde nemlig utallige af sådanne fordele, og listen stoppede ikke der; hun var den eneste, der sad med fronten til den anden, hvormed hun ikke skulle kæmpe i en fordrejet kropslig vending – havde Eadgar nogensinde siddet på en hest? I sårfald ville han vide, at hun havde fordelen alene ud fra deres respektive positioner; den eneste med synlige muskler.

Havde Renny ikke ladet sin krop reagere for sig, havde hun ikke nået, at gribe om Eadgars håndled med sin ene hånd; hun havde ikke nået, at lade sine læber forlade hans ene finger, stramme sit tag på stedse, og tvinge armen mod buskadsets mørke ved deres side – men hun lod den reagere, hvormed det netop var det, som lykkes hende.
Som alt dét fandt sted, forsvandt alt det morede og alt det rebelske fra Rennys udstråling; kun Soldatens målrettethed og kun Spionens ubarmhjertige snuhed forblev tilbage; det, der var gemt væk under alt det, andre synes, var så tiltrækkende ved den kurvede, smukke kvinde. De mørkebrune øjne borede sig nådesløst ind i Eadgars egne, som hun holdte hans arme i skak.

”Du kiggede, Eadgar. Jeg så det.”

Det gik forbløffende hurtigt. Aldrig så snart havde Eadgar den Andægtige løftet hånden for at lade den ramle mod Rennys kind, før den var låst fast i en yderst ydmygende position, langt væk fra det tiltænkte mål.
Det eneste som kunne trøste ham var, at fingeren ikke længere befandt sig i munden på den brunøjede kvinde, hvorfor kroppen igen indfandt sig i en mere kontrollerbar tilstand.
Skulle han benægte? Den unge mand forsøgte at se på Rennys ansigt, men det virkede hårdt og øjnene utilnærmelige. Eadgar så væk, uden at det lykkedes ham at finde et godt punkt at fæstne sin opmærksomhed til. På trods af den pinagtige situation forsøgte forkynderen ikke vride sig løs – noget i ham fortalte at det næppe ville gøre situationen mindre ydmygende.

”Du puttede min finger i munden!” I manglen på bedre begav Eadgar sig hovedkulds ud i barnlig modværge og gentog for en god ordens skyld det sidste, blot i tilfælde af, at Renny allerede havde fortrængt, hvad hun netop havde gjort: ”- i munden!” 

Renny vidste ikke hvorfra, at følelsen af uretfærdighed og vrede kom; det betød dog ikke, at den ikke satte sig fast i hendes indre. Jovist, hun havde opført sig barnligt – tilmed uanstændigt – men ligeså havde han. Eadgar havde – ved alle Guderne, han havde sendt signaler, der talte sit tydelige sprog, så hvor vovede han, at virke forfærdet over hendes egen tilnærmelse!

Et lavmælt fnys forlod den sorthårede kvinde, hvorefter hun rev begge sine hænder til sig. Den unge mands selskab var pludselig blevet uønsket, og den stigende fornemmelse blev ikke bedre, i det minderne om Eadgars egne afskedsord atter meldte sin ankomst. Han ville gå, ville han ikke? Jamen så skulle Renny da ikke holde ham tilbage. Hvad havde hun i grunden også håbet på – og hvor dum kunne man tillade sig at være? I hvert fald ikke særlig meget mere, sådan som du teer dig i aften, hviskede en forræderisk stemme til hende og det var derfor i samme sekund, at Renny rejste sig. Hun havde end ikke bidt mærke i, hvordan hendes nederdel var røget ned langs det solbrune lår og først nu faldt på plads igen.
”Skal jeg hjælpe dig over muren?”, spurgte hun, men til trods for fnyset, der havde lydt blot få øjeblikke forinden, så var hendes ord ikke så krigeriske, som Renny selv havde forventet at høre dem. Nej, langt snarere var de… opgivende. Renny følte sig –

Ydmyget. Og hun var ikke sikker på, om Eadgar i grunden var skyld i det eller om det udelukket var hende selv. Unægtelig skammede hun sig, og jo tættere hun kom på husmuren, des mere gik det op for hende, at de klamme følelser og tanker var resultatet af hendes egen opførsel. Ved alle guderne, tænkte hun, det rablede for dig. Ti år yngre, Forkynder af Lyset – du burde skamme dig.

Eadgar den Andægtige vidste at Renny var sur. Det havde den kortluntede bevægelse og det lille fnys så ganske fint afsløret. Hendes vrede smittede og gjorde ham både trist og bitter. Trist over at de øjensynligt blev ved med at køre rundt i de samme følelsesriller og bitter fordi han ikke følte, at Renny var specielt berettiget til at være sur. Eller vred. Eller hvad det ellers var som farvede hendes ord og handlinger på den måde.

”Ja, tak,” svarede den unge mand en kende mere studst end tiltænkt. Han havde ikke noget ønske om at forværre situationen, men følte heller ikke et behov for at trøste hende ved selv at lægge sig op knæ og undskylde.
…
Heldigvis var det gået relativt smertefuldt med at komme over muren. Hun havde hjulpet og selvom deres øjenkontakt havde været minimal (og begge munde bevidst tavse) så havde Renny været professionel; Eadgar var hverken blevet mere ydmyget eller havde skrabet sine knæ ved et ’uheld’.
Men nu, hvor de stod gårdhaven og forkynderen vidste, at han bare kunne tage bommen af den lille dør og forlade stedet uden at se sig tilbage, var det næsten ubærligt for ham at de skulle skilles – kun guderne vidste hvornår de ville få hinanden at se igen.

Måske var det den skrækkelige tanke, at der reelt var en risiko for, at Renny ikke ville komme tilbage lige foreløbig, som fik Eadgar til at tage fat i hendes hånd i forsøg på at forsone dem.
Den unge mand havde stillet sig foran hende. Med sin frie hånd løftede han et par af hendes sorte lokker – der havde forvildet sig ind foran ansigtet – på ret kurs og placeret dem bag øret.

”Du må ikke være sur, Renny. Jeg beder dig. Vi kan ikke skilles som uvenner.”

Det havde næsten været komisk; tavse og forbitrede havde det umage par samarbejdet om, at få den unge mand henover murværket. Denne gang var Renny ikke nødsaget til, at komme med befalinger om spændte muskler eller, at Eadgar selv måtte ligge kræfter i, skulle han ønske, at komme hele vejen op – tilsyneladende var Forkynderen hurtig til at lære.
Dernæst havde Renny gjort det, hun gjorde bedst og sammen kunne de derved skridte mod familien Gandirs gæstehus. Eller – det var i hvert fald den sorthårede kvindes plan, forinden at Eadgars bedende ord lød bag hende.

De mørkebrune øjne så forbløffet op på ham, i det at han dernæst pludselig stillede sig foran hende. For blot et øjeblik tøvede Renny selv, tydeligvis overrasket over, at han overhovedet havde talt til hende. I grunden ville hun ikke have bebrejdet ham, skulle det have vist sig anderledes og at han var gået uden et ord.
Renny sukkede lavmælt og gav hans hånd et klem. ”Jeg er ikke… sur på dig”, mumlede hun, dog en anelse modvilligt grundet skammen. ”Jeg er bare træt af mig selv. Pinlig… du ved. Det sædvanlige efterhånden, når jeg omgås dig”, forsøgte Renny at forklare, skønt det ikke forblev strengt alvorligt. Det vil sige, det var i hvert fald det, Renny prøvede hun; de spøgefulde ord satte sig dog hverken henover hendes fyldige læber eller i det mørke blik.

”Jeg ved ikke, hvorfor det skal være så svært for mig, at opfører mig nogenlunde anstændigt, når vi er sammen. Måske vi skal forsøge os med en dæmonudvinding, når jeg kommer tilbage.” 

Vreden i hende var væk, bemærkede Eadgar og følte en vis ro derved. Måske havde Renny, ikke ulig ham selv, også nået frem til at det ikke gik, at de rejste hver til sit med noget usagt – og muligvis negativt – imellem dem?
Hendes ord var ikke nær så forvirrende som de først lød, da Eadgar fik tænkt det hele igennem. Den unge mand endte med at forstå – eller i hvert fald tro at han forstod: Det måtte være lige så frustrerende for hende at mærke den sitrende stemning men ikke at kunne gøre noget ved det. Om det var Eadgars tilbageholdenhed eller hendes egne tanker, som gjorde hende pinlig berørt, var dog ikke til at sige – Eadgar regnede med at begge ting kunne spille en rolle.
Rennys kommentar fik det blonde hoved til at blotte tænderne i et skævt smil.

Han bed mærke i, hvordan impulsen begyndte at bygge sig op i kroppen. Stødt og stædigt blandede den sig med blodbaner og nerver og fik ham til at gnave sig i indersiden af den ene kind. De grønne øjne i hendes brune. Hans hånd i hendes. Varmen var genfundet og det samme var Lyset og selvom hun ikke havde det funklende blik i øjnene endnu, vidste han, at det kunne komme tilbage. Ja, han var faktisk slet ikke i tvivl, som han stod der og mærkede, hvordan det hele løsnede sig. Muskelspændingerne forsvandt helt, da han erkendte, at det ikke nyttede noget at flygte mere. Hvis hun rejste i morgen, måtte det være i dag, og så måtte konsekvenserne blive håndteret, når han igen var alene. Dybt inderst inde begyndte noget at røre på sig.

”Jeg tror, at jeg–” begyndte Eadgar den Andægtige med blød, varm stemme. Beslutningen var besluttet, og selvom stemningen eller situationen ikke var optimal, var Lyset så klart lige nu. Det skinnede ud af hende og i dét øjeblik forekom selv ordet ’dæmonudvinding’ helt perfekt, idet det, i al sin enkelthed, rummede essensen af Rennys selvindsigt og spøgefuldhed – hendes evne til at rejse sig op efter et fald og erkende sine egne fejl. Det inderste inde stak og sved, men den unge mand ignorerede det, for - ja -beslutningen var nu truffet -

Uden at have intentioner om at færdiggøre den påbegyndte sætning, trak Eadgar Renny ind til sig, bukkede sig frem og kyssede hende.

Følelsen af at have givet efter for noget der så længe havde trykket mod indersiden af huden og givet ham adskillige blå mærker, var langt mere berusende end hvad den unge mand nogensinde havde prøvet. Det sitrede i kroppen, fik det hele til at snurre alt imens Lyset blev kraftigere og kraftigere.

Eadgar den Andægtige ville ikke selv mærke det. Lyset ville omslutte ham og forblinde hans sind, som han stod der, med læberne blidt presset mod Rennys - Men Renny ville inden for meget kort tid mærke en ændring.

Håret ville ændre farve; blive længere og sort, kroppen ville blive lavere men med mere fylde, øjnene ville skifte fra grønne til sorte. Inden kysset ville være brudt, ville Eadgar den Andægtige være forsvundet, og i stedet ville Isla, den urtekyndige, være at finde på hans plads - iklædt en mørk, simpel kjole.

”Jeg tror, at jeg –” lød det og Renny nikkede instinktivt. Ja, han måtte afsted – kunne hun virkelig bebrejde ham andet? Alligevel nev det forræderisk i hendes bankende hjerte, der skreg tavse bønner om; ville han ikke nok blive? Bare lidt endnu?
Ikke, at de nogensinde nåede ud over de fyldige læber. Faktisk nåede Renny ikke særlig meget andet end at lade ham vide, uden ord, at hun forstod, at han måtte gå, førend Eadgars læber kolliderede med hendes egne –

Det tog mere end et øjeblik før, at hun med sikkerhed vidste, hvad der var hændt. I det at øjeblikket dog omsider kom til hende, var det som at blive ramt af en gennemborende pil i hendes svulmende bryst; en, der havde ladet vente længe på sig og som truede med, at få hendes hjerte til at eksploderende i en hektisk gående fryd. Det var nemlig, usømmeligt eller ej, uanstændigt eller ej, en forløsning, at deres læber omsider mødtes i en kærtegn. Hvor længe havde de ikke skævet til den varme grød, vandret hvileløst men nervøst omkring den, hele tiden med et vurderende blik på den anden?
Og sikke bløde læber, tænkte Renny, som hendes fregnede hænder gled om i Eadgars nakke og hårgrænse –

En hårgrænse, der syntes pludselig at vokse; en hårgrænse, der pludselig kom tættere på, alt imens hans læber forandrede sig under hendes, og blev… fyldigere.

Renny trak sig væk, drevet af instinktet, og hvad hun så, fik hendes mørkebrune øjne til at spærres op af forskrækkelse. Der var ingen ord for… forandringen, skulle det da beskrives sådan; at se et andet menneske blive hvisket ud, blive gemt væk i en andens krop, var noget af det mest frygtindgydende, kvalmende fremkaldende, Renny nogensinde havde set. Og alt hun kunne, stivnet af chok, var, at betragte den kvinde, der pludselig stod foran hende, hendes øjne lukkede.

Og så skete det igen; Rennys krop tog over, i det den bevidste hjerne stod af. I en så ukarakteristisk famlen med skælvende hænder, greb Renny ud efter den fremmede kvinde, i samme øjeblik hun sendte sit spidse knæ mod dennes bløde mave.

Isla fniste frydefuldt, da Renny fornemmede at noget var anderledes og instinktivt trak sig væk.
Det kunne tælles på én hånd, hvor mange gange Isla havde ladet sig selv komme til syne i en krop, der forinden havde været Eadgars. Alle gange havde efterladt den anden part med en blanding af kvalmende vantro og brændende vrede og Renny syntes ikke at være nogen undtagelse.
Den urtekyndige brugte sin erfaring og sin oparbejdede smidighed til at undvige det fysiske respons som Renny kom med.

”Jamen dog, kysser jeg så dårligt?” Isla blinkede drillende og granskede kvinden foran sig: Selvom den urtekyndige – gennem Eadgar den Andægtige – havde fået et vist kendskab til Renny, var det altid en anden og mere klarsynet oplevelse at stå foran personen som sig selv. Minder, fornemmelser og informationer koblede sig sammen til det visuelle indtryk og skabte et rigt og nuanceret førstehåndsindtryk, som normalt ikke tilfaldt relationer, der aldrig havde udvekslet et ord sammen før. Isla morede sig, og lod det skinne igennem de sorte øjne, da hun åndsfraværende pillede ved sit hår – blikket veg ikke fra Renny:

” – Jeg beklager, at jeg sådan måtte afbryde det ømme øjeblik. Men det kom fuldstændig bag på mig, at han kunne finde på at gøre sådan noget..-” Isla sendte hende et sigende blik, der kunne minde om det to mødre deler med hinanden, når de snakker om deres småbørns uventede påfund.
”- Men det er åbenbart umuligt at trænge igennem, når manden viser sig at være forelsket” Hun slog ud med armene, delvist undskyldende og delvist (men tydeligt) underholdt af Eadgars uventede og ukontrollerbare kærlighed til spionkvinden: ”Ja, du behøver ikke se sådan ud – jeg er mindst lige så overrasket som du er.” 

”Kysser jeg så dårligt?”
”… når manden viser sig, at være forelsket.”
”Jeg er mindst ligeså overrasket som du.”

Ordenes ekko gav genlyd bag Rennys fregnede pande lang tid efter, at den fremmede kvinde omsider holdte inde; til trods for deres ringe kompleksitet, gav de, for Renny, ingen mening. Hvem var denne ukendte? Og hvor var Eadgar?

Fandtes han? Vidste kvinden, det samme som ham?

En iskold kuldegysning krøb ned langs den tynde rygrad, som Renny omsider havde fattet sig tilstrækkelig til, at gøre andet end at lade kvindens ord hænge ubesvaret i luften mellem dem. ”Du snakker som om, at han… findes. At han er sin egen”, lød det mumlende, som om Renny selv forsøgte, at sætte puslespilsbrikkerne tilbage på plads igen. Det slog dernæst Renny, hvor inderligt hun savnede den unge mand allerede – men også hvor knusende tanken var, at han ikke havde været… virkelig igennem deres korte men intense bekendtskab.
Han havde føltes så virkelig; hans krop, hans varme, hans bløde hænder… hans læber. Hvor hjertet før havde pumpet i opstemt vildskab, slog det nu panisk og ude af takt; som hoppede og dansede det skrigende rundt bag Rennys fyldige barm. End uden at bide mærke i det selv, fyldtes de mørkebrune øjne med salte tårer.

”Få ham tilbage.” Ordene havde lydt i en hvisken, men det var ligeledes også en standhaftig bøn; noget, Renny forsøgte, at sætte streg under ved at ranke ryggen en anelse. Hendes næstfølgende ord skulle dog forråde hende, for de syede af bekymring og nervøsitet. ”Hvis du tror – han er ikke forelsket. Det er – ja, begær! Du kan – har du i sinde – ved han, at han er væk? Vil du… straffe ham?” 

Forvirringen var malet med grov, bred pensel over Lyskrigerens fine ansigtstræk. Isla mæskede sig i synet.
Hun pillede ved det fastspændte bælte, inden hænderne blev lagt om på ryggen. Fødderne vippede utålmodigt op og ned (fra forfod til hæl til forfod).
”Åh. Det gør han skam også, ”forsikrede den urtekyndige med et par gentagende nik. Smilet svandt ind, da hun - med hvad der kunne ligne påtaget tvivl - tilføjede: ”Eller - I hvert fald på en måde.” Øjenbrynene, der kortvarigt var søgt nedad for at fuldende udtrykket, kom op igen. Skyggesmilet blev tilføjet. 

’ Hvis du tror – han er ikke forelsket. Det er – ja, begær!’

Isla, der bevidst havde valgt at overhøre ønsket om at få Eadgar tilbage, klukkede hjerteligt. At Renny forsøgte at bilde hende ind, at det ikke var andet end begær flettet ind i det forbløffende relationsbånd, der bandt spionkvinden og Eadgar den Andægtige sammen, var decideret komisk (og dybt naivt!) – og jo, bevares, den urtekyndige kunne ikke aflæse Rennys inderste følelsesbarometer; kun guderne kunne vide hvad damen følte – men Eadgar, åh det var ikke kun begær, der bankede i den blonde tempeldrengs bryst, så meget vidste Isla.

” – Og her antog jeg, at du var blandt de kløgtigste i Lysets hær!” En teatralsk hovedrysten fik det mørke hår i bevægelse:”- Tror du virkelig at jeg var kommet, hvis det kun var primitiv begær som bandt jer sammen?” En grov, høj latter fyldte pausen efter Islas stillede spørgsmål.
”Jeg bliver så utålmodig af alle de spørgsmål, kæreste. Burde du ikke tage hjem og få lidt søvn – du ser så frygtelig træt ud, synes jeg” Isla lagde hovedet på skrå – stemmen havde været blottet for den bekymring, som normalt sås, når lignende ord blev ytret:

”Hvis ikke jeg husker forkert, har du en vigtig dag foran dig.” Øjnene funklede og tilkendegav at Isla sad inde med informationer, som Renny ikke havde adgang til.

Kvindens forsikring – eller mangel på selv samme – fik endnu en iskold kuldegysning til, at bevæge sig fra hårrødderne i hovedbunden, ned langs den tynde rygsøjle, til den endte i de nøgne tæer i det aftenfugtige græs. Renny forstod ikke, hvad denne mente og hun formåede ikke, at skjule hvordan det plantede en uundgåelig frygt og smerte i hendes bryst.
”Hvad mener du?”, krævede Renny at få at vide. En lille stemme tilføjede i en tvivlsom tone: Men – han findes? Eadgar er ægte?

End ikke øjeblikket efter blev Rennys bange anelser bekræftet; hvad end Eadgar vidste, således gjorde også den fremmede kvinde, hvis skikkelse havde udvisket den unge mands egen; slugt den.
Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Der var ikke anden måde at beskrive følelsen af afmagt på: skulle den fremmede vælge, at lade Rennys hemmelige status som Spion blive offentligt tilgængelig, var konsekvensen altødelæggende – og ikke kun for hende selv. At miste sit job var intet sammenlignet med, hvad der ville ske med hendes familie, så snart hendes navn og deres blev forbundne. Ikke længere kunne de bevæge sig frit i resten af Krystallandet, og altid måtte de skæve over skulderen, og håbe på, at ingen skygger fulgte.

Og dertil kom det næste nådesløse slag: ”- Tror du virkelig at jeg var kommet, hvis det kun var primitiv begær som bandt jer sammen?” Jeg ved det ikke! Du er et mysterium, skreg Renny i sine tanker. Aldrig havde hun oplevet det, som havde hændt for øjnene af hende blot få øjeblikke forinden. Hvordan skulle hun formå at gøre andet end at måbe i forbløffelse?
”Handler det her om mit sande arbejde?”, fik Renny endelig spurgt. Efterhånden begyndte de små grå at vende tilbage, som chokket over kyssets forandring omsider lagde sig en smule til rette – ikke, at det ville forsvinde foreløbig, men Renny kunne lettet konstatere, at det begyndte at kunne tæmmes.

”Hvad er dit formål med at – komme frem?”

Isla besad en forrygende (og ofte benyttet) selektiv hørelse. De mange år med markedspladsens støv om benene og fremmedes råb og latterlige spørgsmål i ørene havde sat sit præg. Alt, der ikke blev vurderet vigtigt, relevant eller spændende, blev sorteret bort som man fravalgte rådne grønsager.
Uddybende spørgsmål – der tilmed blev sagt i et lettere krævende tonefald – tilhørte den slags råddenskab. Isla besværede sig end ikke med at løfte det ene øjenbryn.

Opmærksomheden blev først delvist indfanget, da Renny kom ind på sit erhverv - for første gang så Isla oprigtigt ud til at tænke sig om, før hun valgte at svare: ”Hvis jeg skal være ærlig -” svarede Isla med en tone, der vippede mellem at lyde sandfærdig og ironisk: ”- så er jeg ikke interesseret i dit arbejde – du kunne lige så godt være .. ja, noget andet.” Isla virrede med hovedet og sendte et par dovne øjne Rennys vej.
Det havde ikke været en overdrivelse, da Isla kort forinden havde afsløret at mange spørgsmål gjorde hende utålmodig; det var allerede begyndt at prikke under huden.

”Mit formål?” udbrød hun med et spottende grin: ”Er det noget I lærer om på ’helteakademiet’? At alle skal have et formål?” Hun lo af sin egen underfundighed og Rennys sælsomme forsøg på at fremstå professionel og fattet: ”Tror du, at jeg vil sende bud efter Mørkets Spionmester?” 
De mørke øjne funklede. Latteren forstummede sammen med ordene, der var blevet sendt ud i natten. Et øjeblik foretog Isla sig ikke andet end at sutte på sine fortænder med tungen, tydeligt eftertænksomt. Så trak hun på skuldrene, som om hun netop var blevet enig med sig selv, og sagde:

”Egentlig er jeg kun ude efter at vide en ting: Elsker du ham? – Elsker du Eadgar den Andægtige?”

Ja. Ja, det tror jeg, at du ville, tænkte Renny, i samme øjeblik at den fremmede havde stillet sit gruopvækkende spørgsmål. I den sorthårede kvinde var der nemlig ikke nogen tvivl til stedet: den anden ville give sin egen mor til Mørket, skulle det gavne hende selv. Og uanset hvordan det hang sammen – hvordan hende og Eadgar levede, hvor forskellige de var og hvad Renny betød for Eadgar – så var hun ingen ting for kvinden overfor sig. Blot et stykke flæbet kød, der stillede dumme spørgsmål, der morede men som ikke ville blive besvaret.

Selvom Renny forholdt sig tavst derefter, var hun dog ikke i tvivl om, hvad hun følte for den lyshårede tempeldreng. Hvad der dog resulterede i hendes fortielse, var, at Renny ikke kunne bestemme, hvad hendes svar ville have af konsekvenser.
Det nyttede dog ikke at forblive tavs – også selvom, at det var det, Renny ønskede at være. Så Renny svarede sandfærdigt, tro mod hendes indre som altid og nikkede.

”Ja.” 

Ja.
Renny sagde ja.

Isla mærkede, hvordan det affødte en sitren ved øjne og mund. De mørke øjne så indgående på spionkvinden; en granskende søgen efter det mindste tegn på, at det ikke var sandheden som var blevet sagt. Det viste sig hurtigt at være forgæves – kvinden overfor udstrålede oprigtighed og ellers besad hun en forrygende facadeteknik, der gjorde det umuligt for den urtekyndige at se igennem det.
Renny havde med al enkelhed røbet, hvordan tingene hang sammen, og andet var Isla ikke ude efter. Skyggesmilet forlod ikke det blege ansigt, ligesom det spillende blik forblev intakt. Fødderne vippede dog ikke længere, men stod stille. Hænderne forblev bag på ryggen. Hovedet nikkede til det ja, som endnu hang imellem dem som klæbrigt spindelvæv.

”Meget vel,” svarede hun omsider neutralt, og trak sig kort efter bagud mod udgangen.
Hvis ikke Renny stoppede hende, vil Isla efter få skridt dreje omkring og forlade stedet uden at se sig tilbage.

Følelsen af afmagt var til at mærke og føle på. Den lagde sig som et tykt og omklamrende tæppe om den sorthårede kvindes skikkelse, i det den anden vendte rundt på hælen og forlod gæstehusets baghave.
Stilheden, der dernæst fulgte, var ubærlig.

Renny vidste ikke, hvor længe hun stod og stirrede frem foran sig. Og heller ikke hvad, der præcist sendte hende indenfor igen, andet end et dyrisk instinkt der lod hende vide, at hendes krop var kold; at hun måtte varme den.
Og dernæst fulgte søvnen; en urolig en af slagsen, hvori drømmene menneskeansigter forsvandt og aldrig kom tilbage igen.