Da Relyua dernæst undskyldte, skyndte Isiodith at vifte affærdigende med sin blege hånd. ”Du har intet at undskylde”, lød det stille og i særdeles sandfærdigt, som Isiodith smilede varmt til ham. ”Jeg forstår… i hvert fald til dels, taget mit lille indblik i dig i betragtning…”, tilføjede hun dernæst, næsten eftertænksomt.
En overvejende rynke satte sig fast imellem Isiodiths mørke øjenbryn, i det de isblå øjne fandt vej tilbage til flammerne. ”Jeg tror, at det handler om magt. Alting handler om magt. Det er ikke til at undgå, selv… ja, selv i Elverly”, mumlede Isiodith fraværende, men pludselig rankede hun ryggen og fnøs af sig selv. ”Men jeg ville ikke sådan sætte en dæmper på den gode stemning! Jeg er bare meget taknemmelig og det ønskede jeg at fortælle dig!”