Ganske som forventet blev Phillippe atter gal, alt andet havde vel også været for meget at bede om, men af en eller anden grund ville Nicola gerne have høje tanker om Phillippe... Han var den bedste mand, han nogensinde havde mødt. Ikke at vreden ændrede på dette, men vrede var ikke, hvad han havde brug for lige nu! Han havde brug for ro, tryghed, og hvis han ikke kunne finde det ved Phillippe, hvor så?
Den høje lyd af næverne der kolliderede med bordet, fik nærmest Nicola til at hoppe en smule, og hans blik blev slået ned mod gulvet, underdanigt. Når Enzel blev sur, betød det somregel en straf, og det var så indgroet i Nicola efterhånden, at frygten kom helt af sig selv.

Det gippede ubehageligt i Nicola, hvor gang Phillippe slog hånden mod reolen, og fingrene blev gravet så hårdt ind i overarmen, at det begyndte at gøre ondt. Phillippe ville ikke gøre ham ondt, Phillippe var ikke Enzel, det vidste Nicola godt. Men alligevel gjorde de høje lyde ham bange, og gav ham lyst til både at krybe sammen og stikke af. Kunne Phillippe ikke se, hvordan hans vrede og voldsomme adfærd påvirkede Nicola? Han havde set, hvor skrøbelig han var, havde hørt de forfærdelige historier, kunne han virkelig ikke tøjle sin vrede bare for en kort stund! Måske Nicola dømte han for hårdt.. ville han have reageret anderledes, hvis situationen havde været omvendt?

Langsomt så Nicola op på Phillippe, tvivlen tydelig i hans ansigt. Burde han stoppe med fortællingen her? Simpelthen nægte at sige mere, og så håbe på, at Phillippe bare ville acceptere det? Hvad betød det overhovedet nu, det værste var allerede fortalt, resten kunne næppe chokere Phillippe endnu mere.
"En kunde" Han sukkede lavt og slap endelig det smertefulde greb i sine arme.
"Han betalte en god pris, for Enzel havde ellers nægtet at lade mig se flere kunder. Han var en grusom kunde, gjorde forfærdelige ting.. Han tog mit syn, mishandlede mig og lod mig så gå" Det var det, nu var der ikke mere at fortælle. Egentlig burde Nicola vel føle sig lettet, men mest af alt følte han sig bare tom. Så forfærdeligt tom.

 Phillippe lagde ikke mærke til hvordan Nicola reagerede på hans vrede. Ikke før han var tilbage foran ham. En bølge af skyldfølelse skyllede ind over ham, og dulmede intensiteten af hans følelser, da han så hvordan Nicola nærmest sad og krympede sig. Det fik en knude af ubehag til at vokse frem i hans mave og gav ham en grim smag i munden. Blikket bled skamfuldt slået lidt ned, inden han gik det sidste stykke hen til Nicola. 
 " Undskyld, det var ikke fair over for dig.. " mumlede han lavt, og håbede at Nicola var med på at han hentydede til hans reaktion. Det var Nicola hvis liv virkede til at være smuldret fra hinanden. Derfor det var ikke nu Phillippe skulle falde fra hinanden. Han burde være den der havde styr på sig selv og hans følelser - for Nicolas skyld. Være stærk for dem begge. 

 Nicola fortalte hvad der virkede som den sidste del af historien, og Phillippe skar en grimasse. Inderst inde havde han lyst til at finde ud af hvem denne kunde var og give ham et besøg. Tage hævn på vegne at Nicola. Men selv hvis Nicola kunne fortælle hvem og hvor kunden var, regnede Phillippe ikke med den smukke halvpanter ville sige noget. Phillippe sank i stedet en ekstra gang, for ikke at gøre noget dumt og forhastet.
 " Og så fandt jeg dig..  " hviskede Phillippe og lagde forsigtigt armene om Nicola. Den ene hånd gled op i Nicolas hår, og blidt og beroligende trykkede Phillippe ham ind til sig og nussede ham.
 " Så nu er du i sikkerhed, og der sker dig ikke noget.. Jeg passer på dig!" det sidste blev mumlede mod Nicolas pande, da det lige så meget var en konstatering til ham selv, som til Nicola. Han ville passe på Nicola. For evigt hvis det var det der skulle til. Han ville aldrig at der skulle ske Nicola noget dårlig igen. Han havde aldrig haft det på den her måde for en anden før, og han havde ikke rigtig lyst til at følelsen skulle forsvinde. Blidt kyssede Phillippe Nicola på panden et par gange.

Nicoka nikkede bekræftende, det var hele historien. Måske en noget skønsom version, men ikke desto mindre hele historien.
"Og så fandt du mig" sagde han bekræftende. Og hvad så nu? Phillippe havde fået, hvad han ønskede, så nu vidste han nøjagtig, hvor ødelagt Nicola var. Han kunne ikke bebrejde Phillippe, hvis han ikke ønskede at påtage sig det arbejde og ansvar det ville være, at samle stumperne  sammen og forsøge at gøre Nicola hel igen, for lige nu tvivlede han helt ærligt på, at det var en så godt som umulig opgave.

Det kom noget bag på Nicola, da en hånd gled op i hans hår og han kort efter blev trykket ind mod Phillippes stærke og trygge krop. Det tog et øjeblik, men langsomt lod Nicola armene glide rundt om Phillippe. Turde han virkelig satse på det her? Der var så meget som kunne gå galt, og han vidste ikke, om han kunne klare at få vendt sit liv på hovedet igen.. Men det var jo Phillippe, og Phillippe ville aldrig gøre noget for at gøre ham ondt, vel?
"Er du sikker?" Han hvilede kinden mod Phillippes brystkasse, han blev nødt til at vide, at Phillippe faktisk forstod, hvilket løfte han afgav.
"Jeg er så ødelagt, at jeg ikke engang ved, om der er noget tilbage at samle. Du må ikke love, at du er her for mig, hvis du så går, fordi det bliver for svært" Han trak sig lidt tilbage, så han kunne se op på Phillippe, usikkerheden tydelig i hans blik. Han ville så gerne stole på Phillippe, men det var et kæmpe stort spring.

 Selvom Phillippe virkede rolig og samlet, havde han en vild storm af følelser hvirvlende rundt inden i. Han var også bare klar over at Nicola lige nu havde brug for at han var rolig. Det hjalp ikke at han lod de vrede følelser skinne igennem. Det hjalp ikke at han lod ubehaget vise sig i form af andet end omsorg og medlidenhed. Han blev derfor også bare ved med at holde om Nicola, selvom Nicola ikke reagerede med det samme. 
 Hånden forsatte med at glide over Nicolas hoved og hår, selvom Nicola lagde hovedet ind mod hans bryst. Blidt lænede Phillippe hovedet ned til Nicolas hoved igen, og gav ham et kys på toppen af hovedet inden han nikkede. Han sagde dog ikke noget, da han først skulle tænke over hvad han skulle svare. Ikke fordi han ikke mente hvad han sagde, men fordi han følte han skulle forklare sig, især som Nicola forklarede hvordan han havde det med Phillippes løfte. Han lod Nicola trække sig, og trak sig også lidt tilbage, så han kunne se Nicola i øjnene.
 
 " Når jeg ser på dig, Nicola.. " startede Phillippe ud, og flyttede begge hænder ned, så de lå på Nicolas kæbe, og sikrede at han ikke kiggede væk. 
 " ..så ser jeg sol og stjerner. Det er som om du lyser det hele op, og du får mig til at smile. Jeg ved godt det hele virker sort lige nu. Som om der ikke er noget i verden der kan lyse det op. Men du er stadig dig. Selv hvis der lige nu kun er meget lidt tilbage af dig, men lidt er langt mere end ingenting. Jeg kan se, at du stadig er et sted derude, og jeg vil gerne hjælpe dig med at se lyset i livet igen, så du kan komme til at stråle igen. " Var det her hvordan Phillippe havde det med Nicola? Ja, men det var kun en lille del af det. Var nu tidspunktet at beskrive hvordan han havde det med Nicola? Nok ikke, og derfor holdt han det også lidt begrænset. 
 " Jeg har ikke lyst.. at du skal.. visne helt væk.  " Phillippe rynkede panden lidt. Bare at tænke tanken gjorde ondt. 

Som Phillippe fortsatte med at snakke, gik det stille og roligt op for Nicola, at der lå noget langt større end seksuel tiltrækning bag ordene. Phillippe havde følelser, og at dømme ud fra hans ord, var det forholdsvist stærke følelser. Nicola burde nok være glad for, at nogen langt om længe lod til at holde af ham, og da især når det var Phillippe, som han jo vidste, var en god. Problemet var bare, at Phillippes følelser skræmte ham, for han var overhovedet ikke sikker på, at han var i stand til at gengælde dem. Var han overhovedet i stand til at elske nogen? Især efter alt det han havde været igennem. Måske var han ganske enkelt for ødelagt.. Phillippe fortjente meget bedre.

Nervøst bed Nicola sig i læben. Han burde sige til Phillippe, at han umuligt ville være i stand til qt gengælde hans følelser.. Men en selvisk del af ham, holdt ham tilbage. Han havde brug for kærlighed, en som ville tage sig af ham, ville det være så forfærdeligt at lade Phillippe gøre det? Selvfølgelig ville det være selvisk, men havde Nicola ikke lov til for en gangs skyld at være selvisk?

Langsomt nikkede han, mens han igen lænede hovedet ind mod den der fantastisk trygge brystkasse.
"Jeg vil gerne hjælpes. Der må være en mening med, at det var dig, som fandt mig" Han vidste ikke helt, om han faktisl troede på, at der var en højere mening med, at det præcis var Phillippe, som havde fundet ham, men om ikke andet var det da en behagelig tanke.

 Stilheden fald mellem dem, og en lille nervøsitet sneg sig over Phillippe. Havde det været for meget? Havde hand ord skræmt Nicola i stedet for at berolige ham? Phillippe lod hænderne slippe Nicolas ansigt lidt, så han kunne trække sig væk, hvis han havde brug for det. 
 Blikket fjernede sig ikke fra den foreslåede halv-panter, og betragtede hver trækning og bevægelse i ansigtet, i mens han prøvede at finde ud af hvad der gik i gennem hovedet på ham. Da Nicola endelige nikkede, kunne Phillippe ikke holde et glad smil tilbage. Han hænder der stadig hvilede mod Nicolas ansigtet gled i stedet igennem hans hår.
 " Det tror jeg også.. " sagde han efter en kort, overvejende brummen. Armene lagde sig om Nicola som han trykkede sig ind mod ham, og Phillippe lukkede øjnene lidt. Smilet på Phillippes læber begyndte dog lige så stille at falme lidt og han sank kort. Øjnene åbnede sig igen, og blikket fandt ned til ringen på hans fingeren. 

 Phillippe bukkede hovedet ned og kyssede Nicola på panden. Den dårlige smag i munden, blev langsomt mere og mere intenst. Det var vel nu han skulle fortælle sandheden. Lægge alle kortene på bordet, så Nicola vidste hvad han gik ind til, andet var vel ikke fair? Slet ikke nu hvor Nicola havde givet hele hans historie? Phillippe sank kort og kunne alligevel ikke helt få sig til at fortælle om den forfærdelige heks af en kone han havde. 
 " Vil du ikke med ind i sengen igen? Måske få noget rent tøj på?" spurgte Phillippe så stille i stedet. Han kunne vel godt trække tiden lidt ud, og sikre sig at Nicola var mere komfortable.  
 " Det ville sikkert også være godt at blive ordentligt vasket på et tidspunkt. "

Pludselig gik det op for Nicola, at han stadig havde det tøj på, som han havde haft på fra bordellet. Tanken alene gav ham kvalme. Hvis det havde været muligt, ville han gerne blive hos Phillippe, glemme sit gamle liv på bordellet, glemme Enzel.. Men han vidste godt, at det ikke var muligt. Enzel ville komme og lede efter ham, og han tvivlede stærkt på, at han kunne få Phillippe til at rejse væk. Om ikke andet var det da en dejlig fantasi, og for at blive i fantasien lige nu, blev han nødt til at komme ud af det tøj, som mindede ham så forfærdeligt om sit 'hjem'. Selvom han ikke ligefrem havde lyst til, at Phillippe skulle se hans skadede og mishandlede krop.

Nicola nikkede og gjorde mine til, at han gerne ville have lov til at komme ned nu.
"Rent tøj lyder som en god ide" Det var fristende at sørge for, at tøjet ville blive smidt ud, når det engang kom af, men han ville nok være nødt til at have det med, når han engang tog tilbage til Enzel.
"Har du et kar eller noget, så jeg kan tage et bad?" Det var ikke en mulighed at gå hen til et offentligt badehus, hvad nu hvis en af hans kunder var der og så sladrede til Enzel? Han var slet ikke klar til at tage hjem endnu.. Ikke at han nogensinde regnede med at blive sådan rigtig klar til at vende tilbage til det helvede.

 Som Nicola gjorde an til at ville ned, trak Phillippe hænderne til sig, og trådte et skridt væk, så Nicola kunne komme ned. Spørgsmålet om et kar, fik ham til at skære en undskyldende grimasse. Han havde desværre kun den lille spand og kluden. 
 " Jeg plejer at bade i badehus når jeg virkelig trænger.." forklarede ham. Den ene hånd flyttede sig op i nakken, mens han tænkte lidt. Han kunne sikkert godt lave sig et kar, men det ville tage tid, så det var ikke sikkert det var det værd, selvom han da håbede Nicola blev. Han skulle bare huske på at Katarina vidst ville komme på besøg. 
 " Jeg har kun en lille spand og klud.. " der var noget overvejende ved hans tone. 
 " Men.. jeg kan købe et lille kar? Jeg skal alligevel hente til noget mad.. " Phillippes stemme var blevet mere mumlende, som han talte mere til sig selv. Han var godt nok ikke meget for at skulle gå fra Nicola, men han havde bare heller ikke noget mad i værkstedet. Måske lidt brød et sted, men ellers ikke. Han havde overvejet at bruge en af de unge bud, men det ville nok ikke kunne bærer et helt kar med hjem til ham. 

 Phillippe hev sig selv ud af tankerne, og så på Nicola. Hovedet vippede sig lidt på skrå, og han lod hånden kort glide over den smukke halvpanters kind.
 " Jeg ved ikke hvad du helst vil.." spurgte han så, og lod det være op til Nicola, hvad Phillippe skulle. Var det nok for ham med spanden, kunne han altid skaffe et kar på et andet tidspunkt.

På en måde varmede det, at Phillippe så tydeligt ønskede at tage sig af ham, men på den anden side irriterede og forvirrede det Nicola, at der blev tilbudt noget, som ikke var en mulighed. Måske var han blevet for godt vant efter alt den tid hos Enzel som havde nærmest alt, hvad han kunne ønske. Pånær frihed og værdighed, selvfølgelig. Men var det så meget at bede om, at Phillippe havde adgang til et bad, nu han nu selv tilbød det? Nicola sukkede lavt og forsøgte at holde irritationen væk fra sit ansigt.
"Jeg tror ikke, at et badehus er en god ide.. jeg tror ikke, at mange af mine kunder vil komme sødan et syed, men de kan se os gå til eller fra, og hvis de så fortæller det til Enzel" Bare den korte tid Nicola havde kendt Enzel, havde bordelejeren bevist, at han var i stand til nogle ganske forfærdelige ting, så han ville sikkert ikke have nogen kvaler ved at skade Phillippe. Bare tanken var jo uudholdelig! For alt i verdenen måtte der ikke ske Phillippe noget, så tog han altså hellere bad i en gulv spand.

Udsigten til at Phillippe skulle forlade værkstedet var ikke ligefrem specielt behagelig. Nok havde Phillippe formået at overbevise Nicola om, at livet måske fortjente endnu en chance, men han var forfærdeligt bange for, at der pludselig ville bryde nogen ind og gøre ham ondt igen.. Og Phillippe havde jo lovet at beskytte ham.
"Kan du ikke blive her? Jeg vil helst ikke.." Nicolas stemme døde langsomt ud. Selvom Phillippe lige havde set ham på hans mest sårbare, var det stadig svært at indrømme, at han ikke ønskede at være alene.
"Har du ikke noget mad her? Jeg behøver virkelig ikke så meget" Han kiggede ned for at undgå at møde Phillippes blik, ville det mon altid være så svært?

 Phillippe rystede let på hovedet, som Nicola begyndte at snakke om badehuset. Han var enig i at det var ikke var en god ide, at han tog Nicola med ud, og det var heller ikke fordi han havde tænkt at Nicola skulle med i badehus. Det var udelukkende for at forklare hvad han normalt selv gjorde.
 " Ingen grund til at tage chancer, vi kan sagtens finde ud af noget her! " Hånden mod Nicolas kind nussede han blidt, inden han førte en tot af det mørke, krøllede hår væk fra det kønne ansigt. 

 Som ordene døde ud i Nicolas mund, var Phillippe ikke i tvivl om, at han skulle blive hos Nicola. I hvert fald for nu. Han kunne finde et kar senere, eller hvis han fik tid, lave et selv, hvilket helt klart var at fortrække. Begge hænder lagde sig blidt mod Nicolas skuldre som han lod blikket betragte halvdyret foran ham. 
 " Jeg går ingen steder, før du er klar til det!  " skyndte han sig at sige, da Nicola var færdig med at snakke.
 " Jeg har vidt en lille smule brød et sted, og måske lidt kiks.. Men jeg tænkte at sende en af de unge bud til markedspladsen eller noget mad.. " forklarede han roligt, inden den ene hånd flyttede sig fra Nicolas skulder, og lagde sig under Nicolas hage, for at vippe hans hoved op. 
 " Det skal nok blive okay igen, det lover jeg " hviskede han så stille, og lænede sig lidt prøvende ned mod Nicola. Det brændte nærmest i hele hans krop efter at presse læberne mod Nicolas, men hvis han trak hovedet lidt væk, vidste han også at Nicola ikke helt var klar endnu, og det ville være okay. Han havde været udsat for meget, og Phillippe ville give ham den tid det tog, før han var helt på toppen igen.

Det var egentlig til at brække sig over, hvor ynkelgit det havde lydt. Kunne han nu ikke engang klare, at Phillippe gik i bare et par minutter! Nicola skammede sig over den, han var blevet. En dyb skam, som fik maven til at knuge sig sammen. På trods af den dybe skam, blev han dog alligevel glad over at høre, at Phillippe ikke havde tænkt sig at gå nogle steder, og den knugende fornemmelse i maven, som vist mere eller mindre havde været tilstede siden han havde forladt Rubinien, løsnedes en lille smule. I hvert fald lige indtil Phillippe lænede sig ned mod ham. 

På den måde Phillippe lænede sig frem, var det jo ikke svært at gætte, at han ønskede at kys. Det var der som sådan egentlig heller ikke noget galt med, normalt kunne Nicola bruge hele dagen på at kysse og kæle med Phillippe, men lige nu føltes det... forkert. Phillippe opførte sig dog allerede som om, at Nicola var gået i stykker og noget, som man skulle passe på. Han hadede det, selvom det nu nok egentlig var sandt. I et forsøg på at virke bare nogenlunde normal, pressede Nicola sine læber mod Phillippes. Det var da rart nok, at kysse Phillippe føltes på en underlig måde som at komme hjem, men samtidig blev hans hoved fyldt af ubehagelige minder og tanker, som han desperat forsøgte at skubbe væk. Nok lidt mere pludseligt end det egentlig var meningen, trak han sig væk fra Phillippe.
"Det var det der bad, vi kom fra?" en dårlig undskyldning, det kunne han jo egentlig godt selv høre, men han håbede inderligt på, at Phillippe ikke kommenterede på det. Hvor var han dog træt af at føle sig så ødelagt. 

 Den lille tøven fra Nicola, gjorde at Phillippe egentlig skulle til at trække sig, og i stedet give Nicola at kys i panden, men inden den store mand nåede at tænke tanken færdig, pressede Nicola alligevel læberne mod Phillippes. Det satte en underlig følelse i gang i Phillippe, for et eller andet sted fik han lidt dårlig samvittighed over at have stjålet kysset fra Nicola, når han tydeligvis ikke havde det godt. På den anden side fik det også en varm, og behagelig følelse frem i ham - og ikke på den samme måde som når han pillede eller blev pillet ved. Måden Nicola hurtigt trak hovedet til sig, hjalp heller ikke ligefrem på Phillippe samvittighed.
 For netop at vise Nicola det ikke var hans mening gør ham utilpas, skulle Phillippe til at undskylde. Nicola kom han i forkøbet med at nævne badet, og Phillippe nikkede til det. Mest for at vise at han accepterede at Nicola ikke ønskede der blev gjort mere ved kysset eller reaktionen til kysset. 

 " Jeg varmer noget vand, så kan du blive vasket, " forklarede Phillippe, som han forsigtigt trak sig væk. Phillippe gik tilbage ind på værelset hvor han tog spanden fra tidligere og så ned i det beskidte vand. Han sank kort, mens han gik ud til Nicola. 
 " Jeg skynder mig at hente noget nyt vand..  " han så på Nicola, og blev ved med at stå og se på ham et øjeblik, for at se hvordan han havde det med Phillippe var nødt til ganske kort at gå ud. 
 " Brønden er lige omme på den anden side. Jeg lover det ikke tager lang tid. " Vandet i spanden var farvet af det skidt, møg og blod Phillippe havde fået vasket af Nicola tidligere, men det var langt fra nok til at halvdyret virkede bare nogenlunde ren. Phillippe tog lidt usikkert et skridt mod døren. Det var tydeligt at se at snedkeren ikke var meget for at forlade Nicola. Han havde jo set hvor utilpas han havde været tidligere ved tanken om at Phillippe skulle gå. 

 Phillippe tog sig alligevel sammen, og skyndte sig efter vand. Uden for døren blev spanden tømt for det beskidte vand, og stofstykket han havde brugt til at tørre over Nicolas hud, blev vredet op. Det tog ikke mange minutter før Phillippe havde fået fyld spanden med rent vand, og stod tilbage i værkstedet. 
 " Så.. " Phillippe stillede sig hen til Nicola og lod kort den ene hånd glide ned over halvdyrets kind, inden han fyldte kedlen og satte den ind over ilden. Derefter vendte Phillippe sig mod Nicola igen, og lod ham bestemme hvad der skulle ske mens de ventede på vandet.

Lettelsen over, at Phillippe accepterede ikke at snakke om den slet skjulte afvisning, var ikke til at skjule, hvor meget Nicola end ønskede det. Forhåbentlig var det endnu en ting, som Phillippe ville acceptere, at de ikke snakkede om. De havde allerede snakket rigeligt, Phillippe havde fået ting at vide, som Nicola ellers havde svoret på, at han aldrig ville dele med nogen. Han var stadig ikke sikker på, om han fortrød, at han havde fortalt så meget til Phillippe.. Men indtil videre havde det da ikke ført noget skidt med sig.

Det var jo ikke længe, at Phillippe var væk, og Nicola vidste da godt, at han ikke var langt væk, men alligevel begyndte uroen at snige sig ind på ham. Han brød sig virkelignikke om at være alene. Ikke at han kunne sige hvorfor, for det var egentlig ikke fordi, at han var bange for, at der skete noget. Det var bare.. ubehageligt.. Så da Phillippe endelig trådte ind ad døren, skyllede lettelsen ind over Nicola.

Kort lænede Nicola sig mod hånden, som blev lagt mod hans kind, men ellers blev ventetiden mens vandet blev varmt, blev egentlig mest brugt i stilhed. Nicola havde ikke rigtig mere at sige, hvad kunne han da også mangle at fortælle, og Phillippe.. ja, Phillippe syntes velsagtens, at det hele var for akavet til, at han kunne finde på noget at sige. Hvordan skulle det her dog nogensinde udvikle sig til noget velfungerende? Det var da i det mindste bedre end at være på bordellet, her blev han da ikke mishandlet og misbrugt dagligt.

Da vandet endelig var varmt og hældt op i spanden, gik Nicola forsigtigt igang med at vaske snavsen af sig. Han tøvede med at tage tøjet af, nervøs for hvad Phillippe ville sige, når han så den mishandlede krop. Mens behovet for at få vasket snavsen og de grimme oplevelser af vandt over nervøsiteten, så tøjet røg af og afslørede den mishandlede, og nogle steder også blodige, krop. Nicola sørgede dog for at vende ryggen til Phillippe for at vise, at han ikke ønskede at snakke om det.

Det gik stærkt, men blev samtidig gjort grundigt, og snart var Nicola så ren, som han kunne blive.
"Jeg er træt" han rakte en hånd ud mod Phillippe, så han kunne trække ham med ind i sengen. På en eller anden måde formåede Nicola at gå kold næsten før han overhovedet havde lagt sig ned.

 Stilheden lagde sig mellem dem, som de to mænd stod op af hinanden og nød hinanden selvskab. Phillippe havde ikke brug for at sige noget lige nu. Han havde allerede bestemt, at han ville lade Nicola blive vaske, og først der fortælle om Katarina, så han havde det fint med bare at stå med Nicola og give ham lidt omsorg. Lige inden Phillippe gik væk fra Nicola for at hælde det varme vand sammen med vandet i spanden, kyssede han Nicola på panden. 

 Det gik ikke forbi Phillippe hvordan Nicola virkede en smule afvisende i sin krops holdning, som han gik i gang med at vaske sig, så Phillippe ind på værelset, hvor han pillede sengetøjet, der var blevet lidt beskidt af, og lagde noget nyt på. Det kunne han vaske den næste dag. Med en ren seng, og en snart ren Nicola gik Phillippe ud i værkstedet igen, og da Nicola rakte hånden ud mod han, tog han imod den med et nik, og gik med ind i sengen.
 " Okay,  " De lagde sig begge i sengen, og Phillippe var i gang med at trække pels og tæppe over dem, da han så Nicola allerede var faldet i søvn. Phillippe trak vejret tungt, og lagde pels og tæppe godt over dem, og holdet Nicola godt ind til sig. Snedkeren hvilkede læberne lidt på den bløde skulder og øjnene lukkede sig i. 
 " Undskyld.. " mumlede ham lidt, inden han kyssede skulderen et par gange. Han vidste ikke helt hvad han undskyldte for. Han havde ikke gjort noget galt, men alligevel følte han at det der var sket med Nicola lidt var hans skyld. Han havde ikke været der for ham. Han havde dummet sig, og det kunne helt sikkert have haft betydning for hvad der var sket med Nicola, selvom Nicolas fortælling ikke havde givet udtryk for det. 

 Nu håbede han bare ikke at Nicola tog det alt for dårligt, når han fortalte Nicola at han var gift, og temmelig afhængig af han kone, for at overleve. Det var dog et problem han først behøvede at tænke på, når de begge var vågne igen.