Da hans skikkelse trådte væk fra hende, mærkede hun med det samme kulden. Og derved knyttede hendes bryn sig også mod hinanden, i en undrende grimasse. Havde hun sagt noget hun ikke burde? Det havde hun måske, men hun fortrød det ikke – for hun ønskede det. Mere end hun måske selv endda forstod.
Det var som om, at deres følelser kunne mærkes af vejret. Og skyerne begyndte at rulle hen over den blå solrige himmel, sorte, faretruende.
Vinden tog til, måske havde hun selv påkaldt den, som en ulmende storm i hendes indre. Hvorfor det provokerede hende, hvordan at han kunne vække så eksplosive følelser. Hun tog en dyb indånding, hun måtte ikke lade det overvælde hende. For han mente intet ondt, det måtte hun huske sig selv på.

Azura lagde hoved på sned, som hun betragtede manden foran sig selv. Det var som om han havde trukket ind i sig selv, og selvom hun kunne se antydninger af hvordan noget foregik i hans tanker. Kunne hun ikke læse ham, igen blev hun ramt af en følelse hun ikke kunne forstå. For hun var sikker på, at det ikke frustrerede hende, men det gjorde det alligevel.
Vinden tog til, og hun mærkede hvordan at den hvirvlede rundt omkring hendes fødder, fik håret til at danse ukontrolleret rundt omkring hendes hår. Med ét smækkede døren, og hendes fødder ramte gulvet igen. Hendes blik lagde sig imod glasdørerne; de dirrede svagt under presset fra vinden der havde tvunget døren lukket. Også ramte de tunge regndråber, interessant.
Hendes blik lagde sig atter på den mørke skikkelse der stod foran hende, hendes blik var blevet næsten dovent. Som havde den energi der lige var gledet igennem rummet drænet hende for kræfter.
“Hvorfor ikke?” svarede hun endelig, med en melodisk stemme. Et lille smil krøb sig ind i mundvigen, inden det forsvandt igen.
“Fordi – jeg vil vise jeg ikke er bange for noget af det der i dig.” dit mørke skræmmer mig ikke, det fascinerer mig. Men de sidste ord forlod ikke hendes læber, dog var hun i tvivl om, om de ramte hans mentale sind i stedet.
Hendes hoved lå stadig på skrå, som øjnene gled hen over hans krop. Men hun skulle ikke presse ham til noget, han ikke ønskede. Med en flydende bevægelse bevægede hun sig omkring ham, og åbnede døren til hendes spisekammer. Noget mad, ville måske være på sin plads nu, nu hvor de havde tiden til det. Men som hun stod og kiggede på de mange genstande hun kunne lave til dem. Var der ingen inspiration der ramte hende, måske var hun drænet efter hendes lille sammenstød med lysetskriger ude i haven?

Lyden af døren hamrende imod dørkarmen nådesløst, trak ganske let i halvdæmonens krop. Som vinden der havde slået døren i, blot havde puffet ganske blidt imod hans hud - og intet mere. Hans isblå øjne hævede sig, fulgte Azuras skikkelse, som den hævede og sænkede sig fra gulvet under dem. Øjnene var ganske rolige, afventende måske, uden at afsløre hvilke følelser der blussede sig op, voksede større og mere kraftfulde. Regndråberne der fald, lød for Morgoth så ganske fjernt; som en hvisken der kildede i hans øre, ville de på hvilket som helst andet tidspunkt have lagt en dæmper på ilden der rasede inde i hans krop - men ikke denne gang. Ikke denne ganske tidlige dag.
De isende øjne fulgte hendes læbers bevægelse, ænsede smilet der kom og gik på hendes læber. De så hendes øjne, flyttende sig nedad ham, hvordan de granskede hans skikkelse, uden at ligge den mindste skjul på hvad hun gjorde. Morgoth havde hørt prinsessens ord, klart og tydeligt endda. Men de var ikke tid til handling endnu - ikke før han vidste hvor han præcis havde hende. Så ventede, lod hende passere sin skikkelse - denne gang uden af lade sine øjne følge hende, som hun vandrede bag ham og ind i husets spisekammer. Da han realiserede hun gjorde holdt, trak han vejret ganske tungt. Da vidste han, at det var tid.
“Meget vel,”
Brummede halvdæmonen, idet han greb enden af trøjen der omfavnede hans overkrop. Denne trak han af sig lydløst, efterfulgt af ordene:
“Men, og det ved jeg De vil finde enighed med mig i-“
Og da gjorde halvdæmonen noget han ikke længe havde gjort, overfor en anden skikkelse. Han sank i knæ, for foden af den kvindelige skikkelse ved sin side. En handling der, passende, var en prinsesse værdig.
“- så må jeg bede om Deres hjælp.”
Han strakte sine hænder nedad, imod enden af Azuras silkekjole - den enkelte gribende enden af kjolen, løftende langsomt opad, imod den anden blot lod fingrespidserne stryge hende imod hendes knæhase for blot at vandre opad.
“Med mindre De er for træt selvfølgelig?”
Mumlede han sagte, idet han ganske nænsomt kyssede siden af hendes ene bens lår.
“De brugte trods alt mange kræfter på, at sætte de to stakkels, stakkels soldater på plads.”
Tonefaldet i Morgoths ord stemmede ikke overens med hvilket blik der fandtes i de isende øjne. Den falske medlidenhed var næsten gennemtrængende og ilden i de ellers kolde øjne - intet var sammenligneligt med denne.

Hun nåede ikke at gå ind i rummet, og da hendes hånd stadig var på håndtaget, lukkede hun langsomt døren i - som hun hørte hans stemme bag sig. 
En uforstående grimasse lagde sig hen over ansigtet, som hun betragtede hvordan han gik i knæ foran hende. Ikke, at det ikke behagede prinsessen, og dertil måtte hun også ligge hoved på skrå med et skævt smil, der fremtrådte på de fyldige læber. Hvad laver du? Nåede hun lige at tænke, før hun mærkede fingrene der gled hen over hendes ben, og begyndte at løfte op i hendes silkekjole. 
Blikket var igen overrasket, for hun vidste ganske instinktivt hvad der pludselig skulle til at ske. Og det både, sendte en kildende fornemmelse ned af hendes rygsøjle. Men - det kom også ganske enkelt bag på hende. 
Dog var alle disse følelser hurtigt skubbet tilbage i skyggerne, i afkrogen af hendes tankegang. For - læberne skilte sig fra hinanden, et støn forlod hendes læber. Pludselig var hun revet tilbage i samme situation, som da de havde stået ude i gangen førhen. Hvis han ville, var hun ganske enkelt sikker på - at han kunne overbevise hende til at gøre alt. Med hans fjerlette berøring af hendes ben, læberne imod hendes lår. Hun måtte bukke under, som hoved blev presset imod den lukket dør, ryggen der buede lystfyldt - som dirigeret af hans ordre. 
“Træt?” Kvækkede hun forvirret, som hendes blik endelig fandt vej tilbage til hans skikkelse. 
Et grin forlod hende så, da han prøvede at lyde som havde han medlidenhed. Hun var ganske enkelt sikker på, at hun ikke ville kunne tale ham fra, hvad end det var han var igang med i dette øjeblik. Desuden, var hun bestemt hellere ikke sikker på at hun ønskede det. “Jeg er fuldkommen underlagt din nåde.” Sagde hun med lidt mere kræft i stemmen, og selvom noget drilsk spillede i de blå øjne - gjorde hun hellere ikke antegn til at gøre andet. End at betragte ham afventende. 

Halvdæmonens øjne virrede ikke en milimeter fra Azuras, som han studerede hver enkelt træk der henfaldt sig over hendes ansigt. Han slap ikke hendes blik, end ikke da han strakte sig, kyssende hende længere og længere op ad låret – få centimeter fra, at lade sit ansigt forsvinde ind under hendes natkjole. Han gjorde holdt, idet han hørte hendes stemme tale tydeligere; kraften bag den fik ham til at trække på smilebåndet. Dette afholde dog ikke Morgoth for at løfte ganske fint op i hendes natkjole, imens han talte imod hende:
”Virkelig?”
Han rynkede brynene, næsten som om han var imponeret over hendes ord. Men han havde set hendes øjne, måden hvorpå hun drillende så ham an imens han sad dér, på sine knæ foran hende. Han var ikke overbevist.
”Hvorfor er der så et eller andet indeni mig, der ikke helt tror på Dem?”
Med hendes natkjole i hånden, lod han den hvile ganske blidt imod hendes hofte – givende ham fuldt udsyn til hendes nøgenhed; alt hvad det bløde stof havde skjult fra morgenens tidlige morgenstråler.
Han kunne ikke lade være med, for en ganske kort stund, at betragte stoffet i sine hænder. Han lod øjnene vandre opad det, seende hvordan den kvindelige skikkelse foran sig, hvis krop formede hver enkelt part af stoffet der dannede kjolen.
”Jeg skal kæmpe imod hver enkelt, lille fibre i min krop, for ikke at ødelægge—”
Han knugede ganske let hånden imod hendes hofte, idet han trak sig tættere imod hende.
”—At ødelægge Deres fine, fine natkjole.”
Morgoth trak sig de sidste centimeter fremad, idet han kyssede hendes køn – til sidst udtalende ordene, inden hans mund omsluttede hende fuldkommen: ”Det ville næsten være synd, ville det ikke?”   

Igen var det ikke fremmede for Azura, en kronprinsesse af Strana – at underligge sig en mand, eller kvinde for den sags skyld. Det var næsten set ned på, skulle man vælge ikke at være sammen med en. Hvordan, ville man ellers nogen sinde, kunne tilfredsstille sit kommende ægtefælle? 
Men det her, føltes næsten som om det var første gang. Den måde hendes begyndte begyndte let at skælve, skælve under hans berøring som han lod fingrene glide op af hendes lår. Stoffet fra den bløde silke, der smøg sig omkring hendes krop. Som var den lavet til hende, som det ville være i de fleste tilfælde – dog blot ikke denne gang.
Hans stemme, den måde han snakkede til hende på. Ja hun kunne næsten ikke være i sig selv, sådan som det summede voldsomt i hele kroppen. Hvordan den skreg efter mere, efter ham.
Hun sukkede lavtmeld, som han fik løftet kjolen så højt, at han nu havde de frie udsyn. Udsynet han også havde i går nat – men som hun stod der, blottet foran ham. Var det så sandelig noget andet.
Hun gispede, og trådte et halvt skridt tilbage, som hun mærkede at han bevægede sig. Vel vidende at det ikke var det hun ville – at hun var jo klar til at overgive sig fuldkommen til ham.
Men forvirringen over, at måtte indrømme for sig selv – hvem denne mand var, og hvad han var for hende. Hvor stor en indvirkning han allerede havde haft, på meget korte bekendskab. Hvis man kunne beskrive det sådan.

“Ja… voldsomt.. synd” sukkede hun næsten opgivende, som han kyssede hendes køn – men hans ord, og da han så lod hans mund udforske hende.
Da vidste hun, at hun var fuldstændig fortabt. Hun måtte gribe døråbningen hun stod i. En hånd på hver side, for at støtte sig selv. Dette var så sandelig en ny ting,  aldrig – aldrig havde nogen taget hende på denne måde. Som hun lagde hoved tilbage, og lød et nydelses støn forlade hendes læber.