Vargas havde ikke rettet mod hendes ansigt, der i øvrigt ikke var helt synligt for ham, som hun havde hovedet mod hans bryst. Men han behøvede heller ikke at se hendes ansigt, for at opdage, at der skete noget. Han kunne mærke hendes sjæl. Ikke at han bruge sin evne til at rage på hende, men hun var gammel nok til, at hendes sjæl efterlod en konstant følelse på hans indre rader. Og selvom han ved de fleste ikke ville kunne mærke en ændring i humør, kendte han efterhånden hendes så godt, at følelsen af, at et eller andet ændrede sig, fik ham til kort at rynke panden. Men det var hurtigt væk igen og selvom han ikke helt fik fat i, hvad der var sket, vidste han, at hun var utilfreds med at få et nej. Som altid.

16 safirer var slet ikke nok, men efter det korte stik af... noget... svarede han ikke med det samme, ville overveje sine ord. Men inden han fik muligheden, fortsatte hun med at tale og hendes hånd gled ned mod hans skridt. Tanken om at hun ville give ham et knald for satyren gled igennem ham, men det var ikke de ord, der kom ud af hendes mund. Egentligt var han for fysisk træt til at fortsætte, men som altid kunne han ikke andet, når det var hende, hvilket hun også ville opdage.

Opmærksomt lyttede han til hendes ord. En sjæl, han ikke kunne handle sig til. At hun kunne tage sjæle uden at få lov havde altid været en grund til misundelse fra hans side, tænk ikke at skulle lave en handel for at samle. Men han kendte også hendes begrænsning, hun kunne ikke gemme dem som han gjorde. Og så kunne han bedre lide sin egen evne. Grådighed, som han var, gjorde ham til samler. Han elskede at samle. Mere ville have mere. Og de mange sjæle i hans hemmelige kælder var hans store besættelse. 
Hans hånd begyndte at kærtegne hendes bryst en smule mere intenst som reaktion på hendes provokerende berøringer, men også hendes ord.
"Jeg har... en slave ude på pladsen. Han nægter at sælge sin sjæl, selvom jeg har... været hård ved ham. En halvløve. Styrken af retfærdighed og styrke i den sjæl..." Han kom med en lyd, en nydende lyd, både ved tanken om sjælen og den følelse hun sendte igennem hans krop. Tanken om Ana var ude af hans sind, da grådigheden begyndte at fylde ham. Ja, han ville sælge satyren for den sjæl.

Livs smil blev straks bredere. Vargas var trods alt handelsmand, en grådig handelsmand, og alt havde en pris, selv det uvurderlige. Hun kendte den unge dæmon godt, og det kunne hun godt lide. At han kendte hende lige så godt, tænkte hun ikke over.

"Det lyder som en prægtig sjæl," sagde hun og lænede sig lidt ind i hans berøring, mens hendes hånd fortsatte mellem hans ben. "En sjæl, som ikke vil være nem at trække ud, men mon ikke jeg kan gøre det alligevel?"

I de sidste 6000 år, havde Liv kun mødt en lille håndfuld sjæle, hun ikke kunne trække ud. Enten havde det været på grund af magi, der var designet specifikt til at forhindre, at sjælen blev fjernet fra den døde krop, eller også havde det været levende væsner, der på en eller anden måde havde kunne modstå hendes hænder. Men de tilfælde var så ekstremt sjældne, at Liv ikke rigtigt huskede dem mere.

"Skal vi gøre et forsøg?" spurgte hun og løftede hovedet lidt, så hun kunne se ordentligt på Vargas. "Du får sjælen, jeg får satyren."

Vargas brummede bekræftende, da hun sagde, at det var en prægtig sjæl. Det var det. Han ville have den, men halvdyret var hverken til at hugge eller stikke i. De sædvanlige metoder bed ikke på ham og Vargas havde næsten givet op. I stedet havde han placeret ham i et af samlerburene, der hvor han havde sin egen lille samling af specielle væsner, hvor han sendte ham sure blikke, hver gang han gik forbi. Havde omstændighederne været noget andet for halvdyret, var Vargas ikke i tvivl om, at han skulle have været endt hos Lyset, men sådan skulle det ikke gå. Da Vargas havde fået ham, skulle han lige igennem en gang abstinenser for druk og sikkert også andre sjove ting. Men det hele var egentligt lige meget, han var nu i Vargas' besiddelse og dæmonen havde ikke tænkt sig at slippe ham. Ikke så længe han havde sin sjæl. Selvom selve halvdyret også var noget værd.

Hendes berøring i mellem hans ben var begyndt at have sin virkning, men ud over hans kærtegn reagerede han ikke på den. De var midt i en forhandling og selvom hun sikkert håbede, at det ville gøre ham lidt lettere at overtale, kunne han sagtens skille den fysiske nydelse og forretning af. Ærgerligt for hende, men lige nu var de så tæt på en aftale, at han kunne smage det.
"Nu underspiller du dig selv." Han havde ingen tvivl om, at hun kunne trække den ud. Det var trods alt bare en helt almindelig sjæl for et helt almindeligt halvdyr, hvor end imponerende det var udadtil.

Sjælen for satyren. Ana ville blive ked af det, men han ville have sjælen. Den var hans. Så måtte han finde en anden måde at gøre hende glad på. Han gav ikke Liv et direkte svar, i stedet skubbede han hende om på ryggen og kyssede hende krævende, mens han fandt plads i mellem hendes ben.
Et hurtigt og hårdt knald senere, var han på vej ud af sengen, tanken om sjælen fyldte for meget og han kunne næsten ikke vente. En pænt sammenfoldet bunke tøj lå og ventede på ham, allerede lagt frem så snart han havde taget nyt tøj på dagen før. Mens han var ved at trække et par mørkeblå, løse bukser på, så han mod hende.
"Vil du have morgenmad inden?" Han var sulten, men lige nu kunne han godt skubbe det væk for en sjæleudtrækning.

Det var dejligt med et knald—især et hårdt et af slagsen—lige fra morgenstunden, men Liv lod sig nu ikke distrahere af det. Hun vidste, at Vargas aldrig ville løbe fra en aftale, når han én gang havde indgået den, og derfor var det vigtigt for hende, at han sagde entydigt ja til deres aftale. Hun skulle ikke nyde noget af, at han forsøgte at sno sig udenom, når hun havde hevet sjælen ud af halvdyret.

"Jeg vil have et håndslag på vores aftale," sagde hun og slangede sig lidt i de bløde silkelagner. Hun smilede op til ham, nøgen, våd og varm efter deres hyggestund, men der var ingen tvivl at spore i hendes stemme om, at hun ikke havde tænkt sig at røre sig ud af flækken, før hun havde fået det håndslag.

Det var ikke, at hun ikke stolede på Vargas som sådan. Hun havde ingen mistanke, om at han bevidst ville snyde hende—det nød han deres samvær alt for meget til—men han var trods alt grådigheden selv, og hvis der dukkede noget op, som han bare måtte have, mere end han måtte have hende, så ville han tage det, også på bekostning af deres forhold.

Vargas trak langsomt bukserne op og så lidt på hende med en svagt rynket pande. I hans hoved havde han sagt ja, men han forstod godt, hvor hun ville hen. Hun ville være sikker på, at han holdt deres aftale. Lidt sårende, han ville holde en aftale med hende. Sådan, næsten helt hundrede procent. Med en suk satte han et knæ i mod sengekanten og lænede sig ind til hende, hvilende på hænderne. Hans ansigt lige foran hendes.
"Jeg lover, at giver du mig sjælen, får du satyren. Og hans irriterende ven for seks krystaller." Han trykkede kort sine læber mod hendes, et kys i stedet for et håndslag, inden han rejste sig igen og greb den ærmeløse kofte i en mørkerød farve, der passede godt til bukserne. Det var Ana, der lagde tøj frem til ham, hun havde en god smag. For Livs skyld knappede han den ikke, så den i stedet var åben og fremviste de let synlige muskler på hans krop. Han var ikke så muskuløs som visse andre (åååh, Thanos), men han så absolut heller ikke ringe ud.

Livs tøj var ikke at se i lokalet, men det bekymrede nu ikke Vargas. Han regnede ikke med, at hun havde noget i mod at gå splitterravende nøgen ned efter sit tøj, der sikkert var lagt pænt sammen nede i baderummet, hvor hun havde smidt det. Ellers måtte hun pakke sig ind i et af hans lagner, det var vist heller ikke første gang, at det var sket.
Han kørte kort fingrene igennem sit iltre hår og samlede så sit tørklæde op for at kaste det et par gange rundt om halsen. Det var lidt længere end han selv gange to, så der var masser af stof at tage af. Han opdagede ikke duften af Liv, som han havde den i næsen i forvejen, men det ville han, når hun var taget af sted. Og det ville få ham til at smile.

"Vil du have morgenmad først eller skal vi gå direkte ned og se på halvdyret?" Han forsøgte ikke at lyde utålmodig, for han ville nok glæde sig lige meget over begge dele, men det var lidt mere spændende med sjælen. Om det kunne lade sig gøre. Han håbede det. Det værste, der kunne ske var, at sjælen forsvandt for Liv, for så ville den blive væk for evigt. Han selv kunne handle sig til den og "tabe den", hvilket bare ville sende den tilbage til kroppen, den hørte til, hvorefter Vargas kunne tage den igen uden en ny handel, for det var hans. Den forsvandt først til dødsriget, når kroppen var død.

Liv smilede mod Vargas' læber; se, det var en "håndslag", hun kunne lide. Hun blev liggende lidt endnu og så på, mens Vargas klædte sig på. Det var et forbandet flot hylster, han havde fundet sig, og Liv fik næsten helt lyst til at hive ham ned i lagnerne igen, men nej. Dagen skulle i gang, og Liv havde en sjæl at trække ud. Det burde ikke være noget problem, men det var altid sværere at trække en sjæl ud, mens ejeren stadig var i live og kunne modsætte sig.

Hun sukkede og rejste sig på sengen, så hun kunne stige ned fra den. Hendes tøj var ingen steder at se, men Liv var ligeglad; hun gik gerne nøgen rundt hele tiden, hvis hun kunne slippe af sted med det.

"Lad os bare få den sjæl ud med det samme," sagde hun og rakte ud for at lade en fingerspids glide ned over Vargas' bryst og let tonede mave med åbenlys lyst i blikket. Måske var Vargas klar på mere, når de havde spist…

Hun klemte drillende om ham igennem hans bukser, inden hun vendte sig og forlod værelset for at komme nedenunder.

"Du dér," sagde hun til den første vagt, hun så. Manden så ud, som om han fik et mindre slagtilfælde, da han så hende. "Find mit tøj. Det er nok i baderummet."

Vagten nikkede og skyndte sig af sted.

Livs blik var ganske smigrende, han var glad for, at hun kunne lide det hylster, han havde udvalgt. Han passede også rimeligt godt godt på det, ville gerne have det til at holde så længe som muligt. Forhåbentligt holdt det nogle år endnu, men det uforudsete kunne også ske og han var tvunget til at finde et nyt for at overleve. Hvem vidste. Han nød det, mens han havde det.
Hans hvide tænder var kort at se, da hun rørte ved ham med fingrene og lod hånden glide ned for at give ham et klem. Den kvinde var simpelthen utrolig. Og da hun vendte rundt for at gå, kunne han ikke andet end at give hende et let klap bagi i den velformede røv. 

Han fulgte efter hende nedenunder og kunne ikke andet end at more sig kosteligt over vagtens reaktion på den nøgne kvinde. Hun havde tydeligvis en måde at få folks respekt på, også selvom de var mere interesseret i de frontale ressourcer end i hendes ordrer. Den ene hånd gled kort ned over hendes ryg, da han gik forbi hende og ind i stuen, hvor han greb et rødt æble fra en skål. Lidt sultent tog han en bid og så lidt frem for sig for et øjeblik. Han havde ikke fortrudt handlen, nej, han glædede sig til at få sin sjæl. Og det ville blive rart at få satyren ud af hjemmet, så han kunne få Ana for sig selv igen. Også selvom hun ville være trist. Men det måtte han tage, som det kom. 

Med et svagt skuldertræk skubbede han det fra sig og vendte tilbage til Liv, stadig gumlende på æblet. Vagten havde fundet tøjet og Vargas stoppede ham, som han flygtede fra englen.
"Hent mig en glaskrukke." Vagten nikkede hurtigt og måtte vende om for gå forbi Liv igen. De brune øjne fandt frem til Liv og betragtede hende uhæmmet, sugede hendes former til sig. Selvom han var ved at være godt brugt, var han sikker på, at han med lidt morgenmad og en sjæleudtrækning nok kunne være klar igen.

Liv ænsede knapt nok vagtens blik på hende, da han kom tilbage med hendes tøj. Hun snuppede det blot fra ham og trak sin underkjole og dernæst den anden kjole over hovedet. Det var alvorlige sager, de skulle til nu, og lysten til at bære nøgen var derfor lidt mindre.

Liv havde ellers ret jernfaste principper om aldrig at skade nogen, hvis hun kunne blive fri, og heller ikke at tage sjæle fra væsner, der ikke var døde endnu. Hun havde holdt sig til de principper i tusindvis af år, men jo ældre hun blev, jo mere afslappet blev hun omkring dem. Hun havde egentlig ikke selv lagt mærke til det, men jo, hun havde da lidt dårlig samvittighed overfor halvdyret, det snart skulle miste sin sjæl. Det havde jo ikke gjort hende noget, men det stod i vejen for, at Liv kunne få, hvad hun ville have.

Hun smilede til Vargas, da han rørte hende, og hun lænede sig tæt mod ham.

"Vis vejen," sagde hun, selvom hun nok godt kendte den selv.

Vargas var næsten helt trist over at se hende tage tøj på, men han kunne vel få fornøjelsen af at pille det af hende senere. Medmindre hun havde travlt med at tage af sted, hvilket han ikke kunne få sig selv til at håbe på. Nu måtte han se, hvad dagen bragte ham. Så længe sjælen blev hans, så var han tilfreds!

Hans arm gled rundt om hendes talje og han ledte hende glædeligt ned af gangen og ud af døren til slavepladsen. Solen stod allerede ned over pladsen og gjorde varmen ulidelig, men han var efterhånden vant til det. Og dagen var jo knapt startet endnu. I stedet for at føre hende over mod burene med de almindelige slaver, der hvor hun havde fundet Juno, drejede han til venstre og førte hende forbi en lille tilbygning og over mod nogle andre bure. De var større og mere komfortable og flere af dem havde ting stående, der gjorde det lidt mere som et hjem end et bur. Det var hans bure med slaver, der ikke var til salg, hans egen lille samling. Slaver af en unik race, med en speciel sjæl eller nogle brugbare evner. De havde også et fast halvtag over sig i stedet for duge og fik bedre mad og mere vand. Han tog sig af dem, de havde bare ikke deres frihed.

Dæmonen førte Liv ned mod et af endeburene, hvor et kæmpe halvdyr var placeret. Tydeligvis en halvløve, da den næsten lignede en løve mere end en mand. Kroppen var dækket i pels og en manke fyldte godt om hovedet på ham. Han sad i skrædderstilling midt i buret og fulgte dem med øjnene, som de kom nærmere.
Lige som de var ved at være derhenne, kom vagten løbende bagfra og stoppede op for at følges med dem det sidste stykke. Vargas fik et irriteret udtryk i ansigtet så snart han fik øje på løven. Den irriterede ham. 
"Her er han." Han lavede en bevægelse mod løven og vendte sig så mod vagten for at tage glaskrukken. "Vi skal bruge et par vagter mere." Vagten kastede et blik på halvløven og nikkede så igen, inden han satte i løb på jagt efter et par af sine medansatte. Et par store af slagsen, det var ikke første gang, at de skulle have fat i halvdyret og han var stærk.

Liv havde ikke tænkt meget over, hvordan halvdyret så ud, men da hun endelig så ham, måtte hun indrømme at det var en prægtig skabning. Hun kunne godt forstå Vargas' fascination af ham, og havde de mødtes under andre omstændigheder, ville Liv helt sikkert have forsøgt at forføre ham, måske endda avle med ham. Det kunne de måske stadig nå… At miste sin sjæl betød jo ikke nødvendigvis, at man også mistede sin potens. Liv smilede lidt ved tanken, selvom hun allerede nu var ved at få lidt dårlig samvittighed overfor halvdyret. Men skidt pyt. Han kunne sagtens leve et fint liv uden sin sjæl, og måske ville Vargas endda behandle ham endnu bedre, nu hvor han havde fået, hvad han ville. Nej, der var ingen grund til skyldfølelse!

"Flot missekat," mumlede hun, mest for sig selv, mens en flok friske, og meget store, vagter kom marcherende hen til buret. Hendes blik hvilede på løvemanden i buret, som så meget mistænksom ud. Det var åbenbart ikke første gang, Vargas havde haft fat i ham.

Vargas flyttede blikket til Liv og rynkede panden en smule. Han havde kendt hende i mange år, selv før han fik sin titel, og han var faktisk ret overrasket over, at hun havde tilbudt at tage en sjæl ud for ham. Hun havde altid været så god. Altid haft noget i mod hans lille hobby med at gemme på sjælene i stedet for at sende dem videre. Men det så ikke ud til at volde hende de store kvaler med at hjælpe ham. For et øjeblik overvejede han, hvad der havde ændret sig, men egentligt betød det ikke så meget for ham. Hun søgte stadig hans seng og der havde intet ændret sig. Så han rystede tankerne af sig og flyttede i stedet blikket til glaskrukken. Den havde et låg, en træskive med en kant af stof, der forseglede den grundigt, så sjælen ikke kunne trænge ud. Utætte beholdere var skyld i flere tabte sjæle for dæmonen.

Vagterne ankom og Vargas lavede en bevægelse med den ene hånd mod løvevæsnet.
"Hold ham fast, bryst opad." 
Vagterne nikkede og man kunne se på dem, at de mentalt gjorde sig klar til kamp. Løvevæsnet kom på benene og bakkede et par skridt væk fra døren, blikket mørket flakkende fra dæmonen til vagterne. Han vidste tydeligvis godt, at det her ikke ville ende godt ud for ham, men han lagde sig tydeligvis heller ikke uden en kamp. Fire mand gik ind i det store, men ikke så store, bur for at få fat i ham. En dæmpet, advarende snerren lød fra løven, men det afskrækkede dem ikke. Tumult opstod, blodet sprang fra både vagter og halvdyr, men til sidst var væsnet overvundet og lå mast under de fire store vagter uden mulighed for at komme fri. Vargas havde fulgt optrinnet uden den helt store interesse, det var ikke første gang, han havde set løven folde sig ud. Havde hans sjæl ikke være så interessant, havde han solgt ham som kampslave, men det kunne han jo sagtens gøre, når sjælen var sikkert placeret i krukken.

Uden frygt for at komme til skade, gik han selv ind i buret og så ned på løven med et lidt frydefuldt udtryk, inden han flyttede blikket til Liv.
"Han er din, min blomst." Smilet på hans ansigt var ikke venligt, han glædede sig. Morede sig. Ville se Liv pille en sjæl ud af en, der ikke skulle dø. 
Halvløvens blik fór fra Vargas til Liv og han begyndte straks at stritte i mod igen med begyndende panik i sit udtryk.
"Hvad vil I mig? Slip mig! Lad mig så være!" Trods angsten var væsnets stemme overraskende kraftfuld, men Vargas himlede bare med øjnene og ofrede ham ikke mere opmærksomhed.

Det var ikke rart; bestemt ikke. Det stak i hjertet at se den store, flotte løvemand blive tvunget ned på den måde. Han var tydeligvis bange, og Liv blev straks grebet af trangen til at beskytte ham, passe på ham. Men det kunne hun ikke. Hun havde givet sit ord til både Juno og Vargas, og selvom hun ikke var bange for at gøre Vargas vred, så gik hun ikke tilbage på et løfte. Hun sukkede. Hun havde det ikke godt med det.

Hun gengældte ikke Vargas' smil, men gik i stedet direkte ind til løven. Hun var ikke bange for ham og knælede ved hans side, totalt ligeglad med de fire, store vagter, der holdt dyret nede.

"Shhh," hviskede hun og rakte ud for at stryge over løvens bløde kind med forsigtige fingre. "Du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke ondt."

Hun kunne mærke varmen og det hurtige hjerteslag fra den store krop, kunne føle, hvordan enhver muskel i den var spændt, klar til kamp. Hun sukkede blidt og lod sin hånd glide ned over halvdyrets bløde bryst.

"Det gør ikke ondt," hviskede hun blidt og smilede varmt til ham. "Bare se på mig og slap af. Jeg skal nok være blid ved dig."

Så snart halvdyrets blik mødte hendes, holdt hun det fast. Hun kunne ikke forklare magien bag det, men allerede efter få sekunder, blev det mere eller mindre umuligt for hendes offer at bryde øjenkontakten, der var så vigtig for hendes arbejde.

Langsomt og forsigtigt, så det ikke gjorde ondt, begyndte hun at løsne dyrets sjæl. Hendes hånd hvilede på hans bryst, og fingrene bevægede sig kun i små, næsten usynlige ryk, mens hun arbejdede. Jo forsigtigere hun var, jo mindre ville det gøre ondt. Hvis dyret ikke kæmpede alt for meget imod, men faldt under hendes trancelignende blik, ville det højst føle et mærkeligt ubehag et sted bag dets solarplexus, næsten som et langsomt sug i maven. Hvis det strittede imod, ville smerten opleves som nivende, stikkende under huden, og hvis det virkelig kæmpede imod med vold og magt, ja, så ville det føles, som om kroppen forsøgte at vende vrangen ud på sig selv.

Liv nynnede en vuggeviselignende melodi, mens hun arbejde, og vuggede endda let fra side til side for at forsøge at passivere halvdyret, næsten som en slange, der hypnotiserer sit bytte, inden den hugger til.

Vargas betragtede Liv, da hun gik over og satte sig på hug ved det store halvdyr, helt uden at være bange. Han havde ikke set hende tage en sjæl før og han var nysgerrig. Hvordan virkede hendes evne i forhold til hans egen? Så han fulgte opmærksomt med, så hvordan hun forsøgte at berolige væsnet og brugte sit blik og sin hånd. Det gik langsomt. Hun var godt nok meget forsigtig, hvilket blot understregede forskellen i mellem dem, for Vargas gad sjældent pille en sjæl ud, han tog bare ved og rykkede til. Flåede den ud med vold, han kunne ikke ødelægge noget alligevel. Men han respekterede hendes måde at gøre det på, for det var ikke det samme. Han slog ikke ihjel, når han tog en sjæl, det gjorde hun. Om det her i det hele taget ville virke, vidste han ikke. Måske han stod uden sjæl og med et dødt halvdyr om lidt i stedet for en sjæl i en krukke. Det var et spændende eksperiment og han var tavs, mens Liv gjorde hendes ting.

Halvdyret forsøgte stadig at komme fri, som kvinden kom over til ham, men de fire store mænd var for meget for ham at kæmpe sig fri af. Han havde en grum fornemmelse af, at slavehandleren havde fundet en måde at få det, han ville have - hans sjæl. Kunne kvinden også tage sjæle? Hvordan fungerede det? Svar fik han ikke, men kvindens fingre nåede hans kind og selvom han ville have haft al mulighed for at bruge sine store, spidse tænder i mod hende, gjorde han det ikke. Fingrene fortsatte ned mod hans bryst, noget der gav ham gåsehud neden under pelsen. Ikke på den gode måde, han ville have hendes hånd væk!

Han havde ikke lyst til at se på hende, men af en eller anden grund gled hans blik til hendes og straks følte han, at han ikke kunne trække det væk. Panikken begyndte at brede sig, men han holdt langsomt op med at kæmpe mod vagternes greb. Blev opslugt i hendes blik.
... lige indtil han kunne mærke hende begynde at pille ved hans sjæl. Der gik et ryk igennem ham, men han kunne ikke fjerne blikket. Nej nej nej, hun måtte ikke tage hans sjæl, han ville ikke lade hende, hun skulle STOPPE!
"Jeg giver mig IKKE!" Hans dybe stemme gled ud i noget, der var en blanding mellem et skrig og et løvebrøl, som smerten voksede, men han stoppede ikke med at kæmpe i mod, hverken psykisk eller fysisk, som han igen begyndte at kæmpe for sin frihed. Men lige lidt hjalp det og han kunne mærke sjælen give slip. En klynkende lyd forlod ham og han blev slap så snart der ikke var mere at kæmpe for. Han følte sig tom. Ødelagt. Endeligt kunne han lukke sine øjne og give op.

Vargas nød forestillingen i fulde drag, smerten var så tydelig. Åh hvor havde han glædet sig til at se løvevæsnet miste sin sjæl. Så snart sjælen var ude af dyrets krop, stod Vargas ved Livs side, klar til at tage sjælen fra hende. Hun måtte ved guderne ikke slippe den og han var klar til at tage godt ved sjælen, så han kunne putte den i krukken.

Liv blev lidt ked af det, da løven begyndte at kæmpe imod til trods for hendes formaning. Nu ville det jo gøre ondt på den, og det var ikke meningen. Men hun kunne ikke stoppe nu heller. Sjæle var ved at komme løs, og hvis hun stoppede nu, ville hun skulle starte forfra, og det ville blot gøre det hele meget værre for løven.

"Shhhh," tyssede hun i et forsøg på at berolige det kæmpende halvdyr, men hun vidste godt, at det ikke ville nytte noget. Panikken havde bredt sig i dyrets krop, og det ville ikke stoppe, før hun var færdig. Hvor lang tid det tog, vidste hun ikke. Hun havde det med at forsvinde ind i processen, ind i sit offers blik, ligesom de forsvandt i hendes, og hun havde svært ved at rive sig løs, før det var overstået. Hun kunne mærke sjælen ved sien fingerspidser, og hun slap et lille, blidt gisp, næsten et støn, da den endelig slap. Livs hånd knyttede sig om sjælen i et fast, meget fast greb, og hun vendte sig mod Vargas.

"Nu!" gispede hun. Selvom sjælen kun lige akkurat passede i hendes hånd, så var den sprællevende. Som en lille, glat fisk sprællede og slangede den sig i hendes lukkede hånd, og til trods for Livs enorme styrke, kunne hun mærke, hvordan den var i gang med at tvinge sig i mellem hendes fingre, glat som en ål. Hun kunne aldrig holde på sjælene ret længe, højst et minuts tid, og så slap de som regel fra hende og forsvandt. Normalt prøvede hun heller ikke at holde på dem, men lod den bare glide væk med det samme, men nu var det jo anderledes…

"Tag den!" gispede hun  og holdt sin lukkede næve mod Vargas.

Hurtigt flåede Vargas låget af krukken, knælede ned ved siden af hende og stillede begge dele på jorden. Hun så ud til at kæmpe med at holde fast i sjælen og han lagde hurtigt begge sine om hendes, så hun kunne åbne hånden og han kunne overtage den. Straks opdagede han, at det var forskelligt fra, når han selv tog dem ud. Han havde ingen problemer med at holde på dem, fordi han ejede dem. Han havde engang rendt rundt i en halv time med en sjæl i hånden, fordi han ikke kunne finde noget at putte den i. Det gjorde ham træt, men det kunne lade sig gøre.
Men denne sjæl... det var som at holde på en glat fisk, der gerne ville smutte mellem fingrene på ham. Det var tydeligvis ikke en sjæl, han ejede. Så hårdt han kunne, holdt han i den, inden han sænkede hænderne mod glaskrukken. Nu kom den svære del, han skulle lægge magien over i krukken, samtidigt med, at han skulle have sjælen ned i den, uden den smuttede for ham. Det var meget nemmere normalt og et dybt koncentreret udtryk havde lagt sig over hans ansigt. 

Forsigtigt. Bestemt. Som hans hænder nærmede sig glaskrukken, så det ud som om, at den begyndte at lyse og at lyset fortsatte op til hans hænder. Endeligt drejede han sine hænder, med håndfladerne ned over krukkens åbning. Hurtigt greb han låget og pressede det på, hvilket fik låsemagien til at slutte tæt og han kunne fjerne hænderne helt, efterladende sjælen i krukken. En enkelt sveddråbe løb fra hans hårgrænse, ned over hans tinding og videre ned i de daggamle skægstubbe. Et fysisk bevis på, hvor hårdt det havde været at holde sjælen. Det havde han ikke prøvet før.
"Så! Det lykkedes!" Et sejrssmil gled over hans ansigt, som han løftede krukken op og så på sjælen. Et overrasket udtryk erstattede straks smilet.
"Hvad i..." Normalt var et levende væsens sjæl gylden i farven, varm og levende. En død krops sjæl var mere grå i det. Denne pulserede langsomt i begge farver. Som om den både var død og levende. Det havde han aldrig i sit lange liv set før. Han drejede hovedet og så på Liv, overraskelsen forsvandt for begejstring.
"Det er fantastisk! Har du set? Jeg har aldrig set en sjæl pulsere sådan før!" Han var ikke i tvivl om, at det var et resultat af deres samarbejde. Det var... smukt!

Liv var glad for at det lykkedes, og for at Vargas tilsyneladende var så glad for det, hun kunne give ham, men hun var alligevel trist på halvdyrets vegne. Hun glemte det dog lidt, da hun så, hvordan sjælen i krukken pulserede flot i farverne, og hun lænede sig tættere på for at se. Hun havde aldrig set en sjæl på denne måde før. Hun havde enkelte gange får glimt af dem, inden de var faret væk fra hende, men det havde aldrig været hendes opgave at se på dem, så hun var taknemlig for at få muligheden nu.

"Hvor er den smuk," sagde hun og flyttede sit blik fra sjælen til Vargas med et smil, inden hun lænede sig ind og kyssede hans kind. "Jeg håber, du bliver glad for den."

Hun kunne ikke få sig selv til at se på løven, men hun vidste, at hvis hun nogensinde fik den at se igen, ville hun forsøge at gøre det godt igen.

Vargas kunne næsten ikke være i sig selv af begejstring over den nye sjæl. Den var vitterligt specielt! Han ville ønske, at han kunne forklare sin begejstring for liv, men måske det var en god idé at gå ind først. Vagterne kendte selvfølgelig til hans evne med at handle sig til sjæle, men han havde ikke ligefrem lyst til at lave en dybdegående forklaring, tænk hvis nogen fandt på at prøve at stjæle dem. Og det var nok heller ikke lige så smart at forklare for meget foran løven. Den kunne jo forsøge at få sin sjæl tilbage. Ikke at den så interesseret ud nu, nej den så ret halvdød ud, som den lå der under vagterne, der ufortrødent holdt den fast.

Vargas var ligeglad og han lod Liv kysse sin kind.
"Den er meget smuk. Tak min elskede dødsengel." Han gengældte hendes kys, dog placerede han sit på hendes pande, inden han kom på benene, klar til at gå indenfor. De havde lavet håndslag på en handel og han ville selvfølgelig efterleve sin del af den. Næsten uden at slippe den specielle sjæl med øjnene, rakte han ud for at hjælpe Liv på benene, så han med en arm om hendes talje kunne føre hende ind igen. Da de gik ud af buret, så han på den vagt, han havde sendt af sted efter stærkere ansatte.
"Hent mig det lyshårede menneske. Juno."
Vagten bukkede kort og forsvandt hastigt mod de andre bure. Bag dem flyttede de fire vagter sig hurtigt fra løven, en enkelt fik placeret en god fod i siden på ham som tak for at trække blod, men der var ingen reaktion.

Inde i huset gik Vargas ind i den private stue og satte lidt tøvende krukken på bordet. Egentligt ville han have den direkte ned i sikkerhed, men han ville ikke afsløre overfor Liv, hvor han havde gemt sine sjæle. Så meget stolede han ikke på nogen. For et øjeblik stod han og så på den, inden han tænksomt luftede nogle af sine tanker om den.
"Jeg er ikke sikker på, at sjælen vil søge tilbage til halvdyret, skulle den slippe ud. Dine sjæle tager til dødsriget. Du kapper et bånd, det gør jeg ikke. Mine rejser tilbage til kroppen, hvis den stadig lever." Han lænede sig lidt nærmere og betragtede dens farveskift. "Det er som om, at den ikke kan finde ud af, om kroppen stadig lever eller er død. Han burde vel egentligt være død, men han trak stadig vejret, da vi gik. Interessant." Han kunne lige så godt have talt til sig selv, det var et mysterie og han agtede at undersøge det nærmere. Undersøge halvdyret nærmere. Han havde aldrig set noget lignende.

Pludseligt rettede han sig op. Det måtte vente. Nu skulle Liv have sine slaver. Eller, hun skulle faktisk bare have Hector, men Vargas var ligeglad med de krystaller, hun havde lovet ham for Juno. Sjælen foran ham var mere end nok for dem begge, bare på grund af dens specielle tilstand. Med nogle lange skridt gik han tilbage til døren og med en overraskende høj stemme, der ikke helt passede til hans let hæse og samtidigt bløde talestemme, råbte han igennem huset.
"Satyr. Kom ned i stuen, lige nu."

Livs kinder blev meget lyserøde, da Vargas kaldte hende for sin "elskede dødsengel". På trods af sit store katalog af elskere gennem tiderne, var det meget sjældent, at der blev talt om kærlighed, og egentlig var Liv nok ikke rigtigt i stand til at elske dybt og inderligt, når der ikke var tale om hendes børn. Hun elskede i korte, men intense øjeblikke, der forsvandt ligeså hurtigt, som de var opstået. Hun kunne falde ind og ud af forelskelse flere gange med den samme person på kort tid, og selvom hun for få sekunder siden havde følt en smule afsky ved Vargas og hans grådighed for sjæle, så blomstrede hendes kærlighed for ham straks op igen, da han kyssede hendes pande. Hun klemte sig ind til ham, mens de gik, og havde allerede glemt alt om løven, de efterlod.

Hun kunne høre folk, der bevægede sig ovenpå, efter Vargas havde kaldt, og hun gik op bag ham og lod sine arme glide rundt om hans talje for at gnide en håndflade over hans skridt. Kærlighed gjorde hende altid opstemt, og selvom hun vidste, at de ikke have tid, inden satyren kom ned, havde hun alligevel lyst til ham. Hun klemte om ham, men trak sig så modvilligt væk igen. De kunne nok få tid til en omgang eller to, inden hun forlod Balzera med sine to nye indkøb.

Hector var ikke ligefrem frisk, da Vargas kaldte på ham. Han var blevet helet for de værste skrammer, men hele kroppen værkede stadig, og en af hans hjørnetænder var ulækkert løs i det. Han havde ligget sammenkrøllet på Anas seng, da Vargas kaldte, og det gippede så voldsomt i ham, at han næsten trillede af sengen. 

Han sendte Ana et nervøst blik - man kunne aldrig vide, hvad man mødte, når man gik ind til Vargas - men Hector vidste til gengæld præcis, hvad der ville ske, hvis han ikke gjorde som der blev sagt, så han sukkede og rejste sig fra sengen. Med et sidste blik på Ana, begav Hector sig neden under. Det gik ikke så hurtigt, for hans krop var stadig svag og øm, men ned kom ham da til sidst. 

Han stillede sig i døren til den private stue og kiggede ned i gulvet. Vargas og hans dame var derinde, og Hector have ikke lyst til at se på dem mere end højst nødvenligt.

"Ja, herre Aziz," mumlede han. Han hadede stadig at bruge de ord, og han lagde altid så meget had og bitterhed ind i dem som muligt.

Liv kom op bag ham og hendes hånd bevægede sig ned i hans skridt igen. Nåh ja, det havde jo også været planen. Begejstringen sad i ham og for et kort øjeblik var han ved at vende rundt, gribe hende og tage hende hen over bordet, men han greb sig selv i det. Ikke lige nu. Men senere, han havde en fornemmelse af, at hun ikke havde travlt med at komme af sted.

Han gik dog et par skridt ind i rummet og lod en hånd glide ned over hendes velformede bagdel, mens han ventede på, at geden fik møffet sig ned af trappen. Og der kom han. Sur og tvær. Vargas sukkede dæmpet, men kunne kun trøste sig selv med, at satyren ikke længere var hans ansvar.
"Kom herind og hold op med at surmule. Liv har købt dig. Og din idiotiske ven." Hans stemme var en blanding mellem irritation, begejstring og morskab. Irritation over satyrens opførsel, begejstring for sjælen og morskaben ved tanken om Liv med de to slaver. Han kunne ikke få sig selv til at have ondt af hende, han var ikke i tvivl om, at hun ville få alt hvad hun kunne ud af dem. Nej, det var næsten mere dem, han skulle have ondt af, men så langt gik han nu ikke.

Nu lod han Liv overtage, som sagt, de var ikke længere hans ansvar. I stedet gik han hen og tog en pære fra frugtskålen, efterhånden godt sulten, siden han ikke havde fået morgenmad endnu. Han kunne sagtens skubbe sulten fra sig, han var en dæmon og skulle kun spise for at vedligeholde sit hylster, men hans hylster var krævende, især efter alt det motion, han havde fået dagen før. Han lænede sig mod bordet, lagde en arm over sin mave og begyndte at tygge sig igennem pæren, mens han betragtede de to andre i rummet.