Linda greb fat i sofaens kant og lænede hovedet bagover af nydelse. Hun kunne slet ikke huske hvornår hun sidst havde været udsat for nydelse som denne, men hun klagede bestemt ikke, trods Jack behandlede hende hårdt. For hvert slag han leverede mod hendes bagdel, kom der et lettere skingert støn fra hende. Hun vidste at Jack var ved at teste hende, hvad hun kunne holde til, om hun i det hele taget var i stand til at være hans mage, hvis det var det dette endte ud i, men Linda var mere udholdende end folk ville regne med.

der gik nogle timer  inden jack faldt træt over hendes krop han lå og puste og var udmatte han lage armen om Linda mens han smilte og følte sig tryk i hendens nærvær  der gik ikke langtid før han faldt i søvn og var godt udmattede.  halen lage han under hende og  mens jack lå der tænke han over hvordan det måtte være at have en famille som det her jack sukket mens han sov men kom ikke ud af Linda overhovet han bygente at Snoke lidt-- det var første gang  han hadet sovet så godt hjemme hos sig selv han tænke lidt over hvad Linda  mund tænke om at ville blive hos ham 

Linda var fuldkommen smadret og var nærmest ikke i stand til at sige noget, men var der nogen grund til det? Hendes blik faldt på Jack og hun puttede sig ind til ham, begravede nærmest hænderne i hans pels. Hun begyndte så småt at falde i søvn, men efter godt to timer vågnede hun og viklede hun sig fri fra Jack og fik taget hendes tøj på. Hun bed sig usikkert i underlæben og så på Jack. Hun kunne mærke en tåre presse sig på, men hun vidste at dette var det bedste, for hun kunne ikke blive her... ikke sådan som folk havde det med hende. Hun gik ind til Ileshia og tog hende i sine arme og hviskede svagt til hende "Shh... Please ikke sig en lyd.. please".

Linda gik langsomt rundt i rummet i håb om at finde noget at skrive med og på. Hun skrev en besked til ham og lå den ved siden af ham, så der var noget af det første han ville opdage når han engang vågnede.

Brevet:

"Jack.. jeg kan ikke sige tak nok gange. Jeg er evigt taknemmelig for du redede mig og min datter. Jeg kan ikne sætte ord på hvor meget det betyder og jeg ville ønske... at det ikle skulle være sådan her... Men jeg var nødt til det... Undskyld.

Lindarynil"

Det var tydeligt at hun havde grædt, for der var tårer der var faldet ned på papiret hun skrev på og nu, nu måtte hun væk. Forbi vagterne og ud gennem porten og så var hun på fri fod igen.