Pigen træder uvilkårigt et skridt tilbage da den nyankomne kommer tættere på. Hans stemme lyder umiddeltbart venlig, men lysende øjne, hugtænder, et gigantisk, blødende sår i maven og det faktum at han lusker rundt sent om aftenen og snakker til unge piger er ikke værdier der karakteriserer en 'venlig' person. Renatika kniber det grønne og det lilla øje sammen og betragter manden mistroisk. Hvor fanden kom han overhovedet fra?
"Måske skulle De få den skramme dér set på," påpeger hun, elegant undvigende hans spørgsmål, "De får blod ud over det hele."
Hun skotter hurtigt bagud og tager endnu et skridt i samme retning. Gad vide hvor hurtigt hun kan løbe uden at skvatte på de glatte brosten, og med vægten af vådt uld og hør vejende sig ned? Næppe særlig hurtigt, især ikke med en flere kilos pose hestesko. Det er nok bedre ikke at tage chancen.
...
Gid hun havde haft sin kniv.

(Kort D: )

Smilet om hans læber bliver blot bredere, da han kan se hendes tydelige frustration.
"de skal skam ikke bekymre dem om mig, det er bare en lille skræmme" siger han med en drillende stemme. Han tager en hånd til såret, kigger på sin nu blodige hånd, Han bryder ud i en lille latter, Hvor han dog føler sig ynkelig med alle de skræmmer.
Han træder et skridt nærmere Renatika, og rækker en hånd frem imod hende med ordene:
"skal jeg ikke hjælpe dem? de virker udmattet min kære"
Om han gør dette for at være venlig, eller for at drille ved han ikke selv, han har ikke styr på sine følelser mere. Alting er vendt op og ned, og han kender ikke svaret på noget.

(jeg skriver da selv pænt kort.. kreativiteten er minimal, undskyld D:)

Den fremmede udstøder en mildt sagt malplaceret latter. Godt så. Nu er hun helt sikker på at det er en god idé at komme væk derfra. Hurtigt.
"Jeg har det helt fint," forsikrer hun ham igennem sammenbidte tænder, tilføjer anstrengt: "... tak."
Hun vægter posen lidt i favnen, træder et par skridt længere tilbage indtil det går op for hende at hun er ufordelagtigt tæt på en mur. Øjnene flakker let fra side til side mens hun overvejer en flugtvej. Der ser ikke ud til at være nogen oplagt. Pis. Typisk hendes held.
Der er noget ... forkert ved den fremmede, kan hun ikke lade være med at tænke. Krystallandet er et sted hvor man kan rende ind i et ganske broget sortiment af misfrostre, en stor del af hvilke lader til at have en torn i siden på Renatika, hvis det antal gange hun nær er blevet ædt af en vampyr eller dæmon er at stole på. Men ham her ... Det er ikke fordi han er specielt mere skræmmende end de andre. Men der er et eller andet ved ham der gør hele situationen surrealistisk og kvalmende. Han er taget lige ud af en feberdrøm. Hun synker en klump.
"De ... er ikke herfra, er De?" spørger hun, og er i et kort øjeblik overrasket over sig selv. Det spørgsmål kom ud af det blå.

(Naw, du skal ikke undskylde.)

Spørgsmålet overrasker ham tydeligvis, da man kan se det i hans ansigt.
han synker en klump og ryster på hovedet for at rive sig ud af overraskelsen, hvorefter han siger:
"nej.. Jeg kommer langt fra, jeg er her på en mission, men man kan jo altid komme på bedre tanker, giver de mig ret frøken... uhm.. frøken hvad? hvis man må spørge om deres navn?"
Spørgsmålet ændrede lidt i hans selvsikkerhed, og hans øjne flimrer lidt. De lange elverører sænkes en smule, som en trist kat.
Hvor må jeg se ynkelig ud, jeg bløder alle steder fra, og jeg er gennemblødt, intet under jeg skræmmer hende tænker han. Han stirrer på Renatika igennem mørket, studere hendes lettere skræmte ansigt.

"Ah. Mission. Jeg forstår."
Jep. Ingen tvivl om det: Fyren var sindssyg.
Nå, dem var der så mange af. Og i følge et par udvalgte personer skulle hun nødig snakke.
"Lisa," oplyser hun ham uden at tøve. Dæknavnet er et hun har brugt mange gange, men trods det er det anonymt nok til stadig at fungere. Desuden stoler hun på at nattemørket slører scenen nok til at skjule nogle af hendes mere ... karakteristiske træk.
Hun lader øjnene flakke en smule.
Den lave pige kan ikke lade være med at ranke sig en smule op da situationen ser ud til at ændre sig, og den før næsten latterligt truende attitude hos den fremmede skifter til noget ... usikkert. Personen foran hende virker pludseligt meget yngre. Meget skrøbeligere.
Men alligevel temmelig ubehagelig at være tæt på.
Hun forsøger diskret at møve sig sidelæns, væk fra den elveragtige mand med et forsikrende, ikke overbevisende smil plantet akavet på læberne.
"Og Deres navn?"

"Akito" slynger han ud, lidt overrasket over sin egen åbenhed. Han tager en hånd til panden. Egentligt bliver han anset som en utroligt flot mand, de våde lange silkebløde lokker svinger sig let omkring hans smalle hovede, han kører en hånd igennem det.
"De virker så urolig, frøken Lisa" siger han med et nu hårdere toneleje.
Han prøver lige så stille at komme tilbage til den truende personlighed, men der er nu for mange spørgsmål i hans hovede.
"De skal ikke flygte fra mig, jeg gør dem ingenting."

"Åh?" lyder det fra hende, men hun stopper ikke i sin diskrete bakken, "Det gør De ikke? Så er jeg langt roligere."
Sarkasmen drypper fra hende som sirup. Det er utroligt hvad irritation over at stå i øsende regnvejr med en mentalt ustabil elver-albino-hvad-fanden-han-nu-var der stiller underlige spørgsmål kan gøre, men hun kan ikke lade være med at være lettere nærvøs over sit uventede mod. Normalt er hun ikke så kæphøj uden et våben i hånden, helst et meget skarpt ét.
Hun skæver lidt usikkert til blodet der stadig vælter ud af hans mave og blander sig med regnvandet i en grumset gullig opløsning. Det forundrer hende at fyren ikke endnu er faldet om af blodtab, så bleg som han er ser det ud til at det sår har været der i noget tid. Ikke ligefrem en faktor der gør situationen mere beroligende. Med mindre selvfølgelig at han når at besvime før han kan komme til at gå til angreb.
"Ikke fordi jeg ikke nyder at stå her i regnen og konversere med Dem, men," begynder hun, giver et skævt smil fra sig i et mislykket forsøg på at være høflig og bakker et par yderligere skridt, "jeg har et vigtigt ærinde at løbe. Jeg formoder at min betaling vil være mindre end tilfredsstillende hvis jeg ikke bringer mine varer frem før midnat, så ... Tjøs."
Hun går et par skridt tilbage og stirrer afventende, næsten bedende på den fremmede. Et eller andet siger hende at det er en dum idé at vende ryggen til ham.

Han bryder ud i en hånlig latter, hvorefter han letter et par cm over jorden og svæver langsomt over imod hende, han holder en hånd frem imod hende, og bag hende dukker et usynligt kraftfelt op, så hvis hun går længere direkte bagud vil hun gå ind i den. Han smiler så man kan se de sylespidse hvide tænder.
Han trækker vejret dybt og siger med en dyb stemme: "De dufter velsmagende" hvorefter han så igen bryder ud i en hånlig latter, på trods af den lettere maniske latter har han en utroligt smuk stemme, ville mange sige.
På trods af hans ondskabsfulde fremtræden kan man, hvis man kommer tæt nok på, se at hans øjne er fyldt af sorg og traumatiske minder.

Den der fornemmelse af at hårene rejser sig i nakken på hende og noget koldt og klamt løber ned af ryggen og placerer sig fast i maven? Den er tilbage. Og Renatika bliver fuldkommen overbevist om at hendes instinkter havde taget fejl og det nok havde været en bedre idé at have løbet derfra så snart hun kunne have kommet til det. Pis. Man kan da heller ikke stole på noget længere.
Pigen sætter farten op, men kommer ikke langt før hun finder sig selv med ryggen presset op af et usynligt kraftfelt, en situation hun har fundet sig selv i lidt for mange gange, efter hendes mening. Normalt plejer hun at kunne komme ud af den med sin kniv.
Det er virkelig ikke en god dag.
...
Velsmagende?
Hun bider tænderne kraftigt sammen og presser sig længere bagud. Velsmagende!? Ubehagelige minder om bid og blodudgydelser sniger sig op af rygraden, og vagabonden spærrer sine øjne op i rædsel, åndedrættet stiger en anelse og hun beslutter sig for at komme ud af sin nuværende situation, helst lige med det samme. Hun kender udemærket godt den type som Aktio tilhører, og hun har ikke ligefrem været på god fod med menneskelige igler i fortiden.
Hun falmer igen efter sin kniv, har i et kort øjeblik glemt at den ligger rusten og glemt et eller andet sted i byens regnvåde gader. I stedet står hun et par sekunder, panisk lammet, før hun uden varsel kyler hele den bunke tunge hestesko hun har i favnen i hovedet på den lyshårede fyr, vender sig om og spurter til siden.
Længe leve improvision.

Koldt og roligt, med hænderne i bukselommerne, bøjer han sig bagover i en elegant bevægelse, så hesteskoene flyver hen over ham, men en af dem rammer kanten af hans røde krystal, som han har i en kæde om halsen, Det giver et stik af smerte ind i hans hjerte, men alligevel breder et bredt smil sig over læberne på ham, så det endnu engang blotter hans tænder, hvorefter han teleportere sig om foran hende, så hvis hun ikke ser sig for ville hun løbe direkte ind i hans favn.

Renatika standser så hårdt op at vandet på jorden fyger omkring hende og hun havner direkte med baghovedet ned i brostenene. Igen.
Hvordan fanden ... Hvordan bar han sig ad med at bevæge sig så hurtigt? Og havde hun ikke lige smidt fem kilo metal i hovedet på ham? En frustreret grimasse blander sig med hendes panikslagne ansigtsudtryk. Det er altid den slags, er det ikke? Det er altid hende der får lov at slås med de rigtig slemme psykopater.
Fint. Hvis det er sådan han vil have det, så har hun ikke noget imod at blande magi ind i affæren.
Undergrunden reagerer stærkt på den adrenalin der suser rundt i blodet på den unge pige så snart den får den at mærke igennem den håndflade hun har lagt mod stenene, og med et brag flækker grunden under dem og bliver til et vivar af planterødder, jord og sten der suser op som et missil direkte mod Akitos grinende fjæs i et passiv-aggressivt forsøg på at beskytte Renatika der allerede er kommet på benene igen og i vej i den modsatte retning mens partikler suser omkring ørerne på hende. At være bundet til naturen omkring sig kan være en fordel, af og til. Så er den pulsering man kan høre som et hjerteslag under fødderne lige til at holde ud.


( ... skodindlæg Dx)

Akitos smil forsvinder brat som han mærker jorden under ham rydte, han letter fra jorden og undgår så vidt som muligt de angribende objekter, en meget skarp sten når dog at skære en dyb flænge og flå hans bukser op. Han grynter utilfreds og kigger ned på Renatika med et vredt blik, og råber: "DET SKULLE DE IKKE HAVE GJORT!" han løfter en hånd over en rotte der piler forbi over den ødelagte jord, rotten bliver hævet fra jorden idet Akito slynger en sort lille skikkelse på dyren, som straks forstørres 25 gange. Den vender sig imod renatika med et stort brøl, så savlet flyver imod hende.
Akito hænger i luften med sit velkendte smørrede grin om læberne.
"og hvad vil de gøre nu lille smørblomst?"

Når store, aggressive dyr kaster sig mod hende har Renatika én, fejlfri løsning. Eller rettere, jorden omkring hende har.
Hun når kun lige præcis at kaste et chokeret blik ind i den gale rottes øjne før en tyk væg af jord og sten bruser op omkring hende som bølger og danner et solidt skjold.
Gnaveren kolliderer med den fugtige jord med hovedet først og tumler forvirret rundt i et par sekunder, mens Renatika inde i mørket forsøger at få styr på sit åndedræt.
Hvordan var det lige at hun kom ind i den her situation? Der var et eller andet galt når man kunne gå fra at fredeligt løbe ærinder i regnen til at skjule sig fra en rabid rotte og dens blodtørstige herre. Det var som taget lige ud af en gyserhistorie.
Med rystende hænder lader hun et par fingre løbe igennem det drivvåde hår, og stirrer intenst på indersiden af sin jordvæg mens øjnene vænner sig til det nye mørke, og det går langsomt op for hende at hun - uanset hvor fristende det er - ikke kan blive inde i sin hule. Selv hvis hun kunne holde sin knurrende mave ud ret meget længere, vil ilten efterhånden slippe op. Og ikke nødvendigvis efter Hr. Humørsvingninger derude mister interessen og skrider.
Men hun kan jo altid forsøge.

Rotten falder om på ryggen og piver, Akito griner lidt hånligt af hendes forsøg på at gemme sig i den lille jordhule.
Hurtigt teleportere han sig ind i den og står pludselig helt tæt op ad hende så hun kan føle hans rolige hjerte, hans varme og ånden imod hendes hår.
Han hvisker blidt i hendes øre: "Så så min kære, De skal ikke flygte, hvis de blot forholder dem roligt gør jeg dem ingenting"
Hans lange våde fletning hænger ned over hans sår som så småt er begyndt at stoppe med at bløde så kraftigt.
"Lad mig nu beskytte dem" hvisker han lavt, og på en forførende måde, men dog med et strøg af ironi i sig.

Hvis hun nu ... Jo, det kunne hun.
Renatika vipper lidt fra side til side idet hun overvejer en mulig løsning på situationen, bider sig let i læben og stirrer irriteret ud i ingenting mens tankerne flyver. Tavst bukker hun sig ned og samler et spidst stykke af en ødelagt brosten op, vejer den lidt i hånden. Næsten ligeså god som en kniv, måske. Hvis hun ba--
Hun stivner. Og bliver med ét klar over at hun ikke er alene i sin hule.
I et øjeblik står blodet fuldkommen frossent i hendes årer, mens fornemmelsen af en person alt, alt for tæt på sig får musklerne til at krampe og skrige efter at få lov til at slippe væk. Hun spærrer øjnene op. Knuger hænderne sammen og holder vejret. Pis.
Akito får ikke lov til at tale ud før jordvæggene falder sammen om dem, og pigen med et skrig snurrer rundt og støder den spidse sten mod hans mave.

Lynhurtigt når Akito at gribe stramt fast om hendes håndled, så hun ikke kan skade ham med den skarpe sten.
"Så så så lille frøken, vi kan jo nødigt have at jeg bliver vred, for så går det jo galt for dem selv"
Han Kysser hende hurtigt og blidt på hendes pande hvorefter han flyver et stykke væk fra hende, smiler drillende.
Han holder omkring den røde krystal om hans hals, hans hjerte gør stadig ondt efter bruddet på krystallen, det lille stykke der flækkede af ligger et stykke længere væk.

Ikke så snart har Akito rørt ved hende før hun trækker hånden til sig med et vredt grynt, vakler et par skridt tilbage gennem jorden der hurtigt er ved at blive forvandlet til mudder og stirrer oprørt mod den fremmede.
Han angreb hende ikke.
Der går et par sekunder før det helt trænger ind. Han angreb hende ikke. Han stod lige foran hende, i den perfekte position til at bide og valgte ikke at gøre det. I stedet ... urgh. Fyren var virkelig sindssyg. En ubehagelig fornemmelse breder sig fra hendes pande, og hun giver en kvalm lyd fra sig, stadig med blikket fastholdt på Akito.
Han ser ud til at være i smerte. Bare en anelse, men den måde han holder hånden beskyttende over den lille krystal virker mistænkelig. Det er dog ikke ligefrem fordi Renatika har tænkt sig at blive hængende for at regne sagen ud. En chance for at flygte er ikke noget hun har tænkt sig at lade gå forbi, og lynhurtigt drejer hun rundt på hælen og spurter gennem regnen med mudder efter sig som et slør.
Hesteskoene ligger uorganiseret spredt rundt omkring på pladsen. Nå. Det bliver ikke i dag at hun får aftensmad.

//out

Han smiler lidt fnysende efter hende, lander på jorden og samler rotten op, som nu er blevet lille, og kommet til sig selv igen. han sætter den på skulderen og nusser den lidt mellem ørerne.
Han smiler svagt og forsvinder i et lysglimt.

Netrish havde allerede haft en lang dag, og havde kun udsigt til at den blev længere. Hun havde været oppe før solen for at udføre sit hverv, og bringe trøst til et ældre par der havde mistet deres datter. Det havde taget dem lang tid at forstå, men de havde fundet en smule trøst. De havde ikke været Kile tilbedere, men det var der få var. Alligevel søgte de til Netrish, til Kile, når døden var nær. Det var en sær vane hun havde fundet ved Krystalisianerer. De søgte kun at lærer, når deres frygt stod på dørtærsklen og bankede på. Selv de der ikke troede fandt trøst i hendes ord, for hun bragte mening og orden til døden, noget de færreste normale mennesker kunne.
Efter det, havde hun været tilbage på kroen for at vække Lurrien, og sende ham på et par ærinder, inden hun selv var taget ud i byen for at proviantere, og købe hvad de ellers manglede inden de kunne rejse videre. De havde brugt en rum tid i byen, men nu havde de ikke længere råd til at bo på kro, hvis de også skulle klare sig igennem vinteren.

Nu var hun dog på vej tilbage med en sæk over skulderen og en tyk, sammenrullet måtte under armen. Hun havde som altid sin hvide underkjole og røde kofte på, samt sit hellige symbol om halsen, som det var skik for Kile præstinder, men den lette hvide kappe hun normalt bar uden over, var blevet udskiftet med en tyk uldkappe i lys grå og der var kommet en del mere tøj på inden under præstekjolen.
Hun drejede af fra hovedgaden og åndede lettet op da hun nåde ud på en sidevej. Hun havde aldrig været en storby elver. Nej, hun fortrak de små byer, og mindre befærdede veje, hvor man kunne trække vejret, og nyse, uden at gøre det på nogen.
Derfor kom den rolige plasken fra springvandet også som en kærkommen forandring for Netrish. En hun heller ikke havde tænkt sig at lade passere. Hun gik roligt hen mod springvandet, forbi den mørke skikkelse der sad ved dets fod, og halvt om på den anden side, inden hun med et lettet suk lagde måtten og sækken fra sig, og satte sig ned for at få et hvil.

Netrish tog ikke meget notis af den anden kvinde ved springvandet. Hun skubbede sin egen hætte ned, førte hænderne om langs nakken og kastede sit lange, ravnsorte hår om på ryggen så det kunne få lidt luft. Hun kløede sig lidt i hovedbunden og vendte blikket op mod den grå himmel. Det var utroligt så hurtigt vejret var vendt. Det føltes som om det kun var få dage siden efteråret var kommet, og nu nærmere vinteren sig med hastige skridt!
Netrish blev dog trukket ud af sine tanker da nogen begyndte at plaske rundt i springvandets vand. Hun vendte hoved og så at det var den mørkklædte kvinde fra før. Netrish skulle lige til at vende hoved igen og passe sit eget da noget fangede hendes opmærksomhed. Noget ved kvindens øjne der fik hende til at kigge en ekstra gang. Først kunne hun ikke rigtig se det ordenligt, men så sænkede kvinden hænderne for at fylde dem med vand, og i et kort øjeblik var hendes øjne synlige. Et svagt, overasket "åh" undslap Netishs læber da hun så kvindens vansirede øjne. Det var ganske lavt, knap nok noget man ville høre. Med mindre man lyttede.