Ovre fra sin plads ved dørkarmen kunne Ethelihn ikke se ret meget, men hun kunne høre slag og banden og svovlen. Normalt ville det være som musik i den gamle krigers ører, men når det betød mangel på dværgemjød, gjorde det hende ret trist. Eller det ville det, hvis det ikke var så forbandet sjovt! Hun stod og fniste - med så stor respekt som mulig for sin underordnede som muligt - af halvorken. Lige indtil hun vente sig rundt og på et helt forkert tidspunkt.
"Jeg håber fandeme, at du er ked af ikke at kunne finde noget mjød!" svarede Ethelihn med et par meget sigende gule øne. Der var selvfølgelig det lille problem, at hun hverken havde chakra eller sværd lige nu. Noget dæmrede dog i hendes baghoved om, at hun da lige havde haft en kniv i hånden, så den kunne ikke være langt væk.

Det var ganske sikkert noget, Asha ikke skulle have set. Sandsynligheden for, at hun næppe ville huske det dagen efter, var dog også stor, som hun stod dér - lettere svejende og måtte støtte sig til en tønde.
Hun afslørede sine kraftige tænder i et opmuntrende grin: "En frisk lille nævekamp med en grønhud, General?" Foreslog hun. Alkohol var godt for halvorkens kampgejst, men ikke for hendes evne til at bedømme situationen. Heller ikke for hendes balancesans.

*Pis!* Normalt afhang Ethelihn ret meget af sine magiske og temmeligt destruktive evner og hvis ikke dem, så sine evner med skarpe genstande. Men for øjeblikket havde hun ingen af delene. Selv hendes haår virkede temmeligt livløst. Med andre ord var kamp uden våben ikke hendes stærke side, og det var styrke heller ikke. Men hun var sandsynligvis hurtigere end sin modstander, særligt når det havde drukke ca. så hjelmen passede.
"Pft! Tror du ikke heller du skal banke på nogle flere tønder, inden du kommer til skade?" svarede hun halvt hånligt, halvt for sjov og tænkt stolt for sig selv, at hendes tunge stadig var lige så skarp som den plejede. Hendes evne til at bedømme situationen var heller ikke, hvad den burde være.

Et bredere smil luskede sig over halvorkens læber. Hørte hun rigtigt, at generalen sneg sig uden om en kamp? Hun kunne dog ikke helt bebrejde den anden kvinde: den pokkers alkohol gjorde det voldsomt svært at se, ramme og holde balancen.. 

"Tønder er kedelige .. de slår ikke igen." Proklamerede hun højlydt og sparkede til den nærmeste tønde. Den gav en lyd, som en fyldt tønde nu lyder, da hendes fod smadrede ind i siden af den og hun stoppede brat op. "hey.. jeg tror, at jeg har fundet noget.."

Nok var Ethelihn lettere bedukket, men hun var ikke dum. Hun bemærkede godt at hendes undvigelsesmanøvre var blevet opdaget, men hold kæft, hvor havde hun flere handicap i forhold til sin modstander. Hun gav Asha et vurderende blik. Modsat hende selv, så halvorken rent faktisk kampdygtige ud. Derfor var det ekstra gode nyheder, at der var en fuld tønder. *Om den så er halvt fuld, er det godt nok.*

"Jamen, had venter du på? En ordre?!" Ethelihn vente rundt på hælen og vandrede (in)direkte tilbage til deres bord.

Asha skulede efter generalen. Selvfølgelig var Højheden for fin til at hjælpe med at slæbe tønden. Hun vidste dog bedre end at brokke sig over det, så hun slog gryntende begge arme om tønden og løftede den op. Den var helt sikkert ikke tom!

Det var lidt af et besvær at bakse sig gennem døren med tønden. Først prøvede hun at gå lige frem, men hendes arme, der bar tønden i et favntag, var i vejen. Så forsøgte hun at gå sidelæns, men tønden stødte ind i dørkampen. Til sidst satte hun den pustende ned og skubbede den ind i køkkenet.
"Deres mjød er serveret!" Fnøs hun. Utilfredsheden varede dog ikke længe ved, og hun begyndte at kredse om tønden for at finde ud af, hvor man åbnede den henne.  Nu skulle det berømte dværgemjød smages!

Generalen så intet af sin soldats møje og besvær med at få tønden bakset gennem døren, men hvis hun havde, havde undladt at sige, hvor imponeret hun var over, at Asha kunne mase både sin relativt store krop og en tønde mjød gennem den lille hundelem, de kaldte en dør.
Da halvorken kom tilbage, fnysede Ethelihn fornærmet over Ashas tone, men halvorken havde medbragt alkohol, og alkohol, havde hun selv erfaret, kunne løse de fleste problemer.
"Fabelagtigt!" sagde hun helt fokuseret på tønden og rakte en hånd ud for at åbne for tappen - som hun hurtigt fandt ud af, ikke var der. Hun famlede rundt et par sekunder og fandt ingenting. "Hmm..." brummede hun utilfreds og begyndte at kigge søgende rundt på køkkenbordet i stedet. Hvis der var en ting, hun kunne spotte, var det en rimelig kniv. Hun snuppede kødkniven fra før, jog den ind mellem to bredder og brækkede dem op. "Kom med dit krus!"

Asha havde heller ikke noget held med at finde tappen. Hun kneb øjnene sammen og stak hovedet helt hen til tønden - hvordan var det meningen, at man skulle drikke af sådan en?
Heldigvis havde generalen råd for den slags! Asha betragtede hende få lavet et hul med kniven, med et ansigsutryk der tydede på, at hun var lettere imponeret. Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!

Asha gik hen for at gribe sit krus og faldt næsten over en stol på vejen. Irriteret sparkede hun lortet til side og rakte kruset hen mod Ethelihn. Nu skulle der drikkes!

Så var der alkohol! Det havde der også været før, selvom det dragepis, Asha var kommet med, smagte af afbrændt kloak. Hun havde ikke personligt nogen erfaring med kloakvandssmagning, men stanken af afbrænding af rådnende ting var ikke fremmet for noget i hæren, så vidt hun vidste. Arh, det var gode tider. Nu havde hun kun et problem: hun kunne ikke nå sit eget krus, og kødkniven sad fast i tønden. Så hun havde mere end et problem, men hvem talte.
Ethelihn forsøgte, småfuld som hun var, at gribe ud efter sit krus, men lige meget hvor langt hun strakte sig, lykkedes det ikke. Så forsøgte hun at rykke kniven ud af tønden. Af en eller anden grund, faldt det hende ikke ind bare at give slip. Måske var hun bare lidt for vandt til at have en kniv på sig, til at give slip på den eneste skarpe genstand, hun kunne se.

Hun satte en fod mod køkkendisken og trak til, og så sprøjtede det ellers også til alle sider med mjød og træstumper. Noget af sine styrke måtte hun have fået igen, få nu havde hun brække et kæmpe hul i siden af tønden og mjøden fossede ud.
"Red mjøden!" råbte hun og løb mod et skab, stadig med kødkniven i hånden selvfølgelig, og famlede efter flere krus.

Asha havde ikke den store forstand på mjødtønder. Som hun stod og betragtede generalens besvær, faldt det hende ind, at det dog måske ville have været smartere at åbne tønden fra toppen.. Hun trak på skuldrene. Ethelihn vidste vel bedst - det var hende, der havde tilbragt mange måneder i Dragorn.

Det gik op for hende, at hun havde stået og gloet dumt i et stykke tid med kruset i hånden, mens Ethelihn kæmpede for at nå sit eget krus. Hurtigt trådte hun til for at række kruset frem, men for sent - mjød sprøjtede i alle retninger og der skulle handles hurtigt. 

Mens Ethelihn løb mod skabet, holdt hun kruset foran det store hul i tønden, for at samle så meget af den dyrebare væske som muligt, før det hele løb ud på gulvet. Kruset blev hurtigt fyldt til randen, og der var ikke et nyt i nærheden - Hastigt stillede Asha det fra sig og gjorde det eneste andet, hun kunne komme i tanker om: Hun stak hovedet helt hen til tønden og begyndte at drikke så meget af den sprøjtende mjød, som hun kunne!

"Hey! Gem noget til mig!" Med favnen fuld af krus en hvis mangel på balance, manøvrerede Ethelihn overraskende nemt rundt om spisebordet og tilbage til mjødtønden. Den var efterhånden ved at være halvtømt, og så vidt hun kunne se var det ikke alt sammen gået i Ashas mund.

Ethelihn fik sat, eller nærmere tabt med kontrol, de fleste af krusene på bordet ved siden af tønden. Et a krusene var mindre heldig, men det var ikke hendes problem. Desuden hørte hun ikke noget smadret, så det var sikkert fint. Hun forsøgte at puffe halvorken til side og erstatte det grønne gab med et trækrus.

Det var faktisk ikke helt nemt at holde trit med alkohollen, der fossede ud af tønden. Asha fik mjød i næse, øjne og mund, så da Ethelihn afløste hende ved tønden med krusene, kravlede hun spruttende til side. Hun sad et øjeblik på gulvet og gispede efter vejret, mens hun tørrede det værste mjød væk fra øjnene.

"Det shmager ikke så ringe igen, General." Hostede hun, da hun var kommet lidt til hægterne.

Strømmen af øl var svær(d) at holde trit med, og Ethelihn klarede den kun næsten. Asha havde faktisk gjort et noget mere effektivt, omend mindre yndefuldt - eller mere fuldt? -, stykke arbejde. Det sorthårede menneske var godt trænet i kunsten at holde sprut indenbords, men den slags lå bare mere naturligt til halvorkerne

Hun stod nu småsvajende og så stolt på sit værk af en tom øltønde og de mange krus af kraftigt varierende indhold, der nu stod på bordet. Krusende og øllet på gulvet blev ignoreret. "Endelig! Shå har vi noget ordent... ordligt... god alkohol," erklærede hun også på den spruttende Asha. "Shå træk dog vejret sh..soldat og ret dig op!"

Asha havde efterhånden konkluderet for sig selv, at hun foretrak at drikke alkohol på den almindelige måde - frem for at nærmest indånde det. Hun hostede et par gange mere, før et smørret smil gled over hendes læber. Håh, i det mindste havde hun en god historie at fortælle ork-klanen på et senere tidspunkt.. 

Hun kom på benene igen, lettere svajende og tørrede mjødskum væk fra ansigtet. "Ta' et krus, General." Sagde hun nikkende mod krusene, før hun tungt satte sig ned på bænken. Hun havde lige brug for at sidde ned .. bare et lille øjeblik..

Ethelihn blev bomstille. Hun havde lige hørt noget, der bestemt lød som en ordre (hun burde vide det, for hun uddelte dem tit), og den ordre var ikke kommet fra Mørkets Lord. Ethelihn tog ikke et krus. Ethelihn var general, og generaler tog ikke krus, med mindre de selv ville tage et krus. Af den grund skulede Ethelihn ikke særligt tilgivende i retning af ikke-Mørkets-Lord.
"Hvad var det, jeg hørte? En ordre?!" Ethelih satte sig ned på sit eget hår, så det selv var nødt til at hive sig fri. "Dem har du ik' færdighedspoint nok til at uddele, så den kan selv hente mig et krus!"

Asha stod i et længere stykke tid og stirrede på Generalen. Hun var tydeligvis meget forvirret, og havde allerede glemt, hvad hun havde sagt for under et minut siden. Var Generalen vred på hende? Hun forstod ikke hvorfor. 
Nå, en ordre måtte vel være en ordre. Hun tøffede en og hentede en af de svingende fulde krus, som var blevet brugt til at redde mjøden fra den belastede tønde. En større del af indholdet sjaskede ud over bordet, som hun svingede det over mod sin overordnede og smækkede det i bordet. "Værsgjo.. General.." Hikkede hun. 

Endelig kunne hun synke ned i bænken. Tungt. Alt det pokkers alkohol hun havde drukket i løbet af aftenen var ved at indhente hende og hun lænede sig ind over bordet, rækkende efter sit eget krus, men det var som om, hun gik i stå på halvvejen, halvt hængende ind over bordet.
Et øjeblik senere kunne der ikke være tvivl: en høj, snorkende lyd kom fra bunken af halvork ved køkkenbordet. Hun var faldet i søvn..

Generalen nikkede tilfreds og tog en ordentlig slurk af kruset, hun lige havde fået. Det blev komplet ignoreret, at en større del af den spildte væske var røget ud over hende. Hovedsageligt blev det ignoreret, fordi Ehtelihn overhovedet ikke havde lagt mærke til det.

Nu åbnede hun munden for at sige noget meget vigtigt til sin underordnede om... dværgemjød og... og... pointen var det var vigtigt, og nu var halvorken faldet i søvn! Ethelihn fnøs, tømte sit krus og ventede så til rummet holdt op med at snore. Nu hun ikke havde nogen at snakke med, var det lidt som om, sjoven var gået af at drikke. Når det sjove forsvandt, var det også lidt som om, en smule fornuft kom tilbage til hende. Hun slog med en hvis mangel på præcision en hånd i bordet og fik skubbet sig op med sit tomme krus i hånden, og kiggede lidt på det. Så gik hun et par usikre skridt i retningen af Asha og stillede så det tomme krus foran hende. Med lidt held ville Asha tro, hun havde drukket sig en hønsegård på og drømt det hele. *Pft, held tror jeg ikke kommer til at dække det,* tænkte hun en smule mere sobert og overvejede, om det var nødvendigt at true opvaskerne også. I det mindste havde hun ikke længere nogen anelse om, hvilken side det var, hendes brækkede ribben sad i.

Det var med disse tanker i hovedet, at en temmeligt slingrende general vraltede op til sine gemakker, smed sig i sin seng,  faldt i søvn med et grumt smil på læben og drømte om skumle planer til den lyse morgen. Om rygterne om hendes nat i kælderen var sluppet ud, var ikke til at sige, men den morgen var generalen om muligt mere irritabel end sædvanlig, og hvad værre var, hun havde tydeligvis fået sine evner tilbage.