Drengens spørgsmål fik skyggen af et smil til at fare hen over Kahinas ansigt. Som fandt den unge præstinde hans spørgsmål morsomt, hvilket hun muligvis ville have gjort, havde hun ikke været i så meget smerte.
"Shara ville aldrig gøre skabe en skæbne, der besværliggjorde hende eller hendes folks vej. At du nægter er en del af den vilje vi alle har en del af. Det er den, der sommetider driver os væk fra guderne, men også det eneste der kan få os på rette spor igen." Svarede hun træt. Hun var udmattet og hun trængte til et bad, og ville drengen ikke hjælpe måtte de finde en anden vej ud. For ud skulle de, tænk nu hvis den kutteklædte kom tilbage? Det ville være forfærdeligt, og Kahina turde ikke tænke tanken til ende. Det fik hun nu heller ikke mulighed for før Ngozi forsigtigt rørte på sig, hvilket fik en svag jamren til at forlade den sårede kvinde.
"Det kan jeg ikke sværger," svarede hun og lod øjnene falde i.
"Sharas krigere vil vide, at der er noget galt. De vil komme ligegyldigt hvad." Det var umuligt at krigerne ikke ville komme, for en af dem ville uden tvivl mærke Kahinas fortvivlelse, men for Kahina ville kunne styre dem og forhindre dem i at ødelægge dele af Hovedstaden. Så langt kunne hun bare ikke tænke lige nu.
"Hvis du virkelig vil hjælpe, får du os tilbage til Hovedstaden. Moder Oyibo behøver en healers hjælp, hun har allerede mistet alt for meget blod." Hvæsede Sefu, der tydeligvis var ved at være træt af Quin. "Vi kan styre krigerne. Vi kan ikke garanterer, at de ikke kommer, men vi kan styre dem. Og hvis vi ikke finder en healer snart vil moder Oiybo dø - vil du have hendes blod på dine hænder?"
"Sefu!" Formanede Kahina, stadig med lukkede øjne. "Hvad han vælger at gøre er op til ham, det er ikke ham, der lod mig tage - det var jer."