Udtrykket i den ældre kvindes ansigt ved Isadoras forslag var næsten hele den overhælning værd, som den unge pige vidste ventede hende så snart de havde afleveret hende til hendes mormoders nåde og barmhjertighed. Den fuldstændge blanding af vantro og forargelse der på alle måder slog hvad deres tætte kontakt i templet havde ført med sig. Det fik da heller ikke Isadora til at føle sig det mindste bedre tilpas over det smil der erstattede det. I stedet slog hun beskæmmet blikket ned. "Hvis De finder det bedst sådan, Lady Thurston, så vil jeg ikke afslå følgeskabet." Det ville hun hellere end gerne! Men slaget var tabt og hun var ret sikker på at hvis hun gjorde flere knuder ville det ikke være Will hun holdt i hånden ret meget længere.

Det blev en stille tur gennem byens gader. Mørket holdt de fleste til at gå for sig selv og ingen værdigede dem mere end et blik og nik i forbifarten. Isadora mistænkte lord Thurstons udtryk for at have en del med dette at gøre, men sagde intet. Ikke før Will lige så dæmpet talte til hende. Da så hun til siden og op på ham, før hun klemte hans hånd som et smil formede sig på hendes læber. "Det har jeg altid haft en glimrende sans for at komme - selv før jeg mødte dig, Will." Det var næppe hvad hans forældre ønskede at høre, men lige nu var hun ligeglad. Hun holdt dog stemmen ganske dæmpet som hun tilføjede. "Men der går nok lidt tid før vi kan ses igen... hvis du ikke popper forbi altså." Hun smilede til ham med så meget opfordring som invitation til at gøre lige det i de grå øjne. Mormoderen ville næppe lade ham blive lukket ind af hoveddøren, men have kunne han altid dukke op i. Det håbede Isadora i hvert fald han ville huske.

Som nærmede sig palæet så Isadora en skikkelse komme frem i døren. Selv som siluet mod lyset indefra var der ingen tvivl om hvem det var og hendes hjerte sank en smule mere i livet på hende. Det blev ikke bedre som de kom nærmere og Lady Highwell trådte til side og med en håndbevægelse bød dem alle at komme ind. "Lord Thurston, Lady Thurston, kom ind." Hendes blik faldt dernæst på de to unge så gennemborende som nogensinde og blev der til alle fire var kommet indenfor. Så lod hun døren falde i. Normalvis ville en tjener have stået for døren, men at hun selv gjorde det var alt andet end betrykkende for Isadora. Hallen var også chokerende mennesketom.

"Isadora Agnes Blackwood. Dit værelse. Nu." Isadora mødte hendes blik kort, før hun hurtigt fandt gulvet, slap Wills hånd og nejede for sin mormoder. Der var intet hun kunne sige nu lige og intet godt der ville komme ud af at åbne munden. Hun tillod sig dog at finde Will med blikket og forsøge at smile svagt til ham, før hun mærkede vægten af sin slægtnings blik på sig og forsvandt op af trappen til første sal. Ude af syne tøvede hun og blev, hvor hun kunne høre hvad der skete.
"Regina. Jeg beklager virkelig det her." Lady Highwell så beklagende på Wills mor og ignorerede den unge mand fuldstændig. "Jeg har ikke været fuldt ud opmærksom på hvor meget skade hendes opdragelse havde lidt af hendes fars forsvinden."

William kunne ikke andet end at smile let over hendes svar. Han nikkede forstående "Samme her.." det var langt fra nogen hemmelig at han var vant til at komme i problemer. Det nærmest skinnede ud af ham. Denne dag var ikke spor anderledes! langt fra.
Han kiggede over på hende med et svagt løftet øjenbryn og smilede skævt. "mon ikke jeg gør." dette blev næsten kun mimet, da forældrende uden tvivl ville sætte en stopper for denne gerning. At løbe rundt og skræmme livet af dem, var dog noget der var nødt til at blive taget afstand til. Nok var Will ikke færdig med at være trådsig ungkarl, men han forstod flere ting efterhånden, selvom det gik langsomt.

Som de blev modtaget af Lady Highwell, forsvandt alle andre tanker end direkte ubehag over situationen, og medlidenheden til hvad Isa skulle blive udsat for senere. Dragen så ikke ligefrem særlig velkommende og glad ud i dette øjenblik. Det blev heller ikke bedre som Isa blev nævnt ved tre-navn, som Will havde prøvet tidligere, og derefter sendt på sit værelse. Noget der gjorde at Will hurtigt gav hendes hånd et klem før varmen derfra forsvandt, og hende ligeså. William kiggede efter hende og forsøgte tydeligt at undgå dragens blik, som de to kvinder begyndte deres samtale. "Jeg er bange for, min kære Georgianna, at min søn også har haft sin indblanding." ooh kunne hun ikke havde sagt det bare en anelse anderledes. Blikket undgik stadig mormorens skikkelse, af frygt for at blive brændt levende. "Desværre kan hans opdragelse ikke undskyldes væk... Jeg beklager ligeledes meget for hans opførsel!" begyndte moren at forklare videre, indtil den tavse fars stemme afbrød, "Og han skal høre for det. Det forsikre jeg dem Lady Highwell.." med et skarpt og hårdt blik der ikke forlod Will på noget tidspunkt. Alligevel begyndte Wills tanker at strefe til Isadoras far. Hvad der egentlig var hændt. Han havde ikke hørt alt om hendes barndom, hvilket han kunne forstå, men det gjorde ham ikke mindre nysgerrig.

Isadora forblev i skjul ved toppen af trappen og lyttede til stemmerne i hallen. Hun vidste det var risikabelt ikke øjeblikket at gå til sit værelse, men hun kunne på ingen måde få sig selv til andet end at overhøre hvad der skete. Det ville forhåbentlig give hende en smule ide om hvor vred hende mormoder var på hende og hvor strengt denne ville straffe hende for den seneste forseelse. Godt startede det ikke ligefrem ud.

Lady Highwell smilede en smule opgivende til veninden, som hun havde kendt siden sin ungdom. Deres ældste børn havde været jævnaldrende og var, måtte hun indrømme, faldet noget heldigere ud end Reginas den yngste og det barnebarn hun havde overtaget opdragelsen af. "Det undskylder det på ingen måde, min kære, eller er helt en formildende omstændighed for at en ung frøken tér sig sådanne." Hendes blik gled til den unge mand, som de talte om og tog for første gang den aften hans udseende helt ind. I forhold til sidst hun havde set ham ved midvinterballet lignede han en der havde rullet sig gennem et skab der end ikke var hans eget.

Før hun dog fik gjort andet end hævet et øjenbryn af ham, fortsatte hans moder dog og trak lady Highwells blik tilbage til sig. Det gjorde også at smilet vendte tilbage til hendes ansigt. Hun nåede dog ikke at svare, før venindens mand afbrød de to og ikke så lidt skarpt kom med sin mening. Mere i tone end i ord måske, men lady Highwell var ikke det mindste i tvivl om at der ville blive taget fat på knægtens mangler herefter. Hun smilede til lord Thurston og nikkede så let. "Jeg kan som ansvarlig for den unge frøken ikke ønske andet, som jeg kun kan takke jer for at I bragte hende sikkert hjem." Så vendte hun blikket mod Lady Thurston med et lille eftertænksomt smil. "Måske du ville have lyst til at komme over til the i morgen?" En klar invitation til at snakke mere der og til at bryde op så hver kunne klare sit.

Isadora hørte tonen og kendte den. Med lille forsigtigt blik ned i hallen, som hun håbede ikke blev opdaget af hendes mormoder, søgte hun Wills blik. Så trak hun sig hurtigt tilbage og forsvandt ind på sit værelse til en emsig kammerpige der i den grad havde været bekymret over den unge frøkens forsvinden.

William første at undgå en hver form for opmærksomhed, selvom dette var direkte umuligt. Som han mærkede et par øjne hvile på sig, løftede han dog alligevel blikket for at møde de søgende øjne. De øjne der kom fra Isadoras mormor, der i dette øjeblik var i gang med at se ham an, virkede det til. Det, og dømme en del andet også. Hans beklædning var heller ikke af det mest heldige, men det var tøj. Heldigvis kendte Lady Highwell ikke noget til Williams beklædning tidligere på dagen.

Williams far nikkede til Lady Highwell, som svar, og sagde ikke mere derefter. Generelt var han en ekstrem stille mand, hvis munterhed heller ikke ligefrem var overdreven når han endelig var i godt humør.
"Det ville glæde mig! Vi skal ikke tage mere af din tid denne aften." Regina bukkede let sit hovede i respekt for sin veninde og vendte sit blik mod Will, der havde vendt sit blik til at kigge op af trappen. Noget han sad let fanget i, indtil et let puf blev ham pålagt. Han kunne havde svoret at han havde set Isa se ned på dem. Familien takkede af og forsvandt ud af døren, ud til den sene aftens friske luft. Noget William i dette tilfælde så sig taknemmelig med.

"Hvad tænke du dog på?" de strenge og opilede stemmer fyldte lokalet og blev ved med at gå til angreb på deres yngste søn. Regina, Williams kære moder syntes at være den som havde mest frustration hun skulle ud med. "Jeg tænkte ikke.. Det plejer at være derfor jeg kommer i problemer." kom der ekstrem træt fra knægten som sad og så opgivende ud i rummet, uden rigtig at havde noget ønske om at diskutere. Hvilket heller ikke blev nødvendigt da forældrene fortsatte talestrømmen til langt ud på natten før det var tilladt ham at gå i seng.
Selvom aftenen havde budt på skænderier, hævede stemmer og sandheder der kom på bordet, kunne William alligevel ikke lade hver med at smile som han lå i sin seng og så op i loftet. Et lille smil, der var en blanding af sørgmodigt og lykkeligt. En ting han skulle overveje, var hvor mange dage det var nødvendigt der gik før han dukkede uanmeldt op i Isas have igen. Uden at tiltrække sig alt for meget opmærksomhed eller få sine forældre på nakken igen.

//out

Lady Highwell nikkede let tilbage til Regina. "Storartet, og det andet skal I bestemt ikke tænke på. Jeg ser heller at I tager tiden end at lysets krigere gør." En træt rynke havde vist sig i hendes pande, før hun høfligt fulgte tre til døren. Knægten virkede noget distraheret først, hvilket fik den statelige dame til at se i samme retning som ham, men uden at se noget. Det behøvede hun så heller ikke for at vide at hendes uregerlige barnebarn havde smuglyttet. Fornuftigt nok efter den ældre dames mening, men ikke noget man skulle opdages i.

Som hun lukkede døren efter de tre og lod slåen falde for, vendte hun sig roligt mod fodmanden der var kommet frem fra et af de små siderum til hallen. "De kan vende tilbage til Deres post nu, Gareth." Han bukkede med et dæmpet. Javel, Lady Highwell." Før han tog opstilling ved døren. Det var utrykke tider og derfor var der sikkerheden øget i palæet. Lady Highwell nikkede let til ham og forsvandt så op af trappen mod sine egne gemakker. Snakken med Isadora ville hun første tage næste formiddag. Af flere grunde. Først og fremmest for at kunne få alle de nye restriktioner på plads før hun lagde dem på pigen, men bestemt også for at lade hende svæve i usikkerheden en tid.

Isadora kendte sin mormoder godt nok til at vide intet ville ske samme aften. Hun lyttede halvt til kammerpigens pludrende bekymring, men svarede kun lidt og med få ord. Hendes tanker var delt mellem Kira og Will. Sorgen sad stadig i hende over tabet af veninden og det havde stadig ramt hende hårdere end hun havde troet muligt. Dertil var der den glæde ved at have haft Will at dele den med og søge trøst hos. Han havde været hendes lys i det mørke der var kommet, men også en ny bekymring. For han virkede ikke fuldt til at have forstået alvoren. På nogen måder heldigvis, på andre var det skræmmende, for det kunne ende med at koste ham mere end en skideballe af forældrene. For nu kunne hun dog ikke andet end skubbe bekymringen for ham til side og lade sig glide let smilen ind i søvnen. Morgendagen ville snart nok komme om hun tænkte på den eller ej.

//CLOSED