Nadia lod sig blive trukket op på benene igen, selvom hun var meget i mod det. Men hun lystrede. Hun havde ikke lige plads til at kunne overskue flere skænderier mellem dem. Hun ville hvert fald gå ud af sit gode skind, hvis de skulle have flere i dag. Nat. Hun var ret taknemlig for, at Lorgath var højere, end hende, fordi så kunne hun nøjes med stirre ham ind i brystet, selvom hun valgte at betragte sine fødder, hvor hun krøllede tær.
”Undskyld.”[/color] mumlede Nadia, da Lorgath mente, at ingen knælede for ham. Det havde hun enlig været ret ligeglad med, om han mente sådan eller ej, men hun havde det bedre med, at hun havde gjort det. Og nogen vaner kunne man ikke komme af med.. åbenbart. Det sårede hende dog lidt, at han mente, at undskyldningen ikke var nødvendig, men hun bed det i sig. Det var jo alligevel ikke derfor, at hun var kommet.
”Ja. Ja, det har jeg.”[/color] svarede hun en anelse tøvende, mens hun overvejede, hvordan det skulle fremlægges. Hun tog en dyb indånding, inden hun valgte at forklare sig, og hun håbede på, at hun ikke ville blive afbrudt, fordi hun var ikke sikker på, om hun så ville kunne fortsætte. Det krævede nemlig en del fra hendes side. Det var nemlig sådanne nogle ting, som hun aldrig talte om.
”Jeg beklager min opførelse, men alting er blevet vendt på hovedet i den seneste tid. Jeg er opvokset uden kærlighed. Jeg har altid været alene og ensom i denne verden. Der var ingen, som bekymrede sig om mig. Jeg skulle klare mig selv. Jeg var et koldt og følelsesløst menneske. Men så møder jeg dig. Og i den seneste tid er det gået stærkt. Båndet mellem os er blevet stærkt. Og i går aftes trak du tæppet væk under mig. Jeg tror, at du i den seneste tid er blevet, som en far for mig.”[/color] det sidste mumlede hun meget lavt. Hun forsøgte at tørre tårerne væk fra hendes kinder. Det var sådan hun havde det, og der var ikke rigtig noget, som kunne ændre på det.

Mentalt forberedte Lorgath sig på Nadias forklaring og han håbede da også på, at han ville kunne tage den i stiv am. Han tog fejl, rigtig meget og da hun begyndte at forklare sig, blev hans blik igen stift rettet mod selv samme vinglas. Han kunne slet ikke få sig selv til at se på Nadia som hun fortalte tingene på en måde, som han slet ikke havde regnet med var korrekt. Han så igen ned på hende, da der var en længere periode af tavshed. Han havde været dybt vred på hende, smidt hende ud af huset, generelt været ufølsom og alligevel kaldte hun ham for sin faderfigur. Han havde selv set hende som en datter det sidste halve år, men at hun også havde det sådan var så stor en lettelse, at han måtte rømme sig let og var lidt hurtig til at tørre en mindre tåre væk, som havde sneget sig ud af øjenkrogen på ham.
"Jeg.. Efter så lang tid hvor jeg har kunnet give igen... Så ved jeg ikke hvad jeg skal sige.. Jeg har intet rapt tilbagesvar," mumlede han for sig selv mens hans øjne nervøst flakkede. Han havde ingen anelser om hvad han skulle gøre nu, andet end at undskylde. "Jeg beklager at.. Jeg har været så ignorant. Jeg vidste det ikke, havde jeg vidst det, så.. Så havde jeg fortalt at du også er blevet som en datter for mig," forklarede han kort efter, før han forsigtigt lagde en hånd på hendes arm.

Nadia var klar til at skulle forlade det hele, hvis hun blev bedt om det. Hun var faktisk klar til at løbe sin vej. Hun overvejede faktisk, mens tavsheden herskede, om hun skulle løbe, men der var noget, som holdte hende tilbage, noget, som gjorde, at hun ikke løb. Hun havde slet ikke lyst til at skulle forlade det hele. Det var en del af hendes hverdag. En del af hendes liv. Hun vidste faktisk ikke helt, hvad hun skulle gøre, hvis hun blev smidt for porten.
Hun var nær gået, fordi hun ikke rigtig kunne lide tavsheden, men så blev den dog brudt, og hun blev stående. Men hun var stadig nervøs. Hun skar en grimasse ved hans mumlende ord. Det gjorde en smule ondt. Hun havde gjort klar til tilbagetog, da Lorgath igen valgte at sige noget. Det føltes, som en bobbel sprang i maven på og lod glæden tage overhånd. Det endte med, at hun overfaldt ham i et kram, og hun tog selvfølgelig hensyn til hans brandskader. ”Undskyld. Jeg er bare ikke vant til alle disse følelser.”[/color] mumlede hun så, men hun gav ikke rigtig slip igen.

Lorgath lagde godt mærke til at hun lyste op, men han nåede ikke selv at sige mere før hun overfaldt ham i et ret heftigt kram, og var det ikke fordi hun bevidst havde passet på med forbrændingerne, så ville han sikkert have været i et meget specielt smertehelvede. Men der var han så heldig, i stedet følte han sig bare lidt mast mens han selv lagde en enkelt arm om hende og smilte lidt ømt i det mens hans øjne igen blev blanke i det. Kort efter sagde hun endnu en gang undskyld."Det er jeg heller ikke," sagde han lavt, mens han gav hendes ryg et klap og selv gav slip. "Det er slet ikke det samme som for.. Jeg kan ikke huske hvor lang tid jeg har været.. En vampyr," Det var meningen han skulle informere hende, men så gik det op for ham, at han kun vidste, at han var tæt på de 3000 år. Han havde ikke et konkret tal, og ærligt talt, så var det faktsk lidt skræmmende.

Nadia rømmede sig lidt og trak sig væk fra Lorgath, da han også gav slip i hende. Det havde udviklet sig til en meget underlig situation, som også var meget uventet. Hvad fanden var der sket? Hvor var det gået galt? Og hvad havde hun overset? Hendes kinder var blevet svagt røde.
”Kan du nu ikke længere huske, hvor gammel du er? Er du så gammel, at din hukommelse svigter?”[/color] spurgte Nadia og grinede svagt. Hun var kommet i et bedre humør, og hun mente skam, at hun sagens kunne tillade sig at komme med en svag spøg.
”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle nære så stærke følelser. Eller blive så tæt knyttet til nogen.”[/color] sagde hun så igen mere alvorligt. Så mange ting at tænke på.

Lorgath stillede sig lidt bedre til rette og slap Nadia da hun trak sig ud af deres kram. Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes spørgsmål, selvom han var bekymret over sin hukommelse.
"Alt andet kan jeg da godt huske. Men ellers er jeg vidst lidt gammel, ja," mumlede han, stadig grinende, før han tog sig lidt til hovedet. Ja, det kunne så også godt have været fordi han havde slået hovedet ved sit fald og havde fået et let hukommelsestab.
De næste ord Nadia sagde fik Lorgaths grin til at falme lige så stille. Hun havde ret og følelsen var gengældt. Det skræmte ham faktisk lidt, at han også selv havde bundet sig så meget til hende uden den vilde angst for at blive stukket i ryggen. Han havde det ikke så godt med at blive afhængig af andre mennesker, men nu var det nu nok lidt mere Nadia der fik hans hjælp.
"Det troede jeg heller ikke at jeg ville. Men nu skete det alligevel og selvom det er skræmmende, så har jeg ikke i sinde, at løbe fra det," forklarede han med et lille smil.

Nadia slappede en smule mere af, da Lorgath grinte af hendes spørgsmål. Det gjorde hende rolig at vide, at tingene stadig var, som de havde været før, selvom det nok forandrede sig en smule nu. Men nogle ord til eller fra, det ville ikke kunne ændre særlig meget mere. Det var stadig skræmmende, men det var vel en tanke, som hun ville lære at leve med. Håbede hun.
”Det skal nok komme.”[/color] sagde Nadia så beroligende. Hun ville sikkert også glemme og tælle, hvis hun var over tusinde år. Det ville i længden sikkert blive kedeligt at tælle, når man alligevel skulle leve evigt. Prøv og tænkt på alt det, som man kunne opleve. Og i den sidste ende ville verden nok blive meget kedelig og ensformig. Ikke et liv for hende.
”Jeg kan ikke løbe fra det. Det vil min egoistiske samvittighed ikke tillade.”[/color] sagde hun og gjorde en smule grin med det, da hun ikke helt kunne holde til det der alvorssnak. Hun trængte til at få løsnet op. Hun manglede at grine. Men nej, hun ville ikke kunne løbe fra det. Det kunne godt være, at hun var en morder, men hun havde stadig en samvittighed, selvom det ikke var tit, at den fortalte, at den var der.

Lorgath gav Nadia ret og klappede hende smilende på skulderen. "Jeg må hellere få læst op på min alder. Du er velkommen til at blive de næste par dage hvis du vil. Ellers ender Ashmon sikkert bare som føde," jokede han.
Den næste uge spenderede Lorgath sammen med Nadia. De havde det hyggeligt sammen, selvom Lorgaths fysiske tilstand var ret ringe. Han brugte nogle af sine nætter på at træne en smule, bare for at holde sig nogenlunde i form, og nogle timer af dem, på at lære Nadia at læse - En længere process, eftersom hun var lidt opgivende i det fag. Det fik dog ikke Lorgath til at give op, selvom han var nødt til at hvile en time bagefter over mental træthed. Hvad der var vigtigst var, at Lorgath ikke selv, den uge overhovedet var sentimental eller følsom. Han holdt deres samtaler på et drillende niveau, som det normalt var. Efter at ugen var omme, havde Nadia vidst opbrugt sin tålmodighed og tog afsted.

//Out

Nadia synes ikke helt, at joken omkring Ashmon, som føde, var helt i orden. Men hun kunne nu alligevel ikke lade være med at grine lidt. ”Nah.. det ender bare med, at han pakker sammen.”[/color] sagde Nadia drillende igen, ”Så jeg må nok blive og beskytte ham fra dig.”[/color] *Altså, så længe jeg ikke selv ender, som mad.* tænkte hun færdigt i hovedet. Men hun regnede ikke med, at nogen af delene ville ske, ellers ville det nok ende med, at der skete noget drastisk.

I løbet af den næste uge følte Nadia gang på gang, at hun ville dø, når hun blev undervist i at læse. Hun brokkede sig dog mindre, fordi hun valgte at tage hensyn til Lorgath skader, men en smule gjorde hun dog. Hun ville have opgivet at lære at læse for længe siden, hvis ikke det havde været nyttigt at kunne. Det gik dog fremad, selvom det gik langsomt fremdad. Dog var var det ikke særlig længe af gangen, fordi Lorgath blev hurtig træt. Og bagefter slappede de bare af. Det var sådan helt rart, men den virkelig verden kaldte på hende. Hun havde en opgave.
Så da ugen var slut, havde hun set bogstaver nok for resten af sit liv. Hun pakkede sit grej og gjorde klar til at tage af sted. Hun havde et mord, som hun skulle have klaret. Hun håbede, at hendes hjælper havde været nyttig. Hun tog af sked med dem alle sammen. Og endnu engang forlod hun de trygge rammer. Men, som et nyt og anderledes menneske, som da hun var ankommet.

//out d;