Sarah kiggede bekymret på Caine, da han sådan sad og ømmede sin arm, og hun bed sig svagt i underlæben og skævede til siden for så at se tilbage på den rødhårede.
"Det.. er jeg virkelig ked af.. slog du dig meget?" spurgte hun og så stadigvæk ret bekymret ud. Hun kunne ikke lide at skade folk.. og hun havde da skadet Caine? havde hun ikke?
"Jeg.. var bare bange for at hun ville have opdaget os.. hvis jeg råbte op.." sagde hun og smilte en smule forpint til Caine.

Caine skyndte sig at holde op med at ømme sig arm, da han så Sarahs bekymrede ansigtsudtryk og hendes forpinte smil. Han rystede voldsomt på hovedet, da hun spurgte, om han slog sig meget.
"Nej nej, jeg slog mig altså ikke!" sagde han hurtigt. "Det var jo bare for sjov... Der skete ingenting med mig. Du behøvede heller ikke at råbe op, jeg mente det jo ikke."
Han vippede lidt med sine fødder, mens han kiggede på Sarah. Han syntes det var lidt underligt, at hun så hurtigt blev så bekymret, bare fordi hun troede, at han var kommet til skade. Hun kendte ham jo næsten ikke engang, så det burde da ikke være noget, der kom hende ved.

"Åh.." Sarah var stille i få sekunder, og grinte så lidt af sin egen dumhed. "Undskyld.. heh.. godt at der ikke skete noget så.." hun smilte svagt til ham og kiggede nu igen på den andens hår, og derefter ansigtet.
"Jeg er lidt dum nogle gange.." sagde hun flovt og kløede sig på siden af halsen, og skævede til siden med lidt røde kinder.
jeg føler at jeg er blevet dummere og dummere på det seneste.. tænkte hun surt om sig selv, og kunne daske sig i panden.. men gjorde det ikke.

"Vi er vist alle sammen lidt dumme en gang imellem," sagde han.

Han spejdede for hundredetyvende gang ud over området. Derefter rejste han sig op. Selvom der ikke var nogen at se, kunne man aldrig vide, hvornår der ville dukke endnu en nonne op. Det var blot et spørgsmål om tid.
"Det er nok bedst, at jeg snart forsvinder herfra," sagede han til Sarah. "Vi ses nok igen en gang."
Det sidste lød lidt tvivlende, for hun måtte jo ikke forlade klostrets område, der havde hun selv sagt, og han var ikke sikker på, om han ville komme forbi her igen en anden gang.
Han hævede hånden som afsked, før han begyndte at gå væk fra springvandet, og kort efter forsvandt han bag noget blomsterbevoksning.

//out ((jeg bliver nødt til at logge af nu, for jeg har hamrende hovedpine D: ))

Sarah smilte sødt til Caine og nikkede hurtigt.
"Jaeh.. en gang imellem.."

Sarah sad bare og betragtede himlen, og derefter vandet der lå i springvandet, det var stadig utrolig svært at holde fokus på sit spejlbillede, da vanddråberne igen forstyrrede spejlbilledet.
Hun kiggede hurtigt op på Caine da han nu snakkede om at gå.. hun smilte skævt, og nikkede forståeligt og rejste sig, da han også gjorde.
"Jaeh.. god idé.." hun smilte og sukkede lydløst, "Ja, det gør vi nok.." hun vinkede blidt til ham, og betragtede ham blot gå afsted.

Hurtigt snuppede hun sin handske på igen, og smuttede indenfor.. med Caine, og så faderen i sine tanker. Nu hvor hun var alene strøg en masse tanker igennem hendes hoved..
Mon jeg ser Caine igen? ..

//out - iorden ^^ sees!

Opråb!
Ved mødet mellem en almen borger og et væsen af Elemental-racen, bør følgende råd udøves:
- Møder du en Elemental alene, så forhold dig i ro. Den vil højst sandsynligt angribe dig, men hvis du begynder at angribe, flygte eller på anden måde vise form for liv, vil den uden tvivl dræbe dig hurtigere.
- Jages du af en Elemental, sørg da for at løbe imod ubefolkede områder, for at undgå at sætte andres liv i fare.
- Det er forbudt at kommunikere med en Elemental, og man straffes herfor!
- Det er forbudt at opholde sig på Topalis.
- Det kan have fatale følger at tage kampen op med en Elemental.

Renatika stavede sig langsomt og omhyggeligt igennem det ophængte skilt ved siden af springvandet, mimende med læberne de længste ord og hoppende over de sværeste, og til trods for sine begrænsede læsefærdigheder havde hun til sidst forstået nok af teksten til at kunne lægge hovedet på skrå med en utilfreds mine og en dyb rynke mellem brynene. Hun bed tænderne sammen og tænkte sig godt om:
"Urgh," sagde hun.
Med samme bekymrede udtryk i ansigtet tog hun sin hue af, kløede sig i det brune hår med behandskede hænder og trak den igen ned over ørerne. I lidt tid stod hun stille, stirrende på skiltet, mens små snefnug dalede tavst ned fra en grå himmel og lagde sig til rette på det allerede hvide tæppe der var jorden.
Det var ikke gode nyheder. Hun havde ingen anelse om hvad en ele-men-tal var, men efter opråbets alvorlige tone at dømme var det noget farligt. Og det eneste der var værre end farlige ting var farlige ting som hun ikke vidste hvad var.
’Det er forbudt at kom-mu-nik-e-re med en ele-men-tal’. Det havde hun sandelig heller ikke tænkt sig. Som om hun ikke havde nok at bekymre sig om i forvejen. Det havde sneet meget – frygteligt meget – de sidste par dage, og det blev stadig svære at opholde sig udenfor i længere tid.
Hun vendte sig om. Katedralen tårnede sig op som en mørk skygge mod nattehimlen bag hende. Det var egentlig dér hun var på vej hen for at tilbringe natten, i håb om at nonnerne havde valgt i aften til at byde de hjemløse på mad. Desuden havde hun lovet børnene at hun ville komme og fortælle historier igen snart, hvilket hun måtte indrømme at se frem til. Hun havde lært en masse nye siden sidst.
Atter skævede hun til skiltet. Hun var stadig ikke helt sikker på hvad det betød, men luften omkring hende føltes tætpresset og nervøs. Hun skuttede sig og nøs.

Flavian holdt Renatika under diskret observation fra sin plads på en bænk lidt fra opslaget. Han havde læst det, var ude mærket klar over, hvad elementaler var og havde fuld forståelse for, at de ikke just var i godt humør. Renatika interesserede ham faktisk ikke synderligt. Hun var bare fokuspunkt i øjeblikket fordi her ikke var andre, hvilket var forståeligt nok taget vejret i betragtning. Her var umådeligt koldt for et væsen, der havde boet i ørkenen de sidste par århundreder. Sneen var børstet væk fra hans siddeplads, så han i det mindste ikke behøvede sidde på den frosne regn, men han kunne stadig godt have haft det varmere. Han bar flere la tag, bl.a. andet den kappe hvis hætte dækkede halvdelen af hans ansigt.
Efter Renatikas kropssprog og små udbrud lod det til, at hun også mærkede kulden, men det var vidst mere budskabet om elemantalere, der skræmte hende. Jeg kunne selvfølgelig tage fejl. Men det gjorde han næppe.

Hun åndede langsomt ud og betragtede den hvide damp der i et splitsekund viste sig i mørket og forsvandt igen, før hun lænede hovedet bagover.
Himlen var spættet med stjerner og en stor fuldmåne der badede omgivelserne i et hvidt, magisk lys. Der var noget foruroligende ved det, kunne hun ikke lade være med at tænke, noget truende og anderledes. Hun tog sig selv i at se sig omkring efter lurende varulve.
Og frøs. Hendes øjne landede på en skikkelse længere væk, siddende på en bænk med blikket plantet på hende.
Tavst stirrede hun tilbage på ham med rynkede øjenbryn og armene viklet omkring sin krop. Til trods for de to, slidte uldsweatere hun havde på lykkedes det kulden at krybe ind under huden på hende og bide sig sultent fast i kødet så snart hun stod stille. Men hun brød sig ikke om at begynde at bevæge sig nu.
Hun brød sig ikke om folk der dækkede deres ansigt. Det var ikke fordi hun nærede nogen speciel trang til at se andre i øjnene, men det kunne være livsnødvendigt at kunne aflæse deres ansigtsudtryk. Folk der dækkede deres ansigt ønskede ikke at blive aflæst, og folk der ikke ønskede at blive aflæst havde sjældent gode intentioner. Hun kendte det fra sig selv. Det var nemmere at stjæle fra folk med en hat trukket ned foran øjnene.
Skulle hun tage kontakt? Det var næppe klogt. Når man mødte fremmede personer med tildækkede ansigter efter solnedgang var den smarteste strategi ikke at gå hen og sige ’hej’. Den smarteste strategi var at vende sig om og gå sin vej. Så det burde hun gøre. Det ville hun gøre. Det gjor—
Idet hun drejede rundt skippede hendes hjerte et slag.
Et par meter foran hende i mørket stod en skikkelse, men ikke noget der mindede om et menneske eller lignende. Den tårnede sig op som en stor blokade midt i sneen, og til trods for at hun ikke kunne se dens øjne var hun instinktivt klar over at den stirrede på hende. Vredt.
Hun trådte et skridt tilbage. Skikkelsen tog ét frem.

Flavian ændrede ikke ansigtsudtryk, da Renatika fik øje på ham, hvilket måske bare fik ham til at virke endnu mere skummel. Han kedede sig, som man ofte gør, når man intet har at tage sig til, så han brugte lidt af sin kostbare tid på, at aflæse pigen, der stod et stykke fra ham. Hun virkede ikke helt tryg, men heller ikke decideret skræmt. Han forstod hende for så vidt godt. Mænd, som ham der havde en vis fysik, havde ansigtet dækket, som om der var noget at skjule, og sad og betragtede én, som om der var et formål med det, virkede ikke lige frem tillidsvækkende. Men hans indtryk på andre generede ham ikke, så længe han ikke blev opdaget før et job var udført. Og lige nu var der intet, han skulle nå, så hun måtte døje med lidt uønsket opmærksomhed lidt endnu.
Et par sekunder inden Renatika vendte sig for at gå, lod hendes kropssprog ham vide, at hun ikke ville blive her ret meget længere. Det var dog trist... Han vendte blikket, ikke hovedet, men blikket mod Katedralen. Måske skulle man gå ind og få lidt varme? Selvom andre nok ville være uenige, havde han kun den grund til at træde ind i et helligt hus. Han var ikke religiøs og havde ikke været det længe - og han troede ikke på, at en gud kunne tilgive nogen, deres synder. Den slags moralske problemer, måtte man selv døjer med.

En lyd krævede hans opmærksomhed. Det var ikke den meter høje elemental (den havde måske oven i købet været her længe), men Renatika. Hendes knirkende fodtrin i sneen stoppede alt for pludseligt. For nu blev Flavian siddende. Hvis hun intet gjorde, ville elementalen måske lade hende være. Hvis den ikke gjorde det, måtte Flavian overveje, om han ville gribe ind. For øjeblikket hældte han mest til at smutte, men Renatikas tilsyneladende alder, fik ham til at blive siddende. Hun ville ikke kunne håndtere den, hvis det gik galt - og med det mente han blot at nå i sikkerhed. Ingen normal krystallisianer kunne klare en elemental alene.

Med ét havde hun glemt alt om den ukendte person bag sig. Om hvor hun var, hvor hun skulle hen og alt andet end det der relaterede sig til den mørke skygge foran sig, den skygge der nu trådte tættere på med en knurren der lød som sten der rullede ned af et bjerg.
Blodet kunne have stået stille i hendes årer, så stiv følte pigen sig. Selv dampen foran hendes ansigt var forsvundet sammen med hendes åndedræt, i et forsøg på at gøre sig ubemærket og usynlig for det fremmede væsen. Og midt i at hendes overlevelsesinstinkter desperat forsøgte at finde ud af om hun skulle spille død og løbe væk, var der ét spørgsmål der rumsterede i hovedet på hende:
Hvad fanden var det?
Hvad var det helt præcis der stod foran hende, tavst og truende? Det så større ud end noget væsen hun nogensinde havde set, men et eller andet sagde hende at det næppe var en drage der havde vovet sig helt ind i byen. Så hvad var det?
Hun skævede lynhurtigt til skiltet. Hun havde en anelse, men brød sig ikke om den.
I panisk behov for beskyttelse førte hun sin bevidsthed ned til sine fødder og fornemmelsen af den sovende jord under dem, fandt en spirende tryghed i fornemmelsen af sten og støv der diskret pulserede ved kontakten. I det mindste havde hun jorden. Så længde hun havde den havde hun i det mindste noget at støtte sig op af. Hun slappede en anelse af i de spændte skuldre.
Men mærkede sine muskler blive til sten og gispede højt idet hun fornemmede noget hun ikke skulle. En anden bevidsthed der tog fat i jorden bevægede sig ind på hendes banehalvdel. Pludselig kunne hun mærke det ryste under hende, og til trods for sine desperate forsøg kunne hun ikke genvinde kontrol.
Logik og fornuft blev fejet af bordet. Det her betød at hun skulle væk.
I et åndedræt snurrede hun om på hælen og gav sig til at spæne i den stik modsatte retning af skikkelsen, der tog det som et tegn til at sætte i løb efter hende.

Han lod dem løbe lidt endnu. En elver havde intet at frygte, skulle han mene, for det var ikke deres skyld, at landet var ved at sprætte sig selv op i flere dele end nogen Lord kunne håndtere. Han huskede udmærket, at af og til arbejdede for at inkvisitionen, men det var, når de kunne give ham mad på bordet, og han tog ikke del i de rigtige ødelæggelser. Måske havde han oven i købet sat sine priser lidt i vejret blot fordi han var i stand til det. Han syntes ikke om at give vennepriser til imbecile krigere med vampyristiske tendenser, thi at være vampyr er trods alt bare at have blodtørst. Han var klar over, at det ikke var det eneste kendemærke, en vampyr havde.
Da Ranatika var nået fordi, rejste Flavian sig med et ryk fra sin plads på den iskolde bænk, så hætte faldt ned på ryggen, og placerde sig imellem de to med sine sværd ude, truende, advarende, men ikke krigerisk. Trods sin høje alder, ville selv han ikke kunne nedlægge en elemental. Hans eneste håb var, at elementalen ville lade en elver være og vende tilbage - eller i det mindste bare tag et andet sted hen. Man kunne også håbe, at den mente to var for meget, men det virkede ikke sandsynligt.

Renatika standsede først, skræmt og snublende over sine egne fødder, da en busk blokerede hendes vej og den unge pige væltede uelegant ind over den som en kludedukke. Det tog hende nogle øjeblikke at få sine ben vendt den rigtige vej igen og få styr på sine lemmer, før hun snurrede rundt og betragtede den fremmede person som havde trådt ind imellem dem.
Først kunne hun ikke få sine tanker viklet rigtigt rundt om situationen. Chokket over at være blevet afskåret fra sit eget element huserede stadig som en kold panik i hendes krop, og adrenalinet pumpede rundt i blodet på hende som havde det tusind dæmoner i hælene.
Hun bed ubevidst sig selv i læben. Hvad fanden skete der, hvad ... Hvordan havde det væsen kunnet gå ind og afbryde forbindelsen? For hun havde været sikker på at det var den der var synderen, bare den måde den kiggede på hende ... Hun gav en tynd lyd fra sig, knugede omkring grenene i busken med bævende hænder og gjorde et forsøg på at gendanne kontakten til jorden under sig. Det lykkedes. Hun gav et lettet hulk fra sig og svang hovedet ned af, nervøs for om hun skulle til at kaste op.
Hun blev dog hurtigt tvunget til at se op igen, da lyden af jordelementalens tunge fodtrin nåede hendes ører og bekendtgjorde at de ikke var ophørt endnu.
Den fremmede person virkede selvsikker, rolig og som om han havde styr på tingene. Det var bare synd at elementalen var fuldstændig ligeglad. Måske var den for dum til at indse at elveren var truende. Måske var han ikke andet end en nemt overkommelig forhindring. Uanset hvad fortsatte væsenet sit dundrende løb hen over sneen, direkte mod den hætteklædte som var han ikke andet end en luftspejling.

Det burde jeg vel have forudset... Han svingede krumsablerne p i en mere kampklar position, hvorefter han simpelthen flyttede sig af vejen. Han piftede lavt for at få elementalens opmærksomhed. Han ville have talt til den, men hans instinkter, erfaringer og alt, hvad han vidste om elementaler, sagde ham, at det ikke nyttede noget. I disse skabninger var svære at få til at køle ned, når de først havde noget at være vrede over. Og at de havde noget være vrede over, ville han ikke benægte.
Flavian var ikke meget for at tage øjnene fra sin modstander, som han umuligt ville kunne overvinde, men han skævede alligevel til pigen. Stik nu af, men den holder øje med noget andet... Han var rolig nu, men det ville ikke holde længe, hvis han skulle fortsætte med at holde øje med både pige og væsen. Når han nu havde besluttet sig for at hjælpe til, måtte han også sige b og holde elementalen beskæftiget, til pigen var væk. Han talte stadig ikke til den - ikke fordi den ikke ville forstå det, for det ville den, snarere fordi det ikke ville hjælpe. Det var faktisk et problem, at den kunne forstå ham, for så kunne han ikke bede pigen om at rende af pommern til. Væsenet ville bare rende efter hende; tage sig af den svage først.
Pludselig langede væsnet ud efter ham. Han var nødt til at smide sig ned på jorden og med en kraftigt spark med benet kurrede han gennem sneen, mellem benene på elementalen og stilte sig bag den ryg tæt forfulgt af klippestykker, der som små spyd skød af jorden.

Måden elementalen forsøgte at gøre det af med elveren på virkede foruroligende … bekendt.
Hun knugede hårdere fast om busken indtil de spinkle, bladløse grene begyndte at knække under fingrene på hende. Måden væsenet kontrollerede jorden på mindede uhyggeligt meget om hvad hun selv kunne. Eller ’kunne’ var måske så meget sagt, hvad der skete omkring hende var nok en bedre beskrivelse. Uanset hvad var deres evner så skræmmende ens at hun slet ikke tænkte på at løbe væk før bæstet fik færten af hende.
For sent.
Elementalen kiggede hurtigt efter elveren i det den løb forbi, næsten som for at sikre sig at de små jordskælv og klippestykker den frembragte kunne tage sig af truslen, før den nu i et langsommere tempo bevægede sig mod pigen. Nysgerrigt betragtende hende. Renatika fik opfattelsen at hun ikke var den eneste til at bemærke deres lighed.
Men der var punkter hvor deres evner var ligeså forskellige som dag og vand. Fyldt med en panisk fascination stirrede hun på elementalen i takt med at den bøjede verden omkring sig til sin vilje, fik jorden til at stige op og synke sammen som bølger på et oprørt hav, rev træer og buske op med rode og fik stenspringvandet til at krakelere og eksplodere under et enormt pres. Hun kunne mærke til åndedræt stige og frygten klemme luften ud af hende.
Selv hvis hun havde haft fuld kontrol over sine evner ville hun aldrig – aldrig – blive ligeså stærk som det væsen.
Pigen faldt snublende bagover idet busken hun havde lænet sig op af forsvandt i et jordskred, og i sin overraskelse landede hun fladt på ryggen. Instinktivt rejste den resterende jord sig op omkring hende, klar til at forsvare pigen, klar til at angribe hvis det skulle blive nødvendigt, men et eller andet sagde hende at hvis elementalen først skulle se sig sur på hende … Hun slugte en klump. Hun ville helst ikke forestille sig det.
Lyden af et pift fik væsenet til at vende hovedet bagud, og for et øjeblik glemte den alt om Renatika til fordel for at gå i kamp mod elveren. Hvad der pludselig fik den til at skifte mening anede hun ikke, og hun var ærlig talt fuldstændig ligeglad. Skramlende kommer hun til bens og spæner i retning af katedralen, en strøm af uroligt jord i sit farvand.

//out

Jordens bevægede sig kraftigt og højst unaturligt under elverens fødder. Hans balanceevner kunne næsten ikke håndtere rystelserne, og han havde nær mistet fodfæstet. Men til hans held var det alt sammen koncentreret om pigen, som han stadig ingen anelse havde om, hvem var. Han var egentlig også ligeglad, så længe hun snart tog benene på nakken. Ud af øjenkrogen opfangede han noget højst besynderligt, mens han selv gjorde sig umage med ikke at blive ramt af diverse projektiler af jordisk oprindelse. Omkring Renatika skød et mindre hegn op. Flavians første indskydelse var, at elementalen ville holde på hende, men så lagde han mærke til, at jorden ikke gik hele vejen rundt. Hvis hendes evner annulleres af væsenet her... Så har hun endnu større grund til at løbe.
Et øjeblik senere var hun væk. Flavian skulle lige til at forvandle sig selv helt til sand for at undgå at blive kvalt i en jordkegle, men hvis væsnet kontrollerede jord, ville det også kunne kontrollere sand - hvilket gjorde forvandlings til netop den tilstandsform til en dårlig idé. I stedet stak han i løb ud ad byen. Så måtte han få ' talt' sig til rette, når han nåede så langt.

/out