Så fik hun øje på ham. En stor silhuet, som en statue imod den orange himmel. Men det var ikke solopgangen. Et kaos af skrig genlød svagt igennem luften da endnu et kvarter af byen stod i brand. Et øjeblik glemte hun alt om Penor, og så forbi ham. Hun lukkede øjnene, og sendte en kort tanke om, at dem der døde måtte komme ti ldet sted de nu ønskede. Så åbnede hun øjnene igen, og smilede svagt til Penor.
Hun vinkede. Ikke som et lille barn, men provokerende.
Kom og leg! virkede det som om hendes bevægelser sagde. Hun havde ikke noget imod at være byttedyr, og vidste præcis hvad hans træk ville være. Hun kunne forudsige hver en handling, for hun havde selv været i hans sted så mange gange før. Men hun agtede at lade ham tabe.
Videre løb hun over hustaget, og sprang videre.
Der er for vidt udsyn heroppe på tagene. jeg må længere ned, men ikke helt ned til jorden. Hun var standset op, og det var tydeligt at hun overvejede noget. Så vendte hun sig om, imod Penor og vinkede. Så hoppede hun ned fra bygningen.
Lad det virke, lad det virke, lad det... WAH! Hun blev standset i sit fald af sine metalkløer det hakkede sig dybt ind i træet. Hun bed tænderne sammen. Det gjorde ondt i fingrene. I Horisonten kunne hun se mørkets skov, og bevægede sig langsomt hen imod den, men så stivnede hun i sine bevægelser.
Hvad var det hun lavede? Hun kunne ikke vise ham vej direkte hen til sit hjem!

Han så hendes feminine hånd vifte i luften i denne provokerende, inviterende bevægelse også kaldet et vink. Han fnøs, og pludselig forsvandt han ud af det blå, fra hendes synsvinkel vel og mærke. Han kendte synet i mørket og hvordan han fremstod, og havde derfor, simpelt, lagt sig ned idé at han anede at hun drejede hovedet og så væk. Han så imod kanten at bygningen, der var langt ned, flere meter, 5-6 meter, ikke dødelig højt oppe men aligevel var der langt ned set ud af hans øjne. Han sukkede og tog en dyb indåndring. "Lad jagten begynde" Hvislede han med lette ord i en frisk brise der skyllede hen over det mørke landskab. Han hoppede, ned på hjorden, og landte tungt, brat på hjorden, på benene. Det gav et højlydt knæk i hans knæhaser, han forstrak med det samme begge cener i lårene. Han bed sig i læben, men så kom smilet frem igen. Han satte i løb, imod stedet han sidst havde set hende, han havde ikke set hendes spring op i træet, men fortsatte blot sit løb igennem de snoede og kroede veje, som han nu kendte så godt.

Så kom skriget igen. Han sank på knæ og satte hænderne hårdt imod ørene, lyden var så højlydt, vibrationerne i dette skrig så kraftfulde, at det næsten sprang trommehinderne. Han trak et par kapsler op fra en af hans mange lommer, og pressede dem hårdt ind i ørene, langt ind, så de pressede op imod trommehinden, det gjorde satans ondt, og var da også en meget ubehagelig oplevelse. Kapslerne lukkede af for alt lyd, han kunne dermed ikke høre, en ulempe klart, men mod hende, kun en fordel. Kapslerne kunne ikke ses i nattens mørke. Han løb imod skriget, hjord fra hans støvler der med sine pigge på støvlerne blev flået op, danede et langt spor efter ham, han var ligeglad, det var hende han var ude efter.

Han stoppede pludseligt, ikke langt fra hende. Han så sig om, på hans højre lå en bygning, på hans venstre ligeså, og op af den lå en gårdhave, med nogle træer, og bag den, ikke langt derfra kunne Mørkeskoven ses. Hun var vel ikke løbet derind... Han afventede noget at gå efter, et spor, et skrig, en vind bærende med hendes duft, intet kom. Han bed sig frustreret i læben men behersket, hun skulle nok findes, før eller siden..

Hun måtte ikke gå i panik. Hun langede sig selv en lussing for at minde sig selv om at vågne op, og det hårde slag gav hende et chok.
Hun sendte et blik bagud, og svang sig op i trækronen. Herfra hoppede hun videre.
Hvis hun kunne komme ind på eget område, ville hun have størrere chance. Hvis hun bare fik den fordel, at...
SSSSSNAP!
Grenen knækkede under hende, og først nu så hun hvor sodet stammen var. Det hjalp godt nok ikke meget, og hun mistede grebt, og tumlede nedefter. Hun var heldigvis ikke så højt oppe, men hun lavede en gevaldig rebalder da hun landede imellem en klynge fyldte skraldespande. Hun rejste sig hurtigt op, og tænkte ikke på at kigge sig selv efter for skader selvom det jagede underlig i hele hndes overarm og selvom hende hofte skreg på hvile. Hun. Måtte. Fortsætte.
"..." man kunne se på hende at hun havde lyst til at råbe og skrige, men så satte hun igen i bevægelse, direkte imod Mørets skov. Hun hoppede behændigt op på et bord, videre op på en markise, og op på taget a bygninen.
Videre, videre, videre...
Der gik lang tid med denne leg, katten efter musen, før Træerne tordnede op foran Lee.
ENDELIG! tænkte hun, og kastede et blik bagud. Hvis han turde følge efter hende, ville hun idet mindste kende ALT.

Penor slog øjnene op idé han hørte lyden af hende, der faldte ned på skaldespandene og satte i løb efter hende, men da han kunne se hende løbe tværs over marsken imod skoven begyndte han at gå igen med rolige skridt. Hun skal nok fanges... tænkte han bevidst og gik imod hende og råbte højlydt " Flygt, hvis du er så kujonisk, og dø i skam, bliv og dø med æren i behold, hvad vælger du udyr?!" Råbte han arrigt og slog udfordrende ud med armen.

Som regl virkede dette ikke, de løb aligevel, de monstre havde INGEN ære... Han spyttede vræssent på hjorden og tippede hatten op så han kunne skimte hendes siluette som for vær skridt han tog, afslørede flere og flere detaljer. Han knækkede med nakken, der var fyldt med arvæv, vampyr og varulve bidemærker slyngede sig hele vejen langs hans halv, godt at han havde brygge imod det, hans gud stod bag ham, og når hun gjorde det, var han udødelig, troede han.

Hun standsede brat op for foden at et gigantsk træ, og knyttede hænderne, og snurrede rundt imod ham.
"Jeg... er... ikke.. et... DYR!" Skreg hun vredt, men hun brugte ikke sin evne denne her gang. Det var det, hendes familie så opsat havde prøvet at gøre hende til. Et rovdyr. Det, som hun var så meget imod. Det at slå ihjel for sjov. De havde nydt det, de havde leget med deres ofres blod og kød, hun havde aldrig kunnet få sig selv til det. Dræb kun hvad der er nødvendigt. Det var det hun altid havde levet efter.
Hun trak vejret tungt. Det spændte stadigvæk i hendes arm, hendes hofte var næsten følesløs i den ene side.
Hvorfor løber du ikke videre, din idiot? En lille del af hendes hjerne prøvede at tale hende til fornuft men hun blev stående hvor hun var. hun ville ikke have krænket sin stolthed. og dog.
"Jeg har KÆMPET for at holde det under kontrol. jeg har KÆMPET for ikke at ende... ende ligesom de andre." hun råbte ikke længere, talte faktisk ret lavt. Hun sagde et mest af alt til sig selv, og det var ikke meningen at Penor skulle høre det.
Skulle hun blive, og angribe ham?
Skulle hun flygte ind i skoven og få ham til at følge efter, og så overfalde ham der?
Skulle hun virkelig flygte?
Hun måtte prøve at tale med ham først. Der var bare et problem; Hun var elendig til at tale med mennesker.
"... Jeg angriber ikke mennesker, medmindre de angriber mig. Vil du foreslå at jeg bare skal stå og smile og vinke farvel til livet når jeg er blevet SKÆNKET den mulighed at forsvare mig?" Hun kravlede op et træ, så højt op som muligt. Hun regnede ikke med at han kunne klatre, men gemte sig alligevel bag en gren. Den begrænsede hendes udsyn, og Han kunne se hende, men hvis han besluttede sig for at kaste med knive igen, ville han ikke kunne ramme hende så det blev fatalt.
hun tog en dyb indånding. Hun ville ikke ende med at fortælle ham om sine kræfter selvom han nok allerede kendte dem.
Se Lee, HAN er en af de grunde til at du ikke skal bruge din evne inde i byen.

Han stoppede op, et godt stykke fra træet hun sad i og så op på hende som hun råbte af ham, men fortav hurtigt til en mumlen, der krævede en god hørelse at høre, hvad han normalt havde, men hendes brutale skrigeri havde smadret den, og med kapslerne i kunne han kun høre hende, når hun snakkede i et normalt toneleje, eller hævede stemmen, men det var som om at lyden blev ude, grundet kapslerne, der var fyldte med vand.
*Kile da også!* Hvor gjorde hans øre ondt, og hans skuldre var presset godt ned grundet hans panser så de smertede, men det var jo ligemeget, det var hvad dronningen krævede af ham, for at udføre hans hverv, blod, sved og tårer.

Hans blik nærmest hvilede analyserende på hende, som var hun et digt der skulle tolkes. Hun var så menneskelig, hendes ordforråd, hendes følelser hun viste. Han var meget overvejende. Han sukkede på, tog en dyb indånding, nu må moderen afgøre dette, jeg er ikke istand til det.
Han satte sig på hjorden i skrædderstilling, vendte håndfladerne imod himlen " Dronningen og Guddinge af Lyset og al godhed der her i dette land hersker, hjælp mig til at bedømme dette menneske, hvis mening i livet ikke er for mig at skue, bevis med din retfærdighed hvor hun høre hjemme, og lad mig dømme hende efter det. Lad det ske." mumlede han lavt i denne bøn og så op imod hende og sagde højlydt.
" Jeg ved ikke hvor du hører hjemme, i denne verden eller den næste, du har fået mig til at tvivle frøken, så lad guddinden afgøre din skæbne. Intil da.. " Han tog endnu en dyb indånding og rettede på hatten. " Er du ikke velkommen i denne by, kommer du igen uden Lysets Guddindes velsignelse, er du dødssent." Sagde han hårdt og vendte sig om og begyndte at gå imod byen igen, hun måtte beholde kniven hvis hun så gerne ville.

Imens han talte lavede Lee en parododi på ham, ved at tale uden lyd og vugge med hovedet, imens hun vrængede ad ham. Det var da helt utroligt. Hvem troede han var? han måtte være psykisk syg. Det var simpelthen derfor.
"..." Hun skulle til at spørge hvad denne 'lysets guddindes velsignelse' var for noget, men valgte ikke at prikke til bjørnen. Hun vidste at hun havde en bog om dt derhjemme - faktisk flere, hun havde bare læst dem for meget længe siden og kunne ikke rigtig huske det. hun kunne nok finde ud af noget af det der.
Da han vendte om for at gå, hoppede hun ned fra træet, og landede på hug. (hun har ikke kniven længere, den ligger i huset for foden af trappen op til taget x3)
"Jamen, SÅ siger vi det. Aftale, makker. JEG holder mig væk fra 'din' by... indtil jeg har fået velsignelsen.'" Okay, hun var lidt overmodig nu hvor faren ifølge hende var drevet over, og hun trådte ind i skyggerne og rystede på hovedet, og mumlede nogt om 'psykisk syg' og 'ustabil' og kravlede derefter op i et træ og satte i løb hen ad trækronernes brede grene imod hjertet af skoven...

//OUT

OOC: b'døøh... Den der lysets guddinde velsignelse... hvad er det for en? hun vil jo nok kunne finde noget om det i sine bøger, for hun vil skam finde ud af hvad det er (hun vil nok bare ikke forsøge at få den <w<) og så ville det jo være lidt rart hvis jeg også vidste hvad det sådan... var? Owo

Det var koldt. Meget koldt. Kun få mennesker var ude på sådan et tidspunkt ved sådan en temepratur. Spike gik udfra at det kun var dem, der ikke havde noget andet sted at gå hend. Han havde befundet sig i en lignende situation før, selvom han ikke kunne huske den klart. Grunden til hans pletvise hukommelsestab skyltes sandsynligvis at han allerede dengang havde for vane at drikke, og hellere mere end lidt. Kulden havde tjent sit formål dengang, ligesåvel som det gjorde nu; det holdt kulden på afstand.
Manden, der lå i vejkanten dækket af et tyndt lag sne løftede armen og tog endnu en slurk af sin flaske. Hans fingre og hænder var blå af kulde, men det var kun et resultat af den fysiologiske konstruktion han havde skabt for at ligne et menneske. Hvis han havde haft lyst til det, kunne han havde fjernet blodet fra sin kunstige krop, hvilket ville have fjernet hudfarvningerne forårsaget af kulden, men han kunne ikke gøre sådan noget i sådan et vejr. Hvis han fjernede bloddet ville hans krop fryse til is på ganske få minutter, hvilket han ikke havde lyst til at opleve mere end én gang.
Han snuste ind og lo en glædesløs latter, da han kunne have sværget på at han havde lugtet blod. Han havde altid haft en skarp lugtesans, tildels fordi han ikke havde været bundet af et menneskes forvirrende sammenblanding af sanserne. Han kunne let skelne en lugt fra en lyd, endsige et synsindtryk. Af samme grund havde han intet problem med at spise, for når man fjerner synet, lugten og følelsen af mad, smager alt stort set ens. Lige godt. Lige dårligt.

Det eneste som lyste den spinkle skikkelse op, var lyset fra en cigar i hans mund. Eugene havde ikke planer om at blive hjemme pga. kulden, faktisk kunne han ganske godt lide kulden. Men på trods af det, havde han taget et vinrødt hastørklæde på, og nogle tykke sorte handsker. Ellers lignet hans påklædning sig selv, på trods af at han ikke havde sin "hals pynt", og hans jakke faktisk for engangs skyld var lukket.
Eugene slikkede sig kort over læben, så man lige kunne skimte den lillae tung, inden han bed hårdt sammen om sin cigar, og gik videre ned af gaden som han stod på. Han havde ærligt talt glemt hvad det var han var gået ud efter. Måske nød han bare at gaderne var så tomme i dette vejr. Eugene hadet lyden af andre mennesker, han hadet lugten, og han hadet alle deres forbandet bakterier som de altid bar rundt med. Det var ulækkert, og der var ikke noget ved at gå på gaden, når der var mange mennesker. Måske nød han det bare. En menneske tom gade?

Eugene hævede en flaske med rom som han havde i sin ene hånd. Hans cigar blev pillet ud af hans mund, inden han tog en slurk, og slentrede videre. Der gik dog ikke længe før cigaren blev stoppet tilbage på sin plads. Han nød virkeligt at trække vejret igennem en sådanne cigar.
Men pludseligt fanget noget opmærksomheden, fra de sorte øjne, med de guldfarvet pupiller. Nå der nogen og var død i vej kanten? Et gratis eksperiment som lå og ventede på ham? Han smilede lidt for sig selv, inden han gik over til manden i vejkanten, og skubbede til ham med spidsen af sin sko, for at finde ud af om han var død eller levende.

Spike kunne knapt nok mærke skosnuden prikke ham i siden, så fuld og frosen var han. Ikke fordi han følte sig ubehageligt tilpas ved det, faktisk brød han sig mere om ikke at kunne mærke noget som helst. Det var langt bedre end når man blev tvunget til at opleve uliddeligt mange ting. Selv intetheden var en sanseblanding, der aldrig kunne give ham ro. Man var evigt tvunget til ikke at se, høre eller føle noget, men selv det ikke at opleve noget er en oplevelse. Han gryntede en enkelt gang af grin. Den tanke var så paradoksal at der intet svar fandtes på nogen påstand taget i relation til emnet, hvilket efterlod tankerækken ubrugelig og endnu et spild af tid. Han satte flasken til muden og reflekterede på hvor meget han hadede livet.
Hans halvlange, snavsede brune hår hang omkring hans hoved, og hans delvist røde delvist blå tørklæde hvillede på hans skuldre, hvilket skjulte hans hals og det nederste af hans hage. De isblå øjne bevægede sig ikke en centimeter. Han var for træt til at kigge på hvemend det var der var moddig nok til at prikke til ham. Det kunne selvfølgelig også være en, der ikke vidste hvem han var, men det ville bestemt ikke være normalt. Alle i denne del af byen vidste hvem Spike Lee var. Alle andre end dem der kendte ham tænkte på ham med foragt. Enhver der kendte ham tænkte på ham med frygt.
”Jeg har allerede sagt at jeg ikke har tænkt mig at flytte mig, din senile-” Han rettede blikket op på hvad der lignede et menneske. Det var bestemt ikke dem gamle mand han havde forventet at se, men det gjorde ham bestemt ikke gladere. Nu var der bare en fremmet idiot foran ham i stedet for den idiot han kendte.”Hvem er du?” snøvlede han beruset.

Eugene satte sig nysgerrig på hug foran Spike, da manden så ud til at ligge og tale med sig selv. Han kunne intet høre, men det var tydeligt at der forgik noget i hans tanker, som var yderst interessant. Måske var han ved at læse biblen op for sig selv? Det virkede det næsten som om, og tanken fik ligefrem Eugene til at smile lidt. Han stillede sin flaske med rom i sneen, og lagde sine arme over kors, imens han studerede Spike der lå for hans fødder. Der var noget yderst spændene over denne mand, men Eugene kunne helt ikke lade værre med at ærge sig over at han tydeligvis var i live. Det var meget sjovere når folk var døde, så kunne man tage deres organer på stedet, men han lod værre.
Eugene løftede en hånd, og begyndte at pille sin sorte vandte af, men han nåede aldrig at pille den af, inden den fremmede mand foran ham pludseligt begyndte at tale. Dette vækkede virkeligt hans nysgerrighed, og han lagde sit hvidhåret lille hoved en smule på skrå, som han så ned på ham. Ah, så han var vågen. Hvor trist.

"Eugene.. Mere behøver du vidst ikke vide." Svarede Eugene blot med et skulder træk, inden han tog fat i sin cigar, og skoddet den imod fortorvet. Han tog sin flaske ved halsen, og rejste sig op igen, inden han satte flasken for læberne, og så ned på Spike. Der var noget over denne mand, som ikke syntes at være menneskeligt, men Eugene kunne ikke helt sætte sin finger på hvad det var. Måske var han bare et menneske, men det ville nu være langt sjovere hvis han var en af de skide fantasi misfostre, der ikke fortjente deres lorte liv.

Et svagt smil gjorde sig synligt i hans ansigt, men bestemt ikke noget bemærkelsesværdigt. Hans øjne var kun halvt åbne og han kunne intet se. Alligevel var det mere end han havde brug for. Han hørte en velkendt lyd af sne der blev presset, lugtede stanken af dårlig rom i en ringe isoleret flaske af den slags han ofte selv drak af. Han havde set alt for meget i sit relativt korte liv. Langt mere end han havde brug for, og dog uden at have brug for det. Han kunne sagtens komme frem til den konklusion at det var en alkohol den anden person havde meget bedre end han havde kunnet gøre med sine øjne. Med øjnene havde han kunnet se en væske i en flaske, men ikke hvilken. Han havde ikke brug for at se. Ironisk nok var det den ting han gjorde bedst af alle. Han så altid det alle andre nægtede.

”Du må finde et andet sted at drikke..!” Han trak sine ben lidt til sig i halvhjertet forsøg på at rejse sig op, men lod dem glide ned i sneen igen. Hvad var pointen lige ved at rejse sig op i en tid som denne, hvor han praktisk talt ikke havde noget eller nogen at se til. Han tænkt tilbage på en tid hvor det havde været anderledes. Hvor der i hvert fald havde været en person, der tænkte på ham med andet end frygt eller foragt. Han lukkede øjnene helt. ”Det er så lang tid siden-” stønnede han uforståeligt. Heldigvis var hans minder behageligt svære at holde fast i, takket være alkoholen, der cirkulerede i hans blod.

Eugene så nysgerrigt på manden i sneen. Der var ingen tvivl om at han havde vækket Eugene's interesse. Dette menneske, lå i den is kolde sne, og alligevel var dette menneske i stand til at bevæge sig, på trods af kulden. Eugene var sikker på at han selv ville have ligget og klynket efter et tæppe, hvis det var ham som havde ligget i sneen. Det kunne godt være at hans indre ikke var fyldt med blodåre, men hans indre var den grad fyldt med blod. Det vidste han udmærket godt selv. Ligesom et hvert andet normalt menneske, var Eugene i stand til at føle kulde. Nogen gange ville han dog ønske at han ikke var det, og lige nu, var en af de gange.

Eugene så på sin flaske, inden han himlede med øjnene. Han kunne lide at drikke, og faktisk var Eugene tit beruset når han lavet sit arbejde, men den her flaske, havde han mange flere af der hjemme. Han kendte godt det blik som Spike nu sendte ham. Han havde tit set hjemløse på gaden, give ham det blik, når han selv gik rundt med en flaske sprut. Han endte med at sukke, og overrække flasken til Spike, selvom det var modvilligt. Men på den anden side, så ville Eugene virkeligt også gerne have den her mand med hjem til sit operations bord, hvor han kunne finde ud af, hvorfor han stadigt kunne bevæge sig. Fascinerende.

"Hvad er længe siden?" Endte Eugene dog med at spørger, en smule køligt.

Han drejede brutalt sig hoved og fremprovokerede et markant knæk fra hans stive nakke. Han brød sig meget lidt om manden og endnu mindre om hans spørgsmål. Spørgsmål kræver svar og svar kræver flere spørgsmål. For eksempel spurgte han Spike om hvad der var længe siden, uden videre at tænke sig over hvad det var han sagde. Mange ting var længe siden, og Spike havde svært ved at tænke på enkelte af dem for sig selv, uden at følge sig nødsaget til også at tænke på resten. For eksempel var det længe siden han havde været i bad og der var gået flere måneder siden han havde spist noget, men det var nu mest fordi han selv havde valgt at lade være. Mad var som lidt interessant og da det ikke var en nødvendighed, blev det fjernet fra hans daglige gøremål for at give mere plads til druk. Han vendte langsomt sit hoved og kiggede manden lige i øjnene med sine små isblå pupiller. Det interessant var at han hverken så truende eller truet ud. Han så bare ubeskriveligt ligeglad ud.
Uden at fjerne blikket fra ham tog han hånden ud og greb om flasken, hev proppen af og satte flasken den nye flaske til munden. Han var ikke bange for gift. Hvis han havde sårbar overfor gift, havde han måske drukket med endnu større ildhu. Spike lignede en der virkeligt over vejede sine ord grundigt, hvilket han ikke gjorde. Han havde allerede forberedt firehundrede toogtyve forskellige svar, men størstedelen af dem var der bare et sted i hans bevidsthed. Det var egentligt ikke fordi han var klog, faktisk var han meget dum. Han havde bare ikke den del der filtrede alle ubrugelige tanker fra, hvilket betød at han tænkte hele tiden, og rigtigt meget. ”Måske skulle du ta’ og smutte tilbage til det sted du kom fra?” Sagde han afvigende. Han var bestemt ikke i humør til at tale med ham eller nogen anden.

Der var intet sjov ved at stå på en guds forladt gade, og forsøge på at få en fremmede med hjem til sit arbejds bord, slet ikke i denne kulde. Det indrømmede Eugene da gerne, han brød sig virkeligt ikke om andre mennesker, men i det mindste havde det her menneske tøj på. Det var da altid noget. Han kunne lige se hvis fjolset begyndte at pille sit tøj af, fordi han havde det varmt! Der var sikkert fyldt med ekstra meget ulækkert sved under det tøj, i denne forbandet kulde, men Eugene holde det for sig selv. Der var ingen grund til at dele hans sygdom med hele verden omkring ham. Han havde sine egne problemer, og dem skulle andre ikke blande sig i. Han accepteret gud for at have skabt ham som den han var, men han accepteret ikke andres forsøg på at "helbrede" ham. Sådan nogle mennesker fortjente ikke det liv de var blevet givet.

Eugene løftede kort, da kulden var begyndt at gå i næsen på ham. Han hadet at være forkølet, og han håbet da heller ikke at han blev det. Derfor trak Eugene sit halstørklæde en smule op over næsen, inden han stak hænderne i lommerne, og så ned på Spike med sine rolige, ligeglade, unormale øjne.

"Der er en mening, ved hver eneste handling du laver. Og du har lige taget imod min rom, ergo må du have et ubevidst ønske om at jeg bliver. Desuden kan jeg ikke forestille mig at det er rart at ligge her i sneen." Sagde Eugene roligt. Han så virkeligt følelses forladt ud da han sagde dette, fordi hans mund også var blevet gemt væk under hans halstørklæde.

Spike gryntede fornærmet. Ikke bare kom dette menneske og troede at han var i sin ret til at tale med ham, nu fortsatte han da endda med at gøre det efter at han pænt var blevet bedt om at skride af helvede til, hvis der da er en pæn måde at gøre det på. Den gennemplørede fulderik kiggede med uforbeholdt afsky på manden foran ham. Hvilken halvdårlig lommefilosof havde monstro ytret den sætning i tidernes morgen? Den var frastødende nok til at give Spike lyst til at brække sig, havde han da haft mavesyren og galen til det. Han kiggede nu let irriteret på fjolset, der nægtede at forsvinde.
”Hvis der var en mening med hver eneste af mine handlinger, ville jeg slet ikke være her lige nu,” han holdt en pause og skyllede den ned med en slurk rom. ”Mit forpulede ubevidste ønske var din forbandede alkohol, er du med?” Hans stemme var ganske kortvarigt blevet arrig og stærk, men forsvandt til sidst ind til en uforståelig mumlen om. Det var umuligt at forstå hvad Spike snakkede om, da han hele tiden sagde halve sætninger af forskellige ting han tænkte på. Det var dog tydeligt at han var blevet urolig.

Eugene lagde sit hoved lige på skrå igen. Han så overvejende på fyren foran ham, men indså snart at kulden virkeligt var ved at blive irriterende. Han havde aldrig haft det godt med kulde. Når han stod stille i den, var den alt andet end rar. Kulde var meget bedre når man kunne bevæge sig i den, måske endda løbe en lille tur. Kulde var nemlig en fremragende ting, når man skulle have et menneske igang med at bevæge sig.
Eugene kunne tydeligt mærke, hvordan en lille tentakel sneg sig ud fra hans ærme, og nærmest klynkende puttede sig ind i hans håndflade. Han endte med at tage fat omkring den, hvilket fik den til at vride sig som en lille orm, på en fiskekrog.

"Fint." Svarede Eugene endeligt, inden han vendte om på hælen, og gjorde klar til at gå videre. Han proppede sine hænder i lommerne, og så en sidste gang imod Spike over sin skulder. Han havde da i det mindste gjort en god gerning idag, ved at forære Spike sin rom. Så gjorde han en morder glad, men Eugene tænkte ikke mere over det. Han smilte bare lidt for sig selv.

"Men hvis du nogensinde løber tør for rom, eller har brug for en læge, så spørger efter Eugene Todmaier.." Tilføjede Eugene hurtigt, inden han begyndte at gå. Han var sikker på at Spike ville have glemt det imorgen, men han var ligeglad. Det lå i hvert fald i hans underbevidsthed nu, så han skulle nok få fingrene i Spike, før eller siden.

// Out.

Jake havde for første gang i lang tid bevæget sig ind i byen, han brød sig lidt om dette sted. Der var for mange mennesker, for tæt befolket, men om natten var det ikke så slemt. Jake vidste godt hvilke typer der færdedes i byen om natten, men han var ikke utilpas, Jake kunne holde sig for sig selv, men var ikke bange for at gå ind i en slåskamp hvis humøret skulle være til det, og i værste tilfælde kunne han jo bare forsvinde.

Da Jake var kommet ind til byen havde han først overvejet at gå hen til markedspladsen, men nærmest instinktivt var han gået hen til beboelseskvarteret, og nu gik han, som så mange gange før og spejdede efter et sted der var værd at bryde ind i. Han følte sig ikke helt på toppen her til aften, og han førte en hånd fra den let tilsvedte pande og igennem den karakeristiske hanekam. Han skulle finde et sted der ikke var alt for svært at bryde ind i i aften. Men han skulle også nyde godt af det.

Efter at have vandret rundt i området i flere timer havde Jake stadig ikke besluttet sig for hvad han skulle gøre. Han følte at han blev overvåget og ville ikke risikere at han skulle blive opdaget hvis han brød ind et sted. Kunne der virkelig være nogen der overvågede ham? han havde i de sidste par timer hverken bevæget sig skjult eller lydløst.

Var dette en fejl? Var Jake, der var vant til at være skjult af mørket, være overvågeren virkelig blevet den overvågede? det løb Jake koldt ned ad ryggen bare vede tanken, og han kastede den hurtigt væk. Det kunne ikke passe, ingen kunne snige sig ind på ham. Han satte farten op og skyndte sig imod mere velkendte steder, denne del af byen var kvælende.

det var blivet aften og falco havde bevæget sig ned til byen hvor der var en masse mennesker, og en masse mennesker betyder offre og offre betyder mad, Falco slikkede sig om munden da han gik igennem mængden med hætten trukket godt om hovedet for at skjule sit ansigt.
han kom til et sted hvor husene var tætte så hvis folk kom gående imod ham var man nød til at gå forbi hinanden meget tæt og det vil gøre at Falco kunne lugte sig til hvem hans offre skulle være.
en mand med han søn kom gående forbi ham, manden var en der havde været på druk det kunne Falco lugte, men drengen var sød som sukker men det var ikke lige det han søgte idag så han gik vidre ind imellem de mange huse.