HUn rystede overbevisende på hovedet "Nej, det gjorde han ikke, og jeg er sikker på at jeg havde opdaget det hvis han havde prøvet, jeg har studeret menneskets psykologi, det burde jeg have styr på!" Sagde hun med et smil, hun lød på ingen måde hævet eller arrogant, men nævnte hendes studieforløb som en naturlig ting. Hun åndede tungt brisen ind, sommerens søde duft hang i luften båret af den stille vind, sommeren var bestemt årets bedste årstid, ikke fordi det var sommer nu, men ejret teede sig som om det var. "hvad fik Dem til at interesere Dem for sjæle?" spurgte hun pludseligt, emnet var spændende, men det var de færreste der mestrede evnen

Han smagte på luften omkring dem, og sukkede lydløst af nydelse som han rettede blikket mod hende igen " Hmm? Jeg tror at det var tanken om at besidde flere individers livserfariner, visdommen i det, og ja, så fik jeg de 5 sjælekrystaller foræret, da min mester opdagede at jeg mestrede evnen til at kontrollere dem " sagde han med en hård men aligevel så blød stemme, ordnene var tydelige men bløde. Han blinkede med øjnene og de skiftede igen farve, nu var de lysegrønne. Hans blik iagtagede hende, ikke på en krænkende men tillidsfuld måde, han vuderede hendes muskler og udfra dem kunne han bedømme at hun ikke var den ultimative atlet, men født med visse goder, men hendes ben var ikke så spinkle, det tydede på at kun rejste meget til fods.
[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]

Hun så undrende på hans øjne, hvordan gjorde han det så hurtigt? Hun havde set folk der kune skifte hårfarve, men øjenfarve så man ike så tit. Hun prøvede dog at ignorære hans betragtende blik, hun vidste ikke rigtigt hvad det kunne føre med sig, et eller andet sted havde hun det meget godt med at der alerede var en sjæl til hver sjælesten "Hvorlænge var De så i lære? Deres mester må have været en dygtig velhavende mand, sjælekrystaller er ikke hvermands eje!" Sagde hun bestemt, og vurderede ligeså hans bygning, det var ikke til at forstå hvordan han kunne være så muskuløs, når de var seks om at dele én krop

Han så imponeret på hende, hun var da så sandelig vellært " Sandt, min mester var dog også meget velhavende, han havde også visse goder at gøre brug af, selvom at han ikke sløsede med pengene. Ialt var jeg oplært i 8 år, og har så udlært mig selv derefter." Fremsagde Caen med blikket hvillende iagttagende ind i hendes,klægtig kvinde eller nok rettere sagt, ville hun nok mere være en ung dame, i hans øjne ivertifælde, han var trodsalt 9 år ædre end hende, og så måske også en del ældre mentalt, grundet al hans viden. Han smilte skævt til hende, så hans ene hjørnetand sneg sig ud for mundvigen og kom til syne " Dog lærer man hurtigt når man har med sjæle at gøre, kontrollere man dem først, deler man al deres viden og erfaring, det er dette der er så betagende ved det hele, når jeg har min bog ved hånden ved jeg næsten alt der er at vide, men aligevel er der masser livserfaring at hente, jeg er langtfra færdig med mine studier " Sagde han, med en nedværdig stemme, han prøvede langtfra at spille overlegen. Hans blik fangede hendes kjole der livligt lettede svagt ved de skiftende briser der kom engang imellem, stoffet måtte være blødt og let, ikke ligesom hans kappe der var tung og ja... Tung.

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]

Hun så forstående på ham, hun havde svært ved at vurdere hans alder, meget, "Men hvis man derimod ikke kan styre sjælene kan de overtage ens krop, i uendelige tider!" indskød hun, for at fremhæve de negative sider ved sjælesten, selv havde hun ingen anelseom hvordan man kontrollerede dem, så hun havde ikke i sinde at prøve, nogensinde! HUn brød sig ikke om hans toneleje, hun var åben for mange ting, men det eneste hun ikke kunne udstå, var folk med for store egoer. Hun lod fingrene løbe over hendes hans, hvor var hendes smykke mon blevet af?

" Årh ja det har jeg erfaret" Smilede han kort efterfuldt af et grin, hvor havde han dog dummet sig igennem tiden. Han var en anelse munter over hendes udbredte viden, hun var en vellært mager, selv hvis hun ikke hørte ind under de kraftigste af slagsen var hun ivertifald en meget velvidende en " Men jeg har også evnen til at påkalde sjælene tilbage hvis de bliver formeget, det hæner også, må jeg blankt indrømme, alle sjæle såvel som mennesker har jo gode og dårlige dage " Han kunne næsten ikke lade værre med at tænke på forleden aften hvor Elidar næsten havde taget livet af en landsbyboer fordi at han havde fældet et træ uden at havde plantet et nyt, han fandt tanken bekymrende men ualmægtig morsom. Han så ned i sin taske og trak et perkament papir op af den og studerede det nøje imens han spurgte " Er du ikke i oplæring hos nogle mester, siden at din viden og talent er så bredt?"

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]

Hun lyttede toligt til ham Det ville bestemt bekymre hend at miste kontrollen over sin egen krop, men det tyngede tilsyneladene ikke ham. "Men det er vel først en evne De har udviklet efter De kom i besiddelse af stenene, ikke?" hun så igen spørgende på ham, hun havde aldrig hørt om nogle der var født med den evne. Hun tænkte kort over hans spørgsmål "Jeg har været i lære et par år, men det var hovedsageligt for at lære at læse og skrive.De meste af hvad jeg ved, har jeg læst mig til!" indrømmede hun, et eller andet sted var hun lidt stolt af det, at hun ikke behøvede en til at fortælle tingede, men det var ikke noget hun prydede sig med

Han så bekræftende på hende " Jo det var det, jeg var heldig at jeg formåede at lære det, der er mange ting der kan gå galt under læringsprocessen. " Nikkede han, han var sin mester og sine ånder dybt taknemmelige, havde det ikke været for sjælenes villighed og hans mesters varsommelighed havde han ikke stået og snakket med hende, men nok ligget på en kirkegård. Hans smil falmede som han tænkte tilbage men det blev dog hurtigt erstattet af et glædesfuld smil " Det har du da så sandelig gjort godt. " Sagde han rosende, mange vidste at hver menneske havde en sjæl men kun de færeste vidste at man kunne kontrollere disse og udnytte dem, og kun meget få kendte til sjælekrystaler, det var viden på et højt nivea som normalt også kun kom fra bøger eller en høj magikyndigs tunge. Han var tydeligt imponeret over hendes viden " Hvorfor er du dog ikke blevet oplært? jeg behøver ikke engang Dec´kels erindringer for at konkludere at du er meget intilligent!" Sagde han med samme hårde men muntret stemme.

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]

Hun smilede bekræftende, han måtte være meget dygtig siden han kunne kontrollere alle de sjæle. "Tak!" Hendes bmil blev en anelse lysere da hun hørte hvordan han bekræftede hende, det var ikke så tit at hun mødte mennesker der selv var kloge nok til at kunne gøre det. "De er også ganske vis, hvor mange år er De, hvis man må spøge?" hun var nysgerrig, hvor megte lærdom kune man få på hvor lang tid, han så ikke gammel ud, faktisk ganske ung, men hun havde på fornemmelsen der lå noget under

Han så smilende på hende, men så betænktsom, ja hvor gammel var han enelig nu? " Lige et øjeblik" Sagde han og løftede roligt en finger i vejret og trak sin store bog op af tasken og læste hurtigt en linje på en af de første sider. Han lagde så bogen omhyggeligt på plads og tog fingeren ned igen, tydeligvis meget tålmodig, han tog sig god tid " Min sjæl er 28 år i denne era, og min krop er det samme, men af udseende, ville jeg nok ligge på godt 18 somre, jeg er også formskifter ser du" Smilede han og tænkte det lige en ekstra gang igennem, det var vel ikke for kompliseret? Hans vejrtrækning var meget kontrolleret og rolig, som en person der sov, og alle hans bevægelser var gjort med overvejelse og med samme kontrol, han beherskede sin krops legmer så godt som det var muligt i hans fysiske form.

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]

Hun bed sig i læben og nikkede, hvis han var 28 nu og havde været i lære i 8 år, kunne hun mindst nå hans niveau som hvis ikke langt længere. "Jeg er ikke oplært grundet at jeg ikke har fundet en, der har kune lære mig hvad jeg ville lære!" siger hun pludseligt, hun havde helt glemt hans forrige forespørgsel af overraskelse over hans alder, men betød det at hun blot kunne skifte krop, når denne blev gammel, for hende lød det umuligt, men man vidste aldrig, der var så meget i dene verden der kunne lade si gøre

Caen løftede et øjenbryn " Javel ja, sikke et mærkværdigt sammentraf, jeg leder nemlig efter en, jeg kan videreføre min viden til, eller sagt på en anden måde, jeg søger en elev. " Sagde han roligt, med et lille smil på læben. Hans sjæl var mange hundrede år gammel, men han havde jo kun haft den i besiddelse i de 28 år han havde levet. Han rynkede panden betænktsomt, og prøvede at huske noget, han vidste så meget at han meget oftent glemte ting, og derfor skrev dem ned. " Hvilke evner har de, Frøkken Simili?" Spurgte han undrende, han kunne ikke finde ud af det gennem Dec´kels erindringer, han må nok havde været lidt sjusket med sit arbejde.

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]

Hun så spændt på ham, hun kunne ike tro sine egne ører, havde hun fået elevplads hos en så mægtig mager? "Jeg er ikke så stærk i mine evner desværre, jeg kan læse tanker og se minder, hvis jeg berører en person!" hun var ganske ærlig, hun var ike kler oer hendes evne styrke, dete kom kun til udtryk når solen var gået ned. "Ellers er jeg formskifter, jeg kan tage form som andre kvinder". denne evne var hun ikke så stolt af, hun anså det ikke for noget specielt. "Jeg ved slet ikke om jeg er stærk nok til at kunne bruges" mumlede hun ærligt men med tydelig ærgelse

" Bruges?!" Udbrød han uenigt " Det handler ikke om, hvorledes du kan bruges, mine informationer alene fra Dec´kel har fortalt mig alt hvad jeg behøver at vide, og med de flotte kvalificationer du har, kan du gå hen og blive meget klogere på livet, og måske sågar udvikle dine evner, du har jo et glimrende potientialle." Smillede han varmt og gjorde en bevægelse med armen så hans kappe svang i luften, løftet af vinden " Lad os fortsætte denne snak hjemme hos mig, her kommer snart mange andre der vil nyde det gode vejr, dem skal vi ikke forstyrre " Han så munter ud, possitiv, men ikke begejstret, han viste det ivertifald ikke. Blikket så dog stadig varmt ind i hendes, hans øjne var igen blevet røde. Han tænkte lidt over det, hun var formskifter ligesom ham, sikke et sammentræf, det har vel været gudernes ønske at hun kom til ham, men til hvilket formål? Han rømmede skuldrende og lod tankerne ligge.

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]

Hun nikkede og så rundt ganske overrasket over hans reaktion "Det vil være mig en ære så!" sagde hun med et smil, og samlede sin bog og stav op "I så fælde, hvad vej skal vi?" hun gik hen til ham, men virkede besluttet, hun var stolt, de andre der avde tilbudt hende en elevplads hande slet ikke været hendes smag, men han har virkede til at have en viden og en holdniong hun kunne bruge til noget

Caen så opserverende op imod himlen og vendte blikket mod øst hvor solen netop havde vist sit lys, da den var steget op over trætoppende. Han pegede mod hans venstre side, ind imod skoven " Mord, igennem skoven og forbi dødens kløft, og derfra mod nordøst forbi Midnatsborgen for nu at undgå konflikter, og så mod nord når vi har passeret fæstningsværket, ind i Den Sorte Dal, der har jeg mit tilholdsted " Sagde han med en betænksom mine, men blev så fast i blikket igen " Ja det burde vidst være det, hvis da ikke solens position har skiftet " Lo han, tydeligvis en lille spøj, for dem der forstod sig på den slags. Han rettede så sin kappe så den ikke forhindrede hans arme i nogle bevægelser, og spændte sine støvler som han lagde det varme blik falde ind i hendes " Det kommer til at blive en lang vandretur, men du har vidst ingen problemer i at rejse til fods " Han så ind imellem træerne og begyndte så støbt at gå ind i skovbunden med rolige skridt, med hans hænder fri til at tage vare for forhindrende grene. Hun var så sandelig en kløgtig pige, men hendes mentale analyse, som Dec´kel havde stået for var meget opsigtsvækkende, han var en anelse bekymret og ikke mindst på vagt, han havde taget sine forholdsregler. Out//

[img]http://i570.photobucket.com/albums/ss142/1juel/44254_C4_Cloakofepicc50223-1.jpg[/img]

Hun nikkede med et smil "Nej jeg har skam ingen problemer med at rejse til fods, det er blevet en vane!" hun gik med lette skridt efter ham, der ar ingen tvivl om at hun glædede sig til at komme igang med sine studier, og hos Caen ville det med sikkerhed kun blive spændende, han var vis og forstod skønheden i viden, det var der mange der ikke gjorde. Hun rettede lidt på den lette kjole og hankede op i den tunge bog, den kunne hun jo ikke bare lade lige selvom hun havde lånt den ved en fejl, og efter få øjeblikke forsvandt de ud af landskabet

// Out

Dagen var endnu varm på trods af at sommeren allerede var ved at få sin ende, solens stråler varmede ned i lysningen hvór træer ellers stod tæt rundt om.
Skumring trippede forsigtigt frem mod en busk med røde bær, som hun nænsomt plukkede ned i en stor hørtaske hun bar over skulderen. De sorte øjne løb hurtigt rundt i skovkanten, men blev derefter hurtigt slået ned på busken igen, mens hun strøg den ene hånd gennem det lange hvide hår.
Hendes store hestekrop trippede kort på stedet, men stod så stille, igen lyttede hun nænsomt, skoven havde været ganske stille på det sidste, hvilket både kunne være godt og skidt, men denne gang tog hun det som et negativt tegn, efter dronningens tilfangetagelse var mørket roligt og sikkert løbet gennem riget, og lagt en trist tåge efter sig

Kieran dukkede sig for endnu en gren, for at kunne følge med sin ivrige hund. Det var ikke ofte, at han tog Alphonse herud, men når vejret var varmt og solen på vej ned, kunne han ikke finde på andet at give sig til.
Hunden snusede til jorden og op af træerne, markerede sig, hvor han fandt det passende, og samlede mere og mere snavs i pelsen. Kieran sukkede. Han måtte frem med kammen, så snart de kom hjem. Han kravlede over en stor rod, da Alphonse pludselig stoppede opmærksomt op. Hundens ører var rettet fremad i lange, spændte sekunder, før den pludselig gøede og satte i løb.

"Alphonse, kom her!" vrængede han og næsten snublede over en gren, som han forsøgte at følge med sin hund.

Skumring opdagede hurtigt hunden, hun kunne faktisk høre den på lang afstand, måske mest da den begyndte at gø. Hun vendte sig hurtigt mod lyden og sænkede hænderne ned langs siden, hun frygtede ikke nogen former for dyr, da hun levede med dem til daglig, og nok kunne hun ikke komunikere med dem, men hun havde en hvis effekt på de fleste dyr.
Hun lagde roligt hovedet på skrå da en stemme fulgte efter, de kom denne vej, lige mod hende, hvor var det længe siden hun sidst havde set et menneske, faktisk mere end 6 måneder, men hun havde haft meget at gøre i skoven, da vinteren havde været hår ved de fleste planter og træer.
"Hvem der?" spurgte hun forsigtigt med et lille smil og så ind mellem de tætte træer, der var ikke så meget andet at gøre end at vente, hun ville aldrig komme igennem det tætte krat hvor stemmen kom fra