Xelirateis skulle lige til at smutte forbi Nindon, da det til hendes gru gik op for hende, at han faktisk havde valgt at trække våben, og ikke nok med det, så stod han direkte og pegede pilen direkte mod hende, hun gav et lille overrasket mens næsten lydløst gisp fra sig, men hendes ansigtsudtryk ædrede sig ikke det mindste. Langsomt hævede hun ansigtet mod ham med den arrogante mine, før hun med en udtrykslød stemme sagde: "De har endnu ikke fortalt mig hvad De vil med den viden, som De nok ved, er den slags ikke gratis!" sagde hun bestemt, mens hun rettede det udtryksløse blik diekte imod Taranindons.
Langsomt men sikkert begyndte et mørke at smy sig ud fra Xelirateis' kjole, hvor det begyndte at slikke sig langs gulvet, og dermed brede sig i smedjen, som sagt skulle man ikke rende om hjørner med Xelirateis, der var grænser for hvad hun ville finde sig i.
Smeden som endnu var i glædelsjubel over den overdådige inkomst, stak dog straks halen mellem benene, og listede sig diskret ud af bagindgangen, han havde set optrin som dette før, og det var sikkert at han ikke havde lyst til at blande sig i det, om det så skulle koste ham smedjen.
Som før slap Xelirateis ikke mandens blik, hun anede ikke om han faktisk havde i sinde at skyde hende med den dødbringende pil, eller om han faktisk ikke turde, det var hele hans sind for komplekst til, og hans tankegang for omskiftelig, hvilket ikke behagede sortelveren, overhovedet!

Nin rykkede ikke én eneste muskel, ej heller en eneste sene i hele hans ansigt.
Han stirrede, og ventede på et svar.
Han kunne ikke undgå at høre elverens tilbagesvar, og fandt det hånende. Som om hendes liv ikke var nok, nu ville hun også have betaling for at skåne hende? Sådan var det ifølge Taranindon, i et kort øjeblik, indtil han bemærkede smedjen blev.. Mørkere?

"Hvis bare min styrke lå i mine arme, istedet for i mit hovede, havde jeg nok kunne fastholde denne pil længere. Måske lang tid nok til, at du gav mig mit svar. Skynd dig med et svar, elver! Svar mig på mit spørgsmål, og jeg skal svare dig på et af dine! Denne smedjes skæbne behøver ikke blive et blodbad.."
For første gang virke Nin oprigtigt fornuftig. Måske var der noget i Xelirateis der skræmte ham, skønt han ikke viste det, det mindste.

Han stolede på sine reflekser, og dygtighed med buen. Han valgte at løsne strengen lidt, så pilen sænker sig til et mindre dødeligt sted på Xelirateis.

Xelirateis tog langsomt et skridt nærmere Taranindon, mens hun lagde hovedet på sned, efter hende fulgte mørket, som langsomt men sikkert bredte sig til hele smedjen, hvor det bare blev mørkere og mørkere, ligesom når tusmørket falder på. "Men kære, hvis De slår mig ihjel, vil De jo aldrig få deres svar!" sagde hun med en sukkersød stemme, ja næsten kærlig.
Xelirateis tog så endnu et skridt mod Nindon, så pilen pressede imod den del af hendes torso, som kjolen lod være nøgen, mens hun kiggede på ham med et omsorgsfuldt blik. "Og jeg er ked at at sige det kære, men ... " hun holdt en kort kunstpause mens hun forsigtigt og ualmindeligt langsomt, netop for at han ikke skulle blive forskrækket og slippe pilen, lagde en hånd på hans skulder(?) "..jeg er nok den eneste i hele landet der ved det!" sagde hun så og nikkede overbevisende til ham, mens rummet igen blev mørkere.
Derefter lagde hun forsigtigt en hånd på hans bue, og skubbede den nænsomt væk (?) "Ingen af os har lyst til at det her ender i en blodbad, og det ved De udemærket også godt med Dem selv!"

Nin ser ikke ud til, at være villig, til at lade deres erfarenhed med speciale evner, komme an på en prøve.
Han er også udemærket godt klar over, at han aldrig ville få tid eller chancen, til en additionel pil på hans bue, inden Xelirateis går til modangreb.

Nin fokuserer på det nøgne stykke et kort øjeblik, nærmest savlende. Han sænker pilen og buen endnu mere, da hun lægger en hånd på hans skulder. Nin falder for hendes falske følelse af tryghed, måske med vilje?
Et rungende "Hmpf!" forlader hans mund, idet han sænker buen helt, nu hvor Xelirateis allerede havde skubbet den væk.

"Nuvel. Sig Deres pris, sortelver."'

Kneb øjnene mere og mere sammen, for at kunne se igennem tusmørket, der pludseligt var brudt ud i smedjen. Ikke engang flammerne fra smedens støbekar var synlige længere. Men Nin lod sig ikke skræmme, selvom han intet kunne se, men fornemme hendes tilstedeværelse.

Xelirateis smilede lidt over sig selv, dog naturligvis ikke så Nindon kunne se det. Hun lod forsigtigt hånden glide ned over hans skulder, og videre ned ad armen, før hun elegant lod hendes arm falde på plads retmæssigt ved hendes side. "Vi kan sige 3 jader, og så skal jeg vide hvad De skal bruge den information til!" sagde hun så bestemt og lænede vægten over på den ene ben. Xelirateis var en benhård kvinde når det kom til forretninger, og hun vidste udemærket godt hvad hun skulle tge for tingene, og i de fleste tilfælde hvordan hun skulle behandle folk.
Mærket som omkredsede dem rykkede ikke på sig, men blev heller ikke tungere, det var vigtigt for Xelirateis at hun vidste hvor hun havde mennesket, men nu hvor han havde sænket buen udgjorde han ikke så stor en trussel, og havde han i tankerne at skyde hende havde han gjort det for længst, det var hun overbevist om, selvom Taranindon nu virkede som typen der var let omskiftelig, han kunne i realiteten bare gennembore hende med en pil, og så til gengæld formane om, kun at sende hende på et lægehus hvis hun hostede op med de omtalte informationer, men så snedig var han ikke, det nægtede hun at tro på, og desuden var informationerne vel heller ikke af den kaliber at de var værd at slå ihjel for.

Nin der skjuler lidt mere, end hvad der møder øjet, skjuler selvfølgelig også hans motiver, og vægten af de her spørgsmål. Han lukker øjnene, han kan alligevel intet se, og nattesyn kan ikke stoles på, da Xelirateis sikkert kan styre mørket til hendes behag.
Nin ser sin rædsels i øjnene. Efter hans storspænderi, da han skulle have nyt tøj, og nyt udstyr, skønt han ikke havde betalt for det, så manglede der stadigvæk jader til en seng i beboelseskvarteret. Og selvom de her oplysninger ikke var første prioritet, vakte det stadig en brændende interesse indeni ham - Han MÅTTE bare vide det.
Presset til renden, trækker Nin sin bue op igen, med pilen på strengen. Skønt han intet kan se, ved han præcis hvor hendes stemme kommer fra. Han har kun en pil til rådighed, før Xelirateis højst sandsynligt går til modangreb, så den SKAL bare ramme plet. Han strammer strengen, siktet direkte imod hendes stemme.
Med en lav stemme, sagde han bestemt: "3 jader er intet i forhold til, hvor velhavende De ser ud. 3 jader, for Deres liv? En sølle pris. Jeg MÅ vide det!"

Nin så ikke ud til at spøge, det her var alt eller intet.

Xelirateis rystede på hovedet, også da han igen spændte buen "Det ville være en ualmindelig dum beslutning!" sagde hun så, før hun lod alt lys forsvinde i smedjen. Et øjeblik var der kulsort, man kunne ikke se så meget som en hånd for sig, før en lille bitte smule lys begyndte at vende tilbage, og der kom 12 versioner af Xelirateis til syne i en halvcirkel omkring Taranindon, dog kun som det eneste, alt andet var mørklagt.
Alle versioner af Xelirateis pjattede lidt med hinanden, som veninder, hvis man lyttede til en bestemt samtale gik den endten ud på urter, racer, sprog eller andre boglige emner, før en af versionerne drejede hovedet med en hånd i siden og sendte Taranindon det kølige smil "Hvis De ikke er interesseret i at handle, var det nok bedst for os alle sammen, at De forlader smedjen nu!" Sagde hun så, med en rolig, men ikke truende stemme. Det var tydeligt for enhver, at Xelirateis på ingen måde var ny i sit fag, hun vidste hvad hun lavede, hver illusion var skabt til det perfekte, tøjet buede nøjagtigt som Xeliratis havde gjort, det store hvide slør sad præcis som det gjorde på sortelveren, og det lange kridhvide hår, som hang løst under sløret og sluttede lige under knæene var præcis samme nuance og tykkelse som Xelirateis eget hår.

Nin smiler lidt sarkastisk. Han ved udemærket at 13 imod 1 ikke er gode odds, dog har de været værre. Han rykker lidt på skuldrene, og sukker. Han mumler stille "Det var ikke derfor jeg forlod ørkenen.." Nin kigger på den lydkilde som hendes stemme kom fra først, og sigtede imod den, og i et hurtigt ryk, slap han pilen der fløj lige imod Xelirateis, eller en af hendes kopier. Det var tydeligt at han havde fundet hendes nærrighed en smule provokerende.

Pilen som Taranindon affyrede strøg imod Xeliraeis' klon, hun havde naturligvis ikke været dum nok til at stille sig selv i den provokerende rolle. Den dødbringende pil kolominere med klonens mave, hvor den borede sig igennem og klonen sank dermed hjælpeløst til gulvet med et anstrengt støn, mens blodet begyndte at løbe i en alt for overdrevet mængde, ud på gulvet og over mod Taranindon. En anden klon sendte et fornærmet blik mod manden "Tsktsktsk, det var ikke særlig pænt eller ædelt gjort!" snappede hun fornærmet efter ham, mens hun satte en hånd i den slanke talje.
I mellemtiden var den rigtige Xelirateis så godt som forsvundet i den blå luft, det var hun i hvert fald for Taranindons syn, hun tog en dyb indånding, en illusion som denne var svær at holde uden fejl på klonerne eller stemmen, hvilket var skyld i, at hun måtte koncentrere sig 100%, selvom hun helst ville helt hen til Taranindon og dermed langsomt men sikkert stjæle en ordentlig mængde af hans energi, og hvis han fortsatte som han gjorde nu, måske endda bruge han som forsøgsdyr.
Den småfornærmede klon fortsatte med at stirre på ham, mens den døende klon efterhånden havde lækket blod ud over hele gulvet, som alle stod og soppede rundt i. "Som sagt koster den viden tre jader, betal, eller gå deres vej!" snærrede hun, denne gang lidt mere aggresivt end den første klon havde gjort.