Mira sendte ham et let smil, før hun roligt lænte sit hovede en smule bagud, så månens stråler ramte hendes ansigt. Det var en smuk aften, det var der ikke tvivl om. Bledan, var altså dæmonens navn. Da hun igen vendte blikket imod ham, smagte hun en smule på hans navn, før hun gentog det for sig selv. Måske var det ikke det rigtige at give ham hende sit navn, men da han betroede sig til hende, måtte han virkelig have tillid til hende. Desuden havde hun heller ikke oplevet ham som en, man ikke kunne stole på. Hun lukkede kort øjnene, mens hun gav sig til at vugge en smule frem og tilbage på den mosbegroede mur, som hun nu og engang havde valgt at sætte sig på. Langsomt sukkede hun tilfredst, da hun åbnede øjnene igen og så på hans brystkasse med et lettere skævt smil. Derefter hævede hun det en smule, så det atter landte i hans øjne.

Hendes hår dansede let omkring hende, i stilheden mellem dem. Hun havde aldrig været særlig god til, at starte og holde samtaler kørende. Alligevel syntes hun sommetider, at den rolige stilhed var mere forfærdelig end samtalerne. Et suk fandt vej ud mellem hendes læber, hvorefter hun lagde en hånd op for munden, da hun undertrykte et gab. ,,Jeg er træt.." Sagde hun stille, med et skævt smil. Som han troede, havde hun ikke tænkt sig at gøre noget ved ham eller hans navn, nu da hun kendte det. Hun havde egentligt aldrig været så tæt på en dæmon, som hun var nu.. Hun så lettere afventende på ham, da hun næsten ventede at han ville gøre et eller andet, eller bare sige noget.

Hun nikkede kort, da hun fulgte hans blik over imod dådyret. Et underligt sted for at dådyr at befinde sig, men dyr kunne også være de mærkligste steder. Langsomt strakte hun sin ene arm over hovedet, og lagde så den anden omkring sig. ,,Det er nok en god idé.." Mumlede hun, og sendte ham så et kort smil. De seneste to dage, som hun havde brugt her, var gået meget hurtigt, og det lignede hende slet ikke. Hun betragtede kort arret henover hans mave, men hun følte ikke rigtigt, at situationen passede til, at hun kunne spørge omkring det. Hun ville heller ikke rive noget op, hvilket det måske godt kunne tyde på.

Inderst inde havde hun vel noget imod det, men hun lagde sine følelser bort, og sendte ham et skævt smil, da hun hørte lyden af et knæk. Nu når hun tænkte over det, så havde hun jo egentligt ikke noget hjem. Hun måtte vel finde en eller anden bænk.. Håbløs, som altid. ,,Så.. ses vi?" Det var underligt for hende at sige det, og det lød også underligt, efter hendes mening. Hun sendte ham et kort smil, men blev blot siddende på muren. Hun kunne vel altid sove i græsset, hvis det var?

Mirale kunne ikke lade være med at smile stort, da han blinkede til hende. ,,Vi får se." Hun blev en smule overrasket, da han tog hendes hånd, men hun smilte blot skævt, og fulgte med ham, som var hun en hund i snor. Værelset lå godt gemt, måtte hun erkende, og hun var ikke så sikker på, at hun kunne finde ud derfra igen. hendes træthed forbød hende at tænke over det, og da hun lod blikket glide rundt i værelset, med et lille smil, syntes hun næsten at kunne genkende det. Værelset mindede en smule om hendes eget værelse, da hun boede hos sine forældre. Hun bøjede taknemlig hovedet for ham, idet hun sendte ham et smil. ,,Jeg skylder dig en tjeneste.. Bledan." Hun så efter ham, da han forsvandt i mørket, før hun tog plads på sengen. I et øjeblik syntes hun at falde i staver, allerede da hun sad op, men fik så lagt sig ned og trukket en slidt dyne op omkring sig. Dermed gik der ikke lang tid, før hun faldt ind i en let, men drømmeløs søvn.

Solens lys, eller lyden af mennesker, syntes ikke at trænge helt herned, hvor hun befandt sig, og derfor gik der et stykke tid før hun vågnede. Hun havde været træt, men andet kunne man vel heller ikke bebrejde hende. Hun havde jo ikke sovet i to dage, mens hun var blevet underholdt af Bledans selskab. Hun strakte sig dovent, idet hun satte sig op og skubbede dynen fra sig. Et kort øjeblik mindes hun atter de gamle dage, hvor hun boede hos sine forældre med sin søster, og kort syntes hun, at hun lå i sengen derhjemme, indtil det igen gik op for hende, at dette var Bledans værelse. Stille kravlede hun ud af sengen og så sig omkring, mens huun betragtede værelset, som nu var blevet en smule lysere. Roligt sukkede hun, da hun fandt ud af, at hun sikkert ikke kunne finde ud af, at komme herfra. Det hele havde gået så hurtigt, da han viste hende værelset, og hun havde været alt for træt til, at tænke yderligere over vejen herned. ,,Man må jo også klare sig selv.." Det var en smule nyt for hende, da der altid havde været folk der respekterede hende, og så op til hende, som rendte rundt efter hende og opfyldte selv hendes mindste vink.

Kort prøvede hun at samle sig selv, så hun kunne koncentrere sig om, at komme ud herfra. Bledan ville jo ikke komme tilbage og hente hende, men hun kunne jo selvfølgelig også bare påkalde ham? Hastigt rystede hun på hovedet. Hun havde lovet ham det, og desuden ville hun heller ikke forstyrre ham, hvis han var igang med et eller andet. Hun bevægede sig langsomt ud under en bjælke, ind til endnu et mørkt rum, hvor hun havde svært ved at se. Hun fremmanede en mindre ildkugle på hendes håndflade, som skulle hjælpe hende med hendes problem med mørket, og det hjalp da også en smule. Det lignede resterne af en vinkælder.. Hun bevægede sig langsomt hen over gulvet, og hen til en smal trappe, som førte opad. Hun skulle nødig vække mus eller rotter hernede. Derefter gik hun op ad trappen, da et selvsikkert smil banede sig vej over hendes læber, da hun opdagede, at den første op til ruinerne igen. Ildkuglen slukkede, da hun klemte sammen om den, og den derfor løb tør for ilt. Hun skyndte sig at forsvinde derfra. :3
//out.

Mirale kommer langsomt vaklende af træthed, igennem den store port, ind til ruinerne. Kampen mod Renatika havde gjorde hende umådelig træt, og det var desuden derfor, at hun havde svært ved at holde sig på benene. Hendes lår og nakke var dog stadig i smerte, da hun bevægede sig hen over det dugvåde græs, hen imod trappen, som lå godt gemt bag nogle ruiner. Hun var ikke sikker på, at hun kunne finde den i mørket, men hun orkede ikke at fremkalde en ildkugle. Det gjorde hende blot endnu mere træt, ved tanken om at skulle arbejde sig fremad meget længere.
Da hun fandt trappen var hun næsten ved at falde ned ad den, hvis ikke hun havde støttet sig til det slidte galender. Det gik derfor heller ikke særlig langsomt ned af trappen, for hun var ved at skvatte ved hvert eneste trin. Hun rankede kort ryggen, da hun ikke ville vise at hun var svag ligenu, hvis Bledan, eller andre for den sags skyld, havde fundet vej til værelset, selvom det var godt gemt. Hun fik også hurtigt fundet frem til værelset. Først under bjælken, og så ind i det mindre, men overdådige værelse. Hun smed sig udmattet på sengen. Orkede ikke at trække dynen op over sig, eller tage sit tøj af.

Mirale vendte sig træt om på maven, før hun langsomt åbnede øjnene og så en smule irriteret rundt. Hun havde brugt en del tid her, selvom hun altid hadede sig selv for, at gå herned. Hun havde altid svært ved at finde ud igen. Kort sukkede hun, før hun lod benene hænge ud over, for derefter at lade vægten glide ned på dem, idet hun rejste sig op. Roligt rettede hun lidt på sin kjole, mens hun søgte efter bjælken til udgangen, med øjnene. Hun kravlede hurtigt ud under den, og ind i det rum, som nærmest lignede en gammel vinkælder. Hun tog sig dog ikke tid til at betragte rummet, hun ville bare ud, og derfor fandt hun også hurtigt trappen op til lyset.
Hun indånede den friske luft med et skævt smil, før hun drejede omkring en mur og ud igennem porten.
//out.

Solens efterhånden sidste stråler, varmede Lifes løvindekrop, som hun gik rundt på ruinerne. Fallafax gik et stykke væk og græssede, og Life var nu igang med at finde noget mad til sig selv. Der gemte sig altid små gnavere og andre dyr i ruinerne, så det var et perfekt sted at gemme sig.
Endnu havde hun ikke fanget noget, men hun væbnede sig med tålmodighed. Selvom natten kom, var hun jo stadig istand til at se de små dyr.
Hendes le liger godt skjult, ikke langt derfra. Hun havde været meget nervøs for om den skulle blive taget, derfor havde hun brugt en halv time på at dække den til med græs. området omkring havde hun duftmarkeret, så hun hurtigt kunne finde den igen...
En mus tittede frem fra ruinerne, og hurtig som en slanges hug, skød lifes krop fremad. Der lød et lavt piv fra musen, og Life stivnede. det piv lød så fortabt, præcis som hun følte sig. hun åbnede sin pote, der holdt om musen, og betragtede den kort, før hun sukkede, og lod den chokerede mus løbe igen. hun kunne ikke få sig selv til at dræbe så uskyldigt et væsen...

Lige så snart solens sidste stråler forsvandt væk i horisonten kom der en skikkelse frem fra nogle tætstående træer længere væk og siden solen var væk, kunne han være tryk nok og ikke at dø.
Han gik med rolige skridt og havde som selvandelig sit sorte og flotte jakkesæt på, men denne gang var det ikke helt rent som det altid plegede at være, nej der var nogle få blodpletter på kraven af hans grå og let åbne skjorte.
Skjorten var åbent i de 3 første knapper og lidt af hans brystkasse var fremme ide man kunne se et rødt kors midt på hans brystkasse og han lod dog roligt sit blik køre rundt om lanskabet.
Blikket bar trist, men også en smule roligt og han fortsatte sin rolige gågang ud over engen.
Bemærkede godt der var en anden til stede, men siden det lignede et dyr, så han det ikke som nogen trussel.

Ved lyden af en knækkende kvist, rejste Fallafax (hendes sorte enhjørning) hovedet, og spidsede ører. Da den fik øje på Shadow, hvinede den højt, og satte i flugt, indtil den var godt og vel et par km. væk.
Life rejste langsomt hovedet, og betragtede missende Shadow. Hun konstaterede hurtigt, at han regnede hende for et gement dyr, men gik alligevel hen til sin le. bare for en sikkerheds skyld. Da han kom nærmere (hvilket jeg regner med at han gør?) Knurrede hun dybt, og blottede tænderne. Noget ved ham sagde hende, at han ikke skulle for tæt på.
Hendes pote lagde sig til rette på leens skæfte, sådan at hvis hun skiftede form til sit menneskelige jeg, var hendes hånd klar til at gribe fat om leen. Dog så hun igen grund til at gøre dette, når blot Shadow ikke begyndte at anvende magiske kræfter. Nok var denne krop stærk, men hvis hun skulle bruge sine egne magiske kræfter, skulle hun kunne styre sin le. og det var lidt svært med kattepoter...

han stoppede kort op og lagde let hovede på skrå ide han betragtede det væsende kattedyr ide han kom med et svagt smil.
Sikke et besynderligt måde at reagere på, de fleste dyr pleger jo at løbe væk fra ham, men der var noget anderledes over dette kattedyr som gjorde Shadow nyskerig.
"vis mig din sande form" sagde han roligt og havde et koldt blik på katten, nu viste han godt katten ikke kun var en kat.
Dog havde han fornæmmet at der lå noget under den som lod til at være et våben af en art, men han reagerede ikke på at der var et våben, beholdte bare sit kolde og rolige blik på kattedyret.

Hun hørte hans kolde stemme, og gøs indvendig. helt klart ikke god at være sammen med. Hun rejste børster, og blottede tænderne, samtidig med at et højt sner/brøl kom fra hende. ikke om hun ville overgive sig til hans vilje og vej.
En stor pote bliver slået imod ham, mens endnu et brøl lyder fra hende. hun stirrede rovdyragtigt på ham, og logrede irriterret med halen, et sikkert tegn på at han skulle skride, og det i en vis fart! Hele hendes attitude er i rovdyr-mode. hun slikkede sig om munden, blot for at understrege at hun kunne dræbe og æde ham på et splitsekund, hvis ikke han passede på. men hun blev hvor hun var...

han havde hænderne i lommen og ide dyret slog ud efter ham hoppede han hurtigt til siden, stadig med hænderne i lommen og han beholdte sit rolige blik.
"vis mig nu dit sande jeg" sagde han og betragtede stadig let dyret.
"jeg ved du ikke helt er et normalt dyr" sagde han og blottede så sine vampyr tænder i et grumt smil.
Det var tydeligt at han virkelig var intereseret i Life på den måde han var på, for selv om hun var et rovdyr, så var han det også bare på en anden måde.

Hendes øjne spærredes op, da hun så hans vampyrtænder. Hun knurrede, og lagde sig ned, med ryggen til ham. Hun agtede ikke at give op, det var hendes beslutning, om hun ville skifte til menneskelig form. Med et lavt suk lagde hun hovedet på poterne, og skævede til ham. Tidligere idag havde hun mødt Aidan, og han havde været helt anderledes. hvad var der med den fyr? Hun brød sig ikke om hans lettere psykotiske blik, og hans sleske smil...

((Kort, sorry))

han gik så roligt imod hende igen og bøjede sig lidt ned imod hende, men stadig med hænderne i lommen.
"så du vil ikke vise mig dit sande jeg, hvor trist" sagde han og sparkede så hårdt ud efter dyret med det ene ben, efterfulgt af et højt grin.
han fik så samtidig skubbet nogle blade væk og så nu at det var en le hun lå ved hvor han så spærrede øjnene op og hoppede lidt tilbage.
"hv...hva er du?" spurte han så med et lettere overrasket blik.
Hun havde en le, hvordan kunne hun have det? var det nogen form for le hun havde fået af det onde? eller bare en tilfældig hun havde fundet?
Et var sikkert hun var nu endnu mere interrasant for ham.

Da han sparker til hende, springer hun op, og forvandles i samme sekund til sin menneskelige skikkelse. Hun griber sin le, og holder den op, halvt som forsvar, halvt klar til angreb.
"Så du ville se min sande skikkelse?!" Siger hun. Hendes vinger spredes ud, og hun får et overlegent smil på læben, da hun ser hans forskrækkede ansigtsudtryk.
"Kan du lide den? den besidder mægtigere kræfter end du tror" hun lader fingerspidserne kærtegne leens blad. Over for ham her har hun intet imod at lyde som tetrez- jo mere jo bedre, rent faktisk.
"Hvad jeg er kan diskuteres" hun begynder at kredse om ham, stadig med fingrene kærtegnende leen.
"Men det der er vigtigere er... hvem du er" hun står nu bag ham, og sætter leens spids for hans strube. Hun nyder at have overtaget, men er stadig varsom over for ham..

((undskyld ændringen af tid))

(det oka ^^)

hans blik fulgte hende og da hun så kræsede omkring ham fik han sit rolige blik tilbage.
Da hun så stod bag ham og havde lagt spidsen af leen imod hans strube, kom der et kynisk smil tilbage på hans læber.
"jeg elsker kvinder med magt i deres stemme" sagde han og vendte sig om ide han tog sin arm op i luften og med et kom der en stor le frem, faktisk var leen støre en ham selv og hende da det var en magisk le skabt af sort magi og med en lang kæde som gik fra skaftet og ned rundt om hans arm og ind under hans ærme i jakken.
han tog så leen ned imod jorden og kiggede hende roligt i øjnene.
"hvad jeg er? jo nu skal du høre jeg er en vampyr ved navn Shadow og jeg er mørkets magiske mester" svarede han roligt ide han tog sin hånd op til brystkassen og lod sig læne forover i et roligt buk for hende.

Hun himler irriterret med øjnene. så han prøvede at være charmerende? Nåja, trodsalt ved han ikke, at hun ikke er til mænd. Hun lægger armene over kors, og ser overlegent på ham. også da hans le dukker op.
"Nå så det er du? Sikke stolt du må være over det." siger hun ironisk og ler koldt. Han lignede et lille barn med den le. en lille dreng der troede han var stor.
"Du kan nu skrive på dit CV at have mødt Life Exile, Satans højre hånd, og hende, der ikke finder sig i at blive hundset med" Selvom hans le er tor, ved hun, at hendes rummer hvertfald lige så mange kræfter, hvis ikke flere. Hun brød sig egentlig ikke om at præsentere sig på den måde, men fyren havde nu meget godt af at blive sat på plads. Efter mødet med Aidan havde hun indset, at hun i visse tilfælde skulle præsentere sig på den måde. sådan et tilfælde var så faldet netop nu. Hun hæver et øjenbryn af Shadow, og svinger let med leen- det røde blod på bladet, der er umuligt at få af, lyser en smule, da hun langsomt, men sikkert, lader energien strømme ud i den.
Pludselig bliver den ellers så klare himmel overdækket af mørke tordenskyer... et højt tordenskrald kan høres få sekunder efter, efterfulgt af et lyn i det fjerne.. Åh ja. det føles godt for hende at have sine kræfter tilbage..

han bemærkede godt hendes kommetare, men tog sig ikke af dem.
Selv på hans egen le var der godt med tørt blod på og dækket med en masse forbininger for at han ville kunne holde bedere fast på det og han knugede så sin ene hånd onkring skaftet på den da han kunne se skyerne komme frem på himlen.
Ide det så lynede og tordnede fik det ham til at grine højlydt hvorefter han rakte en hånd op imod himlen.
"lyden af magt, hvor herligt!" sagde han efterfulgt af endnu et grin og det var tydeligt at han slet ikke var bange for hende.
"satans højre hånd sagde du, det glæder mig at møde dig" sagde han og løftede sin le lidt ide han lagde hovedet let på skrå og smilede endnu engang kynisk.
"kan satans højre hånd så også kæmpe for sit liv!?" sagde han så i en lettere spykopatisk tone ide han så på hende med et lusket smil.