Han havde sat sig på knæ og var i færd med at tage sin kappe af, da den blege pige nærmede sig. Hun havde gemt sig i hans øjenkrog og han var udemærket klar over, at hendes tilstedeværelse var et faktum. Asbjörn havde undladet at give hende opmærksomhed, eftersom der jo trods alt lå et barn i sneen, umiddelbart bevidstløs, sikkert iskold og gennemvåd. Og i sådanne tilfælde så fik de, der ikke kunne stå, førsteret! Han havde, ud af øjenkrogen, også bemærket at den blege pige havde viget lidt tilbage, ved synet af ham. Han vendte ansigtet imod hende og målte hende med øjnene. Hun var jo ugudeligt bleg! Hvad var der dog galt med forældrene i disse dage?
Han rørte sig ikke. Betragtede hende bare.
"Goddag," lød det kort fra Asbjörn. Han ville smile, men måtte først kæmpe med sit slag, for at få det viklet af halsen og på den måde få munden fri. Han overvejede om de to børn kendte hinanden. Éen ting var sikkert; han måtte få dem til et varmt sted, og i en fart! De ville jo dø af kulde herude.
"Hvad I al verden laver I børn dog herude? I fryser ihje-,"
Han så ned. Pigen der lå mindre end en meter fra ham, var begyndt at røre på sig. Ligefrem tale. Bande, faktisk. Sikke et sprog. Hun kom tydeligvis ikke fra overklassen; tvært imod. Da pigen i sneen fik kantet sig op at sidde og nu begyndte at skænde, var den eneste reaktion, der var at spore i Asbjörns ansigt, en lille rynke der dannede sig mellem hans øjenbryn. Besynderlig måde at vågne op...

Pigens tydelige overraskelse - og frygt - kom meget bag på Asbjörn. I realiteten burde han nok ikke blive overrasket over hendes reaktion, da hun jo ikke havde set ham og at det derfor næsten var en selvfølge at blive forskrækket. Men alligevel gav det et sæt - og et lille hop - i ham, da hun sprang op og trak noget der kunne være en ynkelig undskyldning for et våben.
Asbjörn kom på benene, med kappen hængende over venstre arm. Han så en smule misfornøjet på de to piger. De så offensive ud.

"Burde I to være herude? Det er mange frostgrader og hvis I ikke dør af kulde, så dør I af de sygdomme som I rager til jer." mumlede han, og små skyer af damp forlod hans læber. Han havde et mildt ansigt trods der hverken var smil eller blide øjne; disse var sammenknebne for at undgå sneen og læberne skælvede let.

"Og der er virkelig ingen grund til at vifte med brev-knive. Hvis jeg ville jer noget ondt, så ville jeg netop ikke gøre jer noget." påpegede han, med den hentydning, at vejret alene nok ville kunne knække de to "harmløse børn".

Avia har slet ikke tid til at tage sig af Renatikas undren, men sender blot hentydende blikke i den fremmede mands retning, i håb om at Renatika vil opdage. Avia siger ikke et ord. Hun har sine teorier om hvad det kan gøre ved folk.
Da Renatika endelig får øje på manden der står overfor de to tøser, må hun tage sig selv i at ånde bare en lille smule lettet op. Renatika har meget let til våben og også dette har en beroligende effekt på vampyren. Hun er vant til det. Og selvom Avia og Renatika ikke ser så meget til hinanden for tiden, på grund af tehuset og Hecate, så får Avia den fornemmelse i maven, som hun har haft så mange gange. Hun føler sig tryg. Beskyttet. Passet på. Og det er vel også rigtig nok, hvis man spørger hendes veninde.
At den fremmede pludselig synes at bekymre sig om de to piger får Avia til at rynke lidt på næsen. For det er da godt nok noget nyt. For tiden bekymrer folk sig kun om sig selv, nå ja, måske også lidt deres familie. Men da ikke vidt fremmede. Måske er han i virkeligheden god nok?
Avias paranoide tankegang tager dog snart igen over- for sådan er hun jo. Idioten har sikker bagtanker.

Den fremmedes sidste bemærkning irriterer Avia. Han får det da tydeligt til at lyde som om at hende og Renatika er fuldstændig hjælpeløse. De har sgu ikke brug for hjælp! Avia får lyst til at råbe ham ind i hovedet, fortælle ham hvad de to har været igennem, men siger alligevel ikke et eneste ord. Hun ved at den slags skal Renatika nok tage sig af.

Renatika er klar over at hun har en kniv fastholdt i sine hænder, men kan ikke mærke den. Ikke særlig godt i hvert fald, i mellem skaftet og sine nerver er der et beskyttende fyld der er meget tykkere end de slidte handsker hun har på.
Hendes fingre må uden tvivl være gråblå på dette tidspunkt.
Og den fremmedes argument giver – sådan lige umiddelbart – mening, det må hun indrømme. Hvis han var ude på at røve dem kunne han sætte sig ligeså stille og vente på at naturen gik sin gang. Det er ikke ligefrem fordi de to piger er i stand til at gøre særlig megen modstand, Renatikas greb på kniven ryster voldsomt, hvilket ikke ligefrem bliver gjort bedre af det faktum at hun, i et kort øjeblik, er overbevist om at hun har to knive foran sig. Og Avia … ja, Avia er Avia.
I Renatikas hjerne foregår der en hed debat om hvorvidt den fremmede er til at stole på eller ej.
”Ghuh,” siger hun efter nogle sekunders grundig overvejelse.

Klodset lykkes det hende at stable sig på benene, men må alligevel gribe ud efter Avias skuldre hvis hun vil gøre noget håb om at forblive i den tilstand. Med et hårdt blik og kniven hvilende i den fremmedes retning virrer hun lidt på hovedet.
”Burde du være herude? Hvis det virkelig er så koldt som du siger, hvorfor sidder du så ikke foran en varm pejs med et glas vin? Du ligner en der har råd til det,” påpeger hun, viftende med sit våben omkring mandens påklædning. Det ser fornemt ud. Varmt. Dyrt. Man ville sikkert kunne få mange penge hvis man solgte det.
Hun lader et undersøgende blik glide rundt på manden, overvejer at åbne munden for at hvæse et eller andet, men har svært ved at få den sædvanlige truende klang over sig. Muligvis på grund af kulden. Eller fordi at den fremmede har et eller andet over sig der virker fredeligt.