Det var lidt af et blodigt rod der var blevet efterladt inde på sengen... og Dorian vidste ikke om han talte om Ethian, eller hvad end sengelagner der havde måtte lide livet. Nok en blanding af begge dele. Hvad der havde været pænt, var ikke længere rent - og hvad der før havde været forkert, var blevet så rigtigt. Hans lille ulv. Selvom han ikke forsvandt langt væk, fornemmede Dorian hvordan varulven alligevel fik rejst sig i sengen. 
Tøffede efter ham, selvom han ikke nåede langt.

Men ligeså meget som Ethian var hans ulv, ville halvdæmonen altid sørge for at være menneskets skygge. En forpligtelse, en vogter, en situation der næppe var køn. Jah i kontrast af lyset, var de forbundet - om de så ville det eller ej. Og bad man Dorian om at give slip, ville han være hurtig til at spørge hvor længe. Fordi frihed klædte ingen så lidt, som det klædte Ethian. 

Duften af opkvikkende urter bølgede fra koppen Ethian tømte, og han tog med et lille smil imod den tomme kop, der blev sat fra sig på gulvet. Øjnene, sorte som altid, studerede lidt de blodige fingerspidser han så fint havde placeret i skødet, efter at have opdaget resterne på krusets han satte fra sig. "Mmmh...". Jah, selvfølgelig var han i godt humør. 
Noget der overhovedet ikke var en selvfølge, men Dorian var så uendelig ligeglad med bagateller såsom hans eget omskiftelige humør. Fordi - "Jeg er ikke vred". Han var liderlig. 
Det summede i kroppen, brændte med hans begær og rejste med hans humør. Opad, højere. Så længe han fik hvad han ville. Og stadigvæk fikseret på de blodige fingerspidser, tilføjede han sagte. "Hende præstinden... fortæl mig lidt om hende. Hvorfor er hun spændende?" Tonen var let, trods emnet sprængfarligt. 
Og stilfærdigt trak han Ethians hånd op til munden. Pege- og langefingeren blev omsluttet af de bløde læber, og han viklede tungen om den jernede smag, fuldkommen bevidst om hvor vulgært det i virkeligheden var, da han slog blikket op på det fregede ansigt. 

Urokkelig som en bautasten, hans ligbål af et tidligere uforbandet lig lå der. Svøbet ind i blomster i miles omkring af torneherskeren. Rosenrødt, vendt i sorte klaser af pletter fra himlen som regnvand. Ethian var hvor han alle dage havde været. Et tidligere liv der ikke længere var eksisterende, han værnet om det som var blevet givet til ham. 

Desuden erindret han intet om friheden fra før, for aldrig havde den reelt set været der. 
Han var salgsmateriale og intet andet. Og han var solgt for længst, måske til Mørket, men det var Dorian som ejet ham i sidste ende, det kunne ingen ændre på, hans salgsperson var alligevel død for længst. 

Koppen tømt og blikket i de delte nuancer så søgende, aflæsende på den mørkhudet halvdæmon. En lettelse strejfede ham. Men det smil som ville have været på læberne nåede aldrig op, for spørgsmålet og dialogen faldt på Rhoslyn og Ethian havde ingen reel forklaring for sig. 
Det var ikke hans sted at forholde sig til, ej heller at forvilde sig ind i det domæne igen, men et let gips forlod Ethians læber som han mærkede sine fingre omsluttet den andens mund og tungen kæle omkring dem. Det var intet andet end en ophidseende følelse for varulven. Han kiggede fornøjet på og følte maven trække sig sammen. Hans ejere måtte endelig ikke misforstå ham, men han ville så gerne søge plads på det skød, og uvorne som han var, lod han sig selv forflytte. Knæene lå tæt på hver side af Dorian, underkroppen over den andens. 

Selvfølgelig burde han få svaret på spørgsmålet, mem han rømmede sig nervøst, da han havde ladet sig selv sætte før noget andet. " Hun virker så.. sælsom, som noget der er gået itu, men stadigvæk er hel.. ". Han håbede ikke at det ville ødelægge stemningen, deres glæde. Ethian ville for alt i verden aldrig vælge nogen over Dorian, og han håbede, åndede for, at han vidste det. " Men det er ikke dig.. det er dig jeg elsker.. " sagde han med en lille stemme, næsten mumlende og små flygtig, bange for hvilken reaktion det måtte give. Skulle han sove på gulvet i nat som den hund han var, eller måtte han blive med halvdæmonen. 
Kæle for ham, kys for ham, bede for ham. 

Det havde været en prøvende lille tanke, men inderst inde, vidste han godt at det ikke ligefrem var en støtte til at sætte en stopper for hvad de havde gang i... når han selv fulgte så diskret op på samværet imellem dem. Smagen af jern, og det fornøjede blik der blomstrede frem over hans lyse ansigt, jah alt pustede til hans lyst. Og inden at Dorian nåede at trække ham tættere på, flyttede Ethian sig,af egen fri vilje. Ah. 
Det næsten spjættede i hans underliv, over hvor tæt han pludselig sad igen. Zalans, han var tiltalende. Og Dorians hænder gled henover taljen, for at gribe de lysere baller, og sprede dem. En anelse distraheret, og derfor ikke ligeså fokuseret på hvad han svarede, her til en start. 
Som om at der... itu.. men det er ikke dig. Nej. 

Dorians blik var fjernt da han strøg sit eget skaft i forbifarten, og med et lille grynt vippede det op, så han kunne presse Ethian nedover sig igen - uden rigtig at advare eller forberede ham den her gang. Det er dig jeg elsker. Ordene rungede samtidigt tungt i de spidse ører, og han stødte med et lokkende smil, hovedet sammen med Ethians, for at være sikker på at han fik alle de små lyde med sig. Især nu hvor han næsten havde misset hele kærlighedserklæringen, over sit eget hastværk. "Prøver du at overbevise mig?" lo han hånligt... men samtidigt også overraskende kærligt, den varme ånde tungt åndende over hans fregnede kindben. "- Vent. Nej det mener du ikke.. har du lyst til at fikse hende?" forsatte han nådesløst, lavmælt, og strakte sig sagligt, over lyden af hud imod hud. 

Svøbet ind i mørket, endnu let glinsende af sveden fra før, havde varulven ladet sig tage skridtet videre. Skødet var hans ar besidde, seksuelt såvel kærligt, han nød blot den tæthed det gav dem. Han havde ikke behov for ord mellem dem. Enkelte gange blev ord så irrelevant og uforstående for sig, at han alligevel ikke forstod hvad der skete mellem dem. Men at diplomaten kunne tage den fornødent styring som altid var beroligende. Sikkerhedsnettet som var alt han havde brug for. 

Maven trukket ind, så ribbenene blottede sig i den slanke krop. Han gipsede let som han indså hvad der ville ske. Numsen var endnu modtagelig; tætningen havde ikke lukket sig i. Sagte støn og glædende jah’er forlod han som legemet kop ind igen. Passende perfekt som en nøgne i lås. Hænderne havde lagt sig på skuldrene af halvdæmonen og spændte let i. Hovedet søgte støtte mod det andet. Trods for den hånende tone som det dominerende, var Ethian for optaget af nydelse forneden til at gøre sig tanker over tonerne. Men da  spørgsmålet lød, bed han sammen. “ At give hende en hånd at holde i .. — agh.. mhmh — er ikke at fikse nogen “ svaret han med en afbrydelse af velbehag og slugte del anden brudte lufte som det var nox i røgelse format. Ethian lod sine læber hvile mod det yderste af kindbenet på Dorian, alle hans vejrtrækninger, alle pauserne i mellem dem, blev givet som er guldfad til fyrsten af Rubinien. 


Benene rykkede sig let under sit, han bredte dem mere ud, men som han gjorde det, spændte han samtidig sammen bagtil. Han ville væltes omkuld, tages som den anden så passende for ham. Ethian var solgt. 

Det var gode lyde, som snart rungede igennem deres begges kroppe. Helt indefra og ud. Hos Ethian, var det den bydende, og ikke mindst skælvende vejrtrækning der var om mere. Og for Dorian, var det måden hans hjerte bankede hårdere, og hans åndedræt løb om kap for at følge med. 
Med fingerspidserne efterhånden dybt presset ind i den foreslåede hud, bevægede han varulven op og ned over sig. Så stram alligvel smidig. Og i løbet af få minutter, fandt de ind i en behagelig rytme, der gradvist blev højere og hurtigere, i takt med at Dorian stødte ham hårdere ned end før. 

Imellem de varme udåndinger, fangede han dog Ethians pointe, og brummede lidt tænksomt. "Du har en pointe, lille Ulv.."

Med en fast bevægelse fik han bedre fat om røven på Ethian. "Vikl dine ben om mig" Mave og lår soændtes op i anstrengelse. Og som vejede han ikke meget mere end som så, rejste Dorian sig med et lille grynt af arbejdende muskler, hovedet lænet ind imod hans så det hvide hår kildede ham nedover skulderen ved det kys han efterfølgende tvang sig til. 
Det blev dog til et inderligt støn af nydelse, da Ethian endelig gled helt i bund, nu hjulpet på vej af tyngdekraften. Og det føltes alt for godt, til at det kunne være helt lovligt. 

Med et lidt legesygt glimt, skævede han ud over sin egen næsetip - fanget i nydelsens stikflammer - væggen var ikke langt væk. Og med en bestemt knurren manøvrede han dem. SKubbede Ethians ryg op imod den,, og gav sig til at bevæge sit underliv, i faste og heftige ryk.

Øjnene sank rundt og flimret. Kroppen sitret og spændte op, den var vendt rundt på gulvet og havde ingen steder hjemme her. Den skreg for ro, men bad til mere i sine dybe skrig. Fingrene der kunne synke ind i åbne sår, ned i det friske kød der ikke havde et eneste lag fedt som dækning eller varme og penisen der boltret sig i hans ende. Varulvens lange fingre kunne intet sted finde ro, hev og trak i den solbrune hud, knugede sig til hvad end det fik fat i, ubekymret for hvordan det måtte smerte den anden. Dorian var ilden til brændstoffet. 

Som halvdæmonen dikteret hvad han skulle gøre, fulgte han trop og åndede åndeløst fra sig og knugede hovedet mod Dorians, lod han forsvinde inde krøllerne. 
Tæerne spændte, strakte sig maksimalt som han mærkede hvordan han sank nedover ham igen. Benene spændte om livet på ham og armene rev fat i håret. Jammerligt ytret han sig lidt og ryggen der mærkede dunket bag sig tog luften fra ham, mindede kroppen om dens smerter og han ville for alt i verden fortsætte, men samtidig skrige af smerte. En varulv i snor var en ting, en varulv med mundkurv af sølv var noget andet. 

Det var en situation hvor han kunne kun bede til at få en levering hurtigt for at falde i søvn med hans kærlighed. Hans mål for livet var at være der for ham. Leve sit liv efter hans ønsker og formåen. Man kunne nemt glemme at Dorian var stærk, når han så ofte så ud af bare frisk kød der levede i velstand. "Ågh.. Ved Isaris, åh min" han dunkede hovedet tilbage mod væggen og følte hvordan hans krop spændte og pressede som det var liv eller dø. 

Det opfyldte et eller andet behov i ham, når han så let kunne vinkle Ethian som han ville. Udover det generelle magtkompleks han mistænkte langt de fleste dæmoner i at lide under, så var der også bare... rart. Han var ikke så skrøbelig, og brokkede sig så godt som aldrig. Selv med splinter i ryggen, virkede han til at klamre sig endnu hårdere til ham. 
Han kunne give ham næsten alt. Næsten. 

Den vage jamren fik det til at krible behageligt i hele kroppen. Så meget at Dorian næsten taknemmeligt shushede på ham, og samtidigt lappede hans rosende ord til sig som var det sukkervand. "Du kommer til at såre hende dybt, en eller anden dag" mumlede han imellem sine overfladiske støn, og lagde læberne til den blottede hals der pludselig kom indenfor rækkevidde. Kærtegnede den med en knivspids af de skarpere hjørnetænder, men uden at bryde den følsomme hud, da han i stedet bevægede sig op til øret, for at hviske sine ligegyldige ord. "Vi kan give hende en hånd, men husk at du tager hele armen, så snart chancen er der" Hvor meget kan kunne fokusere, kunne ikke være Dorian's problem. Han havde i hver fald intet imod at gentage sig, så længe de stod sådan her, sammenflettet men ikke ligefrem kært. 
Ordene var dog også rettende nu. Der var ikke en opfordring, men en kommamdo. Og han ville få Ethian til at sige jah, om han så skulle holde ham på pinebænken, i timer endnu. 
Og næsten for at stjæle ordene der kom ud fra ham, så det første han hørte i det her magiske moment ikke var et nej, lod han læberne glide ned til Ethians, og fangede dem i et dybere kys. Han ville stjæle luften fra ham, hvis blot han kunne, men lige nu måtte han lade sig nøjes med den frie vilje. 
Også en god delikatesse. 

Vent. Visk tavlen ren. Ryd bordet. Hvidt og uskyldigt. Hjertet var lagt væk i en kiste, kasseret og gemt væk i fortidens glemsel. Ethian hev efter vejret, hev for vejret som det var hans sidste åndedragt før hovedet blev holdt undervand. 
Dæmoner var besidderisks, halvdæmoner var værre. Herre for eget liv, kend deres navn og de ville vandre frit omkring, uberørt og skødeløse. 

Havde han ikke været hædret, ville han springe og bløde for den krigsførsel der blev guidet af den andens underliv mod hans. Ordene var som rindende vand, det ebbede ud i et ekko der var halvhjertet og utydeligt. Mumlen mellem støn, var at blande kartoffel og majs mel. Godt det samme set ude fra. "Mhm" summede han blot som en bekræftelse, uden at vedkende sig sin egen bekræftelse for det. 
Blikket åbnede sig på klem, dynget af sved og udmattelse. Klar til at underkaste sig tilbudet, blev hans mund og spæde vejrtrækning taget fra ham og han overgav sig. Bekræftende brummede han ind i den andens mund, stjal nøglen og tvang sig selv adgang til mundens lune hule. 

Luften var minimal, som forsvundet ud af ham, at han måtte trak munden til sig selv og hive efter vejret og stødte hovedet mod Dorians skulder og så ned i mellem dem. Den lyse hud mod den mørke. Der var ikke mere i ham at give af, hans krop var opfyldt, men han ville aldrig bede Dorian stoppe. 
I sidste ende var han jo hans kludedukke.  

Det var med hurtige bevægelser,  overfladiske vejrtrækninger og små tilfredse suk fra Dorian, at de nærmede sig noget der mindede om en slutning. Desværre. 
Jah 'desværre', så kunne et enkelt blik på Ethians besværede mimik afsløre hvor han var henne. Energien sivede ud af ham. Udmattet og næsten slap i hans arme. Han virkede ikke som en der havde styrken til at kæmpe imod noget. Selv hvis Dorian i det her øjeblik besluttede sig at dræne det sidste af ham, skarlagenrød dråbe for dråbe, ville han nok bare indfinde sig med sine nye omstændigheder. Så hvordan kunne han andet end at smile ind i kysset, der så pænt blev svaret tilbage på. 
Tungerne dansede deres lille dans og med et behageligt sug i maven, lod han ham slippe og finde en form for hvile imod den brune skulder. På den modsatte side skubbede Dorian fortryllet læberne ind imod de tvefarvede krøller, og hviskede små ligegyldige men (for nogle) overraskende kærlige sætninger af ros ind i det runde øre. "Du er god, du er min - sikke pænt du tager det hele.." og meget andet. Som en af sandets syndigere slaver, som hørte han ikke til andre steder, end her. 

Du skal nok slippe snart. Igennem luften af sved og sex, kunne Dorians sanser stadigvæk smage jern i luften - og vidste at det nok havde smittet frygtelig meget af på væggen Ethian var skubbet op imod. Men mere end som så bekymrede det ham ikke; pletter kunne næsten altid fjernes, hvis der blev lagt knofedt i det. 
"Hng, argh.. åh, ved Shara" det kriblede, det kildede og det sitrede i ham. Med en hæs, lidt besværet udånding tippede han endelig over kanten, og følte hvordan musklerne spændte op i de afsluttende ryk. Det kulminerede  - han trak Ethian dybt nedover sig - og følte den varme fornemmelse af sæd der forlod kroppen, efterfulgt af behagelig og ligeså dyb kropslig tilfredshed. "Hah, ahh.." og han skubbede hofterne op og ned i nogle langsommere bevægelser, imens han gjorde sig færdig i ham. 

Stod sådan i nogle tunge, sogne sekunder, inden at han med et lille støn trak ham af sig, og dumpede ham ned på gulvet. 
Lidt nysgerrigt inspicerede han Ethian, var han kommet? Og prikkede efterfølgende lidt til skaftet af hans pik, med den ene fod. 

En forslået hund gav heller aldrig op i at forsvare sin ejer. 
Ethian forsøgte at klamre sig så godt som han kunne til Dorian. For hver et stød, mistede han en smule kraft i sidste ende. Havde neglene kunne gro ud som varulvens, var de dybt gravet i halvdæmonens hud og skind. Men det var blot fingrene med nedslidte negle der gav en mild ridse i den velbevaret brune hud. 
Ubetydelige ridser der ville forsvinde hen igen. 

Det var ord som alle drømte om at høre. Alle der ønskede at elskes af den de elskede. Ethain forsøgte at efterkomme de rosende ord, deres sødme og deres hengivenhed. De sidste kræfter blev brugt på at spændende så meget han kunne, tætne omkring legemet dybt begravet i ham. 

Trykket og presset fandt sted og han stønnede så luftede forlod hans krop. Lod lungerne tømmes. Han følte sig så våd som det var muligt. For første gang gav han nogle små piv fra sig. Milde, sukkersøde piv fra sig og der ramte han jorden. 
Hovedet faldt forover og hang ned mellem skuldrene, benene flød ud til siderne og armene ned mellem benene. En sæk kartofler ville give mere liv fra sig. 
Men som foden inspiceret ham, kryb han en smule sammen og et sidste tryk forlod ham. Hans sød flød udover hovedet som næsten flydende ren væske. Der var intet protein i ham, intet til at tykne eller give det en indikation for at det var sæd. Men han havde ikke registeret sine egne små udløsninger, og det sidste skete ved kontakten med en fod.  

Væggen havde været kønnere, den havde fået en stribe ned ad sig som han var gleder ned langs den.