Ofte og altid, det måtte være en umulighed. Et nervøs træk var at ane i kæbens muskulatur som den spændte op. Det var umuligt, perfektion var et mål for et liv, målet som aldrig kunne blive opfyldt, hvorfor man altid blot kunne arbejde med sig selv og sine fremtidsvisioner for livet. Det var ikke for at skabe tvivl i den enkeltes liv, men om at skabe håb for det bedre. 

Hvordan nogen kunne være så ødelagt, så selv mørkets mest forskrudede mænd og kvinder virkede svage i hans skygge, var tankevækkende. Kunsteren handlede ud for egne interesser, men hvordan nogen kunne besidde sådan et begær for magt og ødelæggelse, var tæt på grænsen til at fuck nogen som man hadede dem. Af ren og skær selvfornøjelse, at se ofrets mure falde sammen, sprækkerne der lod vandet sive igennem - før det ville sprænge muren op som det havde været en bombe. Men Ethians delte liv stod på spil. Tigget og bedt til at blive sat fri, var der endnu hans viljestyrke til ikke at give helt efter. Moralen skulle tilpasses for denne situation, men det krævede tid og det gik så hurtigt ned, at han næsten ikke kunne følge med. 

Let knebet sammen skævede han op på manden som sad på ham. Det var svært lige at skjule hvordan det pres der ramte ham og hvilken ufrivillig effekt det havde på ham. Et brummende suk flettet ind i et støn forlod ham. Ubehageligt. 
Blod. Smerte. Begær. Ham selv. Det var at skue hunden på hårene, sådan at antage at han var tæt på at være perfekt. "Du ender med at drukne i den sorte sø af tjære du har bag dig" advaret han ham før nålen blev sat i ham. Han bed sammen og presset læberne ind ad. Det var ikke lige så voldsomt som alle de andre gerningerne, men det var en smerte der ville sidde forevigt i ham. Han forsøgte at vrikke kroppen ved at bruge den andens knæs om holdepunkt for at pres sig selv fremad. Besværliggøre hans forsøg på at skamfere ham yderligere. Men det så noget så mystisk ud, det som skete. Ffs. 

"Hvad skal der til for du går væk!" stemmen blev hævet og han vidste at det måtte være forbudt. Han havde fået af vide at han skulle være stille så mange gange, men han ville af med den mand. Isari kunne forsøge at redde ham, men hun kunne ikke tvinge ham til at leve et liv i hendes navn, blot give ham fred. 

Et lille fnys af latter forlod Corinth ved de hårde ord. "Så kom med mig i faldet"
Han var allerede druknet, han druknede for evigheder siden. Og ingen havde været så venlig at kaste en redningsvest, førhen Levine var dukket op, og blidt hvisket at han ikke behøvede at frygte dødvandet. Han kunne bare læne sig tilbage i det, og og sank ligeså dybt ned, som stenene han var glad for at kaste. Det var kvælende, det var overvældende, det var klamt. Men det var samtidigt også kølende og lindrende, når sjælen ellers ikke vidste hvordan den skulle hænge sammen. 
Det fyldte sprækkerne ud; tjære og blæk var vel ligeså smukt som guldpulver blandet med lim. Sprækkerne skulle bare fixes, det var lige meget hvordan. 
Altså.. længe det handlede om ham selv, selvfølgelig. Var det andre, skulle det gerne nedbryde deres dæmninger og mase sig ind imellem stenenes sprækker. - måske en dag de ville værdsætte det ligesom ham. 

Præstelærlingen virkede dog som en der havde gennemgået sin egen del af... mishandling. Eller også var han mindst ligeså pervers som adelsmanden, og dén tanke var lidt spændende. 
Når Corinths ydmygelse og kontrol fik et (ufrivilligt) støn over læberne... jah egentlig fremstod han som en der ikke helt ville, men samtidigt skubbede sig selv længere opad, hvorfor? Og ham længere 'ned' af hans krop, en provokerende bevægelse der kærtegnede Corinths underliv. Pustede til den behagelige fornemmelse i kroppen, men gjorde det besværligt imens. At fokusere på det han skulle, besværligt at 'arbejde' med sit lærred der møflede. Med et rettende lille tsk hævede han til sidst nålen fra sit projekt, øjnene løftet imod hans fregnede ansigt. Hvorfor vrikkede han så meget rundt? ".... .."
Det brød med hans oprindelige intention, og Corinth følte en vag, varmende rislen sitre lokkende igennem maven, og ud til fingerspidserne. "Mmmh...." prøvede han virkelig at gøre ham mere tændt, eller vidste han ikke hvad han havde gang i? Øjnene glimtede mørkere i deres voksende begær, og Corinth skulle lige til at spørge hvad helvede han lavede. Men - 'hvad skal der til for at du går væk!'. Og med et faretruende glimt af rødt som den eneste advarsel, lænede han sig lynhurtigt frem. Og spyttede på ham - lige ned i det fregnede ansigt, sigtende efter hans alt for åbne mund."Hold. Din. Kæft. Ellers må jeg 'holde' den lukket for dig" 
En lav tone. En knurrende kommentar men sagt med et underholdt smil. Corinth ventede lige et sekund for at se om han skulle følge op på det lidt mere fysisk - prøv at råb op igen - inden han langsomt lænede sig tilbage igen, og fandt sig til rette på præstelærlingens problematiske underliv. Voksede han virkelig? Og Corinth pressede mere djævelsk på. "Jeg forlader ikke mine projekter halvfærdige. Det er ikke den slags.." kunstner, skulle han lige til at sige, men rettede sig selv i sidste øjeblik. "Mand jeg er." jah det lød joh næsten som en god kvalitet. 

"- og lig stille. Ellers tager det bare længere tid" Corinth tappede lidt insisterende på den halvejs færdige ruderfigur, som han havde fået tegnet op i sort, det ene bryn løftet i en falsk, spørgende gestus. Ville han have at det tog længere tid? Han havde steder han skulle være senere, så ellers måtte det være en hurtig 'omgang', efter hans... dekorative behandling af Ethian.  

Hvor end han gerne ville tage med manden i faldet, var han allerede i sin egen sø. Fanget til livet i en tjære lignede sø med synkesand under sig, for hvert forsøg på at komme fri og løsrive sig selv, sank han dybere ned i det, hvorfor han havde opgivet for nu at gøre modstand og blive frigjort for de hænder han var fanget i. Han bed lidt sammen og lod øjnene sænke sig en anelse, som han prøvede at kringle et svar sammen, men det var ikke så lige til. "De kan jeg ikke," svaret han stille til den ellers så indbydende invitation. 

Var det virkelig en ting de behøvede at dele med hinanden, at de hver i sær havde deres egne kvælende og livsopslugende liv, der ikke søgte andet end mening for hverdagen. 
De havde grebet situationerne helt forskelligt an, og uden at vide hvor mange år manden var, var det ingen tvivl om at han havde sine kvaler med sig fra måske før Ethian var født. Hvad ville eftermælet mon fortælle om dem i sidste ende. En kunstner uden hjerte og en spion af mørket der klædte sig som Isaripræst. Det var ikke et liv han ønskede nogen kendte til. Ikke nogen af betydning for ham. Men det krævede selvfølgelig at han havde nogen af betydning i sit liv. 

Det pressede på underlivet at blive gnidet som det gjorde, som han vrikkede og pressede til for at blive frigjort, selvom det måske ikke var mere end nogen få centimeter der blev den helt store forskel. Hvor han fik energien fra vidste han ikke, men den ville hurtigt blive opbrugt igen og efterlade ham udmattet og svag så snart han stoppede. Så han ville ikke stoppe nu. For zalans det var anstrengende. Han havde ikke tid til at se den andens gustne begær vokse, det var nok andre steder kunne fortælle om sådanne ting. I et chok dunkede han ryggen i jorden og så op på den blondhåret mand hvis vinrøde øjne tordnede. Spytten forlod mandens kommenaderende mund. Han mærkede hvordan det ramte ham over næse, læberne og i munden. 
Læberne faldt sammen og han blegnede helt af ukontrolleret frygt for den anden. 
Holde hans mund lukket for ham, det var en ting han ikke turde prøve an nu. Hvorfor han slap den andens knæ med en dirrende bevægelse og lod dem falde ned til siden, mens han lod hovedet falde til siden og så væk fra den anden. Som sjælens lys var blevet forsøgt pustet og flammen stod uden ilt til at blusse op igen. 

Kunne man bede til at nogen dukkede op? Men selv hvis det var tilfældet, hvorfor var der så ikke dukket nogen op endnu. Selvfølgelig var det ikke det mest besøgte område i tempelhaverne, men stadigvæk. Han havde været længe væk og var han som gået i glemsel for de andre denne dag? Ethian sank en modstridende klump og følte kroppen manglede signaler at forholde sig til. Skulle den bare køre sit eget spil, og hvis det var tilfældet, ville det blot blive et grimt tilfælde for Ethian. Men det meste af hans værdighed var alligevel ved at synke væk. 

Når det kom til stykket, kunne præstelærlingen nok godt have vristet sig fri. I sidste ende var Corinth ikke forfærdelig... stærk, rent fysisk, og havde som regel andre til at tage sig af de mere anstrengende situationer. Han var ikke muskler for andre at bruge. Men. Han fyldte meget. Og som sorte slanger snoede hans tilstedeværelse sig ud i rummet, tungerne spillende ude foran dem imens de smagte luften an. De genkendte smagen af et tilgængeligt offer.
De var ubehageligt effektive, til at sanse de små tegn, og følge dem som en sporhund efter sit bytte. Detaljeorinteret, var hvad Corinth selv kaldte det. Prædation var hvad ethvert normalt menneske ville se. 

Byttedyr kunne lammes. Og det var hvad der skete, da han følte de sidste krampetrækninger rystes ud af præstelærlingen, hvis hånd mere tomt nu faldt til jorden, hovedet med. Det var en forsvarsmekanisme, Corinth var blevet fortalt at det var en del af deres overlevelsesinstinkter, da pludselige bevægelser kunne fremprovokere et angreb - stimuli havde de kaldt det. 
Og det var nok også sandt. Havde han møflet meget mere rundt, havde den blonde mand nok ikke ladet sig nøje med så lille en ting, som at spytte sin sidste advarsel i fjæset på ham. Voldsommere, de kunne gøre det bedre... og værre. Men han kunne ikke gøre det, uden præstelærlingen. 
Men det her, det var pænere opførsel, og Corinths smil blomstrede op i sin 'mildhed'. "Det var bedre, god dreng..." hviskede han lavmælt, og lænede sig frem igen, for at forsætte sin tatovering af den anden. Så fin og bleg hud, så mørke og fantastiske streger. For hvert et ætsende snit, kunne man ane hvordan enkelte dråber af blæk splittedes fra den portion der flød i luften, og gled ind i de åbne sår han fik trukket igennem den modtagelige hud. En vision. Det var hvad han havde. 
Og da den sidste rest af modstand rislede ud af den andens hænder, vidste han... at hans magnum opus måske ikke var Ethian. Men det var fannme tæt på, når han blot lagde sig så pænt, og tog imod det. 
Skulle de ramle sammen igen, var potentialet der i hvert fald. 
Nogle kunne have set dem, og Corinth havde nok knap nok ænset dem i sit behov for at gøre det her færdigt. Det var en egoisme der trådte udenom de sociale spilleregler, og den var uden konsekvens vurdering; var nogle kommet nu og prøvede at stoppe ham... han havde nok neglet dem til jorden med sine skygger, måske endda skadet dem, kun for at bruge mere tid med Ethian. Kun for at slukke sin tørst, i den kvalme lærlingen nok følte ved situationen. 
Han var selvisk. Patetisk. Usmagelig. Men... han var også underholdt.

En lille pause, og han trak nålen til sig da han lagde mærke til hvordan musklerne under huden dirrede i smerte, hvilket gjorde det svært at arbejde effektivt. Og imens han ventede på at kroppen lige kom sig lidt, gled blikket over det slukkede ansigt, og Corinth nynnede lidt undersøgende. "Du fortalte mig ikke..." og han prøvede lidt undersøgende at gnide sig en anelse op og ned af ham, et hånende, men fascineret smil om de bløde læber. "... hvor stort et misfoster du i virkeligheden er. Det tænder dig at kæmpe imod, gør det ikke?" og han behøvede ikke at have ret, for at tale som en der allerede vidste det.
Men igen, præster. De spillede så røv-hellige, men i virkeligheden var de ikke en skid bedre end resten af befolkningen. At udpensle det, var nok hans største fornøjelse. 

Anstrengende prust forlod ham i sine vrid for at komme ud af den andens siddende fængsel. Men det krævede mere energi end han havde haft tilrådighed. Hvordan krafterne og energien havde forladt ham så hastigt var ikke til at forstå, men smerten satte sig dybere i ham end han gav til kende. Blodet som skulle kræse omkring for at styrke og presse til, var halveret i styrken, da de brændte områder var første prioritet. 

Det var alligevel alt sammen ligemeget. Han var som blevet stukket af skorpionen, bidt af slangen og kvalt af blæksprutten. Kroppen havde stivnet under ham og hovedet faldt bare til siden for ikke at se med. Det var unødvendigt at se mere med. Dagene var alligevel talt, som sandet havde rendet ud af timeglasset. Så selvom han lå og tog smerten som en andet trofæ i skyggemagerens skab, reageret kroppen endnu på sin egen måde. Musklerne der nåede bristepunkter for grænsen af smerte og underlivet der lod blodet dunke i ham. Hjertet? Jah, det slog stille derudaf. Det prøvede at finde en ro i alt postyret. Det kunne umuligt være det værste han havde oplevet. Set i bagspejlet var det vel ikke det værste, bare for at gnide salt i såret. Ryggen var hans indikation for at han havde oplevet det værre. Pisk med sølvringe for at motivere ham det mere til at træne sine evner til han kunne besvime, hvor selv det at besvime skulle straffes, det indikeret blot en svaghed.

God dreng, som han var blevet solgt på ny. Det var at rive op i undertrykte minder og følelser. Øjnene blev begyndende våde igen. Det var et minde han ikke havde skænket mange tanker de sidste ti år, men nu kom det bare til ham. Mor der havde brugt ham som objektet for at komme af med sin gæld. En gæld han ikke forstod sig noget på eller havde fået fortalt hvad var. Kunsteren var i sandhed en kunstner for kaos. 

Blikket så ud af øjenkrogen for at se mod manden og han rynkede brynene let som han mærkede hvordan han blev gnubbet til ved underlivet der blot reageret på det. Han ville ikke give lyd fra sig, men ansigtets mimik fortalte nu en anden sag. Hvad havde han ikke fortalt ham? Det var vel spørgsmålet til en million, men det blev endelige opfulgt. "Misfoster?" gentog han og rømmede sig og lod blikket se frem for sig, som var langs kruset henad stien. Tjo. Han kunne vel svare lidt af det hele og intet. Lidt tøvende lod han hovedet blive vendt om på nakken så han så op mod sin modstander der førte med mindst hundrede point. "Vuf" svaret han som det første og sukkede let ud: "Det tænder mig ikke, du er bare ikke den første der bruger mig," det var ikke for at tage den ære fra ham, men det var blot sandheden og han havde efterspurgt hvilket misfoster han var. 
Men Ethian lod hovedet falde til siden igen og rynkede let tvivlende på brynene og åbnede munden stille, en udånding fandt sted før han valgte at tilføre: "Er det at være et misfoster når man sælges for at afbetale en gæld?" spurgte han. Tvivlende om det gjalt for at være et misfoster, selv ville han mene ja. Men skulle den erfarne mand mene andet, måtte det vel være sandheden. 

Der var et eller andet, ved at påvirke et andet menneske så meget at tårerne truende dansede i de hasselfarvede øjne.. Og det, 'et eller andet', fik ham til at føle sig som klovn, kejser og komponist - alt sammen på en og samme tid. Han levede for det, skrev mentale symfonier og gjorde også sig selv til grin, bare for et gram af det som Ethian, og folk som ham, de havde.
Hvorfor var det så tiltrækkende når andre led? 
Med sympati nok til at genkende følelserne, var Corinth nok mindre afstumpet end mange andre i sin familie, så hvorfor blev han ved med at dyrke deres værdier, så langt væk fra Lochtree fortet?
Spørgsmål af mere filosofisk kant, som han da havde stillet sig selv flere gange. Ikke i momentet, nej i momentet var der ikke meget plads til medfølelse, og empatien var i forvejen udfordret. Men efterfølgende, kunne han da godt sidde og undres ved sig selv. En kort undren. 
Han vidste udmærket hvorfor, men ville nok aldrig helt vedkende sig essensen af det. Pænt ydre, forfærdeligt hjerte. 
Ethian var mere og mere som et dødt stykke kød imellem hans hænder, og fornøjelsen var nok mere end nogensinde, kun på hans bekostning. Men alligevel forsatte adelsmanden sine små 'aktivitet', tydeligvis ikke videre bekymret for hvorvidt Ethian ønskede at være her. Den grænse havde de vidst allerede krydset for evigheder siden, og han skulle huske at mejsle ind i sten, at det selvfølgelig også varen hemmelighed imellem dem internt. Men... Corinth følte nysgerrigheden over mere substans i samtalen, røre en anelse på sig, da han.. ikke fik de svar han havde forventet. 

Så han var lidt af et fælleseje, den kære præstelærling? Tanken burde ikke få mandens læber til at deles i et undrende, men dog morende lille grin, der ude af kontekst nok faktisk lød ganske oprigtig. Næsten. Men det gjorde det. 
Hovedet faldt en smule på skrå, en spejling af måden Ethian igen kiggede væk på. "Så det her sker ofte for dig.." ordene konstaterende i de paralleler han træk, og de informationer han fik. Og han fnyste. "Hah. Det må så være dig, og den energi du udsender..."  det kunne nemlig ikke være alle andre der var perverse stoddere. Han lagde op til det; Corinth havde følt det allerede fra starten af, da han først havde set ham. 

Men ydmygelse til trods, så var der noget der fangede hans opmærksomhed. Noget i det han sagde. Han var vidst ikke den eneste med en blakket fortid, og Corinth rakte endelig ud efter den smalle hage, og vippede den - og øjenkontakten - på plads igen. Kig ikke væk, når jeg taler til dig. 
Rubinrøde øjne smalledes ind. "Måske" var det en offerrolle han fornemmede her? 
Patetisk, afsky fremfor sympati. Det var hvad selvmedlidenhed fik frem i Corinth, hvis hånd strammede sit greb om hagen, men uden at lægge sølv til. Den her gang. "Det kommer helt an på hvem man sælges til. Og af.."
Det var et spørgsmål der krævede mere forklaring, selvom det ikke umiddelbart lød sådan. Et enkelt blik i de røde øjne, og man var ikke i tvivl om at Corinth ventede på forsættelsen af hans... 'historie'.

Livet uddelgeret sine lussinger, det var ikke blot et par, men mange der blev svunget i hans retning. Rødglødende kinder og han tog sig kun til takke med endnu at stå på fødderne. Han kunne kun holde lyset overvande, det var det eneste alternativ han havde for dagen og livet.

Vinden kunne rasle nænsomt i træerne og få deres blafrende blade til at synge til den teatralske dødsmesse der var ved at finde sted. Der var ikke meget liv at fornemme tilbage i ham. Værst af alt var for ham, at han dagen efter dette blot skulle fortsætte som intet var hent. Vandre videre fra sin død, efterlade den del af ham som gav efter. Så han tilbage af den lige rute han havde gået, ville man finde mange dele af ham, alle hans små død. Hvergang hjertet havde tabt en bid af sig selv for andres glæde og fornøjelse. Uanset hvor voldsomt han kæmpede for at beskytte det der var tilbage, formåede en altid at bryde låsen op og bane sig vej ind i det. 

Ærlighederne forlod ham, og smerten syntes måske at lettes. Men det var blot ren indbildning. Det var blot forsvarsmeksainmerne der spillede ind og hjalp ham. Tyknede den ellers så tyndetråd. "Nej.. han er bare ikke en man skal afvise.." det var ikke ord han nogensinde havde regnet med selv at sige. Det var bare en realitet for hans vedkommende. Han turde ikke sige nej til Dorian, han havde aldrig været stærk nok til at gøre modstand hos ham - men med god grund. Det var vel blot at være en rigtig mand. Uanset hvor ondt det så måtte gøre på ham. 
Men hovedet havde blot fået sin plads tilbage, som han mærkede den andens fingre om hagen der rette hovedet op igen, så deres øjne kunne mødes. Træt, uoplagt, opgivende, accept af hans realitet. Det var ikke svært at fornemme den anden mening af spørgsmålet. Fordommestiderne var altid lige om hjørnet og det var en fordom at påtage sig selv en offerrolle for sådan en ligegyldighed. Men han var ikke et offer for det, ej følte han sig som et. 

"Hun var ikke oplagt som mor alligevel" 

Øjnene der lå let på klem, blev langsomt slået en anelse mere op og han så dybt mod de vinrøde øjne. Manden virkede så... blind for en virkelighed, at ingen kunne have lidt mere end ham, skønt han intet sagde omkring sin egen tilværelse. Så i stedet valgte Ethian at skabe en forbindelse mellem deres øjne. Et minde skulle sendes og han vidste hvilket ét. Det var ikke afslørende på nogen måder for hans liv som det var nu. Men grundstenen for hans tro til Isari. 
Kunstneren ville opleve mindet med Ethians følelser og sanser. Et mørkt rum, koldt og blæsende, svækkede åndedragt der kæmpede for at få et fodfæste i den klamsvedende kolde krop. Et råben og skrigen for at ruske liv i den otte årige dreng. Et skarpt glimt af lys blændede de næsten sløret øjne. Varmen kom fra lyset og en kvinde med udstrakt hånd til ham. 
Mindet ophørte der, og han lod et tungt himlen med øjnene ske, som han faldt hen for et øjeblik, men han fik blikket tilbage mod den anden på ny. "Hun reddet mig. Du må sige hvad du vil om min tro, men jeg vil altid forsvare hende" han ville gøre alt for hende, selvom det betød at han skulle bryde regler. 

Det ene øje fik en kort krampe antrækning med små halve blink, som han ikke helt kunne bryde forbindelsen til den anden. Stille løftede han den ene hånd op for at gnide sig ved øjet for at få brudt forbindelsen, trods for den kun gik den ene vej, ville han ikke risikere at vise andet. 

Han. Hun. Dem. Der var mange spørgsmål, og en meget mere nysgerrig - jah nok også ganske (almindelig) socialside af adelsmanden, brændte næsten igennem efter at få dem alle besvaret. Hvem var 'han'? Havde hans egen mor, været den der havde solgt ham? Og i det tilfælde, til hvem? Hvad var det for nogle sorte fodspor han satte, når øjnene så dødt og miserabelt fortalte om halve sandheder med sværmende, svirrende konsekvenser? 
Var det i virkeligheden kviksand, det som Ethian bevægede sig igennem? 
Og samtidigt med at han havde alle spørgsmålene i sig, var adelsmanden også... gammel nok, til at kende baggrunden for sin egen interesse i knægtens salte tårer, lyse krop og bøjelige grænser. Håbløshed havde altid været et dragende element. Uoplagt, håbløs og alligevel afklaret - Ethian virkede som en der havde overgivet sig til Corinth, for i dag, men normalt rullede om på ryggen, for nogle andre. 
I de hasselfarvede øjne, der dansede håbløsheden med djævle Corinth ikke kendte af navn eller person. Men han genkendte det, et fascineret glimt i de røde øjne. Og så. 

Overrasket skiltes læberne hos Corinth, der mentalt næsten åbnede armene for hvad der blev delt. Fornemmelsen af magi, udsøgt magi, og hvad han efter få sekunder genkendte som værende et minde. Men det føltes virkeligt, og det var nok følelsen som fulgte med, der sad tilbage i den ellers sorte sjæl. Udsøgt. Hvornår havde han sidst følt noget så skelsættende? 

Kæberne spændte op. Corinths tunge næsten smagte den frygt, paranoia, fortvivlelse.. jah den kulde nærdødsoplevelser bragte med sig, og efterfølgende den varme der stammede fra Lysets kvinde, hun var smuk.  Og i samme tanke som den sætning blev nævnt, følte han også en grådig nødvendighed interesse vælde op i ham, da mindet svandt væk og centrerede dem tilbage i virkeligheden. Pludselig føltes haven lidt koldere. 
Det havde været en kort fornøjelse, og først dér gik det op for Corinth, at han havde holdt vejret. 
"Ahh..." og hånden ved hans hage, slap sit stramme greb. Skubbede hans hånd til siden inden den nåede øjet, ikke noget med det der, og fjernede forræderisk blidt nogle krøller over hans pande, inden han kuppede det fine ansigt, tommelfingeren over de stadigvæk lidt fugtige kinder. "Du behøver ikke forsvare hende, overfor mig" og han strammede lidt til. Maste den bløde hud over kinderne, som irettesatte han et barn ved at nive dem lidt, omend Corinth ville argumentere for at det var værdsætetlse. "Jeg er, hvis jeg skal være ærlig... utrolig ligeglad, med din gudinde" men ikke med dig - du er ikke lige meget. 
Fordi Ethian havde substans, han var lige her, og han var til at rykke rundt på. Corinth slap kinden, men ikke øjenkontakten, da han lod en finger glide op imod øjeæblet, lige ved at prikke den hvide sclera, hvis han ikke lukkede det i. "Er det din gudinde, der har lært dig at være så..." og han afsluttede ikke sin sætning, men nød uden tvivl at han... bare accepterede næsten alt hvad der blev gjort. Jovidst, han kæmpede imod. Men ikke som Corinth var vant til, når han... interregerede med andre. På den her måde. 
Hvem end der havde mishandlet knægten op til nu, havde gjort et godt stykke arbejde, det måtte han give dem. At holde fast i sin tro, holdt fast i en form for forstand. Og nok satte Corinth ikke guderne på på piedestaler - men de valgte vidst alle deres 'guder'. 
Hans gik i provokerende rober, havde androgyne træk og intense, dovne og kærlige øjne. Hans var derhjemme; han vidste udmærket hvor han hørte til. 

I det hindsides ville han hidkalde denne mand, bede til at denne mand kunne ligge ham i rosenmarken i løbet af natten. Ligge han til hvile i det røde hav af kornblade. Læg mig ned ved midnat, alt i mens jeg er lysvågen. Ethian hakkede sit liv i sten, satte sine mål for livet, de få muligheder han havde at bestemme for og ved — og hans død var hans at bestemme over. Det sidste sandkorn i timeglasset var hans alene at bestemme over. 
Nu havde han alligevel allerede fået sin intime dødsdans med kunsteren der sørgede for at efterlade sit blæk i ham. Det var bedre at dø i de hadefulde arme end de arme som holdte ham varme om natten og tyssede ham stille i øret. Men men men, døden var ikke nær nu.. Det var blot planlægning til engang ude i fremtiden. Hvilken skam. 

Ethian kunne se helt naturligt som mindet blev delt. Kroppen der holdt vejret, men grundet dets kortevarighed, kom han atter til livs og trak igen vejret. Det var forskelligt hvordan folk reageret ved sådan en oplevelse. Men han havde endnu ikke oplevet at nogen glemt at trække vejret. 

Hånden der presset kinden ind løsnet let og han trak let kæben til siden for lige at få følelsen tilbage i munden, men hånden som kom så tæt på at gnide øjet blev slået hen. Puffet væk, som han skulle til at tage den sidste småkage inden aftensmad. Fy-fy følelsen. "Alligevel hader du mig for at have hendes klæder om mine skuldre?" spurgte han med en mild stemme, som han søgte svar hos den anden. Hvis han havde været ligeglad, havde han næppe behandlet ham som han gjorde. Alt andet ville være løgn. Ikke sandt? 
Munden faldt sammen og han så mod fingeren som nærmet sig. Hjertet kørte i sine bank-bank-bank som han så hvordan fingeren kom tættere og tættere på. Han burde frygte for at få fingeren i øret, men et eller andet sted ville han hellere have det skete. Rør mig øjet skreg blikket mod den rød øjet mand. Stik mig ned en sidste gang. Men alligevel som fingeren var lige ved og næsten, et øjenvippe tykkelse fra at røre, åbnede pupillerne sig mere op og et andet minde sneg sig ud. "Ja," svaret han samtidig med hvordan genskabelsen af hvordan han som midt teenager kunne sidde med hænderne knugene ind til hovedet og bede om tilgivelse for ikke at være god nok. Smæld af sølvlinge på læder slog mod ryggen og arret ham for livet. Et udtværet billedet af Dorians underkrop langs væggen kunne anes. En krop i hvirvlen vindens greb ruskede og rystede som aldrig før, en blødende næse og undertrykt smerte der ophobede sig i kroppen..—

Ethian fik slået mandens hånd væk fra sig og gned endelige øjet. "Du sagde.. at du havde set perfektion ofte, hvad er det perfekte for dig" trætheden lå i stemmen, men kroppen slappede endelig af igen. For nu. Det ville nok ikke være længe før at kunsteren så ville fortsætte på ny og tvære ham lidt mere ud. Efterlade ham som affald så snart han var færdig. Så hvorfor Ethian forsøgte at tale med den sjæleløse mand, var nok mere for hans egen skyld. En måde at bide det hele i sig.

Der var noget ret nemt ved at hade et andet menneske. Det var en simpel følelse, og den gav sin del af energi. Den gav motivation for mere, og samtidigt også et retfærdighedsgrundlag af sten. Når bølgerne slog ind imod dem, gav de sig ikke meget. 
Og når Ethian sagde det højt, kunne han mærke at den anden havde ret. Jah, en del af ham hadede vel idéen om Isaris præster - eller de kommende præster - hadede ham. Men det var en halv sandhed. 
Fordi på den anden side af det, var der også en dyb værdsættelse af deres... væsen, ville han nok kalde det. Hver gang han kom i tanke om dem, virkede det provokerende og når det var provokerende, var han interesseret. Jah, selv mildheden i stemmen irriterede ham - nok til at han ikke kunne lade være med at smile lidt fascineret af det, imens det skete. "Du har nok ret.." pointerede han, og det lød næsten som om at mildheden for en kort stund havde sænket hans toneleje også. 

Og han var så tæt på at ramme øjet. Han kunne joh se det, intentionen var der og han ville næsten få lov, inden at det skete igen, og hvad end forbindelse han formåede skabe, delte et nyt og mere intenst minde. Meget mere delikat, og han slugte det råt. Det var en speciel følelse, og den overraskede ham. Hvis det altså var sandt, var det ikke en fortid han havde regnet med. En eller anden form for afstraffelse, og- 
Han daskede endelig hånden væk. Øjnene fokuserede på ansigtet foran ham, og han rykkede hænderne væk fra hans ansigt, en smule mere til stede, og påmindet om hvor de var. Hvad er det perfekte for dig? Og Corinth følte spørgsmålet vokse lidt i dens betydninger, der var joh mange svar. 

Med en lille virren, rystede han tanken væk, og greb sin nål igen. Det virkede til at hans krop var faldet til mere ro, og Corinth var ikke helt færdig - han kunne ikke efterlade det ufærdigt. Dét ville være en skam, næsten mere end det at han tatoverede ham. "Jeg tror det er de meget små ting i livet, egentlig. Det er smukt, på sin egen måde. Jeg tror at hverdagslivet fascinere mig lidt" han havde ikke følt sig mere i live, end efter han bosatte sig i Dianthos. Så mange uventede øjeblikke.
Han nød at være en del af dem, og indrømmede måske lidt for meget.  
Med nidkær præcision begyndte han dog også at gøre sit arbejde færdigt. Han havde allerede brugt for lang tid her, men alligevel føltes det lidt som en skam at det måtte slutte. 

Sætningen kørte på gentagelser i hans hoved. Som en rungende kirkeklokke der faldt til jords og hæmmede klokkens spil for de lyttende. Du har nok ret. Han tog ikke fejl, for det var et had som udfoldet sig mellem dem. Ikke udelukkende baseret på at han havde sin tro og var i læren til at blive noget mere med sit liv end hvad han var. Ethian kunne kun vende sten for at finde den som havde svaret skrevet på sig. Manden havde beskrevet ham som noget der var noget så nær som perfekt. Eller det var noget i den dur, tankerne kredsede ikke helt om det. Fokusset tillod ikke at skifte kurs nu. 

Var det at hade dét, som var mere end han selv var? 
Ethian kunne vove påstå at manden havde et sammenfattet liv. Han søgte andres smerte, deres svagheder og muligheden for at dreje det omkring for sig selv. Var det tilfældet, ville han så også have Ethian for sig selv ved fuldemåne nætter. Et spørgsmål, hvor svaret meget gerne skulle være nej. Det var nok at en forsøgte at kontrollere den side af ham. 

"Mhmh" brummede han som de startet forfra på ny med det prikkende niv og svie i ham. Det virkede som en så ærlig og normal dialog mellem to venner. Hverdagslivet fascinere mig lidt. Det var næsten kvalmende at lytte til. Det handlede vel blot om at han lå model til noget andet. "... Jeg ønsker at hade dig, men muligheden er der ikke for det," kommenteret han blot som det eneste relevante der kunne siges. Hænderne blev knyttet sammen og han bed smerte i sig for en stund. Snart ville det være overstået og han kunne ligge og komme sig. Som en andet viskestykke der havde været brugt til en hård omgang onani. Hvilket mindet Ethian om hans underliv som havde lagt sig igen. Det havde lagt sig, selvom han følt sig klam forneden, men det kunne være præsæd og sved. Det gik han hvert fald med. 

Han rømmede halsen og presset læberne sammen. Det var snart slut. Snart. Slut. 

Når du sultede længe nok, lærte du velsagtens at spise hvad du fik serveret.
Had eller kærlighed, glæde eller sorg. Eller bare ingenting - følelsen af at alt var gråt. Når lige meget hvad du spiste, føltes som gravstøv i din mund... hvordan kunne de så forvente, at du kunne stoppe dit gilde, når det begyndte at smage af noget? 
Et forsøg på argumentere for Corinths sag(er), var et tappert forsøg på mange ting. Et kaninhul man ikke skulle falde for langt ned i, hvis der bare lurede en grad af frelserkompleks bagved ens handlinger; han ville slet ikke have deres medfølelse, i første omgang. 
Så had var den letteste ræssornering. Og selvfølgelig en del af sandheden, der lagde sig på bordet for den unge lærlings skarpe empati. 

Når du frygtede at føle ingenting, blev du alt for grådig med hvad der (endelig, og i nutiden) kom din vej - og det var sin egen synd. Men selvom det var fristende at kalde Corinth grådig med følelser, var det nok en anden dødssynd der faktisk dannede rodnettet af forskruede handlinger. Fråseri, det var nok nærmere fråseri af følelser, nu hvor han endelig havde dem imellem fingrene. 

En trang til mere, og særligt at bruge mere af den anden, når han 'mærkede' huden under sig. Øjet tegnede sig i snit for snit op, som smeltede sølvet ind imod den lyse hud, og lod den mørke væske sive ned imellem hudlagene i en stilfærdig 'forsegling'. Det var i og for sig en fascinerende process, han havde aldrig set noget lignende, og prøvede i baghovedet stadigvæk at greje hvorfor. Men i den rus det gav ham, var det først noget han kunne samle tankerne om til sidst. 
Endnu et snit, og Corinth følte en koncentreret rynke skubbe næsen op, førhen de i et lille ryk fokuserede tilbage på hans fregnede ansigt ved de opfølgende ord, en kort pause af undren. "Jeg skal nok vente på dig" endte han med til sidst at smile, noget dybt skadefro i det røde glimt men alligevel ganske ærligt i sit forskruede løfte.
Hvad betød had når det var ensidigt? Det lød forbandet kedeligt. 

Men de skulle de nok få skrevet deres del af sange. Det var en grim melodi, en grim lille hemmelighed, men det ville være deres hemmelighed, og den smagte bedre end alverdens støv. 
Corinths nål løftede sig endelig fra det lyse, sitrende skind, og han pustede ud. Som havde han lige nået målstregen, på et maraton af beslutninger. Det var næsten gjort. Og med et rævesmil gled hånden  over det stadigvæk våde sår af blæk og blod, øjet der kiggede tilbage, og han knyttede hånden over det sarte skind, for at binde en besværgelse til mærket. Så. 
Nu var det gjort. 

Kunne man veksle mellem det åndelige og den fysiske verden, var det stadiet for Ethian nu. At svømme hen i den fred som kunne findes i hans indre. Det sted hvor han så forbi smerte der blev påført ham, stedet der var hans eneste holdepunkt i de mørkeste stunder. Blodårene ville holde ham i kontakt med jorden ved sig, mens hjernen ville beskytte ham fra det sidste af denne leg. Denne tortur leg som den anden fandt så stor glæde i. 

Grådighed var et begær der ikke kunne mættes, det ville blot bede om mere. Som et ansigtsløst skyggevæsen der kunne fremtrylle sine betalinger for at få lige det som det ville have, hvis ikke det kunne tages uden videre. Ethian var forhåbentlig blot et øjebliks måltid der efterfølgende skulle erstattes af et andet individ. Et stærkere et af slagen, som kunne holde manden på afstand eller føje ham om sin egen lillefinger. Der måtte være det smartere menneske end kunsteren. 

Øjnene gled sløvt i og han følte langsomt han trak vejret for sidste gang, men der blev talt til ham og han åbnede øjnene let op. "Det er pænt at du romantisere det på den måde for mig, men --- mhmh." panden rynkede sig i takt med næseryggen og han skævede ned mod sin brystkasse, han kunne lige svagt ane hvad det var der var blevet lavet i ham. Det lignede et øje. Som han skulle være mandens udkigspunkt hjemme fra lænestolen. Var det en påmindelse om at han altid så med, eller at øjnene sladret for hans velbefindende. 

En lettelse forlod ham som nålen var væk. Den lune pust der forlod den andens mund fik ham til at træk forarget på munden. Det var nok at han var blevet spyttet på, nu blev han også indhyllet i mandens kuldioxid. 

Albuerne blev presset i jorden under ham og han fik lettet brystkassen let som han mærkede den andens hånd mod brystkassen. Det var som det syede ind i ham, ikke blot i det øverst hudlag, men dybere ind ham, forbandt sig med hans nerveceller. "Hvad var det til for" spurgte han og tog sig selv mod brystet og lod sig indsmøre i blæk og blod på håndfalden.
Kunne manden ikke bare efterlade ham i grøften nu, så ville han samle noget energi og få dækket sig selv til og forsvinde væk fra det åbne, helt ind i mørket af hans værelse. 

Det var et groft stykke arbejde, men og lignede noget der var blevet lavet hurtigt. Ikke at det lignede sjusk - det ville han aldrig byde en anden, had eller ej. Men der var en dedikation i stregerne, der havde ønsket at gøre mest muligt, på kortest tid. Dybe hug og faldgruber, det var blodigt i sollysets pæne streger. Og det piblede imellem Ethians beskidte fingre, som en afslørende lille strøm af mørke. Nu var de vidst forbundne, så måtte de se på hvor længe det ville være relevant at holde kontakten. Og hvornår han opdagede det. 

Det sad stadigvæk i hans fingerspidser. En vag, dunkende fornemmelse fra det greb han havde haft over hans sind, velvidende at det ikke strakte sig ind over hans vilje. Den tilhørte vidst en anden. Men alligevel føltes det lidt som om at noget sivede ned i den anden. Som blæk der overtog vand; det var en hurtig process i det kraftige pigment. Og det samlede sig ikke foroven, som olie. "Bare en afskedsgave" summede han, og kunne ligeså godt mene tattoveringen, som den mere magiske 'forbandelse' han havde lagt. 
Nej, det flettede sig ind imellem molekylerne og gjorde krav på sin plads i det vand det havde dryppet ned i. 
Aha... i et kort sekund - et enkelt hjerteslag - inden at han havde fået trykket hånden til sig, flakkede et glimt af Viktor af Alryss månehvide ansigt over hans nethinde. 

Omgivelserne var anderledes, omstændighederne ude af proportioner. Og alligevel vækkede det et lille stød af interesse, som han ikke burde føle den form for spænding ved, som han gjorde. Måske han kunne overtales også, en dag, selvom han vidst ikke var allergisk overfor sølv... 
Og som ramte en erkendelse de rubinrøde øjne, spærredes de op. "Ah... så mange hemmeligheder" tonen var næsten kærlig. Stakkel. "Du svarede mig vidst aldrig på hvorfor din hud reagerede så kraftigt, men.. jeg tror at jeg har en idé" og han børstede hænderne af, ikke fordi der var meget andet en blæk og blod tilbage, førhen han skubbede sig mere tilbage. Corinth var endelig en der var på vej til at rejse sig, og besværgede de resterende blæk tilbage i sin beholder, for lige at 'pakke sammen'. Nålen gled ned i hans lomme, tasken blev grebet, og han skubbede sig tilbage på akkilleshælene, inden selve fodsålen ramte jorden, og han med et tilfreds lille fnys fik rejst sig, og strakt de trætte muskler lidt mere. 
Hårdt arbejde, alligevel. 

I et andet univers, havde han med største fornøjelse bedt til det var fuldmåne og han kunne bide hånd og hoved af kunsteren. Men end ikke i hans inderste drømme ville han drømme om at yde sådanne agter. Hadet var ikke en naturlig følelse for ham at have mod andre - uanset hvor mange grunde de end gav ham. Listen kunne være lang, nå Krystallandet rundt, og han ville endnu blot bare tage sig til takke med at de var færdige med deres handlinger af ham. 

Ethian var overbevist om at kunsteren havde ydet det værste tænkeligt for sig mod ham. Presset sølvet i ham, hånet ham for hans tilværelse og markeret ham som et stykke legetøj. 
Hvad mere kunne der ske? Manden var jo ikke seksuel investeret i det det, så det var utænkeligt at han skulle lide last for sådan en omgang. Og måtte det forblive sådan. 

Ah. Han lagde sig ned og lod armene falde ud til siden som han var sømmet fast til et kors og så op mod manden der talte med en stillende kærlig tone. Som han fandt guld i sandkanten ved en tilfældighed. "Allergisk" kom det selvsikkert fra ham og han prøvede lidt at se forbi den andens mistanke. Allergiker kom i alle former, alt fra urter til materialer til kæledyr. Det handlede blot om hvor slemt kroppen tog i mod dem. Brændnælder efterlod også en udslået og påvirket, såvel som brandmændene i vandet. 
"Årgj" lød det som han mærket hvordan blodet atter kunne løbe til benene og den andens tunge vægt ikke længere tog luften fra ham. Det var et held at han havde mørke bukser på, for han kunne nu fornemme at der var vådt - havde været vådt. Men han blev liggende og prøvede at samle sig til at rulle om på maven for at komme op og så - efter længere tid - gå. 

Det var svært, det gjorde ondt i kroppen. Som han havde løbet triatlon. Men han fik rullet sig rundt og kom op på knæene. Fødderne blev sat i jorden og han kom og stå, trådte et vaklevorne skidt tilbage væk fra kunsteren, før han gjorde en indsat i at få lukket sig selv til, dækket sig selv til. Ej, han følt sig beskidt. 

Rødmen og dens udslæt lå endnu tungt henover kinden, før han valgte at knuge hænderne om kåben for at trække den ind til sig. Det var nu han skulle gå. Men frygten for mere sad i ham. Kunne han vende ryggen til manden uden at blive væltet ned. Ethian tog hastige vejrtrækningerne før han valgte at gøre det forventelige og forlod hændelses stedet. Det var nu eller aldrig. Kroppen dirret i sit indereste, men han kunne ikke lade sig buk under for sin frygt nu. 

Det værkede en anelse i kroppens led, og selvom det ikke kunne sammenlignes - overhovedet, følte han da et lille smil strække sig over hvor medtaget Ethian alligevel var. Vakkelvorne skridt, fumlende hænder over skjorten. Han lignede en der tog flugten, og Corinth yndede ham det gerne. 
Som en lidt bizar refleksion børstede han også det sidste af jordens snavs fra knæene, men en del mere... opkvikket kunne man vidst godt kalde ham. Hans sanser føltes skærpede, hans energi niveau var ret højt, selvom hans hænder, og mere magiske kunnen var udmattet. 

Allergisk, bed han ham af med, men en speciel form for allergi. I mangel på bedre referencerammer, mindede det ham om godnathistorier, fortalt for lang, lang tid siden. Noget med at alle historier havde grundelementer af sandhed. Sølv var et rent materiale, var det ikke hvad man sagde? Når Pleasance var svækket overfor sølv, bundede det (nok) i gamle, okkulte regler. Når faes brændte ved i kontakt med jern, var det en bekræftelse af regler. Allergi, smilede han lidt overvejende. Det skulle de tidsnok finde ud af, Corinth spillede på det lidt længere spil, og lod ham gerne slippe væk. For nu. 
Ikke som om at han helt kunne slippe for hans opmærksomhed, nu hvor at han flygtede med mere end et sæt øjne i nakken. 

Skulle han sætte efter ham? Det var som om at de lidt tænkte det samme, da Ethian overvejede om det var smart at vende ryggen til Corinth, øjnene over skulderen, nu hvor han havde fået strukket sin krop ud igen. Var det jagten værd? Men øjeblikket passerede, og han fik endelig taget det første skridt væk. Efterfulgt af et til, og så gik det ellers stærkt. 
Corinth betragtede med et sagte smil tilbage, hvordan stedet faldt til ro igen. Det føltes dog lidt... forurenet. 
Med et overvejende blik gled øjnene over de sorte og mørkerøde pletter der var tilbage, vagt at se hvis man kneb øjnene sammen på den rigtige måde. Lige fik den rigtige vinkel. Men udover Corinth, Den Røde Kvinde og solen der blidt kærtegnede de gyldne krøller, var der ikke mange andre til at bevidne - og mindes - hvad der var sket her. 
Derfor måtte han vel gøre det for dem, og han hankede op i sin taske, tanken hængende omkring hans ellers fornøjede skikkelse på vej tilbage.