Corinth gentog ham, og han nikkede lidt åndsfraværende med lukkede øjne til ordene han alligevel ikke rigtig lagde mærke til, for al opmærksomheden lå ved de kærtegnende fingre der nussede rundt i lokkerne. Det slog gnistre som flintesten, og det summede næsten helt ned i læberne. 

 Men intensiteten fra den andens greb blev mere magtfuldt i det kontrollerende tag da lokkerne blev knuget ind mellem læderet. Brynene skød forbavset op og Viktor klemte det ene øje sammen ved den pludselige underlæggelse, og et tilbageholdt 'ah' kunne høres i rykkets bevægelse. Han kunne godt lide dét - overraskende nok. Læberne vedblev en anelse adskilt, mens vejrtrækningen forlod ham en smule luftigere end før. Ærefrygtigt. 
 'Så det jeg hører dig sige, Viktor... er at for mig, ville du være et godt motiv' sagde adelsmanden, og Viktor sendte ham et skælmsk blik i sin underdanige positur.  
"Gør jeg, Hr. Lochtree?" Ordene forlod ham i et luftigt suk mens mundvigen trak sig dristigt op.

Hånden slap igen, men fornemmelserne af ham, sad der stadig. Viktor måtte misse svimlende med øjnene et øjeblik, og kørte sin hånd gennem håret for at ruske lidt op i det. Det ene ben kørte han op til sig, så albuen kunne hvile derpå, og hovedet lænede han mod armen, henslængt og dovent. Men også for at skjule hvor medtaget han blev.

 "En solnedgang er et godt bud..Jeg er selv rimelig vild med blomster, tulipaner især." Corinth kunne selvfølgelig ikke vide hvordan Viktor tidligere havde sammenlignet ham med en sort tulipan, men alligevel var der noget sigende i det nøddebrune blik, da han skævede fra sit skjul bag armen hen til ham. 'Jeg er vild med dig' sagde de næsten, og han tog en tung indånding gennem læberne da Corinths hånd nu listede ned på Viktors ben. Han prøvede at virke uanfægtet ved berøringen, men kroppen skreg. 
 
Og nu fik Viktor lyst til at røre ved ham, bare for i aften. Leve lidt i drømmen om den gyldne mellemvej. Corinth havde taget sig disse friheder, tog disse friheder ..mon det ville gøre noget hvis han gengældte det? Denne side af Viktor lå til hverdag temmelig skjult i ham, og når de først kom frem, var det nærmest urimeligt at skulle stoppe dem tilbage i skotøjsæsken igen. Hjertet slog voldsomt i brystet, og pulsen sad helt oppe i halsen på Viktor da han ganske forsigtigt lagde sin frie hånd ned ved siden af Corinths, der lå på knæet. Luften føltes tungere, ilten spæd - og lige så stille listede han sin lillefinger ind under Corinths fingre. Viktor sad stadig foroverbøjet og skjult bag sin arm, og skævede lidt fra deres fingre, til Corinths ansigt. 

Det var lidt en forunderlig dans, sådan som den forsatte med at bølge frem og tilbage. Men det var nu hvor at man kom til den spændende del af det, og gradvist kunne man mærke hvordan at tidspunktet spidsede til. På den gode måde. I baghovedet, hørte Corinth stadigvæk den lidt dristige, luftige stemme der 'intetanende' fik svaret igen i et 'gør jeg, Hr. Lochtree'. Og selvom det virkelig ikke burde have en effekt på ham, eller hans tankemønster, kunne dem der kendte ham godt, ane hvordan at det stadigvæk kriblede i de sorte fingerspidser efter mere. 

Lidt lyttende, foldede han fingrene langsomt ind. Så en smule ud igen, og så ind, og Corinth brummede sagte idet han nævnte blomster. Tulipaner?  Det var ikke en forfærdelig flora. Øjenkontakten der formåede at skinne igennem, på trods af at Viktor havde formået at gemme hovedet lidt væk i armen, den var forunderligt sigende. Og selvom Corinth ikke kædede sammen at han var en tulipan, tog han imod den kompliment der næsten lå i trykfordelingen, og sukkede lidt mageligt. "Nuvel. Og hvis jeg så maler et billede i farver - tulipaner, solnedgange og det hele, hvad.." og ordene forstummede kortvarrigt, da han bemærkede en lille bevægelse ved sin hånd. 
".. hvad får jeg så til gengæld?" og han genoptog ordene ikke meget mere end et sekunds halten, med et undersøgende blik på Viktor. Jah? Og prøvende skubbede han sin hånd lidt mere over den yngre knægts. 

Måske havde han endelig fået skubbet grænserne ud på et andet spor, et sidespor, når det gjaldt Viktor. Eller i hvert fald tydeliggjort det nok, at der var mere underholdende måder at 'hænge ud' på. Det var trods alt pæne omgivelser, næsten for pæne. Måske varede det her ikke længere end en lille aften - men uventet var det, da han følte varmen dunke igennem fingerspidserne, og insisterende kræve at han reagerede. Noget han holdt sig lidt fra, men alligevel krabbede sig nærmere, som sekunder og minutter passerede.

 Lige hvad du vil have, tænkte Viktor i sin kåde trance, og de farlige ord var lige på nippet til at forlade hans læber, give (hvad han troede var) sin ufortrødne accept, men han tav i forsøget på at sluge dem. Sådan som intensiteten spidsede til kunne det kun gå én vej, skulle han give sig selv til Corinth. Fantasien hviskede ham i øret, hvor dejligt det kunne være - lige her under stjernerne - skrive en symfoni, kun for egne øre og mærke ham alle steder. Imødekomme den længsel som var en tørst, umulig at slukke. Potentialet var der; motivet lige for rækkevidde. Han skulle bare gribe penslen.

Og guderne måtte vide at han var tæt på det. Så tæt på at afskrive sig navnet, og kaste sig i Lochtree sønnens favn - men natten var ikke eviggyldig. 

Den unge grevesøn holdt vejret da deres hænder endelig blev sammenføjet, og som Corinth skubbede sin over ham, skubbede han sin mere under. Læderet gned sig på huden, skabte åndenød og varmen skød direkte ned fra hånden til låret. Den kriblede ned, ned ned. Og uvilkårligt skød Viktor hoften frem for at rette lidt på sin stilling; da myrene i ham gik amok.

Årh hvor ville han have det her, men han vidste også at det var bedre at lade være. Samvittigheden. Måske var han en håbløs romantiker.. og skønt drengebegæret brusede i ham som det vilde hav, og ville kollidere med den ældre herre foran sig, så var det ikke sådan her det skulle foregå.. ikke her på Ædelborg, ikke med én han ikke.. mhm, 'elskede' var et stort ord, men noget der gav samme klang ihvertfald. Legen, skulle ikke blive alt for alvorlig. 

"Hmmm.." brummede han dæmpet, som overvejede han mulighederne. Viktor lænede sig langsomt frem med tunge, forførende øjne, mens armen - hans skjulested - sænkede sig, og ændrede retning mod Corinths ansigt. Pege og langfinger placerede han mellem den andens mørke øjenbryn, som var en kontrast til hans solkyssede, gyldne hår. 

Hjertebank. 
Fingrene strøg sensuelt ned ad hans næseryg..
hjertebank
..til næsetip.. 
hjertebank
..vævede lidt og fandt så vej til læberne som han blidt legede lidt med.  
hjertebank 

Hvor havde han lyst til at kysse ham. Forsegle natten. Viktor hævede blikket et sekund, og det gled rundt i mørket før det fandt tilbage til deres retmæssige plads der var Corinths mørke øjne, nærmest helt elektriske. Fingrene hang ubeslutsomt et øjeblik ved læberne, og vægten af de fjerlette fingre ændrede karakter, der til sidst fik spredt dem - læberne- ganske nænsomt fra hinanden. Ja, fristende.. Alt han skulle var at læne sig det sidste ind, men..
Og som et skarn, fjernede han hånden og sagde, "Det finder du nok aldrig ud af." Rimelig smørret.

Men det tog alt i ham at standse sig selv fra den kollision. Og han fortrød det så snart han havde gjort det. Mundvigen trak sig op i små vovede ryk, mens blikket var et godt miks af begær og drilleri. 
 Med et lille fnys kørte han med det samme sin hånd over sit ansigt for at ruske sig ud af den farlige stemning og trak benet til sig hvor deres hænder havde søgt tilflugt.
"Det er sent.." påpegede han, og lagde an til at rejse sig, "Jeg må hellere komme tilbage." Sagde han, og havde svært ved at se ordentligt på Lochtree sønnen. Kroppen brændte i flammer - og det dunkede ømt.. alle steder. 

Det var efterhånden lidt af et æreløst tilbud, som Corinth fik stablet på benene. Men det var joh ingenting. På den ene front, stod Viktor, hvis erfaringer, lyst og fornuft ikke virkede til at tale hinanden op, men derimod konstant fægtede. Talte over hinanden, prøvede at skubbe sig frem og gav hans unge skikkelse en fantastisk splittelse omkring sig selv. Fordi tilbuddet var der. Så let at tage imod, han skulle bare læne sig ind til det. Noget der nok var atypisk for Alryss knægten, hvis han egentlig havde den præference, men oftest holdt den under dække. 
Der var alligevel ingen til at se dem, syntes de mørke øjne at lokke. Det var så mørkt, insisterede de. 

'Hmmm'... overvejelsen lå tungt i luften, og Corinth spærrede øjnene en anelse interesseret op, da der endelig virkede til at ske noget hos Viktor. Han tog springet, øjnene lukket og på vej ned af afgrunden. Jeg skal nok gribe dig dernede, og Corinth åndede lidt tungere ud igennem næsen da han mærkede kærtegnene. Ned af næseryggen, over kanten og... at han vovede sig det. Fascineret af den her grænsesøgende side af Viktor, forsøgte Corinth næppe at stoppe det. Nej - gør det - ordene forlod ham ikke, men de lå lige på tungespidsen. Gør det. Det var overvejelse til ære for et tomt publikum, der var kun dem. Og så- 
Det finder du nok aldrig ud af. 
Og med trylleslag snoede den overmodige dumdristighed tilbage i stemmen. Den byggede hans sølle parader op, og distancerede alle hans indre ønsker, fra fornuftens tyngende besvær. Læberne Viktor efterlod, de brændte i det usynlige kærtegn, og han prustede opgivende ud nu hvor øjeblikket gled forbi, og langsomt lænede sig mere tilbage igen. "Du har det rigtigt sjovt, hva?" grinte han dæmpet, stadigvæk med hæsheden klæbende op af stemmen og varmen dansende igennem kroppen, Corinth pressede læberne overvejene imod hinanden. Det føltes lidt som om at Viktor havde tændt et bål i skovbunden, og nu overvejede at efterlade det uden opsyn, imens han lige tog en tur i omgivelserne. Fjols. 
En tanke der blev forfulgt af et nydende smil, som kun en masochist kunne finde sin egen 'smerte' fantastisk. 

Lochtree sønnen rystede derpå hovedet en anelse, lod den kolde luft klare hans tanker. Ud af ørekrogen hørte han Viktor opdage hvordan tiden var blevet stjålet ud af hænderne på dem, og de sorte fingrer maste sig ned imod det kolde underlag, da han lænede sig en smule tilbage idet Viktor rejste sig. "Det er måske meget smart. Vi må huske din sengetid" gled det i en lille, drilskt stikpille over hans læber, og han løftede blikket imod Viktor. Tvang ham til ikke at stikke så hurtigt af fra ham, da han prøvende rakte hånden op. Gir du lidt hjælp? 
Og knap nok skulle han komme op og stå, førhen han med et fast greb ville forsøge at skubbe deres kroppe sammen, ved at hive tilbage i den hånd der hjalp ham op. Skubbede den ind forbi hans egne ribben, og lidt om bagved ryggen på ham i en halv omfavnelse; den manglede hænderne.

Lidt afmålt gled blikket ned på den yngre mand, et enkelt bryn løftet i tankerne. Han spillede op til dans, og så uden at klappe af orkesteret når de var færdige? Hvor var hans manerer dog. 
Corinth virkede dog næppe vred, tværtimod, og havde nok primært gjort det som en sidste, understregende lille 'du ved godt hvad du laver, ikke?', selvom det ikke var hvad han spurgte om, da stemmen kom på gled. "Ah, nåeh jah. Tak for hjælpen" en forsinket italesættelse af hans assistance, og Corinths greb løsnede idet han atter trådte ud af den usynlige intimsfærer. 

 Det var smerteligt at trække sig fra fristelsen. Krævende havde fingrene trisset rundt på de bløde adelige læber, og alt han kunne tænke på var at synke ind i dem. Fingrene var blevet kysset, følelsen pulserede gennem dem. Han måtte bare mærke den andens læber på sig - og dette blev hans eneste mulighed. Nøjes med dét.
 Latterens sprøde toner blandede sig med nattens diskrete lyde, og Viktor kom selv med et dæmpet kluk og trak uskyldigt på skuldrene. "Man har kun det sjov man selv laver.." sagde han åndsfraværende og rynkede panden en anelse. Sjovt.. nærmere tortur mod sig selv. Han løftede den finger, der førhen havde været ved Lochtree sønnens læber, og pillede overvejende ved sine egne, inden han så lod tænderne gnave lidt i den. For zalans hvor var det svært at holde sig tilbage.

Viktor skar en grimasse, "Gamle mennesker går vel også tidligt i seng." svarede han igen, og imødekom Corinths drilleri med et hævet øjenbryn. Hvilket yderligere påpegede  aldersforskellen mellem dem. Ikke at han vidste hvor gammel Lochtree sønnen rent faktisk var, det spildede ikke nogen rolle alligevel, men han gættede at det nok ikke var langt fra Frederiks alder, deromkring i hvert fald. Han bemærkede hånden der blev rakt ham som den drillende stikpille forlod ham, og med rette balance, strammede Alryss sønnen musklen for at trække den anden op at stå. 
 
 En overrasket lyd slap de unge adelslæber, mens hjertet satte sig op i halsen på ham - det kom bag på ham hvordan Corinth, uden nåde, slog sine rødder i Viktor på ny og trak ham ind til sig. Tæt, tæt, tæt. Hvor de før vævede mellem distance og tæthed, blev afstanden nu fuldstændig lukket mellem dem. Viktors hænder famlede i blinde bag Corinth i den spontane omfavnelse - kollisionen, omend end blidere én, var sket. Læberne fik i al tilfældighed, kysset de mørke klæder som ansigtet pressede sig mod den andens kraveben - og som næsen trykkede sig ind til ham, tog han adelsmandens duft villigt til sig i en diskret, nydende indånding. Den umiskendelige aroma af pibetobakkens søde hint af urter hang omkring ham, vuggede hans sanser, og ganske uvilkårligt lod han sine ubeslutsomme hænder der vævede bag Corinth, trykke sig ind i lænden på ham. Han kunne stå sådan her til evig tid. Omfavnet af skyggernes fordærv. Åh, bare nogle sekunder mere.. Viktor følte sig som den største tåbe at de nu stod ved en skillevej, deres soiré var forbi. 

 Fingrenes greb i den andens frakke løsnede sig, og strammedes for så at løsne sig igen, mens de nøddebrune øjne søgte tilflugtssted i Lochtree sønnens afmålte blik. Hvad tænker han? Og Viktors tanker gik et krævende sted hen, kys mig. Hvis adelsmanden tvang sig på ham, malede hans læber med sin forførende skygge palette, hvordan ville han så kunne sige fra? Deres favntag varede ikke længere end hvad der kunne tælles på deres hænder til sammen. Slip mig aldrig igen, hviskede håbet, men det gjorde han. 'tak for hjælpen' - som et lærrede der rives itu, og de løsnede sig bittert fra hinanden. Penslen smidt bort.
 
 Viktor gned hændere ved sine hofter, medtaget af hvad der var sket, og han gjorde et kort, selvfølgeligt nik da øjnene skævede til Corinth. "Mhm-hm." brummede han henkastet, i et lettere nynnende tonefald, og sukkede tungt ud af næsen. Nu måtte han gå, inden han fik flere dristige idéer, som stjernerne og de grædende engle ville være deres eneste vidner til. Han stak hænderne i lommerne, glemte alt om forladte vinglas, og knyttede næverne i sin anstrengelse for at holde sig i skindet. Den unge junker trådte et par skridt forbi Corinth, og så på ham over skulderen da han standsede op. 
 "Tak for dansen, Corinth." Han sendte den anden et kækt smil - smed bort de sidste rester af formel tale - Corinth - ikke Hr. Lochtree, for at vise at han ville krydse den grænse. Smilet falmede i fortrydelsens bitre greb, og et skridt.. to skridt gik han hen til englene. Det var nok bedre at de ikke blev set forlade haverne sammen. 

 Inden Viktor gik ud af deres hemmelige have, vendte han sig om med et lille skuldertræk og betragtede Corinth en sidste gang, "Jeg formoder at du kan vejen tilbage - Det er nok bedst at jeg går i forvejen." Lige så meget for rygterne, og for ham selv. Skulle Viktor følges med adelsmanden tilbage til festen, ville han med sikkerhed bydes af fristelser på vejen derhen, og alle paraderne han møjsommeligt havde sat op ville utvivlsomt falde til jorden. Hellere være på den sikre side.. Med det sagt, drejede han om på hælen, forsvandt bag de høje hække, med en lille vinken som den sidste gestus inden fingrene til sidst også forsvandt. 

Det ville være så let. Det hang lige i udkanten af hans rækkevidde, og det føltes næsten som om at man bare burde læne sig frem og tage det. Hvad var det de gamle skrivere skrev om den forbudte frugt? Var det ikke de aller sødeste? Men det ville bringe forbandet meget ballade med sig, hvis Viktor gik hen og blev mere end bare vred på ham. Ikke at det føltes som om at det gik i den retning, da han mærkede hænderne glide over hans lænd i et længere kram, stoffet foldet ind imellem de lyse hænder. Kært, og Corinth var ikke sen til at følge op på det, da han skubbede den lidt mindre krop tættere på. 

Blikket gled ned, ubeslutsomheden var til at føle på, jah de var joh slet ikke nået de sene timer endnu, var de? Det føltes altid underligt at give slip; det samarbejdede ikke med en mere besiderisk gnist i Corinth. Den som fik ham til at følge knægten med blikket, da han kommanderede orden på de mange tanker i hans hoved, for til sidst at tage afsked. Og den som stadigvæk fulgte ham med blikket, efter han takkede for dansen og vendte omkring - ord som fik et lidt spekulativt smil over læberne. "En fornøjelse, Viktor" ganske ærligt, det var en anderledes fornøjelse, og den efterlod hans krop med en summende fornemmelse sitrende i kroppen.
Og stadigvæk følge ham med blikket, fingrene lidt svævende over underlæben, da han en sidste gang vendte sig omkring i natten. Hånden løftedes i en tavs afsked, lad ham bare gå i forvejen, og i det næste nu var Viktor væk. 
Alene tilbage, stod Corinth et øjeblik. Uden selskab virkede natten pludselig tavs på en anden måde, og med et lille smil greb Corinth det efterladte vinglas - det eneste der vidnede om at der overhovedet havde været nogle her til aften. Adelsmanden holdt det lidt vurderende frem foran sig, dets overflader reflekterede det vage lys i knækkede refleksioner af lys, og vidste at det burde nok vende tilbage med ham, som en del af paladsets inventar. 
Men Corinth tømte den i et lille ryk for det sidste indhold. Ventede. Og ventede så lidt mere. Hånden vejede den lidt vurderende imellem de tildækkede pege og langefingre, inden at han med et fnys kastede det fra sig, så den med et plask endte i den mindre sø i haven. Knækkede øjebliksbilledet af idyl, da de små insekter overrasket forsøgte at undgå den lille vandscene. En fornøjelse. Han så frem til at se ham igen, den unge hertugsøn.