Frederik betragtede Viktor lidt, som han kæmpede med stoffet om hals. Han kunne godt forstille sig det ikke var rart at have om halsen lige nu. Uden at flytte den anden væk fra skulderen hjalp Frederik med at så det helt af, og lagde det på sengen ved siden af Viktor. Det krævede nogle lidt akavede buk i armen, men det lykkedes da for ham.
 " Men du har heller aldrig drukket før, vel? Og har du fået noget at spise i dag? " Viktor havde jo formentligt ingen tolerance, og han havde ikke se knægten spise andet end den lille sandwich da de var uden for. Hvad han havde spist inden han ankom vidste han selvfølgelig ikke, men det var også ved at være noget tid siden. 

 Da Viktor havde sat sig tilrette sad Frederik bare stille på sengen, med hænderne i sit skød, ikke rigtig sikker på hvor han skulle gøre af hænderne. Han havde da taget sig af sine søskende i lignende situationer før, men det var noget andet med Viktor. Der var noget forkert over det, med Viktor. 
 " Hm? " brummede han spørgende og så på Viktor med brynene rynket i en undrende grimasse. Ødelagt det hele? Frederik forstod ikke helt hvad han havde ødelagt. Det kunne selvfølgelig være aftens for ham selv, for selvom Frederik ikke nød situationen, var det et eller andet sted bedre end at være nede til festen, hvor han skulle lade som om han nød selskab, der føltes kvælende for ham. 
 " Hvad har du ødelagt, Viktor? " Spurgte han og betragtede den anden lidt.

 Det blev ved med at vokse, følelserne. Det var næsten som hvis vinen var en medvirkende faktor til at han mærkede dem mere end før. Viktors hænder vred kravatten blev erstattet af Frederiks, der med små ryk, endelig fik ham fri af den. Han sukkede taknemmeligt og lod øjnene glide sammen for at få styr på sejlturen, selvom den stadig fortsatte bag øjenlågene.
“Neeej..” sagde han luftigt, og tog en dyb indånding. Dette var første gang han nogensinde havde rørt alkohol på sådan en måde. "Jeg troed.. ikke det ville være sådan her." Han kunne slet ikke holde øjnene åbne. Utroligt hvordan det kunne gå fra 0 til 100 ud af ingenting. 
 “Jeg spiste lidt.. og sådan..” svarede han. Og så var de glas nok også drukket en smule hurtigt efter hinanden. De havde slået ham hårdt omkuld, kroppen anede ikke hvad der ventede sig.

Viktor rystede bare lidt opgivende på hovedet til spørgsmålet mens han trykkede sig mere ind til Frederik. En god undskyldning for at være tæt på ham, eller.. i hvert fald en undskyldning. For der var intet godt ved at sidde med en natpotte i skødet med sit maveindhold i, eller den forfærdelige klump der sad i halsen, som både var en blanding af kvalme og hans eget hamrende hjerte. Næsen trykkede sig længere ind i skjortens stof som han gemte ansigtet deri. Mynte. En frisk duft af mynte slettede de forfærdelige noter af bitterhed. Frederik duftede godt. Viktor tittede frem fra sit skjul igen og lettere svimmelt betragtede han kæbepartiet på den anden, og det han kunne se fra sin position. 
 “Du dufter godt.” påpegede han så, og mundvigen løftede sig kortvarigt til et lille behaget smil trods kvalmen.   

 Det mørke blik gled lidt over på Viktors ting, og Frederik overvejede om der var noget der i han skulle gøre noget med, men så længe han fik ham ud af sko og lidt af tøjet, måtte det vel være fint. Blikket flyttede sig tilbage på Viktor som han svarede og løftede et bryn. Det var vidst som han forventede. Frederik sukkede lidt og så mod døren, hvor der på den anden side gerne skulle stå en bakke med lidt mad og noget vand. 
 Viktor rystede blot på hovedet, og gav ikke Frederik et svar på hvad han havde ødelagt. Frederik brummede blot til det, for så kunne det være lige godt. Han ville til at rejse sig, da han mærkede Viktor trykke sig ekstra godt ind til ham, og Frederik stoppede bevægelsen og blev siddende. Han orkede virkelig ikke hvis Viktor tabte natpotten og de.. han skulle til at tørre Viktors opkast op. Så var der stor chance for at Frederik også knækkede sig.

 " Kan du sid... " Frederik blev afbrudt af Viktor der snakkede om Frederiks duft. Brynene gled overrasket til vejrs, og underlig fornemmelse lagde sig i hans bryst, som han prøvede at rømme væk. Den ene hånd lagde sig lidt i nakken hvor han kløede sig lidt akavet i håret.
 " Oh.. eh.. tak? " Han vidste ikke rigtig hvad ellers han skulle sige og rømmede sig kort igen. En tanke slog ham, og mundvigene trak sig lidt op.
 " Så intet behov for at komme i søen? " spurgte han og betragtede Viktor lidt. Han burde få noget mad og vand i maven inden han faldt helt i søvn. Frederik lod den ene hånd køre over Viktors hår igen, med lidt mere styrke i et forsøg på at få ham til at sætte sig op, og ikke sidder og.. sniffe Frederik. Sære knægt.
 " Viktor, kan du sidde selv? " Tjekkede han inden han ville rejse sig fra sengen. 

 Komplimenten røg bare ud af ham, det var som om der ikke rigtig var noget filter mens vinen summede rundt i blodet inde i den unge krop. Ville han drikke vin igen? Ja, men lige nu tænkte han blot, jeg drikker aldrig igen! og i momentet mente han det. Mynte duften blev ved med at hænge ved ham, og da Frederik lidt omtumlet fik sagt.. tak, voksede smilet yderligere om Viktors læber og blikket flyttede fokus, og stirrede bare lidt sløvt ud i det mørke rum. 

 Så intet behov for at komme i søen? "Hah.." Viktor kom med en hæs klukken ved Frederiks kommentar, og han rystede lidt på hovedet. "Du er fritaget." smilet var i stemmen, og han morede sig ved påmindelsen om deres brevudvekslingen, hvor netop dette emne var blevet taget op. Skønt Frederik virkede så afstandstagende, og for det meste påstod at han ikke ønskede at være tæt med Viktor, huskede han alligevel hvad de skrev om. Det varmede, og frydede den unge dreng. "Der -- var du heldig." han rømmede sig lidt, for at få den bitre rallen ud af halsen. 

 Viktor brummede overrasket da han mærkede Frederiks hånd køre over de krøllede lokker på ny, bliv ved - tænkte han håbefuldt, og ønskede at den ældre ven ville forsætte med at have fingrene i hans hår. Men desværre blev det ikke til mere end at han blev tvunget op at sidde, så han ikke længere lå klods op af Frederiks skulder. Viktor sad og svajede en anelse, og nikkede lidt til den andens spørgsmål. Selvfølgelig kunne han sidde selv. 
"Ja ja, Frederik." svarede han, og havde stadig natpotten i skødet. Det var klamt og lugtede. Blikket gjorde sit for ikke at se ned på det. Han skævede op på Frederik igen, øjnene havde vænnet sig til mørket. "Uhm, Jeg tror kvalmen har lagt sig." sagde han så. 

 De var vist to om at være heldige. Der var ingen sø i nærheden, så hvis Viktor mente han skulle en tur i søen for at lugte bedre, skulle de på et ret lang tur. Så måtte han have det til gode, ikke at Frederik ville i en sø, og han ville da give Viktor kan til stregen. En kamp han var sikker på han ville vinde. 

 " Nåh nåh, Viktor, " sagde han tilbage i samme facon som Viktor. Med et lidt moret smil om læberne rejste han sig op fra sengen, og gik over til natbordet hvor en natlampe stod. I deres lidt hektiske entre havde der ikke været tid til at tænde noget lys, og der var kun det lys der kom ind af vinduet i rummet. Med solen på vej, var rummet begyndt rigtig at blive mørkt, og derfor fik  Frederik tændt den lille olielampe, og med det samme lyste den lille flamme rummet mere op. Han lod den stå på bordet, og stillede sig et øjeblik og kiggede på Viktor. Han så ynkelig, sådan som han sad der med natpotten i skødet. Og selvom det selvfølgelig var synd for ham, og irriterende for Frederik, kunne han ikke lade hver med at smile lidt af det. 
 Han havde selv været der en gang. Frederik havde ikke været meget ældre - hvis ikke han faktisk havde været yngre - da han havde sneget sig til at stjæle noget af hans fars alkohol, og druknet sig selv og sit ubehag ved at eksisteret. Alt havde været så sort dengang. Det var det stadigt, men han havde lært at leve med det. 
 " Det var godt. " Sagde han og gik mod døren.

 " Lidt mad og vand, Viktor, og så skal du sove.. " Tonen var nu blevet lidt mere bestemt, inden han fik åbnet døren og taget bakken ind. Der var en kande med vand, et par glas og en tallerken med sandwichs på. Frederik satte den ind på natbordet, og hældte vand op i et af glassene. Frederik gik over foran Viktor, satte sig på hug og rakte ham glasset.

"Pfftt.." fnøs Viktor med et skævt smil til Frederiks efterlignende tonefald. 'Nåh nåh' - Han er så dum, tænkte han hengivende for sig selv. Viktor måtte klemme øjnene sammen da Frederik, på vej hen til døren, fik tændt op i olielampen i forbi farten. Det lagde en skarpere glød i rummet som den unge junker skulle tilvænne sig. Kvalmen lå stadig i ham, men den var ikke alt for faretruende lige nu, faktisk på et niveau der gerne ville overbevise ham om at han sagtens kunne feste videre. Han rettede sig lidt op da han bemærkede Frederiks blik på sig, og lidt uvilkårligt ruskede han op i sine mørke krøller for at tage sig lidt bedre ud, men det var et spædt forsøg med de fugtige rødmossede kinder, og svømmende øjne - han så en smule rodet ud lige nu. Efter et par sekunder da Frederik stadig dvælede ved ham og smilede, skar Viktor en grimasse til ham. Det gjorde ham selvbevidst, når han stod og så sådan på ham, uden at vide hvad han tænkte, så derfor kunne han ikke andet end at opføre sig fjollet for at dække over det. 

 Viktor tog fat i natpotten og placerede den på gulvet så han ikke skulle sidde med lugten i næsen mere, og trak fødderne op til sig i sengen så han kunne skutte sig tilbage og sidde op ad væggen. 

 Frederik ændrede karakter igen, eller .. forvandlede sig tilbage til det Viktor kendte, blidheden skyllede bort og erstattet af den mere bestemte tone. "Hm.." Viktor betragtede fadet med maden og blikket dvælede tvivlsomt ved de små sandwich. Han havde ikke rigtig lyst til at spise noget med tanke på at det måske ville komme op igen. 
"Hvordan var din første gang?" Han lænede sig frem til Frederik og tog imod glasset. Mærkede det kølige vand mod de dunkende læber og skyllede den sure smag væk. Meget bedre. - oh, vent. "Altså!" Sagde han så med en lille hakken da han var ved at kløjes i vandet, og skyndte sig at tilføje, "med dét her-- alkohol altså." han gestikulerede lidt forlegent med hånden og tog en større slurk af vandet og øjnene skævede forlegent til siden. Han kunne stadig mærke den magiske summen fra alkoholen i sig, men det var som om hans lille tur med natpotten havde gjort ham en smule mere ædru. 

 Hvordan var din første gang? Frederiks blik låste sig fast på Viktor i et først overrrasket udtryk. Spurgte han virkelige lige om det? Frederik nåede et kort øjeblik at overveje om det virkelig var sådan noget Viktor tænkte over. Mon det havde noget at gøre med den flotte arkitektur, Frederik gættede på var en tjenestepige? Han syntes ellers han havde holdt øje med der ikke kom nogle ældre tjenestepiger med leverpostejfarvet hår hen til Viktor i løbet af aften. 
 Det ene af det pjuskede bryn løftede sig i en grimasse der uden ord prøvede at fortælle Viktor, at det bestemt ikke var noget han havde tænkt sig at snakke med den yngre adelsknægt om. Af flere grunde.. Som havde Viktor ikke selv været klar over hvad han spurgte om, var han ved at få vandet galt i halsen, inden han prøvede at trække spørgsmålet lidt i land. Frederik pressede brynene sammen i et lidt mistroisk udtryk, inden han trak på skulderne. 
 " Lidt som din.. " sagde han mens han gik over mod en lænestol der stod nær vinduet, og satte sig i den.
 " Jeg drak alt for meget og blev virkelig dårlig.. " Den kølige aftenvind trak lidt ind af vinduet, og Frederik rullede ærmerne ned igen. Viktor behøvede ikke høre alle detaljerne. Ingen skulle høre alt det der lå bag Frederiks kølige og småsure facade. 

 Frederik havde godt set hvordan Viktor havde kigget på maden. Han forstod godt, hvis han ikke have lyst til at spise, men det ville hjælpe ham den efterfølgende dag. Derfor nikkede han mod bakken.
 " Du burde tage lidt at spise.. Det ville gøre dig godt i morgen. " Der var noget omsorgsfuldt over Frederiks tone, og han lagde godt selv mærke til det. Lydløs fnøs han over sig selv, og slog blikket ud af vinduet. Det var jo ikke meningen han skulle sidde og lege barnepige..

 Viktor bemærkede godt den mistroiskhed der hang over Frederik. Hvilket var derfor han skyndte sig at tilføje hvad han faktisk mente! "Ja jeg mente ikke dét andet." Sagde han hurtigt - og havde faktisk ingen interesse i at høre om hans første gang lige nu. Eller nogensinde. 

Trods Frederiks mistro, fik han til sidst munden på gled, omend han lød lidt stoisk omkring det. 
Som min? Så Frederik havde siddet lige så ynkelig og krænget maveindholdet ud ligesom Viktor havde gjort? Det var svært at forestille sig, når Frederik til hverdag virkede så sammensat. 

Men det var sikkert ikke foran én han ville imponere. 

Viktor fulgte Frederik med blikket da han placerede sig i lænestolen, og kunne ikke helt lade være med at hænge ved armene der blev dækket til.
  "Hvor gahmmel var du første gang du drak?" Spurgte han nysgerrigt og sippede lidt mere til vandet. Han åbnede de øverste knapper i sin skjorte i det han lænede sig dovent tilbage, med væggen som rygstøtte. Han svedte, og følte sig en smule fugtig efter anstrengelsen tidligere. 

 Viktors blik skævede hen til sandwich fadet, og han bed sig lidt overvejende i underlæben.
  "Siger du jeg også får det dårligt imorgen?" Sukkede han lidt forfærdet, og lænede sig derefter forsigtigt frem og pillede tvivlsomt ved en sandwich inden han tog den, og satte sig tilbage. Men et lille smil hang ved mundvigen da Frederiks toneleje.. blev mere omsorgsfuldt. Det satte sig rart i ham at høre hans stemme sådan.

Han nippede til den mere af tvang end lyst. "Jeg tror altså godt jeg kan feste videre - kan slet ikke mærke kvalmen lige nu." Viktor kunne godt mærke den en smule, men han synes det var ærgerligt at skulle slutte festlighederne allerede, og.. han ville gerne have brugt mere tid med Frederik. Det var jo derfor han var her, ikke for at sove. 

 Frederik brummede blot til Viktors forhastede bekendtgørelse. Han kunne ikke helt vurderer om Viktor faktisk havde ment hans første gang med alkohol, eller han bare prøvede at redde sig selv fra fuldemands dumheder. Uanset hvad, havde han ikke tænkt at køre mere i det.  Ligesom han egentlig heller ikke havde tænkt at de skulle snakke mere om Frederiks første gang med alkohol. Han sukkede da Viktor spurgte mere ind til det og lænede hovedet bagover og stolens ryglæn og lukkede øjnene. 
 " 13-14 år tror jeg.. Det er lang tid siden... " mumlede han, i et forsøg på at lukke samtalen. Det er længe siden, så jeg kan ikke huske det.. Han regnede dog ikke med at Viktor ville lade det ligge. Den knægt var så zalans nysgerrig at det halve var nok. Frederik åbnede øjnene igen, og han betragtede Viktor som han åbnede et par af skjortens knapper. 

 " Det er meget muligt, " Kort og kontant. Frederik kunne selvfølgelig ikke sige noget med sikkerhed, for det var forskelligt for alle. Nogle fik det nærmest aldrig dårligt. Hvis Viktor var heldig var han en af dem. Blikket flyttede sig hen på sandwichen som Viktor faktisk tog til sig. Frederik nikkede lidt for sig selv, godt. Det ændrede sig dog hurtigt til en rysten stedet, da Viktor begyndte at snakke om at feste videre. Frederik fnøs over det og kiggede lidt mere bestemt på Viktor.
 " Glem det.. Du har festet nok for i dag.. " Hånden løftede sig lidt, men den stoppede midt i bevægelsen. Han var måske lidt tøvende med at pege på Viktor, selvom han ikke var inde for bidelængde. Frederik førte i stedet hånden ned over ansigtet og op igen, inden han kørte den gennem håret. Han orkede ikke at skulle diskutere med Viktor om det.
 " Det næste du skal er at sove.. " sukkede han lidt opgivende. 

Længe siden, ja.. Viktor tænkte over det et øjeblik; der havde han vel selv været et år, eller deromkring? Mærkeligt at tænke på. Og normalt tog han sig ikke rigtig af deres aldersforskel. 
 "Hmmm.." brummede han overvejende og satte glasset i sit skød, så den lå balanceret op ad hans skridt, men støttede sig godt nok til at det ikke væltede. 'Meget muligt', Viktors brune øjne blev næsten så store som tekopper; det havde han ikke lyst til. Det var spild af tid at være syg, og det trak ham i tid med Frederik. Han sukkede irritabelt og tog endnu en bid af sandwichen, gumlede sløvt på det og gned baghovedet lidt i væggen. Frederik lukkede også ret hurtigt ned, nogen form for forhåbninger om mere festeri; det var måske også meget godt. 
"Eeijjj" kom det brokkende fra ham og han lukkede øjnene med en dramatisk mine. "Det så tidligt joo.." den døjende stemme ebbede ud og han sad med lukkede øjne i nogen tavshed. Han kunne mærke øjnene køre rundt. Svimmel. Viktor accepterede det dog ret hurtigt; ikke mere fest. Så kunne han lige så godt klæde sig af, og skifte til nattøj. Han lappede det sidste af den lille sandwich i sig og sukkede tungt, hvorefter han knappede skjorten helt op. Ingen blufærdighed - hallelujah for vin. 

Uden at tænke over at hans overkrop blev blottet, sad han bare i åben skjorte og betragtede Frederik på ny og overvejede lidt hvad han mere skulle sige. Han var jo så pokkers nysgerrig, og Frederik var som en forbudt bog man ikke måtte læse.. Og når noget var forbudt, blev det kun endnu mere spændende.  
 "Hvordan var du som - som 14 årig, Frede?" Han tiltede hovedet let på skrå og sank endelig det han havde gumlet på med et lille smask. Manererne haltede lidt i hans omtåge. Mon Frederik var lige så gnaven dengang som nu?

  Frederik rullede med øjnene over Viktors udbrud. Så tidligt var det heller ikke, men det gav ingen mening at diskutere det med ham. Viktor ville nok stædigt holde fast på at feste videre, hvis han sagde ham imod. Så Frederik forblev stille. Stilheden virkede også til at have bedst virkning. Viktors øjne gled i, og han sad og svajede lidt. 

 Det mørkeblå blik låste sig lidt fast på Viktors overkrop som Viktor begyndte at tage trøjen af. Den bare hud der kom til syne var som en magnet for Frederik. Hvorfor var Viktor også så hæmningsløs lige nu? Frederik sank en klump inden han rømmede sig og så væk. Det var bare fordi Frederik havde drukket, at hans øjne kiggede sådan på Viktor. Han kørte hånden frem og tilbage i håret. Og da Viktor kiggede hen på Frederik, så han stadig væk, med hånden i nakken og håret stående ud til alle sider. Hvorfor var han overhovedet stadig i værelset? Blikket flyttede sig tilbage på Viktor da han stillede ham et spørgsmål, og han vendte blikket op i Viktors efter kort at have kigget lidt på den nu helt bare overkrop. 
 " Frederik..." Rettede han Viktor og pressede derefter læberne lidt sammen. Han gad ikke snakke om hans barndom, den var kun fyldt med mørke. Kunne han overhovedet få Viktor til at droppe det?
 " Du skal sove nu, Viktor.. " Sagde Frederik blot som svar, og lænede sig frem, så albuerne støttede sig mod knæene og hænderne foldede sig. 

 De nøddebrune øjne klemte sig sammen og studerede Frederik som han sad med håret strittende til alle sider, og så væk. Hvorfor kunne han ikke se på ham? Han sukkede lidt, og krøllede skjorten sammen til en klump i hænderne. Men det uglede hår fik Viktor til at trække lidt i mundvigen. Det gav ham lyst til at gå hen og rode yderligere i det. Frederik så ud til at reagere på spørgsmålet, for de fik da.. vent, ikke øjenkontakt, hvor hang Frederiks blik? Viktor tiltede blikket for at fange de mørkeblå øjne, der nu mødte hans. Du skal sove nu Viktor... Viktor sendte ham en tør grimasse, smilet der hang ved mundvigene, faldt med det samme ned. 

 Viktor brummede utilfreds, og kastede sin skjorte irritabelt hen mod Frederik - det pludselige ryk fik glasset i hans skød til at danse faretruende, men uden at spilde (alt for meget) fik han fat i det, og lænede sig frem for at stille det på sikker grund på natbordet.
"Jeg prøhver bare at lære dig bed-re at kende Frederik." Det sidste lagde han godt tryk på, for at vise at han havde hørt Frederik rette på ham da han kaldte ham Frede lige før. Det var jo bare et kælenavn, sure mand. Blev alle så sure som ham når man kom op i alderen? Og alligevel.. Viktors blik hang længe ved ham, og alligevel.. skete der så mange ting i ham når han så på ham. Viktor tog hænderne op til ansigtet og gned det opgivende, hastigt. 
 "Duh er såå lukket, overfor din bedste ven." sagde han fornærmet, og pegede med en svajende finger på Frederik. Blikket hang ved ham i et par sekunder, inden han så skuttede sig frem til sengekanten, og møvede sig ud af sine bukser, og lod dem falde til anklerne med et blidt bump. Han løftede de unge fødder og sparkede bukserne nænsomt fra sig. Hmf. Blikket søgte efter hans oppakning, og han kløede sig lidt ubeslutsomt ved kinden. Skulle han bare sove i undertøj? Eller var det bedre at finde nattøjet frem. Han orkede det næsten ikke. 

 Brynet løftede sig sigende da Viktor sendte Frederik en grimasse, og ikke længe efter blev en skjorte kastet i hovedet. Frederik greb ud efter den, men fik ikke rigtig grebet den, og den ramte halvt hånden, halvt ansigtet. Viktors duft omfavnede og Frederik hev skjorten af og kastede den tilbage. Den var dog ikke krøllet sammen og fløj ikke særligt langt for den bare landede på jorden. Han brummede kort.
 " Der er ikke noget at lære, som du ikke allerede ved, " Løj Frederik uden problemer. Men det var ikke svært at regne ud det var en løgn, når Frederik var så lukket som han var. For selvfølgelig vidste Viktor ikke alt om Frederik. 

 " Tror du det kun er overfor dig? " Fnøs Frederik og lod kort tungen glide over fortænderne i overmunden. Ikke at de var bedste venner... Frederik var ikke bedste venner med et barn. Han havde bare ikke noget bedre at tage sig til, det var derfor han ikke var gået endnu. Ja. Ud af øjenkrogen så Frederik at Viktor bevægede sig, og han så hen på ham, tidsnok til at se ham hive bukserne ned. Noget der fik en uro frem i Frederiks krop, og han skubbede sig op fra stolen, og gik hen og stillede sig foran vinduet og kiggede ud over plantagen. Hvorfor var Viktor også så langsom til at gøre sig færdig? Frederik blev ved med at stå og kigge ud af vinduet, men skævede lidt til siden af og til, for at se om Viktor var færdig. Ikke at han rigtig kunne se. 
 " Få du lagt dig, Viktor..  " Brummede Frederik opgivende, selvom han ikke anede om Viktor faktisk havde lagt sig. 

"Nej nej, selvføhhlelig." Sagde han ironisk og himlede med øjnene, "Og jeg lyser i mørkeh." Tilføjede han for at understrege hvor dum Frederik lød lige nu. Det var kommet så let til hans høje ven at sige, men de begge to vidste udemærket godt at Viktor ikke engang kendte til det halve af hvem Frederik var. Blikket sænkede sig til skjorten der dalede mod gulvet, ganske antiklimatisk - som deres samtale. Viktors tilnærmelser var som den skjorte på gulvet dér, som et tabt flag efter et nederlag. 

 Viktor klemte øjnene sammen og skulede udfordrende til Frederik. "Hvis duh ikke vil fortælleh om.. om dig selv, så tror jeg bareh, vi må antageh, at du er en totalt kedelig person. Og det ville joh være en skamm." Sagde han med påtaget elskværdighed, og sendte ham et smil der matchede. 

 Det gav dog et lille overrasket ryk i ham som Frederik, som en trold ud af en æske, fløj op fra stolen og stillede sig ved vinduet. Han rynkede undrende på næsen og skar en grimasse af det. Mærkværdige Frederik. Viktor strakte dovent armene i vejret med et lille gab, men kvalmen meldte snigende sin ankomst igen, og han kunne mærke at hans kærkommen pause fra det begyndte at vende retur - men heldigvis ikke så katastrofalt at han måtte hive natpotten frem igen. Viktor besluttede sig for at undvære nattøjet og møvede sig under vattæppet og forsøgte at ligge sig til rette istedet.

 "Jeg kan ikke soveh før du putter mig." Sagde han drilsk og skævede op til Frederik. Albuen var i puden, og han hvilede hovedet i hånden mens han lå på siden. 

 Frederik fnøs over Viktors ord og pressede læberne lidt sammen. Viktor var et lys i mørket. Og det irriterede til tider Frederik. Der var så meget mørket i livet, så meget Viktor ikke kendte til. Selvfølgelig var han et lys i mørket. Frederik gned ansigtet lidt, stadig med blikket vendt væk fra Viktor.
 " Yeah.. " mumlede han fraværende, selvom Viktor egentlig ikke havde ment det. Men det var sandt. 

 Frederiks blik var vendt ud mod mørket på den anden side af vinduet, men det næste Viktor sagde, fik Frederiks blik til at vende sig væk fra vinduet og hen på Viktor. Tonen var utrolig og Frederiks mundvige trak sig lidt op ved det. Han var en underlig og imponerende knægt nogle gange. 
 " Det lyder ellers ganske fint for mig.. " Frederik løftede det ene bryn, udfordrende. Han havde det fint med at være kedelig, hvis det betød han ikke skulle fortælle om mere om hans barndom. Blikket flyttede sig dog hurtigt tilbage til vinduet. Det var underligt at stå og kigge på ham når han ikke havde tøj på. 
 Jeg kan ikke sove før du putter mig. Frederik stivnede og følte sig pludselig splittet. Hele aften havde han tænkt og sagt at Viktor var et barn. Bevares, det var ikke bar i aften at det var hvad han tænkte. Men at putte ham.. Det virkede forkert. For.. han var ikke rigtig... et barn. Frederik skar en grimasse og kløede lidt på den skægløse kæbe. Var han klar til at acceptere at Viktor måske ikke helt var et barn mere?
 " Glem det... " endte han med at mumle, og håbede at Viktor ville accepterede det, og lagde sig til at sove.

Luften i værelset blev fyldt op af en tyk stilhed der lagde sig som et tæppe over dem. Frederik virkede fraværende, forsvandt et eller andet sted hen, væk ind i sig selv. 'Hvad tænker du på' - skulle Viktor til at spørge nysgerrigt, men ordene forlod aldrig de unge adelslæber, omend de var på spidsen af tungen. Kun et suk kunne det blive til. 

De nøddebrune øjne hvilede lidt på Frederiks nakke mens han stod og kiggede ud af vinduet. Diskret, forsøgte han at fange refleksionen af den ældre vens ansigt i ruden, og blikket dvælede lidt på den slørede version af ham. Et uklart billede; som vel var meget sigende i sig selv; Frederik forekom utrolig uklar i virkeligheden også. Fødderne gned hen af gulvet, ventede på en reaktion til hans kommentar, og håbede at det ville give ham en eller anden form for indsigt. Oho, Frederik vendte sig mod ham, og Viktor flyttede sit fokus fra spejlbilledet, til den rigtige Frederik istedet. Brynene løftede sig opmærksomt da han opdagede det lille træk ved mundvigen hos den anden, og han sendte ham et mageligt smil retur. Men igen, gav Frederik ham nada. Nul og niks. Det lyder ellers ganske fint for mig. Alligevel løftede der sig et mørkt, udfordrende bryn, som hvis det opfordrede Viktor til at gøre mere. Spørg mig om mere, hvis du tør. Han pressede tungen mod kindtanden overvejende. Kedelig, hmm? 

 "Jeg tror ikke duh er kkedelig, jeg tror du er bang' for at blih såred." sagde han provokerende, og nikkede lidt til sine ord, som hvis han sagde noget rigtig vist. Frederik skabte distance mellem dem endnu engang ved at se ud af vinduet på ny, og Viktor prustede. Sengen var ganske blød, ikke lige så blød som hans egen seng, men han kunne lide at ligge her. Generelt blev han mere og mere glad for Svennings gård for hvert sekund der gik. Men mest på grund af Frederik.

 Glem dét, lyden af en tvær gong-gong blev ramt. Frederik lignede virkelig den sure tudse han havde set ugerne forinden. 
"Pftt.." Et smørret smil formede sig om Viktors læber, og med en moret latter ændrede han stilling så baghovedet dumpede ned i puden. "Heh, duh er så nem." frydede han sig, og tog en dyb indånding da han måtte lade latteren ebbe ud for at skåne sig fra den stigende kvalme. Han lagde sig bedre til rette, med armene bøjet over sit hovede.
  "Mhm.. Jeg tror jegh har fåed det lidt dårligt igen." sagde han stille, med lukkede øjne. 

 Frederik kiggede lidt uforstående på Viktor i rudens reflektion. Bange for at blive såret? Han forstod ikke helt hvad Viktor mente med det, men valgte ikke at tænke yderligere over det. I stedet trak han lidt op i mundvigene, for var det ikke også at sige sig selv i mod?
 " Kan du bestemme dig? Er jeg kedelig eller bange? " Frederik vidste selvfølgelig godt hvilken af mulighederne han selv mente han var. Han havde ikke noget er være bange for, når han var med Viktor. 

 Med Viktor lagt ned under dynen, gik Frederik hen og satte sig tilbage i stolen. Han måtte hellere blive siddende og sikrede sig at han faktisk faldt i søvn, og ikke bare steg ud af sengen så snart Frederik var ude af døren. Det ene ben blev lagt over det andet som han kom ned at sidde, og han kiggede på Viktor, som han begyndte at grine over sig selv. Frederik forstod ikke hvad der var så sjovt, han forstod ikke hvad Viktor faktisk snakkede om og rystede bare på hovedet over ham. Det var som om alkoholen havde steget knægten til hovedet nu hvor han var kommet ned at ligge. 
 " Hvad snakker du om, Viktor? " Spurgte han alligevel, nysgerrig efter hvad han mente med Frederik var nem.
 Og så blev Viktor dårlig igen. Frederik sukkede og skubbede sig op af stolen igen og gik hen til sengen hvor Viktor havde stillet natpotten. Frederik samlede den op og så på Viktor.
 " Vil du havde den på gulvet eller natbordet? .. eller oppe ved dig i sengen? " Han løftede et bryn og rynkede lidt på næsen over stanken, og holdt potten lidt væk fra sig.

 Provokationen prællede af som vand på andefjer når den ramte (eller ikke ramte) Frederik, og det virkede til at irritere Viktor temmelig meget, for han fulgte ikke planen. Planen var jo at han skulle komme med et eller andet om sig selv, afsløre noget. Men han var god til at afvige kården ført af Viktors hånd gang på gang. 
 Viktor lavede et lille kluk med tungen, "Måske er duh beg-ge dele, eller måhske er du hverken kedelig eller bange.." han kom med et lille tænksomt snøft og gned sig lidt træt i ansigtet, hvad var det nu han var igang med at sige? - nåh ja, han forsatte; "Måske.. Måske er du barhe en gåde, som jeg er nødt til at løse." snøvlede han videre med et lille skuldertræk, og fulgte Frederik med blikket indtil han satte sig. 

 Han bevægede fingrene oven på dynen, i små fine, men sløve bevægelser som var han igang med at spille på et usynligt klaver. En lille tilegnet vane, fra for mange timer på tangenterne. Det morsomme i stemmen hang stadig på tungen, "Nem at drille - tror du jeg mente dét?" sagde han drilsk, og hævede sig lidt fra madrassen for at se undersøgende på Frederik med et lille udfordrende bryn hævet en anelse. Viktor lagde sig dog ned på ryggen igen med en dæmpet klukken. Selvom det da kunne være meget rart lige nu, hvor kvalmen bankede på igen, at blive nusset lidt over panden, og i håret - det ville han selvfølgelig ikke indrømme. 

 Skønt Viktor havde øjnene lukket, kunne han fornemme lyden af Frederik træde nærmere. Høre hans åndedrag tæt på, og hvad han rørte ved. Den unge adelssøn klemte øjnene sammen med en frastødt grimasse da stanken fra keramik potten kom op i højde til ham. 
 "Mrhmm... det lugter - helst ihkke i sengen, tak. Bare på gulvet." gestikulerede han med en svag hånd og pillede lidt ved sine krøller da armene lå over hovedet på ham. Han pustede langsomt ud for at få styr på kvalmen, "Jeg hader at kaste op." sukkede han lidt efter med en brummen, og rystede på hovedet for at indikere at han ikke skulle kaste op lige nu.

 Viktor drejede hovedet mod Frederik, og kiggede på ham med store indtrængende øjne, der derefter klemte sig mere sammen til en behaget grimasse. Trods den affejende adfærd, hans ældre ven havde, så var han her lige nu for ham, og dét var hvad der talte. Hjertet knugede sig lidt ved tanken. 
 "Tak Frederik." smilet løftede sig ved hjørnet af hans mundvige, men blev afbrudt af et snigende gab. 

 Som en tønde med hul i, begyndte Viktor at lukke det ene ord ud efter det andet. Frederik lyttede på ham, ikke just imponeret. Han fnøs og trak på skulderne, dumpede ned i stolen. Måske er du begge dele. Frederik var ikke bange.. Det handlede ikke om at være bange. Det handlede bare om.. at han ikke ville have andre skulle vide hvad hans mor havde gjort ved ham. Det kom ikke nogen ved. Og så snakkede han om at Frederik var en gåde der skulle løses.. Viktor skulle aldrig finde af hvad der var sket bag lukkede døre i Azurien, han ville aldrig finde ud af det, men alligevel satte tanken om at Viktor ville løse gåden der var Frederik, gang i nogle nervøse nerver hos Frederik. Han slog blikket ud til siden og kørte kort og nervøst håndfladerne mod bukserne. Blikket fandt dog hurtigt Viktor igen med et fnys.
 " Held og lykke.. " mumlede han så, en smule afvisende. Det skulle jo ikke virke som om han var påvirket af Viktors overvejelser.

 Nem at drille, kom det kort efter. Frederik løftede brynet, stadig ikke helt sikker på hvor Viktor vil hen med det. Var det fordi han sagde nej til at putte Viktor? Måske var det bare en fuld barnehjerne der vrøvlede. Fulde folk sagde sære ting. Derfor sagde han heller ikke noget til det, men gik i gang med at finde natpotten så Viktor kunne bruge den, skulle han få brug for det igen. 
 " Så må du lade hver med at drikke så meget.. " Var blot Frederiks svar, mens han satte natpotten ned på gulvet tæt ved hovedenden af sengen. Så håbede Frederik blot, at Viktor kunne ramme, skulle han blive dårlig igen. 

 Frederik brummede blot som Viktor sagde tak. Det var jo ikke fordi Frederik havde lyst til at være alene med Viktor, men han gav ofringer til guderne. Alligevel havde Viktor store øjne prikket til et eller andet i den ældre knægt, og Frederik vendte blikket væk fra ham da han lukkede øjnene. Han rystede lidt på hovedet og sig selv og skulle til at gå over og sætte sig i stolen igen, men det var som om et eller andet greb fat i ham, og inden han gik væk fra sengen, lagde han den ene hånd lidt tungen oven på Viktor hoved og klappede ham et par gange, blidt.
 "Godnat, Viktor.. " mumlede han, og trak så hurtigt hånden til sig, og gik over og satte sig i stolen. 

 De to var lige stædige, og skønt Viktor lod det ligge for nu, ville han ikke give op så let. Fast besluttet på ikke at være en eller anden knægt der langsomt ebbede ud af Frederiks liv, men istedet var tidevandet der lidt efter lidt skyllede ind over ham, og blev en uundværlig kilde for ham, uden at drukne ham samtidig. Viktor forsatte med at lege fraværende med sit hår, og lyttede blot til Frederiks ord med en lille rynken om næsen. Så må du lade være med at drikke så meget, og det fik ham til fnyse dæmpet. 
 "Jeg tror du drak mere end mig.." påpegede han stille, mens ordene langsomt ebbede ud, skønt han lige før havde følt sig ganske okay, og klar til at feste videre, kunne han mærke hvordan alkoholens bedøvende effekt begyndte at snige ind på ham. Kvalmen gjorde ham også temmelig udmattet, og alt gejst for fest, slukkedes som et lys i ham.

 Da Frederik blot brummede af Viktors taknemmelighed, lod han sine øjne lukke i i et forsøg på at falde til ro og sove kvalmen væk. Hellere dét end at begynde og vrænge vrangen ud på sig selv igen. Nej tak. En tung hånd landede i krøllerne som et deja vu, og Viktors bryn skød langsomt op ved fornemmelsen, mens øjnene forblev lukkede. Godnat Viktor. Tyngden fra Frederik dvælede et par sekunder længere i håret med små blide klap til følge, og Viktor smilede bare lidt fraværende til det. Hans hænder der hvilede nær hovedet strejfede blidt Frederiks hånd i det den blev fjernet fra ham. "Mhm-hm.." brummede han, og vejrtrækningen blev tungere, indtil han til sidst faldt i søvn.

 I løbet af natten havde han fået det dårligt igen, og stønnet Frederiks navn når kvalmen overtog og forlod hans læber i et ynk. Hvorefter han så atter faldt til ro. Ikke rigtig tilstedeværende, og som i en døs. 
Viktor vågnede op næste morgen, lettere omtumlet, og med tunge øjne, åbnede han det ene øje på klem, og bemærkede solens første stråler kærtegne værelset. Hvor tidligt var det lige? Puhh, det føltes som sad der skruetvinger der strammedes ind i tindingerne, og han gned dem lidt søvnigt. Klattet, var ordet for hvordan han følte sig. Han huskede godt aftenen, til dels. Det ville nok komme til ham jo mere han vågnede. "Mhm.." og så, ud af øjenkrogen fik han øje på en skikkelse. 

Overrasket - Frederik sad i stolen og sov, hovedet lettere på gled, men han så så fredfyldt ud. Håret stak lidt til alle sider, og nu blev Viktor nysgerrig på om.. han havde sovet herinde hele natten? Hvorfor ville han dog gøre dét? Forsigtigt kom han op at sidde ved sengekanten, og skævede ned til natpotten som han med foden skubbede lidt ind under sengen - det var klamt - så hellere gemme den lidt væk. Uden at vække Frederik listede han hen og åbnede vinduet nær ham, for at få lidt frisk luft ind og fjerne den grimme lugt af søvn og opkast fra værelset. Og en mild brise der duftede af plantagens blade, kyssede hans næse, meget bedre. 

Han vendte sig rundt for at se om Frederik blev vækket da han havde pillet ved haspen. Det gjorde han ikke. Viktor støttede sig forsigtigt til vindueskarmen med armene bag sig og betragtede Frederik med interesseret mildhed inden han lænede sig frem og pustede ham blidt i øret for at vække ham. "Frederik." sagde han stille, og smilede mageligt, trods svimmelheden der hang som en krans om hovedet.