Så Viktor anderkendte altså deres nye venskab, med at mene de var dus, den måde han havde sagt kære Marius på havde sendt små kuldegysninger igennem Marius krop. Han var dog glad, næsten lykkelig over at vide at Viktor havde det sådan med Marius, at de kunne ligge deres daglige høfligheder væk og snakke sammen som rigtige venner. Inderst inde måtte Marius jo indrømme at han oprigtigt ønskede at blive venner med Viktor. Hvorfor den anden havde gjort så stort indtryk på ham, på så kort tid, vidste han ikke. Det var virkelig sjældent at Marius blev tætte med nogle. Han foretrak at være en lukket bog, så ingen kunne udnytte ham. Men Viktor havde bare en eller anden let omgængelighed omkring sig, som tiltrak Marius nysgerrighed og han ville vide alle Viktors dybeste hemmeligheder.  

Viktors opfordring om at de burde fægte sammen en dag, var noget Marius ville se frem til og håbede det var noget de kunne gøre snart. Marius vidste der ville være et fægteophold en hel weekend, engang i oktober, måske Viktor skulle til det samme. Men før han kunne nå at spørge var Viktor åbenbart færdig med at tegne ham. Marius satte sig op for at tage imod skitsebogen. Han blev helt forbløffet over det han så. Viktor havde virkelig formået at fange Marius øjne og ikke mindst hans mund- i så fine detaljer at Marius ikke helt vidste hvad han skulle sige. Det var virkelig som om Viktor havde set Marius som hvem han var og han følte sig med ét helt nøgen, som havde hans sjæl været blottet for den anden. 

Han kunne næsten ikke holde ud at se mere på tegningen og gav den forsigtigt tilbage til Viktor og sagde med stille stemme "Ehm, du er virkelig dygtig.. Du ser dybere end hvad øjet lige rækker. Det er et talent i sig selv." Han håbede Viktor forstod det han sagde, som det største kompliment, men Marius var stadig lidt usikker på sig selv. Hvilket var noget han næsten aldrig følte, men samtidig var han også glad. Glad for det var Viktor som havde set så dybt ind i ham.
Marius undrede sig over hvad Viktor kunne få udtrykt hvis han en dag malede ham og med den tanke sagde han med lidt mere forhåbningsfuld stemme "Måske jeg en dag inviterer dig til at male mig" 

For at ryste stemningen ud af sin krop rejste Marius sig helt op og strakte sig og spurgte så "Har du fået morgenmad? Jeg kan få nogle tjenestefolk til at servere os noget mad her?" 

 Viktor betragtede nøjsomt hvordan Marius' blik gled rundt på tegningen. Det så ud til at det var en god reaktion. Han virkede da temmelig forbløffet, så det gav Viktor et lille prik af selvtillid der summede rundt i kroppen, omend han var en smule selvkritisk, så nød han når han kunne se at andre satte pris på hans evner. 

 Skitsebogen kom retur, og Viktor kiggede på tegningen igen, før han så lukkede bogen og sad med den i sit skød. Komplimenten, var han dog på ingen måde forberedt på, da den var så oprigtig og speciel. Grevesønnen kunne mærke sine kinder blive varme, og han knugede lidt genert om bogen, mens han gned læberne genert sammen. 'Du ser dybere end hvad øjet rækker' - gjorde han det? Det var ikke noget Viktor selv havde tænkt over - han tegnede jo bare, hvad han så. 

 "Tak, Marius." Fik han så endelig sagt, da komplimenten nåede ind til ham. Smilet var hengivent, og øjnene gnitrede lidt i lysets skær. "Jeg tegner bare hvad jeg ser og -- du var en god model." Lo han dæmpet og skuttede sig lidt med et skævt smil. 

 At Marius ligefrem foreslog en mulighed for at male ham en dag, fik de udtryksfulde øjenbryn til at danse op i en forunderlig grimasse. Viktor ville hellere end gerne male ham.
  "Du siger bare til. Så vil jeg da gøre et forsøg." Lød det interesseret fra ham. Han lagde hovedet på skrå imens han så Marius an. Overvejede, hvordan og hvilke farver han skulle bruge for at udtrykke ham bedst på et lærred. Det var altid en udfordring i sig selv. 

 Viktor fulgte ham med blikket da han rejste sig, og kunne nu mærke i maven, at han faktisk ikke havde spist noget. Han havde været så opslugt af at tegne og af Marius, at det først var nu da mad kom på tale, at han rigtig kunne mærke den lille knude af sult forme sig. 
"Meget gerne. Jeg er iih så sulten." Sagde han og fortrak en teatralsk mine mens han tog sig på maven og lignede en der var ved at syne hen. Han grinede så lidt efter og rettede på sig. "Ja tak, til morgenmad. Hvad tilbyder I?" Tilføjede han med et taknemmeligt smil og kneb øjnene lidt sammen. Måske var han egentlig også lidt træt. Han havde jo ikke fået meget søvn i det hele taget. 

"Lad være med at kigge på mig med dine kunstner øjne" sagde han drillende og puffede let til Viktors skulder. Da han så hvordan Viktor var i sine egne tanker, som sad han allerede og forestillede sig maleriet af Marius for ham. Han havde stået model nok for en dag, nu var det tid til morgenmad! 

Efter Marius havde rejst sig og tilbudt morgenmad, kiggede han ned på Viktor, som lavede en scene ud af hvor sulten han var. Marius kunne ikke lade være med at grine af ham og for at spille med, stillede han sig som en tjener der skulle til at notere hvad end han ønskede sig, men med en flirtende tjenerstemme sagde han "Hvad end du begærer, min unge herre" og blinkede med det ene øje for at pointere sin joke, selvom der også var lidt sandhed i hans ordvalg. Men før Viktor kunne nå at svare forsatte Marius "Jeg kan anbefale dagens specialitet som er kogt æg, med nybagt brød og ost?" Det var i hvert fald hvad Marius selv kunne trænge til, for at lindre sine tømmermænd. 

Marius lod sit blik søge ud i haven og fangede en af tjenestefolkenes, som gik og gjorde borde klar til de sovende gæster, som nok snart ville vågne og søge udenfor til morgenmad. Tjeneren kom med hurtige skridt hen til dem, for at servicere dem og med et bump satte Marius sig atter ved siden af Viktor og lænede sig godt tilbage i de bløde puder på bænken. Han var dog endt med at sidde så tæt, at deres arme ramte hinanden. Det sendte varme stød op igennem Marius krop og nu ønskede han mere end noget andet at hans egne skjorteærmer var opsmurte, så han kunne føle den andens hud. Men i stedet for at rykke sig lidt, smilede han blot til Viktor, men blev afbrudt af tjeneren som spurgte hvad de ønskede sig.

 Kunster øjne - Det fik Viktor til at le, og han trak lidt beklagende på skuldrene imens latteren forsøgte at dulme af. "Okay okay! Heh, Jeg kan ikke lade være." Det blide puf gav ham helt lyst til at gengælde - så ganske let, tjattede han lidt ud efter Marius. Men det var svært at ramme ham, når han stod og Viktor sad. 

Viktor havde rettet sig fra at flade ud på bænken, og skævede op til Marius som han stod der og spillede tjener. Tonelejet kildede helt ned i maveregionen, også selvom det selvfølgelig var i sjov at Marius snakkede sådan. 
"Jamen sååå-" dig, skulle han til at sige, men standsede sig selv inden han fik lavet sådan en fatal bommert. Han havde løftet sin pegefinger for at se højtidelig ud, og grinte så med et hovedryst. Han kunne ikke komme på andet han begærede lige så meget som Marius. Derfor priste han sig lykkelig for at hertugsønnen med det samme foreslog en 'menu'. 

 "Det lyder helt perfekt, Marius." Sagde han med et oprigtigt smil, og høflighed i stemmen. Viktor lænede hovedet lidt tilbage, og kunne ikke lade være med at sende Marius et vurderende blik, der gav ham en sensuel gnist i de nøddebrune øjne. En lille panderynken viste sig også - og han havde svært ved at lade være med at følge hertugsønnen med blikket som han kom hen og satte sig opad ham. Berøringen fik ham til at blive varm i kinderne da det bløde skjorte stof aede hans bare arme. 

 Nu hvor de sad så tæt, bemærkede Viktor også noget andet ved Marius' ansigt.
  "Du har fregner." Påpegede han, og hans blik søgte rundt på de sporadiske fregner som hertugsønnen havde henover næsen. Som han betragtede Marius, blev han modig, og lagde sin hånd, henkastet, på den andens lår. Han sank en klump, og kom en smule tættere på Marius, for at se nærmere på hans ansigt. Viktor måtte dog trække sig med det samme, og fjernede hånden som havde han brændt sig, da tjeneren dukkede op. Forhåbentlig så de ingenting. 

 Med et hamrende, nervøst hjerte, sendte han tjeneren et høfligt nik og gned sine hænder forlegent i sit skød. 
 "Jeg skal bare bede om det samme som dig, Marius." Smilede han skævt. Puha

Udover deres kroppe, var deres ansigter også ganske tætte og da Viktor påpegede Marius fregner, smilte han let. Han glemte ofte at han havde fregner, men de kom altid frem her henover sommeren, når han havde brugt meget tid ude i solen. 
Marius vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv, imens han så hvordan Viktors blik gled henover Marius næse. Det var en underlig intim følelse at blive betragtet så tæt på af en anden og han endte med næsten at holde vejret.
Han tillod sig selv at nærstudere Viktors fine ansigt og bemærkede at han også selv havde små fregner. Marius havde lyst til at føre sin finger henover dem. 
Pludselig mærkede han Viktors hånd på sit lår og hvordan han rykkede sig lidt nærmere. En utrolig varme spredte sig fra hvor Viktors hånd lagde sig og op igennem Marius krop. Det hele føltes så euforisk at Marius også gerne ville tættere på Viktor på en eller anden måde. Han kunne ikke stoppe sig selv, Viktors bare arme havde fristet ham hele morgenen og nu lod han endelig sin egen fingre røre ved den nøgne hud, på den arm som lå på hans ben. Hvor var han dog blød og varm..

"Hvad kan jeg gøre for dig herre?" Marius så halvforskrækket op på tjeneren. Han havde glemt alt om at han for få minutter siden havde kaldt efter en, og med ét tog han sin hånd til sig og satte sig ret op. Han rømmede sig lidt og uden at se tjeneren i øjnene fik han bestilt det forbandede brød med ost og æg. Han havde lyst til at straffe tjeneren for at have afbrudt dem. Men samtidig var han også glad for der ikke var sket mere. 
Tjeneren bukkede kort og gik. Marius lænede sig fremover og lagde sine albuer på sine knæ og undslap vejret med et dybt suk, som han åbenbart havde holdt. Han lod sin ene hånd køre igennem håret. Han vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv. Hvorfor var Viktor så god til at få ham hyllet helt ud af den. Marius mente ellers han altid havde styr på enhver situation. 
Den intime følelse sad stadig i ham og han havde ikke lyst til at rykke væk fra Viktor endnu, han havde lyst til at forsætte hvor de slap. Men han vidste ikke om Viktor havde det på samme måde. Han drejede hovedet mod Viktor og smilte til ham og sagde så "Din lille kunster lømmel, nu har du vidst nærstuderet mig nok i dag"   

 Viktor kunne mærke en sitrende fornemmelse fra hvor Marius' fingre havde rørt ham på armen. Det havde givet ham gåsehud, og han ønskede at mærke ekkoet af berøringen for evigt. Det var så fristende at gøre tilnærmelser mod Marius; teste vandene, men det stoppede brat ved tjenerens tilstedeværelse. Desværre. For til Viktors overraskelse, lod det til at udvikle sig i retningen af noget mere, end bare to drenge der konverserede venskabeligt. 

 Morgenmaden var blevet ønsket, og tjeneren forlod dem så de blev forladt i en lidt perpleks stemning i pavillionen. Viktor vidste ikke helt hvad han skulle sige da Marius lænede sig frem og pustede ud som hvis han havde holdt vejret i umådelig lang tid. 
 En smule usikker gned han læberne sammen og drejede hovedet væk fra Marius for at se om de var alene igen. Det var de. 
 Hans hjerte hamrede af spænding som de forsat sad klods op ad hinanden. Der var så meget uvished mellem dem, og det var svært for ham at læse den anden. For nogle gange virkede han til at ville have ham, men så endte han også med at trække sig væk. Det var forvirrende, men for Viktor var det også lidt en udfordring. At Marius gav ham små krummer af affektion, var nok til at han ville blive ved med at prøve. Man rørte ikke sådan ved en anden af samme køn på den måde, hvis ikke man bare var en smule interesseret.

 Viktor fugtede sine læber og overvejede om han skulle presse sit ben mod Marius' - men så talte han, og fik ham rusket ud af sine tanker. Han fangede de grågrønne øjne med et glimt i sine egne brune, og sendte ham et sigende smil. Kunstner lømmel - det kælenavn klædte ham. 
 "Hmmm, Jeg må jo tage så meget ind jeg kan af dig - så jeg kan tegne dig til perfektion næste gang." Sagde han drilsk, men mente hvert et ord. Idéen Viktor fik tidligere, ville han forsøge at udføre alligevel, så han pressede langsomt og nonchalent sit ben mod Marius' - men lod som om at det blot var ganske tilfældigt at deres ben rørte ved hinanden. "Jeg glæder mig til morgenmaden." Sukkede han og lod som ingenting.

Marius sad stadig foroverbøjet, da Viktors ben blev presset mod hans. Han kiggede forundret ned på det og fik ikke hørt de ord som kom ud af Viktors mund. Marius svarede bare fraværende med et ja, for han vidste virkelig ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Eller rettere hans første indskydelse var at forsætte hvor de slap. Marius havde lyst til at gengælde Viktors berøring, ved at lægge sin hånd på Viktors ben og se hvor han ellers kunne føre sin hånd hen. Men de fornuftige tanker stoppede ham. Det var nok at tjeneren havde set deres lille optrin, han vidste heldigvis at tjeneren ikke ville sladre. Men hvis Marius lod sine tanker blive virkelighed herude i haven, hvor hans forældre kunne se dem, det måtte aldrig ske.

Han vidste ikke engang om han turde læne sig tilbage og lade deres ansigter sidde så tætte op af hinanden igen. Når alt han ville var at udforske Viktor med sine fingre. Marius havde aldrig været så splittet før. Han sukkede endnu engang dybt, som for at løsrive sig sine forvirrende tanker. Han måtte fokuserer! I stedet fik han en ide og lod sit blik finde Viktors igen "Nu hvor jeg har lært dig lidt bedre at kende", Marius mente det i både fysisk og psykisk forstand.. "hvad siger du så til at komme til min 20 års fødselsdag?" Viktors ben lå stadig varmt imod hans eget og drillende puffede han blidt til det.

 Viktor sad og pillede lidt ved sine negle, mens hænderne bare hang slapt i skødet. Han så frem for sig, og betragtede haven; træerne der var åh så grønne - fik ham til at tænke på Marius' øjne. Blomsterne i fuld fjor og så smukke, kom han til at sammenligne med Marius. Den søde fuglekvidder, fik ham lyst til at høre mere af Marius' sensuelle røst. Marius, Marius, Marius - hvorfor var han så opslugt i ham?
 Benet lå forsat op af hertugsønnen. Han havde ikke fjernet sig, og Viktors hjerte sad helt oppe i halsen over det. Men han turde ikke helt at kigge på ham, bange for at han muligvis ikke ville kunne styre sig, hvis han så på ham i dette øjeblik. 

 Hvis bare Viktor var tankelæser, så ville han forstå hvorfor Marius sukkede så dybt. Hvad gik der dog igennem hovedet med det ustyrlige hår. Stemmen, fik ham dog til at møde hans blik, og han lod de nøddebrune øjne hvile opmærksomt på Marius, afventende på hvad han var ved at sige. 
 Jaaa? Tænkte Viktor nysgerrigt, og havde forventet noget andet, end lige dét der blev sagt. En invitation, til hans fødselsdag. Viktors bryn skød overrasket i vejret, og et smil formede sig langsomt om læberne. Familien Alryss ville uden tvivl blive inviteret til sådan en begivenhed, så uanset om Marius inviterede eller ej, var hans forældre allerede et skridt foran. Men, en personlig invitation, var noget helt andet - og det varmede Viktor. 

 Grevesønnen nikkede, og smilede en smule forlegent til det lille puf hans ben fik. Det gyngede automatisk frem og så tilbage igen til Marius. Hans blik hvilede på deres berøring. "Det vil jeg rigtig gerne." Sagde han så endelig og fugtede sine læber lidt.
 "Hvornår.. er det nu?" Han lagde hovedet på skrå og mødte Marius' blik igen.

Marius blik fulgte Viktors ben som det gyngede frem og tilbage og ramte blidt hans eget ben igen. Han var glad for Viktor ikke fjernede det helt og da han så op på Viktor, kunne han se at hans blik lå på deres berøring. Mon han følte det samme som Marius?
Deres blikke mødtes og Marius blev glad for Viktor ville deltage til hans fødselsdag. Han blev så glad at han ikke kunne dy sig og valgte endelig at læne sig tilbage og strakte sig lidt med armene over hovedet og lod den ene arm lande bag Viktor. Nu hvor deres ansigter var tætte igen svarede han med en blid stemme “Den 24 juli, så om ikke så længe”

Men ud af øjenkrogen så han to tjenere komme deres vej, med deres morgenmad i hænderne. Marius tog langsomt sin arm til sig igen, for at gøre klar til at modtage maden. Da tjenerne ankom bedte Marius dem om bare at sætte hver deres tallerken ved siden af dem på bænken, hvilket de gjorde, bukkede og forlod dem igen. Marius tog sin tallerken op i skødet og begyndte at gnave i brødet. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige.. men forsatte så samtalen som om intet var hændt, hvilket der i princippet heller ikke var. “Hvad vil du give mig i gave?” Sagde han med et smørret smil. 

 Viktor bemærkede det hele. Armen der henkastet blev lagt bag ham, som var det blot et tilfælde. Men det tænkte Viktor ikke at det var. De sad så tætte op ad hinanden, at grevesønnen bare havde lyst til at stikke sin næse tæt ind til Marius' hals og dufte ham. Putte sig ind til ham. Hans tanker om at gøre netop dette, ophørte i sekundet som hertugsønnen talte. 
 "Det er jo lige om lidt." Og han kunne ikke skjule sin glæde i stemmen som han sagde det. Det var faktisk lige om lidt. Så deres afsked ville kun blive ganske kort. Det var til at overkomme. Han var spændt som et lille barn.

 Armen blev fjernet, og Viktor lænede sig en smule frem og rykkedd benet en anelse fra Marius som maden blev bragt til dem. Han kom med et dæmpet og høfligt tak, og så efter tjenerne som de gik derfra igen. 
 "Velbekomme." Mumlede han en smule afdanket til Marius, da deres berøringer nu var færdige. Han begyndte at spise af maden. Viktor spærrede øjnene op, forbløffet over hvor godt det smagte - men maden havde været lige så god igår. Så det var hvad han kunne forvente. Mhmm, brummede han dog lidt for sig selv, for at indikere at det smagte godt.

 Viktor var ved at kløjes i et stykke æg fordi han begyndte at klukke over Marius' spørgsmål. Han rømmede sig lidt og smilede hemmelighedsfuldt til ham. Lige hvad du ønsker dig, tænkte han, men svarede istedet, "Er det ikke meningen at det skal være en overraskelse?" Lo han, "Hvad ønsker du dig?" Spurgte han nysgerrigt og betragtede hvordan vinden legede med Marius' hår. Han genoptog lige så stille at spise mens han ventede på svaret.

Da tjenerne kom, rykkede Viktor sig en anelse væk fra Marius, så deres ben ikke længere rørte hinanden. Følelsen af varme forsvandt og efterlod et koldt mærke, der hvor berøringen havde været, hvilket underligt nok gjorde Marius en smule trist til mode og hans sult forsvandt. Han sad og pillede lidt fraværende ved brødet. Men han kunne ikke lade være med at smile, da Viktor sad og lavede søde tilfreds lyde over maden. Han skævede hen til ham og sagde “der er vidst en der nyder maden” og begyndte så at le lidt.

Viktor gengældte ved selv begynde at le over Marius spørgsmål, men kløjs så i sit æg. Marius blev helt bekymret og skulle lige til at banke ham i ryggen, i frygt for Viktor skulle kvæles af den bid han lige havde indtaget, men han klarede den heldigvis selv og Marius grinte oprigtigt over ham og skulle til at sige man ikke skal snakke med mad i munden.
Men Viktor kom ham i forkøbet og spurgte hvad han ønskede sig. Marius sad og tænkte lidt, alt imens han lagde sin tallerken fra sig. Det eneste han faktisk ønskede sig lige nu, var at bruge mere tid med Viktor, i et så privat sted at ingen ville komme og forstyrre dem. Han vippede lidt med sit ben så det ramte Viktors igen og sagde så “du har ret, jeg vil faktisk se frem til hvad du vil give mig af overraskelser.  Jeg har dog et lille ønske, ville du have lyst til at spille klaver for mig? Mine forældre går altid op i at der skal være en lille koncert til min fødselsdage, hvor folk kan spille for mig eller læse digte. Men jeg kunne oprigtigt godt tænke mig at høre hvad du kan” han så med et seriøst blik på Viktor og gav et lille skævt smil. 

 Der er vidst en der nyder maden. Kunne man andet når man var sulten som en løve? Han nikkede med varme i øjnene som han tyggede lystigt på maden. 

 Efter hans lille anfald, af at kløjes og grine, bemærkede han nu at Marius opsøgte ham med benet. De rørte ved hinanden igen, og hjertet sprang et slag over som han holdt vejret inden han sank den bid brød han havde i munden. 

 Viktor så opmærksomt på Marius som var ved at bede ham om en tjeneste. Spille klaver for ham? Han missede lidt forbavset med øjnene. Ville Marius have ham til at optræde til hans fødselsdag? Det var en smule angstprovokerende, men han havde da spillet for en del mennesker før, da han var yngre. 
 "Hvis du virkelig ønsker dét.." begyndte han og kiggede undersøgende på Marius, for at se om han lavede sjov - men blikket var oprigtigt, seriøst. Det gjorde ham en smule forlegen, så han skævede istedet mod loftet af pavillionen med en hånd i nakken, og lo nervøst, "Jo, det vil jeg da meget gerne." Han rømmede sig lidt for at få styr på følelserne. 
"Forbered dig på noget fantaaastisk." Overdrev han og smilede med påtaget selvtillid. 

 "Viktor, min egen?" Kaldte hans mor i baggrunden, "Vognen kommer snart. Så vær forberedt på at vi tager afsted om lidt, ikke?" 

 Viktor vendte opmærksomheden bagud i retning af sin mor, og lænede sig bagud. 
 "Det er forstået!" Kaldte han tilbage, og så igen på Marius med et skævt smil.
 "Ja.. så er det vel tak for denne gang." Lød det en smule modvilligt fra ham. Han havde lyst til at knuge den andens hånd, men lod være. 

Viktor virkede en smule tvivlsom over Marius ønske, de holdt øjenkontakt imens Viktors blik søgte noget i Marius. Det eneste han selv endte med, var at endnu engang at blive betaget af de brune øjne. De var så varme og tillidsfulde. Dog endte Viktor med at bryde deres kontakt ved at kigge op i loftet og fik svaret med lidt nervøs stemme. Marius blev glad og en smule lettet over hans svar. Normalt hvis der var noget Marius ønskede sig, ville han bruge alle kneb på at få det, men han havde oprigtigt ikke lyst til at presse Viktor til noget han ikke havde lyst til. Det var underligt ikke at have lyst til at manipulere nogle for en gangs skyld. 

Det nervøse forsvandt fra Viktors stemme og i stedet fik han sin drillende tone tilbage, Marius kunne ikke lade være med at grine over den måde Viktor sagde fantaaastisk på. 
En kvindestemme brød deres samtale, det var den samme stemme som aften inden havde kaldt på Viktor, som hun også gjorde nu. Viktor drejede sig for at svare hende og Marius stjal et sidste blik på de bare arme, før Viktor opmærksomhed kom tilbage på Marius. 

Marius vidste ikke helt hvad han skulle sige, der var kun en tanke der blev ved med at summe i hovedet og det var bliv hos mig..
Skulle han trykke hånden som afsked eller var det for tidligt i deres venskab til at give et kram? Men nu hvor folk var begyndt at stå op og Viktors mor var lige i nærheden, så turde Marius ikke at kramme den anden. Det passede sig ikke i reglerne at to fyre omfavnede hinanden. I stedet rejste Marius sig og rakte hånden ned til Viktor for at hjælpe ham op, det var en god anledning til at de i det mindste kunne give hånd som afsked og en god undskyldning til at mærke Viktors varme en sidste gang. "Det var hyggeligt at lære dig at kende Viktor af Alryss, jeg vil se frem til at se dig til min fødselsdag" og Marius gav en af sine bedste smil til Viktor. 

 'Jeg vil blive hos dig' tænkte Viktor vemodigt som han så ind i de tænksomme grønne øjne. Men det kunne han ikke. Desuden, ville de snart se hinanden igen. Selvom der blot var uger til, føltes det dog som år i hans hjerte. 

 Viktor fulgte Marius med blikket som han rejste sig, og så på de elegante hænder der blev rakt ham. Uden tøven, tog han fat om hånden og blev hjulpet op at stå. Også selvom han var duelig nok til at stå selv, men han tog hver en mulighed for at røre ved den anden. Som hertugsønnen talte færdig, strammedes Viktors greb om hånden der havde hjulpet ham op, og han lænede sig roligt op mod Marius' øre, så læberne var lige ude foran. 
 "I lige måde." hviskede han tungt, og slap Marius i det han trådte forbi ham. Han havde et kækt smil om læberne, men øjnene gnitrede sensuelt. 

 "Hov." sagde han og kiggede ned på sin tallerken med sit halvspiste brød. Viktor opførte sig som hvis han ikke lige havde stået og hvislet hertugsønnen i øret. Han smilede tilbage til Marius, og løftede sin tallerken op. 
 "Jeg kan ikke gå før jeg har færdiggjort min mad." sagde han med et uskyldigt smil, og begyndte at spise. Han betragtede Marius imens; i håbet om at se, om hans lille frækhed før, havde påvirket hertugsønnen på den ene eller den anden måde. 

Viktor lænede sig ind til Marius og hans ord og ånde gav kuldegysninger igennem hele kroppen, som en varm sensuel brise. Hvor var deres hoveder dog tætte på hinanden og endnu engang kunne Marius få et snert af Viktors søde duft. Marius var lige ved at læne sit hoved imod Viktors, men han var væk før han kunne nå at gøre noget.
Havde Viktors hensigt været at flirte med Marius? Han var så forvirret og endte med bare at stå forbløffet, næsten som i chok, men mest også i frygt for ikke at hive Viktor ind til sig. Hvor havde han dog lyst til at Viktor ville hviske andre ord ind i hans øre, på samme måde.. 

Da Viktor gik hen til sin tallerken, fulgte Marius blik efter ham, som en kat der holdte øje med en mus. Men alt det Viktor lige havde udstrålet af seksuelle hentydninger var væk, som om det slet ikke havde været der til at begynde med. Marius blev i tvivl om han havde opfattet situationen helt forkert. Viktor begyndte at spise resten af sin mad og Marius kiggede kort på sin egen urørte tallerken. Der var stadig ingen sult at mærke, udover sulten for Viktor.. Han måtte virkelig stoppe med de her tanker. Det var måske meget godt at der gik nogle uger før de skulle se hinanden igen, så kunne Marius forhåbentlig nå at glemme ham og de her underlige følelser.

Marius sagde ikke et ord, imens Viktor spiste det sidste, han stod bare og holdte øje med ham, med sine intense øjne. Da Viktor endelig var færdig, fandt Marius sin stemme igen, han rømmede sig lidt og sagde så "Lad mig følge dig til hen til vognen" og med de ord vendte han sig om og gik mod vognen.  

 
 

 De stod i stilhed og granskede hinanden. Den ene afventede at den anden gjorde noget og omvendt. Men der skete ikke mere, end at Viktor fik spist sin morgenmad med et tilfreds smil. 

 Om Viktor var gået over stregen ved at hviske den anden i øret, blev han i tvivl om - men han prøvede at undertrykke nervøsiteten, og istedet tage spændingen til sig som hvirvlede rundt i maven. Selv hvis Marius ikke brød sig om det, ville det sikkert være glemt til fødselsdagen om et par uger. Men Viktor håbede at han ikke glemte dét, og ham. Grevesønnen vidste med sikkerhed, at han ikke ville glemme Marius - der skulle nok komme et par urolige nætter på grund af ham.

 Han rømmede sig efter sin sidste bid. "Mine Komplimenter til kokken. Det var yderst velsmagende." Sagde han med en forbløffet rynken i panden og nikkede anerkendende. Han sendte så Marius et varmt smil, stadig med uskyld i blikket. 

  "Tak, vi må hellere.. komme afsted." Sagde han roligt og trak lidt i mundvigen, men glæden visnede lidt i hans brune øjne. Han samlede sin skitsebog og holdt den under armen. Nu havde han en tegning af Marius i sin bog.. den ville klart være inspiration til klaverstykket han ville komponere til Marius' fødselsdag, blandt andet.

 De nåede ned til vognen hvor et par tjenestefolk hjalp med at bære taskerne og oppakning i vognen. Viktor overhørte forældrene takke hertugparret for deres gæstfrihed og en masse andre høflige fraser. 
 Marius stod ved siden af ham, han så ud som om han var i dybe tanker, så Viktor daskede ham venskabeligt på overarmen,
  "Vi ses, Marius." Han satte sig ind i vognen til sine søskende og forældre, og smilede til ham ud gennem vinduet med et lille vink som vognen begyndte at køre ned ad gårdspladsen og væk. 

Da de var nået et stykke væk, begyndte hans far at tale.
 "Du blev fulgt til vognen af Marius? Det er godt selskab du har fundet dig Viktor." Sagde faderen, og vidste selvfølgelig ikke at hertugsønnen var lidt for glad for vin og en flirt.
  "Ja, vi kom i snak igår og vi klingede godt. Jeg tror vi kan blive gode venner." Sagde han roligt, men hjertet hamrede afsted mens faderen nikkede og sagde godt godt og talte videre om festlighederne til de andre familiemedlemmer. Viktor drejede hovedet, og for at skjule sit forelskede lille smil, lænede han sig op ad ruden med læberne mod sin håndflade. Hm.

Hele Viktors familie var samlet ved vognen og Marius gav dem et høfligt nik, selvom de var godt optaget af at sige farvel til hans forældre. Viktor stod forsat ved siden af ham og da hele hans familie havde sat sig ind i vognen, sagde Viktor endelig sit farvel med et dask på hans skulder. Marius gav et lille smil, men nu hvor han var i sin fars nærvær, var alle de følelser han havde dannet sig over Viktor blevet forvandlet til skam. Han turde ikke engang give et dask tilbage til Viktor, i stedet sagde han med høflig og stiv stemme "Vi ses Viktor" 

Inderst inde var Marius generelt dårlig til afsked, det smil Viktor sendte ham igennem vinduet, gjorde ondt i hans hjerte. Han ville savne ham, det måtte han indrømme overfor sig selv. Men samtidig var han også glad for at Viktor nu rejste langt væk fra ham og derved ville han forhåbentlig også forlade hans tanker. 
Marius blik fulgte vognen indtil den næsten ikke var synlig mere, men han blev hevet ud af sine tanker da hans far talte til ham "Det virker til dig og Viktor er blevet bekendte? Jeg tror han ville have god indflydelse på dig." Marius som var bekymret for hans far havde gennemskuet ham, sagde bare kynisk "Viktor går mere op i kunst end jagt. Ikke lige min type selskab" og med de ord forlod han sine forældre og gik mod sit værelse. Han havde brug for at sove den her dag væk.