Plausibelt, at Romeo havde glemt hvordan man træk vejret ved synet af Phillippe. Den grund var mere sand, end hvad snedkeren muligvis vidste af sig. Og så kom den anden mulighed, forgiftning - fejlagtig forgiftning. Romeo klukkede lidt af det sidste, mindre plausibelt. Han kunne aldrig finde på at gøre Phillippe ondt. Aldrig nogensinde. 

 Hvad sker der? er du okay? Bekymringen i snedkerens stemme var stor, men præsten havde helt mistet mælet og kunne slet ikke samle sig om et svar til den anden der kom ind i rummet. Romeo knyttede næverne kortvarigt, lod fingrene køre rundt i sine håndflader lettere chokeret og sukkede dybt af sin forskrækkelse. 

 Så det var der jeg havde lagt dem - ubekymret, det var sådan ordene forlod Phillippes læber. Ingen skam, ingen blufærdighed. Men det var Phillippes varemærke, og det havde Romeo efterhånden lært på den hårde måde. Den besværlige, og tillokkende måde. Gulp. 

 Romeo drejede sig omkring, så han kunne se på Phillippe der overværede hvad der havde udspillet sig i soveværelset.
  "Du - det.." Han tav, og rømmede sig forlegent imens han gned næseryggen. Præsten forsøgte at få lavet en sammenhængende sætning der ikke var lige så stammende. Men så, ganske nonchalant, var Phillippe gået hen ved siden af Romeo, og fik samlet den lille legetøjs prop op fra gulvet. Det gippede helt på ny i Præsten. Bare at se... Phillippe med den i hånden fik ørerne til at lyse rødt, og han havde mest af alt, lyst til at tage den fra ham, og kaste den langt væk. 

 "Phillippe." var ligesom den eneste sammenhængende sætning han kunne fremstamme. Og det var ikke engang en sætning. Men der lå så meget tryk i tonefaldet da han ytrede navnet, at det kunne betyde alt og intet på én gang. 

 Der var en underlig, presset stemning i værelset da Phillippe kom ind til Romeo. Præsten virkede helt spændt op, som havde han set et spøgelse eller noget lignende. Og ordene han prøvede at ytre hjalp ikke rigtig på Phillippes forståelse af den andens stive, stammende holdning.
 Proppen lå tungt i Phillippes hånd. Det var godt håndværk - men selvfølgelig skulle han sige det, det var trods alt hans arbejde. Den var pudset godt, godt uden nogen ujævnheder. Det virkede vigtigt for hvad den skulle bruges til. Snedkeren kastede den op i luften. For for at gribe den med den anden hånd, inden han trådte helt hen foran skabet, uden at tage sig af om Romeo også stod nærmest lige foran skabet. 
 " Romeo...? " Lød det en kende spørgende fra Phillippe der så ind i den anden øjne. Han kunne ikke rigtig finde ud af hvad Romeo prøvede at sige. Det var tydeligt at se ham var blevet noget så påvirket af at finde proppen, men han forstod ikke hvorfor. De havde jo snakket om den før, så han vidste Phillippe havde lavet dem?

 Phillippe vendte sig rundt og rodede lidt rundt inde i skabet og fandt de to andre numse propper. Med de tre propper i sine hænder, vendte han sig mod Romeo igen og så på han med det ene bryn løftet. Afventende på... Et eller andet fra præsten. Men der var bare stilhed.
 " Jeg lavede ekstra da jeg levede bestillingen til bordeller. Forskellige størrelser, men bordel ejeren ville ikke have dem alle. Det her er de ekstra, " han trak på skuldrene. 
 " De endte nok i  skabet fordi jeg ikke vidste hvor jeg ellers skulle gøre af dem... "

 Det susede om ørerne på Romeo, og al bevægelse snedkeren lavede, gik ikke uset hen. Skønt, Romeo havde et ønske om at kaste den langt væk, burde Phillippe ikke være så skødesløs med legetøjet, og nærmest, jonglere rundt med den foran præsten. Det var alt for pinligt for ham! Men ikke for snedkeren, selvfølgelig.

 Romeo..? Lød det spørgende fra den anden, men præsten kunne ikke gøre andet end at presse læberne stramt sammen og trække et skridt tilbage, da Phillippe brød hans intimsfære, ved at stille sig hen til skabet. Han sank en klump. Romeo vidste godt om legetøjet - men det betød da ikke at han ville se på det, eller røre ved det! Ude af syn, ude af sind... 

 Phillippe rodede rundt i skabet, mens Romeo havde for travlt med at være forlegen. Tankerne susede kun om én ting - en særlig detalje - som præsten febrilsk prøvede at skubbe bort, og for alt i verden ikke ytre!
 "Nåå.." fremstammede han lidt og tog en dybindånding. Nå sådan. Han fik nogle små ryk i mundvigen. Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle gøre af dem. Romeo gned sig lidt forfjamsket i panden.
 "Har du brugt dem?" Røg det så ud af ham, og han lukkede øjnene af fortrydelse. Pokkers. 
 "Nej stop." Sagde han hurtigt og viftede med hånden afværgende foran sig. Kinderne fik en svag rosa farve, "Jeg vil ikke vide det." Skyndte han sig at nævne, mens blikket var alle steder end på snedkeren med de bare, tiltalende arme.

" Om jeg har brugt dem? " Et skævt smil voksede frem på Phillippes læber, inden han begyndte at grine lidt, mens Romeo fortrød spørgsmålet. Philippe valgte dog at svare alligevel.
 " Det har jeg ikke.. bare rolig, " han skulle til at træde fordi præsten, men kunne alligevel ikke dy sig fra at drille lidt, så inden han trådte helt væk, lænede han sig lidt frem mod ham og hviskede.
 " Ikke dem her, i hvert fald, " han trak sig for at gå tilbage ud i værkstedet og åbnede en af skufferne i kommoden. 

 " Kære Romeo, " Sagde han mens han lukkede skuffen i, og vendte sig rundt så han lænede sig mod kommoden, med hænderne mod kanten.
 " Lad nu hver at tage sådan på vej. Det er jo bare.. legetøj.. Vi voksne skal vel også have lov til at have det sjovt.. " Han smilte skævt og lagde hovedet lidt på skrå og så mod ham. Phillippe var godt klar over Romeo måske ikke helt var enig. Eller måske var det bare måden at have det sjovt, han var imod. Uanset hvad, havde ubehaget været tydeligt hos den anden. 
 " Så du ønsker dig ikke en i gav, til din næste fødselsdag? " Drillede han lidt mere, og overvejede kort og præsten havde brug for assistance i at finde servervice så de kunne komme til at spise. Han lod dog Romeo få lidt længere tid, og gik over til vinflasken for at få den åbnet i stedet.

 "Shhh shh." Tyssede præsten forfjamsket, flere gange for at stoppe den anden, mens Phillippe gentog spørgsmålet og fik en utrolig fræk udstråling. Som en uartig dreng altså! Men heldigvis, havde snedkeren da ikke brugt disse legetøjs propper. Phillippe gik forbi ham, 'ikke dem her ihvertfald' 

 Kunne Romeo falde igennem gulvet, gjorde han det gerne. Kinderne blussede op bare ved tanken om Phillippe der... der. Han brummede forlegent og kørte en hånd i ansigtet for at undgå at se på Phillippe til det sidste. Præsten hørte ordene komme til ham fra det andet rum. Han lyttede med omhu, mens han masserede sin brystkasse, og skævede mod Phillippe - det gippede forskrækket i ham da han bemærkede at Phillippe var inden for synsvidde og så på Romeo. 
  "I kan gøre hvad I vil, så længe jeg ikke skal vide af det." Sukkede han tungt - lettere melodramatisk, men blev så ganske træt i øjnene at se på og så op under øjenbrynene istedet.

 Han genoptog sin søgen på service i det forunderlige rodede skab, da det næste banebrydende spørgsmål kom. Så du ønsker dig ikke en i gave..
 "Morsomt. Den ryger i tempelsøen med det samme skulle det ske." Fnyste han, men trak skævt i mundvigen. Selvfølgelig ønskede han sig ikke noget så syndigt.  

 Heldigvis var de bare to, og ikke et helt middagsselskab. Det var ganske nemt at få det service de skulle bruge ud til spisebordet. Han begyndte at dække op, men gjorde det ufærdigt og travede forbi Phillippe hen til gryden. 
 "Nå.. det dufter da godt - Ser ud til det er færdigt." Sagde han lidt ud i rummet. Ud af øjenkrogen så han Phillippe få åbnet vinflasken.
  "Jeg er da også blevet godt sulten nu." Nævnte han. Og snakkede bare for at bryde stilheden der kunne blive noget så intens og farlig mellem de to mænd. 

 Phillippe stod op af kommoden og betragtede Romeo, for at se hvordan han virkelig virkede til at have det med numsepropperne. Om han virkelig var så stød og ubehaget ved dem, som han gav udtryk, og det virkede det faktisk til at han var. Og så skulle han da også lade det ligge. Næsten da. Phillippe kunne ikke lade hver med at grine lidt, da der blev sagt de røg i tempelsøen. Han rystede lidt på hovedet over det mens han gik over til vinflasken.
 " Smart gemmested, så kan vi fiske den frem når vi skal nøgenbade, " Læberne pressede han sammen for at holde sin latter tilbage, og for ikke at komme til at smile alt for drilsk og underholdt over det. For det ville helt sikkert ikke være en kommentar der faldt i god jord hos den anden. 

 Flasken satte han på bordet, og gik i gang med at sætte de to tallerkner, som Romeo havde efterladt, ud på bordet, efterfulgt af krus og skere. 
 " Det dufter i hvert fald noget bedre end min grød.. " lo han og satte sig ned på stolen, der hvor han havde ordnet kartoflerne. Nu han tænkte over det, kunne han egentlig ikke huske hvornår han sidst havde spist andet en ynkelige skiver brød. Han brummede lidt og gned maven lidt.
 " Hm.. Det er jeg egentlig også.. " Det var så nemt at glemme de menneskelige behov når man blev opslugt i arbejdet.

 Erotisk legetøj. Ja, dengang Romeo var ung ville han sikkert have syntes at det var noget så sjovt - selvfølgelig ikke til eget brug. Men han havde da nok ikke reageret knapt så voldsomt som nu. Faktisk havde han sikkert nærstuderet det i en drenget, nysgerrig iver, fordi det var lidt mærkeligt, og frækt. Det var bare svært for Romeo at finde den samme form for iver, og åbenhed på samme måde igen. Det skulle tvinges ud af ham (hvis noget) - indtil han ikke længere kunne se bort fra det. Isari templet havde gjort ham til en ny mand, og sikkert også en bedre mand, end hvad han var dengang, og nok ville være blevet til. Han skyldte Isari alt.
 Hvis Phillippe ville bruge sin tid på at lave, eller bruge sådan noget, så kunne han gøre det. Nydelse, kom i forskellige størrelser og visioner - så at der fandtes voksen legetøj, var nok ikke så sært endda. Romeo ville bare, så vidt det var muligt, frabede at høre om dette - for sin egen skyld. Bedre at undgå fristelsen, fremfor at gå den i møde.

 Latteren der undslap Phillippe, var dog en kærkommen lyd. Kommentaren der fulgte trop, var knapt så kærkommen. Smilet stivnede lidt, og han kunne mærke hjertet slå en takt over ved erindringerne om tempelsøen og hændelsen.  
"Når vi skal nøgenbade?" Kom det mistroisk fra ham, og så ned i gryden, inden han fjernede den fra varmen. Maden var klar. 
Slap af Romeo, han driller bare. Skuldrene hangt slapt, ganske kortvarigt, i forsøget på at finde fornyet energi, og ikke være så meget oppe i sit hovede. Romeo var her for at nyde aftenen, og hygge sig. De små sjofle kommentarer måtte han bare tage henkastet til sig. 

 Romeo rettede sig op igen, "Pas på jeg ikke kaster både dig, og legetøjet i søen." jokede han tørt, og pegede på Phillippe med skeen, han lige før havde smagt på maden med. 

 Begge mænd var enige om maden og deres mavers tilstand. "Får du overhovedet spist nok til hverdag?" Ikke at Phillippe lignede en der sultede, "Du bliver bare så opslugt af dit arbejde, at jeg godt kan mistænke dig for at forsømme aftensmaden." sagde han med et skævt smil.

 " Når vi skal nøgenbade! " Gentog han med samme gåpåmod som før, trods den skepticisme han kunne høre. Phillippe betragtede Romeo lidt. Præsten havde jo haft det meget sjovt med det sidste gang, så helt forfærdeligt var det jo ikke for ham.
" Det skulle jo være en fast tradition! En fødselsdag tradition! " Han nikkede til præsten og smilte bredt, mens han holdt sig tilbage fra at grine over det. Snedkerens udtryk blev kort efter foldet i meget alvorlige fold, mens han kiggede bestemt hen på præsten.
 " Jeg bliver næsten skuffet hvis du ikke gjorde det selv sidst! " han kunne dog ikke holde masken længe, og begyndte korte efter han havde sagt ordene at grine over det. Han rystedet på hovedet over det, og lænede sig tilbage i stolen.

 Latteren ebbede lige så stille ud, og Romeos trussel fik et skævt, lidt sigende smil til at spille på Phillippes læber. Det ene bryn løftede sig og først sagde han ikke noget til det. Lod Romeo selv tænke lidt over ordene og Phillippes smil. Til sidst brummede han.
 " Det ville du kunne lide?  " Spurgte han legende, og lænede sig i stedet ind mod bordet og så hen på Romeo med et drilsk, men udfordrende glimt i øjet. Hvis det var det, præsten var til.
 Smilet skiftede til et uskyldigt tandsmil, da der blev spurgt ind til Phillippes spisevaner. Eller mangel på samme. Han mumlede et lavt heh og trak så lidt på skuldrene. Det var nok ikke kun aftensmaden han havde det med at forsømme..
 " Aftensmaden.. Morgenmaden.. Frokosten.. Søvnen..  " Remsede han om så var han bare ved at fortælle om hans hverdag.  Men det var han vel også, et eller andet sted. Det var tit han glemte de helt basiske behov når han blev opslugt af arbejdet. 

 Romeo stod blot og betragtede hvordan Phillippes latter ord for ord langsomt udfoldede sig som en rose i flor. Det var en rutsjebanetur uden lige med alle de grimasser, men det hele endte samme sted som forventet; i latterens favntag. Præsten trak lidt i skuldrene i forsøget på at tilbageholde et underholdt kluk - hans skepsis forsvandt lige så stille, som blæk der dryppedes i vand, og så sagde han, nok mere ærligt end hvad han ville indrømme; "Det ville ikke være det samme uden dig." Der var en blidhed der lagde sig som en hinde over de grønne øjne i et flygtigt øjeblik, før han blinkede og det forsvandt.

 I det han tog fat i gryden for at bære den hen til spisebordet, stivnede han kort i sin bevægelser. Ah, Hvorfor gik Romeo altid i fælden? Phillippes varme grå øjne der emmede af lunefuldhed, fik præstens hjerte til at slå et slag over. Det ville du kunne lide? - og når han tænkte over det, så ville han vel - men det kom han aldrig til at indrømme. Varmen fra kinderne strøg ned ad hans hals, og han følte sig ganske pinlig berørt. Han forstod godt hvordan det havde lyt. 
 "Meget morsomt - men du ved godt at det ikke var dét jeg mente." Brummede han så behersket han kunne, og kom hen til bordet med maden til Phillippe. Han satte sig.

 Romeo så mistroisk på Phillippe som han erklærede hvordan de basiske behov for trivsel blev forsømt.  "Hvordan står du overhovedet endnu?" Han var mildest talt chokeret ved tanken - ikke mindst bekymret. Og jo, selvfølgelig behøvede den anden ikke at blive opvartet- men på den anden side, gjorde det ikke lidt det alligevel? Det kriblede i hans fingre for at tilbyde sin hjælp til Phillippes dagligdag - som en anden husmor, der opvartede sin husbond. Romeo rystede tanken af sig igen. Ingen husmor tendenser tak. Deres intime dynamik var slem nok i forvejen. At kaste endnu en skævvridende dynamik oven i alt dét - ville være som at kaste brænde på bålet. Der skal ikke fyres op for noget der kunne sætte dem begge i unåde. Ikke mindst fordi den anden var gift, men også fordi Romeo var præst - det kunne han ikke understrege nok, og guderne måtte vide at han ville understrege det i evigheder skulle det vise sig ikke at være tilstrækkeligt én gang. 

 "Men så er jeg ikke længere bekymret for om du kan lide min madlavning - For det smager da bedre end luft." Det sidste sagde han med blid sarkasme, mens han tog Phillippes skål og øsede gryderetten op til ham. Romeo placerede skålen med den dampende mad foran snedkeren, og begyndte derefter at tage til sig selv. 

 De grå øjne smallede sig overvejende sammen, og gav Phillippe et kalkulerende udtryk, men glimtet i øjnene og smilet der trak lidt i mundvigene tydeliggjorde at det blot var for sjov. Der gik dog ikke mere end et lille øjeblik, og et accepterende brum forlod ham, og smilet fik lov til at få sin plads over hans læber, inden han trak på skulderne til Romeos ord.  Det ville sikkert ikke være lige så sjovt alene. 

 Mens han betragtede Romeo, lagde Phillippe hagen mod den ene hånd, og lod hovedet være vippet lidt til den ene side. Det skæve smil forsatte med at spille på læberne, og som han syntes at fornemme Romeo skiftede lidt farve omkring halsen, trak smilet sig mere op, og brynet lidt løftet som han brummede lavt.  Det tænkte jeg nok. Usagte ord, man nærmest kunne læse i Phillippes udtryk. Han lod dem dog forblive usagte og nikkede i stedet - ikke spor overtalt.
 "  Aha. " 

 En mild latter forlod Phillippe da Romeo blev så chokeret over snedkerens svar. Det var jo ikke fordi han altid glemte alle tingene på en gang. Men han forstod også godt reaktionen, og trak på skuldrene. 
 " Godt selskab? " Svarede han med et glimt i øjet. Phillippe lænede sig tilbage på stolen.  Armene foldede han over brystkassen og betragtede præsten lidt igen. Han ville gerne vide hvad der forgik inde bag den andens pande. Phillippe kunne jo se Romeo tænkte et eller andet. Tænkte en masse. Da Romeo begyndte at snakke om madens smag, kunne han ikke lade hver med at slå en latter op igen. Han kløede sig lidt i nakken.
 " Hvis du har formået at lave mad der smager af luft eller dårligere, så ville det være ret imponerende i sig selv, " Kommenterede han og trak skålen helt hen foran sig, og satte sig til rette på stolen.

Et lille bestemt fnys forlod næsen på præsten da han så hvordan Phillippe betragtede ham med det grå blik der osede af mild, underholdt skepsis til hvad han havde sagt. Snedkerens ‘aha’ - som blot understregede denne skepsis, stak som en lille summende provokation, og kløede som myggestik steder han ikke kunne nå. Men Romeo havde talt sandhed - han mente det ikke som det kunne lyde. At der så fandtes en mere, fortiet sandhed i præsten som Phillippe ganske langsomt var ved at grave op til overfladen, kunne han kun gøre sit bedste for at skjule. Romeo måtte prøve at vride skovlen ud af grebet på snedkeren, inden han fik set noget han ikke skulle. 

Du hører kun hvad du vil høre - sagde præstens blik, men han lod det forblive usagt for at skåne sig selv for yderligere forlegenhed - ignorerede han hvordan Phillippe så på ham, og fortsatte ufortrødent med at øse op til sig selv og sin vært.

Det lille værksted rungede af snedkerens latter - som en beroligende melodi der løsnede op i det urolige hjerte. Romeo skulle lære at slappe af - stivheden skulle smøres, men det var også hans måde at passe på sig selv. Alligevel, trak mundvigen op i et tøvende smil, og de grønne nuancer i øjnene blev mildere som han betragtede Phillippe. Sikke en kaotisk effekt han havde på ham.
“Hm,” fnøs han moret til kommentaren og slap grydeskeen, for så selv at sætte sig klar til at spise - “Så skulle vi i alt fald have taget på den kro, så.” påpegede han, og smilet blev mere oprigtigt, inden han smagte på sin madlavning. Noterne i maden var gennemtrængende i deres blødhed, og kildede på tungen. Præcis som han huskede det. Diskret, skævede han op fra sin mad, og iagttog Phillippe afventende. Det var altid en smule nervepirrende om andre kunne lide ens mad.. og, så var det meget sjældent at han lavede mad til andre.

“Hvad synes du?” spurgte han dæmpet da hans nysgerrighed løb afsted med ham. Stemmelejet i en blid hæshed, mens han forsøgte at lyde ganske henkastet.

 Det grå blik hvilede på præsten efter kro-kommentaren, betragtede smilet der spillede over den anden læber. Og efterfølgende betragtede han ham tage den første mundfuld mad. Philippe var sikker på han kunne se et glimt at en yngre Romeo som nostalgien fra madens smag formentligt satte gang i minder. Det grå blik var mildt og og smilet oprigtigt. Nærmest helt kærligt. Det virkede så.. Ægte.. Phillippe vidste ikke rigtig hvad - eller hvad han egentlig tænkte eller følte. Det var hyggeligt. 
 Inden Phillippe fik taget sig sammen til at se væk og gå i gang med at spise, skævede Romeo mod Phillippe, og deres blik mødtes. I et øjeblik var det som om det hele stod stille. Phillippe løftede det ene bryn og trak lidt op i mundvigen, inden han trak blikket ned på maden og gav sig til at tage den første mundfuld. 

 Som maden ramte tungen og smagen bredte sig i munden, gled Phillippes øjne i så han rigtig kunne lad smage overtage sanserne. Brynene løftede sig, hovedet vippede sig let bagover og et lille, tilfreds brum forlod ham.  Det var.. imponerende. Det smagte godt, ikke at det var fordi Phillippe havde tænkt det ville smage dårligt, men han havde nok ikke forventet det her.
 " Sikker på du ikke er en skjult husmor? " Phillippe løftede det en bryn med et skævt smil, der gav ham et lidt drillende udtryk. Blikket gled overvejende ned over præsten, som overvejede han hvordan præsten ville se ud som husmor. 

Romeo sad en smule uroligt med blikket og vidste ikke helt hvor han skulle kaste det hen. Det virkede for intenst at stirre på Phillippe som han smagte på maden, men det virkede også underligt ikke at give ham opmærksomheden, nu hvor han havde spurgt om den andens mening. Derfor lod han blikket glide fra gryden og hen til Phillippe skiftevis som afgørelsen var ved at blive besluttet. 

Hjertet hamrede helt forlegent i al uroen og spændingen. Forlegen, fordi Phillippes mening alligevel betød lidt mere for ham, end hvordan spørgsmålet havde lyt. Det grønne blik tog diskret alt til sig, og lettelsen bredte sig som en blid bølge gennem kroppen på præsten til snedkerens reaktion. Romeos læber formede sig langsomt til et oprigtigt smil, før latteren udsprang fra ham til husmor kommentaren. 

"Hvis jeg var, ville jeg bruge en del mere tid i køkkenet end hvad jeg gør nu." sagde han anstrengt mens han forsøgte at kvæle sin latter. De grønne øjne blev presset lattermildt sammen, så der blev formet små kragetæer ved krogene. Han viftede afværgende med hånden. Husmor, pfft. 

Men nu hvor han selv skulle sige det, var maden ikke så ringe endda. Noterne fra hans barndom var der, men istedet for at blive melankolsk ved tanken om det tabte og det der aldrig ville komme tilbage, var det som om glæden ved at dele dette måltid med Phillippe, overskrev alle de triste tanker for en stund. 

"Sid ikke og forestil mig i husmor kjole og forklæde, Phillippe." brummede han med drilsk opfordring, da han bemærkede Phillippes blik hænge ved ham.

" Jeg er sikker på de andre i templet ville værdsætte hvis du lavede mad.. " Komplimenterede han med et skuldertræk og et skævt, charmerende smil om læberne. Det var et smil der lå så naturligt i snedkeren at han ikke selv tænkte over det, når det sneg sig frem. Selvom de måske jokede lidt, var der stadig noget sandhed over Phillippes ord. Noget seriøsitet. Phillippe tog en skefuld mad mere ind i munden, og helt naturligt slap hende et tilfreds brum ud.

 Phillippe prøvede virkelig, det gjorde han! De lumske, uhumske tanker hørte ikke til når man havde en man elskede, heller ikke selvom forholdet havde problemer. Han vidste jo godt han skulle lade hver, for hvis det først begyndte at blive for seriøst, ville han ikke kunne holde fingrene fra præsten. Men Romeo gjorde det bare alt for nemt er falde tilbage til gamle vaner.. Mundvigene sitrede lidt som det grå blik blev mere drilsk og brynene klemte sig overvejende sammen. Albuen blev placeret i bordet og hagen blev støttet mod håndledet, mens hånden kørte skeen rundt i cirkler mod Romeo. 
 " Mmmhh.. "Brummede Phillippe som blikket gled ned over præsten. Smilet blev mere lusket, og han løftede langsomt blikket til den andens igen. 
 " Bare rolig.. Ingen kjole.. " Det ene bryn løftede sig lidt, tog ind om Romeo forstod den skjulte hentydning, inden Phillippe løftede hovedet og vendte tilbage til maden. 

Romeo følte en varm taknemmelighed brede sig i sit bryst, og hans læber strækkede sig i et stille smil. Men inde i sig selv var han ikke sikker på, hvad han skulle sige. Ordene virkede utilstrækkelige til at udtrykke den følelse af glæde og anerkendelse, som fyldte ham. Det var en kompliment sagt i morskab, men alligevel var der noget oprigtigt i den andens toneleje. Blikket mellem dem var kort, og Romeo nikkede taknemmeligt. Desuden prøvede han ikke at blive tryllebundet af den andens charmerende smil som han flygtigt fik set hang om den andens læber. 

Han havde stille kastet sin opmærksomhed på maden igen, og spiste videre, uvidende om den andens tanker. Det var først da han ved et tilfælde kiggede op fra sin mad, at han så hvordan det grå, intense blik langsomt vandrede ned over ham. Som om det bid for bid klædte ham af. Romeo følte sig underligt nøgen. Hvilket gjorde at han rømmede sig forlegent og tog en stor slurk af vinen da Phillippe endelig afslørede hvad han forestillede sig. Ingen kjole - Så han sad altså og afklædte præsten med øjnene! Det fik hans hjerte til at banke hurtigere, og han kunne mærke en blanding af forvirring og spænding danse inde i sig selv, som en sommerfugl, der forsøger at flygte fra et bur. 

"Hvorfor skal du sige sådan nogle ting, Phillippe." lød det alt for genert fra ham, synes han. "Det er derfor at .." han bed sig lidt i underlæben, og gemte ansigtet bag vinglasset som han stadig holdt oppe, "..at folk misforstår det.." sagde han dæmpet, og kunne mærke maven snørre sig sammen. Det var jo på grund af Phillippes nærgående væsen, at Discipel Samuel havde misforstået hvad der var sket inde i præstestuen. 

 Lige godt hvad præsten prøvede at bilde sig selv ind, var han pervers. Måske ikke lige så meget som Phillippe var, men hver gang Phillippe havde uhumske bagtanker med sine ord var Romeo med på dem. Eller, han forstod i hvert fald de skjulte hentydninger lagde op til det meste af tiden. Og det var tydeligt at han også forstod det denne gang.
 Phillippe tillod sig at tage et par mundfulde mad mens Romeo reagerede. Mundvigene trak underholdt i sig, og han skævede lidt mod præsten, ind til han virkede til at sidde og gemme sig bag vinglasset. Phillippe løftede brynene mens han pressede læberne sammen for at holde et grin tilbage. Han kiggede rundt i værkstedet, undersøgende som ledte han efter en, som de begge to godt vidste ikke var her, inden han så tilbage på Romeo.
 " Her er ikke andre, Romeo, " Forklarede han, selvom han godt vidste det nok ikke helt var det lige nu præsten mente. Hovedet lagde han nu i den modsatte hånd end før, så han havde hånden med skeen fri til at spise videre. Smilet blev mere lusket igen, måske endda provokerende.
 " Og hvad er der at misforstå? Du sagde jeg ikke skulle sidde og forstille dig i kjole, " Phillippe trak på skulderne inden han tog endnu en skefuld mad i munden. Da han havde sunket det lagde han skeen på tallerken og løftede sit eget vinglas.
 " Mente du noget andet?  " Phillippe drillede. Provokerende. Pirrede. Men det var sjovt med præsten. At se ham blive forvirret og betuttet. Påvirket af Phillippes uhumskheder, selvom det bare var ord. 

"Spis din mad, Phillippe." opfordrede han håbløst, og løftede hovedet fra sit gemmested bag vinglasset. Kuløren i hans kinder, mindede om farven i glasset. Han fugtede sine læber mens han krøllede dem ind over hinanden for at få styr på sig selv. Romeos frie hånd gled igennem de brune halvlange lokker med et lille suk. "Discipel Samuel , misforstod det der skete mellem os - i præstestuen." begyndte han lige så stille, i forsøget på at forklare hvad han mente med det han havde sagt. Romeo rettede sig op igen og stillede glasset fra sig, og tog fat i skeen for at forsætte med at spise, men istedet sad han blot og prikkede til maden i dybe tanker. "Jeg ved ikke engang om han tror på hvad jeg sagde til ham." tydeligvis var det en byrde der tyngede hans hjerte, og blikket hævede sig fra stuvningen til Phillippe. 

"Ligesom tidligere." begyndte han så, og de grønne øjne flakkede nervøst til siden og væk fra snedkeren igen. Deres åndedræt på hinanden, hvor tæt de havde været på at.. kysse. Det var alt sammen noget der skulle pakkes væk. Selvom Phillippe så fint havde forklaret det åbenlyse, at der 'ikke er andre her,' ændrede det ikke på dét faktum, at det var forkert. Hjertet hamrede pinefuldt ved den lille afvisning - og et selvisk sted i hans indre, ønskede han at han blot ville tie stille, og tage fat i manden foran sig, så de åbenlyse lyster kunne flyde mellem dem. Men Romeo ville ikke se dem. Han kunne ikke tillade det. 
"Jeg vil gerne være din ven, men.. vi kan ikke blive set i sådanne situationer udenfor.." hvad sagde han lige? det lød som om at så længe de bare gjorde det i privaten, så var det ok. "Jeg mener.. selvfølgelig i det hele taget." viftede han med hånden forlegent og tog sig lidt forfjamsket til panden over sig selv. 

 " Jaja, mor.. " Lød det lidt leende fra Phillippe, inden han gjorde som han fik besked på, og spiste lidt videre. Blikket hvilede lidt betragtede på Romeo imens og det fulgte hånden som den gled gennem håret, inden  han flyttede de grålige øjne til Romeos grønne, som han snakkede videre. Det ene bryn løftede sig og Phillippe lyttede. 
 Jeg ved ikke om han troede på det jeg sagde. Phillippe kunne selvfølgelig ikke vide hvad der blev sagt, men han var ret sikker på at præsten havde forsøgt at afvise at der var sket noget eller ville ske noget. Læberne pressede sig sammen, og Phillippe forblev stille. Luften omkring Romeo virkede ufærdig, som om den anden havde mere at sige. 

 Det var nemt at pointere at det var Romeo selv der havde lagt op til noget tidligere. Og at Romeo bare kunne afvise Phillippe ordenligt, hvis han virkelig ikke ønskede deres flirteri, men det gjorde han jo netop ikke. Præsten ville jo gerne. Phillippe kunne dog godt regne ud det ikke var det Romeo ønskede at høre lige nu, og nikkede lidt til Romeos afsluttende ord. 
 " Tror du selv på det? Altså, hvad du sagde til Samuel? " Hvordan skulle den unge discipel tro på det, hvis Romeo ikke selv gjorde? For hvad end Samuel havde troet, passede det nok meget godt. Det var svært for Phillippe at skjule at han var en kende underholdt over hele situationen. Mest fordi det ikke var så stort et problem for Phillippe selv, men han det var nu også lidt sjovt hvor meget det gik ham på. Hvor meget sandheden gik ham på. Det var en stor fed løgn at sige der ikke var noget mellem dem, de kunne begge mærke det. 
 Phillippe så på Romeo med et nysgerrigt udtryk. Han dømte ikke Romeo for hvad end han svarede, og selvom han virkede underholdt over det, var der alligevel en ro, der afspejlede at han bare ville høre Romeos svar. 

Med en dyb panderynken sendte Romeo et vantro blik til Phillippe over hans spørgsmål. For selvfølgelig var det åbenlyse svar et rungende ja, alligevel tog det Romeo et sekund længere at svare på det, som var det nødvendigt at granske over det en ekstra gang. Han sank blikket til maden da han ikke kunne bære at se på Phillippe.
 "Selvfølgelig." sagde han tørt, og ordene føltes tunge i munden på ham. Det handlede ikke kun om han selv troede på det, men at han skulle tro på det. Der var ikke plads til tvivl, skønt Phillippe lod tvivlen komme ham til gode gang på gang. 

Romeo vovede at hæve blikket for at møde Phillippes, bare for at se hvordan han overhovedet tog hele samtalen til sig. Præsten blev overrasket over at møde et oprigtigt, nysgerrigt blik der alligevel summede af ro. Han satte pris på hvor udramatisk det hele egentlig var. Og det gik op for Romeo, at den der egentlig var dramatisk, var Romeo selv. Et suk forlod hans læber, og han spiste lidt mere af sin mad for at udfylde stilheden med noget praktisk når ordene ikke kunne flyde. 

"Drengen er ung, og jeg håber at han ikke bliver for påvirket af sine fantasier." sagde han på sluttende vis, og sænkede skeen. Romeos blik hvilede kortvarigt på Phillippes vinglas. "Mere vin?" spurgte han, og tog emneskiftet taknemmeligt til sig, mens han løftede flasken for at indikere at han ville skænke ham mere hvis det var ønsket. 

  Stilheden efter spørgsmålet trak ud, og mens Romeo overvejede sit svar en øjeblik ekstra fik Phillippe spist det sidste mad i tallerken. Skeen blev lagt i tallerken, og fingrene foldede hænderne sammen inden de lagde sig mod bordet og så på Romeo med et løftet bryn. Selvfølgelig. Ordene var sagt med en selvsikkerhed. Eller forsøg på det, Phillippe var ikke helt sikker. Han brummede let til det, tydeligvis ikke heeelt overbevist, men lod Romeo slippe for at han gravede mere i det.

 " Fantasier?" Lød det nysgerrigt og en smule overrasket fra snedkeren. Begge bryn havde løftet sig som han kiggede på Romeo. Det lød jo nærmest som om Romeo vidste noget. Med et kort nik løftede Phillippe glasset mod vinden og lod præsten hælde op.
 " Nu har du jo taget det med, " Det ville være en skam at lade det gå til spilde, også tit igen var det ikke han fik gæster på besøg hvor det gav mening at sidde og drikke vin. 
 Rimelig sikker på Romeo ikke frivilligt ville snakke videre om de fantasier han selv havde taget op, lod Phillippe alligevel den lidt opfordrende gentagelse af ordet hænge i luften mens han fik fyldt glasset op og efterfølgende tog en tår. 
 " Hvilke fantasier kan en uskyldig, ung disciple som Samuel dog have? " spurgte han så, da Romeo ikke selv valgte at uddybe. Overordnet set var Phillippe blot nysgerrig, men fordi han vidste det nok ikke var noget Romeo havde lyst til at snakke om, at det ikke var den vej han tænkte samtalen skulle gå da han sagde det, gav det også Phillippe lyst til at prikke lidt til de sarte punkter hos præsten.