Det havde alt ske så hurtigt, trods for at det virkede om om de havde haft gang i deres kamp i evigheder. Tid var en pudsig ting som ingen helt kunne gøre sig klog på. De ting som morede en, der forsvandt tiden som intet var hent, hvor alt som var dødsyg og kedeligt, der tog tiden sig god tid (pun intended). 

Tilbageholdelsen for suk og støn undslap nu ikke Eskild omend den anden ønskede det. Hen fik det hele ned, hvis ikke det afsløret ham, ville pulsen ved halsen. Så ligemeget hvad han gjorde, ville det ikke gå forbi hans øre. Uanset hvordan lydene forlod Stian, ville det ikke have nogen modvirkning for hvordan han mærkede spændet i bukserne, blot for at høre på hvordan kollegaen kæmpede i mod. Hånden som havde fået knapperne op gled nænsomt ned ad brystkassen på Stian indtil den nåede bokse kanten, i samme færd forlod den anden hånd lokkerne. Den ene fik fornøjelsen af at knappe op for Stian og den anden for ham selv. 

Han løftede let på hovedet, så underlæben gled op ad Stians hals, før han trak det lidt til sig selv for at vende hovedet mod hans. Eskild lod panden falde mod Stians pande og nynnede en lille mhm lyd, før han lod hånden som havde åbnet for Stians bukser, vende og glide med håndfladen ned ad skaft til pung uden for stoffet. 

  Den unge byvagt havde accepteret at dette var hans skæbne lige nu, at dette ville ske uanset hvad. Det var derfor han stod inde i Eskilds sovekammer, modvilligt, på ulige vilkår og fik åbnet sine bukser af den anden. Da en lyd skulle til at undslippe Stian, bed han sammen om sine læber og mødte kollegaens pande, med et indebrændt suk ud gennem næsen. 

 Den nynnende lyd fra Eskilds dyb, var næsten en provokation i sig selv. At han kunne hygge sig sådan på en andens bekostning, kunne Stian ikke begribe. Han nåede dog ikke at tænke tanken længere - da byvagtens hånd blev stukket i bukserne, og begyndte at kæle for Stians skridt, omend uden på stoffet. Brat, klaskede han hænderne uvilkårligt på Eskilds hofter, og strammede til. Panden blev presset frustreret mod Eskilds' i et forsøg på at undertrykke det bølgende støn der arbejdede sig på vej op ad hans svælg. Istedet kom der en sydende lyd ud mellem hans tænder. Hans lem der lige så stille var begyndt at blive slap forinden, blev opstemt og vrikkede sig i hånden på Eskild med det samme som han blev rørt ved af ham. 

 Stian ville ikke indrømme det, men et eller andet sted nød han at blive rørt ved, selvom han godt vidste hvor forkert og vanvittigt det var. Hvorfor han dog var begyndt at blive tiltrukket af det her, måtte guderne vide. Var det en eller anden underbevidst fantasi han havde om at blive kommanderet rundt med? Hans .. tiltrækning af autoriteter? Var det dét det handlede om? Stian havde aldrig tæntk på at det kunne hænge sammen.. det var jo også derfor han havde det så godt i byvagten, der var orden - der var rang, og en klar linje af hvem der bestemte og hvem der ikke gjorde. Var han tiltrukket af autoriteter? Stian havde aldrig set det sådan an før. 

Dominans viste sig i sandhed at komme ham til gode, det gav ham en magt over den enkelte han sukker efter. Dette var dog blot et af de unikke tilfælde hvor det kom til en grænse af seksuel tilfredsstillelse mod en andens vilje. Men det var måske ikke helt så modvilligt, på trods af at modpartens dele var falmet fra tidligere gav de igen efter. 

Så selvom Eskild mærkede noget som virkede som et let rusk fra hoften, gav han ingen lyd fra sig, men lod blot hovedet blive løftet fra Stians pande, trods for hvordan han pressede sit i mod Eskilds. Uanset hvor meget det måtte komme bag på Stian, havde han stor kontrol over hvordan øjnene var rettet i hovedet på ham og hvor de virkede til at se hen. Blikket lå fast mod de nøddebruneøjne der beklageligvis kunne se for sig, opleve de eneste døde på Eskild. Hånden blev gledet op over stofkanten og gled ned. "Jo mere du kæmper i mod, jo længere tid vil det kun tage .. ikke at jeg klager" det var hjælp til selvhjælp. Lod han sig nu bare sukke og give efter for hvad han kunne lide, ville det måske gå hurtigere over. 

Hånden lå med håndfladen mod Stians hud, fingrene fik rettet legemet til så det lå tæt på lodret op ad ham selv, men hånden gled ned til pungen igen, greb nænsomt om dem i et kærtegnende greb med bløde støj af nus. 

Den frie hånd blev lagt mod Stians kind og ville presse det let tilbage op så Stian så. Så snart munden var tilgængelig igen, ville han tage frit for sig. Det var måske ikke gået op for Stian, men Eskild var klar, blodet strømmede frit for sig i hans krop og pumpede til det ikke kunne andet end stå i spænd. Men der var vel ingen skade i at få modvillige legekammerat til at få lidt leg med sig. 

Et kort sekund troede Stian at Eskild mødte hans blik og kunne se ind i hans sjæl, men øjnene var døde, og mest af alt tomme. Det var ikke noget der normalt ville skræmme ham, men oveni alt dette der skete lige nu, var det blot et ekstra element til ubehaget - men det var behag i ubehag. 
 På den ene side havde Eskild ret - hvis han kæmpede imod, forsatte pinslerne blot og hans frihed blev udsat. Men hvis han gav efter med det samme, og lod sig tage af den anden byvagt, ville den sidste anstændighed han havde tilbage i sig svinde bort. Hans hjerne virkede dog til at være fløjet ud af vinduet - for rusen fra øllen, de magtfulde berøringer og hovedpinen gjorde ham svag i knæene. Stian havde en meget mærkelig fornemmelse med det hele - han følte sig ikke rigtig til stede. 

 Det gippede chokeret i ham da grebet omsluttede hans nøgne hud, og per automatik forsøgte han at rykke sig væk fra Eskild ved påmindelsen om hvad de var igang med. Han var ved at få overbalance ved at flytte på sig, og hvis det ikke var fordi fingrene om Eskilds hofter knugede sig yderligere ind i stoffet på bukserne, var han nok væltet ned i sengen med kollegaen oven på sig. Hans læber forrådte ham ved at undslippe et støn. "Esk..-" han tav - han havde ikke lyst til at stønne den andens navn. Hånden på Stians kind fik ham til at se op, og han mødte den andens døde blik igen. Underlæben dirrede, og der var frit tag selv bord for den anden. Med et kort fnys blev han mødt af grådige læber, og han kunne ikke undgå at sprede sine læber, og lade sig blive taget af den andens tunge. "Mhm.."  brummede han utilpas, og rynkede brynene opad, imens hænderne var usikre på hvor de skulle bevæge sig hen. 

Fornemmelsen af Stians overbalance ved at få dem begge ned, omend ned på Stian - men end ikke Eskild ville vide hvad sådan et fald kunne resulteret i eftersom han stod med hånden hvor den nu engang var. Men balancen blev reddet af den selv samme som havde været årsagen til dette. Men det endte ikke bare der - hævnen var sød, uretfærdig og vulgær. Den var på ingen måde nogen gad kaste sig i kamp med. 

Et støn der indeholdte det halve af Eskilds navn var da opildnede. Satte temperatur til blodet som det boblede i hans indre. 

Nok var nok, selvom fornemmelsen af Stians tunge og smag var noget at sukke efter, kunne de lige så godt få det overstået. Stian skulle vel gerne hjem for natten til sig selv .. eller hulke på stuegulvet på den anden side af døren. Uanset hvad, var der ingen grund til at trække tiden mere ud. Han trak hovedet til sig selv og slap Stian alle de steder hvor hænderne lå. Hånden der før havde ligget om Stian, blev presset på hast nøgne brystkasse og skubbet ham tilbage i sædet, heraf fik hånden fat i håret på Stian og han trak ham til siden for at få ham på gulvet med knæene. 
Den frie hånd fik trukket legemet frem og masseret let sig selv. 

  Brat, mærkede Stian at ryge gennem luften - det var ikke et synderligt hårdt skub, men overraskelses momentet gjorde at han automatisk slap Eskilds hofter, og med et lille bump, ramte sengen. Det gav et knirk i madrassen fra sig. Den unge byvagt skævede op til Eskild, der for en stund tårnede sig over ham - og den overfladiske vejrtrækning forsatte efter den behandling han lige havde haft, med den andens tunge i munden. 

 Ansigtet var ildrødt, og han følte at han var ved at brænde op. Usikker, sad og han og afventede det næste skridt - ville han overfalde ham i sengen, eller havde manden uden sjæl, andre planer? Der gik dog ikke længe, før hånden greb om Stians hår, og fik rusket ham ned på gulvet uden nåde. Da knæene ramte gulvet, kom han med et smerteligt støn, og bed tænderne anstrengt sammen ved at blive ført rundt med hovedet via næven der knyttede sig om hans hår. 

 "Fuuck.." mumlede han luftigt, og ømmede sig en anelse. Han kunne dog ikke gøre andet end at have hovedet de steder Eskild ville det. Han åbnede øjnene, og blev nu mødt af den andens legeme der var kommet ud af bukserne og var ganske tæt på den blonde byvagts ansigt. Hans mave trak sig sammen - og et uvilkårligt lavmælt gisp slap hans læber som den anden stod og befamlede sig selv foran ham. 

Den smerte Stian fik at føle, var Eskild kold over for. Manden havde det meste af tiden ikke været andet end på tværs og modarbejdet ham. Han kunne have overgivet sig i kys og kæl og være sluppet derfra, men nej, han fik flot legemet til at gro sig stort for at blive skuffet. 

Hånden spændt ind i de lange lokker af kollegaen, og holdt hovedet fra at rykke sig for meget. Et gisp der kunne få læberne til at skilles ad var det snit Eskild arbejdet ud fra og lod spidsen glide mod de flydige læber af manden på knæ, indtil den kunne blive presset ind. Han trak vejret dybt ned i maven og han følt en behag (han ikke burde, det klamme svin). 

Hvis ikke Stian gjorde som han skulle, måtte Eskild jo bare holde hovedet fast og selv vugge frem og tilbage. Uanset hvad, var det rart. 

 Det skete så hurtigt. Som han gispede og spredte, gled Eskilds hårdhed ind i munden på ham og blev omsluttet af Stians våde læber. Han fyldte hand mund, og med ét strammede han sin kæbe, og holdt vejret. 
 
 For at have en smule mere kontrol over sig selv, støttede han sig på Eskilds lår, og forsøgte at undgå at modarbejde mandens greb i hans hår. 

 Med åben mund kunne han mærke at Eskild begyndte at bevæge sig i ham. Halsen snørrede sig sammen, det svimlede for hans blik, og han begyndte at føle en gaggende fornemmelse som byvagten pressede sig frem og tilbage. Han turde ikke engang at tænke på at bide ned om legemet - selvom det var tillokkende - skade den anden og stikke af - men det sidste han ville var at gøre Eskild vred. "Urhh."

Modvilligt, bevægede han tungen i cirkler om legemet i hans mund, og lod sig føre som en dukke af Eskilds hånd i håret. Stian lukkede øjnene, og ihærdigt prøvede han at tanke på noget andet imens hans hovede boppede frem og tilbage i rytmiske ryk. "Mhm." Brummede han, og istedet for at se Eskild for sig.. prøvede han at fremtvinge et billede af Alister. Hvis han bare kunne drømme sig væk til at det var hans sergent, kunne han måske komme nemmere igennem det. "Ah--"

Det var en behage oplevelse at mærke hvordan tungen arbejdet med og gjorde sit til nytte. Et eller andet sted, havde han ingen frygt for om tænderne ville komme i brug, for som det var lige nu, havde Eskild the high ground. Taget i håret der havde dybe rødder i hovedbunden og en fri hånd til - hvis alt held skulle være ude, at slå med. 

Som en smurt maskine, gled han ind i svælget på den anden til et punkt hvor han vidste det gjorde ham godt. At mærke hånden på sit lår var kun med til at fuldende fantasien. I dette øjeblik var det ikke med en tanken om den disciple, for end ikke sådan ville Eskild behandle ham. 
Det var Stian. 

Han sukkede eftergivende for sig. Han glædet sig til at tilsvine Stian, om det var i mund eller i hoved, det måtte tiden jo vise. Men det mest sikre var nok mund, for her vidste han godt selv, at han ikke kunne garantere at ramme. 

 Stian kom med et par utilfredse, og halvforkvakkede lyde da han følte sig gennemboret af Eskild. 
 "Uh-nff!" Han hostede, og en kvalmende lyd, samt et par ryk i kroppen ophobede sig. Tårekanalerne blev aktiveret, og uvilkårligt blev han en smule våd ved øjenkrogene.

 Han havde ikke prøvet at tage nogle så dybt før, ikke at han kunne prale af at have taget nogen i munden overhovedet - hvis det altså var noget folk gik og pralede med. Men det var besværligt, og ubehageligt som han blev tvunget. Kæberne blev ømme, og tungemusklen begyndte at blive træt som han forsøgte at følge med Eskild stød. 

 Det var begyndt at blive utrolig vådt, og Stian kunne ikke undgå at en smule savl gled ned fra hans mundvige, som Eskild forsatte med at tage ham i munden. Han kunne mærke den andens legeme dunke, og hvordan musklerne spændte op i lårene. Selvom han var en anelse ranglet at se på, var hans lår og krop spændstig. Kollegaens tag i Stian var i alt fald stærkt, og noget man ikke ville tro i første øjekast. 
  Han klappede kort med hånden på Eskilds lår med en forpint lyd for at indikere at han ikke skulle presse sig så langt ind i ham. Men om Eskild var betænksom nok til at lade være.. regnede han ikke med.

De kvækkende lyde fra Stian fangede dog Eskild opmærksomhed. Men han tog sig ikke helt så meget af det i første omgang. Men som han mærkede klappene, vidste han godt hvad det betød. I sidste ende lod han kollegaen på gulvet få lidt luft. Ingen grund til at komme så dybt ind mere eller så voldsomt. 

Den frie hånd fik fat om skaftet og lod sig let styre sit legeme lidt rundt i kinden på kollegaen. Det var næppe noget som han normalt gjorde på denne måde - generelt var det faktisk bare første gang han gjorde noget i den her dur. Men det gav en rar, sygelig, følelse i kroppen sådan at tvinge en ned som de var intet andet end en undersåt for en.

Han havde dog samtidig også en lille snert af medlidenhed med sig, siden Stians klap på lårene, havde han konkluderet med sig selv, at han lod ham slippe for at få sin daglige protein serveret direkte til svælget. 
Hånden i håret trak Stian en anelse væk, som han trak legemet der endnu var holdt med den anden hånd fra munden og trak nogle få ryk. En lettelse af suk forlod hans læber og han lod sit gulv blive tilsvinet. 

Det gav nogle små behagelige sæt i ham. Eskild slap de lange lokke og fik trukket bukserne op om sig selv, før han passivt forlod soveværelset og Stian. Han forsvandt ud til køkkenet hvor en mild rumsteren lød. Han fandt et stykke stof og et krus vand og bragte det tilbage med ind i soveværelset for at sætte det ved siden af Stian. Lidt vævende om han skulle sidde på sengen eller bare gå ind i stuen, valgte han det sidste. 

Stian måtte komme til ham, hvis han ville ham noget. 

 Det virkede nærmest som hvis Eskild forstod de små klap på lårerne - og han eftergav sig Stians hentydninger. Nu var han knapt så kvælende, men gav Stian plads til at trække vejret bedre. Hans luftige støn fik plads, og kvalmen fra før fortog sig en anelse. Læberne var stadig omsluttende om Eskilds hårde legeme, og selvom han ikke blev rusket lige så magtsygt i som tidligere, lod han sig stadig dominere af den andens bevægelser. 

 Et par flygtige tårer blev presset ud af øjenkrogene, og tilsluttede sig de våde kinder. Det hele var skammeligt. Og Stian svor til sig selv, at han aldrig ville lade sig komme ud for noget lignende igen. "Hah..." sukkede han i det Eskild gled ud af munden på ham, og ihærdigt forsøgte han at sluge sit spyt - samtidig med at han undgik at tænke på smagen af den anden byvagt. Stian klemte øjne og tænder sammen som han blev hevet i håret og gjorde afstand til skridtet foran sig. Usikker på hvad der skulle ske, åbnede han et tøvende øje for at se - og lidt efter kom Eskild i små ryk. Grebet om håret, fik Stians hovede til at rykke en anelse med og mærke forløsningen hos den anden. 

 Til Stians overraskelse, ville Eskild hverken tømme sig i munden eller i ansigtet på ham, og istedet ramte det gulvet som han kom med sine små brummende lyde. Stian kunne mærke sig selv falde mere sammen da Eskild slap ham - og forsvandt. Og med et dødt blik, ja, nærmest lige så døde som Eskilds øjne, stirrede han ned i gulvet. Ved siden af sig selv. 

 Ingen ord blev udvekslet mellem dem, og det havde blot været en transaktion. Med rystende fingre begyndte Stian at knappe skjorten og dække sig selv til igen. Han blinkede knapt - og følte sig som en tom skal. Eskilds tilstedeværelse fik ham til at stivne på ny, som en hund der ventede endnu en omgang prygl af sin ejer. Men der blev stillet vand ind til ham, samt noget til at tørre munden med. 

 De fjerne øjne stirrede kortvarigt på manden foran sig med en forvirret panderynken, og så forsvandt han igen. Stian kiggede tøvende på vandet, og kom vanskeligt op at stå fra ømheden i benene. Så nu var den anden betænksom? Stian så i vantro frem for sig, men han var tør i munden og drak vandet kærkomment, for at skylle den værste smag væk.. skylle Eskilds overgreb væk, og derefter tørrede han sig om læberne. Han fik næsten helt lyst til at proppe stoffet ind i munden og tørre sig indvendig også.. men det vedblev blot på og omkring læberne. 

 Med vaklende, skridt trådte han ud i stuen, og følte sig pludselig, tarveligt ædru. 
"..." han spredte læberne for at sige noget. Men stoppede sig selv. Istedet, travede han målrettet forbi Eskild uden at nænne ham et blik og smækkede hoveddøren hårdt bag sig. 

Alt han havde en fornemmelse af, var måden silhuetten af Stian var og sad. Måden hvor på han havde efter Stian alene tilbage med sæden på gulvet nær ham. 

Eskild lænede sig en anelse op ad sofaens armlæn som han lyttet til hvordan Stian trak vejret og fik slæbt sig selv ud af hans hjem. En udånding som havde givet en mild forventning om at kollegaen havde et ønske om at sige noget, men som forblev tavs. Døren der smækkede bag Stian som nu var ude af hans hjem. Hvad er meningen med at smække døren? 
Var det et ønske om at give sin oplevelse til udtryk når nu han intet kunne opfange af visuelle udtryk. Kunne han virkelig ikke have fundet på noget bedre og mindre kvindeligt at gøre. Sådan at smække med døre, nu måtte han le. 

Hænderne blev placeret på armlænet og fingrene begyndte stille at køre i en tappende bevægelse som han lod stilheden falde til i hjemmet. At det havde været en så nem bedrift, dog noget så forkert, kunne han ikke rigtig ryste følelsen af sig. Han nød det. Mere end hvad han burde. Hvad ville Discipel Samuel ikke sige, noget med at Isari kunne ændre ham fra dette. Det var vel næppe helt tilfældet. Skaden var sket og han fortrød det ikke. 
Ikke at han havde i sinde at gå ud og gøre det med andre eller gøre det igen for den sagsskyld. Men kunne han nu stole på at Stian ikke sagde noget eller lignende. En ting var dog sikkert, han skulle sikre sig, at Stian ikke afsløret hans hemmelighed. Så i sidste ende måtte han vel sikre sig, at få Stian på enmandshånd igen. 

Men han måtte tage sig af det problem en af de næst kommende dage.