Romeo nåede næsten ikke engang at sige sin sætning færdig før Phillippe havde set sit snit og lod sig dykke under vandet med hele hovedet. Der plaskede et par dråber i hovedet på Romeo, da Phillippe igen var kommet op til overfladen, og triumferende udgjorde sig til vinder. "Jeg nåede jo knapt nok at færdiggøre min sætning." Lo han forbløffet, stadig med armene over kors, "Snyder." han fnøs af ham, men øjnene var milde, og fyldt med venlighed. Smilet var forsat plantet på hans sammenpressede læber. 

  Romeo begyndte at le igen da han kom til at tænke på at Phillippe lige nu, med det våde hår hængende ned foran ansigtet, mindede ham om en hund han engang kendte i Medanien. 
   "Du ligner en våd hund lige nu." Han kom med en tilbageholden latter, og lige så stille var han begyndt at droppe formaliteterne, og havde rent faktisk kaldt Phillippe du, istedet for De. 
  "Måske er du alligevel en hundetunge selvom du vandt." Hans røst var blevet mere munter. 

Da vandsprøjtet blev gengældt, udstødte han et legende "HEY!" imens han løftede armene op at for beskytte ansigtet mod vandet. Det ramte ham dog stadig, og i det han skulle til at tørre ansigtet fri for vand, blev han væltet ned under vandet med Phillippe styrende ovenpå. Han udstødte at overrasket gisp og holdt vejret instinktivt da de kom under vandet. Øjnene var presset sammen han ikke fik vand i øjnene. 

Lige så hurtigt de havde været under vandet, lige så hurtigt kom de op igen. Romeo hostede lidt, da han ikke havde undgået lidt vand i munden. "Puha." Han våde hår hang ned om hans hovede, og hurtigt fejede han håret til siderne så han atter kunne se. "Det er nogle drastiske metoder du gør brug af, Phillippe." Han hostede lidt igen med et skævt smil. Phillippe lignede igen den våde langhårede hund, og nu bemærkede Romeo hvor tæt de stod på hinanden. Hud var få centimeter fra at røre. Han prøvede dog at lade som ingenting, og rykkede sig ganske få centimeter i den modsatte retning, så det ikke var så faretruende en tæthed længere. "Skal vi se at komme op fra vandet inden vi får os en forkølelse?" spurgte han, og lagde armene over kors igen. 

 Han gnækkede lusket og tilfreds, mens hånden gned vandet væk fra ansigtet. Snyd eller ej, så vandt Phillippe. Det var ikke hans skyld at Romeo havde været langsom til at tage dit eget forslag op.
 " De kloge narrer de mindre kloge, " gentog han i et drillende toneleje inden han trak på skuldrene. 

 Romeos konstatering om at Phillippe måske alligevel var en hundetunge, selvom han faktisk havde vundet, fik en kort, utilfreds grimasse frem over ansigtet. Det var dog den eneste reaktion Phillippe gav før han sprang på Romeo og hev ham med under vandet. Det virkede som en passende straf. Den rungende latter fra Phillippe var legende og glad, og da ansigt var fri fra hår og vand pegede han lidt på Romeo. 
 " Nu ligner du en våd hund! " Grinede han med et skævt smil på vej mod det charmerende.
 " Du er sikkert bare jaloux over at jeg stadig ser godt ud, når jeg er gennemblødt! " Smilet trak sig det sidste stykke op i charmerende, mens blikket søgte Romeos. 
 Da præsten trak sig lidt væk, flyttede Phillipes blok sig ud til siden, og med en lav og let rømmen forsvandt det charmerende smil. Den ene hånd lagde sig i nakken og kløede baghovedet lidt.
 " Det lyder som en god plan.. " skyndte Phillippe at gøre sig enig i. Kroppen sitrede lidt ved kulden og det var ekstra slemt når kroppen faktisk var over vandet. 

  "Så du står ligefrem og praler med at du er klogere end mig?" Han kiggede udfordrende på Phillippe, men lod det så passere, og kom med den sagte og lette latter igen. En kort hovedrysten. 

   Han udstødte en overrasket lyd da Phillippe fik ham skubbet under vandet igen. Han baskede lidt stort med armene for at prøve at komme op, men mere legende denne gang. Hud mod hud - han anede ikke om Phillippe ville kunne mærke at Romeos kropstemperatur var en smule varmere end hans. Unaturligt varmere.. eller om det iskolde vand dækkede over det. Det kunne også være at Phillippe var så optaget af deres leg - at tanken aldrig strejfede ham. Romeos tanker var også andetsteds. Og i et ganske kort sekund, glemte han alt om hans forbandelse. Romeo kom op ad vandet og rystede hurtigt på hovedet for at ruske vandet ud af ansigtet og håret - og som Phillippe sagde, klæbede hans halvlænge hår sig til ansigtet - så han lignede antydningen af en våd hund.
   "Du kan dit kram, unge snedker." sagde han med forundret mine, og lo kortvarigt. 

"Du har ret .. du har ret. Aldrig har jeg set sådan en smuk hund som dig." Han lo igen og tog en lok af sit våde hår bag sit øre, så det ikke lå op ad hans kind mere. 

   Den muntre stemning havde druknet sig selv en smule, efter den akavede berørelse de havde haft med deres kroppe. At Romeo havde trukket sig væk, kunne jo tolkes som en afvisning.. eller ubehag. Det var ikke mange som Romeo havde stået nøgen med.. og i hans voksenliv var det lig med nul. Så berøring og tæthed forekom ham meget fremmed. 

   Da Phillippe gav sig enig med at de skulle op ad vandet, nikkede Romeo resolut og begyndte at trave mod vandkanten. 
"Vi kan tørre os inde i templet derhenne." Han nikkede i retningen af et af de afsides templer, som ikke lå langt fra søen. Det var et af de mindre hellige steder, og bygningen var heller ikke den største. Men der var ly, og det var varmere end at skulle sidde ude i græsset på en efterårsmorgen.  

 Phillippe gjorde ikke andet end at løfte brynene i et sigende udtryk og sende præsten et smørret smil. Det fik ham til at se utroligt charmerende ud, men det var ikke noget Phillippe tænkte over. Det var trods alt bare for at sige at det præcist var det han gjorde, uden selvfølgelig at sige det. 

 Phillippe var for optaget af hans egen legende adfærd til at rigtig at bide mærke i noget som helst forkert ved Romeo. Så tætte som de var, kunne han selvfølgelig ikke lade undgå at mærke Romeo varme, men han fandt det bare behageligt og rart. 
 Latteren rungede mellem de to mænd, og der kunne ikke være nogen tvivl om at de begge to var ganske underholdt. Phillippe var dog ikke kun underholdt. En smule betaget studerede det grå-blå blik den våde mand foran ham, mens han kæmpede mod lysten til at løfte hånden og hjælpe med at føre det våde hår væk fra det ellers kønne ansigt. 

 Snedkeren vidste godt det ikke var alle der var lige så.. løssluppen som ham, og han tog det derfor ikke personligt at præsten trak sig. De havde trods alt været meget tætte, især i forhold til at de to mænd var lige så nøgne som da de var blevet født. Han var fuldt forstående overfor at det måske havde været for grænseoverskridende. Det var jo også en præst og de var i Tempelhaverne.
 Med et lille nik begyndte Phillippe at følge med Romeo op af vandet. Så snart den våde krop kom op i den kolde luft begyndte den at ryste og Phillippe slog armene om sig selv, inden han begyndte at små løbe lidt så vandet begyndte og sprøjte lidt.
 " Bevars hvor er det koldt! " udbrød han klagende, mens han småtrippende begyndte at samle tøjet op. Lige nu kunne han slet ikke se sig selv stå der i kulden og kæmpe med at få tøjet på den våde og klistrede krop. Han ville bare ind i læ fra kulden i et lunt tempel. 

Blufærdig som Romeo var, skyndte han sig at hoppe besværligt i sine lange underbukser. Mest af alt for at han ikke skulle stå splitternøgen i tempelhaverne, og for at skjule sit ar. Hans fugtige hud gjorde det svært at komme i tøjet, og han kunne da godt mærke kulden prikke til ham - Det var ikke fordi det var super rart at stå herude, og han kunne se på Phillippe, at han meget hurtigt ville indenfor igen. 

  Han tog en hånd igennem sit våde hår så han styrede det ud af ansigtet, og hurtigt begyndte han at følge sin lille sti af tøj, selvom den ikke var lige så lang og rodet som phillippes, og samlede så sit tøj op. Han holdte det op foran an sig, tæt til kroppen.
  "Kom lad os gå ind i templet.. Så kan vi tørre lidt mere inden vi hopper i tøjet. Det føles ikke særlig rart at have tøj på når ens krop er våd.." Han rynkede lidt på næsen, og sendte den anden et skævt smil, før han med lange skridt kom ind i templet. Fordi vinden ikke rigtig nåede derind, føltes det varmere, men det var stadig ikke varmt. 

  For enden af templet, stod en lille statue til ære for Isari, og foran var der både røgelse man kunne tænde, eller stearinlys i tilfælde af tilbedelse eller hvis man havde noget på sinde. Romeo havde dog ingen af dele i sinde, men tændte alligevel stearinlysene, for at ilden måske kunne varme rummet bare en smule mere op. 
  "Lad os se om det hjælper.." Han satte sig op ad væggen. Den var kølig, men det gjorde ham ikke noget. Ved siden af sig lagde han sit tøj. Der var stadig dråber der hang på hans arme og overkrop. Vand fra hans hår, dryppede også ned på hans skuldre og gled ned ad brystkassen fra tid til en anden. Hans Isari tatovering stod tydeligt frem på hans nøgne brystkasse, og han forsøgte at holde sig lidt i ro. Det var stadig underligt.. at sidde to mand næsten helt afklædte, og Phillippe var vist stadig helt nøgen. Han prøvede at lade være med at kigge for meget på ham. 

 Modsat Romeo der havde brugt lidt tid på at hoppe i de lange underbukser, brugte Phillippe blot tiden på at samle sit tøj op der var endt lidt i alle retning. Det var vidst nærmest et mirakel at der ikke var noget af det der faktisk var endt i søen, sådan som det var blevet smidt med. 
 Den nøgne snedker stod med favnen fuld af tøj, men prøvede alligevel at bruge det lidt til at dække de mere private dele lidt. Selvom han ikke regnede med de skulle alt for langt - det var Romeo nok heller ikke specielt interesseret i - kunne de jo nok risikere at møde nogle på deres vej, og der var nok ikke nogle der ønskede at se en helt blottet Phillippe. 

 En smule anstrengt på grund at kulden bredte der sig et smil over Phillippes læber ved præstens mindre klagen omkring våd krop og tøj. Han fulgte med som han begyndte at gå, og lod kort blikket glide ned over ham inden han så frem for sig, med et lidt smørret smil om læberne.
 " Jeg sagde det jo, " pointerende han bare en smule flabet. Selvom han selv frøs helt gevaldigt og det nok også kunne høre på hans stemme, fortrød han ikke sit valg. Det ville uden tvivl blive værre at skulle gå tilbage til værkstedet hvis hans tøj var lidt vådt. 

 Inde i templet var Phillippe hurtig til at komme et godt stykke ind hvor han smed tøjet fra sig og satte sig ned, for at gnide lidt på det ret så kølige fødder. Alt for koldt, men at gå rundt på jorden uden sko på, havde alligevel nok næsten været det værste. 
 Det var først da præsten også satte sig ned, at Phillippe stoppede med at gnide fødderne. Han satte sig lidt bedre til rette, og inden han lænede sig tilbage mod væggen, valgte han alligevel at tage sin kappe og lægge den om skuldrene. Den skulle jo alligevel være uden om tøjet, og kunne vel godt hjælpe ham med at holde lidt på varmen. 
 " Mon ikke det gør det, " kommenterede Phillippe på lysene, og bukkede det ene ben lidt op, for at dække lidt for udsynet. Ikke fordi han havde noget imod hvis Romeo sad og kiggede, men han tænkte at det nok ikke var det Romeo ønskede at sidde og kunne se.

   Romeo havde blot lavet en vrængende grimasse af Phillippes flabede kommentar. Han kommenterede dog ikke på det, eller gav igen. Lige nu var det vigtigst at få tæt lidt op så de kunne varme sig. En pejs havde været på sin plads.. men det kan man ikke forvente af et af de små templer. I de lidt større templer var der nemlig en slags "pejse" hvor man kunne ofre ejendele til folk der var gået bort, ved at brænde dem. Desværre måtte de tage til takke med deres egen kropsvarme, og stearinlys. Hvor herre bevares. 

  Ud af øjenkrogen, betragtede Romeo hvordan Phillippe forsøgte at få varmen i kroppen igen. Han prøvede dog så godt han kunne ikke at betragte den nøgne mand for meget, og det gjorde ham mindre nervøs da Phillippe så slog kappen om sig for at holde på varmen. Det var stille imellem dem, og Romeo havde svært ved at finde ud af om han skulle bryde tavsheden.. eller konversere. De sad tæt, så måske det var bedre at ignorere det ved at snakke. 
  Romeo forsøgte at placere sig bedre opad væggen, og i det ham rumsterede rundt, kom hans fingre til at røre ved den andens fingre. Han flyttede hurtigt hånden som om intet var hændt, men han kunne godt mærke at han selv syntes at det var over stregen. 
   "Så.. det var en begivenhedsrig fødselsdag.. må jeg sige. og dagen er knapt begyndt." Han smilede skævt, og stirrede frem for sig for at undgå at se på den anden for meget. 

 Ganske svag kunne Phillippe mærke den anden mands kropsvarme radiere ud fra han krop, og han kunne ikke lade hver med at tænke, at hvis de satte sig lidt tættere, ville de meget nemmere kunne varme hinanden op. Det var ikke noget han ville have noget imod. 
 For snedkeren var den lette berøring af fingrene velkommen, og Phillippe, der havde sat og stirret lidt halvtomt frem for sig, flyttede blikket ned på hånden, der allerede havde flyttet sig væk. Noget der fik den ene mundvig til at trække sig lidt op. Romeo virkede så.. kropsforskrækket. Det var lidt en skam, for præsten havde ellers en ganske fin krop. Det gråblå blik gled en smule betragtende op af den andens fugtige overkrop, og dvælede en smule ved tatoveringen på brystet. Den sad nærmest samme sted, som Phillippe havde sin tatovering af en spiral. 

 Phillippe hev blikket væk fra Romeos brystkasse og så op på hans ansigt i stedet, mens han slog en let latter op. Han nikkede lidt.
 " Begivenhederne behøver vel ikke slutte allerede. " Det var ikke noget Phillippe gjorde bevidst, men et skævt, charmerende smil lagde sig over hans læber som ordene forlod hans mund. Måske var det fordi de begge to var mere eller mindre nøgne, eller også var det fordi Phillippe havde brug for at distrahere sig lidt fra den snigende hovedpine Katarinas forbandelse var begyndt at give ham, men han kunne ikke lade hver med at flirte lidt med den anden mand. 
 " Jeg kan i hvert fald komme i tanke om en ting eller to vi kunne gøre for at få varmen hurtigere... " ordene blev sagt en smule mere lavmælt end før, og Phillippe vippede hovedet tilbage mod væggen med øjnene lukket i, det skæve, charmerende smil stadig spillede på læberne.

Romeo lagde mærke til at Phillippe betragtede ham, og det gjorde ham endnu mere selvbevidst. Hvilket også resulterede i at han med vilje undgik den andens blik imens det stod på. Han kunne ikke vide hvilke tanker der gik igennem den anden mands hoved, og hvordan kunne han gengælde den andens blik? Det virkede alt for kompliceret. 

Det var først da Phillippe begyndte at tale med en latter at Romeo nu mødte snedkerens blik. Phillippe var så charmerende, og det vidste han sikkert også selv. Han førte sig frem med en anden slags selvsikkerhed, som Romeo ikke havde set i sig selv længe. Når man hengav sig til sådan et erhverv som Romeo var en del af, så virkede den slags så fjernt. 

Da Phillippe så forsatte sin sætning, og hentydede til andre ting de kunne lave for at få varmen hurtigere, føltes det som om at Romeo var ved at få en tudse galt i halsen og han fjernede sit blik fra den anden. Det snoede i hans mave, på en nervøs måde, men i stedet for at blive forlegen (selvom han i den grad følte sig forlegen), prøvede han i stedet at spille uskyldig; "Jaså? Ved at løbe på stedet måske?" Hans blik løftede sig op mod loftet uden at hans hoved rykkede sig. Han smilede skævt for sig selv. 

Det virkede underligt for ham at sidde her.. halvnøgen, sammen med en anden mand. Røgelsen var begyndt at lave en tung, træ-agtig duft, som spredte sig i rummet. Romeos hjerte var begyndt at hamre hurtigt, da hans tanker vandrede hen i et mindre uskyldigt mønster omkring Phillippe og ham. Han prøvede at stoppe det, men det var mere eller mindre for sent. Måske var det på grund af at hans dagligdagsmønster var brudt - og at stemningen i det mindre tempel gjorde ham kulret. Måske følte han sig ikke som sig selv, og måske var det også derfor at hans hånd fandt hen til Phillippes. Ganske forsigtigt lagde han sin hånd tæt på den andens, så deres hud rørte meget, meget lidt ved hinanden. Det var et henkastet træk, og han håbede at Phillippe både bemærkede det, og at han ikke ville tænke yderligere over det. Han sank en klump, og vejrtrækningen på hans bryst blev tydeligere ved at den hævede og sænkede sig. 

 Med øjnene lukket, så Phillippe ikke Romeos reaktion, men pausen der var inden han svarede og tonen i svaret fik Phillippes smil til at blive lidt bredere. Noget sagde ham at tankerne ikke havde været helt så uskyldige som han prøvede at spillede dem til at være. Øjet mod Romeo blev åbnet på klem, og Phillippe betragtede det skæve smil lidt.
 " Selvfølgelig..  " lød det nærmest nynnende fra ham. 
 " Der er selvfølgelig også andre ting. " Pointerede han, uden at specificere det. De kunne vel godt lege lidt med tanken lidt endnu. Phillippe var da også en smule nysgerrig efter at se hvor han kunne få præsten ud. Øjet lukkede sig igen, og da hans ord havde hængt længe nok i luften, til at.. alverdens overvejelser kunne nå at blive vendt, åbnede Phillippe munden igen.
 " Vi kunne også lægge arm.. " Det skæve smil over hans læber kunne høres i hans stemme. 

 Phillippe frøs stadig en smule. Kulden fra vandet havde stadig et godt greb i hans krop, men han rystede ikke længere og var begyndt at kunne mærke rummet var begyndt at blive varmere. Måske stemningen der var begyndt at være mellem dem hjalp lidt på det også. Da han mærkede Romeos hånd komme tættere på, føltes det i hvert fald som om små gnister blev sendt ud fra lillefingeren til resten af hånden. Gnister, der fik fingeren til at bevæge sig lidt, så de to mænds hud gned lidt mod hinanden. En taktisk reaktion for at se om det var en bevidst handling fra præsten. 

  Romeo kunne mærke at hans kinder blev varme. Han vidste at Phillippe gjorde det med vilje, eller han kunne intet vide med sikkerhed, for så godt kendte han jo heller ikke snedkeren, men noget tydede på at han med fuld overlæg prøvede at skubbe Romeo ud af kurs. Og det lykkedes. 
  Præsten rømmede sig for at få sin tudse i halsen til at forsvinde og vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til det. Men.. af en eller anden grund kunne han godt lide det. Romeo kunne have stoppet.. hvad end det er var, med det samme og så kunne de sidde og blive tørre i templet uden disse vibrationer i luften. Heldigvis sagde Phillippe noget mere, og Romeo sendte ham et udfordrende blik. 

  "Lægge arm?" Hans blik gled op og ned ad den andens arme. Godt nok var Romeo muskuløs. Men en snedker brugte sine arme hver dag, og Phillippes arme så ret stærke ud. 
  "Jeg tror ikke jeg har en chance mod en snedker." sagde han med et grinagtigt suk. 

  Romeo prøvede at lade være med at bemærke deres hænder imens han talte. Men inderst inde følte han det hele. Gnisten. Varmen, og den kildrende fornemmelse der bredte sig ud i hans fingerspidser. Han mærkede at Phillippe bevægede fingrene en smule, og han sad forstenet med hånden og prøvede at lade være med at rykke på den. Nu blev han bange for at Phillippe ville kunne høre hans hjerte slå. For det bankede mere nu. Hvad er der i vejen med mig.. er det fordi jeg er ved at blive syg? Han sank en nervøs klump.

 En mild latter forlod Phillippe og han så over på præsten. Han nåede lige at fange dens andens blik betragte ham, og for sjov skyld spændte han lidt op i armen.
 " Du er vel også en hundetunge.. " drillede han, og trak lidt på skuldrene. Phillippe havde jo vundet over ham én gang, han skulle selvfølgelig nok vinde igen. Phillippe lod sig tippe til siden, så hans skulder kunne støde mod Romeos ganske kort.
 " Er du bange for at tabe igen? " Snedkeren satte sig ordentligt op igen, og sendte et udfordrende blik tilbage til præsten. Selvom Phillippe ikke lod sig mærke eller reagere på puffet, men han mærkede gnisterne og lysten til at mærke mere. Det var ikke nok med den lille mængde hudkontakt.

 Romeos hånd blev ikke flyttet, da lillefingeren bevægede sig, og selvom præsten virkede til at stivne lidt ved det, tog Phillippe det som et godt tegn. Han havde ikke flyttet sig. Det var ikke meningen det skulle gå den vej. Alligevel kunne han ikke helt lade hver med at ville se hvad der ville ske. Han var nysgerrig efter hvor langt han kunne få præsten til at gå, han synes allerede han havde fået.. lokket ham til en masse fine, nye ting. 
 " Hvis du har en bedre ide, er jeg lutter ører, " Phillippe lod lettere diskret lillefingeren bevæge sig igen, denne gang på en mere nussende måde. Stemmen var blevet lidt lavmælt igen, og blikket var vendt mod Romeos. 

  
  Det var længe siden at Romeo blev udfordret både fysisk og mentalt på denne måde. Alle han mødte var på afstand, og han gjorde meget ud af ikke at røre ved nogen. Det var for det bedste. Men med Phillippe, blev hans grænser konstant rykket, og det var bare på få timer han havde været i den anden mands nærvær. 

  Ved det lille puf med skulderen som Phillippe gav, rettede præsten sig mere stift op ved den fysiske berøring. Han prøvede dog at lade være med at reagere for meget på det, og i stedet svarede ham, 
  "Jeg troede vi blev enige om hvem der var den rigtige hundetunge." ordenes tonefald lød fremtvunget drilsk, men han følte sig også alt for hyper fokuseret på deres situation. Han kunne mærke at den andens kølige overarm - han måtte stadig fryse. Det var kun fordi Romeo havde sin forbandelse som fordel at han ikke lod sig mærke af kulden mere. 

Det sitrede i hele Romeos krop da Phillippe langsomt begyndte at kærtegne hans hånd med lillefingeren. Det var sådan en lille berøring, men alligevel følte han sig ude af stand til at trække vejret ordentligt. Han kom til at lave en sagte nervøs udånding ved ordene som var efterfulgt af berøringen, og han måtte tage en dybvejrtrækning inden han, impulsivt, fjernede hånden og rakte den ud mod den anden med et udfordrende blik. En slags, lad-os-lægge-arm posering. Romeo vendte overkroppen så hurtigt mod Phillippe at hvis han havde kigget på præsten, ville deres næsetipper have mødtes.
  "Så lad os lægge arm." Han spændte op i musklerne, og han blev ved med at kigge direkte i den andens øjne. Hjertet hamrede. Med den anden arm, lod han sig stødte så han ikke mistede over-balancen. 

 " Pppfff.. " Phillippe viftede afvisende med hånden og rullede drilsk med øjnene. Det var i hvert fald ikke sådan han huskede det! 
 " Naaah.. det var vidst det du blev enig om.. " sagde han med latter i stemmen. Han ville da bestemt ikke indrømme det nu. Desuden kunne han fornemme en form for anspændthed ved præsten, og Phillippes små, diskrete tilnærmelser, og så var det nok bedst at forsøge og holde stemning drilsk og legende mellem dem. Ihvertfald lidt endnu. 

 Ændringen i Romeos vejrtrækning gik ikke forbi Phillippe, og blikket blev en smule mere undersøgelse og observerende. Det blev dog en kort fornøjelse, da han pludseligt trak sig. Phillippe nåede lige at trække hovedet nok tilbage til, at de ikke slog hovederne sammen, da præsten vendte sig. Afstanden mellem der ansigter var betydeligt mindre end hvad den havde været - Phillippe kunne lige ane den andens ånde mod læberne, hvilket hans blik til kort at flakke ned på den andens læber. Hvordan mon Romeo ville tage det hvis han lige lænede sig frem? 
 Der skete dog ikke noget og Phillippes blik fandt Romeos igen, og brynet løftede sig i takt med et drenget smil bredte sig over hans læber. Phillippe flyttede på hvordan han sad, så stillingen var lidt mere armlægnings venligt - ikke at deres placering på gulvet på nogen måde var godt til armlægning, men det var hvad de havde. Kappen der lå over hans skuldre som det eneste stykke klæde han i øjeblikket havde på gled lige så stille ned. 
 " Hvad vinder man? " Phillippes blik glimtede af legesyge og spænding. Med vilje lagde han et særligt tryk på man, som en drilsk hentydning til at det selvfølgelig nok skulle være Phillippe der vandt. Han havde selv løftet den ene hånd op og den anden støttede mod gulvet, men blikket låst ind i den andens. 

  Stemningen var en blanding af intens og spøgefuld, og Romeo var i en indre kamp med sig selv. Han kunne mærke sin hånd dirre i luften som han holdt den ud mod Phillippe, og det gik ham ikke næsen forbi at han selv kunne mærke den andens åndedræt på sine læber. Det kildede en smule. Hvorfor havde han pludselig så mange følelser der var begyndt at kravle op til overfladen? Hvad var denne skrøbelighed der pludselig fandt vej til ham, som han så længe havde forsøgt at undertrykke? 

  Romeo fugtede sine læber, og rømmede sig i et forsøg på at trække sig ud af sin forbistrede tankestrøm. Det var bedre at ryste det af sig og være i nuet. Men hvorfor skulle Phillippes kappe glide så sensuelt ned af hans skulder? Romeo's blik var møntet på den nøgne skulder, som om den gjorde en forskel, når de nu i forvejen havde siddet, næsten helt bare, overfor hinanden. Så hvorfor gjorde stoffets bevægelse på Phillippes bare skulder sådan en forskel? 

  Da Phillippe talte, blev Romeo tvunget tilbage til virkeligheden og så ham nu i øjnene. Der gik et par sekunder før det gik op for ham hvad det var der egentlig var blevet sagt. Men så var det som om at puslespillet langsomt samlede sig, og Romeo forstod.   
  "Hah." Sagde han nøjsomt, og ledte efter ord. Han lod sig påtage den udfordrende grimasse endnu engang og løftede et øjenbryn af den anden som smilede til ham. 
  "Det lyder som om at du er ret sikker i din sag her?" fnøs han, og vidste godt hvordan Phillippe nok havde en hvis fordel. Selvom Romeo havde fine muskler, og var stærk til nogen grad, så ville det ikke kunne måle sig med de overarme den anden gik rundt med. Samt hvor fysisk aktiv han også var. 

Med mangel på bedre, sagde Romeo, "Man vinder.. æren." Han vidste godt hvor tåbeligt det selv lød. Man hvad kunne de ellers vædde om? 

 Da Phillippes hånd greb fat om præstens, mærkede han med det samme en forventningsfuld sitren gå gennem hånden og ud i resten af kroppen. Han vidste han ville røre mere af præsten, men han kunne også mærke han skulle træde en smule varsomt. Det virkede til Romeo langsomt åbnede mere og mere op for Phillippes små tilnærmelser, men der skulle nok ikke meget til at få bægeret til at flyde over.

 Et blændende tandsmil fandt vej til Phillippes læber ved Romeos kommentar. 
 " Vis mig endelig af jeg tager fejl! " udfordrede han med et kort træk på den ene skulder. Han havde måske lidt andet i tankerne end armlægningen, men det krævede nok en tankegang der allerede var forpestet med uanstændighed ligesom Phillippes. 
 Det ene brun løftede sig ved Romeos valg af pris og et lettet udefinerbart glimt fandt vej til de grå øjne.
" Hmm... Interessant. Man kan meget med æren. " Stemmen var lav og tonen havde noget hemmelighedsfuldt og sensuelt over sig.  Phillippe gav præstens hånd et klem, og nikkede mod deres hænder efter et par sekunders stilhed. 
" Skal vi?" Spurgte han, klar til at få i gang, og måske en smule forberedt på at Romeo ville tyvstarte hvis han fik muligheden. 

Romeo tog en dyb, lydløs indånding da deres hænder tog fat i hinanden. Og hans blik hang ved deres fingre, som ligeså let kunne flettes sammen, fremfor det stærke håndtryk. Dog rystede han det af sig ved lyden af Phillippes stemme. Det var ikke Romeo som havde disse tanker, men en lusket stemme som med garanti ikke kunne tilhøre ham. Måske var han besat af en dæmon? djævleværk, fortryllelser? 

Han hævede et spørgende udtryk til Phillippes betænksomhed - hvorfor lød han så sensuel? Det sitrede ned ad hans ryg ved hans egne forgiftede tanker - om hvad det mon kunne være den anden mand tænkte - Romeo havde en idé om det, men han turde ikke at lade det komme frem. Han lod være med at kommentere på hvad den anden sagde, men rømmede sig blot. 

  "Lad os.. på tre." Romeo nikkede som hvis han var klar, og klemte om Phillippes stærke og rug hånd - det må være fra alt det fysiske arbejde han klarer til daglig. Han begyndte at tælle, langsomt, og spændte op i musklerne. Hans vejrtrækning blev mere koncentreret, og som Phillippe havde forudset - til Romeo's egen forbløffelse, valgte han at tyvstarte på 2 og en halv. 

 "Ups." Lød det anstrengt og med et glimt i øjet fra ham da han forsøgte at vippe Phillippes hånd til tabersiden. 

 Det pludselige, før tid ryk i Phillippes arm fik ham til at at spænde hurtigt og hårdt op i hele armen. Selvom han var klar på der måske blev tyvstartet, kom det alligevel en smule bag på ham. Var det ikke meningen en præst skulle være fair og retfærdig?  Phillippe løftede det ene bryn og klukkede lidt. Det virkede ikke til at Romeo havde regnet med Phillippe ville være klar til han snød lidt. Armen var godt spændt op som han stod imod præstens pres, og Phillippe lænede sig en anelse mere frem så afstanden mellem dem blev endnu mindre.
 " Det værdigere da vist næsten en diskvalifikation, gør det ikke? " Der var noget nærmest legende over Phillippes lave stemme. Han regnede ikke med Romeo ville give op så let, men han kunne vel prøve. Det grå blik flakkede ganske kort ned og så på Romeos læber. Det var fristende at lukke den sidste lille afstand der var mellem dem når de var så tæt. Og når de næsten var nøgne begge to.. Phillippe sank kort og modstanden han satte mod præstens arm vaklede lidt, inden Phillippe fik sig fattet igen og flyttede blikket væk fra de så indbydende læber. 
 " Så... Skal vi ikke bare sige jeg har vundet? " kommenterede Phillippe med et drilsk glimt i øjnene som han lagde kræfterne i mod Romeos hånd. 

  Det kunne godt være at præster normalt var fair og retfærdige, og jovist; men Phillippe fik Romeo's legesyge side frem. En side han for længst havde glemt at han havde. Romeo kom med et skævt, ærget smil da hans modstander var parat, og spændte op. At snyde kom han ikke langt med. 

  "Nå, så du havde set den komme?" kom det anstrengt fra ham med et smil, imens han så ned på deres hænder der kæmpede. Han strammede selv op i musklerne. Han grinte kæphøjt da Phillippe nævnte en diskvalifikation, "Hah, det handlede om et par sekunder -- tror du ikke bare at du trækker i land nu fordi du kan mærke hvor stærk jeg egentlig er?" Udfordrede han ham med et drilsk toneleje. Han lagde hovedet på skrå og vurderede deres hænder - De gav hinanden kamp til stregen. 

Det var først da han mærkede at Phillippes styrke vaklede en smule, der fik ham til at se op, og bemærke hvor kort en afstand de egentlig havde imellem hinanden. Deres læber så tætte - han kunne praktisk talt føle den andens åndedrag kilde hans læber. Hans mave krøllede sig sammen, og han kunne mærke sin puls stige. 

Han gav den sidste styrke han havde, og ignorerede Phillippes ord om at have vundet - aldrig i livet. Men i det han lænede sig frem for at give alt hvad han havde, gled hans fugtige hånd som han havde støttet sig med for at holde balancen på gulvet fremad, og han faldt forover mod Phillippe. Panderne klonkede mod hinanden, og han kunne ikke nå at tage fra. 

 Phillippe slap en kort, let latter ud da Romeo kommenterede på hans parathed, og trak ganske kort på skuldrene - så godt som han nu kunne. Det var bedre at være forberedt end at blive taget med bukserne nede. Det ene bryn løftede sig lidt ved præstens udfordrende for og han lo kort. 
 " Har du overhovedet lagt kræfter i endnu? " svarede Phillippe lige så drillede tilbage, selvom det var kommer lidt bag på ham hvor meget styrke han havde. Hvad lavede en præst dog, der gjorde ham så stærk? 

 På ingen måde fra Phillippe forberedt på at Romeo ville springe på ham - det virkede også som en mystisk armlægnings strategi - derfor var han slet ikke forberedt på, at præsten væltede ind over ham. Deres pander ramte mod hinanden og et lettere smertefuld hmng lød fra Phillippe. Af ren vane faldt den ene hånd mod Romes hofte, mens den anden var fanget i Romeos, så Phillippes baghoved ramte mod gulvet med et konk.
 " Urghn... Av.. " mumlede snedkeren med en anstrengt grimasse, inden blikket gled lidt ned over præsten så han kunne tage ind hvordan de lå.
 " Du kunne bare have sagt du gav op.. Du behøvede ikke lade som om du faldt for mig.. " Phillippe sendte Romeo et skævt smil, mens et charmerende glimt spillede i de grå øjne. Hvordan kunne han ikke flirte når de lå som de gjorde? Kappen der havde lagt om Phillippes skuldre var gledet ned på gulvet - ikke at det ville have dække noget som de lå alligevel - og Phillippes ene hånd lå stadig mod Romeos hofte, mens den anden havde sluppet præstens hånd, for at gnubbe lidt på det ømme baghoved.