Det var ikke hendes skyld at han havde haft den opvækst han havde, så han følte ikke at han kunne sidde her og vrisse af hende. Det ville ikke hjælpe nogen af dem, ikke rigtigt. Han sad i deres stilhed og samlede tankerne, lod dem køre ud og ende. Det var måden han kunne komme videre på, selv hvis de kom tilbage i snuptag og overvældede ham. "Selv tak." svarede han en anelse stille som hun takkede ham. Det var bare ord. Men ord kunne også have så meget kraft i dem.

"Har du nogle planer?" spurgte han så som han så stille slappede af igen. Minder var bare minder, de var ikke mere end det, det var det han fortalte sig selv. Men hvis hun havde planer, ville hun også bare blive et minde. Og det vidste han ikke helt hvordan han skulle have det med enndu. ".. Ellers så kunne vi se hvad der gemmer sig indenfor i det der forladte hus?" foreslog han, som han tog et kort kig rundt. De var helt alene herude. Der var ikke nogen der ville opdage det.

 Stilheden lagde sig for et kort øjeblik mellem dem, som blev luften lige renset lidt fra hvad end der havde været i opløbet. Da Caedmon brød stilheden, så Ingrid mod ham med brynene løftet op i et nysgerrigt udtryk. Nysgerrig efter hvad han havde i tankerne, siden han spurgte ind til hendes planer. 
 De blå øjne vendte sig lidt mod himlen, der efterhånden sladre godt om at det var mere aften end eftermiddag. Hun skulle bare sørger for ikke at komme alt for sent hjem. Derfor rystede hun lidt på hovedet da hun havde flyttet blikket tilbage på den unge mand der sad ved siden af hende med et smil.

 Ingrid vidste ikke rigtig hvad hun havde forventet han havde tænkt sig, men da hun hørte hans forslag blev hun tydelig overrasket. Begge bryn skød op i panden, inden et nærmest barnligt glimt fandt vej til de blå øjne. Hun så hen på det forladte hus og lod tænderne synke sig lidt ned i underlæben, mens hun nikkede igen. 
 " Jeg kan godt lide den ide! " Ingrid var godt klar over det nok ikke ville være ligesom dengang hun var mindre, men dengang var hun heller ikke ude når det var blevet mørkt. Et drilsk smil bredte sig over hendes læber, og hun så tilbage på Caedmon.
 " Du tør godt? " spurgte hun med en drillende tone i stemmen. 

 Læberne blev foldet sammen mens hun ventede på Caedmons svar. Selvfølgelig regnede hun ikke med han ville sige han ikke turde, men alligevel var hun lidt spændt på hans svar. Måske var det hele situationen der sendte spænding ud i luften. Da han svarede sugede Ingrid underlæben ind mellem tænderne, og slap et kort, lydløst fnis ud over det. 

 Ligesom Caedmon, rejste Ingrid sig op fra stubben, og vendte opmærksomheden mod døren til det forladte hus. Hun lænede sig lidt til siden for bedre at kunne se ind i huset da Caedmon fik døren op, og da vinden fik i den, så den nærmest smækkede op, gippede det i Ingrids spinkle krop og hun slap et lille, forskrækket hvin ud. Hænderne knugede sig ind med hendes brystkasse, hvor hendes hjerte hamrede derudaf. 
 Ingrid kiggede lidt bagud for at se om nogen så dem.  Det virkede pludselig som en rigtig dårlig ide. Den smækkende dør havde fået det til at virke ekstra uhyggeligt. Tænk hvis der var spøgelser. Hvis ingen så dem gå derind, og der skulle ske dem noget, ville det så nogensinde blive fundet ud af? 

 Som Ingrid vendte sig mod døren sank hun en klump. Hun kunne ikke bakke ud nu. Caedmon var allerede på vej ind og Ingrid skyndte sig efter.
 " Ugh... Vent på mig! " 

Ud af alle valg man kunne tage, var det her måske ikke det bedste. Hvis en byvagt kom forbi, ville de så blive stoppet? Hvis hvem end der havde ejet huset nu… stadig var der? Uden at være der? Caedmon troede ikke just på spøgelser men han ville heller ikke benægte at der var en mulighed for dem. Selv hvis tanken kunne få det til at gyse ned af nakken med en ubehagelig følelse.

Ingrid bad ham vente og han ventede også med et sløvt skridt før han fortsatte. Træet som huset var lavet af knirkede uhyggeligt med de vindpust der slog op mod væggene udenfor og når vinden ramte helt perfekt ville resterne af en olielampe der hang i loftet knirke som det lige så stille vuggede frem og tilbage. Caedmons øjne havde for travlt med at holde øje med alt de kunne. Fra afkroge hist og her, til at tælle de lukkede rum, og de åbne… han ville ikke bruge for længe på at overveje hvad der kunne gemme sig i dem. 

Og dog så slog en tanke ham. Han havde Ingrid bag sig, og pludselig slog en tanke ham. En måske skummel tanke, en pludselig lyst til noget han ikke havde prøvet længe; drengestreger. “.. kan du høre den lyd?” Spurgte han pludselig lavmælt, drejede hovedet i retningen af hvor han mente lyden kom fra. “Tør du gå hen og kigge?” Spurgte han, som han vendte blikket en anelse udfordrende mod den blonde pige. 

 Med et par flygtige skridt kom Ingrid helt op bag Caedmon. Det gav hende en lille tryghed at være træt på ham selvom hun ikke rigtig kendte ham. Det lyseblå blik flakkede opmærksomt rundt, bange for at hvis hun ikke holdt øje med alt ville det ske et eller andet slemt. Hver skygge, hver lille lyd, ja nærmest hvert støvfnug der svævede i luften blev tjekket ud. Ganske kort flakkede blikket sig hen på Caedmons ryg, og hun overvejede kort om hun skulle gribe fat i hans trøje bare for en sikkerheds skyld, men det var måske også lidt for meget. Så godt kendte de ikke hinanden og hun ville heller ikke vise ham hvor bange hun faktisk var. Selvom hun ikke ville vise hun var bange, var det alligevel svært at skjule, for det røde lys i hendes brystkasse var svagt begyndt at lyse under tøjet. 

 Alle de forskellige lyde fik hårene til at rejse sig på hele Ingrids krop og da Caedmon kommenterede på en lyd greb hænderne alligevel fast i trøjens ryg. Ingrid så i samme retning som ham. Hun mindes ikke det var så uhyggeligt da hun var mindre.
 " Hvi-hvilken lyd? " Ingrid rømmede sig for at stemme ikke lød alt for stille og ynkelig. Der var mange lyde og hun var ikke sikker på hvilken han hentydede til. Hun sank en klump og flyttede blikket tilbage på ham. Noget over hans blik fik hende til at rettede sig til op. Ganske kort smallede blikket sig.
 " S-Selvfølgelig! " Der var intet i hendes stemme eller holdning der byggede op om hendes svar, men alligevel slap hun hans trøje så i retning ham havde kigget igen. 

Han kunne godt ane Ingrids nærhed men det var ikke just noget han som så overvejede. Ikke længere end at hun kunne være nervøs omkring at være inde i det forladte hus. Nervøsiteten gav mening; Huset havde slet ikke virket så uhyggeligt udefra. Men alle de lyde der gik over den ellers fremtrædende stilhed fik det også næsten til at krybe Caedmon ned af ryggen. Som slave var stilhed aldrig godt. Han var ikke van til det. Ligemeget hvad havde der altid været åndedrag fra de andre slaver han var omkring. Her var der kun ham og Ingrid.

Hendes greb på hans ryg fik ham til at løfte øjenbrynene kort men han kommenterede ikke på det. I stedet for lyttede han. En raslende lyd lød. “Den dér.” pointerede han. Den var inde i et lille kammer ikke langt fra dem. Hans blik mødtes med hendes og hendes ord var lovende selvom resten af hende virkede uenig med dem. Da hun begyndte at gå derover, faldt en tanke over ham. Hvad havde han gang i? Det kunne da være farligt! De vidste da ikke hvad lyden var! Hvad hvis det var et eller andet farligt dyr? Noget giftigt?

Han gik hurtigt efter hende da hun måtte være nået halvvejs, med en udstrakt arm greb han hendes skulder. “Nej. Det var bare for sjov. Du burde ikke tjekke.” Sagde han. Og dog, selvom hans ord var ud af ærlig bekymring, måtte man næsten tro at han ikke troede på hendes mod alligevel. 

 Da Ingrid endelig registrerede lyden blegnede hun lidt, og tøvede lidt i sin gang. Tænk hvis det var en morder der stod klar med nogle lænker til at fange dem med? Hun sank en klump og tog en dyb indånding. Nu skulle hun stoppe. Selvfølgelig gemte der sig ikke en morder klar til at fange dem. Det ville guderne ikke byde hende. Havde de ikke sendt nok trælse ting i hendes retning?

 Med opmærksomheden på hvor hun gik og på at lytte efter at der ikke pludselig kom andre lyde, lade Ingrid ikke mærke til at Caedmon kom op til hende før han tog fat i hendes skulder. Et forskrækket og skræmt hvin forlod de spinkle læber samtidig med hun lavede et lille hop i et forsøg på at komme væk fra hvad der havde grebet af i hende. 
 Hivende en smule efter vejret lagde hun hænderne fladt mod brystkassen og lukkede øjnene  for at berolige hjertet, da hun indså det bare var Caedmon. Efter en tung udånding åbnede hun øjnene igen og skulede lidt til ham.
 " Du kan da ikke bare snige dig sådan ind mig! " Vrissede hun lidt i en hviskende tone. 
 " Jeg kunne have fået et hjertestop! Eller smidt et eller andet i hovedet på dig! " Selvom Ingrid lød en smule vred var det nok mere forskrækkelsen der talte. 

 Da han sagde hun ikke burde tjekket rummet alligevel blev Ingrid en smule lettet. Hun frygtede virkelig hvad hun blev mødt det inde. Lettelsen blev dog hurtig erstattet af stædighed. Var det fordi han ikke troede hun på hun kunne? Ingrid rettede sig lidt op, og sætte hænderne på hver sin side af hendes hofter, i et forsøg på at se lidt mere modig ud.
 " Du tør måske ikke alligevel?  " Ingrid mundvig trak sig lidt udfordrende op, selvom hun bestemt ikke følte sig sikker. Måske burde hun sørger for at have reagensglasset med Thatos Beskyttelse i hånden, for en sikkerhedskyld?

 Ingrid havde forventet at Caedmon ville sige at da han godt turde. Hun havde forventet at han ikke ville tabe ansigt og gå tilbage på deres plan - ligesom hende selv - men da han sagde nej, var det som om alt modet og stædigheden fes ud af hende, noget der tydeligt kunne ses på hvordan hende kropholdning faldt lidt sammen og usikkerheden viste sig tydeligere i hendes udtryk. De blå øjne skævede mod døren som hun overvejede hvad hun skulle svare. Var hun virkelig villig til at gå tilbage på hendes ord? 
 " Altså.. " mumlede hun tøvende og vendte blikket væk fra døren og ned mod hendes fødder. Det røde lys fra hendes brystkasse lavede et næsten uhyggeligt skærm omkring hende. I mørket kunne hun virkelig ikke skjule sine følelser. 
 " Jeg tør godt..  " Hun trak lidt på det, for det var nok egentlig en løgn, hun turde ikke helt, men hun havde jo.. Hun sank en klump og åndede så tungt ud, mens den ene hånd fandt ned i en lomme hun selv havde syet i den slidte kjole, og greb om den lille glasflaske med Thatos Beskyttelse. 

 Lige som Ingrid samlede det sidste lille gram mod hun kunne finde i sig, så hun langsomt kunne flytte sig det sidste stykke hen til døren, lød der et ordentligt brag. Braget blev efterfulgt af et skinger skrig fra Ingrid der hoppede lidt på stedet, inden hun spænede om bag Caedmon, så hun kunne gemme sig bag ham. 
 Hun var dog alligevel en smule nysgerrig, og lænede sig en smule til siden, mens hun greb fat i Caedmons trøje som en form for sikkerhed. 

Hun turde godt? Han følte sig næsten dårligt tilpas med at efterlade hende til hvad end skæbne der kunne gemme sig bag døren. Han var næsten ved at samle sit eget mod til at gå bag hende. I det mindste kunne han have hendes ryg og måske gemme lidt af hans værdighed. Men braget virkede til at banke alt modet ud af dem begge og Caedmon havde knapt nok opfattet at han nu stod med fronten mod den lukkede uhyggelige dør. Ingrid bag ham opdagede han først som han hørte hendes ånde ved hans ene øre. Han lod armene falde ned og trak vejret dybt ind. "Du må ikke slippe." sagde han, men tonen var næsten bedende. Hvis hun slap, hvad ville der så ske med ham? Han følte sig en anelse mere modig med kontakten. Hvilket i sig selv ville være humoristisk når han engang så tilbage på det. Den modige slavedreng der havde gjort alt for at gå imod sin herre, var pludseligt bange for det mystiske bag en dør. Til og med skulle han bruge en pige til at holde ham i trøjen for at få mod?
En fod foran den anden og han nærmede sig døren. Hans hjerte sad i halsen men han holdte hovedet højt, en rystende hånd bevægede sig hen og greb fat i håndtaget. "Vær en rotte." bad han lydløst som han drejede håndtaget og så stille åbnede døren. Mørket føltes som et hul der var klar til at sluge dem. Han nåede at kigge gennem sprækken, før et par lysende øjne stirrede på ham i det skumle mørke. Han gispede og smækkede døren i igen, trådte et par skridt bagud før han vendte sig mod Ingrid med et opgivende blik. "Der er nogen.... nej... noget derinde." mumlede han lavmælt, håbede at hvad end det var så kunne det ikke høre ham.

 Ingrid nikkede ivrigt til Caedmons ord med et lille klynk. Hun skulle nok holde ved som gjaldt det hendes liv. Modet hun havde forsøgt at fremvise for et øjeblik siden var fuldstændigt forduftet, og det var kun fordi Caedmon ikke var stukket af, at Ingrid stadig var i der. For at tydeliggøre at hun ikke havde tænkt sig at slippe ham strammede Ingrid grebet lidt mere i trøjen. Det var i hvert fald ikke fordi hun kunne hjerte banke vildt og tovligt helt oppe i halsen. 

 Normalt hadede Ingrid sin evne. Hun hadede at hun ikke kunne skjule hvilken sindsstemning hun var i, hadede at lyse op foran andre og tiltrække deres opmærksomhed. Men lige nu var hun en kende taknemmelig. Selvom det røde lys der efterhånden skinnede ret intenst fra hendes brystkasse gav det hele et lidt ildevarslende udseende, lyste det alligevel mørket lidt op og gjorde det nemmere at se. 
 " Ew... " mumlede Ingrid lavt med næsen rynket da Caedmon bad til at det var en rotte. Det ville uden tvivl være en lettelse hvis det bare var en rotte, men det ændrede ikke på at Ingrid fandt rotter klamme. 
 Ingrid nåede ikke at se ind i rummet, inden Caedmon smækkede døren i, men det gjorde ikke at hun blev mindre forskrækket. Et skinger hvin forlod hende som hun knugede sig mere ind til Caedmon.
 " E-er det farligt? " hviskede hun, nærmest bange for at hvis hun sagde ordene ville de blive sande.  Det lyseblå blik stirrede intenst på døren, bare så hun var klar hvis den nu skulle åbne af sig selv.

Det var ikke just en situation som Caedmon havde forestillet sig at han ville ende i. En skræmmende ukendthed, et kort glimt af hvad han ville mene var et par øjne der havde haft genskind fra det sparsomme lys der trængte ind i den efterladte hytte. Hans ellers manglende kreativitet fik næsten det bedste af ham. Det kunne være et skræmmende monster der hvilede bag dørene. Og Caedmon ville mene at han havde mødt nok monstre i sit liv. Men godt var det at han ikke var tynget under med ligegyldighed fra dårligdom som hans liv havde bragt med sig. Han ville selv dog mene at dette øjeblik adledes ikke talte godt for hans karakter. Han kunne mærke den svage skælven mellem hans skulderblade og som Ingrid knugede sig ind til ham efter at døren var lukket igen, ænsede han knapt nok at han selv lagde armene beskyttende om hende. Hendes hvisken fik ham til at ånde ud, hans kæbe dirrede med anspændthed, "Det ville måske være en god idé at smutte ud." måtte han indrømme lavmælt.
Men ville de nå så langt? Håndtaget på døren begyndte at ruske og Caedmon gispede højlydt og før han slap Ingrid og greb om det, i et desperat forsøg på at holde døren fra at åbne. Han skar en anelse tænder, hans albuer rystede og han vidste ikke om det var fra styrken han lagde i sit greb eller fordi han bare var bange. Sveden kunne han mærke ned af ryggen og små dråber i tindingen, små prust forlod de sammenbidte tænder. Han måtte tænke hurtigt; Men det var også det han gjorde bedst. Han havde brug for hendes hjælp inden hans muskler gav ind og hvad end der ville ud til dem fik døren op. "Ingrid, find noget til at stoppe døren med!" kommanderede han, på trods den hårde tone var det kun af desperation.

 En gode ide at smutte.. Det var bare en anden måde at sige det er farligt, lad os komme væk, var det ikke? Det var i hvert fald ikke et direkte svar på Ingrids spørgsmål, og det svar nok for hende.
 " Okay," hviskede hun.  Uden at slippe sit greb i Caedmons trøje, eller at træde ud fra hans beskyttende omfavnelse, gjorde hun an til at skulle træde væk, men inden hun nåede så langt begyndte det at huske i døren. 

 Denne gang kom der et lille skrig fra Ingrid, der instinktivt trådte væk fra døren. Hun nåede dog ikke længere end et par skridt, før hun hørte Caedmon kalde efter hendes hjælp. Hun stoppede op på stedet, og havde et øjeblik hvor hun overvejede om hun bare skulle løbe. Rede sig selv. Det var dog ikke andet end et splitsekund før hun begyndte at se søgende omkring sig efter en eller anden stor pind eller noget. 
 " Iiiih.." hvinede hun mens hun småhoppede over rod på gulvet, med en lille, knækket bjælke der var faldet ned et eller andet sted fra - bestemt ikke sollid, men måske den kunne holde bare lidt. Ihærdigt hjalp hun med at holde døren så de kunne få bjælken sat i spænd og døren forblev lukket - i hvert fald lidt endnu.  Læberne var foldet i en stram linje da hun så op på Caedmon. 
 " Jeg tror ikke det er en rotte.."

 Havde situationen ikke været så intenst og anspændt havde Ingrid nok grinet lidt af deres konklusion om hvad end der var på den anden side af døren. Eller ikke var. Lige nu var det dog som om det uhyggelige hus lagde et tykt tæppe af alt andet end sjov og spas over den lyshårede teenager. 
 Ligesom Caedmon, trak Ingrid sig lige så stille væk fra døren. Hun gik baglæns, bange for at hvis hun vendte ryggen til den ville den springe op og hun ville blive spist levende. Da hun mærkede en varme gribe om hendes hånd gippede det først forskrækket i hende, og hun gjorde et lille træk i armen for at trække hånden til sig, men da hun så ned og så det bare var Caedmon slappede hun af igen og lod ham tage hendes hånd. Det gav hende nærmest en tryghed at han havde ved hendes hånd. Som om, nu hvor han havde ved hendes hånd, ville der ikke ske hende noget, og hun vendte sig lige så stille med ryggen mod døren. Senere skulle hun nok blive flov over det, men lige nu var det alt hun kunne ønske sig.

 Lyse lokker svingede i takt med Ingrids ivrige nikken, og hun tøvede ikke et halvt sekund med at begynde og gå med. Så snart de kom udenfor, og ikke længere havde husets faldefærdige vægge om sig, faldt det tykke tæppe Ingrid stoppede op, og vendte sig så lidt mod huset igen. 
 " Hvad hvis det bare er et såret, bange dyr? " Mumlede hun usikkert. 
 " ... Eller en hjemløs der er kommet til skade i sit forsøg på at finde et sted at sove? " Ingrid kunne pludselig ikke lade hver med at bekymre sig for, om det var forkert af dem at lukke hvad end det var inde. Tænk hvis de endte med at slå en ihjel bare fordi de var lidt bange.  


( Lukket på grund af inaktivitet, skriv endelig en besked til mig når du kommer tilbage, hvis du er interesseret i at forsætte på tråden :3 )