Der var noget helt bestemt ved at føle en andens begær. Ramiel havde selv været tidligt ude som ung, og var ikke en fremmed i at føle sig begæret. Eller omvendt - at længes efter nogen, eller nok nærmere noget. Når han følte varmen som emmede fra Bandorion, smagte den salte smag af sveden fra før som havde fået lagt sig over den solbrune elverhud og duftede den karakteristiske duft af ham, vidste han godt at det nok altid kunne ende sådan her, var de alene. Han kunne trods alt mærke hvor godt det føltes, og kroppen var svær at snyde. 
Men der var samtidigt også en smertefuld afholdenhed til det, til dem, som han altid hadede at anerkende. Fordi han vidste at det kom. Og hver gang ville det nok blive lige dét sværere, herfra. 

Bandorion føltes godt i hans hænder, og Ramiel strammede med et tilfreds smil grebet begge steder, lyttende efter den søde musik af små støn, møfleri og halvkvalte lyde. Som en symfoni. I nogle sekunder betragtede Ramiel den udstrakte mand, jah nød at se hvordan håret i en forsinket forlængelse af hans bevægelse faldt ned omkring de mørke skuldre og det nydende smil, der tegnede sig over hans fine ansigt, førhen at han opstemt lagde læberne til den blottede hals og gav den lidt kærlighed også. "Hmm? Det vil.. jeg da.. håbe.." små pauser brød ordene når Ramiel rykkede læberne et nyt sted hen, og lidt undersøgende satte han tempoet mere op for den gode behandling. Bandorion virkede efterhånden til at være tændt nok. 

Hvor længe en anden person holdt, kunne altid være lidt af et godt spørgsmål. Men når Ramiel med et perverst smil efterhånden mente at det måtte være tættere på, gav han endelig (lidt) slip på hænderne over hans hoved, og i et hurtigt snuptag vendte ham om i stedet - stadigvæk med hånden arbejdende under stoffet og pressede sig selv tæt, tæt ind til ham. 
Tungt lænede han sig ind over Bandorion, armen nu foldet over ham med et fast greb under hans armhule og ind over det glatte bryst, sammen med nogle overfladiske udåndinger tæt på det ene af de spidse ører, som han nappede lidt til. "Du har været god, Bandorion. Du fortjener at have det godt, gør du ikke" hviskede han bekræftende, nok ganske manipulerende og helt bevidst om at han talte ham efter øret. Han måtte ikke glemme, at han selvfølgelig var speciel. 
I hvert fald så længe at han stadigvæk var brugbar, og fulgte ordrer.

Bandorions krop reagerede af sig selv, og alle tanker var for længst blevet efterladt til en anden god gang. Han var fokuseret på duften af Ramiel, og hånden der så fint holdt ham ganske nede på jorden, hvis man kunne kalde det det. Især som hans hofter forsøgte at møde bevægelsen, selvom han langt fra kunne det.
Hans stemme sang om nydelsen i det, og stoppede kun et øjeblik i et højt gisp, som han blev vendt rundt, så han ikke længere kunne se Ramiel, men blot mærke den varme krop mod ham. Hvilket i sig selv næsten var nok til at få ham over kanten.

”Ja, ja,” lød det halvkvalt fra Bandorion, inden endnu et støn af nydelse brød læberne. ”Rami...el.. jeg vil… jeg vil ha' dig,” lød de hviskende ord fra ham, som han pressede sig tilbage mod Ramiel, i håb om at han også kunne mærke hans røv, og at han var mere end villig til at give det hele til ham, skulle han bede om det.
Selvom han blot selv kom tættere og tættere til klimakset. Det ville blot tage lidt mere at få ham over kanten, og det var nok mere tanken om at få bare lige lidt mere fra Ramiel, som stadig holdt ham på kanten, selvom han ikke helt kunne stoppe hvordan han vred sig af nydelse ved Ramiels berøringer. 

Et hæst lille gisp af nydelse fik ham til at bide tænderen sammen, og det næsten sitrede i ham ved villigheden omkring Bandorion. Duften af ham, smagen af ham, følelsen af ham. Det var berusende. Ikke alene prikkede det til halvenglens ego, og strøg det nidkært og tæt. Nej, ordene gjorde det svært ikke at forglemme sig, og han tryggede ham tæt ind til kroppen med et mere højlydt støn, det føltes så godt. "Godt, jeg vil også-" og han smilede kælende ind imod den andens kind, ganske tilfreds med dem begge. "-ha' dig" 
Hvilket ikke var en løgn. Omend Ramiel kunne alskens forklaringer på hvorfor hans krop reagerede som den gjorde, var det ingen hemmelighed, at den gjorde det for Bandorion. Han trykkede alle de rigtige knapper. Og det var svært ikke at være selvisk, da han næsten smertefuldt mindede sig selv om at det ikke var muligt. Ikke endnu, hvor fristende ørkenelveren så end var. Snart. Nogle lidt mere dominerende fingre luskede sig nu ind i Bandorions mund for at få lukket den lidt til, han behøvede nødigt vække resten af huset, og Ramiel stoppede nogle korte, pirrende sekunder - bare så de lige kunne få vejret og lege lidt med idéen om ikke at gøre det færdigt. Ville han skælde ham ud? Inden han selvfølgelig genoptog det hele, for at skubbe Bandorion det sidste stykke over kanten. 

Lidt åndeløs, stadigvæk tydeligt opstemt og uden selv at have nået forløsning, stod han i nogle sekunder hævet over elveren, og fik vejret igen, inden han langsomt løsnede grebet omkring den delikate krop. Røde mærker prydede håndledede så smukt. Men det var ikke et skuffet smil der hang over halvenglens læber, da han næsten kærligt lod den endnu rene hånd glide over et af de mærker der prydede hans krop efter den lidt mere hårdhændede behandling, og sukkede tilfreds. "Det.. det var rart" smilede han lidt morende, en snert af dril og et vagt glimt af affektion lurende i det gyldne.
Lidt overvejende, ømt betragtede han mærkerne, og hævede det ene bryn spørgende. "Men jeg blev vidst lidt for ivrig.. gør det ondt?" og indirekte; skulle det fjernes igen?

Fingrene gjorde sit for at holde Bandorions lyde for sig selv, selvom han ingen skam i at lade hele huset vide præcis hvad han lavede med Ramiel. På en måde ville det vel kun gøre det mere tydeligt hvad de to mænd havde. En del af Bandorion var trods alt næsten besidderisk over Ramiel. Han ville i hvert fald godt tages endeligt, så han kunne sige at Ramiel var hans, men det var som om at mennesket ikke rigtig ville give ham det, til Bandorions store frustration. Næsten ligeså stor frustration som da Ramiel stoppede som Bandorion var ved at mærke klimakset. Hans øjne store og næsten bedende indtil Ramiel endelig genoptog det og skubbede ham endelig over klimakset.

Hans håndled værkede som der endelig blev givet slip på ham, og hans ben føltes som gelé, men selvom han lidt havde lyst til at falde sammen i en pøl og velvære, så holdt han sig på sine ben, og i stedet greb lidt ud efter Ramiel.
Han rystede på hovedet, som han kiggede med tydelig begejstring og glæde på Ramiel. "Nej, det føltes godt," hviskede han, for det havde det gjort, selvom han lige nu levede lidt for højt på orgasmen fremfor hvor irriterende det var, hvis det holdt ved til næste dag. "Skal jeg ikke..." Hans blik gled ned til Ramiels eget lem. Selv hvis Ramiel ikke ønskede reel sex, så kunne Bandorion da godt hjælpe ham på anden vis, og han var trods alt mere end villig.

Det føltes næsten som om at han greb ham lidt, sådan som ørkenelveren forpustet lænede sig ind til ham, de mørke øjnene skinnene af iver, og en overfladisk udånding efter mere. Det havde føltes godt? Selvfølgelig varmede det da, Ramiel kunne være forfærdelig egoistisk med sine behov, og havde nok ikke forventet at Bandorion kunne nyde den behandling. Men man kunne vel stadigvæk overraskes, og det her var en af de bedre. 
"Godt, godt.." mumlede han, og skubbede en smule opsøgende panden ind mod hans, tilfreds med den varme der emmede fra Bandorion, og hvordan det føltes som om at han bare kunne suge den til sig. 

Skal jeg ikke..? Øjnene gled en smule op for at se hvad han hentydede til, blikket faldt på  udbulingen, førhen han med et lille, nysgerrigt glimt i øjet lod det falde tilbage på ham. Han var god af sig, det var så helt sikkert. Men Ramiel endte med endelig at ranke sig mere op, vingerne spredt bagved da han forlængede det stræk han hev igennem kroppen, og så endelig rystede lidt på hovedet, noget mageligt i de gyldne øjne der betragtede elveren. "Nej, det er okay" summede han, Bandorion havde vidst allerede arbejdet mere end rigeligt. Han måtte være udmattet. Og det her var Ramiels måde at takke af; han forventede for en gangs skyld intet tilbage. 
Ikke at det skulle betyde noget i forhold til hvor meget han gerne ville. 
Ordene var faste, men tonelejet overvejende halvmasochistisk. Han kunne vente... det ville blive så meget bedre, den dag - og der skulle han nok have fået bygget en god mængde frustration, og, taknemmelighed op for Bandorion. 

Og medmindre han blev forsøgt stoppet, virkede Ramiel til spørgende at bevæge sig imod noget at drikke, ovenpå den fysiske.. leg. Hvis man da kunne kalde det for det. 

Der var alligevel lidt af en skuffet mine over at Bandorion ikke kunne få lov til at hjælpe Ramiel med hans tilfredsstillelse heller. Det var trods alt en tovejsting, og Bandorion ville ligeså meget gerne se Ramiel nyde det, som han selv havde det. Men samtidig var hans krop udmattet, og han havde mest af alt lyst til at falde ned i en seng med Ramiel, og lige få lidt tid, før de kunne gå i gang igen. Det havde været en ganske lang dag.
Hans fingre prøvede dog alligevel at holde fat i Ramiel, men det var som om at der ikke var den samme insisterende tone som Bandorion ellers altid havde omkring Ramiel, som hans fingre ligeså stille gav slip på Ramiel.

Et næsten ikke hørbart suk undslap ørkenelverens læber, men han fulgte nu alligevel med Ramiel, det var jo ikke som om at han var blevet smidt væk endnu. Og han fandt også selv slængende i møblerne, et håb om at Ramiel også ville sætte sig ved ham, og så kunne de vel altid lege lidt videre. Desværre var der en lille stemme i Bandorions baghoved som godt vidste hvad der med alt sandsynlighed ville ske, og det var ikke hvad han håbede. 

Der blev heldigvis ikke opponeret alt for meget, og de løse fingre var lettere end regnet med, sådan at vikle sig ud af. Med retning imod et vinbord, skænkede Ramiel først et glas til sig selv - overraskende nok vand den her gang, inden at han vandt vinkaraflen frem til en genopfyldning af lidt mørkere karakter. 
Uden at spørge, gjorde han det samme til Bandorion, og vendte sig tilbage imod ham for at stille det fra sig på bordet med et lille smil, et blik over hans henslængte skikkelse i sofaen. Åh... gyldne øjne lukkedes kortvarigt, imens det virkede som om at han lavede en indre lille beregning. Hvad sagde tiden, hvad var pligterne til i morgen - manglede han ikke noget relativt vigtigt... og tanken om at slutte sig til Bandorion, blev ligeså stille skubbet længere og længere væk i aftenens sidste prioriteringer. 
"Hmm.. du er selvfølgelig velkommen til at blive siddende her, så længe du vil" tilføjede han med et lille blik på vinduerne udenfor. Det var kulsort. Der ville nok ikke gå forfærdelig lang tid, førhen at morgensolen ville titte frem. "Men jeg bliver nødt til at vende tilbage til arbejdet. Ellers bliver det en hård morgen, her senere" en indirekte klage, men ikke særlig tydelig i det lette toneleje. Ramiel levede trods alt for sit arbejde, det betalte for en livsstil man sjældent fandt andre steder. 

Øjnene gled op, og han sendte sin ravn et lille, opmuntrende smil over hvad han i hvert fald bildte sig selv ind, var ærgrelse i de lysebrune øjne hos ørkenelveren. "Godnat, Bandorion. Få noget hvile" Ramiel sippede en tår, en dulmende smag, jah, og vendte sig selv, sin krop og sin opmærksomhed tilbage til resten af nattens gøremål, inden han endelig ville kunne gå i seng selv. 

Der blev ikke skjult hvordan Bandorion kunne mærke fornærmelsen lidt snige sig op på ham. Arbejde efter alt det? Det var på ingen måde retfærdigt. Men han kunne godt se at han ikke fik mere ud af det, også selvom han var blevet skænket vinen. Alligevel blev hans blik på den ældre skikkelse lidt endnu. Lod blikket glide over de fine linjer, og smukke fjer, men i sidste ende var det ej heller nok for Bandorion at underholde sig selv med.
Et suk forlod de elviske læber, og Bandorion rejste sig op og tog glasset med vinen i hånden. Det havde han så sandelig tænkt sig at tage med.

Han fandt sig selv smile lidt, og han kunne alligevel ikke helt stoppe sig selv fra at slæntre over til Ramiel, og placere et stille kys ved hans kind, inden han hviskede. ”Godnat. Du ved hvor jeg er, skulle du skifte mening.” Han lod en hånd hvile bare et par sekunder for længe på Ramiels skulder, inden at han også var på vej ud af kontoret. Han skulle nok bare nyde sin vin i fred, og så ville han nok bare falde i søvn. Det havde været en lang dag.