Oisin sprang selv ned fra stolen og stavrede lidt, men fik hurtigt balance. Winchell så dig ud til at være i problemer. Oisin skyndte sig hen og sneg sig under Winchell frie arm og løftede op i manden. 
"Du kan først falde om kuld når du er kommet i din seng," sagde Oisin med en drillende tone.
"Lad os komme ud, inden jeg ikke kan holde mig mere." 

Oisin greb sin kofte på vejen, inden han så hjalp sin gode ven, med god støtte udenfor, med en del slingren, men ikke desto mindre nåede de udenfor, hvor Oisin slap Winchell, da han var sikker på at manden havde fået balancen. 
Han stillede sig selv op af muren, koften hængende over skulderen, hornene og hovedet lænet mod den kolde mur. Det hele snurrede.
Han fumlede mellem sine ben for at få sin pik til at lystre. "Kom så..." knurrede han sagte. Det her var altid mere besværligt når han var fuld. 

Hvad der skete, var Winchell ikke helt sikker på. Pludselig havde han bare Oisin ved sin side og en arm rundt om satyrens skuldre, som han blev ført med udenfor. Der blev sågar sagt noget drillende, men den buttede mand var for distræt til at komme med en dumsmart kommentar tilbage. Han lod sig bare blive trukket med udenfor. Af ren refleks havde han sænket sin kropsvægt. Normalt gjorde han dette, når nogen ville flytte rundt på ham - oftest i forbindelse med mere uanstændige handlinger. Nu fik Oisin fornøjelsen af at løfte på en mand, der vejede meget mindre, end kroppen virkede til.

Som de kom udenfor, havde Winchell genopbygget nok balance til at stå selv uden at falde. Han svajede endnu meget, men fødderne forblev plantet i jorden. "Tak." småmumlede Winchell, som han lod sin pande møde murvæggen. Hænderne fumlede med at få pikken ud af bukserne for at tømme den for anden gang i aften. At have panden op mod væggen hjalp virkelig med balancen. Strålen kom nærmest ud i intervaller. Men det kom ud, om det så var langt langsommere, end hvis hovedet havde været ædru og klar.
Ruskende med hånden fik Winchell de sidste dråber ud. Ryggen blev rettet ud og straks begyndte de svajende bevægelser igen, som Winchell vendte sig rundt mod Oisin, der virkede til at have større problemer end ham. Øjnene flakkede og blinkede et par gange for at danne fokus. "Vil du følge mig helt i seng, eller stoler du på mine evner?" spurgte Winchell grinene, som han flyttede en anelse med fødderne for at genvinde balance. Det virkede som en tabende kamp. Hvordan ramte alkoholen ham pludselig så meget, efter han havde rejst sig?

Winchell virkede til at have styr på det. Det var godt. Den kolde natteluft fiskede også Oisin op en del, men han fumlede fortsat en del, og han havde virkelig brug for at komme af med alt den væske. Han kunne mærke som han blev mere desperat, men han virkede ikke til at kunne få ordentlig fat. 

Han lagde sine hænder mod muren og sukkede tungt. 
"Kan du hjælpe mig?" 
Spørgsmålet kom uden et hint af morskab eller dril. Oisin kiggede heller ikke på sin ven da han spurgte. Det her var træls. Han vidste ikke helt hvorfor han spurgte, men han havde brug for hjælp. 

Problemerne virkede store over ved Oisin. Som Winchell lukkede sine bukser, kunne han se satyrens hænder mod væggen. Oisin så nærmest helt opgivende ud. Og det fandt den buttede mand hurtigt ud af hvorfor. Uden at kigge på ham, blev der kaldt efter assistance. 
Som en god ven gik Winchell over til Oisin. Stående ved siden af sin ven kiggede han kort ned på starten af de behårede gedeben. Der var jo ingenting fremme. Et spørgende blik blev givet, før en hånd fandt vej ned i pelsen. "Den er gemt i en lomme, ikke?" spurgte Winchell roligt, som han lod sin hånd lede. Det virkede måske underligt at lede efter sin vens pik i en fuld tilstand. Men Oisin havde spurgt om hjælp. Hvilken ven ville Winchell være, hvis ikke han hjalp? Plus, der var behageligt varmt inde i Oisins pels. Det tog jo lidt tid at lede efter denne 'lomme'. Winchell kunne virkelig forstå, hvorfor satyren havde brug for hjælp. Lige nu virkede Winchells bukser langt nemmere at få en pik ud af. Dog valgte den buttede mand at kigge op på sin ven. Han havde per automatik gået en anelse ned i både knæ og ryg for at være mere behagelig i denne position. Og denne lavere position havde også styrket Winchells balance. Manden svajede ikke just meget mere. Blikket, der blev givet til Oisin, var et, der nærmest spurgte, om han var okay. Winchell ville ikke have noget imod at lade en hjælpe ham. Han var ikke så blufærdig jo. Men inderligt håbede han, at Oisin var okay med det. "Håber ikke, min hånd er alt for kold." sagde Winchell roligt i et forsøg på at blide situationen op, hvis dette var nødvendigt. Et svagt smil blev sågar givet.

Han følte som hele hans hoved skvulpede, og han havde svært ved at se noget. Han pustede tungt. Alkoholen føltes ikke super godt lige nu. Han havde heller ikke meget fornemmelse i fingrene. Det var nok hele blandingen som medførte til hans besvær. Heldigvis syntes Winchell ikke at det var mærkeligt. Det var han meget taknemlig for.

"Ja. Du kan nok finde min pung. For basen af den vil du kunne mærke basen af pikken. Den skal ligesom skubbes ud, samtidig med lommen trækkes ned. Så glider den ud."
Han var meget direkte, mens han bare fokuserede på at holde sin blære lukket.
Det tog ikke lang tid før han kunne mærke Winchells hånd, der greb fast. 
"Gah."
Det føltes overraskende rart. Måske ikke så overraskende, når man tænkte over Winchells erhverv, men Oisin tænkte ikke så meget i sin tilstand. Han kunne blodt mærke mandens hænder, som den arbejdede med satyrens underliv. Det føltes meget rart. Fokus var dog stadig på at undgå at han pissede, inden at han havde fået pikken frem.

Det tog Winchell noget tid, men Oisin kunne mærke som den gled fri af lommen. Den havde næsten sat sig fast, så det var ikke overraskende at Oisin havde haft svært ved det. 
"Tak"
Han sukkede tungt, som han lod den længe ventede stråle falde til jorden. Han lænede sig fortsat træt op af muren, med hænderne fast plantet. Han skulle ikke flytte sig lige nu.

Oisin forklarede, hvordan det foregik bag pelsen, som Winchell fandt hen til, hvad der blev forklaret. Dog kunne manden hurtig fornemme, at dette var et tohåndsjob. Derfor blev den anden løftet ind i pelsen. Winchell valgte at knæle for Oisin for bedre at kunne finde rundt i satyrens underliv. Den ene hånd fandt pungen og nær den var den famøse lomme. Imens den ene holdte denne lomme åben, trak den anden pikken ud og lod den blive blottet igennem pelsen.
"Sådan, makker." sagde Winchell opmuntrende. Endnu holdte han fat rundt om satyrpikken. Oisin havde endnu sine hænder hvilende mod væggen. Winchell var allerede dernede, så den buttede mand kunne lige så godt hjælpe med at sigte. Og der gik heller ikke lang tid, før der kom liv i pikken. Oisin sukkede tungt ud, som Winchell nærmest kunne mærke bevægelser inde i pikken. Hvordan strålen rejste, indtil den skød ud og ramte væggen.

Som strålen begyndte at ebbe ud, valgte Winchell at ryste svagt med pikken for at få de sidste dråber ud. "Det var så lidt." fortalte Winchell. Hans ven havde brug for hjælp. Selvfølgelig ville Winchell hjælpe. Dog havde mandens tanker bevæget sig lidt fra det hjælpsomme til det mere venlige. Alkoholen gjorde det næppe nemmere heller. At have en hånd om en andens pik, imens man knælede foran dem, var nærmest for oplagt for Winchell. Derfor bevægede hånden i pelsen sig, indtil den greb blidt fat om pungen. Hånden på pikken bevægede sig meget svagt om den, som grebet forandrede sig til en mere bevægende end stillestående. Atter kiggede Winchell op med et kækt smil og et glimt i øjnene. Dog ville han gerne se Oisins ansigtsudtryk. Se, om det var okay for vennen, før han fortsatte. For selvom den buttede mand ingenting sagde, var det tydeligt at se på hans ansigt, hvor hans tanker var henne.

Oisin sundede sig lidt. Lænende op af væggen. Det var meget tiltrængt. Det dirrede i hele kroppen, som den sidste urin kom ud af blæren. Han følte sig så veltilpas. Han sukkede og lukkede øjnene. Han kunne mærken kulden som begyndte at bide lidt, men lige nu var den bare rar og forfriskende. Han følte sig afslappet og godt klar til at komme i seng.

Han lagde ikke mærke til hvad Winchell havde gang i til at begynde med. Men kroppen reagerede ved den blide behandling. Pikken svulmede hvert fald op. Oisin havde fortsat lukkede øjne, som endnu et suk undslap læberne. Han begyndte at fornemme en behagelig fornemmelse i underlivet. Han mærkede hvordan hans pung blev blidt masseret, det samme med hans pik. Han kunne kun tænke på hvor rart det føltes. Blidt og behageligt. Hans mund åbnede sig svagt som han begyndte at tage dybere vejrtrækninger. Øjnene var stadig lukket, som han fortsat lænede med hovedet og hænder op af muren. Det her var virkelig rart.

Det var tydeligt som vand, at Oisin nød Winchells behandling. Pikken blev i hvert fald relativ hurtig erigeret hård og stiv. Og eftersom Oisin hverken trak sig væk eller verbal sagde fra, fortsatte Winchell blot sine hænders berøring. Hånden om pungen tog større og mere tydelige chancer, inden denne svandt ud af pelsen for at slutte sig til hånden om pikken. Der var rigeligt plads om satyrens manddom til at have begge hænder derpå. De bevægede sig i hvert fald langs skaftet. Winchell kunne ikke lade være med at fokusere på pikken med tungen i ny og næ uden på læberne.

Efter lidt tid med hændernes behandling kiggede Winchell op på Oisin. Satyren havde endnu lukket øjne, som hovedet og hænderne endnu hvilede mod væggen. Tankerne fortsatte med at køre afsted i fuld fart i Winchells sind. Derfor, stadig med hænderne om pikken, flyttede han sig, så han sad direkte foran Oisin med væggen bag sig. Stadig med hænderne om pikken flyttede Winchell sit hoved tættere på, indtil læberne næsten snittede hovedet. Og der blev et kys givet. Det smagte af urin, men Winchell havde smagt værre.
Venstre hånd bevægede atter ned i pelsen for at finde pungen. Den skulle ikke glemmes. Og nu, med mere plads på pikken, valgte Winchell at åbne sin mund for at lade hovedet af den mærke indersiden af hans mund, læber og ikke mindst den legende tunge. Det ville være nemt at give alkoholen i blodet skylden. At Winchell ikke ville gøre dette i ædrutilstand. Men hvis han fik muligheden, ville den buttede mand nemt finde sig i denne situation med kun vand i sig. Hvis Oisin bare åbnede sine øjne, ville han se sin ven sidde knælende foran ham med pikken begyndende i munden og hænderne andre steder. Alt bevægede og kærtegnede satyren. Hånden om pungen, hånden om pikken og munden om pikken. Tungen pirrede venligt mod revnen på hovedet. 

Oisins vejrtrækning begyndte at få lyd. En svag med hørbar, dyb, rungende vejrtrækning. Man kunne se hvor dybe vejrtrækningerne var, på hvor meget brys og maven hævede og sænkede sig. Vejret blev trukket dybt ned i lungerne. Hvis der havde været lys, så ville man kunne se at Oisins kinder var blevet røde. Mest af alt kunne man se den hvide sky af rim fra hans ånde. 

Hele hans krop føltes godt tilpas. Han havde aldrig fået en lignende behandling. Det var som om der var nogen som prikkede til de rigtige punkter, og de sendte små stød gennem kroppen. Det var en mesterlig behandling han fik.
Et dybt gisp undslap satyren, da han mærkede at noget vådt omsluttede glansen. Han kastede hovedet tilbage, og kom til at støde en enkelt gang med hoften, men han stoppede op igen. Han stod helt stille og nød. Øjnene var fortsat lukkede. Han kunne ikke være mere ligeglad med omverden nu. Den her fornemmelse var det hele værd. 

Vejrtrækningen af satyren begyndte hurtigt at blive lydhør og mærkbar. Winchell kunne høre, hvordan Oisin grådigt trak vejret ind og lod det blive prustet ud igen. Manden kunne nærmest mærke lungernes arbejde hernede. Og det var alt sammen takket været Winchells behandlingen af satyrens pik og ædle dele.
At de stod udenfor og gjorde dette, påvirkede Winchell ikke. Han havde oplevet kunder, der elskede og nærmest opnåede en form for tilfredsstillelse ved at gøre det i offentligheden. Risikoen ved at blive fanget af en tilfældig borger eller en byvagt. Natten herskede og de eneste, der vandrede rundt på Dianthos' gader nær Det Halve Svin, var enten lige så fulde som menneskemanden og satyren, eller også var de mere.

Winchells mund blev taget godt imod. Frem for at trække sig væk gjorde Oisin det helt modsatte. Han stødte med hofterne, så hovedet blev presset ind sammen med noget af skaftet. Winchell tog imod det. Den buttede mand smilte nærmest over Oisins reaktion. Satyren ville gerne. Han var lige så grådig, hvis ikke mere end Winchell.
Hånden på skaftet bevægede sig hele vejen ned til roden. Der skulle være plads til munden, for lige derefter bevægede Winchell hovedet frem. Pikken blev skubbet ind helt i munden, indtil manden kunne mærke sin hånd med læberne. Langsomt begyndte Winchell at sutte på sin vens pik. Nu var hans vejtrækning også nem at høre. Hvordan Winchell grådigt træk vejret igennem næsen. Hænderne bevægede sig dog begge væk fra hver deres ting. De kørte blidt og mærkbart, indtil de nåede om bag på satyren, hvor de tog fat i hver sin balle. Her klemte det blidt fast samtidig med at skyde underlivet svagt frem. Winchells egen pik var hård som væggen bag ham i bukserne. At give nydelse var normalt ikke nok for Winchell at komme og han tvivlede på, at det var nu. Men lige nu handlede det ikke om ham. Det handlede om Oisin. Denne impulsive behandling af vennen var i fokus. Derfor fortsatte Winchell sin bobben med tilfældig bevægelse af tungen om skaftet og hovedet.

Det føltes så godt! Så intenst! Oisin følte at han havde svært ved at følge med. Han var i tvivl om det var alkoholen eller følelsen som gjorde ham helt ør i hovedet. Det var vanvittig intens. Måske var han bare ved at blive drevet til vanvid. Han kunne ikke rumme andet end bare oplevelsen. Følelsen af denne behandling. Han bed sine tænder sammen, som hans åndedræt blot blev tungere og mere intens. Det her var næsten ikke til at holde ud. Den vilde følelse sendte ham ud over kanten og ind i en ny verden. 

Det tog heller ikke meget mere af Winchells behandling før samtrækningen i Oisins krop proklamerede hans orgasme. Mavemusklerne og lår spændtes op, og vejrtrækningen blev hurtigere. Oisin havde ikke haft en så intens orgasme før. Heller ej havde han før oplevet en spontan behandling på denne måde af en meget erfaren lystmand. Hele kroppen dirrede. Efterskælv sendte spasmer gennem hele kroppen. Men langsomt begyndte Oisins vejrtrækning at falde til ro.
Musklerne krampede stadig lidt, som Oisin sundede sig, og pludselig, ganske langsomt begyndte han at le. Den startede som en lille latter, men den byggede sig op. Oisin kunne ikke stoppe latteren at rulle fra hans mellemgulv. 
"Årh det var godt," fik han fremstammet mellem latteren. 

Tegnene på den kommende orgasme fra Oisin var ved at komme. Den hårde og intense vejrtrækning var altid startskuddet for, at det snart var tid. Dog stoppede Winchell ikke. Tværtimod. Han satte læbernes bevægelse op. Dette var nok første og sidste gang, den buttede mand ville få muligheden, så han gav Oisin hele armen. Satyren skulle opleve, hvordan Winchell var med sine kunder og dem, han scorede på kroerne på friaftenerne. 

Sammentrækningerne i kroppen og musklerne ekkoede igennem hele Oisins krop. Winchell kunne dog bedst mærke det i pikken, der pulserede og nærmest hoppede inde i munden. Der blev trukket en smule ud for at give plads til, hvad der kom kort efter. Den velkendte følelse af udløsningen igennem munden. Winchell slugte indholdet lydigt, dog ikke uden lige at smage kort på det. Smage forskellen fra de andre racer. Efter dette trak han sin mund hele væk fra pikken. Winchell sørgede dog for at slikke den helt ren på vejen. Hænderne på hver af de pelsede baller slap, som Winchell rejste sig op - ikke uden at give den ene balle et lille klask.
Winchell kom op at stå til en grinende Oisin. Dog var satyren tilfreds, det kunne høres på ordene. Winchell smilte blot, som han lod tungen slikke rundt om læberne. Fjerne mulige rester af sin ven. "Du var nu heller ikke dårlig, makker," sagde Winchell tilfreds, som han lod en arm slynge rundt om satyrens skuldre. Han havde ikke pakket pikken væk i sin lomme endnu. Den var stadig lettere hård. Det skadet heller ikke nogen, hvis den hang lidt ude og fik frisk luft, vel? "Fortæl mig. Har du fået bedre?" Drillende klappede Winchell med hånden oven på Oisins skulder, som øjnene kiggede i hans. Nu havde satyren oplevet, hvordan Winchell var. Hvis han nogensinde følte trangen, burde Oisin vide, at han bare skulle kalde. Der måtte gerne være lidt fordele i venskaber. 

Oisin trak vejret dybt et par gange og fik latteren under kontrol. Han åbnede omsider øjnene og missede lidt mod den mørke gade. Efter lidt tid fik han stillet sig helt op, som han mærkede armen om sine skuldre. Han fik bakset sin pik tilbage i lommen, selvom den var øm efter den intense behandling. Men derinde i sin lomme var den varm og beskyttet. Lige hvad den havde brug for.
"Jeg har det så godt. Jeg kommer til at sove meget tungt i nat."
Oisin smålo lidt, og begyndte at trække sin kofte over hovedet. Vinternatten var ikke til at spøge med. Noget af hans kropsbehåring var blevet dækket af et lag frossent sved, og han rystede også lidt af kulde. Hellere på med noget ordentligt tøj.

"Du fik da også virkelig smagt på sagerne."
Oisin klappede sin ven på ryggen. Han kunne ikke lade være med at tænke at det havde været en skør situation. Det var en god oplevelse, og han var som sådan ikke overrasket. Tja. Det var blot endnu en oplevelse. 
"Jeg tror også at det er på tide at vi kommer hjem."

Det var altid et tegn på et arbejde godt klaret, når modparten ville sove tungt. Med sin mund og hænder havde Winchell trættet Oisin ud. Selvfølgelig hjalp alkoholen med at gøre satyren træt, men han virkede langt mere afslappet og dvask nu efter at have tømt mere end bare sin blære fra sin pik.
"Der skal da ikke meget til at trætte dig ud." smågrinede Winchell, som han trak sin arm til sig for at give plads til at lade Oisins krop blive dækket til. Sveden og den spildte øl fra baren var blevet påvirket af kulden og sat sig mere ind i satyren. Det var nok meget klogt at dække sig til for nattens vinter.

"Det skal man jo. Ingen dråbe skal gå til spilde." sagde Winchell legende og blinkede med det ene øje. Lige nu frygtede den buttede mand ikke, at dette ville påvirke deres venskab. Oisin havde altid virket som typen, som tog tingene, som det kom. Og hvis han ikke havde ønsket det, havde han jo stoppet Winchell allerede, da hænderne var begyndt at gå fra hjælpsomme til virkelig hjælpsomme. At munden havde fået lov, havde været et tydeligt ja. 
"Skal en af os crashe på den andens sofa? Eller hver vores seng?" Begge mænd virkede lidt mere ædru efter affæren ved væggen. Oisin havde svedt lidt mere af alkoholen ud og Winchell havde fået klaret sine tanker og var mere i fokus. Alligevel kunne det måske være en fordel, hvis de to fulgtes ad hele vejen og bare lod den anden sove på sofaen eller hvorend der nu var plads i huset, de kom til. 

Oisin var godt bagt nu. Han kunne kun småle som svar. Han skulle have sig en seng, og gerne snart. Det var hvert fald en anden aften end han plejede at have, men han fortrød det ikke. Det havde været sjovt og godt. Lige en aften efter Oisins hjerte. 

"Jeg tror hvert fald at det er bedst at jeg finder min egen seng."
Oisin var tydelig meget træt. Han begyndte at stavre af sted med Winchell på slæb. Han slængede sin arm om hoften på Winchell. 
"Det har været en virkelig god aften. Nu må jeg se hvor onde mine tømmermænd er i morgen."
Oisin smålo, og måske fortrød han mængden af alkohol i morgen, men lige nu fortrød han intet. Det var et problem til i morgen.

En seng ville nok være det bedste at falde i søvn i efter en aften som i dag. Men når man var så fuld og så træt, som Winchell inderst inde var, kunne manden sove overalt. Derfor, som Oisin havde sin arm rundt om den buttede mands kødfulde hofte, havde han sin oppe ved satyrens skulder. Sammen slyngede de igennem hovedstadens gader.

"Lad os få dig din seng så. Skal jeg tage sofaen?" sagde Winchell afsluttende med et gab. Manden frygtede lidt, hvis han hjalp Oisin hjem og øjnene bare faldt på sofaen, satyren næppe selv ville sove i, at Winchell ville ligge sig i den og sove indtil den lyse morgen - og lidt mere. Hvis der bare var et tæppe eller i bedste fald en pels, ville Oisins sofa være mere end tilstrækkeligt for menneskemanden lige nu. 
"Jeg siger i hvert fald tak for en god aften. For det hele." Winchell blinkede døsigt, imens hånden om skulderen faldt en anelse for at kærtegne satyrens ryg. At de begge fandt aftenen god, viste vel kun hvor lidt de begge fortrød den. Der var intet at fortryde. I hvert fald ikke fra Winchells side. Og den salte satyrsmag i munden var beviser på, at Oisin næppe heller havde fortrudt. Ellers ville en arm heller ikke være rundt om Winchells hofte, hvis Oisin følte anderledes. De var et godt venskab. Måske lidt unikt, men den buttede mand værdsatte det hele. Og han måtte tage i dag lidt som en sejr. Han havde puffet Oisin mod sin sjofle og venskabelige mission. Det betød, Oisin ikke var stædig og stillestående. Han kunne leges med. 

"Det må du gerne for min skyld."
Oisin havde ikke noget problem med at Winchell crashede hos ham. Så længe Oisin kom i seng, så var han tilfreds. 
Langsomt begyndte Oisin at stavre ned af gaderne. Muligvis passerede de på et tidspunkt en byvagt patrulje, der havde nattetjeneste. Han misundte ikke byvagterne det. De måtte have det pisse koldt, og så skulle kunne skælne mellem fulde folk og uromagere. Det måtte ikke være nemt, men han kunne ikke forestille sig at Oisin og Winchell virkede truende.

Det tog noget tid, men de nåede frem til Oisins beskedne hjem. En ganske almindeligt lille hus, klemt ind mellem alle de andre. Hvert eneste bygning så ud som om det var blevet mast ind for at få plads til dem alle, men Oisin kunne lide det. Stueetagen var der hvor han havde sit ildsted med en lille skænk og bord, hvor han kunne spise, og ellers ledte en trappe op, hvor han havde sit sovekammer. 
"Du kan sove på skænken. Jeg henter lige et soveskind til dig, og så vil jeg få tændt op. Ellers fryser vi ihjel i nat."
Turen havde frisket Oisin lidt op. Han vidste at han skulle skynde sig, hvis han ikke bare skulle gå omkuld i sine egne soveskind. Det tog derfor heller ikke satyren lang tid at komme op af trappen, og ned igen med nogle skind i armene.
Han kiggede over mod sit ildsted og sukkede tungt.
"Nu ville det være rart at være troldmand. Bare puf! Og så havde man ild."
Oisin lo lidt, men fik møjsomt sat sig på knæ foran ildstedet og begyndte langsomt at tænde op.
Det tog ham en del tid, men til sidst kom der ild i ildstedet, og varmen bredte sig hurtigt, og det hjalp en del på kulden i den meget kolde bolig. Oisin sad og stirrede træt ind i de knitrende flammer.

Et par klap på skulderen blev givet som tak for, at Winchell måtte crashe på sofaen hjemme hos satyren. Og efter det vendte turen bare hjem mod Oisin. På vejen stødte de på et par stillestående byvagter. Winchell ville nok kunne overleve kulden om natten, men disse vagter virkede til at fryse deres bagdel af. Det var sgu ikke et nemt job - og derfor var den buttede mand meget glad for, han ikke ønskede at gå den retning. Ingen gad være udenfor i kulden, når de kunne være i en seng med en anden. Om så man elskede kulde.

Det lille hjem kom til dem og Oisin låste dem ind. Allerede inden satyren havde sagt, han kunne sove på skænken i stuen, de straks kom ind, dumpede den buttede mand ned i den. Øjnene flakkede og blinkede trættende, som Oisin sagde, han ville hente soveskind og tænde op. En tommelfinger røg op, idet satyren forsvandt.
Imens Oisin var oppe på den øvre etage, havde Winchell valgt at trække sin tunika af. Manden sad med bar overkrop og langede ud på skænken, allerede klar til at sove. Ildstedet tændt op eller ej. Dog gik der ikke lang tid, før Oisin var nede igen med nogle skind i armene. 
"Ja, hvor er din ildelementaler henne, når man har brug for en?" smågrinede Winchell, som han så satyren prøve at sætte ild i ildstedet. Der ville virkelig blive meget fint lunt herinde i løbet af natten - og her skulle Winchell sove. Ren luksus!
Endelig kom der knitrende flammer frem. Oisin virkede til at stirre sit værk stolt. Dvask lænede Winchell sig op og møvede sig tættere på Oisin, kiggende ind i flammerne som satyren. "Og guderne sagde, lad der være ild."

Der var noget fascinerende ved at stirre ind i ild. Sådan en mærkelig ting. Farlig og dog livsnødvendig. Sørgede for at man kunne holde varmen om vinteren, og at man kunne lave mad. Og så var det pænt. Det var virkelig smukt at kigge ind i. Han var fuldstændig fortabt i sine tanker. Eller mest af sin stirren ind i flammerne, og han kunne mærke som han begyndte at synke mere sammen.

Pludselig satte han sig op med et ryk. Han var næsten faldet i søvn. Han rystede lidt på hovedet. Han måtte hellere bevæge sig op under sine skind, inden han faldt i søvn foran ildstedet. Han smed en ekstra kævle ind i ildstedet, inden han rejste sig op. Han kiggede over på den halvsovende Winchell.
"Jeg går op. Tak for i aften min ven. Det var virkelig hyggeligt."
Han vidste ikke om Winchell hørte ham. Han stavrede langsomt op af trappen, mens han støttede sig op af væggen. Han nåede lige knap at smide sig i skindene inden han faldt i søvn. Han nåede dog lige at få møvet sig ind under dem, så han kunne holde varmen i løbet af natten.

Hvor længe de stirrede ind i ilden, kunne Winchell ikke sige. Det var, som om de to trætte og fulde venner var i hypnose af de dansende flammer. Den kommende varme, der begyndte langsomt at brede sig i hele hjemmet. At Winchell var begyndt at falde i søvn med åbne øjne var en realitet. Derfor blev han da også vækket lidt af et chok, da Oisin erklærede sig færdig for i dag.
"Ja, det var dejligt. Det må vi gøre igen og igen," sagde Winchell mumlende og distræt. Alligevel var der den klassiske, glade tone i mandens ord. "Godnat, makker." Om Oisin hørte det, som han tog sig til væggen ved trappen, vidste Winchell ikke. Manden vidste bare, at han skulle have de her bukser af. Meget vel var han træt, men han var stadig vågen nok til ikke at ville sove i tøj. Derfor blev bukserne møvet ned og væk. De blev smidt et tilfældigt sted på gulvet, hvor tunikaen også lå. Derefter kravlede Winchell sig ind under de soveskind, Oisin var kommet med. De dækkede dele af kroppen, men ikke alt. Satyren ville måske få et chok, hvis han stod op først og Winchell havde bevæget sig i søvne. Eller måske ville Oisin ikke have noget imod at se en nøgen bagdel før morgenmaden. Det ville jo være et meget pænt og fyldigt syn for Oisin. Winchell ville ikke have noget imod det. Men det var ikke, hvor mandens tanker var. De var på at sove. Og det tog da heller ikke lang tid, efter han havde lukket øjnene indtil, at tankerne begyndte at forvandle sig til drømme.