
Fnuggie 13.10.2021 20:10
Var halvdæmonen blevet fornærmet over noget han havde sagt? Han kiggede på tanto og slog et smæld med læberne som ahn lyttede til hans ord. Så voldelig anlagt, det havde han slev været en gang. Det var sog mange år aidnd. Han kunne dårligt nok huske hvor lang tid det var siden. Han lagde hovedet lidt på skrå og rystede på hovedet. “Kan du ikke bare gå din vej?” Spurgte han svagt og kiggede ned på sin mjød. Han løftede kruset og tog en tår af den inden kruset blev sat ned på bordet igen. Han ville ønske at Tanto ikke var så vred anlagt, men havd kunne man forvente af han? Hvis man havde været ude for lort, så var man fuld af vrede. Det var ikke fordi at han lagde skjul på han selv kunne blive vred. Nogen gange overtog hans dæmoniske side også, og det kom der aldrig noget godt ud af. Han fortrød hver gang han havde givet slip på sin dæmoniske side. “Jeg kom på rette køl ved at lade vreden gå og lade vær med at tænke på min familie” svarede han og kiggede på Tanto. Det var ikke rart at gå og være vred hele tiden. Det havde han oplevet på egen krop. Sidst han havde haft været så vred havde hans dæmoniske side overtaget i flere århundrede. Det var ikke noget der skete ret meget mere, men til tider fik ahn bare nok og flød over. Som regel kunne han styre sin dæmoniske side, men nogen gange var det bare svære end normalt. 
Beanstalk 13.10.2021 22:49
Nu var det Tantos tur til at komme med det ene skæve smil til det andet. Men det var ikke kommet på baggrund af humoristisk komik. I hvert fald ikke den gode af slagsen. "Du inviterede mig herind og vil have, jeg skrider? Sikke venlig anlagt du er." Tantos stemme var altid kold og derfor ville alt virke sarkastisk. Og dette var dog også sarkastisk. Dog var det på en måde mere afslappet end han havde været over for Xaphan. Op indtil nu havde han været fjendtlig. Klar til at angribe med ord og våben hvert vågne sekund.Kruset blev løftet kort til læberne, dog uden at sluge en slurk. Tanto kunne ikke høre, hvad der blev sagt til ham. Eller rettere forstå, hvad der blev sagt til ham. "Når min familie stopper fra enten at prøve at dræbe eller kidnappe mig, lader jeg dem være." Xaphan vidste langt fra, hvad han prøvede at snakke om. Tanto var ikke vred på sin familie bare fordi. Han havde en grund. Og en god en af slagsen. Hvorfor ellers havde han spurgt Xaphan som noget af det første, om han kendte Bagludan. For at se, om denne halvdæmon med en enkelt englevinge kunne være en halvbror til ham. For hvis han var bror, ville Tanto have angrebet. Endnu ikke havde han han mødt en af sine halvsøskende, der udviste barmhjertighed. Det var jo en svaghed, spurgte man Bagludan.

Fnuggie 14.10.2021 23:07
Xaphan kiggede overrasket på Tanto og rystede lidt på hovedet. Det var jo slet ikke sådan han ahvde ment det? Han måtte hellere forklare sig, ellers gik det bare galt. “Nej nej. Ikke at du skulle gå. Men kunne du ikke gå fra din familie og leve dit eget liv?” Spurgte han og kiggede på Tanto med mild øjne. Hvad skete der for at han havde tolket det sådan? Det havde bestemt ikke været hensigten. Faktisk havde han ment det stik modsatte. Men samtidig kunne han godt forstå hvorfor Tanto var så vred. Det havde han selv været i år hundreder og det var ikke nyt for ham stadig at blive vred en gang i mellem. Nogen gange var det bare sværer st slippe en vrede end først antaget. “Til den tid er det måske allerede for sent” sagde han og kiggede på Tanto med fornyet energi. “Til den tid kan du være død hvis du ikke vender dig om og går fra dem nu” han måtte hellere være ærlig fra starten og formulere sig rigtigt ellers ville Tanto bare misforstå det. Det gik jo heller ikke. Så han tog en tår af sin mjød og satte den på bordet. “Hvad vil de gøre hvis de finder sig glad og livlig?” Spurgte han venligt og kiggede på fyren. Hvis han bare smilte en enkelt gang ville hele hans verden så gå i stå? Ville den bryde sammen hvis ham viste lidt livsglæde? 
Beanstalk 17.10.2021 11:50
Selvom Xaphan forklarede, at det ikke havde været intentionen bag ordene, gjorde det ikke Tanto mere venlig anlagt. For hvad rådede han ham til? Hørte Xaphan overhovedet efter til de få ting, Tanto rent faktisk fortalte om sig selv. "Hvad tror du, jeg prøver på? Jeg prøver at komme langt væk fra dem. Problemet ligger i, at min fader af en dæmon ikke vil af med mig." Skønt det var arrige ord, Tanto sagde, var stemmen endnu i den kolde og ikke følelsesladet anretning. Selv i vrede kunne halvdæmonen kontrollere sig. "Hvis de finder mig, vil de trække mig med tilbage. Halvdød eller bevidstløs. Om jeg så var glad eller trist." Det gik de ikke op i. Bagludan havde én mission, når det kom til Tanto. Og det var at finde afkommet og bringe ham tilbage. For det var tydeligt, om så Tanto ville indrømme det eller ej, at Bagludan havde produceret et godt eksemplar af halvvæsener. Dæmonernes fordele uden deres svagheder. Og med opdragelsen var mange af menneskesidens svagheder trænet væk. Mange af dem, ikke alle. Den fandens stædighed i Tanto var nok mest fra morens side.

Fnuggie 18.10.2021 18:18
Xaphan lyttede skam til ordene, men ahn forstod ikke hvordan man kunne være så vred på en familie. Ja han havde selv været vred i sin tid, men det havde ændret sig nu. Nu så han nærmest alle dæmoner som familie, selv en halvdæmon som Tanto. Spørgsmålet var bare om de kendte hans mor Vepar. Han lagde hovedet lidt på skrå og nikkede så. “Jeg forstår. Måske su skulle søge hjælp hos nogen der kan hjælpe? Så du ikke får problemer med dem igen?” Der i ikke agat at ahn skulle slå dme ihjel, det var jo stadig familie. Men han ville ikke have nogen ide om hvad Tanto’s ide var. Nok ville hans slå ihjel og være sur, men behøvede man at være det hele tiden? Han tog en går mere af sin mjød og kiggede på Tanto med et mildt blik. “Og hvad vil der ske hvis dubler trukket med tilbage! For jeg går ud fra det er i kzar mora?” Kom det fra ahm og kiggede på ham. Kzar mora var et forfærdeligt sted, og han håbede aldrig at se det sted igen. Men somme tider var han der ude blot for at inspicere selvom der var øde og mørkt. 
Beanstalk 23.10.2021 12:06
Tanto kunne ikke andet at fnyse over Xaphans ord. Den dag han spurgte om hjælp, ville være den samme dag, hvor hans fader ville lade ham være og aldrig ønske at trække ham med tilbage. Begge scenarier var i hvert fald lige sandsynlige. Den eneste, Tanto nok kunne få sig selv til at spørge om hjælp hos, var Amy. Og hun var her ikke lige nu. Faktisk vidste halvdæmonen ikke, hvor menneskekvinden var. Endnu en tår blev taget af drikken, som Xaphan spurgte. Et hypotetisk spørgsmål, men et, Tanto skam havde tænkt over mange gange. Derfor kendte han svaret i store detaljer, men detaljerne blev ikke fortalt. Xaphan behøvede ikke høre, hvordan halvdæmonen uden tvivl ville blive tortureret i nogle årtier for sin ulydighed til sin kære farmand. "Bliver sikkert smidt i et bur og nøglen smidt væk. Så jeg ikke slipper væk igen." Som en utrænet hund. Men Tanto var skam trænet. Det var takket været Bagludans hårde træning - eller opdragelse alt efter, hvordan man anså det - at Tanto var, hvem han var den dag i dag.

Fnuggie 25.10.2021 13:40
Xaphan af entrede et svar men der kom intet svar. Tanto ville ikke bede om hjælp det vidste han nu. Men det måtte halvdæmonen jo selv om. Ham skulle ikke tvinges til at be om hjælp hvis ahn ikke ønskede den. Hellere at bide negle og se sig om hvert andet øjeblik. Sikke et liv at have, det var næsten en skam. En skam som xaphan kendte alt for godt. Det var ikke fordi at han ikke ville hjælpe tanto, for det ville han gerne, han var vel en halvdæmon og en af lysets riddere, det var bare at åbne munden og spørge om hjælpen.“Det er jeg ked af. Så håber jeg ikke du bliver fanget. Ellers må du jo slå ihjel” det var sandt, han kunne ikke bare sidde og se til som Tanto udgjorde mord imod alle og enhver. Men havd skulle ahn gøre ved det? Han kunne ikke gøre noget hvis ikke Tanto ville have hjælpen. For egentlig kunne han vel også være lige glad. Men en dæmon i problemer var en ting hans svaghed var overfor. Han ville hellere end gerne hjælpe alle mennesker, men det kunne han ikke, der måtte også være grænser for hjælpen ikke? Han tog sn tår af sin mjød og kiggede på Tanto med blide øjne.

Beanstalk 25.10.2021 21:16
Mange ville nok reagere med en joke, et grin eller anden form for respons for at vise, at de tog Xaphans "må du jo slå ihjel" som en vittighed. Men Tanto var lige så seriøs og kold som optil nu. For det var ikke en usandsynlig vittighed for ham. Han løftede blot kruset til sine læber, lade Xaphan tænke sig frem. Tanto behøvede ikke fortælle, at det at dræbe ikke var en ny følelse for ham. Hans profession var halvt at dræbe. Jovist var han dusørjæger, men samtidig var han lejemorder. Og mange dusører var "død eller levende". Og tit var det nemmere at trække et lig frem for et endnu kæmpende menneske. De blide øjne, Tanto kunne se fra den anden mand, gjorde ham intet. Han sendte ikke blide tilbage. Han ændrede ikke sit ansigtsudtryk. Hvad skulle han bruge Xaphans medlidenhed med? Kunne den stoppe Bagludan? Eller gemme ham forevigt? Eller bringe den menneskelige familie tilbage? Eller spole tiden tilbage og rive Tanto ud af Bagludans greb, da han endnu kun var fem? "Sig mig, Xaphan, hvad vil du med mig?" Dét var det eneste, Tanto ikke havde fået svar på. Eller det eneste, halvdæmon gad få svar på. Hvad ville Xaphan med ham? Hvad var planen med ham? Jovist var det blevet fortalt, men siden hvornår var livet så enkelt?

Fnuggie 26.10.2021 01:01
Som han kiggede på Tanto fik han mere og mere ondt af fyren. Tænk at leve et liv hvor man bar nag og ikke kom videre med sit liv. Det var en skam og ærlig talt kunne han vel godt forstå det på nogen punkter. I hvermand hans dæmoniske side ville kunne forstå det. Hvis den fik overtaget (hvilken den til tider gjorde) så var han på røgen. Så var det med at komme væk fra byen og ud på landet hvor han forhåbentlig ikke kunne gøre nogen fortræd. Han bed sig svagt I læben og kiggede på Tanto som spørgsmålet lød. Hvad han ville med Tanto? Intet. Men hvis gode manere ikke var for langt væk i ham så kunne han forhåbentlig hjælpe Tanto til et bedre liv ikke? "Egentlig ville jeg ingen ting, men nu? Hvis jeg kan hjælpen vil jeg gerne" det var det hans liv var blevet til. At hjælpe andre og det var der ingen der kunne tage fra ham. Han ville hellere end gerne hjælpe der hvor han kunne. "Men du virker ikke som en halvdæmon der tager imod hjælp fra andre. Så egentlig er du vel frit til at gå hvis du ønsker" han ville ikke holde på ham hvis han ikke ønskede det. Tanto havde sit eget liv at føre, og det skulle han have lov til. Vred eller ikke vred kunne det ikke være lidt lige meget? Så længe der blev gjort noget ved hans vrede en dag ude i fremtiden.
Beanstalk 02.11.2021 15:27
"Der er kun én ting, som kan hjælpe mig. Og det er Bagludans afskåret hoved smidt i havet." fortalte Tanto alt for hverdagsagtigt taget indholdet af ordene i betragtning. Nabobordene havde hørt ham og have skævet rystende deres hoveder mod ham. Valgte halvdæmonen at dreje sit kolde blik på nogen af dem, ville de uden tvivl kigge bort af frygt. Den, der snakkede om afskåret hovedet på en kro, ville de fleste frygte.Hvorfor virkede Xaphan nærmest øm over for Tanto? Som om halvdæmonen levede et usselt liv? Som om han blot kunne vende den nøgne kind til og leve lykkeligt uden nogen frygt? For det kunne Tanto ikke. Han ville gerne leve uden at skulle kigge over skulderen for sin far eller dæmonsøskende - de andre fjender, Tanto havde lavet i sit liv, ville han endnu kigge efter. "Så medmindre du vil være en moderisk byvagt, er der ikke meget for dig at gøre." Tanto havde intet imod mord og akten i at dræbe. Det burde Xaphan have regnet ud nu, hvis ikke allerede før. Dæmoner var velkendte for at være koldblodige mordere. Tanto havde sin bunke af lig i fortiden - og det seneste ikke langt tilbage i sagte fortid. Men det var nok næppe informationen at dele med en byvagt.

Fnuggie 05.11.2021 20:09
Det var hårde ord der kom fra Tabto. Men kunne han benægte ham dem? Egentlig ikke. Forhåbentlig ville der komme en dag hvor Tanto kunne slappe af og nyde livet. "Det gør mig ondt at gøre du har så mange problemer med denne Bagludan" svarede han og kiggede ned på sit halvtomme krus. Han kunne sagtens drikke en mere men han måtte hellere vente til denne halv dæmon var gået sin vej. Eller tilbyde ham noget mere af drikke. En af tingene kunne han vel lige så godt i stedet for at drikke alene. Ikke at han havde noget problem med det tværtimod. Han elskede at nyde i ildstedet skær på kolde dage og nyde varmen på ryggen. Han nød at sidde i røgen fra en pibe og nyde at de rundt i et lokale. Han var villig til at være alene. Det tog han ikke så tungt igen. Hellere være alene end at være i et dårligt selvskabt der kun gjorde tingene være end hvad godt var. "Du skulle bare vide hvad jeg er i stand til hvis jeg lukker op for min dæmoniske side" Svarede han tørt og kiggede på Tanto. Normalt sagde han ikke den slags ting og normalt kunne han ikke styre sin dæmoniske side. Menn ærlig talt så levede hans dæmoniske side også sit eget liv når den først dukkede op i lyset. Han løftede sit krus og tog en tår inden han satte kruset ned og kiggede på Tanto. "Men du har nok ret. Der er ikke meget jeg kan gøre hvis ikke du vil have hjælpen" svarede han og kiggede lidt på Tanto uden at sige så meget mere. Tanto virkede ikke som typen der bedte om hjælp, så hvorfor skulle han gøre det nu?
Beanstalk 10.11.2021 21:05
"Velkommen til min verden." konstaterede Tanto koldt og tørt. Igen, hvad skulle han bruge Xaphans bekymrende ord til? Ord var ikke våbnet, der ville slå Bagludan. Der var kun én måde, hvorpå Tanto kunne være helt fri fra dét problem. Og det var med et lig. Enten hans eget eller Bagludans. Og ingen af de to ønskede at dø. Kald det et fælles ønske blandt far og søn. Selvom det kun gik én vej, at Bagludan ønskede dem begge i live. For Tanto kunne hele familien blive udryddet, så han ville være den eneste, der bar Bagludans blod i sine årer. Men for at dette kunne ske, skulle dæmonsværdet blive svunget tæt på uendelige gange. End ikke Tanto var ikke så effektiv.Det var ingen hemmelighed blandt halvvæsener med én del af dæmon, at der var en indre mørke, som kunne dominere og være ret glubsk. Men det var ikke just noget, de fleste reklamerede med som Xaphan lige nu gjorde. Ønskede den anden dæmonblanding at få ønsket om hjælp fra Tanto? Halvdæmonen ville nærmest sige nej til en, der hed 'Bagludans morder'. Sådan var Tanto bare. "Tro mig, jeg kender alt til den slags sager og sider." Tanto afsluttede sine afslappet ord med næsten at bunde sit krus. Alkoholen ramte ham ikke. Sidst han havde kunne mærket én øl, havde han endnu været et barn og hans ældre halvsøskende havde givet ham noget stærkere. Dæmonsøskende var næppe som menneskelige søskende, skønt Tanto kun kendte én af disse to slags.

Fnuggie 10.11.2021 23:30
Han nikkede lidt til Tantos ord. Verden var nogen gange urimelig. Men der var ikke så meget at gøre hvis man ikke ville have hjælpen. En dag ville Tanto måske komme forbi igen og bede om hjælp, men ærlig talt tvivlede Xaphan på denne del. Hvorfor skulle en halvdæmon som Tanto bede om hjælp når dæmoner og halvdæmoner havde det med at ville klare ærterne selv. Han trak lidt på skuldrene ved sine egne tanker og tømte det sidste I sit krus inden han satte det tomme krus fra sig. Han kunne sagtens drikke mere. Egentlig burde han ikke men hvad gjorde wn til? Han skævede op imod baren og overvejede at gå der op. Dog ville han ikke være uhøflig og lade vær med at tilbyde Tanto lidt mere at drikke. "Jeg tror dig" svarede han og lagde hovedet lidt på skrå. Det var ikke alle og enhver der turde fortælle de havde en dæmoniske side. Egentlig burde han heller ikke haft gjort det, men nu havde han proklameret det så kunne han ikke benægte det. Hans blik vandrede igen op til baren og så på Tanto's tomme krus. "Skal du have en genopfyldningen inden du smutter?" spurgte han venligt og kiggede op på Tanto. Forhåbentlig ville han sige ja. Men han kunne sagtens forstå hvis han ikke ville have en mere. Xaphan var nok ikke det bedste selvskabt, men han lagde heller ikke skjul på sig selv når det kom til stykket.
Beanstalk 15.11.2021 20:28
Selv hvis Tanto ville spørge om hjælp imod alle gudernes sandsynlighed, ville Xaphan nok næppe være assistancen, han ville spørge efter. Ikke noget imod vingemandens person. Det var halvdelen af hans race. Tanto vidste selv, at dæmoner næppe var de mest pålidelige og loyale individer i landet. Og han anså sig ikke selv for en undtagelse. Tanto var selv upålidelig og ville dolke en eftersigende partner i ryggen for egen vinding. Havde han ikke haft missioner med selskab af tvang, hvor han kunne udnytte selskabet for at komme videre? Svaret var ja. Og Tanto havde ikke tøvet. Derfor mistænkte han Xaphan for at gøre lignende. Meget vel var denne mand byvagt, men lovens lange arm kunne være mere beskidt end staldgulv."Hvis du endnu giver, siger jeg ikke nej." Hvorfor smed Xaphan et venligt ansigt? Forventede vingemanden endnu at blødgøre Tanto? Det var nemmere at gøre en klippe blød, før halvdæmonen blev. Men lad nu vingemanden prøve. Hvis det betød gratis drikke til Tanto, lod halvdæmonen ham endelig fortsætte. En idiot var Tanto skam ikke.

Fnuggie 25.11.2021 19:36
Som Xaphan kiggede på ham lagde han ikke skjul på at Tanto bare skulle åbne munden og bede om hjælp. Dog ville han sikkert ikke have den som han allerede havde givet udtryk for. Så hellere lade vær og bare nyde et selskab der kunne udvikle sig til noget fint. Selvom Xaphan heller ikke troede qt dette var muligt. Han havde set våbnet Tanto gik med på ryggen, og det kunne snildt blive brugt imod ham hvis Tanto ønskede det. Men heldigvis var Xaphans langskaftede knive gemt under hans tøj og så de var endnu ikke blevet opdaget. Men et forkert træk fra Tanto og hans våben så skulle han nok trække sine egne.Da Tanto indvillede i at få en drik mere rejste Xaphan sig op og tog hans krus. Han bevægede sig op imod baren og den halv fyldte kro som han måtte glide sig igennem befolkningen, for at få plads til sig selv og hans vinger. Han kom dog op til baren og satte krusede på bordet og straks kort tid efter fik han genopfyldt begge krus. Han stak en hånd i sine lommer og lagde nogle krystaller på baren. Langsomt og stadig smygende gled han igennem befolkningen for at komme ned til Tanto, og det selv samme bord han havde siddet ved før. Han satte kruset for Tanto. "Værsego" han var ikke pligt for qt give en tår at drikke til en tørstig sjæl. Tanto virkede jo ikke lige frem til at have et fast arbejde når han sådan var på flugt hele tiden.

Beanstalk 01.12.2021 20:27
Med Xaphan væk sad Tanto helt alene. Hvis han ville smutte, var det nu. Hvis ikke han gad sige farvel og bare forsvundne som en luftet vind, var det nu eller nok aldrig. Så hvorfor forblev Tanto siddende? Xaphan var ingen Amy. Der var intet specielt ved denne bevingede mand, der gjorde deres forhold tæt. Ikke som med Amy. Alligevel forblev halvdæmonen siddende. Hvorfor? Mon, fordi de begge var halvvæsener med dæmon som den ene halvdel? Eller måske, fordi dette var en dæmon, der ikke ønskede at dræbe ham? Selvom Xaphan på sit arbejde sikkert ville kunne ende med at stå over for Tanto. En byvagt og en lejemorder. Der var en vittighed et eller andet sted der. Den krævede bare en komiker at fortælle. Og Tanto var alt andet end en komiker.Tilbage kom Xaphan. Kort kiggede Tanto på ham, før han nikkede takkende for sin genopfyldning, før der blev taget den første tår. Ønskede Xaphan at forgifte ham, var det sket under første krus. Man gad ikke spilde flere krystaller på en, man alligevel ville forgifte. Derfor var dette krus sikkert.
"Hvorfor melder du mig ikke til resten af dine kollegaer? Eller anser du mig ikke som en trussel?" Igen, Tantos inddirektehed var ikke-eksisterende. Det blev sagt lige ud, hvis det overhovedet gjorde. Men han kunne lige så godt spørge, for måske var dette bare en distrahering, imens kavaleriet kom.

Fnuggie 01.12.2021 23:12
Xaphan var ikke ude på at slå nogen ihjel. Faktisk havde han ikke slået ihjel længe. Faktisk havde han ikke ladet sin dæmoniske side tage over for ham længe og med alt held havde det lykkes ham at holde sin dæmoniske side i skak. Også selvom arbejdet var stressede til tider. Det gav lidt i sig selv, og til tider kunne han stadig mærke den mørke side af ham tage fat. Men så måtte han tage væk eller hilde fri for at finde fodfæstet igen. Han var på ingen måder voldelig anlagt og havde ldrig været det. Kun når dæmonen i ham kom frem, hvilket var en sjældenhed. Han lagde hovedet lidt på skrå som han kiggede på Tanto. Forhåbentlig så han ikke dårligt på ham eller noget. Han ville blot være venlig. Men da spørgsmålet kom kløede han sig på hagen inden ham svarede. "Er der en grund til at melde dig til byvagterne?" spurgte han langsomt og kiggede på Tanto. Egentlig kunne han da godt gøre det, men hvad var grunden? Han havde ikke set nogen grund til at gøre det. Så hvorfor skulle hak begynde nu? Nej der var ingen grund til at tilkalde byvagterne. Han havde helt styr på situationen, og Tanto havde ikke lige frem virket voldelig eller trukket sit våben enndu. "Som jeg ser det er der ingen grund til at tilkalde dem. Du er jo ikke ude på ballade. Og byvagterne har sikkert rigeligt at tage sig til med andre ting" svarede han og løftede det ene øjenbryn. Hvorfor var Tanto så bange for byvagterne eller for at noget ondt skulle ske ham?

Beanstalk 27.12.2021 16:40
Et fnøs undslap Tantos læber. Xaphan var tydeligvis ikke den skarpeste kniv i skuffen. Hvordan skulle en dæmon kunne leve og bare overleve i landet, hvis ikke det var for at udnytte deres mere mørke sider? Om Xaphan havde hørt om dæmonsværdet og dens ejermand fra sine kollegaer eller mulig indfanget kriminelle, kunne Tanto selvfølgelig ikke vide om. Men rygterne om den koldblodige lejemorder havde selv halvdæmonen hørt i landbyer, han besøgte igen. Heldigt at han ofte brugte en hætteklædt kappe. Ellers ville hans ansigt sikkert hænge på kroer og blandt lysets hær som et individ at indfange. Pudsigt, hvordan en dusørjæger kunne meget vel have en dusør af sin egen."Ingen, som jeg føler at fortælle," fortalte Tanto blot. Han vidste nok om lysets hær, at de ikke ville indfange ham uden konkret grund. Sagde han intet, skete intet. Legede han med informationer, kunne det måske hænde. Men det ville ikke være første gang, at halvdæmonen havde undsluppet lovens lange arm. Så lang var den arm heller ikke. "Lige nu, nok ikke, nej. Medmindre jeg får en grund til det."

Fnuggie 30.12.2021 20:08
Dom Tanto fniste kiggede Xaphan på ham. Ærlig talt kunne han ikke gøre sig klog på Tanto. Han virkede så vred og alligvel så glad på en eller anden mystisk måde. Men samtidig kunne han ikke gøre andet end at flygte hele tiden. Det måtte næsten være et trist liv. Tænk at flygte hele tiden for et liv som kunne blive godt hvis man tillod det. Xsphan havde flygtet i mange århundrede og da han fandt plads i lysets hær vidste han hvor hans plads var. Alle havde set skævt til ham pga hans vinger, men han havde arbejdet sig op af. Selv den dag i dag arbejde han hårdt på sit liv. Han formåede ikke engang at ligge arbejdet på hylden hvis der ikke var grund til det. Der var en grund til at han var afhøringsmester. Dog havde han ikke behov for at afhøre Tanto. Han skulle bare bruge lidt hjælp til at indse sit liv. "Det er ikke alt man skal fortælle. Det er godt at have hemmeligheder" xaphan havde da også selv hemmeligheder. Så som at han havde kysset Freya til et bal og ikke set hende siden. Det ændrede ikke på at han gerne ville se hende igen. "Hvorfor skulle der komme en grund? Du er sikkert et fornuftigt mennneske dybt inde i dit indre kaos" han smilte svagt inden han løftede kruset og lod væsken glide ned I halsen på ham. 
Beanstalk 15.01.2022 10:27
Hemmeligheder. Dér kunne Tanto nikke svagligt enigt med Xaphan. Halvdæmonen havde nok skeletter i skabet til ikke at ville dele det. Både metaforisk og mere bogstaveligt. Og det var næppe den slags hemmeligheder, der skulles deles til en rider af lyset. På arbejde eller ej. At Xaphan endnu ikke kunne se sandsynligheden for en konfrontation, kunne Tanto ikke holde sig enig i dog. Han var altid konstant på vagt i tilfælde. Der var blevet skabt fjender i landet foruden faderen selv. Hævn over de mange dusører eller lejemord. Eller bare de uheldige ofre af Tantos klinge. Han var ikke barmhjertig, når det kom dertil. Efterlod man nogen, ville de uden tvivl komme og tage hævn. Vær sikker og stik en ekstra gang i brystet mod hjertet."Man ved aldrig. Der kan altid komme en grund. Fornuft kan fordufte hurtigere end lystige mænd i et bordelhus." Sammenligningen kunne ligge op til et grin, men tonelejet i Tantos stemme gjorde det ikke just sjovt. Den kølige og seriøse tone var fremme igen som altid. Fornuft var en finurlig ting. For Tanto kunne være fornuftig nok til ikke at trække sit sværd herinde, men skulle situationen opstå ville denne fornuftige tanke blive smidt ud af hovedet og erstattet med sindet af en kæmper.

Chatboks
IC-chat▽
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 4
Lige nu: 0 | I dag: 4