Det var ikke engang fordi at Bandorion prøvede at bilde sig selv ind at han var subtil med hentydningerne. Han vidste udmærket han lod det lægge ud, så Ramiel kunne gøre med oplysninger som han ville, og selvfølgelig blev han glad for at Ramiel var villig til det. Det kunne være at det ikke var ligeså nemt for Ramiel at hoppe i med en fremmede, og Bandorion kunne da også godt vente en smule, og ville gerne lade sig spille, hvis det gav ham hvad han ville have i sidste ende. Måske han dog ville have været lidt mere påpasselig hvis han vidste hvad der ellers lå under det kønne ansigt.

Det var derfor også en villig ørkenelver der smeltede under de blide berøringer af Ramiel, og mødte læberne i et kys. Ikke det første for i aften, men nok heller ikke det sidste. I hvert fald ikke hvis Bandorion skulle bestemme, som gerne ville holde Ramiel i rummet så lang tid som muligt. Hans eget hjerte bankede hurtigt derud af i spænding.
Han kunne mærke den muskuløse krop, og var lidt ked af at han selv var dækket så godt i, at han ikke rigtig kunne mærke den markante varme der måtte komme fra den anden. Hans ene hånd fandt vejen til hvor Ramiels hjerte måtte være, og blot blev der, mens den anden hånd søgte mod hvad end han kunne finde af bar hud at udforske, inden den også gled op af halsen og op til kinden, for at mærke diplomatens kinder, og hvor glat han var, udover skægget der var sirligt sat. 

Han måtte være delikat omkring det her. Der var en begrænsning på hvor længe man kunne trække sådanne ting ud, førhen at det decideret begyndte at fremstå latterligt og hånende. Men den grænse ville han nok ende med at følge helt op til at man ikke kunne mere; se det kendte han sig selv godt nok til at tænke. Det skulle nemlig ligeså meget agerer som en belønning for den kære ørkenelver, at få Ramiel med i sengen, såvel som en forsmag på hvad dygtige, hårdtarbejdende folk under ham, kunne pirre af yderligere interesse hos den bevingede diplomat. 
Værende en mand der var blevet mødt i sin aftenkåbe, var det blødt silke som Bandorion formåede at skube en anelse til side, da den ene hånd greb ham om armen, og den anden lagde sig ind imod hjertet, som havde en hjerterytme der gradvist syntes at stige, og blive hurtigere og hurtigere. Han smagte godt, men ikke nok med det, jah så duftede han også godt; krydderi og solskin var hvad Ramiel fik en smagsprøve på, da han med et fornøjet suk forsatte det første kys, ind til det næste kys. 

Med en elverhånd der til sidst fandt vej til hans kæbe igen, var det at Ramiel's egne cirklede fra lænden og ned til ballerne,, for med et prøvende snuptag at gribe fat der, og få ham trukket op så benene kunne vikles om de smalle hofter på diplomaten. Meget bedre højde, men lidt mere at bære på. Selvom Bandorioan var en høj skikkelse, var han dog heldigvis også en tynd skikkelse... og Ramiel, der halvt om halvt havde forventet at han var tungere, kunne med et smil konstatere at det ikke var tilfældet, idet at han drejede dem imod sengen. 

At Ramiel ikke havde tænkt sig at følge det til enden i aftenen, vidste Bandorion ikke, men han mere end håbede på at han ville det. Han håbede han kunne hive diplomaten med over i sengen, og bruge natten med ham, for det var i sidste ende den primære grund til at han var kommet her. Arbejde var der nok af, men et kønt ansigt, og endnu pænere ord der fik ham til at føle sig speciel hjalp på det dårlige selvværd.

Det var nemt at strække det ene kys ind i det andet. Bandorion var villig, og med det bankende hjerte under sin ene hånd, blev hans eget hjerte også blot hurtigere og hurtigere. Det var lige så Bandorion fik det lidt let til hovedet, men ude af stand til faktisk at stoppe.

Han mærkede hænderne cirkle ned mod hans lænd, men alligevel gik der et sæt gennem hans krop, som Ramiel tog et fast tag i ballerne, helt så hans underkrop skød lidt frem mod Ramiel, inden han mærkede sig selv blive løftet op. Hans ben var hurtige til at finde vej om livet på Ramiel for at hægte sig fast, og hans arme tog fat om skuldrene, så han ikke bare ville blive tabt, hvis Ramiel gav slip.
I mens alt dette skete, så var han dog langt fra villig til at lade kysset nå vejs ende. Han kunne mærke at vejen gik mod sengen, hvilket bare fik ham til at kysse den anden mand endnu dybere. De var jo kun lige startet. 

Hvad der sådan virkede til at drage ørkenelveren til ham - som en bi der fornemmede honning foran sig - det kunne han ikke sige. Måske var det i sandhed blot fordi at han selvfølgelig var en køn mand, den kære Ramiel. Måske var det vingerne - det ville ikke være første gang at de gjorde mere end et slags arbejde, og de bløde vingefjer kærtegnede taknemmeligt den slanke krop der bandt sig rundt om hans, idet at et lidt dybere kys blev taget imod med en tilfreds brummen fra halv-englen. 
Med et fast greb om den anden rykkede han sig uden tøven imod den velopredte seng, og Ramiel følte lårene støde imod den det hævede sovested, men slap dog ikke Bandorian lige sådan uden videre. Han havde jo først lige fået fingrene rigtig godt gravet ned i ham. 

Det var ikke diplomatens første rodeo med elvere, og nok heller ikke det sidste - han foretrak bestemt deres elegante kroppe fremfor det rod nogle mennesker kunne præsentere, de var bare en anelse mere medgørlige, når man strøg dem med hårene. Og Ramiel's læber gled med en nydende brummen til følge, ned imod den fine hals, imens hænderne nu løsnede sig en anelse, da han mærkede at Ban selv sørgede for at holde sig en anelse oppe. 
I stedet gled de længere op på ryggen - den ene imod lænden og den anden imod skulderbladende - senere nakken, og rykkede benene en anelse længere op omkring livet, så kroppen kunne svaje fantastisk og han kunne forsætte ned imod mandens kraveben nu. Hånden omkring nakken strammedes en anelse til i et kort sekund, men Ramiel slap hurtigt, for ikke at lægge for meget i det. En anden god gang. 

På et eller andet tidpunkt ville elveren blive smidt ned imod sengen med ham selv lænende ind over sig - en ganske mægtig skikkelse, vinger let spredt ud bagved sig; Ramiel nød hvad han så under sig, det var så helt sikkert. 

Der var noget fantastiske ved følelsen af at en anden bar en. Bandorion vidste godt at hans elviske gener gjorde ham let, men det stoppede ikke den euforiserende følelse der var i. Han kunne mærke Ramiels muskler arbejde for det, også selvom turen ikke var lang og at Bandorion hjalp ligeså meget i det.
Hans hoved gled tilbage som Ramiel begyndte at udforske ned af halsen og ned mod kravebenet, mens hans arme og ben bibeholdte deres plads om menneskets krop. Hans ben greb næsten lidt hårdere fast i ham, da han selv mærkede en hånd om sin nakke.

Da han selv mærkede sengen mod sig, var hans umiddelbare instinkt at løsne benene bare en lille smule, ikke nok til at helt at miste grebet på Ramiel dog, selvom han lige havde lyst til at overgive sig til Ramiels hænder og mund, hvis det var det han ønskede.
Hans øjne kiggede endelig op igen, og sølv mødte guld. Det føltes lidt som et eventyr, som han kunne se vingerne bag Ramiel, som lidt indrammede dem i sit eget specialle lys. Hans hår bag ham var spredt ud på madrassen.
Der kom ingen ord fra Bandorion, som han også selv beundrede den mægtige skikkelse over ham, men hans øjne sagde vidst det hele. Ramiel var smuk og vidunderlig, i hvert fald i det her øjeblik. Og han havde ikke lyst til at give slip på ham. 

Ramiel havde nu altid fungeret godt omkring begær, og det varmede, susede og brusede indvendigt når han blev mødt med det. Det vækkede hans eget og motiverede hans hænder - alt, til at arbejde for det, også selvom der var en meget mere underliggende agenda for det. Og enten vidste Bandorion dette, eller også var det noget han stille og roligt fandt ud af. 
Knæene fandt madrassen under dem idet at Ramiel brød øjenkontakten med endnu et kys imod elverens hals, og hænderne gled over den mindre overkrop, for at åbne de knapper der lige nu stoppede ham i at bevæge sig længere ned. 

En efter en gled de op, og Ramiel kunne med et grin imod den mørke hud, endelig krænge hænderne ind under kanterne for at trække stoffet ordentligt væk, og blotte den glatte brystkasse. Et kort lille sekund stoppede Ramiel for at betragte ham, førhen at han med et lille suk fandt mandens læber igen, et lidt heftigere og længere kys til følge. Han var trods alt fin. Herefter var de hænder nemlig ikke sene til at gøre yderligere bare en anelse krav på ørkenelveren, og den ene dansede ned over hans maveskind og ned imod underkroppen, imens den anden lagde sig op omkring hans baghoved, for at styre det kys han opsøgte. 
Hånden strejfede en anelse det mere private område, samtidigt med at diplomaten blidt og modstridende fra sine handlinger, brød kysset de delte; de gyldne øjne åbnedes en anelse på klem. 
"Jeg er sikker på at du er træt efter så lang en dag... det ville jo næsten være skamløst at udnytte det" mumlede han næsten med en kant af undskyldning i sig, som var det problemet der opstod i det her. Ramiel trak ansigtet en anelse tilbage så han bedre kunne se ørkenelverens udtryk. 

Der var intet at skamme sig over, sådan havde Bandorion i hvert fald, og lød derfor også Ramiel kige på den glatte krop. Det var ikke mange elvere der havde skæg eller meget kropsbehåring for den sags skyld, og der var Bandorion ingen undtagelse. Han var ungdommelig, og ville nok altid være det, også når verdenen havde malet ham en anden farve, med de ting han uden tvivl ville opleve i sit lange liv, især når han dansede med slavehandlerne.

Hans læber hungrede efter Ramiels og hele hans ryg buede sig, så hans mave og bryst bare kom nærmere Ramiel og de fantastiske fingre der dansede over ham. Hvis der var en ting som Bandorions krop skreg, så var det i hvert fald tydeligt. Især som fingrene kom lidt for langt ned, og spændingen voksede i Bandorion, mere og mere, og så... stoppede det.
”Jeg er ikke så træt,” hviskede Bandorion og rystede på hovedet grinende, endnu ikke klar over at det kunne være at Ramiel ikke ønskede at fuldbyrde det her til aften. Hans fingre forsøgte at hive i Ramiels nakke for at trække ham tilbage ned for at tage hans læber i sit igen. Nu vidste han jo at Bandorion gerne ville og kunne i aften. 

Ramiel's øjne funklede en anelse ved den grinende men dog en anelse desperate kommentar, og han lod sig trække ned for at presse de bløde læber imod sine egne, en fornøjet lille brummen til følge. Han var ikke så træt, simpelthen? Halv englen kunne umuligt sige om han var træt eller ej, men det havde været den gode undskyldning om den var blevet taget imod. Det her bekræftede dog blot hvor meget Bandorion ville, og selvom han næppe havde tænkt sig at at gå ned på den idé, stoppede det ham ikke i at gå ned på ham. 
Om han trak sig nu, kunne det udvikle sig til frustration og tvivl om intentioner. Ikke de ting han ledte efter. 
Læberne slap Bandorion's, kyssene forsatte ned af halsen hvor at tænderne skrabede en anelse imod den solkyssede hud, og med en håndfuld af hans lyse hår i hånden, var det at Ramiel i et bestemt ryk, trak ansigtet tilbage for at gøre mere plads. 

Nuvel så. Med et smil krybende op omkring læberne, lagde hånden sig imod ørkenelverens skridt, og bevægede sig irriterende roligt en anelse frem og tilbage, masserede ham udenpå tøjet. 
Der blev gjort kort hold i kyssene, trods hånden forsatte. "En smagsprøve burde være rigeligt for i aften" mumlede han, og lod dem vandre ned til musklen i mellem skulder og hals, som fik et mere bestemt bid. 

Det burde være en god motivation, og med et fnys trak han sig, lod hænderne finde vej til livet og rykkede ham længere op i sengen, placerede ham så han selv kunne komme op og sidde på knæene og lænede sig frem for at lægge en enkelt finger foran ørkenelverens læber, og mimikerede bevægelsen med en hånd foran sin egen. Deres lille hemmelighed, tydeligvis. 
Hænderne greb fat om hofterne på ham for at rykke hans underkrop op og hvile imod hans egne lår, og Ramiel begyndte at åbne ørkenelverens bukser. 

Det var ikke engang fordi Bandorions tanker var mere begrundet eller dybere end man skulle tro. Han tog bare hvad han godt kunne lide, og hvem der fik ham til at føle sig speciel, og det var noget Ramiel havde opfyldt på meget kort tid. Så var det bare svært for ungelveren at lade vær med at opsøge det, for selvom han var ældre end Ramiel, så var det som om at han ikke ønskede at lære af sin fejltagelser. Især ikke når de var så kønne.

Hans læber var krævende mod Ramiel, og ville bare gerne tage og tage og tage. Smagen, og følelsen var næsten til at blive lidt høj over, men ikke helt, der var de ikke endnu.
Han lagde sit hoved til side, som Ramiel begyndte at bevæge sig ned af, og endnu tilbage, som der blev hevet i håret, en lille lyd undslap hans læber, som nok mest af alt kunne kategoriseres som et støn af en art. 

Hans øjne gled lidt i, som han endelig mærkede lidt bevægelse mod hans skridt. ”Smagsprøve?” hviskede han lidt forvirret, selvom han allerede var begyndt at bevæge sig lidt uroligt med sin nedre krop.
Hans øjne åbnede sig også og blinkede lidt, som han mærkede fingeren mod sine læber. Skulle han tie stille, eller? Oh! Han kunne holde på en hemmelighed.

Han hjalp så godt han kunne med at give Ramiel adgang, løfte underkroppen bare en smule, så det var nemmere, og ventede så bare på den fantastiske følelse. 

Med Bandorion's hjælpende bevægelser, var det et nemt stykke arbejde at fjerne de bukser han havde på, så de kunne komme væk - helt væk. Det var med en glidende bevægelse han trak dem af ham, og selvom Ramiel nok kunne have nøjes med blot at trække dem ned omkring hans knæ, lod han sig give ganske fint med, og trak dem fuldkommen af. 
Hvilket afslørede... ingenting indenunder, Ramiel's øjne gled med et enkelt løftet øjenbryn ned på elverens solkyssede ansigt, førhen at han rystede en anelse på hovedet, skyggen af et smil i kanten af den ene mundvig. Der kunne man bare se. 

Med det på sin plads, var det at Ramiel tog fat i benene, så de blev spredt ud på hver side af ham, lige over hans hofter. Med sig selv siddende på knæ i sengen, og Bandorian's underliv og lænd godt placeret på lårene, var det at halv-englen først trak ringene af sin finger, førhen at selvsamme hånd endelig greb om den spændte kropsdel, og ganske langsomt bevægede sig en anelse op og ned. Den anden, strøg ham ned af sit glatte maveskind, kølige hænder imod den varme krop. De gyldne øjne var dog låste på elverens ansigt, for at se alle de små reaktioner han ville kunne få frem. Et sted i baghovedet, benægtede den bevingede spion alt der sagde at det faktisk var frækt, imens at han understregede at det bare var arbejde. 
Men han var god til sit arbejde. Det ville ikke være første gang at han havde skulle charmere sig ind på sine nærmeste, og påmindelsen fik halv-englen til at smile, et smil der i aftenens anledning kun var henvendt ørkenelveren, og tydeligt fornøjet, tilfreds og alt ind imellem de ting. Han var jo speciel, det kære væsen. Han var jo unik. Unik nok til at Ramiel ville gøre det her for ham; han skulle føle det. 

Det var ikke altid Bandorion lige fik taget noget indenunder sine bukser, og lige denne her dag var det ikke ligefrem sket, måske til alt held lige nu, for det så ikke ud til at Ramiel havde et problem med det, og gav overraskende nem adgang.
Heldigvis var der varmt i rummet, så at bukserne blev helt fjernet gjorde ikke ørkenelveren spor, og det var mere berøringerne fra Ramiel der sendte gåsehud igennem hans krop.

Bandorion var overraskende medgørlig, som han lod Ramiel positionere ham, som han så bedst. Hans ben viklede sig dog omkring Ramiel, mens hans øjne fulgte Ramiels bevægelser. Ringene der kom af fingrene, for så til sidst at røre hans begejstret lem, og Bandorions hoved smed sig nærmest tilbage i sengen. Åh, det var ikke skidt.
Der var ingen tvivl om at den unge elver faktisk nød et hvert lille strøg mod ham, og hånden der udforskede hans krop på anden vis, selvom han ikke gjorde meget for at holde sine øjne åbne. Et enkelt gang fangede han dog Ramiels blik og smil, og han lignede en der nød det ligeså meget.
Bandorions ryg buede lidt, som følelsen i hans underliv alligevel byggede sig op, og hans fingre greb de fine lagener han lå på, mens han nød alt i vildskab, og han håbede at det ikke var det eneste Ramiel ville gøre ved ham. 

Det var en sensitiv krop han havde med at gøre, og den reagerede som en smuk, lun lille drøm ville udfolde sig, for den bevingede diplomat. Håndens arbejde blev taget godt imod, og Ramiel betragtede med voksende begejstring hos sig selv, hvordan at den mindre elver syntes at falde fuldkommen ind i alt hvad han gjorde ved ham, særligt som hans hænder vred sig ind mellem lagnerne, og hans ryg snart begyndte at bue opad, indad og tættere ind på Ramiel selv. Han var dygtig. Den mentale hvisken der grådigt talte til Ramiel's mere behovsdrevne væsen, og han mindede sig selv om at det elegante lå i udførslen af hvad han havde planlagt - han kunne ikke vælte det hele over styr, blot fordi at Bandorian formåede at se ganske appetitlig ud her til aften. 
Hver ting til sin tid, hver ting til sin tid. Og med tankerne på appetit, var det at Ramiel's størrer hænder lagde sig om det spinklere liv, og trak hans underliv længere op, hvilende imod hans egen mave i et ryk, så skulderbladene hvilede på madrassen, men resten af hans underkrop var bukket ind imod hans. Det ene ben ville nok snildt kunne finde vej over skulderen, give de lange lemmer han besad. Med noget andet mere i øjenhøjde for ham, så at sige... fordi han kravlede eller lagde sig ingen steder hen, for det næste der skulle ske. Han rykkede folk, på plads til det. 

Og med det, blev et sidste, halvt om halvt pirrende smil sendt ned til den liggende elver, førhen at han bukkede sig en anelse frem og ned, og lod munden færdiggøre arbejdet. 

-------------------------------

Da Bandorion dog endte med at nå kanten af der hvor han ville være, ville det ikke være i hans mund, og et lommetørklæde blev ud af det blå fisket frem, for at tage imod alt det svineri der kunne komme. Bare så det ikke var i sengen, tsk. Men det var skam ikke her Ramiel forlod ham, trods man kunne tænke det. 
Fordi lommetørklædet blev blot smidt på gulvet et eller andet sted, og hurtig som bare pokker, greb Ramiel det ene ben der hang over ham, for med et (kontrollerende) snuptag at rulle ham over på maven, hvorefter at han ikke var sen til at møve sig selv ovenpå, et knæ på hver side af hans lår. En dyb, tilfreds vejrtrækning blev taget, hænderne gled ned over hans let optegnede rygs linjer som fulgte han stregerne på et kort, førhen at han med samme tungere vejrtrækning lænede sig ind over Bandorion, så han kunne mærke at det havde været ganske fint at observere, fra hans side. "Du er så smuk, Ørkenravn" hviskede han med læberne tæt til hans ene ører, nu hvor at han var gledet ned på albuerne for rigtigt at føle ham. 
Og måske også hvad han selv kunne se frem til, en dag. 

Bandorion elskede at overgive sig til en anden person på denne her måde. Måden Ramiel tog sig af ham, og han bare skulle fokusere på at nyde følelsen af at være her og sammen med den anden mand.
Det var dog en næsten lidt underlig position han kom til at være i, som Ramiel tvang ham op, og hans ben fandt vejen hen over skuldrene, men det var tanker der hurtigt blev glemt, som nydelsen nåede et helt nyt højdepunkt, som han kunne mærke den varme våde fornemmelse om sit mest sensitive sted.

Han var overraskende udholden, men selv en elver med hans erfaring kunne heller ikke holde for evig, og som han kom, holdt han heller ikke hans begejstring tilbage, som han lod Ramiel tage det, skuffelsen over ikke at færdiggøre det i munden, var ikke en der havde ramt ham endnu, som han stadig var høj på følelsen af orgasmen, som havde lagt sig over hele hans krop. Ikke at han fik tid til at slappe af i lang tid, som Ramiel åbenbart ikke var færdig.
”Uff..” kom det som overraskelse fra Bandorion som han blev smidt om på møven, og inden han kunne rejse sig op og se hvad der kunne ske, så mærkede han den varme stærke krop af Ramiel, og ooooh.
Bandorions vejrtrækning var stadig en anelse ustabil, men han kunne ikke helt stoppe sin krop for at forsøge at gnide sig mod den varme krop over ham. Han ville så gerne. ”Du er så god,” hviskede han, ja næsten spandt han. Ramiel vidste da virkelig hvad hans kulle gøre for at smigre sig ind, og Bandorion havde intet problem i det, slet ikke hvis Ramiel nu også liiige kunne vise ham hvordan man bedst brugte det han mærkede mod sin ryg. 

Det gjorde det ikke ligefrem nemmere at opretholde en overlegen lille facade, når elveren - tilmed ganske (og fantastisk) perverst, ville han da lige påpege - trykkede sig tilbage op imod ham. Hold da op. Overraskelsen var ikke til at spore i ansigtet, men det var nok første gang at Ramiel havde oplevet nogen så villig. Og den frække energi, jah de spindende ord, det trak så forfærdelig meget at han med et lavmælt støn hørte lysten snige sig ud. 
Forbandet. Læberne ved det elviske øre nappede ud efter hans spids - hvad var der med de elvere - og Ramiel klemte en anelse til, imens at han fik løsnet den ene hånd. Nu primærts støttende på albue og knæ, var det at den søgende gled ind under, ind imellem lagnerne og kroppen, og trykkede ham grådigt op imod sig. "Godt du kan li' det" åndede han sagligt. 

Hans egen voksende frustration var ikke noget han påpegede, men det kunne nok sagtens føles. Overraskende nok, virkede det ikke til at Ramiel gjorde mine til at bevæge bukserne nogle steder væk derfra, omend han fortsatte med at kærtegne og beføle kroppen han lænede sig ned imod. Ikke længe efter var det endda at han - stadigvæk med en stor hånd på det noget mindre bryst og en anden omkring livet, sørgede for at sætte vægten tilbage, så røven ramte hælene, og han kom med op, benene nok stadigvæk bukket ind under Ramiel's, imellem hans knæ, men nu siddende på knæ selv. 
Det gav bedre plads til hans hals, idet at hånden omkring brystet gled op for at gribe om den smallere kæbe, og blotte halsen ved at dreje hovedet til siden, til nogle af de mærker han havde planlagt. "Jeg vil gerne have dig, Bandorion..." mumlede han imellem kyssene, hånden ved maveskindet nussede ham næsten beroligende. "... men ikke sådan her" endte han derfor med at sige. 
Hvilket ikke var nemt at afgøre, når han var så fristende. 

Måske Bandorion også lidt håbede at hvis Ramiel vidste, hvor meget han gerne ville have det, at han så også gerne ville give det til ham. Hvem kunne sige nej til det? Bandorion selv ville i hvert fald nok ikke have haft viljestyrken, hvis han havde været i Ramiels sted, ikke at han præcis vidste hvad der gik igennem halvenglens hoved, som de lå her, hvor Bandorion forsøgte at få ham til at forsætte hvad de havde gang i. Han ville så gerne.

En lille lyd af nydelse undslap Bandorions læber, som Ramiel nærmest angreb hans lange ører, og et gys gik igennem hans krop. Ja!
Hans krop vred sig lidt under Ramiels berøringer, men aldrig nok til at han helt ville forlade den sætte omfavnelse, men i den grad nok til at han var sikker på at Ramiels mere senstive dele godt kunne mærke hvad det var han missede, mens han bare lå oven på ham.

Det var dog ikke en position de forblev i. Bandorion kunne mærke hvordan med Ramiels solide arme, at han blev løftet op og sidde, så han stadig mærkede den hårde krop bag sig, selvom han ikke vidste hvad Ramiel havde i sinde. "Jeg vil også gerne have dig," var det hviskende svar der lød fra Bandorion, som hele hans krop føltes som om at der var ild i den. Følelsen bag ham gjorde ham blot mere opstemt. "Hvordan vil du så?" hviskede han. Han havde intet problem i hvilken position de var i, hvilket var hvor hans tankegang gik hen. Ramiel kunne jo ikke stoppe her. Bandorion strakte halsen bare lidt mere så Ramiel kunne få bedre adgang.

Man kunne høre og mærke hvordan Bandorion kom med en lyd af utilfredshed, da den dejlige følelse stoppede. Læberne blev fjernet og de stoppede med at gnide sig op af hinanden. Bandorion var slet ikke klar til at stoppe endnu.
Ligeså snart kæben også var blevet fri, så drejede ørkenelveren derfor også hovedet for at kunne se bagud på den flotte mand der stadig var noget så tæt på ham, og for at finde ud af hvad der foregik. Om det blot var en momentant opstopning, eller om han helt ville droppe det. Det var bare svært at tro på det sidste når han sagde sådan nogle søde ting.

Bandorions hoved lagde sig lidt til siden, væk fra hvor Ramiel begyndte at placere kys, og et lille støn undslap de bløde læber, også selvom Ramiel intet rigtig gjorde, bare indikationen var nok for ham.
”Selvfølgelig kan jeg det,” hviskede han og pressede sig selv ind mod Ramiel igen, i håb om at de genoptog hvad de havde gang. ”Hvordan end du vil have det.” Han vidste ikke hvor meget vægt der var i de ord, eller hvad Ramiel havde af planer for ham. Lige nu var han primært drevet af lysten fra den anden mand og at det ikke var nok. 

Hvordan end du vil have det.
Halv-englens læber krusedes i et smil, som kunne mærkes ind imellem de fugtige kys han efterlod på den fine elvers gyldne skind. Hvordan end han ville have det, se det var et godt svar. Så godt at det kunne få hans puls, lyst og iver op endnu engang, og så essentielt at han fysisk kunne mærke på sig selv, hvilken indre tilfredshed der bredte sig som ringe i vand. 
Presset ind imod sin krop, var det at Ramiel ganske langsomt vendte ham omkring igen - så håndterbar - så han ville være med fronten imod ham, hans smukke ansigt let rødligt og farvet af den lyst han selv spejlede så ganske effektivt. Panden stødte imod hans, derefter læberne, og ligeså langsomt lod han elveren falde tilbage imod den bløde madras, hånden støttende omkring hans ryg og nakke, såvel som et dybere og mere bifaldende kys givet, som han grådigt tog de sidste rester af Bandorion ind for i aften. Hele vejen ned til madrassen, hvor at han med et tilfreds suk slap. Og rettede sig selv op igen.

En tilfreds brummen kom fra Ramiel, hvis fødder med overvejende ro fandt gulvet igen, da han trådte tilbage, og lod de slanke fingre nidkært glatte nogle folder ud i hans fine tøj, men med et blik der dog hele tiden hvilede over den liggende elver. Og så endelig - "Godt... så starter vi din træning imorgen" han måtte trods alt ikke glemme hvorfor han var her, det kære væsen. Han var her for at arbejde. 
Men selv som han sagde det, var den guldglimtende regnbuehinde som halv-englen besad, farvet sort af det mørke begær som Bandorion havde vækket, det krævede alt mådehold i hans lille verden, ikke at følge op på den hviskende stemme der sagde at han så gerne ville. "... jeg glæder mig til at se, hvor vi ender.." og der var det skam meget bevidst at diplomaten talte sig selv med, og et smil der omfavnede muligheden for den fantastiske fremtid ordene indkapslede, trak mandens smalle læber op. 

Bandorion var god til at virke til at være villig og håndterbar. I mange tilfælde var han det også, men det var absolut ikke den eneste side af den fine ørkenelver, men der var ingen grund til at vise de andre sider. Ramiel virkede som typen der altid gerne ville være i kontrol, og det var noget Bandorion var mere end villig til at overgive sig til, så lang tid han også selv fik noget. Det noget var absolut noget fysisk i det her tilfælde, som hele hans krop længtes efter at mærke Ramiel tættere på sig. Det tidligere var ikke nok for ham, ikke lige nu.
Hans ryg ramte madrassen endnu engang som han grådigt tog for sig af smagen af Ramiel, og lød alle hans sanser drukne i den parfumeret lugt der hang omkring halvenglen. Hele hans krop strakte og buede sig for at få mere af Ramiel, som hans fingre fandt mandens nakken for at han kunne trække ham lidt tættere på. Han havde dog ikke et kraftigt nok tag, så da Ramiel satte sig op, så gled Bandorions hånd også bare ned, og øjnene slog op og kiggede overrasket op på Ramiel.

Blikket var forvirret, og han måtte kæmpe sig op på sine albuer, som han kiggede på den anden mand, der havde trukket sig væk.
”Vent,” udbrød han, og et kort øjeblik havde han glemt hvorfor han egentlig var her, udover at Ramiel havde trukket ham ind, som en myg til lys i mørket. ”Skal vi ikke… forsætte?” Der var ingen tvivl om at de begge var mere end tændte, og derfor kunne det mere unge sind af Bandorions ikke rigtig forstå hvorfor de dog ville stoppe mens det stadig var godt. 

Åhh det forvirrede blik. Ramiel's ene øjenbryn gled en anelse, jah ikke meget men blot et lille stykke op, imens at han rettede en sidste fold ud. Han havde utrolig meget lyst til at fortsætte, det var en forunderlig interesse elveren vakte i ham, og i et mere analytisk sindelag var det ikke en interesse der gav mening, når han ikke bare sådan kunne... slukke for det. Men lige meget hvor meget han egentlig ville, var det ikke hvad der kom ud, og Ramiel rystede en anelse på hovedet til sidst. 
De bløde vinger raslede en vagt da han kom i bevægelse, og i nogle glidende skridt var han på vej rundt om sengen, men ikke for at gå helt væk. Samtidigt, skiltes de smalle læber i en form for forklaring. "Ikke i aften, Ørkenravn. Ikke i aften..." sagt med en snert af utilfredshed. Han var ganske taknemmelig over den mere løse beklædning, som dog ikke formåede at skjule hans egen begejstring for hvad der havde været tæt på at ske... men i hvert fald skjulte noget af det. 

I sin rute til den anden side af sengen, var det at en gulddekoreret hånd fulgte den mørke sengestolpe, og han smilede en kende besværet. Ærgerlig, ville nogle sige. "Du har brug for hvile til imorgen, og jeg..." blikket fikserede ind på hans slanke skikkelse i en lille gnist af iver, førhen at den blev manet til ro."... jeg har mine ting at se til, nu hvor at du afbrød mine opgaver for aftenen. Desuden, så kommer du forhåbentlig til at være her i noget tid... der er ingen grund til hastværk, mmh?" burde elverne ikke være det mere tålmodige parti, i det her henseende? Ikke at han nogensinde ville nænne at sige det, han kunne godt li' den fornemmelse som eftertragtetheden bragte frem i ham. 
Ved hjørnet af sengen stoppede han op; Ramiel lod ham tage beslutningen om hvorvidt han ville blive liggende eller ej. 
Han ville blive her i noget tid... og i det, lå et skjult lille løfte. Om ikke så forfærdeligt længe, ville han også være klar til at rykke husets slaver og indhold til Tar Alsarif, hvor at han ville have mere fred til at fastlægge den plan der skulle skubbe Bandorion i den rigtige retning. Mere fred til at få ham varmet op til de missioner han kunne se hans potentiale komme til gavn. Og mere fred til dem.