Bandorion kiggede endnu engang forvirret op, som Caerthynna begyndte at blive urolig og sige usammenhængende ting, omkring at hun ikke kunne.
”Ikke kan...” mere fik han ikke sagt før at hvor hun sad, var der blot et tomrum, som virkede større end det hun havde fyldt ud da hun var der. Som havde hun taget en del af omgivelserne med sig, selvom det lød helt absurd.
”Caer?” kunne han høre sig ud i den stoppe plads, men der var ingen stemme til at svare sig. I stedet for havde han blot sin kniv og sin skulptur i sine hænder, og endnu engang var han helt alene.
Der var dog intet Bandorion egentlig kunne gøre, men alligevel var det et råb af frustration der undslap ham, som han rejste sig frustreret op. Figuren han havde lavet, en ugle for hendes klogskab, kiggede han ned på, før at han bare smed den så langt han kunne. Den røg et stykke, inden den splintrede mod et af de andre huse og alle tegn på at han endnu engang havde forsøgt at være den person han havde været for over hundrede år siden, var endnu engang forsvundet. Han kunne ikke være en skulptør.
Han kunne havde forsøgt at sende tanker til hende, men i stedet for, så kravlede han ned af hustaget, inden han rendte hjem for at finde et par ting, og så begive sig mod Balzeras gader.
Bedre end at være her.