Ikaris brændende blik døde langsomt ud, som det ikke lykkeds hende at tirre hendes tidligere medsoldat yderligere, hun stod fast et kort øjeblik som han skubbede hende, men de solide støvler gav  efter på nogle få øjeblikke, som hun fandt sig på den anden side af metalgitteret. Lågen som gled i med en skinger lyd, vidnede i sandhed som hvor længe siden det havde været, at buret var taget i brug. "Således..." Mørkelveren trådte langsomt frem, rammende støvlesnuderne mod gitterets bund, som hun lod begge de slanke hænder kramme sig sammen omkring to metalstænger, som buret var gjort af, med præcis den afstand lænkerne tillod hende "Gav det dig alt hvad du håbede på?" Hun hævede de hvide bryn i en langsom bevægelse, som hun greb omkring kæden og trak den til sig i en hidsig bevægelse, forhåbentlig trækkende Spike til sig, på den anden side af metalbarrene, den var ikke så lang, trods alt. Dette ville placere dem med ansigterne ganske kort fra hinanden. "Du VIL komme tilbage, du kan slide, skrige og løbe som en kujon, men i sidste ende ved du så vel som jeg, hvad du er gjort af!" Det var en arrig hvæsen, de fleste i hæren var noget så bekendt med. Nogle ville mene det næsten var desperat, men kendte man Ikaris, ville man vide, at desperation ikke var noget der tyngede hende, med mindre en mission var mislykkeds, naturligvis. Hun ønskede brændende at tage nøglerne fra ham, lige der, men selv hvis hun kunne få begge hænder gennem et de smalle huller, var Spike ikke så dum, at nøglerne var frit tilgængelige. Hun havde selvfølgelig ledt efter dem på hele turen. "Forestiller du dig i sandhed, at du kan kede mig til at opgive mine ordre?" Det skæve smil tonede frem mellem de ellers døde træk i ansigtet, han havde næppe slæbt hende hele denne vel for at tørste hende ihjel, når han lige så vel kunne have skåret halsen over på hende da han havde chancen, han var i sandhed blevet mere uforudsigelig de sidste år

Spikes fulgte Ikaris med blikket som hun trådte ind i buret. Som et såret dyr presset op i et hjørne, var dette tidspunktet hvor Ikaris var på sit farligste. For hende var det nu eller aldrig, og selvom hun ikke stod den store chance i sin nuværende tilstand, var det hendes sidste chance for ikke at blive buret inde. Men Spike vidste det ikke ville ske, selv som han forberedte sig på et udfald. Han havde set ilden gå ud af hendes blik, og vidste at han havde besejret over hendes vilje.
Hans bryn knyttedes i svar til hendes første spørgsmål. Sejrsrusen var forsvundet i samme øjeblik han vendte nøglen, og efterlod Spike dybt skuffet. Men det var ikke unormalt for ham – for Spike betød selve jagten mere end fangsten. Skuffelsen efterlod ham svag, og han strittede derfor ikke imod, som Ikaris trak ham til sig. Han løftede blikket og så trodsigt Ikaris i øjnene. Hun kendte ham ikke, lige meget hvor ofte hun sagde det. Havde hun ret, ville han efterlade hende til en langsom sultedød, eller have dræbt hende da han havde chancen. Spike lod hende tale, og ventede en jævn tid efter hun havde sagt sit sidste ord, hvor han lod kælderens tavshed sænke sig over dem.
”Selv ikke Zaladin kunne få dig til at opgive dine ordre,” hviskede den tidligere lektor netop som stilheden lod til at størkne mellem dem. ”Du er hvem det du er - jeg kan ikke ændre din holdning.” Han lagde sin hånd på hendes, og lukkede fingrene – næsten kærligt – omkring hendes greb. Han kiggede hende dybt i øjnene, nærmest som stirrede han direkte på hendes sjæl. ”Så jeg er nødt til at ændre dig.”
Han smilte skævt, og tog et skridt tilbage, og løftede begge armene op. Med sin frie hånd havde han fået åbnet lænkerne om sin egen arm, og havde lukket dem igen omkring en af de horisontale jernstænger i gitteret. Med sin nyligt befriede hånd kastede han saddeltasken op ad gitteret. Tasken indeholdt nok rationer til en uge, samt et fyldt vandskind. Med lidt god vilje kunne hun trække tasken gennem gitteret. ”Jeg er tilbage før du løber tør for mad.” Han vendte sig om, og begyndte opstigningen til stueetagen. ”Forhåbentligt.”

Ikaris stod der længe, hun flyttede sig ikke ud af flækksen, end ikke da Spike lagde hans hånd omkring hendes. De fleste ville få en eller anden følelse ud af dette, om det var håb, begær eller hån var op til den enkelte, men ikke Ikaris, hendes følelsescenter var lammet når det kom til fysiske berøringer, hun følte absolut intet andet end varmen fra hans hud. Det var en del af hendes programmering, en del af den struktur som sammenholdt elveren. Det var kodet ind i hendes sind så dybt, at selv den stædigeste bejler ikke ville efterlades med en støvle i ansigtet. "Tak!" Det var i sandhed rigtigt, ikke syv vilde heste ville være i stand til at få Ikaris til at vige fra hendes rette sti, stien som Mørkets Lord havde lagt for hende, det var hendes livsværk at tjene ham, til hendes mission var fuldbyrtet, eller hun gik i døden forsøgende at opnå dette. 
Spikes ord, inden han slap hende og vendte omkring, lod noget lure i hendes dundrende baghoved, det fik hende til at rykke på sig, følgende efter ham som et vildt dyr i bur, sultent. "Hvad mener du?" Snerrede hun bidsk, Ikaris var ikke selv klar over den hjernevask hun havde undergået, bearbejdet igen og igen af kraftfulde herrer af sindet, i og for sig var det et mirakel at hun ikke allerede nu var endt som en savlende grøntsag, med alle disse ændringer der var blevet foretaget i den fanatiske soldats hoved. Hun registrerede tasken, som landede indenfor hendes rækkevidde, men gav den ikke meget opmærksomhed, som hendes blik fulgte Spike op ad trappen, han havde i sandhed tænkt sig at efterlade hende her, under de mest usle kår. Måske ikke så underligt, hvis man kortvarigt reflekterede over de ting, hun hvade formået at udsætte ham for. "Spike!" Hvæsede hun efter ham, selv efter hans skikkelse forsvandt op ad den smalle trappe "Hvad mener du?" Det var ikke at blive efterladt her, som bekymrede mørkelveren, hun havde rigeligt med værktøjer til at bryde ud, skønt det ville tage en hel del tid, især med hendes nyerhvervede lænker, men noget havde kogt sammen i mandens hoved, han havde faktisk en plan, og ud fra tonelyden i hans stemme, var det ikke noget positivt. "Hvadend du har tænkt dig, kommer det ikke til at gå dig godt!" Snappede hun ihærdigt, som hun hvilede kinden imod nogle af barrene, hun åndede tungt ud, trætheden fik endelig lov til at tage ordentligt fat, hun dristede sig til at lukke øjnene i et kort øjeblik

Ikaris gentagne spørgsmål var sød musik i Spikes øre, som han kom op for enden af trappestigen. Han havde ikke tænkt sig at fortælle hende noget, naturligvis, lige gyldigt hvor meget hun bedte eller beordrede. Det betød naturligvis ikke at han ikke kunne have lidt sjov på hendes regning.
”Jeg har tænkt mig at –” Spike afbrød sig selv ved at foregive at nyse. Han tog sig en upassende lang pause, før han fortsatte. ”- anbefale dig at få noget søvn, hvis du kan.” Krigeren satte hånden på lemmen, og kastede et sidste blik ned i den hemmelige kælder. Med sit magiske øje kunne han se Ikaris i mørket, mens hun stirrede op på ham. Med sit magiske øje blinkede han af hende, og et skævt smil trak sig over hans ansigt. ”Du får brug for det.”
Med de sidste ord trak han lemmen tilbage, og gav slip, som tyngdekraften tog over for ham. Med et drøn slog den massive lem på plads i gulvet, og henkastede kælderen i absolut mørke, foruden hvad lys, der kunne komme imellem plankerne.
Lemmen stod tydeligt markeret i det forstyrrede støv, så Spike brugte nogle minutter på at gå omkring og sørge for at hele hytten var gennemgået, så ingen kunne finde lemmen med det blotte øje. Tilfreds med sit arbejde gik han til døren, og trådte udenfor. Han havde et mål, og ingen tid til at lade monstre komme i vejen. Desuden var der ikke mange af skovens uhyre, der kunne måle sig med sølvmonstret Spike Lee.

Lyden af Spikes stemme, fik hende til at rette blikket mod lemme, hans svar pustede til ilden i hendes indre, hun havde lyst til at hvæse efter ham, flår buret fra hinanden og råbe at han ville komme til at fortryde sine handlinger, men hun vidste, at det ikke ville nytte, det ville være en dum måde at spendere sine sidste reserver af energi og næsten omgående lukkede lemmen sig med et smæld. Støvpartikler hvivlede gennem kælderen fra lufttrykket, som hun studerede de så glimt hun kunne få gennem gulvets sprækker, der der ikke meget at komme efter.
I en doven bevægelse, bukkede hun sig efter tasken, kæderne besværliggjorde alting, men hun kunne i det mindste sidde ned med dem på. Hendes håndled var efterhånden rigeligt mørbanket af kæderne omkrng dem, efterladende disse i mørkelllae toner. Så snart tasken var indenfor rækkevidde, lod hun sig dumpe ned på det kolde stengulv, menglen på hendes trøje begyndte at kunne mærkes, eftersom kælderen var kold og fugtig, hernede bemærkede man bestemt ikke sommerens lune toner. Søvn. Jatak, selvom hun ville modsætte sig stort set alt fra manden, var søvnen kærkommen. Elveren skubbede sig bagud, hvilende rygstykkerne mod hjørnet i cellen, hvor hun kunne hvile, vadskindet blev med en anelse besvær løsrevet fra tasken, inden hun tog en grådig slurk af vandet, kroppen ville få brug for det inden hun vågnede igen, og det værte hun kunne gøre nu, var at misholde sin krop, det fineste redskab hun havde. For nu, måtte hun sove, så snart hun vågnede, måtte hun se på, hvilke muligheder hun havde for at slippe væk fra dette gudsforladte sted.