Rennys hænder forsvandt, som havde hun brændt sig mod Eadgars hud. Ordene sved faretruende, men også det faktum, at han ikke længere kunne se hende i øjnene, eller gengældte hende berøring; hendes bøn. Selvom den sorthårede kvinde vidste bedre, havde hun stadig håbet; håbet, at forkynderen ville forblive gemt væk lidt endnu, at Eadgar, der havde leet og hujet begejstret, som havde sejret over hende, ville forblive hos hende til aftenens ende.
Det var grænsende til ulideligt for Renny, at forblive siddende og betragte den kønne, unge mand, som hun med sine ord havde rakt ud efter, men blot for et øjeblik var det dét, hun gjorde. Renny vidste nemlig ikke, hvad hun ellers skulle gøre. Hun var hunderæd for, at hvis hun rykkede blot en smule på sig, hvis hun svarede ham, at deres aften således ville ende og at Eadgar ville gå. Tanken om, ikke længere at være i hans selskab, var ubarmhjertig. Hvorfra følelsen af tryghed kom, vidste Renny ikke, men den var der; så længe Eadgar var nær hende, var alting bedre.

Det var som om, at tanken fik Renny ud af sin stirrende trance. Hun havde jo netop proklameret, at hun ikke ville læne sig op af en mand for støtte igen, og forkynderen kunne ikke være anderledes. Eller kunne han? Der var trods alt ingen chance for, at han ville få varme følelser for hende – og hvorfor hev og sled den tanke i hende?
En let hovedrysten fulgte konstateringen, hvorefter Renny så ned på sine hænder; dem, der atter lå i hendes skød. ”Hvad skal jeg gøre, Eadgar? Hvad skal jeg ellers gøre, der kan sikre mig, at jeg ikke havner samme sted igen? … Hvad nu hvis jeg er en af de kvinder, der ikke kan føde raske børn? Hvad hvis de alle sammen ligner Alvin og dør indeni mig, inden jeg når, at holde dem tæt på mig?”

Hænderne forsvandt ud af Eadgars synsfelt, og han endte med kun at se på sine egne. Vinen, der havde løftet ham op på et stadie fyldt med livsberuselse og sjælden glæde, virkede pludselig til at have mistet noget af sin kraft, nu hvor forkynderen igen gjorde sit indtog i mandens sjæl.
Tavsheden lagde sig mellem dem og Eadgar brugte den til at tænke det hele igennem; igen og igen. Jo tydeligere det blev, at dét Renny havde bekendt, virkelig var sandt, desto mere syg og dårlig førte han sig. Men der var ingen vrede gemt deri. Der var intet behov for at ytre sin modvilje mod projektet; dels lignede det, at Renny havde kunnet mærke det (til trods for at Eadgar virkelig havde forsøgt at reagere med lethed og morskab) og dels fordi han indirekte havde lovet at vente til hendes mission var veloverstået.

Hendes fortvivlelse skar ind til maven, og for anden gang inden for kort tid, modstod Eadgar den Andægtige trangen til at tage fat i hende; klemme hendes hænder, omfavne hendes skuldre og trykke hende ind til sig. Hun virkede pludselig så lille og skrøbelig.
Den unge mand løftede sit ansigt, der ganske ubevidst afspejlede hendes sorg. Han ville gøre alt i verden for at hun blev kæk og letsindig igen, indså han. Det var end ikke muligt for forkynderen at sende hende på farefuld færd med formaninger og sorg i hjertet.
”Selvfølgelig kan du føde raske børn” indskød Eadgar omgående, da hun bekendtgjorde sin tvivl for ham, ”Det kan ofte ligne at Lyset er uudgrundeligt – at visse handlinger, som vi kommer ud for som mennesker, ikke umiddelbart synes at give mening. Men det er fordi, det kun er Lyset, der kan se det store billede. Jeg ved ikke hvorfor, at Livets Gudinde tog livet fra Alvin, men det betyder ikke nødvendigvis, at hun vil tage livet fra den næste også.”
Han kiggede eftertænksomt mod Renny:

”Gør hvad du har brug for, hvis det kan give dig ro og gøre dig glad. Hvis et ægteskab med Aron vil hjælpe dig mod et mere sorgfrit liv, så vil jeg ikke forsøge at afholde dig fra det.”
Eadgar prøvede at smile opmuntrende – han ville ikke sætte sig i modværge, dertil var Rennys trivsel for vigtig, men det ville ikke afholde ham fra at bede uafladeligt for hendes sjæl, så snart gik hver til sit.

Renny ville gerne finde på en spøgefuldhed, der kunne lette den tunge stemning, der hang imellem dem. Det var dog umuligt for den ellers kække og rapkæftede kvinde, hvormed hun tav men dernæst nikkede.
For et langt øjeblik sad Renny sådan; tavs og fordybet i tanker. Det var lyden af festlig musik, et fjernt sted bag Eadgars ryk, der omsider fik Renny ud af sin trance. Hun var ikke klar på, at lade aftenen tage sin ende, så hun rejste sig og greb om den unge mands hånd. ”Kom med. Jeg er ikke klar til at sige farvel endnu”, bad hun, hendes stemme lavmælt og håbefuld.

Renny førte Eadgar ud i haven, imod lyden af de dansende instrumenter. Da de nåede frem til en høj mur, hvis hvide sand-farve blev oplyst af den spæde måne, stoppede Renny op. Det var tydeligt hun lyttede, kalkulerede hvorfra musikken kom. De forskellige huse havde alle deres egen have tilknyttet, og de behagelige lyde syntes, at komme fra den næstfølgende have ved siden af naboens.
Renny rømmede sig og skævede til Eadgar, hvorefter hun aflagde afstand til muren, og dernæst satte i løb; ganske som hun havde gjort, da de skulle tilegne sig adgang til lejligheden. De hvide hænder greb om murværkets ende, og Renny trak sig selv op, for på den måde at kunne betragte naboens hus.

Der var ikke nogen hjemme. Bingo.

”Mr. Og Mrs. Verill er ganske behagelige mennesker”, begyndte Renny at fortælle, før hun hoppede ned og skridtede om bag Eadgar. Hun satte sine hænder mod hans skarpe hofter, og skubbede ham målrettet mod husmuren. ”De har ikke noget imod, at vi er i deres have. Jeg har tit spist overdådige desserter hos dem”, lød det dernæst, som Renny, stående mod Eadgars ryk, lagde hans hænder mod husmuren. Dernæst hev hun op i et af hans ben.

”Har du prøvet, at få en hestesko før?”, spurgte hun, ”det er vigtigt, at du spænder og også selv hopper.” 

Renny virkede atter fjern, og gjorde Eadgar i tvivl om, hvorvidt hun egentlig havde hørt, hvad han havde sagt til hende. Hun havde da godt nok nikket, men ordene var udeblevet; stilhed var noget som man normalt ikke forbandt med den ligefremme kvinde.
Da hun endelig snakkede igen, fik det forkynderen til at se rundt. Han havde ikke skænket tiden en tanke, og selvom det ikke burde gøre det, forbløffede det ham alligevel at natten havde sneget sig ind på dem.
Sammen, på Rennys opfordring, endte de ude i haven. Vinden var kølig og sært opfriskende ovenpå en lystig og samtidig tung aften. Han skævede til hende, for at se hvor meget af fortiden der stadig sad i hende, men i selv samme satte hun i løb og svang sig op på naboens mur med forbløffende lethed (det var trods alt ikke så længe siden at de havde fyldt maverne med velsmagende mad).
Den unge mand smilede; det måtte være et godt tegn.

Først dér bemærkede Eadgar denAndægtige musikken. Hun ville da ikke..?
Lynglimt af erkendelse fik den unge mand til at ryste på hovedet, da Renny atter stod ved siden af ham og præsenterede sin plan. Mere nåede han dog ikke at gøre, før hun med beslutsomhed fik puffet ham hen til muren. Havde det ikke været fordi, at Renny virkede til at komme til sig selv af disse ugennemtænkte lovovertrædelser (det var kun hende, som kunne finde på noget så tåbeligt) havde Eadgar aldrig ladet hende gå sig langt. Men nu stod han, med hænderne mod stenene og det ene ben akavet støttende mod Renny samlede hænder og kunne ikke lade være med at fnise ned i sin tynde linnedskjorte.
Kvinden var vanvittig. Komplet sindssyg –

Men ikke desto mindre gik det hele med uvirkelig lethed, og Eadgar den Andægtige fandt sig snart i naboens have og kunne ikke lade være med at føle sig en smule beruset af følelsen over, at gøre noget så vovet og så forbudt. Hjertet bankede i hænderne og øjnene lyste af liv.

”Hvad er det du har fået mig til,” udbrød han og stirrede på Renny med sit sjældne drengesmil.
”Er det musikken du vil hen til?” Tonerne gled gennem den lune aften - det lød betydeligt højere herfra end i den have, som de kort forinden havde befundet sig i.

I det Eadgar forsvandt henover husmuren, sneg et spædt smil sig ind i Rennys ene mundvige – og dernæst blev det hendes tur. Med samme elegance som tidligere ved porten, svang den sorthårede kvinde sig henover de højtstablede mursten, hvormed hun med rette nåede, at fange et glimt af Eadgars opstemte øjne og drengede smil. Det gjorde Renny godt, at se det tilbage på hans læber, og ganske ubevidst for hende selv, efterlignede hun hans barnagtige glæde.
Med armene over kors spankulerede Renny – med vuggende hofter – hen til den unge mand, hvorefter hun kiggede på ham med kælne gnistrer, spillende i de mørkebrune øjne. ”Jeg sagde det jo – det der smil klæder dig. Du kunne nedlægge mange kvinder med det”, spandt hun, hvorefter et lavmælt men brusende grin forlod hende.

Uden at lade sit eget blik farer fra Eadgars, nikkede hun. Dernæst greb Renny om hans hænder; en blev placeret bestemt på hendes bløde hofte, mens den anden blev sammenflettet med Rennys slanke fingre. Et let skuldertræk fulgte de – dog blide – kommandoer: ”Jeg tænkte, at vi kunne danse. Der er ikke nogen, der kommer til at se dig, så dit uskyld er ganske vist sikret i morgen også. Du har ikke to venstre-fødder, vel?”, spurgte hun, grænsende til drillesygt, hvorefter hun udfordrende hævede begge sorte øjenbryn ad den yngre mand –

Hvis hænder var varme og faste, så ganske ulig nogen andens. Hvis det havde været muligt, ville Renny holde om dem hvert øjeblik, hun kunne; som lå hele Eadgars essen i hans hænder, den tryghed, han emmede af, men som Renny aldrig ville lade sig selv stole på, var rigtig – eller måske snarere for hende at opleve. 

Hun lignede sin søster, nåede Eadgar den Andægtige at tænke, mens Renny med dragende blik kom mod ham. Hun syntes konstant at vippe på kanten mellem afgrundsdyb usømmelighed og uskyldige pjatterier. Eller. Ikke uskyldige. Eadgar mistænkte hende for – sikkert meget lig sin søster – at være yderst bevidst om sin fremtræden; at hun fandt en vis nydelse i agere kælent og flirtende, for derefter, skånselsløst at vifte det hele væk som tåbelige spøgefuldheder, når manden kom for tæt på og næsten havde ladet sig indfange.
Som ville Renny understrege hans observation, sendte hun en klassisk indsmigrende sætning afsted, og kvitterede den med drillende latter. Eadgar rystede på hovedet, men fandt alligevel en underlig tilfredsstillelse i (for en gangs skyld) at komme hendes handling i forkøbet og forudse det.

Tilfredsheden døde dog brat, idet hun ikke tog afstand, som den unge mand ellers havde forventet. Varmestråler stod ud af håndfladen, da den blev placeret på Rennys hofte. En sitrende fornemmelse trak tråde fra berøringspunktet og op til albueledet. Eadgar klemte instinktivt hånden hårdere imod hende alt imens de flettede fingre låste ham fast i en yderst uvant position. Det var svært at bevare fatningen og den lille afstand, der fortsat sikrede at deres kroppe ikke mødtes. Forkynderen kunne mærke sveden i nakken skyde frem.

”Så du er ude på at lokke mig i fordærv,” kvækkede han åndeløst, uden at gøre sig fri. Musikken indhyllede dem, bemærkede han, men Lyset var spinkelt, og han vidste hvorfor. Alligevel slækkede han på sin professionelle attitude og reducerede afstanden imellem dem. Hendes bryster strejfede hans brystkasse.

”Du gør det så meget sværere at sige farvel.”

Et lavmælt fnis forlod Renny. Dernæst trak hun – påtaget eftertænksomt – på den ene skulder. ”Måske vil jeg bare ikke have, at du glemmer mig som det første”, svarede hun, som var det en overvejelse, der som en idé netop var kommet til hende, snarere end den reelle sandhed.
Ikke lang tid forholdt hun sig dog i tavshed, også selvom de ikke bevægede sig til musikken endnu. ”Jeg tror slet ikke, at det er muligt, at lokke dig i fordærv, Eadgar. Ikke for mig, ikke for nogle. Du er viljefast, målrettet i din tjeneste for Lyset. Det er beundringsværdigt og noget af det, jeg bedst kan lide ved dig men – og tilgiv mig, hvis jeg bevæger mig ud på for dybt vand. Siger ting, der ikke er min ret –”, lød det dernæst, denne gang i en oprigtig, lavmælt og alvorsfuld tone. Rennys mørkebrune øjne søgte Eadgars egne grønne, gnistrende af noget, end ikke den sorthårede kvinde vidste, hvad var; blikket var dog søgende, indgående. ” – det er næsten berusende, når jeg kan se, at du lever. Smiler og griner, på den der måde. Slapper af i dine skuldre, så de ikke sidder helt oppe under hagen. Det er… rart. Rart at se på. Rart… at være en del af. Og jeg tror på, at vi kan tjene Lyset, uden at give afkald på alt det, som Lyset også er; en god middag med vores venner, at danse, trøste, gå en tur i Tempelhaverne, uden andet formål end at nyde den, tage på kro og drikke øl, indtil man bliver modig nok til, at henvende sig til ham eller hende den søde i hjørnet… jeg synes, og tror på, at Lyset skinner allerkraftigst i de øjeblikke, fordi det er det, Mørket vil fratage os; glæden, friheden, livslysten og kærligheden i det liv, vi lever hver dag.”

Renny tav brat, i det at det gik op for hende, hvor meget hun havde talt. Og først da så hun, at Eadgar havde rykket sig tættere på hende. For blot et øjeblik syntes hendes hjerte at gå i stå, og om sensationen udsprang af hans nærvær eller af hans ord, kunne Renny ikke selv bestemme.

”Jeg synes allerede, at det er svært, at sige farvel. Jeg ville ønske, jeg kunne sætte tiden i stå.” 

Var der en ting som var sikkert, så var det, at Eadgar den Andægtige aldrig i sit liv ville komme til at glemme Renny. Faktisk var det mere sikkert end Lysets eksistens – og selv det var jo ikke til at tage fejl af.
At han ikke var mulig at lokke i fordærv, var knap så sikkert. Faktisk følte den unge mand sig allerede grebet i anklerne af lyse kvindehænder, og han bemærkede, at han ikke rigtig stod imod med sammen principfasthed som tidligere. Han tilkendegav med sit ansigt, at han ikke var enig, men forblev tavs. Mærkede hendes iboende varme slå mod maven og brystkassen. De grønne øjne blev låst fast i hendes brune.
Rennys tanke om Lyset var interessant, og det var svært ikke at suge sig fast til ideen om, at Livets Gudinde fandt levevisen acceptabel, når man gjorde det med glæde og kærlighed. ’Lysets ånd er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed’ mindede Eadgar den Andægtige sig om – men han var ret sikker på at det ikke var ånden, som Renny hentydede til at de skulle leve efter og slippe løs.
Sikkert var det i hvert fald, at det var kroppen han kunne mærke nu, som han stod der med Renny så tæt på – både hendes krop men i særdeleshed også sin egen.

”Din tanke er beundringsværdig,” kommenterede Eadgar og lod tonerne fra musikken sno sig ind i sin krop. Åh, hvor ville han ønske, at han kunne følge den tanke og leve som hendes ord beskrev det. At han kunne slippe det hele og hive hende til sig, så det næsten ville gøre ondt på dem begge. Røre hendes lænd, hendes stærke ryg.
”- og noget i mig tror også på, at du til dels har ret. Jeg har mærket Lyset skinne kraftigt mellem os – et par gange efterhånden. Mere kraftigt end jeg har oplevet det i templet.” indrømmede han en smule blufærdig, fordi det var svært ikke at tænke på de konkrete tidspunkter samtidig.

”Men Renny: Min opgave i livet er at give dydige råd, ikke at finde på undskyldninger for synder – Du må ikke misforstå mig, men jeg er begyndt at få svært ved at skelne imellem hvad der er rigtigt og hvad der er godt. Det holder mig vågen om natten.”
Eadgar løftede hånden fra hendes hofte, blot for at placere om hendes talje kort efter. Det var umuligt at slippe hende.

”Du gør mig så forvirret.”

Renny kunne ikke tage sit blik fra Eadgars eget; selv længe efter, at hans læber tav og kun musikken brød tavsheden mellem dem. Stadig bevægede hun sig dog; mere af vane end af vilje, for den yngre mands bedende ord, havde sat sig i hende, som en velplantet, skarp kniv i det svulmende bryst. Det var tydeligt, at Renny led under hans ord; hans efterspørgsel; hans forvirring. De mørkebrune øjne afslørede hende – de let adspredte og fyldige læber ligeså, for ingen ord undslap dem, selvom Renny gjorde et ihærdigt forsøg på det modsatte.

Til trods for hendes så tydelige ubehag, vandrede Rennys ene hånd, længere op ad Eadgars arm og lagde sig mod hans tynde skulder; de hvide fingerspidser dansede instinktivt derpå i en kærtegn. ”Det er jeg virkelig ked af”, hørte hun sig selv sige, hvorefter hun skar en grimasse af sig selv – sine latterlige ord – og tabte pusten. Først da gik det op for hende, at hun havde holdt vejret midt i sin paniske eftertænksomhed.
”Det var ikke – det var aldrig min hensigt.” Rennys ord fik lov at hænge i luften, ganske uden at den sorthårede kvinde selv ønskede det. En giftig tanke havde nemlig slået rod midt i hendes tankemylder; var dette egoistisk af hende – at berøre ham, som hun gjorde i dette øjeblik? Burde hun trække sig? Renny var trods alt ældre og besad en anden livserfaring end Eadgar selv, hvis liv var spenderet bag templets murer og i dens smukke haver –

Og hvorfor var det så svært, at fjerne sig fra ham nu, hvor han omsider befandt sig så tæt på hende? Hvorfor skreg enhver celle i hendes krop efter mere af hans nærhed? Den blotte tanke om at aftenen tog sin afslutning nu, ja, den var ganske enkelt ikke til at bærer – og hvorfra kom den følelse? Renny var ikke fremmed overfor romantiske følelser, men dette føltes anderledes; en konstatering, der fik hendes hjerte til at slå en kolbøtte af forskrækkelse.

Renny sank en klump, og gjorde dernæst det, hun nu vidste, at hun ikke burde. Der var ingen undskyldning; kun egoistiske men dybfølte behov.

Rennys hånd forlod Eadgars, og begyndte i stedet en kortvarig rejse henover hans arm; hendes kærtegn var varm og fast; uundgåeligt tilstede og ikke i sig selv tøvende eller tilbageholden. Omsider landede den og lagde sig, som Rennys anden hånd, på hans skulder. Først da den var nået frem til sin endelige destination, lod Renny sine hænder mødes bag Eadgars tynde nakke, så hendes fingerspidser kunne nærstudere og mærke hans hud; varm, som havde solen bagt på ham hele den lange dag.

”Har du lyst til mig?”

Eadgar den Andægtige havde ikke i sinde at placere skyld på andre end sig selv. Han havde tidligere prøvet at give skylden videre og det havde kun ført til kaos, fortrydelse og en aftale med en varulv. Selv da Renny påstod, at det aldrig have været hendes hensigt at lade dem ende i denne situation (Hvad i al Lyset havde så været hensigten?), modstod Eadgar lysten til at placere skylden hos hende.

Templet havde brugt uanede mængder af formaninger og skifttegn på at advare om kødets svaglige karakter. ’Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær’ messede Lysets tilbedere sigende til hinanden, når de stod på de kølige, hvide marmor-sten i deres tynde tøfler og lange rober.
’Hvis nu dit højre øje dér bringer dig til snublen og fald, så riv det ud og kast det fra dig’, supplerede de mest indtørrede gejstlige, som sjældent kom ud.
Eadgar den Andægtige støttede ikke den brutale ordlyd, men forstod at man kunne blive nødt til at gøre noget drastisk for at afvise fristelsen – også selvom det i øjeblikket kunne virke ligeså skræmmende og smerteligt som at fysisk lemlæste sig selv - for: ’når begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldbyrdet, frembringer åndeligt forfald’. Og intet kunne være værre end forfald, når man tilbragte tiden i bøn på kolde sten, fjernt fra det levede liv ude på den anden side.

Men Eadgar befandt sig ikke på kolde tempelsten nu. Han befandt sig i kontakt med Rennys varmblodede væsen. Hvis han skulle gå sin åndelige undergang i møde, så skulle det være her, hjulpet på vej af Rennys kærtegn og altoverskyggende kropslige nærvær.
Hendes hænder bag nakken fik den unge mand til at mærke den elektriske sitren langs rygsøjlen.

Har du lyst til mig, spurgte Renny
Hovedet blev bøjet ned mod hendes øre, hvor han tog sig i at fortabe sig i hendes lugt og varme og mærke, hvordan nogle det mørke hår kildede uvant på kinden.
Hænderne endte om hendes liv.
Ja, svarede Eadgar stumt. Ja, ja, ja, ja.
Hjertet bankede af iver, vejrtrækningen var overfladisk og det eneste han bekymrede sig om var, hvordan de kunne komme endnu tættere på hinanden. Lyset var så skarpt, at det fik alt omkring til at fremstå endnu mere falmet og gråt i mørket omkring dem.
Ganske let, så læberne kortvarigt berørte det blottede stykke hud lige under hendes ene øreflip, hviskede han hæst:
”Jeg tror, at jeg bliver nødt til at gå nu.”

Kroppen gjorde imidlertid ikke meget for at efterleve de sagte ord. Hænderne blev omkring hende - kroppene låst til hinanden - men det blonde hoved blev løftet, således at de atter kunne se direkte på hinanden. Afstanden var så kort at det var svært for de grønne øjne at se væk fra Rennys mund:

”Vil du hjælpe mig med at komme over muren?”

Ordene, der udsprang fra Eadgars læber, var forventede; at han blev stående, stadig med sine arme omkring hende, var ikke. Heller ej hans læber, der for blot et øjeblik, befandt sig nær hendes hals; det overfladiske åndedrag. Værst af alt var dog, at Renny ikke anede, før i det moment der fulgte, hvor meget hun ønskede, at hans læber mødte hendes. Lysten var altomsluttende og åd sig frem bag den fyldige barm. Også hendes åndedrag blev fjernt, som eksisterede det ikke i sin egen ret, og satte sig taktløst fast i hendes strube. Rennys solbrune hænder ville heller ikke forlade Eadgars nakke –

Til trods for alle stemmerne, der skreg, at hun skulle mindske den umådelig korte afstand mellem dem, gjorde Renny det modsatte. Samvittigheden vandt – det skulle den, ellers ville Renny ikke kunne se sig selv i øjnene – og som gjaldt ordene ikke kun Eadgar, men også hende selv, hviskede hun fraværende: ”Det er kun begær. Det er ikke det, du taber, værd.” For det var vel sandheden, ikke sandt? Nok var Renny ikke enig i Eadgars levevej, men som de stod der, i en omfavnelse, der var så ulig hans egentlig ønske, respekterede hun den ikke – og det måtte hun trods alt. Hun havde et ansvar, alene af den grund, at hun var et årti ældre; Renny havde allerede elsket og mistet. Hun havde haft sin mulighed, og det var en, Eadgar havde afvist mange år forinden.
Og det var trods alt de bløde hofter og bryster, der lokkede ham, i selskab med hendes ublu væsen. Det var ikke varme, romantiske følelser; kun begær. Nej, det var ikke hans forfald værd.

Hvad havde hun dog gjort?

Renny lod sine hænder glide ned langs Eadgars arme fra nakkens bløde hud, og med et lille nik, indikerede hun, at jo, hun ville gerne hjælpe ham.   

Hendes ord brændte ham, og Eadgar den Andægtige tog sig i at tænke, at tilbagetrækningen muligvis alligevel havde været den bedste strategi. For hvis Renny havde ret i, at det hele bare var et udtryk for begær, var det på intet punkt et åndeligt forfald værd. Lyset var det som bandt hans identitet og eksistens sammen – et kødeligt behov for tilfredsstillelse ville aldrig kunne opveje tabet af disse. 

Havde han vist sig som værende en lystesyg ungkarl? Tog hun ham ikke for andet? Troede Renny, at han så hende med samme slags primitiv iver, som soldater betragtede skøger når de kom hjem efter et nervepirrende slag? Troede hun, at det kun var synet af hendes brysters runding og vuggende hofter, som fik det til at dirre i alle muskelfibrene? Var det virkelig sådan hun havde det? Sad hun inde med et behov, som kun blev forstærket ved udsigten til, at hun muligvis aldrig ville komme tilbage til hovedstaden igen? Var alt i dag iscenesat med det eneste formål at imødekomme hendes eget egoistiske behov? Noget der kunne dække de nervøse følelser og ubehaget over det snarlige uvisse? Troede Renny virkelig at det var det eneste de var fælles om? Et gensidigt ønske om at slukke begæret i (og med) den anden?
I så fald tog hun grueligt fejl.

Det smertede ham at hun kunne sige noget så ufølsomt og samtidig bekræftede det den unge mand i, at de – igenigen – befandt sig i hver sin verden. Hun stolede ikke på mænd, mindede han sig selv om, hun brugte dem og forsvandt så. Renny havde selv sagt det – eller noget i den stil i hvert fald.

”Begær?” Eadgar den Andægtige klamrede sig til vinens effekt og brugte denne som undskyldning til at lave dette ukarakteristiske modtræk. En konfrontation var uundgåelig. Hvis der alligevel ikke var noget der hed i morgen, måtte det jo være nu. Også selvom at det kunne ende med, at han ville være fanget i gårdhaven, såfremt ordene slog så hårdt, at Renny valgte at gå uden at hjælpe ham over muren først.

”Mener du mit begær? Eller dit? Er alt det her – maden, musikken, fortroligheden – styret og skabt af dit begær og en trang efter kødelig tilfredsstillelse?” Armene hang ned langs siden, da Eadgar med oprigtig undren i sit unge blik så på Renny. ”Vær sød lige at uddybe din sætning, gider du?”

”Vores.” Ordet undslap Rennys fyldige læber, før hun nåede, at stoppe det. Eadgars ord havde sat en lavine af spørgsmål i gang i den sorthårede kvindes indre, og hun kunne knap nå, at tænke en til ende, før det næste meldte sin ankomst. Hvad der dog syntes, at være mest dominerende, var, hvorfor Eadgar for op, som han gjorde? Havde Renny ikke gjort det rigtige ved, at trække sig fra hans omfavnelse?

Var det ikke det, han ønskede? 

En grimasse, der ganske tydeligt afslørede, hvordan Renny kæmpede med, at finde hoved og hale i Eadgars beskyldninger, lagde sig henover hendes hjerteformede ansigt, og drevet af sit instinkt, tog Renny et tøvende skridt imod Eadgar.
”Maden, musikken og fortroligheden udspringer af et ønske om, at være tæt med dig, Eadgar. Kan du ikke se det?”, lød hendes bedende ord, i det hun rakte ud efter ham for endnu engang. ”Jeg – jeg ved ganske enkelt ikke, om det er egoistisk, men – du kender til min hemmelighed. Det er berusende, at kunne være mig selv i dit selskab, og jeg ønsker ikke, at det stopper. Hele tiden vil jeg have dig tættere på, men – jeg gør det helt forkert, gør jeg ikke? Jeg søger din nærhed på en måde, jeg ikke burde, og jeg – det gik op for mig, som vi stod lige før, at det unægtelig var egoistisk. Det eneste jeg ville, var, at kysse dig og tage dig med tilbage i seng, men ikke af den grund, du tror – og du har frivilligt givet afkald på det aspekt, og jeg vil ikke bringe den slags… modbydelighed ind i dit liv. Jeg ville hade, hvis du begyndte, at kigge på mig med væmmelse, fordi du – fordi mine tilnærmelser… jeg vil så nødig miste dit venskab. Din nærhed. Jeg savner dig, når du går.”

Renny tav omsider, men ganske brat og velvidende, at hendes ord svævede formålsløst rundt imellem dem. Hvad var det i grunden, hun forsøgte at sige? Hun var end ikke selv sikker længere. 

At hun så prompte svarede fik Eadgar den Andægtige til at løfte begge sine øjenbryn. Renny adskilte dem ikke, som han havde gjort. Hun sagde vores.
Kvindens ansigtsudtryk talte sit tydelige sprog, hvorfor den unge mand mentalt prøvede at forberede sig på den forklaring, som uden tvivl snart ville komme – han havde trods alt selv bedt om det.
Da svaret kom gav det umiddelbart mening. Og samtidig var det - når man genhørte det - som om en af tonerne var falske eller for skinger i forhold til resten. Alligevel formåede Rennys forklaring at medføre en uset skælven gennem hele forkynderens væsen. 
Forundringen blev siddende i blikket, mens han fandt frem til, hvad der havde klinget anderledes end resten:

’Det eneste jeg ville, var, at kysse dig og tage dig med tilbage i seng, men ikke af den grund, du tror’

”Hvilken grund så?” Eadgar kunne se bort fra den explicitte ordlyd, fordi han selv forsøgte at gøre brug af en tilsvarende. Han fugtede sine læber:
”Du vil.. tage mig med i seng for venskabets skyld? –” Gjorde man den slags? Templet havde, så vidt Eadgar den Andægtige vidste, aldrig prædikeret om forbud mod seksuel udskejelser mellem personer, der ønskede gensidigt venskab og nærvær. Det syntes at befinde sig usagt på grænsen mellem usømmelige kærlighedsaffærer og ren kødelig lyst uden relationelle forpligtelser. Betød det så at det var i orden?

En del af den unge mand hadede sig selv for at ville vide besked – for at grave i det – fordi det langsomt fik reduceret følelsen af den ubærlige trang efter Renny. Bevares, lysten var ikke væk, men den blev tilsidesat eller udkonkurreret af forvirringen, som hun atter engang havde skabt.

Renny lod sin fremstrakte hånd falde til jorden, da hun måtte konstatere, at Eadgar ikke gengældte hendes ønske om berøring. Det var dog ikke umiddelbar skuffelse, der kunne spores iblandt de mange fregner, men derimod en spæd varme; en varme der blev bekræftet end ikke øjeblikket efter, i det Renny nikkede.
”Noget i den stil…”, bekræftede hun. Renny drejede dernæst rundt på hælen og skridtede få skridt hen til en hvid marmorbænk, hvorpå hun satte sig. De mørkebrune øjne gled eftertænksomt ned og fæstnede sig på de nøgne tæer i det aftenfugtige græs, alt imens de ligeså mørke øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hendes pande.

Sådan sad Renny, fordybet i tanker og overvejelser, for kort øjeblik. Da hun omsider brød tavsheden, var det med et lille smil: ”For nærheden og fortroligheden, man kan finde, i et sådant øjeblik mellem mennesker. For muligheden for, at vi glemte vores forskelligheder, bare for en stund. At vi fandt hinanden dér. Ingen misforståelser. At vi ikke var varme, så kolde, og så varme igen overfor hinanden…” Ordene, der flød ufortrødent fra den bramfrie kvinde, var lavmælte og overvejede grundigt forinden. Der var dog ingen skam at spore; Renny nægtede, at skamme sig over hendes ønske i sig selv – hvad der dog stadig rumsterede i hendes samvittighed, var:

”For mig er det… den reneste form for venskabelig kærlighed at give. Nogle gange glemmer jeg, som før, at det ikke betragtes sådan af alle.”

Da Renny bekræftede Eadgars spørgsmål, vidste han ikke om han skulle tage sig til brystet eller grine. Han endte ikke med at gøre nogle af delene; I stedet nøjedes han med at se efter hende, da hun gik hen og satte sig på bænken. Først da hendes ord atter brød igennem musiktoner og nat, satte tøflerne sig i bevægelse og fik afstanden imellem dem reduceret på ny.

”Du er virkelig for viderekomne, det ved du godt, ikke?” Varmen i stemmen ville være svær at overhøre. Den unge mand endte med at sætte sig ved hendes side. Så tæt at deres lår strejfede hinanden.
”Mener du det virkelig? At det er den reneste form for venskabelig kærlighed man kan give? At være sammen - nøgne og rystende af begær?” Det grønne blik forsøgte at fange hendes brune. Selv om hun egentlig til slut selv var kommet ind på det, følte han alligevel et behov for at understrege det:
”Jeg tror ikke, at jeg kan give dig det, du søger, Renny - Hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig hørt om den slags form for kærlighed før.” (ikke at det sagde så meget).

Han gnavede sig åndsfraværende i læben og pillede ved sit ene ærme.
”Selv hvis Lyset ikke var der, tvivler jeg på, at jeg ville være i stand til at gøre det - Også selvom jeg gerne ville -" Eadgar tog sig selv i at smile undskyldende "Jeg er bange for at jeg ville føle mig… brugt”. Tanken havde ikke været mulig at forbigå: At hun så det som den reneste form for venskabelig kærlighedserklæring måtte unægtelig betyde, at alle gode venner endte i sengen. Og selvom han (i hvert fald til en vis grad) beundrede Renny for sit frisind, kunne han ikke se sig selv gøre noget tilsvarende. 

”Du er for viderekomne – ved du godt det?” 

Eadgars ord resulterede i en bølge af hjertelig latter fra Rennys fyldige læber. Lig dagen forinden, stående med det våde lan viklet omkring sine nøgne former, så forlegen, at de skarpe kindben brændte rødt, gemte hun sit fregnede ansigt væk under de små men stærke hænder. Der var dog ingen harme eller forargelse at spore – ej heller skam eller skyld – og end ikke øjeblikket efter, nikkede Renny da også bekræftende; jovist, det var hun jo nok.

Den unge mands næstfølgende talen, fik dog en ganske anden modtagelse; en, der fik drillesyge og kælne gnister, til at sætte sig fast iblandt alt det mørkebrune i Rennys blik. Hænderne faldt til jorden igen, i samme øjeblik de nøgne og kolde fødder fandt vej op, og ganske ublu søgte ind under Eadgars ene ben; derunder var det varmt, og som Renny sad nu, med fronten til Eadgar, tåspidserne skjult under ham, kunne Renny betragte hans profil uden forbehold.
Smilet over Rennys læber var ikke til at tage fejl af; heller ej hendes funklende øjne; Renny var ude på ballade. ”Tror du virkelig, at du kunne få mig til at skælve af begær? Skal vi lade det komme an på en prøve?” Den sorthårede kvinde lod sin tungespids kærtegne spidsen af hendes buttede overlæbe, imens hun fortsat betragtede Eadgar, søgende og legesygt.

– et udtryk der dog svandt ind, og i stedet blev varmt igen, som Eadgar afviste hende. Renny lyttede, og formåede ikke at skjule, hvad hans ord gjorde ved hende; der var overraskelse, en kort levet forvirring og slutteligt forståelse. 
”Jeg tror, at jeg forstår. Og det sidste, jeg ville have, var, at du skulle føle dig brugt. Jeg ved ikke – måske er det bare mig, der har en mærkelig forestilling om kærlighed i mit hoved. Jeg ved det ikke, Eadgar. Så må jeg jo i stedet forestille mig, hvordan det ville være, at gå i seng med dig og så nyde, at betragte dig fra afstand.” Rennys blottede sin perlerække af hvide tænder i et kærligt smil, som for at sikre sig, at stemningen forblev i Lyset mellem dem.

Tanken om det modsatte – og at Eadgar ville gå – var nemlig ikke til at bære.

Eadgar den Andægtige var glad for, at Renny lo af kommentaren. Den unge mand slugte hendes ansigt med øjnene, da hun kortvarigt gemte det bort. Han havde sagt sætningen med varme, men havde alligevel haft en nagende frygt om, at deres afstandstagen kunne medføre nye sårede blikke og manglende forståelse for det potentielt sjove i det sære scenarie. Det var ikke første gang at han med forundring eller tilbagetrækning -muligvis fordi det var for direkte - havde skabt tårer i de brune øjne. 
Men det gjorde sig ikke gældende nu, og det fik tøflerne til at føles mindre tunge. En lethed, der kun blev yderligere forstærket af Renny, der uventet møvede sine bare tæer ind under ham. Handlingen fik nederdelen til at glide en smule tilbage, og han sendte et stjålent syn mod de blottede underben. Synet fik det til at trække i adamsæblet og den unge mand skyndte sig at se op, kun for at blive modtaget af en yderst dristig forespørgsel og en lyserød tunge.
”Renny, altså!” udbrød han lamslået og slog - blødt daskende - ud efter hende med hånden. Hendes legesyge blik fik det til at brænde i maven.

Ilden trak sig op langs brystet, halsen og kinderne selvom den drillesyge attitude blev erstattet med noget mindre pirrende. Og det var der kun én grund til:

’Så må jeg jo i stedet forestille mig, hvordan det ville være at gå i seng med dig og så nyde, at betragte dig fra afstand’ 

Sætningen stod lige så tydeligt frem på nethinden som de sorte og gyldne skrifttegn normalt gjorde det, efter en otte-timers intens messe-session.
”Hvad er det dog du siger – du kan da ikke.. –” begyndte han og prøvede (lettere desperat) at få de mentale, grænseoverskridende billeder af Renny der forstillede ham selv, Eadgar den Andægtige, nøgen i en seng, ud af hovedet. ”Der er jo syndigt – du kan da ikke, og så foran en som jeg – om mig!” han sendte hende et ansigt der afslørede dyb vantro (morskaben over hendes bramfrihed var så godt som tøjlet, og viste sig kun som små trækninger ved de opadvendte mundvige)
”Jeg ville aldrig kunne gå ved siden af dig, hvis jeg vidste.. Hvis jeg.. Hvis du gik rundt og forestille dig den slags ting!”

Dybt inde vidste Eadgar, at det var latterligt hyklerisk. De sidste mange gange havde han - næsten skamløst - forestillet sig, hvordan Renny så ud uden tøj på.

Renny måtte atter le; denne gang højere end sidste gang og tæt efterfulgt af et skingert hvin, i det Eadgar slå ud efter hende. De solbrune hænder fløj, drevet af instinktet, op foran den fyldige barm men Renny selv var ganske enkelt for optaget af, hvilke drillerier der dernæst måtte følge, til, at give igen af samme – fysiske – skuffe.
”Virkelig? Ville vi så aldrig kunne spendere tid sammen igen?”, udbrød hun, lige dele vantro og moret; hendes fingerspidser stadig vendte mod det mørke himmellegeme…

Dog ikke for længe. De mørkebrune øjne begyndte, at slå de så karakteristiske drillesyge gnister, i det Renny satte pege- og lange-finger mod hver deres tinding. Dernæst gled hendes øjne i og for blot et øjeblik, sad hun sådan; påtaget fordybet i alskens tankespind og med et bredt, ja, næsten smørret smil om læberne.
”Jeg forestiller mig det lige nu –”, fortalte hun stille. Pludselig skød det ene øje op og gled ned af Eadgars lange, tynde krop; vurderende i dens søgen. Da Renny derefter hastigt lukkede det igen, udstødte hun en kælen brummen. ”Vi er på sofaen og du hjælper mig af med min skjorte”, fortsatte hun ganske ufortrødent, og selvom smilet over hendes læber, afslørede en perlerække af hvide tænder, var det som om, at det stadig fortsatte sin afgangsrejse; det blev nemlig unægtelig bredere. Snart efter måtte Renny også udstøde endnu et hjerteligt grin.

”Og – oh – nu ligger vi ned! Dit tøj er også væk nu!”

Hvinet, kombineret af den hurtige bevægelse som hendes hænder foretog sig, fik Eadgars udelte opmærksomhed. Både hænder og øjne endte uforudset på Rennys bryster.
”Nej,” svarede han med eftertryk, mens den unge mand forsøgte at slide sit blik væk derfra og hen til mere anstændige steder:”- det kan vi i hvert fald ikke.”

Opmærksomheden endte med at løfte sig op på Rennys ansigt. Det farefulde glimt havde ikke efterladt de brune øjne og om munden hang – hvad Eadgar ville definere som – et vovet smil.
Han fulgte nøje med da hun, med fingrene i tindingerne, lukkede øjnene. I et øjeblik forstod han ikke, hvad hun var ude på. Benyttede i stedet tiden til at lade blikket dristigt falde. Hendes hurtige modværge som hun havde kommet med tidligere, da han havde dasket ud efter hende, havde fået nederdelen til at trække sig yderligere tilbage. Det ene knæ tittede ud i aftenmørket.

Skjorte?
Rennys kommentar trak ham tilbage og fik Eadgar til at se ned af sig selv. Havde han spildt noget på skjorten? Som et ekko fandt den oprindelige sætnings betydning tilbage til de følsomme øregange, da hun fik tilføjet det sidste.
Med øjne store af gru stirrede han på de hvide tænder. Tøjet virkede pludselig meget stramt, selv tøflerne klemte.
”Stop! Du må ikke sige den slags!” Uden at tænke placerede han sin hånd på hendes mund – i forsøg på både at dække det slibrige smil og de alt for pikante ord.