Irriteret og lettere uimponeret løftede Declan det ene øjenbryn, hun var ikke så lidt fræk sådan at fratage ham retten til at snakke. Jo jo, han havde lige gjort det samme ved hende, men det var noget andet, der havde de været enige om legen. Hele hans hovede drejede allerede rundt med, hvordan han kunne tage hævn over hende, det skulle nok blive sjovt, i hvert fald for ham. Det var fristende at lade hende vide, at hun nok skulle komme til at fortryde, men for nu besluttede han at holde sin kæft og opføre sig pænt, der var ingen grund til at prikke mere til hende lige nu.

Hans opstemthed var faldet en anelse, efter hun havde vendt spillet om, men under hendes berøringer kom den hurtigt fuldt til live igen
Lige så snart hun satte sig ned over ham, kunne han ikke lade være med at sukke nydende. Det var virkelig ikke meningen, at han ville nyde det, men han havde frarøvet sig selv nydelsen så længe, at han knapt havde noget valg.
Nydelsen var begyndt at samle sig og skubbe ham mod afgrunden, da hun pludselig klappede ham på brystkassen og rejste sig. Nu var det simpelthen for galt! Meget ville han finde sig i, men nu tog hun sig for mange friheder.

Selvom det var fristende at stirme ud i køkkenet og tage hævn, tvang han sig til at blive liggende i sengen og genvinde bare en smule selvkontrol. Langsomt rejste han sig op, og med afmålte skridt og et ansigt, som tydeligt viste han utilfredshed, gik han ud til hende i køkkenet.
"Du leger med ilden" Med den ene hånd tog han et solidt tag i hendes hår, mens han med den anden greb hårdt fat i hendes arm. Med bestemt bevægelser trak han hende op fra stolen og hen til bordet, som han bukkede hende ind over.
"Du bør lære, at jeg ikke bryder mig om, når folk ikke følger mine regler" Han slap hendes hår og arm, og borede i stedet fingrene ind i hendes hofter.

Med et tilfreds støn stødte han op i hende. Det var lige før, at det alene var nok til, at han blev færdig, så han tog sig et øjeblik til at samle sig selv, indtil han begyndte at støde så hårdt op mod hende, som muligt. Den ene hånd gav slip på hendes hofte, så han i stedet kunne give hende nogle hårde klask over de mishandlede baller.
Det tog ikke lang tid, før han stødte op i hende en sidste gang, og så holdt sig stille med en tilfreds lyd, som nok bedst kunne betragtes som et grynt. Nu havde han fået, hvad han kom efter, så han gav slip på hendes hofte, og trak sig ud og trædte baglæns, så hun kunne rejse sig op.

Han tog sig god tid til at komme ud fra værelset og ud til hende. En moreret tanke om han mon var faldet død om på sengen, strejfede hendes pande, men så dukkede han op. Hun stoppede halvvejs i bevægelse til at stoppe en drue i munden, for hun var ikke i tvivl, han var dybt utilfreds med hende, hvordan hun havde vendt magtbalancen mellem dem og ikke mindst, sørget for han måtte ligge tilbage uforløst.

”Åh Declan, du burde ikke være så ov..” erasket, hendes ord blev bremset samtidigt med at vindruen faldt fra hendes fingerspidser, før den ramte gulvet med et lille dunk og  trillede væk ind under spisebordet, da hans fingre begravede sig tæt ind i det stadig fugtige hår, og tvang hende til at følge med op fra stolen, og ind overbordet, igen. De ømme hofters møde med kanten på bordet fik hende til at slippe et mere smertefuldt støn, som hun havde glemt alt om dem for en stund.
Hans stød var unødige hårde og sendte hendes hofter i gentagende kollisioner med det hårde træ, men som det ikke var straf nok mindede han hende om hvor mishandlet ballerne stadig var.
Havde det ikke været fordi der var en usagt indforståethed mellem dem, og den hårdhændede håndtering, ville det have grænset til et overgreb, men hvert slag eller stød førte et støn med sig, og hun forsøgte aldrig at komme væk fra ham.
Stofklædet havde løsnet sig så det faldt tungt ned omkring hendes fødder, da hun vendte sig om for at se på ham, mens hun lod sin ene pegefinger glide over den ildrøde hofte i en små forpint mine ”Lad mig gætte, du tilbyder ikke at heale mine hofter før du smutter?” hun lød ikke synderlig ked ved tanken, om at skulle døje med en øm og brugt krop de næste par dage, men hun ville heller ikke stoppe ham i at heale bare lidt af hende.

Blidt, som ville han faktisk forbarme sig og heale hendes hende, lod han en finger glide ned over hendes hofte. Hvis de ikke havde været i gang så længe, at han reelt var ved at være udmattet, ville synet af de mishandlede hofter sikkert have givet lyst til endnu en omgang.
"Hvad ville det sjove dog være i det?" Han trådte helt ind til hende, så han kunne få armene rundt om hende og ned på hendes mishandlede baller, som han fuldkommen skamløst begyndte at massere med hårde bevægelser.
"Du skal jo have noget, så du husker mig" Han lænede sig ind, så han havde munden lige ud for hendes øre.
"Og nu vil du huske mig, hver gang du bare overvejer at sidde ned" tanken om, at hun ville blive mindet om deres lille hyggestund hele tiden, var yderst tilfredsstillende, og igen måtte han mærmest minde sig selv om, at han var udmattet og næppe kunne en gang til.

Efter at have gavet hendes baller og et sidste klem og derefter et sidste dask, trådte han væk fra hende og begyndte i stedet opgaven med at finde sit tøj og få det på. Der var andre ting, andre folk, som han skulle tage sig af, så han kunne jo ikke blive her hele dagen. Hvad skulle de dog også lave nu, hvor de begge formentlig var udmattede og tilfredse? Det var uden tvivl bedst at forsvinde nu, men han havde da alle planer om at opsøge hende igen, hvis altså hun ikke nåede at finde ham først.

Da tøjet endelig var på og han var klar til at gå, stillede han sig igen hen, så han stod tæt op ad hende. En finger blev lagt under hendes hage, så han kunne tvinge hendes blik til at møde hans.
"Hvis du har brug for nogle nye mærker, når smerten begynder at forsvinde fra dem her, så ved du, hvor du kan finde mig. Hvis du da kan vente så længe" og med de ord vendte han sig om og forsvandt ud af lokalet.

Berøringen af hendes hofter var blid og alligevel føltes den som ild og fik hendes hud til at skyde lyn af smerte gennem kroppen. Luft blev suget ind mellem tænderne, men blikket forlod ikke hans. Hun burde have været langt mere utilfreds over hans optræk til forbarmning, var intet mindre end indbildning, end hun faktisk var.
I stedet søgte hans arme omkring hende, ned til de stadig røde baller. Noget af den hidsige farve havde lagt sig, i stedet var der kun arrige røde plamager og streger tilbage fra hvor både pisk og paddle havde ramt huden. Hvert klemt gik hendes krop til at reagere på smerten, givende sig i små vrid sammen med klyngende men nydende lyde. Han legede med hende, pirrede hende og så velvidende at de begge to var mættede, for nu.

Dasket fik kroppen til at gippe og det var med en små utilfreds brummen han trak sig væk igen. Selvom hænderne var væk igen, lod den sviende følelse sig ikke dæmpe lige med det samme. Jo hun skulle nok blive mindet om ham, mere end bare en gang eller to de næste dage.
Declan fik iklædt sig sit tøj, men ikke uden at blive begloet lidt imens. Selv havde hun ikke travlt med at få håndklædet over sig igen, hun havde intet at skjule alligevel, for nu havde han jo set det meste, ja alt.
Underlæben blev trukket smilende ind mellem tænderne, mens hun lod hans finger vippe hendes hoved tilbage, så deres blikke kunne mødes.
Hvis hun kunne vente så længe, ordnede fik hende kun til at smile mere ”Du har høje tanker om dig selv Declan.” startede hun flabet og flyttede hovedet lidt tættere mod hans ”... Måske ender det med at være det dig, som ikke kan vente så længe?” om det var ham eller hende som opsøgte den anden først, var irrelevant. De skulle nok mødes igen for at forhåbentligt finde den samme følelse de begge var efterladt med lige nu.
Med hovedet tippet let på skrå, betragtede hun ham forsvinde ud ad døren, men først da den lukkede bag ham, slap hun et svagt suk.
Det her bekendtskab kunne alt for hurtigt blive en farlig affære.