Isiodith hævede begge øjenbryn og smilede pludselig lumsk. Langsomt og med en hvis fingersnilde fik Isiodith grebet om hendes urtekniv, som hun med sammenknebne, drillesyge øjne viftede lidt med mod Relyua.
”
Er du sikker på det?”, spurgte hun, i det hendes mørke øjenbryn skred en smule længere op i panden; nærmest som udfordrede hun ham til en duel. Det var nu ikke fordi, at den sløve urtekniv kunne bruges i kamp, men den var ganske smuk at se på, hvilket også måtte tælle for noget.
Det drillende og lumske fortog sig roligt, og blev i stedet erstattet af et varmt smil, i det bjergelveren ivrigt fortalte om sine mørke markeringer. Hun nikkede, hvorefter hun kortvarigt studerede dem, han havde i ansigtet. Da Relyua dernæst nævnte sin mor, grinede Isiodith hjerteligt. ”
Det er mit held, taget i betragtning af jeg bliver din svigerinde!”, bekendtgjorde hun, hvorefter hun blinkede kækt til ham. Der gik dog ikke lang tid, før hun atter blev lettere alvorlig.
”
Men hvordan foregår det? Og hvad med kvinderne? Skal de også igennem en prøve?”, spurgte Isiodith interesseret, for hun vidste trods alt ikke meget om det, at være kvinde i en bjergelverklan. Ja, faktisk, vidste hun slet ingen ting.