Man kunne fysisk se hvordan Mirabelle synkede en ekstra gang, og øjnene endnu engang blev en smule klare, som der blev lagt tryk på hendes navn, og ikke engang hendes fulde navn. Blot Mira. Det føltes som om at det var evigheder siden hun havde haft nogle sige det på den måde, og hun havde lidt lyst til bare at falde sammen endnu engang, men det var tid til at komme sig lidt igen. Hun holdt ikke ligefrem af at græde foran den anden kvinde.

Hun tog forsigtigt imod glasset og kiggede ind i Kaatimas øjne, som hun sad kort foran hende. Et lille halvkvalt grin undslap hende, som hun endnu engang skulle holde tårerne tilbage. Hun følte sig stadig rå i kanterne, men om ikke andet lidt bedre, men også så umådelig træt. Sådan var det altid når man havde grædt.
”Du er... en ekstraordinær kvinde, Kaatima,” hviskede hun tilbage, som hun lænede sig lidt ind i den blide berøring på sin kind, og hun næsten lukkede øjnene i af det, før de åbnede sig på ny igen, da hun rejste sig.

Selv lænede hun sig lidt tilbage og tog selv en slurk af alkohollen. Forhåbentlig kunne det lige tage toppen af hvordan hun havde det. Som hun var lige nu, kunne hun næppe få bevæget sig tilbage til hvor hun selv opholdt sig mens hun var i Zircon.

Hun lå tørt over bemærkningen, ekstraordinær kvinde? Måske, men hun levede stadig et liv med som meget bagage, at hun næsten burde gå med krummet ryg. 
Blikket blev rettet fra kvinden i sengen, hen imod vinduet i værelset. De brune øjne, betragtede lyset i lanterner der var begyndt at blive slukket, var det så sent allerede? Regnen var også begyndt at drysse ned over byen, typisk. Hvorfor var det altid at vejret på den eller anden måde, kunne formå at afspejle ens humør? 
Gråt og trist, ja det passede vel meget godt til stemningen af hvad der lige havde foregået. Selvom det virkede til de var okay på nuværende tidspunkt. Var der stadig elefanten i rummet, det som var blevet udvekslet imellem dem. Det var ikke noget man bare kunne lade gå usagt, eller ignorerer. Men hvordan kunne hun bringe det på banen, uden at såre kvindens følelser igen? 
Kaatima fugtede læben med hendes tunge, før hun tog endnu en tår. Hun vente sig imod den anden kvinde i rummet, og lod blikket glide ned over skikkelsen hun besad. 
Endnu et suk, og en slurk. 
“Hvad så nu?” spurgte hun sagte, som hun tog et skridt hen imod Mira. “Hvad stiller vi op nu?” endnu et skridt tættere på, hoved blev lagt på skrå mens hun søgte de gule øjne. Nu var de så her, ved en blindgyde omkring hvad der så skulle ske.

Mirabelle kunne ikke få sine øjne til at falde tilbage på Kaatima. Som var hun bange for at det blev bragt på banen. Hun havde mest af alt ikke lyst til at snakke om det, men hun var også godt klar over at problemet ikke gik væk af at tie det.
Hun havde også hurtigt fået drukket rommen op hun var blevet givet, som kun tog absolut de værste af nerverne. Hun var ikke meget for at drikke sorgerne væk, men engang imellem så havde man bare behov.

Hun lukkede øjnene, som Kaatima spurgte om hvad nu, og for en stund sagde hun ingenting, før hun tog sig sammen og rejste sig. Der var kun en vej og det var fremad. Hun undveg dog stadig Kaatimas øjne.
”Det er ikke så meget at gøre. Jeg håber blot at du vil holde på hemmeligheden,” indrømmede hun, som hun gik over til bordet, for at sætte glasset fra sig. Det var ikke som om at hendes problemer på magisk vis kunne løses ved at hun græd lidt og at Kaatima kendte til hemmeligheden.

Hun betragtede hvordan Mira gik fra sengen og over til bordet. Tydeligvis ignorere den blonde kvinde de brune øjne der hvilede på hende. Ikke at Kaatima tog det som en fornærmelse, det var tydeligvis en blanding mellem at føle sig fanget i en akavet situation og ikke helt vide hvad man skulle gøre af sig selv. Det var alt sammen til at forvente, når man blev tvunget til at stå frem på den måde, som Kaatima lidt havde tvunget Mirabelle til.
Hun sank noget af det mundvand der havde samlet sig hen over tungen. Inden hun igen trådte et skridt tættere på, hun kunne nu bare række en hånd ud nu hvis det var dét hun ville. Tage fat i armene, og måske prøve at vende kvindens opmærksomhed væk fra bordet og hen imod hende. Men hun gjorde det ikke, i stedet trådte hun bare et skridt tætter på. Hun sneg sig selv ind imellem bordet og Mira, så de stod helt tæt. Hun skulle ikke have lov til bare sådan at forsvinde ind i sig selv. Og der var måske forskellen mellem de to, hun var så frembrusende i sin karakter. Og puttede sig altid selv tilbage i situationer, på trods af de kunne virke overvældende. Blot af den grund, at hvis man ikke fik det gjort, eller gået igennem det. Så ville man aldrig komme videre i sit liv. 
En smule hyklerisk, når hun aldrig nogen sinde kunne finde på at stille sig op foran sin far og bede ham om at behandle hende som mindre værd en alle drengene der var blevet født ind i familien. 
“Det var nu ikke helt det jeg mente” mumlede hun, og kiggede ned af Mira, før hun igen lod blikket glide op af igen.
“Men selvføglelig holder jeg det en hemmelighed.” hun lod tungen glide hen over hendes læber. Igen blev hoved lagt på skrå, mens hun betragtede kvinden eftersigende.

Der var en vis takt som Mirabelle var blevet undervist i. Hun havde brudt mange af de regler hen over aftenen, men alligevel kunne hun ikke få sig selv til at være så uhøflig, at vende sig væk og gå fra Kaatima, når hun så tydeligt prøvede at få hendes opmærksomhed.
Hun lod endelig sinde øjne glide op og finde Kaatimas varme, brune øjne. Hendes egne var stadig røde, puffede, men de så også bare så afsindig udmattet ud. Næppe af tidspunktet de var oppe på, men bare af følelser der var gået igennem hende over den sidste time.

”Hvad var det så du mente?” spurgte hun. Problemet ved at de stod så tæt, var også at Mirabelle pludselig blev meget opmærksom på Kaatimas øjne, og hvordan hendes tunge havde gledet over sine læber. Det gav lidt et sug i maven på Mirabelle. Det føltes bare lidt som om at Kaatima ønskede noget mere, som om at hun forsøgte... at forføre hende?

Et smil begyndte at spille på hendes læber, som der blev spurgt hvad hun mente. 
Det måtte egentlig næsten være given, sådan som hun stod der; Iført næsten ingen ting. Havde tilbudt hende at komme ind i hendes rum, budt hende på Rom. Havde det ikke været for deres lille skænderi før, så var det vel ganske tydeligt hvad det var Kaatima hun ledte efter. 
Men måske var dette alligevel ikke det rette tidspunkt, selvom hun kunne mærke at lysten greb hende omkring kroppen. Det var trods alt en meget smuk kvinde der stod foran hende, også selvom at øjnene var røde og hævet af at der var flydt tåre ud af dem. 
Selv der, var hun noget af det smukkeste hun havde set. 
“Ikke noget” mumlede hun, og lod fingrene glide ud og igennem Miras hår. “Du virker træt, måske jeg skulle lade dig få lov til at vende tilbage til dit værelse..” hun trak sig stille væk fra hendes gæst, og greb glasset hun havde sat fra sig på bordet, da hun gik hen til Mira. 
Hun drak det sidste af væsken i glasset, det var nok for det bedste. De kunne forhåbentlig ses en anden gang - næste gang hun var i Dianthos. Der sneg sig en lille sorg ind i Kaatimas hjerte, men hvornår ville det være? Hendes forretninger holde hende stort set altid i familie hjemmet, hun havde så godt styr på forretningen at det var meget sjældent hun rejste ud for at lave nye handels ruter. 
Men forhåbentlig, var det ikke sidste gang de sås i dette liv. 

Havde det været en hver anden kvinde, så havde Mirabelle nærmest udentvivl kastet sig i armene på Kaatima, allerede fra det øjeblik hun havde set hende i natkjolen. Men det her var Kaatima. Prinsesse af Kazimi. Barndomsveninde. Enke med børn. Hun var vigtig, men hun var også farlig, mere end Mirabelle ville have indrømmet overfor hende selv da hun kom ind på værelset.
Alligevel gav det hende et sug igennem maven, at føle det blik på sig, og det var som om at Kaatimas benægtelse om hvad der kunne være sket, var nok til at Mirabelle ønskede at det her ikke var den sidste gang de så hinanden.

Hun greb blidt ud mod Kaatimas hånd, inden hun kunne komme for langt væk, og hendes øjne, for første gang i lang tid, søgte noget. En bekræftelse, selvom hun langt fra havde behov for det. Inderst inde vidste hun det jo godt.
”Besøg mig, når du besøger Dianthos,” sagde hun blidt. Selvom hun havde lyst til Kaatima, så føltes det forkert på det her tidspunkt. Hun var heller ikke sikker på at hun med sit nuværende humør kunne give Kaatima hvad hun fortjente. Desuden var hun heller ikke i tvivl om at Kaatima nok skulle finde en måde at komme til Dianthos. Selv var det også sjældent Mirabelle rejste langt, selvom det var for lyset.

Hun mærkede hånden der greb hende, ganske blidt og nænsomt. 
Kaatima tog en dyb og lidende indånding igennem hendes næse. Det var ikke klogt, hun vidste det. Hun burde ikke ligge mere brande på flammerne, som det lille lys der var blevet tændt imellem de to denne aften. Det var uansvarligt, det kunne føre til en eller begge hjerter ville blive knust.
Men ordene der forlod Miras læber, var nok til at fornuften blev kastet overbord. Hun ville dette, hun ønskede dette. Måske det ville være okay at kaste sig ind i dybet, og for en gang skyld tænkte på sig selv? Ikke hvilken skandale det ville give hvis hendes familie opdagede det, eller værre endnu hvis de adelige ville begyndte at hviske i krogene. Det sidste hendes familie ønskede, var sladder der tilsølede deres navn. 
Men i dette tilfælde var de jo begge i samme båd, de havde begge en masse og mistet hvad det angik. 
Kaatima vente sig rundt, tumulten af følelser var nemme at spore i hendes ansigt. Det var ganske tydeligt, hvor hårdt dette var blevet for hende. 
Et lille sagligt nik kom fra hendes hoved. “Vil jeg gøre” svarede hun, undlod dog at tilføje at hun ingen anelse havde om hvornår hun ville komme igen. Om det var uger, måneder eller måske år. Hun kunne ikke bære tanken om, hvor længe der ville gå. 
Hun trådte hen imod kvinden der stod over for hende. Hun lagde igen sin hånd imod hendes kind, og gav hende et svagt smil. Inden hun pressede sine læber imod den blonde kvindes læber. Da hun trak sig væk flød ordene hen over hendes tunge. “Du må hellere vende tilbage igen.”

Det føltes som om at stilheden trak sig i uendeligheder, som Mirabelle ventede på svaret. Hun var sikker på at hun havde haft ret ikke. Kaatima ville gerne det her, eller var det blot for at få nogle frustrationer ud, og ikke fordi Mirabelle var speciel. Hun kunne næppe brokke sig over andre gjorde det samme, som hun selv gjorde, selvom hun ikke ønskede det mellem hende og Kaatima.
Endelig fik hun dog svaret hun havde håbet, og et håbefuldt smil spredte sig på Mirabelles læber, og hun lod Kaatima trække hende tæt til et simpelt kys. Lidt et håb om hvad der ville være for dem ude i fremtiden, når de nåede så langt.
De bløde læber var behagelige, og helt naturlig lagde hun en hånd på Kaatimas hofte. Hun havde et lyst til at forsætte det, men som følelserne stadig føltes rå, vidste hun også godt at tiden ikke var til, men hvor hun alligevel ønskede det.
"Det må jeg hellere," hviskede hun tilbage, og kiggede ind i Kaatimas mørke øjne, og lod sine øjne falde ned på hendes læber, før de fandt øjnene igen. Hun kunne ikke få sig selv til at trække sig væk, selvom hun burde. Bare et minut mere, inden hun måtte se livet i øjnene igen.

Hvis hun kunne, havde hun sat tiden i stå sammen med Mira. 
Hun havde brugt sin evne til at indhylle dem i tidens standsning, men det kunne hun ikke. Så bare for et øjeblik, bare et lille sekund ville hun tillade sig selv at stå og kigge ind i hendes øjne. Lade sig overvælde over følelserne der var at finde i dem. Men også hvordan det gav genskær af de følelser som Kaatima selv følte. En klump begyndte at vokse i den stolte kvindes hals, mens noget knugede omkring hendes brystkasse. Havde deres situation været anderledes. Havde de ikke været så afhængig af deres forældres lovprisning, og det at de gjorde dem stolte. 
Så havde de måske rejst væk, levet et sted hvor det at have kærlighed til det samme køn var okay. For selvom, det måske levede i bedste velgående i det krystalliske land. Så var det en drøm, når det kom til de kødelige mennesker, med fordømmende og blikkende. Altid ville det være bedst set, en mand og kvinde fandt sammen. 
“Ja” svarede hun svag tilbage og nikkede, fik endelig sunket den klump der havde at sig i klemme i spiserøret. 
Men hun lod hende ikke gå, ikke endnu. Hun lagde begge hænder på hendes ansigt og trak hende ind i et passioneret kys. Hun måtte føle hende, bare for et sekund mere, for hvad nu hvis dette var sidste gang de sås? Det var noget hun ikke ville se tilbage, og fortryde hun ikke fik kysset den smukke kvinde der stod foran hende. Det var også det man kunne føle i kysset, især de få tåre der undslap den mørkglødende kvinde. Kysset var passioneret, sorgbart og underlagde ganske godt den følelsesstorm der rumsterede i hendes indre. 
Også gav hun slip. Gav et sagte smil og gav kvinden et kram. “Til vi en dag ses igen Mira.. men nu må du hellere gå” 

Følelserne de havde for hinanden, var nok noget der allerede var blevet bygget den gang de var unge, og stadig ikke villige til at vise følelserne. Måske tingene også ville være anderledes hvis de brugte mere tid sammen, men som det var nu ønskede de den kærlighed de så tydeligt ikke kunne få.
Bare tanken fik følelserne til at vælde op i Mirabelle igen, som heldigvis blev holdt lidt på afstand igen, med det passioneret kys fra Kaatima. Hun følte lidt, for en stund at hun blev opslugt af det, før hun trak sig væk, med et suk.
Hun rakte op og tørrede nogle af tårerne væk fra Kaatima. Hun var så smuk, og hun ønskede virkelig ikke at gå fra den anden kvinde mens hun græd, men hun skulle, så hun gav hende det sidste kram før hun rigtig trak sig.

”Vi ses Kaatima,” sagde hun, før hun så en sidste gang på Kaatima, før hun endelig trak sig mod døren og ud af værelset, for at finde tilbage til sit eget værelse, velvidende om at hun ikke vidste hvornår hun næste gang skulle se den anden kvinde.

Hun stod stolt og rank, som kvinden gik ud af døren. Først da lyden af den lukkede dør, og trinene fra den anden kvinde var forsvundet stille hen. Faldt Kaatima ned på sengen. Tårerne og stormen tog kroppen, som hun begyndte at hulke. En pude blev hævet hen til hende, som hun omfavnede og knugede ind til sig. For bare et øjeblik, lod hun sig fuldstændig overvælde af hvad der lige var sket. Selv de stærkeste personer, havde brug for at give slip og blive sårbare. Og det måtte man i sandhed sige var tilfældet i dette øjeblik. 
For ikke nok med hvor meget hun havde ønsket aften skulle udfolde sig anderledes, kunne hun hellere ikke med desperation ønske hun kunne løbe efter Mira. Omfavne hende, og de kunne vise deres affektion i offentligheden. Men det ville aldrig blive en mulighed. 

En dag måske, ville de ses igen. Spørgsmålet var bare hvornår, så imellem de grådkvalte hik, fremmanede hun sig selv og lovede for sig selv. En dag - snart ude i fremtiden. Så ville hun finde en undskyldning og rejse tilbage til Dianthos, og det skulle være inde alt for længe. Det kunne hun mærke var en nødvendighed. 
Hvornår mørket tog hende, og hun for første gang i meget lang tid faktisk faldt i søvn. Det var hun slet ikke sikker på. Men dagen efter, var hun atter på vej tilbage til Rubinenen, og det var som om det der var sket på kro værelset aldrig var sket.