Alvilde brummede i enighed idet hun kort nikkede - det var virkelig en af de værste følelser; følelsen af at føle sig overvåget. Betragtet. Overraskende nok, så tiltrak Alvilde iikke selv særlig mange blikke, på trods af hvor højlydt hun kunne være. Hun var ret så normal at se på, og selvom hun måske var lidt lavere en gennemsnittet, var det nok den eneste decideret unikke ting ved nordboens ansigt og udtryk.
Og så gjorde han noget mærkeligt.

Til at starte med, havde Alvilde ikke fulgt med. Hendes tanker havde flygtigt bevæget sig over imod hendes falk Jarko, bare lige for at tjekke hvad han lavede af unoder. Men næsten automatisk gled Alvildes blik tilbage på ham da han trak en kniv op, og fulgte tavst med da han.... varmede den op? Hun åbnede munden for at sige noget, men forholdt sig faktisk i tavshed og lod ham gøre hvad han havde sat sig for. Da krystallen med en lille klirren faldt til jorden, var det med et glimt af respekt Alvilde mødte hans forsigtige smil.
"Gjorde der der ikke forbandet ondt?" hendes stemme var overraskende lavmælt for ikke at hive flere blikke til sig herude, men dog stadigvæk overrasket. Det havde virket så nemt for ham.

ja det så måske lidt underligt ud det han lavede, men det var lidt det samme en smed ville gøre ved ham. han så på hende da hun lavmælt spurgte om det ikke havde gjort ondt. hans smil forsvandt og han så på krystallen, hun skulle bare vide. "jo. det gør det hver gang" sagde han roligt og knyttede næven nu da han kunne igen. han var snart van til smerter. det skete jo mindst en gang om ugen at han blev "høstet" fra krystaller hos smeden.

han lagde krystallen i lommen og gik over ved siden af hende. imens han viftede lidt med dolken for at køle den af. "vis jeg ikke gør det og en smed ikke gør det, kan jeg ha det sidene for evigt." forklarede han roligt og så på den rødglødene dolk. han så rundt efter noget vand at køle dolken af med. hans blik faldt over på en spand og gik roligt der over og lagde dolken i og damp kom op.

han vidste at hans hvid blå øje faktisk ikke kunne se så meget som det andet øje kunne. faktisk var det hans evnes skyld at han havde ar rundt om øjet og at han næsten var helt blind på øjet.

Et eller andet sted, var der noget der ikke gav mening i Alvildes hjerne. Hun fulgte med ham på vej over til spanden, og observerede en anelse tavst hvordan dampen væltede ud i kontakt med det kolde vand imens hun kortvarigt vendte sit spørgsmål i hovedet. "Men.... du kan jo godt ordne hele.." kort gestikulerede den lave kvinde med begge hænder hvad hun mente kunne ligne krystaller der voksede ud af hænderne. ".. selv. Du er da slet ikke bundet af banken overhovedet?" fulgte hun op med, og vippede det runde hoved på skrå.
Ikke helt klar til at forlade hans selskab - til trods for at det kun skulle have været en kort øl, valgte Alvilde spørgende at nikke imod en mindre bænk ikke så langt fra hvor de havde fundet spanden.
Havde han heller ikke travlt, havde hun i hvert fald et par minutter mere at kaste efter ham, skulle han ønske det. 


Det var dog en underlig egenskab, og et eller andet sted studsede hun lidt over den. Mest af alt fordi at den virkede.... næsten uretfærdigt til sammenligning med mange andre evner folk havde her i landet. 
At spørge ind til hele delen med den opvarmede dolk faldt hende faktisk ikke ind. Det havde virket som en ret naturlig forlængelse af hvem han var. 

han så på hende da hun kom over til ham med det spørgerne blik. han løftede øjenbrynene og så på hende. "det ligner det ja... men forestil dig at der er krystaller over alt på mig. det er svært at høste selv" hun vidste det ikke så godt som ham men han var meget plaget af hans humør kunne få det til at pludse op.
han satte sig ved siden af hende på den bænk hun nikkede mod. han så på den nu afkølede dolk. han lagde den i hylsteret og så på hende. han tog fat i sit ærme og træk det op så hun kunne se en arm fyldt med kæmpe store ar.. "dette er hvad der sker med mig når jeg bliver vred. alle disse ar.... er fra krystaller" sagde han roligt og de var virkelig store og utrolige brede. som var det fra kæmpe krystaller.

han så på hende for at finde hendes reaktion på disse ar. dem han havde kløet i tidligere men ikke helt så tydeligt som nu

De fik sat sig, og Alvilde's udtryk gled fra undren til forargelse på få sekunder. Over hele kroppen? Blikket fulgte hans gestikulering imod armen, hvor at han nu trak ærmet til side og afslørrede utallige større og mindre ar fra skulderen og hele vejen ned. Nogle af dem var mindst ligeså tykke som sten! Ude af stand til helt at kunne lade værd, lod Alvilde sin nysgerrighed løfte hendes hånd, og en undersøgende finger fulgte de takkede fordybninger og mørkere streger over hans hud.
"Det er godt nok ikke få..." brummede hun, med en stemme der signalerede hendes simrende utilfredshed over det. "Det virker ikke helt retfærdigt..." tilføjede hun overvejende, og kiggede igen op på det tvefarvede ansigt.

Han virkede så rolig omkring det.... det blev man vel også efter et helt liv på den her måde, men det gjorde det ikke okay - hvilket Nordboen ikke som sådan lagde skjul på. Kunne man ikke finde amuletter der kunne hjælpe imod det her? Måske en besværgelse - hun kendte ikke nok til magi, til som sådan at foreslå det. 

han vidste godt det ikke var ham hun var forfærdet over men arene. han så på hendes udtryk da hun lod en hånd følge arene. han var rolig fordi han havde levet med det hele sit liv. og han vidste hvordan han fik det frem. men ikke fordi han fik det væk ud over krystalerne skulle skæres af.

Alvilde virkede så forstående synes Fuego. han kunne godt fortælle om sine evner men ikke alle kunne klare at høre den smerte han gik igennem i sine 82 år. han sendte hende et beroligende blik og sagde så "det er det måske ikke og så måske alligevel. jeg må jo lærer at kontrolere mine evner som andre også må. selv om jeg ved hvad der kan udløse det" ja hans ild element i sig havde han altid haft svært ved at kontrolere ordenligt da hans vrede for det meste aktiverede evnerne.

Et eller andet sted, så havde Alvilde trods alt set sin del af ar, sår og skader. Der var mange måder at komme til skade på, og selvom hun sjældent selv formåede at ødelægge sin krop, havde hun været vidne til det ofte. Nej, hun måtte passe lidt på den, sådan som hendes led en gang imellem var begyndt at værke i nattekulden, og hendes øjne kunne have svært ved at se ting på afstand. Men det her var ikke bare skader - det var... jah, det var en grådig form for magi, der truede med at tage hans krop fra ham.

"Hvor lang tid har det taget, at lære at kontrollere den evne?" brummede nordboen, og lænede sig en anelse tilbage idet hun vendte blikket fra Fuego og hans arrede krop, til himlen over dem. Det var begyndt at blive aftenen, og natten havde trukket enkelte mørke streger henover en vigende dag. Her og der kunne de første tegn af stjerner spottes, men det virkede ikke til at blive en decideret mørk nat. Nok nærmere en lys sommernat, hvilket altid var velkomment hvis man spurgte den blonde kvinde. 

 han dækkede sine ar til igen og så på nordboen da hun spurgte om kontrol han fniste lidt. "lært at kontrollere ? jeg tror stadig ikke jeg helt har fået kontrol over den" det skulle menes med at han ikke kunne konrtrollere nogle af sine evner når han blev vred, når hans temperament fik frit løb. Fuego så ned i jorden og tænkte over det 82 år og stadig ikke i kontrol med sin evne. det var lidt sært så at sige. 
hun ville jo ikke kunne sige hun var 82 og stadig så ung ud. han var jo elementaler og derfor også lidt ældre end mennesker var. han ønskede at kontrollere sine evner men det var ikke altid lige let synes Fuego.

han så lidt ind i en gyde hvor en kat var igang med at jage en rotte op i en krog. natten var fyldt med under, død, liv, og meget mere. han så det bare sjældent når han havde fri. han havde altid brug foor at slappe af. 

Overrasket var Alvilde da hun kiggede op på ham, og glippede med øjnene kort. Han havde ikke kontrol over den? Han så også ung ud, det ville hun sige, men stadigvæk... det ville da være en priortet at kontrollere den. Givet, hun vidste selvfølgelig ikke hvor svært det var... men stadigvæk! Det virkede utroligt ukomfortabelt, og hun var blot taknemmelig for at hendes egne evner ikke havde en dobbeltsidet effekt. Ikke medmindre hun var... impulsiv. Der kunne det nogle gange gå lidt galt - men det plejede at gå.
Det var underligt at spørge folk om deres alder - det følte hun i hvert fald det var når folk spurgte om hendes, og hun vidste meget vel at ikke alle nødvendigvis var mennesker, selvom de lignede. Ligesom ham. "Jeg håber at det en dag lykkes" nikkede hun, og mente det faktisk. Mon ikke han ville finde ud af det med tiden.

Alvilde fulgte hans blik, og nikkede kort for sig selv igen. Det var sent. "Fuego, jeg tror jeg vil bevæge mig imod mit værelse" brummede hun med et smil, da hun ikke havde et fast sted at bo. Nah, hun plejede at lege sig ind. "Men det har været spændende at lære dig at kende" Alvilde løftede hånden og daskede ham venskabeligt på skulderen med et lille grin. 
Desuden, ville der ikke gå længe inden hun skulle forberede sig på en ny jagt, så hun havde brug for hvilen.

Fuego nikkede til det hun sagde. ja lærer at kontrolere ville måske være godt. men han kunne få det til at gøre som han ville men vis han temprament gik af gik evnerne også af. han så på hende da hun talte om at finde sit værelse. "ja det er nok på tide at vi for hvile. det var en fornøjelse at møde dem Alvilde" han rejste sig og bukkede for hende. hun havde været en fornøjelse at møde. ikke alle tog det så pænt som hun havde gjort da hun fandt ud af hans evne. han var dog ganske enkelt bare et almindeligt væsen i denne underlige verden. han så ud på gaden og lavede et vink fra panden og ud for at sige farvel og begyndte at gå mod der hans hest var opstaldet.

Alvilde nikkede kort til manden, inden at han rejste sig for at gå. De isblå øjne fulgte ham på hans vej væk, og med et skævt smil så nordboen ham forsvinde, en høflig bukken med på vejen til hende. En som ham, kunne hun ikke sige hun havde mødt før - der var noget ganske specielt over unge mand med sit tvefarvede hår, og besynderlige evner. Men om end hun ikke mødte ham igen, ønskede hun ham stadigvæk alt godt på vejen videre, og håbede at skæbne såvel som livet ville være godt imod ham.
Han kunne i hvert fald bruge støtten, sådan som han var fanget, på den måde som han var. Af sin magi, altså. 

Selv vendte hun omkring, og begav sig imod den nedre del af byen. Svinet havde forhåbentligt et godt sted at sove, til den blonde kvinde, og om ikke så længe, ville hun atter være på vej videre.