Hendes skikkelse var alligevel, nået at gå hele vejen hen til døren, der førte ind i stuen, køkkenet – hjertet af huset? Så da hun vente sin krop imod ham, da han stillede hende spørgsmålet. Om hun virkelig elskede hende? Faldt lyset på hendes ansigt, og fremhævede de hævede øjne, de røde plamager der havde dannet sig på hendes hals og under hendes øjne. Kommet efter hun havde hysterisk givet efter, for de følelser der havde eksploderet inde i hende. Hun fugtede læber, hendes blik gled ned imod hendes bare fødder. Hun forstod ikke helt. Hvorfor spurgte han hende sådan? Måske havde han virkelig ikke forstået, hvorfor Karin havde sagt som hun havde gjort. Måske var han virkelig lige så tungnem som hende selv.
Disse tanker, fik et lille smil til at glide frem på halvelverens læber.
Innogen tog en dyb indånding, hun mærkede hvordan luften gik hele vejen ned i maven. Spændingerne gav slip, og hendes skuldre faldt ned igen.
“Ja – Judah, jeg elsker dig” svarede hun stille, hendes blik var atter rettet imod hans. Hele hendes væsen, rystede over de ord hun lige havde sagt. For det var både en forløsning; for endelig at få sagt de ting hun så længe var gået rundt med. Men ikke helt forstået hvad var, og først denne aften for alvor var blevet konfronteret med.
Hun lod fingrene glide igennem hendes lange krøllede hår, der dansede hen over hendes skuldre. Hun blinkede lidt, og betragtede ham blot. Var han ikke på vej ud af døren? Hvorfor stod han og kiggede sådan på hende. Det var da vel i grunden lige meget det hele, var det ikke dét? Eller? Et meget lille lys blev tændt, et håb som hun troet var blevet slukket. Det blev igen blusset op, selvom hun var bange for at det bare ville give bagslag senere.
“Skal jeg finde dig et klæde, eller?” hun lagde hoved på skrå, undrende.

Det var som al den vrede, alt den frustration der havde siddet i hans krop, i hans ansigt - det var alt sammen vasket væk. Hans ansigt der før var henlagt i hårde, sammentrukne folder var mildnet op, alene på grund af Innogens ord.  I de korte øjeblikke det tog varulven at handle på hvad han netop havde hørt, ville det for en hver der betragtede ham ligne, at han var gået i stå. Men som han stod der, tydeligvis påvirket over hendes ord, spekulerede han. Ikke alene spekulerede han over, hvorvidt han nogensinde havde fået en kærlighedserklæring som denne, men han overvejede også hvordan han skulle reagere på den. Han følte hans krop reagere helt af sig selv, følelser der henkastede sig over ham, uden han overhovedet skulle skænke det en tanke. Han mærkede hvordan der bosatte sig en varme i ham, en underligt klyngende varme, helt i hans mave - en varme der drev opad, helt op i hans kinder, ud i hans ører, der stadigvæk var tydeligt mærket af hans indtagelse af alkohol. En følelse der gav ham gåsehud, uden han på ingen måde frøs.
Han trådte langsomt fremad, hen ad gangen indtil han var mindre end nogle enkelte skridt fra Innogens skikkelse. Måden hvorpå hendes ansigt blev vagt henkastet i stearinlysets skær, og blottede hver enkelt rødt mærke på hendes hud - måden hvorpå han nu kunne få lov til, at se hendes hævede øjne, dét fik ham til at trække vejret indad dybt. Han slog øjnene imod hendes, velvidende hvad han havde gjort; hvordan han havde fået hende til at græde, føle smerte på grund af ham. Og alligevel så stod hun der, med et dét her tilbagevendende glimt i øjet, som han ikke var i stand til at kunne identificere. Han begreb ikke hvordan hun var i stand til dette, til udvise sådan en overbærenhed som hun havde udvidet for ham den nat.
Han strakte sin hånd fremad, netop i stand til at kunne omfavne hendes håndled, hvis han greb fast. Men det gjorde han ikke, istedet lod han blot sine fingrespidser strejfe hendes hud - næsten spørgende, imens han talte:
“Nej, nej; lad mig blive lidt endnu.”
Hans ord var næsten hviskende, som hans øjne virrede fra side til side - seende imod Innogens mosgrønne øjne.
“Hvis jeg må?”

Som hun stod der og betragtede ham, kunne hun mærke hvordan at følelserne hun havde haft; dem som havde været så voldsomme, lige så stille dæmpede sig. De var der stadig, de ulmede på overfladen. Men det var så tydeligt for hende, at hendes overlevelses mekanisme havde slået til.
Det at hun ikke længere gav sig selv lov til at udtrykke fysisk hvordan hun i virkeligheden havde det. Så derfor, kunne hendes udtryk næsten fremstå som ugideligt og ligegyldigt. Hvilket var langt fra det hun følte.
Hun sukkede tungt, og kunne mærke hvordan hendes skuldre dalede ned af. Et ganske lille smil bredte sig hen over hendes læber, da han bad hende om at blive.
Øjnene der flakkede fra side til side, som om han ikke helt forstod selv hvad der foregik. Hun sukkede igen, og gav ham et varmt og lidt opgivende smil.
“Selvfølgelig må du det.” hun trådte frem, lige så stille og forsigtigt – næsten som ville hun gøre ham fortræd, skulle hun gøre det for voldsomt. Lagde hun armene omkring ham, hun lagde sit hoved på hans skuldre. Krammet emmede af varme, og om ikke andet en brøkdel af den kærlighed som hun havde for ham i hendes hjerte.
Hun gav slip igen, og nikkede igen. “Jeg er glad for du bliver.” bare for at understrege hvad hun havde sagt, slog endnu et lyn ned, lyset kunne ses igennem det lille vindue der var i døren. Og ganske få sekunder efter kunne braget også høres. Det gipsede i hende igen, da hende øjne havde fæstnet sig imod døren. Hun kunne også høre bag efter, hvordan at regnen trommede imod døren og glasruden.
“Det ville i hvert fald ikke været en behagelig tur.” hun vente ryggen til ham. “jeg sætter noget vand over til te, tror vi begge ville have godt af – noget der kunne dulme vores nerver.” næsten ceremoniel gik hun slavisk til værks. Innogen fandt en mellem jerngryde frem, der bestemt havde set bedre dage. Hun gik over til hjørnet hvor en tønde stod. Hun åbnede låget og fyldte gryden med vand. Derefter satte hun den på brændeovnen. Hun fandt hendes urter frem i en lille pose, som hun gjorde klar til at putte i vandet så snart det kogte.
Hun skrev en lille note bag hendes øre, om at hun skulle huske og skrive til hendes mor. At sende flere af de elviske urter, som hun brugte til teen, da hun kunne se hun var ved at løbe tør.
“Måske du kunne åbne mjøden også? Det ville næsten være synd ikke at prøve den nu.” hun gjorde sit allerbedste for at få stemningen tilbage igen. Den hyggelig stemning. Men hun kunne godt mærke, det var hårdt, da følelserne stadig var lige ved overfladen. Hendes hænder lagde sig på køkkenbordet og hun kiggede ud af det store vindue der lå ud til hendes meget lille køkkenhave. Lige som hun havde set ude i gangen, så stod regnen ned i stænger. Hun lukkede øjnene, og nød lyden af regnen, det knitrende træ som blev opslugt af ilden.
Det skulle nok gå, alt bliver bedre igen.

Det var et lille, taknemligt smil der bredte sig henover varulvens læber idet han hørte Innogens ord. Et smil der frøs, idet han mærkede hendes armen omkring sig. Følelsen af hende hvile imod ham, med hovedet imod hans skuldre, fik ham næsten til at dale i højde. Han løftede sine arme, knugende hende ganske let ind imod sig, imens han lod sit ansigt hvile imod hendes. Idet halvelveren gav slip på grebet omkring ham, mærkede han hvordan han hang lidt ved - tydeligvis ikke helt klar til, at skulle give slip på hende. Men det gjorde han, placerende sine hænder imod sin nakke, uden rigtig helt at vide hvad han skulle gøre af sig selv.
“Jeg er glad for, at du stadigvæk vil have mig her.”
Hans stemme svandt hen i braget, der hamrede nådesløst henover dem. Tordenvejr var ikke noget der skræmte ham, faktisk havde det den stik modsatte effekt - men han kunne ikke afholde sig selv fra, at reagere sammen med skikkelsen foran sig. Varulven rykkede lidt uroligt på sig, idet Innogen reagerede på den høje lyd. Han rynkede på brynene, med en bekymring og omsorg emmende fra hans øjne. Hun var virkelig ikke begejstret for torden, var hun? Han granskede hendes ansigt for en stund, for så at følge hendes blik, henad imod døren. Han sukkede ved lyden af regnen hamrende imod hendes lille hjem. Hans grønne øjne fæstnede sig imod ruden, seende imod dråberne der begyndte at efterlade gentagende små spor af regn på galsoverfladen. Han lod sig selv fange helt af billedet, kortvarigt ikke ænsende hvordan skikkelsen ved hans side forlod ham. Lyden af hende arbejde ude i køkkenet, slog ham ud af hans trance - og han satte i bevægelse, tilbage ind imod køkkenet. Han havde hørt alt hvad hun havde sagt - havde endda mumlet en brummende, erkendende lyd, idet hun efterspurgte hans hjælp med mjødflasken.
Han trådte ind i køkkenet, stillende sig ved Innogens side for efterfølgende at gribe flasken på bordet ikke langt fra hende. Han betragtede hende forsigtigt, imens han fik trukket låget af flasken. Han slog blikket imod bordet, idet han greb det første af de to glas. Med et var der noget der greb om sig i ham, bosatte sig allerdybest inde i ham. Han løftede ikke blikket, idet han hørte sig selv tale. Det var som om, at han kunne ikke stoppe sig selv før det allerede var for sent.
Det eneste han kunne gøre var, at koncentrere sig om glasset han fyldte halvt op - før han greb det næste, og gentog handlingen. Dét også holde hans kontrollerede åndedræt, imens han talte:
“Innogen jeg er virkelig ked af det.”
Han rynkede brynene, idet han hørte sig selv. Næsten som om at hans egne ord smertede ham yderligere, sammen med den skam der tydeligvis havde bosat sig i hans krop.
“Det var ikke min mening at gøre dig ked af det - at se dig græde på den måde-“
Han rystede på hovedet af sig selv, idet han tog sig selv i at træde af det spor han så inderligt helst ville holde sig på.
Judah placerede flasken på bordet, løftende de to glas der nu var fyldt med en gennemsigtig, gylden væske. Han fæstnede blikket imod skikkelsen foran sig, i et forsøg på at møde hendes blik.
“Jeg mener det virkelig: Undskyld Innogen - undskyld.”
Han glemte helt at række hånden fremad, tilbydende hende det andet glas.   

Da hun hørte hans stemme igen, vente hun sig lige så stille rundt.
Hendes øjne lagde sig på hans skikkelse, det var et sorgmodigt blik der var at finde i hendes øjne. Et halvt smil, der bestemt ikke nåede hendes øjne i dette øjeblik. Selvom hun måske havde fundet sin ro igen, var stormen stadig der inde et sted. Lige som regnen der brutalt kastede sig imod hendes lille hjem. Det var kun væggene der afholdte dem fra at bryde igennem.
Hendes blik slog ned, og hun tog en dyb indånding. Hans ord gjorde ondt, hun kunne mærke det. For hun vidste godt selv hun var gået for langt, og han burde ikke undskylde for at sige fra. Det var hans ret.
Hun trådte frem, da han begyndte at undskylde. Hun tog glassene fra hans hænder og satte dem på bordet.
“Det okay.” hun nikkede og smilede lidt mere oprigtigt til dem her gang.
Hendes hånd bevægede sig næsten helt automatisk op, og fangede en af hans hår der igen havde løsrevet sig fra resten. Hun lod fingrene glide nænsomt igennem hans hår. Ganske forsigtigt, og hun gjorde det også kun fordi han havde gengældt hendes kram.
“Da min søster døde, enden min far også med at give sig selv skylden – min far var generelt en meget, meget” hun ville have sagt syg mand, men det havde han jo ikke helt været. Det havde været en usagt ting i familien, det at hendes far nok ikke bare havde været et menneske.
Hendes mor havde i hvert fald lagt godt skjul på hvad der skete, hun havde beskyttet hendes elskede mand. Ind til den dag, hun ikke kunne gøre det mere.
“Min far havde, har en dyster hemmelighed. Meget lig din egen.” sagde hun så, og kiggede væk fra håret hun havde sat på plads og ind i hans oliven grønne øjne.
“Men derfor giver dig mig stadig ikke ret, til at prøve at rode rundt i hvad du føler. Det håber jeg du kan tilgive mig for. Jeg vil bare gerne være her for dig, selvom det er hårdt når man ikke føler man fortjener det.” hun bed sig i læben, da hun kunne mærke hun igen havde bevæget sig ud på en tynd bro af hvad hun måtte sige til ham. Hun trak sig og gik hen til urterne.
Vandet i gryden gav lyden fra sig, for at fortælle at det nu kogte.
Hun trak gryden væk fra varmen og begyndte at hæle de tørrede urterne ned i vandet. Duften bredte sig hurtigt, og hun lukkede øjnene da hun tog en dyb indånding. Et smil bredte sig mere sikkert den her gang over hendes læber, da minderne omkring hendes mor begyndte at dukke op i hendes indre. Hun savnede sin familie, måske når hun kom tilbage fra hendes patrujle kunne hun bede om orlov. Det ville være rart at vende tilbage til Elverly og derefter et kort visit til norden. Bare for at sikre sig hendes far stadig var okay. Det var efterhånden længe siden hun sidst havde modtaget en af hans breve.

Idet Judah hørte Innogen tage imod hans undskyld, lettede en byrde sig fra hans skuldre. Han følte han kunne trække vejret lettere, endda næsten forholde sig roligt, idet hans øjne fangede et lille smil på halvelverens læber. Han lukkede øjnene ganske sagte i, idet han mærkede hendes nænsomme fingre stryge ham igennem håret - trækkende vejret dybt ned i sin mave, for herefter at give slip. Anspændtheden i hans krop havde lagt sig, sammen med den vrede der havde grebet ham - hvis det da kun havde været vrede. Varulven var ikke længere sikker, men ønskede heller ikke at drive sine tanker derud. Selv hvis han så havde ønsket dette, så måtte han til sidst spærre sine grønne øjne op. Han hørte ganske tydeligt alvoren i Innogens stemme, og vidste på ganske, ganske kort tid at han måtte lytte og give hende sin uforbeholdne opmærksomhed. Så det gjorde han. Han lyttede, fulgte hende med øjnene, i takt med hun gav ham sin fortælling; en fortælling om hende og hendes familie.
Varulven kunne ikke afholde sig selv fra, at blive grebet af en enorm sympati - dette til trods for, at han ikke var i stand til at sætte sig fuldkommen ind i Innogens familiesituation. Han selv huskede næsten ikke sin egen familie mere - hvordan de så ud, hvordan de talte. Alle disse minder fra hans fortid var nært forduftet fuldkommen fra Judahs hukommelse. Han vidste ikke om han skulle føle skam eller ren taknemmelse for, ikke at være i stand til at huske sin egen familie.
“Bed ikke om tilgivelse for noget, du ikke skal tilgives for Innogen.”
Han talte ganske lidt, standsende sig selv kortvarigt da han hørte grydens indhold begyndte at koge. Han holdte ind imens Innogen puttede teen i vandet, hørende hvordan lyden fra det kogende vand sank i niveau da urterne miksede sig med de febrilske bobler.
“Jeg er taknemlig - mere end taknemlig for, at du prøver. Jeg er bare ikke vant til den slags. Og det alene på grund af, at jeg- jeg ved det ikke.“
Han rystede på hovedet, selvfølgelig vidste han det: “- Fordi jeg ikke føler, at jeg fortjener din hengivenhed.” 
Han bakkede ganske let bagud - kortvarigt slippende hende med blikket, idet han placerede sig på den enkelte af hendes stole der omringede køkkenets spisebord.
Han kunne ikke afholde sig selv fra at mærke på skindet under sig, og blev for en kort stund grebet af saglighed ved dets fornemmelse. Han vidste ikke hvornår han sidst havde sovet på skind - men han vidste hvad han måtte bruge hans hårdttjente penge på, den kommende dag.
Judah skævede ganske let imod mjøden, strækkende den enkelte af sine hænder fremad, for at trække det ene af glassene tættere imod sig. Han snøftede en anelse, imens han så indholdet an. Hans øjne trak sig langsomt imod Innogens ryg. Han lod sig henfalde i lysets milde skær, måden hvorpå det omringede halvelveren foran ham. Han trak øjnene fra hendes ryg til hendes hår, studerende hvordan stearinlysenes blide flamme henfaldt i hendes blonde, næsten hvide lokker. Han fulgte bølgerne i håret med øjnene og gjorde da holdt idet de nåede hendes ansigt. Som Innogen tiltede hovedet ganske let, så han hende smile ved minderne om hendes familie - selvfølgelig uden at vide historien bag selve smilet - men ikke desto mindre så han hendes smil. Han sank, overvældet af en betagelse han havde oplevet tidligere på aftenen. En betagelse han ikke var i stand til at skjule. For hvordan kunne han det? Han var få øjeblikke fra, at anerkende overfor halvelveren hvor smuk han fandt hende. Så hjertesskærende smuk. Men hvis han ikke kunne sige dét til hende, hvad kunne han så?
Varulven fandt rationale i en anden handling. Han kunne stille hende et spørgsmål.
“Innogen?”
Kaldte han, afventende med sit spørgsmål til han så hende vende fronten imod sig. Han trak forsigtigt på sit smilebånd, med en varme der var på grænsen til overvældende.
“Må jeg ikke nok kysse dig?”
Dybden af hans stemme gjorde, at han var på grænsen til at hviske sine ord imod hende. Han knugede sin hånd imod bordpladen, tydeligvis påvirket over sine egne ord - en mild rødme var til at ane henover varulvens ører, der efter Innogens hånd i sit hår, var blottet ganske fint under de iltre hårlokker.

Hun kastede hoved over skuldrene, og hendes lange hår, der på nuværende tidspunkt var så langt at det gik helt ned til midte af hendes lår. Var det praktisk, ikke rigtigt. Men hun elskede sit hår. Dansede hen over hendes krop og hofter.
Et smil blev sendt hans retning, som han fortalte hun ikke skulle bede om tilgivelse. Men hun følte nu alligevel det var det rigtige hun havde gjort, især efter hun hørte han ikke følte sig fortjent hengivenhed. Det var ligegyldigt om han havde sagt hendes; hun kunne godt høre det underlæggende i hans sætning, det som der lå dybt begravet i ham. Rødderne der havde grebet omkring hans hjerte og fyldt det med vrede og sorg.
Han følte ikke han fortjente nogen i hans liv, der måske kunne tage smerten væk. Der måske ville gøre det han havde gjort, okay. At tingene måske, i fremtiden ville være okay igen.
Hun kunne godt se hvorfor, det måtte være hårdt være så opsat på at straffe sig selv. Også møde en, hvilken som helst person, der prøvede at rive en ud af den selvmedlidenhed man var dulmet ned i.
Alle havde deres egen måde at håndterer overvældende oplevelser. Alle havde deres egen måde at bearbejde sorg, og det var okay. Det gjorde det bare svært, for dem der stod på sidelinjen og så på; uden at kunne gøre noget. Fordi nogen gange, så var der intet man kunne gøre. Lige meget hvor højt man ønskede, man kunne tage smerten fra dem så alt ville være okay igen.
Hun bed sig i underlæben, mens hun begyndte at hælde teen op i en ler kande; det var ikke den mest smukke genstand, hun ejede. Men det var endnu en af de finurlige ting hun havde fundet på market og bare måtte have i sin besiddelse.
Hun var i gang med at finde krus frem, da hun hørte hans stemme spørger efter hende. Hun satte, kopperne fra sig, og vente sig imod ham igen. Et smil prydet hendes læber, mens hendes øjne blidt kiggede på ham. “Ja?” spurgte hun, men den sætning der forlod hende som det næste; tog fuldstændig pusten fra hende, af alle de spørgsmål han kunne have stillet, var det nok det sidste hun havde regnet med.
Kysse hende?
Hendes næsebor trak sig sammen, da hun tog en hård vejrtrækning ind. Hele hendes mave vente og drejede sig, hun kunne mærke hvordan at halsen snorerede sig sammen. Det var slet ikke det han havde sagt? Var det? Men, hans øjne, den måde han kiggede på hende. Han havde sagt det.
Hendes første skridt imod ham, var, langsomt afmålt. Hun tog endnu et skridt, og endnu et. Ind til hun stod foran ham i stolen. Hun lænede sig ned imod ham.
“Luk øjnene” han havde godt nok spurgt om han måtte kysse hende, men så nemt kunne han ikke få lov til at slippe. Hun ventede tålmodigt på at han gjorde det, hendes blik der tydeligt fortalte at hun ville ikke gøre noget før han ikke kunne se hende.
Varmen bredte sig i hendes mave, hendes kinder og et gys gled ned af hendes rygsøjle. Igen blev hun slået af hvor smuk hun synes han var, den måde han var badet i det var lys som flakkede i rummet. Hvis hun kunne fryse et øjeblik, ville det være dette; Hun håbede hun aldrig nogen sinde ville glemme det. Et minde hun ville hive frem, når hun var i mørkt sted. Huske hans hård linjer, ansigtet af en mand der gik igennem så meget, og ikke vidste hvor stærk han i virkeligheden var.
Hun lagde en hånd blidt imod hans kind, næsten hjerteskærende forsigtigt. Hun lod sine læber glide imod hans, hans ånde der slog imod hendes ansigt. Men hun kyssede ham ikke. Hendes hænder skubbede hans hår væk fra hans ansigt, kyssede næsten fjerlet hans ene øjenlåg, derefter det andet.
Inden hun lige så stille pressede sine læber, det var som et lyn slog ned igennem hende. Hun mærkede hans bløde læber imod hendes, hvis han gav hende lov, ville hendes hænder grave sig ind i hans hår, mens hun lige så stille kravlede sig overskrævs på hans skød og pressede læberne endnu tættere imod hans.
Det var som om, at hvis hun stoppede nu, ville han forsvinde. Hun ville vågne op, og hun havde aldrig mødt ham igen. At han slet ikke havde været i kroen, og hun havde drømt det hele. Den perfekte drøm, om manden hun elskede så højt.

Det at Innogen forblev i stilhed efter at spørgsmålet havde forladt varulvens læber, fik ham til at stivne i handling. Trods Judah fortsat var under en (forholdsvis) kraftig påvirkning af alkoholen han havde indtaget den aften, var han ude af stand til ikke at kunne mærke den anspændthed, som havde fundet plads i hans krop. Han fortrød ikke sit spørgsmål, under ingen omstændigheder; faktisk var han sikker på, at det var et der havde henlagt sig på hans læber siden han så den kvindelige halvelver, ganske malplaceret, i sin grønne kjole under Det Halve Svins tag. Men ikke desto mindre mærkede han den strenge fornemmelse af en enorm tyngde i sit mavecenter. En tyngde skabt ved tanken om, at han om muligt havde forudrettet, såret kvinden foran sig - på grund af hans egen tåbelige, men stadigvæk oprigtige handling. Judah sank som han betragtede skikkelsen foran, tydeligvis lige så stivnet i handling som han selv. Han rynkede brynene sammen, undrende og kun få øjeblikke for at åbne sin mund for at tale. Men Innogen standsede ham, lammede han for anden gang. Lukke øjnene? Havde hans høresans svigtet ham; havde han måske noget sin grænse for indtagen af alkohol uden at opfatte det? Judah nåede ikke at gøre sig yderligere overvejelser omkring hans egen tilstand, idet han indså at den kvindelige halvelver, ganske rigtigt, afventede hans reaktion ordre. Så derfor parerede han ordre, og lukkede øjnene sagte i. For første gang i meget lang tid imødekom han mørket – de bekymrede folder der havde lagt sig henover hans ansigt, gled ud og efterlod varulvens ansigtsudtryk mildt og ganske, ganske roligt.
Følelsen af Innogens hånd imod hans kind skabte ikke en synlig reaktion hos varulven. Men under huden på han, helt dybt inde i hans bryst, mærkede han hvordan hans hjerteslag tog til. Dette var hverken grundet angst eller uro, men en ganske urgammel følelse. En følelse der synes langt mere eksplosiv, på grænsen til uhåndterbar – en uhåndterbarhed en hver anden ikke ville have ignoreret. Men ‘en hver anden’ var heller ikke en varulv. En varulv der var mindre et døgn fra, at opleve det kolde skær fra nattens højtstående fuldmåne.
Judah prøvede ikke at benægte sit eget hjertens hungren. Hungren efter hendes berøring, hendes varme og hendes duft. Han bød den velkommen, tillod den langsomt at tage til i sådan en grad, at han på et tidspunkt vidste han ikke kunne ligge skjul på den. Og når den tid kom, han følte allerede en form for apati ved tanken, så ville han blot lade det ske. Hvad end der måtte komme; hvad der end måtte ske, ville ske.
Fornemmelsen, duften af den kvindelige halvelvers hud fik ham næsten til at slå øjnene op. Men han afholde sig selv fra at handle, begrænsede sig selv ved at knytte sine næver ganske let, som ren afreaktion på ikke at kunne reagere. Han rynkede brynene idet han mærkede hende strejfe sine læber henover hans, efterladende ham ude af stand til helt at kunne trække vejret. Det var en latterligt pirren hun udsatte ham for; en pirren der for en kort stund blev tilfredsstillet (for egentlig blot at tilføje til den sult, hun føjede ham) ved følelsen af hendes bløde læber, der kyssede hans øjenlåg med en blidhed uden lige. Han troede han var forberedt på det øjeblik hvortil hendes læber endelig ville mødes med hans, han forbandede sig selv for at tro et øjeblik, at han var klar på følelsen der ville omfavne hans krop. Varulven var i sandhed ikke klar på måden hvorpå hans krop og sind, skreg på at få stillet den sult hun havde vagt i ham. For hvilken hungren det dog der, hvilken følelse, der var i måden hvorpå han næsten greb hende, træk hende ind, idet hun pressede sine læber imod hans. Det var som om, at han for første gang i meget lang tid, først rigtig kunne trække vejret. Han trak vejret dybt i ned i sine lunger, tilladende hende at gribe hans hår, at sætte sig henover hans skød. Han løftede sågar sine lår, ganske instinktivt, i et forsøg på at skubbe hende henover sit skød, tættere imod sig. Næsten som om, at hvis han åbnede øjnene nu – hvis han gav slip på hende nu, så ville hun fortryde hendes handling. Hun ville fortryde hvad end hun havde hjulpet han til at starte.

Deres læber skilte sig kun kortvarigt fra hinanden, da hun havde brug luft,  en dyb hæs indånding blev draget igennem hendes adskilte læber.
Også var de imod hinanden igen, som to hungrende dyr, der havde fundet genstanden der ville lægge en dæmper på deres sult. Hun gav ham ikke lov til at tænke for meget over det, da hun ikke ville have han skubbede hende væk fra sig igen. Det kunne hun ikke bære.
Hun mærkede hvordan hans lår havde skubbet hende længere ind til sig, og hele hendes krop tog imod den velkommen gave at han pludselig ville have hende så tæt på. At hun kunne få lov til, at mærke hans nærvær som hun kun havde følt den gang for mange måner siden.
Hendes fingre negle kørte hen over hans hovedbund, mærkede hans hår der gled mellem hendes fingre. Hun vidste ikke helt hvad der gik af hende, hun burde måske vide bedre. Måske ikke have sagt ja, eller kysset ham? Hun vidste det faktisk ikke, det kunne godt være hendes veninde havde været ret i sine antagelser om at hun ikke havde været sammen med en mand på den måde. Men, derfor betød det jo ikke at kvinden der sad og kyssede ham, ikke forstod hvad de ting betød. At hun ikke vidste hvordan man agerede, omkring ens seksuele lyster.
Hun havde bare ikke følt det var dét hun havde brug for, så hun kunne eksisterer som person. Det var ikke fordi hun gemte det til nogen bestemt, eller livets største kærlighed. Men hvorfor skulle hun spille tiden på det, når hun ikke en gang følte tiden til at holde et forhold, om det så var kærligt baseret eller venskabeligt?
Hun fejede tankerne væk, rykkede sig tættere på ham, og lod sig forsvinde i momentet af at være så tæt på en. Endnu en gang blev den drikkevare de havde fundet frem glemt og placeret i sidste række for deres andre behov. 

Havde varulven været mere tilbageholden i sine handlinger, hvis han ikke havde været påvirket af de mange, mange øl han havde drukket henover dagen? Næppe. Fuldmånen havde henover årene, især i takt med at Judah var kommet længere op i årene, haft en større og større indvirkning på ham - fysisk som psykisk. Specielt dagene allertættest op til, at månen vil pryde nattehimlen, ville han mærke det. Følelserne, helt ukontrollerbare følelser, der emmede af lyst og vrede på en og samme tid. Dét også den altopslugende sult efter alt. Vand, mad, sex - det blot at føle; alt.
Hungeren var alt han følte sammen med følelserne for hende. Den tog sig ikke til takke med følelsen af hendes læber imod hans, hendes fingre der greb i hans hår og mærkede ham under hendes fingre. Varulven sukkede tungt under hendes læber idet han slap grebet omkring skindet under ham, gribende hende omkring hoften idet han trak sig selv op i en lidt mere ret position, holdende hende på plads således hun ikke rykkede sig mere end højest nødvendigt. En handling der forekom legende let for Judah, med en styrke langt over hvad et menneske besad - foruden det, at passionen der havde isat sig hans krop distraherede ham fra, at bide mere mærke i hvad han gjorde og hvordan han gjorde det. Som han havde placeret sig selv og dermed også halvelveren ordentligt, lod han hånden omkring hendes liv vandre opad hendes ryg, følende på hendes bare hud undervejs - helt ind til, at den greb hendes nakke i et næsten knugende greb.
Med et spar han øjnene op, vågnende fra hans trancesættelse idet flammen fra stearinlysene kastede sig blidt imod hans øjne. Han standsede sig selv, brydende kysset han få sekunder inden havde bibeholdt med en passion han ikke længe havde følt. Varulven betragtede ansigtet foran sig, rynkende brynene næsten lidende sammen, idet han duftede Innogen; hendes sødme. Han strøg hendes nakke med tommelfingeren, uden hverken er slippet grebet omkring den og hendes liv.
“Hey,”
Kalde han, hviskende idet han satte sin næsetip imod hendes. Først duttende for herefter, at hvile hendes pande imod sin.
“Burde vi - jeg vil ikke-“
Næsten stakåndet, ude af stand til at formulere sig - til trods for han udemærket vidste hvad han prøvede at fortælle hende. Alt det han ønskede var, at forsikre hende om at han ikke ønskede at overskride hendes grænser; smerte hende mere, end hvad han allerede havde gjort den aften. For det var det sidste han havde ønsket, til trods for han følte at han netop allerede havde gjort dét; gjort hende ondt.

Det hele skete så hurtigt, også alligevel så langsomt. Næsten så hendes utålmodighed, begyndte at rive i hende. Noget dyrisk begyndte at prikke i hendes indre, fra hendes mellemgulv og hele vejen op gennem hendes rygsøjle. Den mest fantastiske kulde hun længe havde mærket. Det var først få sekunder efter, at hun lagde mærke til at det var hans hånd der var begyndt  at vandre opad hendes ryg. Hårene rejste sig på hele kroppen, hendes arme, hendes ben, selv de småt fine nakkehår kunne hun mærke hvordan de strakte sig over den fantastiske følelse han opførte hende.
Hun sukkede lige så stille gennem næseborene, som han lod sine fingre lægge sig omkring nakken. Også mærkede hun styrken bag hans greb, og hvor det måske kunne skræmme nogen, så vågnede noget i hende hun slet ikke kendte til. Noget hun var ret sikker på, hun aldrig havde mærket før.
Også slap han hendes læber, og grebet blev mindre omkring hendes nakkemuskler, der helt automatisk var spændt op under hans styrke.
Hendes ånde var presset, det var tydeligt som hun prøvede at få den under kontrol efter han havde trukket sig væk fra hende.
Øjnene slog op, da han snakkede til hende. Undrende og omtåget på samme tid, mens hun prøvede at få prikkerne i hoved til at falde sammen omkring hvad der var sket. Hvordan det var sket.
Også begyndte hans lille remse, hans forvirrende stemme og at det var tydeligt han havde svært ved at finde de rette ord til at beskrive, hvad det egentlig var han gerne ville fortælle hende.
Det var dog ganske tydeligt for hende, troede hun i hvert fald selv.
Noget slog klik i hende, den måde som hele aften havde været.
Hvordan fulde mænd havde raget på hende, hvordan de havde troet de kunne få hende.
Alle de øl hun havde drukket, alt det alkohol der pumpede igennem hendes åre.
Hvordan Karin havde fået hende til at tænke over ting, hun ikke selv havde vidst.
Bram.
Judah; Judah.

Hun kunne mærke en vrede, så voldsom, at den spredte ild igennem hendes krop. Ikke en vrede hun normalt havde oplevet, fordi der var noget underliggende noget som hun havde mærket hviske i hendes stille sind. Noget voldsom dyrisk, som var hun i gang med at fralægge sig alt ansvar omkring at være menneskelig. Hun ville bare have ham, og det skulle han bare forstå, nu.
“hold din kæft og tag mig.” var det eneste hun fik hæst frem, med nogle helt igennem buldrende øjne af afmagt og lidenskab.

Lyden af hendes stemme, blikket i hendes mosgrønne øjne fortalte ham alt hvad han behøvede at vide. Han kunne ikke afholde sig selv fra, at trække ansigtet tilbage, seende hende an med hvad man, ganske simpelt, ville beskrive som et køligt smil. Og så var der hans øjne - øjne der kunne bære en varme og en omsorg uden lige - med et blik rummende altoverskyggende en brændende lidenskab, men også en stålfasthed der ikke var til at spøge med.
Judah kunne ikke forhindre sig selv i, at føle en varme der drog syd fra hans mavecenter; en mærkbar reaktion skabt alene på grund af Innogens ord - hendes irettesættelse af ham.
Varulven undslap et fnys, imens han nikkede ganske sagte til hendes ord - da med smilet vasket af sine læber. Han hævede brynene, studerende hver enkelt reaktion hun måtte sende i hans retning, idet han skred til handling. Med en forholdsvis hurtig, og uden tvivl kraftfuld bevægelse, slap han grebet omkring halvelverens nakke. Han drog sine øjne imod køkkenbordet ved deres ene side, løftede sin arm, affejende glassene således de ikke længere var så ganske tæt ved dem, men heller ikke hvad han betragtede dem som: en hindring. Varulven blinkede ikke engang, da han hørte lyden af glassene kolliderende imod mjødflasken - en kollision som placerede henholdsvis glas og flaske for enden af træbordet, ganske uskadet. Velvidende at glassene havde efterladt et lille spor af mjød efter sig, greb han støttende under Innogen, placerende hende således hendes kropsvægt hvilede sig imod hans hofter - for blot at løfte hende, legende let. Men dette kun for en kort stund, idet han placerede hende på bordet, og dette ikke med en blidhed han havde påført hende tidligere den aften.
Judah trak vejret næsten lydløst ind, idet han greb enden af sin hørtrøje trækkende denne næsten aggressivt over sit hoved, for blot at lade den henfalde for sine fødder. Alt dette med sine ståløjne placeret imod Innogens, ikke langt fra sin skikkelse.
“Tag dit tøj af.”
Hans stemme bar præg af en underlig hårdhed, en autoritet der var ganske lig den han havde benyttet under sin stilling i hæren. Den var ganske advarende, varslende måske endda - men den emmede også noget, Judah på ingen måde drog med sig i sin professionalisme. En passion han selv ikke fandt genkendelig, men ikke desto mindre velkommen i dette øjeblik, mellem de to. Og da ventede han, klar til at fortsætte i det øjeblik, at Innogen havde fuldført sit - således han kunne fuldføre hans.

Hendes øjne fugte hver og én af hans bevægelser. Hun var så optaget af hvad han gjorde, og hvad der ville ske efter hendes ord havde forladt læberne. At hun intet sagde, og intet gjorde. Blot afventende.
Atmosfæren i hele rummet havde uden tvivl ændret sig, til noget eksplosivt og voldsomt. Hun betragtede hvordan hele hans persona næsten forvandle sig foran hende, og noget greb omkring hendes mellemgulv i et ordentligt ryg. Bare blikket fra hans øjne, fik et støn til at forlade hendes mund.
Vejrtrækningen tog til, da hun hørte lyden af glas imod hinanden. Og hans arm der greb omkring hende, og placeret hende på køkkenbordet. Det gav et smæld i bagdelen, som træet og hende kolliderede mod hinanden. Hendes fingre greb omkring kanten på bordet og lukkede hård omkring det.
Næsen dirrede næsten, som hun trak vejret ganske dybt ind igennem den. Luften der fyldte hendes lunger, men forsvandt da han trak trøjen overhoved og betragtede hende med nogle øjne; deT tog alt luft fra hende, som hun havde prøvet at samle for at holde hoved i kontrol.
Hun var fuldstændig optaget af at stirre ind i hans olivengrønne øjne, og det var først da hans ord ramte hende. At hun kunne mærke hvor voldsom en effekt det havde på hende.
Uden at modsige ham,  mimikerede hun hans bevægelse og tog omkring hør skjortens kant. Dog lidt mere forsigtigt trak hun den hen over hoved, så hun sad fuldstændig blottet foran ham. Hun smed det på gulvet, og kontemplerede hvor vidt hun måtte hoppe ned og tage bukserne af.
Men den måde han kiggede på hende, kunne hun næsten mærke den dominerende autoritære aura der pulserede rundt omkring ham. At hun åbnede for snørebåndet der havde holdt dem på plads, og begyndte at trække dem en smule akavet fra numsen og ned af benene, ind til hun kunne sparke dem af med fødderne.
Alt skreg på hende til at lade fingrene glide hen over hans brystkasse. Men hun sad ganske stille, helt nøgen foran ham og afventede hvad han ønskede fra hende. Hvad hun skulle gøre.
Hjertet hamrede i hendes brystkasse, hun havde aldrig troet at det, at nogen ville tage kontrollen så meget fra hende. Ville opstemme hende så meget som det gjorde nu.
Det var lige før, hun selv kunne dufte væsken der spredte sig imellem hendes ben. Og hun knyttede sine bryn imod hinanden, mens hun kæmpede for at bibeholde besiddelsen.
Så hun greb hårdt omkring bordkanten igen, så hårdt at hendes knoer næsten blev hvide, og hun kunne mærke hvordan a træet bare lige så stille gav lidt efter for det pres hun lagde på det.

Som Innogen drog til handling, trækkende sin trøje over sig og derefter fik trukket ud af sine bukser, greb han kanten af sine egne hørbukser. Han tøvede for et ganske kort øjeblik, kortvarigt følende en tyngde gribe i hans inderste, ved tanken om komplet at blotte sig foran Innogen. Tanken ville normalt have fremprovokeret en dybtliggende angst i varulven, og ville på hvilket som helst andet tidspunkt have gjort ham ganske handlingslammet. Men angsten kom aldrig, den overvandt aldrig hans krop. Istedet mærkede han en brændende vrede, fulgt op af en frustration over, at han havde været tæt på at lade sig overtale af sine egne forbistrede tanker. Hvad der ydermere drev Judah til at trække ud af det sidste stykke tøj, der befandt sig på hans krop, og agerede nærmest som brændstof hældt på et allerede iltert bål, var hvad der herefter fangede hans blik. Bukserne, der gled fra Innogens nøgne ben og ned ved hans fødder der drog ham til, at se imod hende. Måden hvorpå hendes tonede krop slangede sig henover bordkanten, fik ham til ikke at ville vente et eneste øjeblik mere. Så han lod sine bukser falde, for blot at træde mellem benene på den afventende Innogen. Han greb hende ved numsen med begge hans hårdføre hænder, trækkende hende tættere på sig således, at deres brystkasser kolliderende. Han svor at han næsten smeltede under følelsen ved følelsen af hendes hud hvilende imod hans.
“Kom her.”
Hans pande henlagde sig let imod hendes, hans næses side hvilende imod hendes, idet han talte. Han ville lyve hvis han benægtede hvordan vreden i ham ikke var drivkraft til, at han førte hende på den måde hvorpå han gjorde det på. Fordi vreden var en central drivkraft i hans krop; vrede sammen med den brændende lidenskab, der tydeligvis var henlagt i Judahs grå øjne.
Varulven førte sine hænder fra hendes baller, videre nedad til hendes legge som han nøje placerede henover hans hofter. Han måtte slippe hende kortvarigt, gribende omkring sin manddom idet han lod sig selv trænge ind i hende - fuldførende det ønske hun havde ønsket af ham.
Judah løftede da øjnende, seende imod hende som han atter genfandt sine hænder imod hendes baller, løftende hende ganske let fra bordpladen under hende, idet han bevægede sine hofter ind imod hendes. Bordet under hende, tydeligvis afgivende en vis reaktion fra hendes vægt og hans bevægelser, med en protesterende knirken.         

Blikket flakkede ned over skikkelsen der tornede op foran hende, hans stormende øjne der betragtede hende, som det sidste stof forlod hendes krop.
Hun sank lige så stille, mens hendes fingre knugede tættere omkring træet. Det kunne godt være, hun var skræmt væk fra akten de var ved at foretage. Men derfor vidste kvinden jo alligevel ikke helt hvordan man fortsatte, mest af alt fordi hun ikke var sikker på hvad manden foran hende egentlig gerne ville have, og om hun overhoved kunne tilfredsstille det behov som han higede efter.
Især da han allerede havde afvist hende én gang den aften.
Hendes ånde hikstede, da han hænder greb omkring hendes baller og derved gjorde af afstanden mellem dem var næsten ikke eksisterende. Hendes blik gled ned ad, og hun blev nu konfronteret med første gang, hvordan det var at se på en mand i fuld vigør. Hun drog en dyb indånding, og hendes blik gled hurtigt væk og op imod hans øjne igen som han igen snakkede kort til hende.
Hendes øjne lukkede sig, da hun mærkede han næsten kærlige kærtegn imod hendes pande. Hvilket slet ikke havde forberedt på hende på hvad der ville ske som det næste.
For selvom hun nød hænderne der gled ned af hendes ben og lagde den omkring hans hofter.
Og det var egentlig hellere ikke fordi hun ikke forstod hvad det næsten ville være, hvad det var som der skulle ske. Havde det ikke forberedt hende på den smerte, der skød igennem hendes skød der han pressede sig ind i hende.
Hun pressede så hårdt med hendes højre hånd, at hun mærkede et knæk af træ der splintrede i hendes hånd. Hendes hoved kastede sig tilbage da hun ikke kunne tilbage holde et skrig.
Det var ikke et skinger et, men tydeligvis et der indikerede at det gjorde ondt.
Pludselig blev hun også grebet af en angst at han ville stoppe, hvis han troede det gjorde for ondt.
“Du må ikke stoppe” hvæsede hun næsten ud igennem sine sammebidte tænder. Som hendes hånd greb omkring hans nakke og hun igen pressede sin pande imod hans og kunne mærke hvordan hendes negle begyndte at bore sig ind i hans bløde hud.

Det var halvelverens smertesskrig der skar igennem barrieren. Det var ikke den manglende kommunikation der var som ikke-eksisterende mellem de to skikkelser og det var ikke lyden af det træet der gav efter og splintredes under Innogens hånd. Det var hendes skrig.
Judahs øjne kredsede henover hendes ansigt, fra i det øjeblik hun havde slået det tilbage, tydeligvis påvirket af den smerte hun var blevet forvoldt. Men det var ikke kun smerte han ænsede i hendes ansigt, for angsten var for ham lige så tydelig som alt det andet. Han hev efter vejret idet hun greb ham omkring nakken, sænkende øjnene idet Innogens øjne lukkedes, og han var ikke længere i stand til at aflæse hende. Idet deres pander atter mødtes, og hendes negle borede sig imod hans hud, som en bøn efter både nænsomhed, men også massiv, rå seksualitet, blev hans blik klarere end det havde været hele den aften. Han vidste hvad han havde gjort, hvilken grænse han havde overskredet, uden at tage den mindste forbehold for at passe på kvinden i hans arme. Han havde grebet hende, taget hende uden at give hende den nænsomhed som hende og hendes krop havde behøvet. Han bevægede ikke sine hofter, gjorde holdt for en stund for at trække vejret ind således, at han var i stand til at tale til den kvindelige halvelver - men hun kom ham i forkøbet. Han rynkede brynene, ude af stand til at holde et hæst suk tilbage. Han mærkede tydeligvis, at Karin ikke havde løjet omkring sin veninde. Dette var en sandhed han ikke havde lyttet til i en ren aggressiv iver for, at føje Innogens ord - for ikke også at nævne sin egen dyriske lyst.
Judah bed sig selv i underlæben, tydeligvis en smule i kontrol over sig selv for en stund. En kontrol han vidste ikke ville vare ved, hvis de fortsatte. Og Innogen ønskede det - han måtte ikke stoppe.
Musklerne spændte sig ganske tydelig omkring varulvens overarme, helt op til hans skuldre og ned til hans undarme, idet han langsomt, løftede hende og da sænkede hende i takt med hans hofter. Han tilbageholdte et dybt, hæst støn idet han tiltede panden - tydeligvis et forsøg på at fange Innogens opmærksomhed.
“Er du sikker?” 

Hun trak vejret dybt ind.
Øjnene betragtede ham, hvordan følelserne skyllede hen over ham. Det var tydeligt at han var i konflikt over det hele, men hellere ikke have kontrollen over situationen. Tydeligt ville det have været, hvis halv elver kvinden, selv forstod situationen lige nu. Men det gjorde hun ikke, da alt for mange følelser rullede hen over hende. Som en bølge der sammen med en arrig vind hæv og sled i sindet.
Læben gled ud, og fugtede lige så stille hendes læber.
Det at han havde stoppet med at bevæge sig, hjalp betydeligt på smerten der havde skudt igennem hende. Som en jern stang, der havde presset sig igennem hendes indre.
Mærke hvordan at hendes indre vende sig til ham, vende sig til at være så tæt på en.
Også begyndte han igen, langsommere mere nænsomt at tage hende. Smerten var der stadig, men som han tiltede sin pande, lukkede hun øjnene. Noget andet begyndte at røre sig, smerten forvandlede sig langsomt til noget helt andet.
Hun slap et støn, da han spurgte om hun var sikker.
Hånden der havde ligget og gravet sine negle ind i huden, glattede sig ud og lod fingrene folde sig omkring nakkens hud. “Ja” stønnede hun, og pressede sine hofter imod hans for at understrege hendes svar. Det var, rart?
Nej, det kunne ikke beskrives som rart. Det var noget hun aldrig havde oplevet før, det var alt ædende og fantastisk på samme tid. “Bliv ved” bønfaldte hun ham næsten, og pressede sine læber imod hans.

Innogens bønfaldende ord sendte en jag af varme igennem hans krop, tydeligvis fående varulven til at spænde ydermere op i sine (tydeligvis) anspændte muskler. Han hev vejret ind mellem sine tænder, da han mærkede hun gav igen; pressende sine hofter imod hans, blot fremhævende kraftfeltet imellem dem. Hans krop responderede, som om den aldrig havde oplevet andet, på hendes bevægelse - følgende hendes hoftes takt, med dybe, men langsomme træk. Varulven bar stadigvæk Innogen halvt om halvt i sine arme, ikke synderligt påvirket over den kraft han skulle bruge på at holde hende opad. Men det var unægteligt, at han var påvirket af hende; måden hvorpå hun gav efter under ham, sendte ham langsomt, men sikkert udover en grænse hvorved han ikke længere kunne bevare den smule fatning han fortsat besad. Hendes bløde, fugtige læber var første skridt imod kanten. Han knurrede næsten dyrisk under hendes læber, omfavnende dem, i et hungrende kys - men da kun for en kort øjeblik. Judah kunne ikke vedligeholde deres stilling, som den var på daværende tidspunkt, ikke meget længere. Han måtte se Innogen, mærke hende på hver eneste tænkelige måde; kysse hende på hvert enkelt, eksisterende punkt der dannede hendes krop. Det var derfor han holde igen sine bevægende hofter, slippende kysset der netop var blevet dannet mellem dem. Han placerede den enkelte af sine hænder imod hendes ryg, støttende hende, som han sænkede hende nedad imod bordpladen. I takt med at han vidste hendes krop lå sikkert, skænkede han hende det ene kys efter det andet. Først ved punktet lige under hendes øre, fortsættende gradvist længere og længere sydpå. Han bøjede sagte i sin ryg; hans ryg hvis muskler ganske let, blev fremhævet i stearinlysenes skær, vagt glænsende af fugt for det øje der end måtte bedragte ham. Med hænderne fri følte han på hendes bryster, gribende dem med en blidhed der fortsat svarede til den han havde påført hende få øjeblikke forinden. Han lod sin mund omfavne den enkelte af hendes bryster, kyssende hende der med en pirrelighed der var på grænsen til uudholdelig. En uudholdelig der standsede, da han rettede sig op, kun med det enkelte ben placeret imod grunden under dem og det andet ben på (desværre vakkelvorne) træbord. Hans øjne gled henover hende, med en brændende ild og omtågethed på samme tid, hvilende over sine ganske grå øjne. Han rynkede brynene ved det syn der formede sig foran ham i stearinlysendes flakkende skær. Som om hendes skønhed smertede ham mere, end noget andet.
Judah bøjede ryggen endnu engang, ladende sine læber kysse Innogens bryn ganske omsorgsfuldt, og da atter hendes læber. Hendes sødme var i stand til at sænke ham i knæ.
“Du er så forbandet smuk -“
Han mumlede imod hendes læber, placerende sine hænder ganske let omkring hendes hofter, idet han atter genoptog sin rykken med sin egne; tagende hende med en dybe, han selv ikke kunne tilbageholde et støn fra.
Tydeligvis dybt optaget af noget ganske andet, hørte varulven ikke den faretruende knirken, der opstod fra træbordet under deres kroppe. En knirken Judah og Innogen om muligt burde have givet sin opmærksomhed - men man kunne ikke bebrejde dem for ikke at have gjort dette.

Smerten udviklede sig lige så stille til noget fantastisk.
Måske var det også fordi hun så gerne ville det her, hun ønskede det så brændende at det var med ham. Hun havde ikke vidst det før de var gået i gang. Men der var også en realisme i den blonde halvelver, hun vidste at første gang ikke var smuk, den var ikke hvad man ønskede. Og måske havde hun regnet med, at hendes første gang skulle være med den mand som hun troede skulle være manden til hendes børn. Og ikke med en mand, hun måske ikke skulle se igen efter denne aften. For han havde ikke lovet hende noget, og han havde allerede været på vej ud af døren en gang den aften, da det blev for hårdt at blive konfronteret med sine følelser. Men han var også blevet, en vigtig ting hun huskede på.
Et halvt smil begyndte at spille på hendes læber, da hun hørte hans dyriske lyd der forlod hans strube. Det sendte en kildende fornemmelse igennem kroppen, at hun kunne formå at gøre det ved ham. På trods af, hvor uerfaren hun var.
Hun lod ryggen få kontakt med bordpladen, som hendes hænder gled igennem håret, så det ikke lå alt for meget i vejen. En kaskade af hår bredte sig ud over de mørkebrune og slidte træplader.
Hendes grønne øjne betragtede hans krop, den måde musklerne spændte under den olivenbrune hud. Svedperlerne der gled ned af skuldrene. Hans hår og hænder der kildede hende hen over hendes blege veltrænede krop. Flere små hvide ar var at finde flere steder på kroppen. Ved hendes hofter, hendes brystkasse og især armene.
Innogen formåede at betragte ham, men kun ind til at han kastede sin opmærksomhed på hendes bryster. Hun lukkede øjnene i, og måtte skyde ryggen frem, så den svalede i en bue hen over bordet. Et støn forlod hendes læber, et tiggende og bedende støn. Det var så klart, hvor meget hun ønskede han blev ved og ikke måtte stoppe hvad han gjorde ved hende.
Den våde fornemmelse bredte sig imellem hendes ben, som hun kunne høre ham der tog hende dybt og stødt. Hun lagde næsten ikke mærke til, at han kyssede hendes bryn og derefter hendes læber. Ecstasyen der kastede bølger igennem hendes krop, over hvad han gjorde imod hende var næsten alt ædende.
Derfor hørte hun hellere ikke de faretruende knirken fra bordet de lige nu brugte som deres støtte.
Stønnet sendte hende næsten ud over kanten, men vækkede også igen den dyriske del hun havde mærket i sig tidligere. Hendes ben greb omkring hans hofter og hun pressede sig sig helt ind imod ham, som hun lænede sig op fra bordet.
Hun lagde armene omkring hans nakke og pressede sig helt ind til ham.
“Wow” mumlede hun uden hun tænkte over de ord der forlod hendes læber. Hun måtte have ham dybere, hun havde brug for ham, så forbandet tæt på at hun næsten havde lyst til at græde over følelserne der væltede rundt i hendes indre. “mere” hviskede hun grådkvalt som hun igen pressede sine hofter imod hans, den knagende lyd blev mere og mere tiltagende. Stadig en faretruende lyd der blev ignoreret.

Varulven ænsede ikke bordets (unægtelige) undergang, en undergang der nærmende sig i takt med den belastning der blev vedlagt dets træben; han ænsede ikke hvordan vejret tog til i voldsom hast, udenfor Innogens lille hjems vægge - hvordan vinden havde blæst op og tordenvejret hamrede afsted i tide og utide. Han havde kun øje for hende. Og hvordan han dog så hende.
Hvis man spurgte, ville Judah ikke være i stand til at kunne italesætte hvilken følelse hun bragte ham, hvilken varme hun gav ham blot ved hendes blik, lyden af hendes stemme eller alene blot hendes duft. Han ville være ude af stand til kunne sætte ord på hvad han følte for elverkvinden, men han vidste at det var noget han ikke havde følt før. Og hvilken følelse det dog var - den var uhåndgribelig, endda næsten uhåndterlig, men han kunne for alt i verden ikke undvære den, ligegyldigt hvor meget den smertede ham. Han kunne ikke undvære hende, for hvilken hungren hun havde givet ham. En sult hun alene kun ville kunne stille.
Som Innogen greb ham omkring hofterne, pressende sin krop ind imod hans og dermed også sit underliv helt ind til hans, var kraften næsten overvældende. Han var ude af stand til, at tilbageholde et tyndt, på grænsen til sårbart støn - en følelse der fik ham til at ønske at standse og trække op i fart i hans hoftestød på en og samme tid. Hvortil han valgte sidstnævne, idet Innogen var så tæt på ham som han ønskede det.
“Mere?”
Hviskede han imod hendes læber, gribende hende endnu engang omkring hendes liv og underparti, for at holde hende opadrettet. Varulven nåede netop kun at støtte op, denne gang med sin fulde kropsvægt, med sit knæ på bordpladen, udtalende den ufuldendte sætning:
“Vil du have me-“
Og da brød støtten under dem sammen. Bordet gav endelig efter for dets last og ville - hvis det ikke var for Judahs umenneskelige styrke, og allerede næsten oprejste stilling - have trukket dem med sig i faldet. Lige tids nok til at rette sig selv op, udstødende en chokeret brummen midt i faldet, fik han rettet sig selv og Innogen opad således han stod plantet, ganske sikkert, på begge sine fødder. Med Innogen hvilende (lige så sikkert) på sine hofter.
Varulven var tydeligvis mere fortumlet end overrasket, idet han åbnede munden - stum for ord, men blinkende næsten febrilsk med øjnene.
Han trippede ganske let, i et forsøg på at vende siden til bordet således hans udsyn til gerningsstedet ikke længere var spæret af kvinden i hans arme. Han drejede hovedet, konstaterende at, ja, de havde ganske rigtigt ødelagt bordet, for blot at dreje hovedet tilbage på plads, med fronten imod Innogen. Seende imod hende, overtog en mild, men ganske dyb latter intetheden der emmede i det lille køkken, idet han endelig fandt sin stemme i al stilheden:
“Øh-” han fnøs;  “Hov-sa.”
Judah rømmede sig lidt idet han trådte yderligere fremad, tydeligvis stadigvæk bedømmende Innogens reaktion på hvad der netop var sket. En reaktion han ville følge op på, uanset dens kaliber. Han var, ikke indrømmet, snoet om hende og var villig til - fortsat ikke indrømmet - lige præcis hvad hun ønskede.
Han standsede sin vandren, idet han mærkede Innogens ryg hvile imod muren bag hende. Og da gjorde han helt holdt - for nu.