Det var ikke nogen hemmelighed at Phillippe ikke var særlig glad for Katarina. Eller, det var det jo egentlig, men ikke mellem ham selv og Katarina. De var altid efter hinanden, og der var sjældent andet end dårlig stemning mellem dem. Derfor nød Phillippe fuldt ud, at de lavede noget hvor de for en gang skyld ikke foragtede hinanden. Han lagde der ikke mærke til noget som helst, andet end den nøgne krop foran ham. Hvis Katarina kunne læse hans tanker, ville hun nok ikke være synderligt glad, for selvom Katarina helt bestemt var en smuk og pæn dame, var det hele bare meget bedre, når han forstillede sig hun var en anden.

 Phillippes hænder lagde sig på hendes baller, for at hjælpe med bevægelserne, og for at kunne styrer hende lidt. Et lille støn forlod hans læber, som Katarina strammede grebet om hans nakkehår og han strammede grebet om hendes baller lidt.
 Måden Katarina stønnede hans navn på, gik lige ned i Phillippes underliv, og han begyndte at bevæge underlivet lidt i takt med Katarinas bevægelser. Det var dog ikke helt nemt med måde de sad på. Selvom Katarina løsnede sit greb og Phillippes nakkehår, forsatte han med at holde lidt stramt ved hendes baller. Hun måtte sige hvis det gjorde ondt.

 I et godt stykke tid gik Phillippe med til det rolige tempo, men lige så stille begyndte han at prøve at få hende til at sætte tempoet lidt op ved hjælp af hænderne på hendes baller, mens han bevægede underlivet lidt mere. Det var dog stadig ikke særlig nemt, på den både de sad, og Phillippe fik ikke rigtig det ud af det han gerne ville. Han fangede derfor Katarinas læber til et ivrigt kys, mens han strammede grebet lidt mere om hendes baller, så han kunne rejse sig op med hende hængende på sig. Øjnene var han nødt til at have åbne for at se hvor han gik, mens han forsatte kysset,
  Phillippe gik hen til hendes spisebord, og satte hende lidt på bordkanten, så han ikke skulle holde hende. Da de rejste sig var han gledet ud af hende, for at han kunne holde hende ordentligt oppe, så da de stod sikker ved bordet, pressede han sig igen op i hende. Et suk forlod hans læber, som han begyndte at bevæge underlivet frem og tilbage.

Trods deres ikke specielt bevægelige position, blev det da lige en anelse bedre, da Phillippe gav sig til at bevæge sig med. Hans stramme greb om hendes baller gjorde ikke direkte ondt, men et lidt anstrengt støn lød dog fra hende. Hun kommenterede det ikke, for selvom det måske var bare en smule strammere end hvad der var helt behageligt, så ville hun ikke stoppe hans berøringer. Lige i denne situation, tog Katarina gerne imod alt han ville give.
Katarina brugte ellers gerne en masse energi på at være så besværlig som mulig, men ikke nu. Det var ikke så ofte hun fik fornøjelsen af at mærke Phillippe på denne måde, så hun gav straks efter og fulgte hans hænder, da han satte tempoet op. Hun kunne godt fornemme, at det ikke helt gav ham det han havde behov for. Skulle hun være helt ærlig, var hun heller ikke helt tilfreds.

Det ændrede sig dog kort efter. Hun slap sit greb i stolens ryglæn, idet hans læber fik fat i hendes, i det ivrige kys, som hun heller ikke tøvede med at gengælde. Som han rejste sig, fik hun straks lagt begge ben om hans liv og så klemte hun lidt til med lårene, for ikke kun at lade ham bære hendes vægt. Hun lagde også den anden arm om hans nakke for også at hjælpe til sådan.
Først da Phillippe placerede hende på bordkanten, slap hun med begge hænder, men ikke helt med benene. Deres greb blev kun løsnet nok til at han ville have rig bevægelse. Hun fortsatte kysset så længe hun kunne, men måtte slippe det for at stønne, idet han pressede sig op i hende igen. Hun førte en hånd ned og tog fat i hans håndled, så hun kunne hive hans hånd med sig, da hun lænede sig lidt tilbage. Med det utrolig nydende blik i hans, lagde hun hans hånd over sit bryst og et smil bredte sig over hendes læber, hvor de luftige støn stadig røg ud. Da hun slap hans håndled igen, førte hun i stedet hånden hen bag sig på bordet, så hun kunne holde sig fra at lægge sig helt ned. Den anden hånd lod hun glide ned over sig, indtil den endnu engang landede mellem benene, hvor hun igen gav sig til at rode med et par fingre. Hun var klar over, at det måske ville påvirke ham også, men egentlig gjorde hun det udelukkende for sin egen skyld. Det var jo ikke fordi hun ikke nød hvad Phillippe gjorde. Det afslørede hendes ustabile vejrtrækning og dybe støn, at hun helt bestemt gjorde. Men et par legende fingre samtidig, gjorde det lige en tand bedre.

Der gik stadig et stykke tid, som de fortsatte på den måde, og selvom Katarina gjorde hvad hun kunne for at holde orgasmen på afstand, bare for at trække nydelsen endnu længere ud, var der grænser for hvor længe det kunne lade sig gøre. I sidste ende måtte hun lukke øjnene, læne hovedet tilbage og udbryde nogle endnu højere støn, som hun blev skubbet helt ud over kanten. Hun fjernede sin hånd fra sit underliv og lagde også den bag sig, for ikke at kollapse på bordet i nydelse og benene, der stadig var viklet rundt om Phillippe, strammede deres greb, idet hun forsøgte at få ham til at presse sig så tæt ind til hende, som han kunne.

 Allerede da Phillippe presset sig op i hende igen, kunne kan mærke det helt klart var det rigtige valg at flytte sig fra stolen. Det virkede også til Katarina var ganske tilfred med den lille ændring i deres stilling. Hænderne havde flyttet sig fra hendes baller op til hendes hofter i stedet, så han lidt nemmere kunne holde hende på plads som han stødte op i hende. Han så ned på hende, og blev ærlig talt en smule mere tændt af at det hende være så ivrig og lystig under ham. Han bed sig lidt i underlæben for at holde stønnene lidt tilbage. 
 Phillippe løftede det ene øjenbryn en smule nysgerrigt da han tog fat i hans ene hånd, og flyttede den. Det gjorde han ikke havde lige så godt fat i hende, og hun flyttede sig lidt mere med hans bevægelser, men han havde bestemt ikke noget i mod hvor hun flyttede hans hånd hen. Den lukkede sig lidt om hendes bryst, og et lidt højere støn fik sneget sig over hans læber.
 Blikket fulgte Katarinas hånd, som den vandrede ned over hendes krop, og videre ned mellem hendes ben. Phillippe sank kort, og blev en smule distraheret af hendes hånd, så farten faldt lidt. Der gik lidt før han fik taget sig sammen og fik hevet blikket væk fra hendes underliv, og op i hendes blik i stedet. Med et noget så lystigt udtryk, satte han tempoet op igen, og stødede lidt hårdere op i hende end før. 

 Jo længere tid de var i gang, jo mere krævede det af Phillippe ikke bare at give slip, og slutte deres leg. Derfor, da Katarinas underliv trak sig samme, kom der nogle lidt tungere støn fra Phillippe, som han kæmpede for ikke selv at komme, og stødede lidt hårdere og hurtigere op i hende, så hun fik så meget ud af orgasmen som muligt. Til sidst kunne han dog ikke holde sig tilbage længere, og gjorde sig færdig med et par dybe stød.
 Phillippe kollapsede lidt ind over hende, da han var færdig, forpustet, men med en god, afslappet følelse i kroppen. Hænderne havde han flyttet så de støttede sig mod bordet. Sådan stod han lidt mens han fik styr på vejrtrækningen, og da den var kommet lidt mere under kontrol, rejste han sig ordenligt op, og trak sig ud af hende, klar til at gå over og tage tøj på, med mindre Katarina stoppede ham.

Katarina nød Phillippes hurtigere, hårdere stød. Han hjalp til at trække den intense nydelse ud og gøre det lige en tand bedre, end hun forventede. Hun sørgede for at følge hans sidste dybe stød, han skulle jo nødigt føle sig snydt, når han nu havde været så sød at gøre det lidt bedre for hende.
Benene omkring ham løsnede sig, som han kollapsede ind over hende og hun forsøgte selv at få lidt styr på den tunge vejrtrækning.

Phillippe rettede sig op og gjorde tegn til at ville flytte sig, men Katarina spændte op i begge ben igen og holdt ham fast.
”Du glemte noget,” sagde hun, egentlig i en helt rolig tone, men stadig ment som lidt af en ordre. Hun rettede ryggen, løftede en hånd op og førte den om i hans nakke, så hun kunne trække ham ned til sig. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham flytte sig, før hun havde fået et ordentligt kys, men det ville ikke være tilfredsstillende nok at starte det selv. Det ville hun selvfølgelig have ham til.
Når det så var gjort, skulle hun nok komme til den te hun havde nævnt tidligere.

 Selvom om det var med Katarina, betød det ikke at han nød det mindre. Hans orgasme var intens, og hendes behjælpende stød  gjorde det kun så meget bedre. Hænderne knugede godt fast i hendes hofter, og kunne ikke holde enkelte smågrynt tilbage.

 Phillippe var godt på vej til at gå væk, hen og tage tøj på igen, men Katarina holdt ham fast, og han kunne ikke holde et tungt, halv irriteret suk tilbage. De havde lige haft det så godt sammen. Det hele have lige være så dejligt, og så skulle hun ødelægge det.. Et svagt brum forlod hans læber, mens han rynkede på næsen stille sig hen til hende. Han havde lyst til at kalde hende så mange grimme ting, men lod vær, og pressede i stedet læberne mod hendes, og gav hende en smule modvilligt det kys hun ønskede. Den ene hånd lagde han mod hendes lænd, og den anden lagde han om hende nakke. 

 Da kysset blev afbrudt, og Katarina lod Phillippe fri, vendte han rundt og gik over til stolen, hvor deres tøj lå. Han var hurtig til at trække bukserne på, men trøjen havde han ikke helt så travlt med at få på, da han alligevel stod tæt ved brændeovnen. Blikket blev flyttet hen på Katarina, han kunne vel lige så godt nå at få et ekstra glimt af hendes nøgne krop, hvis hun nu skulle tage tøj på igen. Phillippe stod med trøjen i hånden og han kløede sig lidt på brystet.
 "Den kop te, ville være ganske indbydende nu..  " Brød han stilheden med.

Det var ikke svært at se Phillippes irritation, som Katarina ikke ville lade ham gå helt endnu. Hun kunne ikke lade være med at more sig lidt over det og smile svagt, som hun gengældte det modvillige kys, han gav. Da kysset blev brudt, slap hun endelig og lod ham flytte sig. Hun blev siddende på bordet lidt, mens hun betragtede ham som han fik trukket bukserne på. Først da han bragte teen op, skubbede hun sig ned fra bordet og smågrinede lidt. Han kunne jo næsten lyde så kommanderende, uden egentlig at være det.
"Smil lidt, Peppe. Det gør én så køn," var hendes eneste kommentar, da hun gik hen og tog den varme kedel med sig, ved hjælp af de tykke grydelapper. Hun valgte med vilje ikke at klæde sig på endnu, bare for at lade Phillippe kigge lidt ekstra, som hun gik om hjørnet og ud i det lille, åbne tekøkken.

Man kunne høre lidt porcelæn klinke mod hinanden, som hun hældte det varme vand i den sædvanlige, hvide tekande og fandt de matchende tekopper og underkopper frem. Hun kom et par teposer i kanden og stillede både kande, kopper, en sukkerskål og et par teskeer frem på bakken, som hun tog med sig tilbage til Phillippe.
Katarina stillede bakken fra sig på det lille bord mellem de bløde stole og sørgede for at gøre sig lidt til, som hun skænkede te op til dem begge og også kom sukker i hans, som hun altid gjorde. Først da han var ordentligt sat med sin te, rettede hun sig op og gav sig til at trække i undertøj og kjole igen, foran ham.
"Hvordan går det med dit værksted? Du fortæller så sjældent om din tid i Dianthos," sagde hun, som hun trak kjolen op over hofterne og op om skuldrene. Hun var jo alligevel lidt nysgerrig, for hun befandt sig sjældent andre steder end her, hvor hendes butik lå. Hun førte håret foran den ene skulder, da hun stillede sig helt hen foran Phillippe og vendte ryggen til ham, forventende at han selvfølgelig ville hjælpe hende med at binde snøren i kjolens ryg.

 Katarinas kommentar omkring at smile fik Phillippe til at himle lidt med øjnene. Han smilte rigeligt, hun gjorde det bare så svært at få et oprigtig smil frem, det meste af tiden. Desuden mente han selv han havde smilet en masse under deres lille fysiske aktivitet, så hvad brokkede hun sig overhovedet over? Han brummede kort til kommentaren, udelukkende for at give udtryk for at han havde hørt hende. Så kunne hun da i hvert fald ikke brokke sig over, han ikke lyttede på hende når hun snakkede! 
 Mens Katarina lavede te til dem, kiggede Phillippe mod vinduet for at få en ide omkring hvad tid på dagen det efterhånden var ved at værer. Kunne han mon overtale hende til, at han kunne tage hen på kroen, i et par timer inden aftensmad eller sengetid? Han tvivlede, men det ville ikke stoppe ham fra at prøve, hvis han så muligheden for det. 
 Da Katarina kom tilbage fra tekøkkenet, lod han blikket lande på hende igen. Han betragtede hende som hun stod og gjorde sig til, mens han rodede lidt i det lange hår, for til sidst at lave en knude på det, så det sad samlet på ryggen. Han havde det allerede bedre end han ankom, og selv der havde han det ikke vildt dårligt. Måske han kunne ende med at tage afsted tidligere end han plejer? Måske det i virkeligheden kunne betale sig at komme forbi før han fik det helt slemt, hvis det betød han hurtigere fik det bedre? Det var måske noget han skulle teste lidt. 

 Phillippe tog trøjen på, og skulle til at sætte sig ned i stole da Katarina ville have ham til at spænde kjolen. Han trak lidt på skulderne, og begyndte at spænde hende, mens han fortalte.
 " Der er ikke så meget at fortælle.. Det går vel fint. Det går lidt langsomt med at få kunder og sådan, når jeg skal bruge halvdelen af min tid på at rejse herhen..  " Kunne han mon give hende lidt skyldfølelse? Han tvivlede. Da kjolen var spændt, trådte han væk fra hende, og satte sig ned i stolen. Det ene ben blev lagt over det andet, og han tog koppen og underkoppen til sig, så han kunne puste lidt ned i koppen. 

Katarina drejede hovedet, så hun lige kunne se Phillippe ud af øjenkrogen, mens han spændte snøren ind og svarede. Hun opfangede godt hans forsøg på at give hende lidt skyldfølelse, men selv hvis det var lykkes, var det ikke noget hun ville vise. Hun kunne ikke lade være med at småfnise lidt, som hun forsøgte at skjule det lidt for hånlige blik, mens hun skubbede håret om på ryggen igen og samlede det lange pandehår i et spænde bagi, bare så det ikke ville forstyrre for meget.
”Hvis det er så besværligt, skulle du måske flytte lidt tættere på,” sagde hun. Hun så ikke engang på ham, mens hun satte sig hen i den anden stol, tog te- og underkop til sig og sippede. Der hvilede dog stadig et lille, lusket smil på hendes læber, for hun var udmærket godt klar over, at det ikke lige var dén kommentar, Phillippe havde håbet på.

Hun lod stilheden tage lidt over, som hun lige smagte på teen lidt ekstra, før hun endelig stillede den tilbage på bordet og vendte et lidt mindre hånligt blik mod Phillippe.
”Jeg overvejede at lukke butikken i en kort periode, så jeg kunne besøge dig næste gang og måske spare dig for en tur?” Hun synes selv, hun var utrolig gavmild at tilbyde det, for det ville jo også betyde det mindre indtjening for hende. Hun kunne nok alligevel ikke helt lægge skjul på, at hun ikke kun gjorde det for hans skyld. Han var sikkert godt klar over, at hun nød at vide hvad han foretog sig hele tiden, også når hun ikke var der. Det til side, så var hun da stadig bare nysgerrig på at se lidt mere til hans liv i Dianthos. Trods sit talent for at blande sig i alt der ikke ragede hende, kunne Katarina godt føle sig en anelse isoleret.

 Så snart Katarina begyndte at fnise skar Phillippe en grimasse, for han vidste godt at der ikke var noget brugbart på vej mod hans retning. Grimassen bliver lidt mere anstrengt ved hendes kommentar, men Phillippe var også lidt lettet, for han havde egentlig regnet med hun ville være mere modbydelig med hvad hun sagde. Måske havde deres lille samvær alligevel blødt hende lidt op?
 "  Det går jo ikke rigtig.. Nu har jeg jo mit værksted.. " .. og jeg har ikke lyst til at være tættere på dig... Det var ikke nogen hemmelighed hvad den virkelig grund til, at han ikke ville flytte var, men derfor behøvede han ikke sige det. Hun vidste udmærket godt, hvorfor han boede i Dianthos frem for tættere på eller hos hende. Det havde han prøvet, det var ikke ligefrem gået godt. 

 Der var et eller andet lettende over at der blev stille, og Phillippe sad blot og lyttede på den knitrende lyd fra brændeovnen. Slappede af og glædede sig til at komme hjem til det lille værksted der lugtede langt væk af træ. Phillippe løftede koppen op til munden, og nåede lidt at tage en tår te i munden, da Katarina forslog at komme på besøg hos ham næste gang. Noget der næsten fik ham til at få teen galt i halsen, så han satte hurtigt koppen ned på det lille bord, og hostede en smule, for at få vejret ordenligt. Med en hånd på brystet, rømmede Phillippe sig, og så på Katarina.
 " Hvad så med dine kunder? De ville da slet ikke kunne finde ud af hvad de skulle gøre uden dig..  " det kom ud lidt hurtigere en Phillippe ville have det. Han var ikke særlig interesseret i at have hende i Dianthos, og da slet ikke til næste gang. Han havde stærkt på fornemmelsen at Katarina bestemt ikke ville prise det næste job, så han skulle være sikker på at alt var ryddet væk inden hun kom, hvis han ikke kunne komme uden om hendes besøg. Tænk hvis opgaven trak ud, og hun ville kommer før tid. Nej det orkede han slet ikke!
 " Og så ville du jo netop skulle lukke butikken.. Det ville da være meget bedre at finde en du kan lærer op, som kan holde butikken åben mens du er væk. Og det taget jo tid..  " Egentlig regnede han ikke med Katarina var åben for den ide. Men hvis hun nu var, kunne han sikre sig at der gik lidt endnu inden hun kom forbi. 
 
 Phillippe prøvede ihærdigt ikke at virke alt for desperat, men det var svært, for lige nu var han ret desperat. Han drejede hovedet væk og kløede sig lidt i nakken, i et forsøg på at samle sig selv lidt, og finde ud af hvordan han skulle redde sig ud af den suppedas han var ved at drukne sig selv i. Han var i hvert fald ret sikker på Katarina ikke ville være glad for hans reaktion. 
 " Jeg har heller ikke særlig meget plads, så det ville heller ikke være så nemt for dig at være på besøg..  " Det var ikke løgn. De ville nok sagtens kunne klemme sig sammen i den lille enmandsseng, men egentlig havde han ikke vildt meget lyst til at være klemt så meget sammen med hende. Han så på Katarina med et undskyldende udtryk.

Katarina havde helt sikkert forventet en mindre begejstret reaktion fra Phillippe, men som han nær var blevet kvalt i sin te og noget så desperat slyngede ordene ud, blev hun dog alligevel lidt overrasket. Det svage smil forsvandt fra hendes læber og det ene øjenbryn blev løftet. Hun undlod at sige noget så længe hun kunne, så hun lige kunne se hvor desperat han egentlig var for at lokke hende til at blive væk. Hun rettede blikket mod ilden i pejsen og lod Phillippe grave sig dybere ned i det hul, han så fint var i gang med. Hun så noget så utilfreds ud, som hun, uden at kigge, rakte ud efter sin tekop og gav sig til at sippe lidt til den.

Få gange skævede hun lige til ham, så hun kunne se ham lide lidt i sit forsøg på at slippe udenom. Hun forblev stille i lidt tid, selv efter han lod til at være færdig med at prøve, kun fordi hun gerne lige ville gøre ham lidt ekstra nervøs. Når hun valgte ikke at svare, så betød det som regel at hun var så muggen, at der lige om lidt ville komme et mindre raserianfald.
”Det var dog helt utroligt, så meget du kan ævle, Peppe,” sagde hun, lige så surt som en citron, før hun satte koppen fra sig igen og drejede hovedet mod ham igen. Han var sikkert ikke den mindste smule i tvivl om hvor dårlig en reaktion hun kunne have haft, men i stedet kom der et lille smil frem på hendes læber, dog en anelse lusket.
”Men du har sikkert ret. Herren inde ved siden af har en sød, ung datter, der meget gerne vil i lære i butikken.” For en gang skyld valgte hun at give Phillippe ret. Han havde selvfølgelig ret og lige meget hvad, ville det ikke være en dårlig idé at have en afløser. Men det var ikke den eneste grund. På denne måde kunne hun lade Phillippe tro, at hun ikke havde tænkt sig at dukke op lige foreløbigt og selvom hun ikke ville have tid til at dukke på næste gang, ville han ikke slippe for hende. Men det behøvede han vel ikke at vide.
”Nu er du ikke så desperat for at få mig til at blive hjemme, fordi du skjuler noget?” Nu hvor hun for en gang skyld valgte at give ham ret, kunne hun vel for en gang skyld også bare spørge ham direkte, i stedet for at gøre en masse for at lokke ham til at indrømme.

 Da Phillippes talestrøm endelig stoppede skar en en grimmasse over sig selv og vippede hovedet bagover mod stolens ryglæn. Han skævede lidt mod Katarina og kløede sig lidt i skægget. Der var ingen grund til at holde en maske, for der var ingen tvivl om Katarina tydeligt kunne se han var desperat, det osede jo ud af ham lige før! Det var også tydeligt at se på Katarina at hun ikke var synderlig imponeret over ham. Phillippe var klar på en eller anden form for større skideballe, så da hun forblev tavs et godt stykke tid efter han var stoppet med at tale, begyndte ham at blive lidt nervøs. 
 
 Da Katarina endelig brød stilheden sukke Phillippe og brummede et lavt Ja, da han ikke rigtig vidste hvad han ellers skulle sige til det. Det var tydeligt at hører på hendes stemme at hun bestemt ikke var tilfreds med hans lille talestrøm og gode ideer. Derfor så han også noget så overrasket ud, da Katarina faktisk gjorde sig enig med ham. I et øjeblik sad han bare og stirrede overrasket på hende, inden han rynkede panden og knep overvejende øjnene sammen, mens han skulede lidt mod hende. Det var for godt til at være sandt. Phillippe kunne ikke huske hvornår han sidst havde oplevet at Katarina havde givet ham ret. Var det nogensinde sket? Han rettede sig lidt op i stolen, og lænede sig lidt frem mod hende, med et lettere mistænkeligt udtryk. 
 " Er du okay, Kat? Er du ved at blive syg..?  " Det lå så uvant for Phillippe at Katarina nogensinde gjorde noget til hans fordel, så der måtte ligge noget bag. Hendes næste spørgsmål fik ham til at læne sig tilbage i stolen og sende hende et kunstigt smil.
 " Jeg kunne aldrig drømme om at skjule noget for dig, min egen..   " selvom sætningen i sig selv var kærlig, var der intet kærligt over Phillippes tone eller blik. Det var selvfølgelig også en løgn, men det ville han altid benægte. 

Katarina nød at se hvor nervøs hendes stilhed gjorde Phillippe. Hun overvejede selvfølgelig også stadig at komme med en af de sædvanlige vredesudbrud, som han efterhånden måtte være vant til at se, når hun ikke fik sin vilje i forhold til ham. Men at se hvor overrasket han blev over hendes enighed, var næsten bedre. Næsten. Det var jo ingen hemmelighed, at Katarina elskede når hun kunne sætte ham lidt på plads og vise, hvem der bestemte. Men det lille selvtilfredse smil, falmede i takt med hans spørgsmål.
"Selvfølgelig ikke," vrissede hun lettere fornærmet. Hun vidste hvorfor han havde spurgt og selvom han egentlig havde alt ret til sin mistro, var hun ikke helt begejstret for hans bekymring.
"Det kommer vel ikke bag på dig, at jeg sagtens kan være den kærlige kone, der giver sin mand ret?" Fnøs hun misfornøjet og rystede let på hovedet. Hun regnede ikke med et svar, og hvis hun endelig gjorde, så var det tydeligt i hendes tone, at hun forventede et nej. Så længe hun fik det, som hun ville have det, så var hun jo ikke så slem.

Det kunstige smil fik hende til at løfte et øjenbryn og så nikkede hun svagt til hans kommentar.
"Mhm. Det tænkte jeg jo nok," svarede hun, som om hun accepterede hans svar med det samme. Hun trak tiden lidt mere ud, sippede stille og roligt til sin te, før hun satte koppen fra sig igen og sendte ham et helt blidt smil.
"Selvom desperationen i dit ævl tydede på noget helt andet," kommenterede hun kort efter. Mon hun kunne få ham til at svede lidt?
"Har du det bedre nu? Nu hvor du ikke behøver at skynde dig hjem og gemme, hvad end du skjuler for mig?" Hendes smil var stadig helt blidt, men tonen i hendes stemme var ildevarslende. Hun var klar over, at han næppe ville have lydt så desperat, medmindre der var et eller andet galt og hun antog med det samme, at det var fordi han skjulte noget.

 Det kom ikke som en overraskelse at Katarina ikke var imponeret eller tilfreds med Phillippes kommentar. Det var tydeligt at det ikke var fordi han egentlig bekymrede sig for om hun var ved at blive syg, og det vidste Katarina formentlig også godt. Phillippe havde var utroligt svært ved at tro på, han bare fik sin vilje uden nogen konsekvenser. Han forsatte derfor med at se lidt skulende på hende, indtil hendes næste kommentar. Phillippe løftede blot det ene øjenbryn til det, for han kunne godt hører at det her var noget de ikke ville blive enige om, og derfor var der ingen grund til at kommentere på det. Han havde ikke set meget af den kærlige kone der gav sin mand ret, efter de var blevet gift, det det kom lidt bag på ham. 

 Phillippe skulede lidt videre mod hende, inden han fik et mere neutralt udtryk over sig, da han lænede sig tilbage i stolen, og tog koppen med sig. Han troede egentlig de var færdige med at snakke om det, sådan som Katarina bare gav sig til at drikke sin te. Derfor kom der også kort et lettere anstrengt mine på Phillippes ansigt, da Katarina alligevel forsatte med at kører i det. Det blev det hurtigt erstattet af en fnysen og rullen med øjnene. Hun havde selvfølgelig ret, men det skulle hun ikke vide.

  Selvom Katarina nok gerne ville have et svar med det samme, tillod Phillippe sig at puste ned i teen, og tage en lille, forsigtig tår af det, før han vendte blikket mod hende. 
 " Hvis du har så svært ved at stole på den elskede mand, så luk da butikken ned nu.. Skuf dine kunder, og tag med mig hjem, så du kan se jeg ikke skjuler noget..  " brummede han irriteret, og satte tekoppen tilbage på det lille bord. Lige nu var det ikke et problem for ham, at hun kom. Der var ryddet og han var endnu ikke gået i gang med bestillingen. Han håbede selvfølgelig ikke at hun tog ham op på tilbuddet, for det ville da give ham mere travlt, men hun prikkede til de rigtige knapper lige nu,
 " Men jeg har ikke tid til du kommer rendende hele tiden, for jeg har et arbejde jeg skal passe.. Noget jeg ikke kan gøre når jeg er her..  " Det sidste kom han til at vrisse ud. Det var egentlig ikke meningen, men nu kunne han ikke tage det tilbage. 

Phillippe tog sig sin gode tid til at svare, som han stille og roligt sad og sippede til sin te. Det irriterede Katarina endnu mere, at hun nu skulle sidde og vente på ham, selvom hun selv lige havde gjort det samme over for ham. Men det var jo ikke det samme. Hun havde gjort så godt et arbejde med at holde sig i ro, hvilket egentlig kom lidt bag på hende selv, for hver gang Phillippe ikke lige gjorde som hun ville have, var hun altid på randen til at koge over. Måske deres intime leg havde hjulpet lidt på irritationen, men det ville ikke fortsætte. På et eller andet tidspunkt ville hun nå grænsen og så ville det komme til at gå ud over ham. Han var tydeligvis frustreret over hende, men hun valgte ikke at kommentere med det samme. Hun vidste, at hun i forvejen trykkede på de helt rigtige knapper, men der var ingen grund til at overdrive.

I stedet blev hun pænt siddende, dog med et lidt anstrengt udtryk i ansigtet. Katarina havde ikke i sinde at lade sin vrede tage over, men Phillippes vrissende tone fik hende til at blive irriteret nok. Hun rejste sig fra stolen og med ét, stod hun foran ham, med en hånd pressende mod hans kraveben. Det var en mindre trussel i, at hun havde tænkt sig at presse lidt til mod halsen i stedet, hvis han havde tænkt sig at fortsætte, også selvom hun ikke var bygget til de største fysiske trusler, med sin lille, spinkle krop.
”Du er velkommen til at blive væk, Peppe! Så lad os se hvor godt du har det, hvor godt du kan passe dit arbejde, når du ikke får dit fiks hos mig og ender som en tom, ligegyldig krop i jorden.” Trods hun ikke havde kræfterne til at true ret meget, havde Katarina helt bestemt tonen og blikket. Hun lød rasende, men uden at råbe, hvilket kun gjorde det dét mere truende. Det passede heller ikke. Han ville ikke dø, men det behøvede han jo ikke at vide. Hun førte den frie hånd ned mod hans og lagde et par fingre hen over ringen.
”Uden mig, er du uduelig. Husk dét,” vrissede hun tilbage. Endnu en trussel der ikke ville virke, hvis Phillippe kendte sandheden om ringens forbandelse. Han ville sagtens kunne slippe fri fra den, men det ville hun aldrig fortælle ham. Hun flyttede sig ikke endnu. Hun ventede lige et øjeblik, så hun kunne få hans reaktion med. Hun skulle jo helst have svar på, om han stadig var klar over hvem der bestemte i deres forhold og det var vist ikke ham.

 Lige så snart Phillippe lukkede munden efter sin vrissende sætning, vidste han godt han havde dummet sig på det højeste. Øjnene blev lukke i et og han lavede en kort grimmasse der tydeligt viste at han var klar over han havde gjort noget dumt. Da han åbnede øjnene igen, var det lige tidsnok til at se hende komme hen og lægge hånden mod hans kraveben. 
 Phillippe skar en kort grimmasse og rettede sig mere op i stolen. Hænderne lagde sig mod armlænene. Ikke fordi han var bange for hende, men fordi han vidste der ikke ville komme noget godt ud af det, hvis han prøvede at tage fat i hende og flytte hende. Selvom han var noget større end hende, var hun stadig en lille, skræmmende dame, og Phillippe var ikke helt klar over hvad hun var i stand til.

 Som Katarina begynde at skælde Phillippe ud, så han blot op på hende med at blik fuld af foragt. Selvom han godt var klar over det var hans egen skyld hun nu stod der og skræppede op, ændrede det ikke på hans følelser for hende. Han fnøs lidt med en svag hovedrysten, inden blikket blev slået ud til siden. Der var ikke noget han hellere ville end at blive væk, men som hun så fint selv kunne pointerer, ville det jo ikke ligefrem være til hans fordel. 

 Det næste hun sagde ramte noget inde i han hårdt. På et splitsekund fik han skubbet sig op at stå, med sådan en kraft at stole han sad i flyttede sig en smule tilbage. Med et ansigt der dirrede af vrede så Phillippe ned på den lille dame foran ham. Han sagde ikke noget, han vidste bedre. Han stod bare og stirrede ned på hende med hænderne hårdt knyttet, så knoerne blev helt hvide. Han var ikke uduelig uden hende. Han var uduelig på grund af hende. Alt sammen var hendes skyld. 
 Til sidste gik han væk. Drejede sig, velvidende at han nok ville puffe til Katarina, men han var ligeglad. Han skulle bare væk. Væk fra hende. Så han gik mod døren. Gjorde Katarina ikke noget for at stoppe ham, ville han forsætte ud af døren, som ville blive smækket hårdt efter ham. 
 

Katarina var udmærket godt klar over, at Phillippe ville kunne fjerne hendes hånd mod hans kraveben uden problemer, men at han valgte ikke at gøre det, var en lille sejr i sig selv for hende. Trods hans had til hende, så havde hun alligevel formået at sprede frygt nok, til at han ikke ville modsige sig alt for meget. Selvom det ikke var frygten hun selv foretrak, så var det helt sikkert bedre end ingenting. Han valgte at holde munden lukket, hvilket nok også var det bedste for nu. Katarina gjorde altid sit bedste for ikke at tabe tråden og rase ud på Phillippe, det var bare ikke altid lige let. For ikke at sige, at det aldrig var let. Der var vist ikke en eneste gang, hvor hun ikke var endt med at råbe af ham. I det mindste havde hun da været sødere denne gang, end hun plejede.

Det lod til at hendes sidste kommentar ramte lige præcis hvor den skulle, da Phillippe med ét rejste sig og fik skubbet stolen bagud. Katarina flyttede sig ikke. Hun blev stående, stadig med hånden mod hans kraveben, for han skulle da bestemt ikke få den mindste fornemmelse af, at hun kunne frygte ham. Det gjorde hun ikke. Phillippe havde aldrig været typen til at slå på en kvinde og han var det næppe heller nu. Han var tydeligvis ikke tilfreds, som han stod der og knyttede hænderne og forsøgte ikke at give efter for sin dirrende vrede. Med det brændende blik stirrede hun tilbage.
Først da Phillippe flyttede sig, trak hun hånden til sig og drejede overkroppen lidt med, som han fik puffet til hende, for ikke at skulle bukke armen for langt bagud. Hun måtte lige tage en dyb indånding, for ikke at storme efter ham. Men idet hun fik øje på hans tekop, rakte hun straks ud efter den, vendte sig om og tyrede den efter Phillippe med et frustreret skrig, lige som han fik smækket døren i. Koppen ramte dørkarmen og splintrede.

Katarina blev stående lidt endnu, som hun knugede hænderne sammen og forsøgte at få styr på sin egen vrede. Efter et øjeblik satte hun sig tilbage i sin egen stol, samlede sin kop op og sippede til den lunkne te. Phillippe skulle nok komme tilbage, det var hun sikker på. Når han gjorde, kunne han selv få lov til at skubbe stolen, han havde skubbet til, på plads igen. Og feje op efter den smadrede kop.

 Idet døren smækkede i bag Phillippe lød der et ordentlig rabalder, af noget der blev smadre mod døren. Skulderne trak sig lidt op til ørene, da han var ret sikker på det nok var hans ko der havde fået en flyvetur. Skulderne faldt dog hurtigt på plads igen, og han sparkede hårdt til den nærmeste sten. Det ville ikke komme bag på ham, hvis Katarina stod der inde og forventede Phillippe kom ind og gjorde ret efter det rod hun lige havde lavet. 
 Det var dog bestemt ikke hvad Phillippe havde i tankerne, og han stormede i stedet afsted mod kroen. Han havde ikke behov for at komme hjem til hende at sove, han havde jo trods alt et værelse på kroen. Derfor tøvede han heller ikke med at bestille et stort krus mjød, så snart han ramte kroen. Han kunne sagtens sove rusen ud i værelset på kroen! 

 Tiden gik, og Phillippe fik drukket en masse. Kroen var efterhånden ved at være tom, da Phillippe lå på sin ene arm hen over disken, med et tomt krus i hånden. Øjenlågene var tunge og Phillippe havde en kamp ned at holde dem åbne, for at det var som om han var ved at falde ned af stolen, når han lukkede øjnene, så meget snurrede det for ham. Kruset blev banket lidt ned i bordet.
 " Fyld mig op ... fatter! Jeg kan høre bu..bunden!  " Phillippe snøvlede lidt over ordene, men budskabet kom ud. Krofatter så på Phillippe med et bebrejdende blik mens han rystede lidt hovedet.
 " De har vist fået nok for i aften, Hr. Jahnson,  " den store mand satte kruset på plads han var ved at tørre af og tog et nyt.
 " Vi lukker desuden også snart. Jeg har sendt bud efter Fru. Jahnson..  " Phillippe gryntede utilfreds og skubbede det tomme krus over disken. Han gad bestemt ikke hjem til Katarina! Han havde det meget sjovere på kroen!

 Phillippe havde rigtig givet den gas på kroen hen over aften - hvilket også forklarede det bebrejdende blik fra krofatteren. Som alkoholet havde overtaget Phillippes fornuft var han begyndt at flirte med stort se alle, der var dog ikke rigtig nogen der var gået med på det, af respekt for Katarina. Det var trods alt en lille by, hvor alle nærmest kendte hinanden. Det ville nok ikke gå mange dage før Katarina ville hører om han sjov på kroen. Hvilket nok også var en af grundene til han bestemt ikke skulle med hende hjem!
 " Jeg kan fint... sove på mit kroværelse, tak! " Krofatter brummede blot, og endnu en gang rystede på hovedet, alt imens Phillippe forsøgte at rejse sig fra stolen. Som han kom ned på gulvet af stå snurrede det hele meget mere for ham, og han måtte træde lidt bagud for ikke at vælte. Her spændte en anden stol dog ben for ham, og han snublede bagud, ind til han til sidst væltede over en bordben, og tog bordet med i sit fald. 

 Phillippe lå lidt på gulvet og rodede rundt med væltede borde og stole, først han fik sig viklet fri, på et eller anden klodset måde kom op at stå, og begyndte at vakle over mod døren der første videre hen til kroens værelset. Krofatter stod blot og så på Phillippe gøre sig selv til grin, og gjorde sig tanker om, at det nok var meget godt at Hr. Jahnson ikke var i byen så tit. 

Flere timer havde passeret, men Katarina var stadig sikker på, at Phillippe nok skulle komme tilbage. Trods han egentlig ikke behøvede det, var han jo selv overbevist om, at han stadig skulle bruge sit fiks hos hende. Han ville ikke forlade byen uden, heller ikke selvom han allerede havde fået lidt under deres intime leg.
Katarina havde trukket tiden så længe hun kunne, men mens hun ventede, var hun nødt til at forberede lidt mad. Selvfølgelig sørgede hun også for mad til Phillippe, for hun regnede ikke med, at han selv havde i sinde at finde noget. Han var næppe stormet ud i vrede, med intentionen om at finde mad. Det ville ikke undre hende, hvis han kom væltende ind ad døren om lidt, sprit stiv og stinkende langt væk af rom, eller mjød.

Katarina nåede kun lige at tage den tredje bid af et stykke kød på tallerkenen, da det bankede på døren. Hun tørrede sig hurtigt om munden med stofservietten og rejste sig. Udenfor stod en ung dreng, en budbringer, og rakte hende et lille stykke papir. Hun stak drengen et ravstykke og tog imod papiret, som blev foldet ud og læst. Det lod til, at hun havde haft ret. Phillippe var på kroen og ikke i stand til at komme hjem selv. Med et irriteret fnys, fik hun skoene på og trak den lange jakke over sig. Hun var virkelig ikke forberedt på at skulle klistre det venlige fjæs på nu, og traske ned til kroen for at hente sin fulde ægtemand, men hun havde heller ikke rigtig noget valg. Det ville ikke se kønt ud for alle andre, hvis hun efterlod sin mand på kroen. Så hun gik. Det var heldigvis ikke en lang tur.

Katarina åbnede døren til krostuen og fik straks øje på en meget fuld Phillippe, der så ud til at kæmpe lidt med at komme hen til døren til værelserne. Hun sendte krofatter et smil og et lille nik som tak, og holdt stemmen lav, da hun bad krofatter om at få hentet Phillippes ting fra værelset, så Phillippe ikke skulle overhøre hende. Hun vidste jo godt, at han ville blive noget så tosset, hvis hun fik hans ting med. Krofatter nikkede pænt og sendte en af pigerne op for at hente. Katarina tilbød en mindre sum krystaller, hvis pigen hjalp hende hjem med tingene, så hun ikke både skulle slæbe dem og støtte sin mand. Hun bevægede sig udenom det væltede bord, hen ved siden af Phillippe og lagde en blid hånd om hans overarm.
"Phillippe, min kære. Kom med mig, så skal jeg få dig hjem i en varm seng," sagde hun, så kært hun kunne og af ren og skær skuespil for krofatter, kropigerne og de få gæster, der var tilbage. Hun forsøgte at trække lidt i ham, væk fra døren op til værelserne og mod udgangen i stedet, forhåbentligt uden alt for meget brok. Kropigen kom ned med hele Phillippes oppakning, men blev bag parret for ikke at gå i vejen.

 Det var en noget så vaklende gang, som om Phillippe havde klodser på fødderne der fik dem til at flytte sig tungt og utilregneligt. Han var flere gange ved at vælte, og måtte gribe fat i borde og stole på vejen hen til døren. Phillippe var meget koncentreret i sin gang, for kroen bevægede jeg helt vildt, og det var utroligt svært at holde balancen når den ikke bare kunne stå stille. Derfor tog det ham også et sekund eller to før at reagerede på hånden på armen og Katarinas stemme. En blanding af et fnys, suk og hik forlod hans læber.
 " Kat din sure .. he.. heks!  " mumlede han snøvlende og irriteret som han hev armen væk fra hende med en kraft han ikke selv kunne styre, hvilket fik ham til at tippe til siden og snuble så han væltede med siden ind over et bord, der heldigvis ikke væltede med ham. En smule sløvt fik ham skubbet sig op på benene igen.
 " Jeg har en seng her..  " mumlede han og gav sig til at forsætte mod værelserne, men hevet i den anden retning, hvilket fik ham til at snuble den anden vej. Han brummede utilfreds fulgte lidt modsigende med. 
 " Søde pullergøj.. Jeg skal arbejde! Nu siger du vel ikke din mand imod?! " Set ude fra lød det sikkert bare som en ægtemands fuldemandssnak, men det var med fuld overlæg at han sagde og lagde trykke som ham gjorde, og det kunne Katarina ikke være i tvivl om. Alligevel fulgte han med hende hen til døren og videre ud. Selvom han sagtens kunne hive sig fri af hende greb ville han ikke kunne holde balancen, og til sidst vil krofatter sikker ende med at blive sur. 

 Kulden udenfor ramte Phillippe hårdt og han stoppede lidt op og lukkede øjnene med et udtryk der meget hurtigt sagde at han var blevet dårlig. En smule pludseligt hev han sig væk fra Kat, og vaklede hurtigt over til kroen mur, med en hånd for munden, og den anden for maven. Som han nåede muren, flyttede hånden fra munden sig hen på muren, så han kunne holde balancen, mens alt hans maveindhold kom op igen. Det meste af det lange hår sad stadig i elastikken, men enkelte totter havde forvildet sig frit og hang faretruende tæt på strålerne der skød ud af Phillippes mund.

Phillippes første ord kom egentlig ikke bag på hende. Men det irriterede hende stadig mere end det burde. Katarina måtte kæmpe lidt for ikke at se alt for stram ud i ansigtet, men i stedet få et lidt sørgmodigt udtryk frem, som hun kort så mod gulvet. Havde de ikke været et så offentligt sted, ville hun med sikkerhed være kommet med en direkte ond kommentar.
"Phillippe, vær nu sød. Du ved hvor ondt det gør, når du siger sådanne ting." Hun lød såret, men endnu engang var det rent skuespil for de øvrige i kroen. Noget Phillippe helt sikkert ville være klar over, men hun var ligeglad. På denne måde fik hun alle over på sin side, for de fik ondt af hende og ikke ham.
Hun måtte slippe hans arm, da han væltede ind over bordet og et suk lød fra hende. Det ville blive en lang tur hjem, når hun ikke var i stand til at støtte ham mere, end hun gjorde.

Heldigvis gjorde han ikke meget modstand, da han snublede med hende i stedet for at vakle mod værelserne. Hun smilede svagt og rystede let på hovedet, stadig kun for at få alt til at se ægte ud for de andre.
"Selvfølgelig ikke, min egen," svarede hun blidt tilbage. Hun fandt hurtigt frem til, at det ville være bedst at give Phillippe ret lige nu og ikke komme med for mange argumenter for, hvorfor han skulle følge med hende. Han fulgte alligevel med, selvom det ikke var helt ubesværet. Krofatter sendte hende et helt undskyldende blik, inden hun fik Phillippe med sig ud foran kroen.

Katarina slap straks Phillippe igen, da det så ud til at han var blevet godt dårlig. Hun blev stående lidt på afstand, for ikke at blive blandet ind i de mange væsker fra maven, der røg med op. Hun gav ham et øjeblik til at samle sig bare lidt, før hun stillede sig hen ved siden af ham og lagde en blid hånd mod hans ryg.
"Er du okay? Lad mig hjælpe dig," sagde hun roligt, som hun fik møvet sig ind under hans ene arm og selv lagde en arm omkring livet på ham. Så kunne han støtte sig lidt mere til hende og forhåbentligt ville han ikke læne for meget, for så ville det blive besværligt for hende at holde ham. Hun forsøgte så vidt muligt at holde sit hoved væk fra hans hårtotter, der var blevet ramt af brækstrålen, som hun langsomt gav sig til at trække ham med videre, mod huset. Pigen, der stadig havde hele hans oppakning i armene, fulgte med i stilhed bag dem.