Agarwaenel fik lige skrabet det sidste mad hun kunne finde i gryden til sig, før hun nikkede. "I morgen!" sagde hun bekræftende, et hint af begejstring var at spore i hende, og i det store hele så ville det nok ikke være så stort et tab for hende ikke at spise mennesker og andet godtfolk til alle sine måltider. Selv den lille kannibal havde behov for at få lidt mere variende kost end hun egentlig havde fået hidtil.

Aftenen gik, og det var en underlig følelse der var sad i Agarwaenel's mave. Til at starte med var hun overbevist om at hun bare var sulten, men det viste sig over de næste dage, at det næsten var en følelse af håb der havde spredt sig i hende, om et bedre liv. Noget hun ikke havde overvejet de seneste år, men der havde hendes forhold til andre væsner også været baseret på løgne. Her vidste Jez hvad hun gik ind til.

Banditterne de fandt på vejen mod Opalslottet havde dog også været ganske fornøjelige at spise, selvom Agarwaenel ikke var så sulten igen.