Hun smilede af ham, da hans ord ramte hende. Og før hun kunne stoppe sig selv, forlod disse ord hendes mund; “ Logan, jeg faldt for dig, da vi var børn.” hendes læberne samlede sig sammen, og hendes øjne betragtede ham drillende. “Jeg tror det var, da du slog bagerens søn i hoved, fordi vi var kommet op og skændes, eller… var det da vi gik på æblerov, og spiste så mange æbler at vi lå syge i to dage.” hun grinede lidt mere, og lod sit hoved synke imod hans skulder, hvorfor duftede han så skønt? Og det var måske ikke en gang, fordi at det var en særlig skøn duft han besad. Sved, alkohol - men for hende, var det næsten som at komme hjem.

“Du var altid den rigtige - vi ønskede bare helt forskellige ting..” mumlede hun imod ham, måske havde alkoholen virkelig formået at løsne hendes tunge, så tankerne strømmede ud uden et filter. “Jeg vidste altid, du aldrig kunne blive tæmmet. Og en kvinde aldrig ville være nok for dig, så da jeg blev gravid med vores barn. Vidste jeg, at jeg kun havde en mulighed - og det var at give det væk. Du skulle ikke spærres fast - for jeg kender dig alligevel godt nok til at vide, du ville have prøvet at gøre det rigtige. Men du ville have hadet hvert et sekund. Og til sidst ville du have hadet mig. Så var det nemmere bare at lade som ingen ting - men i stedet ende jeg med at hade dig.” hun smilede. Og trådte væk fra ham, og lod sig falde ned i græsset igen. “Sjovt, som ting ændre sig. Måske var det i virkeligheden bare dårlig timing det hele.” hun lukkede øjnene og bredte sine arme og ben ud. Mens hun nød følelsen af græsset der pressede imod hendes krop.

Logan var ikke helt sikker på at han var klar til den her dybe samtale. Nok havde hun et drillende glimt i sit blik, men noget i hendes ord gjorde ham en smule utilpas. Var det dårlig samvittighed. Anann havde alle dage været speciel for ham, og ingen kunne erstatte hende. Ikke fuldkommen. Men han havde aldrig været typen til at slå sig ned med en person. Minderne om bagerens søn der havde fornærmet hende og ikke mindst æblerovet der havde sparket dem så hårdt bagi at det halve kunne være nok. Det var umuligt ikke at smile over det. Han lagde en arm om hende, og forholdte sig overraskende nok tavs.

Han stirrede ud i aftenluften, lod ordene synke ind, stadig ude at være i stand til at bryde tavsheden han holdte som hun talte. Det var meget ukarakteristisk for ham ikke at komme med indvendinger. Han lod hende bevæge sig ud af favnen igen og falde ned i græsset som en strandet søhest. Et syn der kort bragte hans mundvig opad igen. "Du burde havde sagt det alligevel." Noget af ham hadede hende vel for intet at havde sagt, men nok ikke nær så meget som hun var kommet til at hade ham ved ikke at være den mand hun behøvede. At hun kunne finde på at kaste sin kærlighed på ham, var et tegn på dårligt valg. Mest fordi Logan ikke engang havde forsøgt at være den mand hun fortjente, og det kom nok heller ikke til at ændre sig. Trods Anann nok var den kvinde han elskede højere end nogen anden, var det stadig ikke nok til at han ønskede at ændre sig.

Det var alkoholen, prøvede hun at fortælle sig selv igen og igen. Da hun mærkede hvordan at tårerne begyndte at presse på i øjenkrogen. Den brændende fornemmelse i næsen, og den bæverne underlæbe, som hun prøvede at nægte sig selv at at græde. Hun måtte ikke, kunne ikke gøre det foran ham. Hun rullede sig sammen i fosterstilling. Hun var alt for gammel til at ligge her og flæbe som en teenager, ting der var sket flere årtier tilbage. Men smerten var så hård imod hendes bryst, at hun langsomt tabte kampen, da den varme væske begyndte at glide hen over hendes kinder. 

Hold kæft en lorte dag det havde været, kunne den ikke bare slutte. Mørket opsluge hende, alkoholen få hende til at glemme igen. Være den ven hun havde manglet, som den havde været så mange år tilbage. Men intet kunne erstatte den tomhed der var i hendes hjerte. Og hendes livskærlighed sad lige der ved siden af hende, men var flere mil væk. Som han altid ville være, for selvom at skæbnen havde taget en drejning for dem. Ville han aldrig være hendes, han ville altid være sin egen. Være vandets og være eventyrets. Han ville være alles, alle de kvinder der begæret ham. Han ville aldrig holde sig tilbage for nogen. og hun ville altid have det her hul. Hul i hjertet der aldrig kunne erstattes af nogen eller noget.

Logan var på mange punkter, vinkler og aspekter en direkte røvhul, men selv han mærkede et sug i brystet af dårlig samvittighed. Ikke at han mente det kunne passe at han skulle have dårlig samvittighed for at være den han var. Hun vidste hvem han var, og hun vidste han ikke ændrede sig. Men synet af den bævende underlæbe og hvordan hun krummede sig sammen havde sin effekt på ham. Til trods for alting nød han ikke at se hende såret. Men han kunne heller ikke gøre noget ved det.

Han ragte langsomt den store hånd ud, men lod den hænge eftertænksomt i luften mens han med rynkede bryn så på hende med et bekymret blik. Med et dybt nærmest overvundet suk trak han hånden til sig igen og lagde hovedet tungt tilbage mod stolpen han sad op ad. "Undskyld. Du havde dine grunde..." han var ikke sikker på hvordan han skulle acceptere at hun havde frarøvet ham det valg. Et valg hvor han formentlig havde gjort nøjagtig som hun forudsagde. Med undtagelse af at han faktisk overvejede hvorvidt han havde været i stand til at skride fra hende og barn og hele lortet. Han ville ikke lyve for sig selv og afskrive han havde taget det valg.